EN FORSTÅELSE AF ORGANISATORISK PRAKSIS SET I LYSET

E N FORSTÅELSE AF ORGANISATORISK PRAKSIS
SET I LYSET AF BÆREDYGTIGHEDSBEGREBET
Kandidataf handling
Februar 2015
Andreas Heuser Fromberg Olsen
605218
OLE FOGH KIRKEBY
KANDIDATUDDANNELSEN I ERHVERVSØKONOMI & FILOSOFI
INSTITUT FOR LEDELSE, POLITIK & FILOSOFI
Engelsk titel:
Toward an Understanding of Organisational Practices in light of the Sustainability Concept.
Læservejledning:

” ” (anførselstegn) markerer direkte citat.

’ ’ (apostroffer) markerer parafrasering.

Ved krydsreferencer i teksten anvendes fx *4.3.

Ved henvisninger til interviewede anvendes konsonantforkortelser, fx *RR.

En normalside gives ved 2.275 gns. antal anslag pr. side.

Total antal anslag i opgaven: 181.974.

Total antal normalsider: 79,99.

Maksimal antal tilladte sider: 80,00.
Abstract
The main focus of this master’s thesis: Toward an Understanding of Organisational Practices in light of the Sustainability Concept is based on the research question: how do practices of sustainability generate organising and alter modes of organisation? In order to understand this, the organisational practices of five interviewees in four different Danish
companies have been explored to the extent by which they organise knowledge on the
sustainability concept. Interviewees who all deal with the concept as either an environmental, social or economic challenge or a combination thereof. The thesis seeks to answer
the research question by laying out the interviewee’s approaches to the challenges from a
political-institutional logic, a strategic-managerial logic and an ethical-selfmanagerial
logic. At the same time the concept is laid out: First, sustainability is seen as a sustained
competitive advantage, then as-no-longer-relevant as being dynamically respondent to
various business opportunities, becomes the norm. Third and finally, practices of sustainability come to be the view: that being dynamically respondent in some way negates from
practicing sustainable development due to the fact that the notion has both a visionary
and a generous element of knowledge ascribed in it.
Having found organisational practices of circular economy, cradle2cradle, and multidisciplinary co-creation the thesis analyses these elements from the qualitative methods
of organisational ethnography and an eventology. They emphasize the interviewee’s
sensemaking respectively through a narrative and a phronetic approach. After the analysis, the thesis delves further into the aspect of how the sensemaking is understood
through events, and how this alter modes of organisation, thus generating new organising.
The thesis concludes that practices of sustainability are an explicit basis for multidisciplinary co-creation. It cannot be the other way round. Furthermore, the explorative process,
and that of validating it, is seen as a difficult yet helpful way of understanding organisational practices and that this is the result as such – not the results of the exploration itself
that deemed it right or wrong whether the objective reality of the correspondents lived
up to the criteria and questions of the problem statement. As such there is no right or
wrong question to this – only means by which we alter our notions – which is what the
section on future implications is about.
INDHOLDSFORTEGNELSE
FORORD ................................................................................................................................................... 2
INDLEDNING ............................................................................................................................................ 3
KAPITEL 1: METODOLOGI SOM UNDERSØGELSE AF ORGANISATORISK PRAKSIS ................................... 8
KAPITEL 2: FREMSTILLING AF ANALYTISK RAMME............................................................................. 18
KAPITEL 3: KONSTITUERING AF DET EMPIRISKE FELT ....................................................................... 28
KAPITEL 4: UNDERSØGELSE AF BÆREDYGTIGHEDSPRAKSISSER ........................................................ 39
KAPITEL 5: DISKUSSION AF UNDERSØGELSESRESULTATERNE OG -PROCESSEN ................................. 69
KONKLUSION OG PERSPEKTIVERING.................................................................................................... 73
LITTERATURLISTE ............................................................................................................................... 78
BILAG ................................................................................................................................................... 82
1
Forord
Jeg vil gerne takke min vejleder Ole Fogh Kirkeby for fortrinlig vejledning, Signe Nordgaard
Andersen for sublim feedback og korrektur samt Rene Bøttker Pedersen for værdifulde kommentarer til teksten. Jeg håber, alt taget i betragtning, at begrebet ”bæredygtighed” kan fremstå gennem et skarpere kritisk spektrum på grund af den fremgangsmåde, jeg har valgt i specialet:
Det skal derfor gøres klart for læseren, at dette speciale er et studie i muligheden for at
gribe, belyse og efterprøve det empiriske felts indre modsætninger gennem begreber, der i
sig selv indeholder disse modsætninger. Jeg har her været inspireret af både etnografiens
værktøjskasse, min vejleder, Ole Fogh Kirkebys, mangeårige udvikling af neologismer, af
hvilke jeg da også bruger en del, samt af Gilles Deleuzes filosofiske program om tænkning som
innovativ begrebsskabelse. Som følge heraf har jeg vovet at skabe nogle neologismer, der kan
virke fremmede for læseren. Centralt står på dette sted ”selvbegivelse,” ”bæredygtighedspraksisser” og ”bæredygtighedsstationer.” (Neologisme betyder ”nyt ord”, både i betydningen
af et ord om et fænomen, som for eksempel H. C. Ørsted og dennes ilt og brint, og som et vendeord ala slang, som fx når ordet fedt både betegner noget, der er sejt, og bruges til kuglelejer.1) Ud over det erkendelsesbefordrende greb, der under alle omstændigheder selv afhænger af validiteten af begreberne og problemformuleringen, givet ved de beskrivelser og forklaringer de indgår i, er et afgørende kriterium også betydningssammenhængen mellem den
analytiske ramme og det empiriske felt, og dermed gennemsigtigheden af tekstens opbygning
og forløb. Det er netop gennem den, at vi kan søge at fange det empiriske felts modsætninger.
Min vejleder har indskærpet vigtigheden herved og sagt god herfor.
Fremgangsmåden er givet af min akademiske bane, men selve nysgerrigheden for bæredygtighed samt klima og energidebatten kan særligt ses udmøntet, da jeg fra 2012 til 2013
var praktikant hos Eksportrådet – Udenrigsministeriet i Chicago, USA. Jeg var her en del af
gruppen ”Wind Energy Advisory,” der beskæftigede sig med fremme af eksport af danske
vindvirksomheders produkter til det amerikanske og canadiske vindenergimarked. Derudover har jeg skrevet bachelorprojekt om Danmark og Sveriges nationale innovationsstrategier med et særligt blik på små danske virksomheders udvikling og produktion af cleantechløsninger.
1
Gyldendal A/S: ”neologisme”, denstoredanske.dk (2012).
2
Indledning
Problemfelt og specialet i oversigt
Efter at have lagt mærke til en tiltagende politisk og virksomhedsmæssig brug af begrebet
bæredygtighed i medierne, begyndte jeg i foråret 2014 at interessere mig for, hvad et så øjensynligt vigtigt begreb egentlig talt betyder, og hvordan folk arbejder med det i organisationer.
Efter indledende iagttagelser blev det klart, at den tiltagende brug af begrebet kunne siges at
udmønte sig i en organisatorisk struktur med fokus på at kapitalisere på brugen af det, samt
i det hele taget at vide noget om det. Som følge heraf besluttede jeg at fokusere på de folk, der
påstod at de slet og ret arbejdede med det ved at have det som et grundlæggende forretningsparameter. Derimod ønskede jeg ikke at undersøge dem, der enten påstod, at bæredygtighed
var en forretningsenhed eller at målet var at skabe sådan en. Dette fundamentale krav til undersøgelsesprocessen mener jeg at have opfyldt i herværende projektopgave. Det vigtigste,
jeg har lært, er, at arbejdet med bæredygtighed er en søgen efter fælles løsninger på fælles
problemer – hvad enten det er på et lokalt, regionalt eller globalt niveau.
Som følge af dette fundamentale krav til processen satte jeg mig for at undersøge bæredygtighedsbegrebet ved at forstå det som en organisatorisk praksis af særlig relevans for de
medarbejdere, der af ledelsen fordres at skulle skabe innovative og smarte bæredygtige løsninger. Det være sig medarbejdere, der erklærer, at de arbejder bæredygtigt henholdsvis som
arkitekt, fremtidsforsker, konsulent og rådgivende ingeniør. Modsætningen på dette sted
mellem medarbejderen og lederen er den, jeg søger at gribe, belyse og efterprøve gennem
begrebslige modsætninger, som for eksempel den organisatoriske etnografis organisering og
organisation, og i begivenhedsfilosofiens station og modus. Organisering og station har et fokus på processer, mens organisation og modus har et fokus på indlejrede betydninger. Disse
empiriske og analytiske modsætninger undersøger jeg ud fra min metodologi, og jeg mener
følgelig, at det gør mig i stand til at analysere, hvilken slags organisering og station det kan
siges at forudsætte at beskæftige sig med bæredygtighed, og hvilke betydninger det har på
ens arbejde.
Et eksempel på en skjult antagelse er hvis en interviewet beskriver bæredygtighed som
enten ægte eller kommerciel. Som enten et aflukket og autentisk system eller som et taktisk
forretningskredsløb, der prøver at styre tilfældige autentiske hændelser, der i virkeligheden
rækker uendeligt ud over sig selv. Min fremgangsmåde viser, at bæredygtighed i en organisatorisk kontekst er performativ og dermed rækker ud over lukkede systemer, men også og i
3
særlig grad begrænses af de personer, der arbejder med det. Fremgangsmåden betegner jeg
som et heterogent koncept, hvormed jeg søger væk fra det autentiske ved ganske simpelt at
fokusere på de personer, der arbejder med det, hvilket jeg forstår som organisatorisk praksis.
Betydningssammenhængen mellem organiseringen af stationer og organisationen af modi
(hver forstået som en organisatorisk praksis) er præcist det sted, hvor modsætningerne mellem det empiriske felt og den analytiske ramme søges ophævet. Følgelig vil jeg først analysere
de to organisatoriske praksisser for i diskussionen at behandle, hvorvidt modsætningerne
kan ophæves. Derfor er de to organisatoriske praksisser:
1. Organisering er en organisatorisk praksis om at opmåle tidens hastighed og rummets
udstrækning, hvilket samlet set betegnes som en station. Hermed søges denne organiseringsstation at blive reproduceret. Disse reproducerede stationer forstås endvidere
som omkringvandrende, hvilket betyder, givet ud fra det performative og heterogene
koncept, at de ikke står stille (som følge af opmålingen), men at det reproducerende
betegner en gentagen bevægelse.
2. Organisationen er en organisatorisk praksis om at skabe og ændre betydninger, hvilket samlet set betegnes som en modus. Dette viser, at organisationsmodi er betydninger skabt ud af reproduktionerne, men at modusen qua det performative og heterogene koncept ændrer disse betydninger gennem at accelerere tidens hastighed, hvormed resultatet af opmålingen af tidens hastighed og rummets udstrækning forstyrres
og forandres.
Som eksempel kan vi se Apples Appstore, som er en digital butik for udbydelsen af apps. Disse
apps, ala stationer, skal se ud på en bestemt måde for at være med i butikken, ala modi, og de,
der i enkelttilfælde indeholder fx forkerte typografier, bliver ekskluderet. Selve Appstoren
fungerer som et mødeplan, hvor kunderne kan møde udviklerne af apps’ene. Pointen er også,
at der er flere slags appstores, Google Play, Amazon Appstore, Windows Store, og at der er
andre retningslinjer her, hvormed andre apps kan indgå.
Efter at have gennemført fem interviews fik jeg hurtigt en første antagelse om, at arbejdet
med bæredygtige løsninger, såfremt det ikke fandt sted i en bæredygtighedsenhed, krævede
et fællesskab uden hierarkisk ledelse. Jeg har imidlertid problematiseret denne antagelse ved
at hævde, at fællesskaber som fundamental analytisk kategori først og fremmest er givet som
begivenheder, hvilket betegner et sted, en station, med opmålt tid og rum. Selvbegivelse i
4
denne kontekst er altså ledelsen af opmålingen (organiseringen) af stationer. Stationen forårsager derfor fællesskabet, idet der også er et asymmetrisk forhold mellem medarbejderne
kontra politiske institutioner og ledelsen. Jeg definerer selvbegivelse som det, at de interviewede fortæller om deres projekter med bæredygtighed snarere end at fortælle om, hvad de
synes om bæredygtighed, og at de derved udøver modstand mod ledelsens fortællinger om
bæredygtighed. Min anden indledende iagttagelse var, at de interviewede lagde stor vægt på
tværfagligt samarbejde i de projekter med bæredygtighed, som de fortalte om, og at det var
det virkelige formål med arbejdet snarere end selve arbejdet. Min hypotese, på linje med
ovenstående afsnit, er, at dette samarbejde kun er blevet tilvejebragt på grund af specifikke
elementer fra bæredygtighedsbegrebet: Det har en lang kulturel historie, og dets betydning
ligger således langt ud over projektarbejde, hvis udfordringer kun består af enkelte, serielle
og/eller reproducerede udfordringer. Hold i mente, at jeg i teksten primært analyserer den
anden indledende iagttagelse, da jeg anser den som partikulær til den første antagelse, der er
mere af generel karakter. I perspektiveringen vil jeg dog forklare en fremtidig brug af den
første iagttagelse.
Min analytiske tese ud fra disse to problematiseringer af de indledende iagttagelser er
følgelig: 1. at bæredygtighedsbegrebet, forstået som bæredygtighedspraksisser, kan siges at
generere organiseringsstationer (hvilket jeg abbrevierer som bæredygtighedsstationer) for
udviklingen af smarte løsninger på udfordringerne fra miljømæssig, social og økonomisk bæredygtighed. 2. fordrer ændringer af organisationsmodi (hvilket jeg forkorter som bæredygtighedsmodi), der så at sige ændrer ledelsens fortællinger, hvormed bæredygtighedsløsningerne sælges. Formålet er at undersøge disse udfordringer som organisatoriske praksisser,
der søges løst ud fra installerede logikker fra politiske institutioner (samfundet), strategiske
ledelser (virksomhederne) og medarbejderes etiske selvbegivelse. Her antager jeg, at samfundet ønsker at virksomhederne udøver ressourceknaphed, mens virksomhederne ønsker,
at samfundet sørger for kontinuerlig vækst. Min diskussionstese for negationen af modsætningen mellem det empiriske felt og den analytiske ramme er endvidere, at det er medarbejderne selv, der overskrider ledelsens fortælling ved netop at internalisere dem. Følgelig vil
jeg også diskutere min egen rolle som undersøger, og om mit arbejde har været validt, idet
jeg efterprøver ophævelsen af denne modsætning, dette møde.
Arbejdets validitet finder sted ud fra tre kriterier: 1. transparenskriteriet, der indebærer,
at fremgangsmåderne i ens undersøgelse skal fremlægges eksplicit. Pointen er, at lige nu er
jeg i færd med at gøre opgavens antagelser gennemsigtige. 2. Det heuristiske kriterium, der
5
indebærer, at ens undersøgelse skal skabe ny og retfærdig viden. En opdagelse er kun brugbar
for noget, hvis den både udtrykker noget visionært og generøst (generøst forstået som social
retfærdighed). 3. Det håndværksmæssige validitetskriterium, der indebærer, at både den, der
undersøger, og den, der læser om ny og retfærdig viden, skal efterprøve undersøgelsens antagelser og resultater. Pointen er dermed også, at undersøgeren selv skal efterprøve de antagelser og konklusioner i dennes udvalgte litteratur og fremstillede empiri. Disse tre kriterier
lægger jeg til grund for det performative og heterogene koncept. Ved at anvende dette koncept som analytisk ramme vil jeg søge at konstituere en forståelse af de interviewedes organisatoriske praksis i tre dele bestående af henholdsvis metodologi, analyse og diskussion:
1. Første del er både ”Kapitel 1: Metodologi som undersøgelse af organisatorisk praksis,”
”Kapitel 2: Fremstilling af analytiske ramme” og ”Kapitel 3: Konstituering af det empiriske felt”: I kapitel 1 udarbejder jeg både kvalitetskriterierne for valideringen af mine
begreber og min problemformulering, samt gør den organisatoriske etnografi og begivenhedsfilosofien gennemsigtig. I kapitel 2 beskriver, forklarer og anvendeliggør jeg
mine neologismer om selvbegivelse, bæredygtighedspraksisser og bæredygtighedsstationer med udgangspunkt i de økonomiske og sociale/kulturelle bæredygtighedsudfordringer. I kapitel 3 beskriver, forklarer og anvendeliggør jeg de dominerende politisk-institutionelle, strategisk-ledelsesmæssige og etisk-selvbegivelsesmæssige logikker med udgangspunkt i de sociale/kulturelle og miljømæssige bæredygtighedsudfordringer.
2. Anden del er ”Kapitel 4: Undersøgelse af bæredygtighedspraksisser.” I kapitlet beskriver og analyserer jeg tolv fremstillede bæredygtighedspraksisser ud fra de interviewedes organisatoriske praksis, forstået som deres arbejde med gentagne opgaver og
med ledelsens fortællinger.
3. Tredje del er ”Kapitel 5: Diskussion af organisatorisk praksis.” I kapitlet behandler og
fortolker jeg modstanden mod ledelsens fortællinger, som et forsøg på ophævelsen af
modsætningerne i det empiriske felt og den analytiske ramme. Dette gør jeg ved at
vurdere organisatorisk bæredygtighed i henhold til energimæssig uafhængighed.
I konklusionen sammenfatter jeg min undersøgelsesproces og mine undersøgelsesresultater
og til sidst perspektiverer jeg til en generel forståelse af det asymmetriske ledelsesforhold.
6
Problemformulering
Ovenstående indledende iagttagelser og problematiseringer af de interviewedes organisatoriske praksisser har ledt mig til følgende overordnede forskningsspørgsmål:
”Hvordan kan bæredygtighedspraksisser siges at generere bæredygtighedsstationer og
ændre bæredygtighedsmodi?”
Det første underspørgsmål i analysen er:
”Hvorledes kan antagelsen af en bæredygtighedsmodus der forener det samfundsmæssige ønske om, at virksomhederne udøver ressourceknaphed, med virksomhedernes ønske om, at samfundet besidder kontinuerlig vækst, siges at have genereret de interviewedes arbejde med bæredygtige løsninger, og kan det betegnes som organisatorisk bæredygtighed?”
Det andet underspørgsmål i analysen er:
”Hvorledes kan organisatorisk bæredygtighed siges at generere hverdagens organisering
af bæredygtighedsstationer for selvbegivende medarbejdere, og hvilke gentagne opgaver
møder de derudfra?”
Det tredje underspørgsmål i analysen er:
”På hvilke måder kan bæredygtighedspraksisser siges at indebære, at ledelsens bæredygtighedsmodi ændres, og på hvilke måder kan det siges, at medarbejderne påvirker tilpasningen hvad angår værdier mellem dem og ledelsen, samt i hvor høj grad er denne evne
til at tilpasse sig ønsket af begge parter i en tid med både ressourceknaphed og kontinuerlig vækst?”
Inklusive det overordnede forskningsspørgsmål er diskussionsspørgsmålene:
0. ”Hvordan kan bæredygtighedspraksisser siges at generere bæredygtighedsstationer
og ændre bæredygtighedsmodi?”
1. ”Hvad er de positive og negative værdier af energimæssig uafhængighed?”
2. ”Kan ledelsen kontrollere organisatorisk bæredygtighed og styre energimæssig uafhængighed, og hvis interesser gavner det?”
7
Emneafgrænsning
I specialet vil jeg undersøge bæredygtighedsbegrebet ved at forstå det som en organisatorisk
praksis, hvilket indebærer både et organisatorisk etnografisk studie af bæredygtige løsninger,
samt et begivenhedsfilosofisk koncept om -praksisser. Udfordringen ved bæredygtighedsbegrebets anvendelse består i, at organisationers topledelser i bestræbelsen på at opnå resultater skal tænke langsigtet i deres valg af ressourcer, for at forarbejdningerne af disse kan ske
miljøneutralt. Det er medarbejdernes rolle at organisere forarbejdningerne, og analytisk betegner jeg dette som bæredygtighedspraksisser. Denne forståelse af organisatorisk praksis
indebærer, at forarbejdningerne genererer organiseringsstationer og ændrer organisationsmodi.
Kapitel 1: Metodologi som undersøgelse af organisatorisk praksis
For at undersøge, på hvilken måde bæredygtighedspraksisser kan siges at generere organiseringen af bæredygtighedsstationer og ændre organisationen af bæredygtighedsmodi i de interviewedes organisatoriske praksis, og på hvilken måde energimæssig uafhængighed er et
resultat heraf, har jeg valgt to kvalitative metoder. Disse er henholdsvis den organisatoriske
etnografi og den begivenhedsfilosofiske/eventologiske.
1.1: Valg af organisatorisk etnografi og eventologi som kvalitative metoder
I opgaven har jeg valgt to kvalitative metoder, men ikke nogen kvantitative metoder, fordi
fokusset er på de dybere organisatoriske sammenhænge i projekter med bæredygtighed snarere end resultatet af en undersøgelse om, hvad det betyder i x antal virksomheder. Vi kan se
det ved, at den kvantitative tilgang udtrykker en eksakt målbar undersøgelse med replikerbare resultater, hvilket i human-, og samfundsvidenskaberne til tider opfattes som ”metodologisk positivisme.”2 Det betyder, at alt kan generaliseres og bestemmes positivt. I modsætning hertil søger den kvalitative metode mod viden udtrykt i almindeligt og dynamisk sprog,
som skal være præcist, gennemsigtigt og begrebsligt.3 Jeg vil derfor starte med at præcisere
2
Kvale & Brinkmann: InterView: Introduktion til et håndværk (2009), p. 75.
3
Kvale & Brinkmann: InterView: Introduktion til et håndværk (2009), p. 48.
8
betydningen af etnografien, derefter sætte den i en organisatorisk kontekst og til sidst redegøre indledende for eventologien.
Etymologisk set betyder etno- (af græsk ethnos) ’folk, folkeslag, nation, kultur’, mens –
grafi betyder studiet af det nedskrevne.4 Med andre ord: Den måde personer i fællesskaber
forholder sig til forståelser og betydninger, hvad enten det er talt eller skrevet. På protoindoeuropæisk5 stammer ethnos, fra ’*swedh-no-’, fra roden *s( W )e-, som betyder tredjeperson.
Med andre ord, folket som både en person og en tredje person, en individualitet og en kollektivitet. Vi kan dermed se at etnografi kan anvendes til studiet af uspecificerede forståelser,
ved som en tredjeperson at lade de interviewede forholde sig til denne uspecificerethed, givet
ved, at de skal forholde sig til projekter med bæredygtighed, snarere end hvad bæredygtighed
er for dem. Det skal bemærkes, at etnografi, etnologi og antropologi som metoder reelt set
bruges interdisciplinært, dvs. jeg kunne lige så godt kalde min kvalitative metode for organisatorisk antropologi, hvilket er accepteret akademisk praksis.6 Fundamentalt set er etnografi
en meget åben akademisk praksis, og den benytter sig primært af enten åbne eller semistrukturerede interviews, samt feltnoter fra deltagerobservationer.7 I det nedskrevne er der både
en viden og en ikke-viden, dvs. både det skrevne, og det der ikke blev plads til, det ekskluderede. Begge dele søges af den etnografiske forsker, og vil i opgaven blive vist med inddragelsen af betegnelsen om energimæssig uafhængighed, hvilket uddybes i *4.2.6.
Ved at fokusere på dette paradoks, vil jeg nu fokusere på den organisatoriske kontekst,
hvormed studiet af de interviewede kan fremstilles med dikotomien om organisering og organisation,8 samt narrativ analyse: Det, at få de interviewede til at fortælle historier, som ”(…)
kan illustreres som intentionelle kausale konneksioner.”9 Med disse redskaber kan jeg sige at
4
Gyldendal A/S: ”etnografi”, denstoredanske.dk (2009), og Gyldendal A/S: ”-grafi”, denstoredanske.dk
(2009).
5 Forkortet *PIE, hvilket er et
’kunstigt’ sprog idet ingen tekster er overleveret. Ikke desto mindre er det
skabt ved at korrelere forskellige indoeuropæiske sprog, bl.a. dansk. Kirkeby: Eventologien: Begivenhedsfilosofiens indhold og konsekvenser (2013), pp. 22-23.
6
Kostera: Organisational Ethnography: Methods and Inspirations (2007), p. 12, og Gyldendal A/S: ”et-
nografi”, denstoredanske.dk (2009).
7
Kostera: Organisational Ethnography: Methods and Inspirations (2007), pp. 204-219.
8
Kostera: Organisational Ethnography: Methods and Inspirations (2007), p. 12: “Organisational ethnog-
raphy is a methodology designated for studying culture or those particular forms of human activity that we
call organising or organisations.” Derudover kapitel 2 i samme bog, pp. 79-87.
9
Kostera: Organisational Ethnography: Methods and Inspirations (2007), p. 205.
9
opbygge og udvikle et rum, hvor de interviewede kan observeres, hvori vi kan betragte deres
arbejde med bæredygtighed som organisatoriske praksisser. Opbygningen sigter mod en fortælling, hvor de visioner og betydninger, som de interviewede udtrykker, må gøres klare.
Årsagen til, at jeg i det hele taget anvender et organisatorisk etnografisk studie, er fokuseringen på, at forskeren selv opbygger og åbner et rum.10 Dette i modsætning til et casestudie,
som analyserer et på forhånd givet rekonstrueret rum, hvor spor og udfordringer er blevet
installeret: “Extended case study is therefore a semi-inductive methodology that is used for
the reconstruction of existing theories.”11 Dette åbne rum er et, jeg konceptualiserer ved hjælp
af eventologien12, fordi den fokuserer på, at dette rum ikke skal være autentisk men performativt og heterogent, som vist i indledningen. Som nævnt på side 4, opstiller jeg således to
rum: 1. Organiseringen af bæredygtighedsstationer (begivenheder), og 2. organisationen af
bæredygtighedsmodi (betydninger). Fokus er her på det ekskluderede og det fremmede i
rummet. De eksklusioner, de interviewede ikke specifikt identificerede og vurdere, men som
stadigvæk kan gøre sig gældende og forandre begivenheder og betydninger. Som nævnt i forordet er det fremmede i rummet også givet ved G Deleuzes innovative begrebsdannelse.
Denne er valgt, idet hans overvejelser selv er del af Kirkebys begivenhedsfilosofi, og fordi jeg,
jf. det håndværksmæssige kriterium, ønsker at efterprøve hans antagelser, hvilket vil ske i
*2.5. Fordelen ved Kirkebys eventologi er, at den har et fokus på en forståelse det ekskluderede som processer af konstellationer og installationer, hvilket kan tænkes sammen med organisering og organisation.
Disse processer er dog i bund og grund begivenheder: for at udtrykke, at begivenheder
ikke kan opmåles i et rum, men altid forandrer det, kan vi fratage begivenhed det ’hed’, som
er et suffiks, der gør adjektiver til plurale navneord. Begiven som adjektiv udtrykker bærende
10
Derudover at den er meget anvendt på mit institut: Institut for Ledelse, Politik og Filosofi. Blandt
andet: Gylling: Processuel strategi i organisationer – Monografi om dobbeltheden i tænkning af strategi, dels
som vidensfelt i organisationsteori, dels som kunstnerisk tilgang til at skabe i erhvervsmæssig innovation.
(2014), Olaison: Entrepreneurship at its limits (2014), samt historiografi ved Johnsen: The Great Health of
Melancholy – A Study of the Pathologies of Performativity (2009).
11 Extended casestudy er dog en populær etnografisk metodologi: Kostera:
Organisational Ethnography:
Methods and Inspirations (2007), p. 55.
12
Ud fra værkerne Kirkeby: Eventum Tantum – begivenhedens ethos (2005), Kirkeby: Eventologien: Be-
givenhedsfilosofiens indhold og konsekvenser (2013) og Kirkeby: Begivenhedsledelse og handlekraft (2006).
OF Kirkeby er desuden vejleder på specialet.
10
kræfter, kræfter der i modsætning til en begivenhed som et pluralt navneord, kan knytte sig
til personer, kroppe og sansninger. En begiven er en eller flere sansninger, foregribelser,
hvormed begivenheder vokser frem og sker. Etymologisk stammer ordet fra tysk ’begeben’
og betyder ’at give (sig) i betydningen ’ske’.13 Den (ne-der)tyske grundbetydning er det at
’springe frem’. Men på *PIE betyder give ’*ghabh-’:14 Det at ’tage, holde, have, give’. Således
kan vi se en begiven som både det at give noget og det at modtage noget.
1.2: Valg af eklektisk tilgang
For at opbygge og åbne et heterogent rum er det nødvendigt metodisk at overveje det at sætte
organisatorisk etnografi op ved siden af eventologi. Trianguleringsprincippet kan her benyttes, idet det antager: ”(…) an intensive and parallel use of several methods (…) that is normal
in ethnography.”15 Kostera anbefaler det imidlertid ikke. Hun ser hellere et fokus på: “(…)
simply using various modes of description in order to present the subject of research. (…)
When internal contradictions emerge, they may say something interesting.”16 Denne tilgang
om at bruge forskellige beskrivelsesmetoder anser jeg som eklektisk. Ordet stammer fra
græsk eklektikos.17 Det betyder ek- ’ud’, og –lektikos legein, det at samle noget sammen. Med
andre ord, det at fortælle noget ud af det, der er samlet, ala en korrelation. Måden, hvorpå
undersøgelsen ikke bliver impressionistisk, er ved at formulere en transparent, heuristisk og
håndværksmæssig valid hypotese, som det blev nævnt til sidst i indledningen. Det at jeg selv
efterprøver de interviewedes og mine egne antagelser. Faren er, at undersøgelsen bliver
upræcis, fordi, ulogisk set, metoderne bliver sat for eksakt op i forhold til hinanden og til, at
de skal mene det samme. Det at benytte to metoder betyder blot at udvide feltet for, hvad der
kan undersøges. Derved undgås tanken om at indsamle og repræsentere data. Især fokusset
på organisering, eller Organizing som det eksempelvis betegnes hos fagforeninger18, handler
ganske enkelt om at diskutere de konkrete problemstillinger på arbejdspladsen. Ulempen ved
13
Becker-Christensen (ed.): Politikens Nudansk Ordbog med etymologi, 3. udgave (2005).
14
Harper: ”Online Etymology Dictionary”, etymonline.com (2014).
15
Kostera: Organisational Ethnography: Methods and Inspirations (2007), p. 116.
16
Kostera: Organisational Ethnography: Methods and Inspirations (2007), p. 116.
17
Harper: ”Online Etymology Dictionary”, etymonline.com (2014).
18
Nygaard: ”Jeg skal da også have en fair løn for mit arbejde”, information.dk (2014), Hansen & Reiter:
”Al forandring giver anledning til smerte”, cevea.dk (2014), og Krogsbæk: ”Bidrag til en dansk diskussion
om ”Organizing””, kritiskdebat.dk (2010).
11
at fokusere på organisering er at skulle bestemme hvorvidt det, de interviewede fortæller,
enten er autentisk, en taktisk performance, eller uovervejet på grund af et for stort politisk og
institutionelt pres.19
En eklektisk logik i undersøgelsen af organisatorisk praksis set i lyset af bæredygtighedsbegrebet indebærer både induktive og deduktive elementer: En induktivt undersøgelseslogik
tager udgangspunkt i empiri, hvad enten den skal fremstilles eller allerede er rekonstrueret,
som derpå skal organiseres for at gøre det muligt at spore organiseringsmønstre og fællesnævnere. Et deduktivt undersøgelsesdesign tager udgangspunkt i teori, hvad enten den skal
fremstilles eller allerede er rekonstrueret, for at gøre det muligt at efterprøve ved eksperimentering, om teorierne fortsat er valide. Fælles for begge undersøgelsesdesign er, at de opererer ud fra en hypotese. Følgelig kan vi enten forstå en hypotetisk-induktiv tilgang, eller en
hypotetisk-deduktiv tilgang. Pointen er, at selvom den organisatoriske etnografiske metode
påstår at opbygge og åbne rum for undersøgelser, antager jeg, at en hypotese ikke involverer
en test, idet vi ikke søger efter enten noget autentisk eller taktisk, men er en vedvarende og
generøs prøvelse af hypotesen. Den eventologiske metodes heterogene koncept indebærer
derfor, at der er formuleret et problem, en hypotese, som vi skal efterprøve via et fremstillet
heterogent koncept. For at uddybe dette kan vi se at hypo- både betyder ’basis/under’ som
’under en kasse’, men ikke som i ’mindre end’, samt ’det, der kommer før’, men ikke som i
noget, der nødvendigvis er ’sket tidligere’.20 Pointen er, at hypo som ’under en kasse’ henfører
til den analytiske ramme, mens ’det, der kommer før, henfører til det empiriske felt. Hypotesen er således begge dele og sig selv. Det er et sted, hvor de tre elementer bliver opmålt og
afvejet.
Dette kan ses i tekstens opbygning og forløb, som udfoldes i tre dele: Først del indeholder
både metodologien, fremstillingen af den analytiske ramme om bæredygtighedsbegrebet og
det empiriske felt som et billede på bæredygtighedsfænomenet. Delen bliver i sig selv en tredeling for at beskrive, forklare og anvendeliggøre de kvalitative metoder. Det er i anvendeliggørelsen at hypotesen træder frem. Anden del er selve analysen med den tabelmæssige fremstilling af bæredygtighedspraksisser, samt de to kvalitativt opstillede organisatoriske prak-
19
Maréchal et al. (eds): “Sub-theme 40: Living the Critical Life: Unreason, Nonreflection and Irrespon-
sibility”, egosnet.org (2014).
20
Harper: ”Online Etymology Dictionary”, etymonline.com (2014). Ligeså betyder meta- ‘det, der kom-
mer efter’, og ikke ‘det, der er større end’.
12
sisser: Organiseringen og installeringen af bæredygtighedsstationerne og betydninger og ændringer af bæredygtighedsmodi. Tredje del er diskussionen, som kvalitativt set søger at ophæve modsætningerne mellem bæredygtighedsstationerne og bæredygtighedsmodiene.
1.3: Valg af hypotese – kritik af cases
Som nævnt oven for vil jeg analysere organisatorisk praksis i lyset af bæredygtighedsbegrebet, hvor organisatorisk praksis vedrører projekter med bæredygtige løsninger. Det gør jeg
ud fra en hypotese om, at bæredygtighedspraksisser er eksplicit fundament for ”tværfagligt
samarbejde,” gennem en analytiske ramme og det empiriske felt. Jeg kunne dog også have
anvendt et casestudie i stedet for selv at fremstille empirien. Forskellen på et organisatorisk
etnografisk studie og et casestudie er dog, at førstnævnte ikke fokuserer på en bestemt organisation, i modsætning til den anden. Den forsøger nemlig at forstå ’de dybere sociale og organisatoriske sammenhænge’.21 For at illustrere dette, kan vi se, at jeg er bevidst om, at jeg
selv fremstiller, konstituerer og anvendeliggør hypotesen i undersøgelsen og selv ser på,
hvordan denne hypotese reproduceres og ændres gennem bæredygtighedspraksisser. Dahler-Larsen definerer empiri som både data og fakta, hvor data ses som ”det givne”, mens fakta
ses som ”det tagne.” Derved problematiserer han netop empirien ud fra forskerens egen rolle:
”Men data i kvalitative undersøgelser er hverken "givne" eller "sikre". De "indsamles" heller ikke, som man ellers siger i almindelig sprogbrug. Tværtimod er det synligt i kvalitative
undersøgelser, at undersøgeren spiller en aktiv og helt uomgængelig rolle i produktionen
af data.”22
Derfor forenkler han betegnelsen om empiri som ”data” for at: ”(…) fastholde, at kvalitative
undersøgelser ikke blot opererer med indtryk og fortolkninger, men altså også med data.” 23
Dette vil jeg også gøre. Således bliver teksten hverken et casestudie, hvor data indsamles og
repræsenteres, eller kun indtryk taget af forskeren. Det bliver både data og fakta. Forskeren
21
Kostera: Organisational Ethnography: Methods and Inspirations (2007), p. 230.
22 Dahler-Larsen:
At fremstille kvalitative data (2008), p. 32. Således kan vi sige at en forsker fremstiller
begivenheder/data.
23
Dahler-Larsen: At fremstille kvalitative data (2008), p. 32.
13
er følgelig en person, der forsøger at forstå de dybere organisatoriske sammenhænge igennem begivenheder/data og forskerens egen kropslighed.24 Følgelig er det ikke de interviewede selv, der ”genererer” organiseringsstationer og ”ændrer” organisationsmodi. Ganske vist
organiserer de stationer og arbejder med organisationen af modi, men jeg definerer forskerens ’privilegie’ som det at være den, der genererer og ændrer. Derfor er det også en fordel
delvist at anonymisere de interviewede.25 For at gøre min arbejdsmetode transparent skal
det dog nævnes, at jeg i starten at undersøgelsen sigtede efter at finde casevirksomheder, der
skulle have materiale jeg kunne analysere. Det var først efter interviewsene, at betegnelsen
om dybere organisatoriske sammenhænge (samt de ”indledende” iagttagelser om ”et miljø
uden nogen form for hierarki,” og ”tværfagligt samarbejde”) gik op for mig.
1.4: Valg af ”display” som måde at fremstille kvalitative data på
To andre pointer er vigtige i fremlæggelsen af min fremgangsmåde: 1. Det at min indgang til
den organisatorisk etnografi som vist i fodnote 10, er Ph.D.-afhandlingerne fra Olaison (2014)
og Gylling (2014). I Olaisons afhandling blev jeg opmærksom på Kostera (2007), og i Gyllings
på Dahler-Larsen (2008). Mens jeg i *1.1, *1.2 og *1.3 henviser en del til Kostera, så henviser
jeg i *1.3 og *1.4 en del til Dahler-Larsen. For at uddybe Dahler-Larsens pointe om, at data
både indebærer ”indsamling,” ”indtryk” og ”undersøgeren” selv ønsker jeg at fremlægge hans
brug af ordet ”fremstilling.”26 Med det antager han både en produktion og præsentation af
data. Dvs. at forskeren selv, som tidligere nævnt, genererer og ændrer (beskriver og forklarer
kan også anvendes). Dahler-Larsens bruger ordet illustrativt gennem portrættet af irokeseren på bogens forside, som forestiller en indianer, der er stillet til ”skue” i europæisk tøj, som
en ’navnløs’ og ’ædel’ person.27 Han bruger samtidig ordet begrebsligt til at udtrykke, at en
forsker genererer og ændrer data gennem displays, som er: ”(…) en grafisk eller tabelmæssig
fremstilling af kvalitative data i koncentreret form.”28
24
Disse dybere organisatoriske sammenhænge kan vi se som forskerens måde at iagttage verden på.
Ganske kort betyder det, at vi kun kan overskride vores fremstillede begivenheder/data (dvs. vores egne
handlinger og meninger) igennem vores krops bevægelse i verden.
25
Dette indfører en forsinkelse for læseren i hvem de interviewede er, for ikke at fokusere på en be-
stemt organisation.
26
Dahler-Larsen: At fremstille kvalitative data (2008), pp. 32-33.
27
Dahler-Larsen: At fremstille kvalitative data (2008), pp. 9-16.
28
Dahler-Larsen: At fremstille kvalitative data (2008), p. 41.
14
Fordelen ved en tabelmæssig fremstilling er jf. *1.1, at det fremhæver den kvalitative metodes gennemsigtige undersøgelsesproces, snarere end den kvantitative metodes eksakte og
målbare undersøgelsesresultater. Ordet display kan også ses som en neologisme qua, at det,
ligesom en persienne eller et spektrum, gør, at vi gennem vores kroppe, som beskrevet i *1.3,
ikke kan iagttage hele verden. Pointen er også, at det ville være uhensigtsmæssigt, da undersøgelsen ville blive upræcis og uigennemsigtig. Et argument er, at vi uden persienner, displays, reelt ikke ville vide, om der var en, eller om den blot var drejet, så vi ikke kunne kigge
igennem. Selvom Dahler-Larsen argumenterer ud fra en luhmaniansk autopoietisk logik, har
jeg, foranlediget af Gyllings brug og af min ”eklektiske” tilgang i *1.2, valgt at anvende ham,
fordi displayet udtrykker en semistruktureret undersøgelseslogik om at engagere sig i interviewsene. Denne engageren kan ses beskrevet i ”Olsen: Bilag 2: Procesbeskrivelse (2014).” Det
at lægge mærke til de interne konneksioner og kontradiktioner, som nævnt i *1.2, er af stor
vigtighed for mit display om bæredygtighedspraksisser i kapitel 4. Derfor ønsker jeg kort at
redegøre for den organisatoriske etnografis narrative analyse og samtidig at introducere den
eventologiske fronetiske analyse.
Det narrative princip var som bekendt at få de interviewede til at fortælle om det, de ved,
for at de, og vi, kan forstå deres rolle som social aktør. Det fronetiske princip udtrykker ligeledes, at vi først forstår det, vi selv tænker, når vi hører os sige det.29 Men det udtrykker også
og i særlig grad at kunne iagttage de revner, hvormed de narrative betydninger forandres,
hvormed interne kontradiktioner genereres. Det fronetiske princip handler netop om genereringen af disse modsætninger ved at søge at forstå det vigtigste formål i de interviewedes
arbejde med bæredygtige løsninger. Fronesis er et græsk ord phronesis, og det betyder praktisk visdom. Det er afledt fra det ligeledes græske ’phreno-’, som enten betyder hjerne eller
hjerte, og ’–sis’, som er et græsk suffiks, der betyder det samme som den danske endelse ’–
ing’ (*PIE ’*unga’), der påsættes udsagnsord for at vise udførelsen af en handling.30 Dvs. at i
det græske ord phronesis er hjernen/hjertet ikke en ting, men markerer et verbum, da det
blev set som stedet for visdom, ala hjernen som stedet for sindet og forstanden. Fronesis er
29
Kirkeby: Eventologien: Begivenhedsfilosofiens indhold og konsekvenser (2013), pp. 187-188. Dette gør
jeg ved at indføre det translokutionære princip (som netop ses på s. 187-188) under det fronetiske princip
af læsermæssige hensyn. Ligeledes kunne det narrative princip være blevet uddybet af det teatermæssige
princip. (Gylling: Processuel strategi i organisationer (2014), p 64 og Kostera: Organisational ethnography:
Methods and Inspirations (2007), s. 218.)
30
Harper: ”Online Etymology Dictionary”, etymonline.com (2014).
15
følgelig udførelsen af det, du ved. Sommetider bruges også det danske ’klogskab’, men da det
har andre konnotationer jf. –skab, fastholder jeg fronesis. Vi kan se, at Kirkeby definerer begrebet som:
”(…) hos Aristoteles er konceptet om visdom forbundet med den mulighed, at forvandle
begivenheden. Aristoteles åbner for den mulighed, at det at vise sig værdig til begivenheden er, at ønske at forvandle den i et ideals billede – ethvert valg i forhold til begivenhedens mening og processer, også det totalt passive, forandrer den naturligvis.”31
Vi kan i dette citat se, at selv når de interviewede tager en pause fra deres arbejde med bæredygtighed, så er de stadig med til at forvandle betydningen af begivenheder/data, såfremt vi
forstår disse som processer af organisering. På det grundlag kan vi sige, at den aristoteliske
udlægning handler om at forstå betydningen af en specifik situation ved at sanse og foregribe
den ud fra vores viden.32 Samtidig skal vi vise generøsitet og værdighed over for betydningen
ved at behandle den som begivenheder/data. For at fremstille kvalitative data har jeg udarbejdet en interviewguide,33 som fokuserer på vekselvirkningen mellem forskningsspørgsmålene samt de deciderede interviewspørgsmål. Det skal nævnes, at den er blevet gennemskrevet, efter interviewsene blev foretaget, ud fra et ønske om at vise læseren de dybere organisatoriske sammenhænge, snarere end hver enkelt interviewguide. Den vigtigste forskel i henhold til gennemskrivningen er indførelsen af neologismen ”selvbegivelse” (som en slags selvledelse af begivenheder, eller ledelse af fremstillingen af kvalitative data), som i interviewguidesene hed ”selvledelse.” Ydermere er betegnelser ”omkringvandrende og dynamiske organisatoriske praksisser” blevet indført i stedet for spatiale og temporale forhold. I næste underkapitel vil jeg uddybe de tre kvalitetskriterier, der, som nævnt i *1.2 og forordet, sikrer
den indre konsistens og gennemsigtighed i tekstens opbygning og forløb. Derudover opstiller
jeg også tre ’dårlige’ kvalitetskriterier, der i højere grad knytter sig til kvantitative metoder.
1.5: Opstilling af kvalitetskriterier for validering af empiri
Opsummerende for kapitel 1 vil jeg i nedenstående tabel beskrive de tre gode kvalitetskriterier i tekstens display og de tre, som ikke anbefales, men som ligger sig tæt op af de gode.
Sidehenvisningerne er til Dahler-Larsen (2008).
31
Kirkeby: Eventum Tantum – begivenhedens ethos (2005), p. 548.
32
Kirkeby: Eventum Tantum – begivenhedens ethos (2005), p. 547.
33
Olsen: Bilag 3: Interviewguide (2014).
16
Tabel 1: Kvalitetskriterier
Transparenskriteriet,
p. 86
De metodiske fremgangsmåder skal være
eksplicit lagt frem, så
det kan ses, hvad der er
foregået i en undersøgelse. Det skal ske for at
kunne teste og vurdere
dens pålidelighed, samt
give lys til uklare og
skjulte antagelser. Men
det at belyse rummer
også en fare, idet det
stiller spørgsmålet om
hvad der ikke belyses.
Reliabilitetskriteriet,
pp. 82-83
Under dette kriterium
samler Dahler-Larsen
både korrespondens-,
replikations-, og reliabilitetskriteriet. Kriteriet
bliver følgelig, at kvalitative data kan anses
som pålidelige, såfremt
instrumenterne til at
producere dem med har
været pålidelige. Det foretages ikke rent fysisk,
34
Det heuristiske kriterium, p. 87
Dette kriterium handler
om, hvorvidt undersøgelsen har fremstillet ny viden, indsigt og perspektiver. På *PIE betyder heuristisk *were- ”at finde” og
bruges på græsk i betydningen heuretikos, ”opfindsom”.34
Dvs.: Ud fra betydningen
opfindsom skal fremstillingen af ny viden, indsigt og
perspektiver søges i, om
undersøgelsen har formået
at bidrage med visioner,
om den har ført til nye begrebsdannelser, og hvorvidt den har ført overraskende perspektiver med
sig. Dahler-Larsen viser på
dette sted, at det heuristiske kriterium er en konstellation af udtrykkene
”context of justification”, og
”context of discovery”, hvilket vurderes som en slags
retfærdig opdagelse. Jeg
fortolker på dette punkt
ret-færdighed som hvorvidt undersøgelsen udtrykker en generøs og værdig
opdagelse.
Det pragmatiske validitetskriterium, pp. 87-88
Dette kriterium udtrykker
en nyttemæssig tankegang,
hvori normative vurderinger skal retfærdiggøre undersøgelsens værdi. Dvs. at
undersøgelsen skal kunne
bruges til noget. Dermed
mangler den det opdagende element og bliver en
tom generøsitet. Det er
problemet i det forskningsarbejde, som Novo Nordisk
Kriteriet om håndværksmæssig validitet, pp. 85-86
Dette kriterium afviser repræsenterbarheden. Det gør det ved at vise, at det
”håndværksmæssige” betyder, at den søger at udlægge det vigtigste formål i udførelsen af en specifik og situeret opgave.
”Validiteten” handler om, at man selv efterprøver og undersøger kvaliteten af ens
arbejde. Jeg vurderer denne arbejdsramme som en proces. Derfor skal kvaliteten af processen inde- og overholde
transparenskriteriet og det heuritiske
kriterium. Hermed kan udførelsen af en
specifik og situeret opgave finde sted,
hvilket, jf. Dahler-Larsen, udtrykker videnskabelighed: Validitet er følgelig en
kvalitativ undersøgelse, som på samme
tid er transparent, heuristisk og håndværksmæssig. Den skal være kontekstuel
og samtidig give lys til de uklare antagelser i den specifikke situerede opgave.
Den skal være udforskende og generøs.
Derfor er det nødvendigt med en semistruktureret måde at fremstille data på,
fordi ’videnskabelighed’ betyder at undersøgelsen udformes i takt med at empirien fremstilles. Det er aldrig en færdig
checkliste. Validitet er således heller ikke
afsluttet.
I alt kan de tre anbefalede kriterier siges at betegne et display som tabelmæssig fremstilling (en organisering) af kvalitative data.
Det kommunikative validitetskriterium, pp. 83-85
Dette kriterium tager udgangspunkt i
transparenskriteriet om at fremlægge
metoderne. Dette kriterie er ikke ’dårligt’
i kvalitativ metodisk henseende som de
to andre i denne række, men det har ikke
desto mindre svagheder: Det kommunikative handler om, hvorvidt et udsagn i
undersøgelsen kan opretholdes, hvis der
skulle finde interviews sted i fremtiden
med den oprindelige kilde. Validiteten
handler tilsvarende om, at det fremtidige
interview skal kunne opretholde korrekt,
Harper: ”Online Etymology Dictionary”, etymonline.com (2014).
17
men det gøres ved at forestille sig, at undersøgelsen kan gentages, og
at de samme resultater i
så fald kan reproduceres. Men både analytisk
og empirisk fokus samt
forskerens egen tænkning er instrumenter og
skal derfor også kunne
udlægges.
”bestiller” på Københavns
Universitet, der sigter på at
finde ud af mere om sukkersyge. Selvom det er
prisværdigt at finde ud af
noget om denne sygdom,
mangler den opdagelsesmomentet og et fokus på
betydningssammenhængeog uoverensstemmelser.
sigende og interessant indhold. Problemet er, at kriteriet søger at gøre metoderne og empirien:
”Generelt argumenterbare og meningsfulde ud fra et videnskabeligt relevanskriterium.”
Dette kan en etnografisk undersøgelse
ikke garantere. Den kommunikative validitet søger følgelig at gøre en undersøgelse repræsenterbar.
Kapitel 2: Fremstilling af analytisk ramme
I dette kapitel vil jeg søge at knytte erhvervsøkonomiske bæredygtighedsudfordringer, dvs.
hvordan virksomheder søger at opretholde og udvikle deres forretning på længere sigt, sammen med sociale/kulturelle bæredygtighedsudfordringer. Derfor vil jeg identificere og opstille bæredygtighedsbegrebet i en erhvervsøkonomisk kontekst om vedvarende og flygtige
konkurrencemæssige fordele. Denne opstilling overskrider jeg derefter ved at vise, at bæredygtighedspraksisser er et eksplicit fundament for den indledende iagttagelse om ”et tværfagligt miljø,” snarere end at det er ”det tværfaglige miljø” (de konkurrencemæssige fordele),
der gør det muligt at arbejde med bæredygtighed. Som vist i kapitel 1, med den organisatoriske etnografi, er det vigtigt at fokusere på de dybere organisatoriske sammenhænge på tværs
af de interviewedes praksisser. Som vist med eventologien er det også vigtigt, at det er personerne selv, ud fra deres praktiske visdom, der er med til at forandre de dybere organisatoriske
sammenhænge. Ud fra at medarbejderne søges ledt ud fra politiske og strategiske fortællinger, værdier og ønsker, så definerer jeg indledningsvis selvbegivelse som det, at disse værdier
og ønsker er afhængige af medarbejdernes modstand, forarbejdning, forståelse, accept og fortolkning for at kunne skabe spontane, solidariske ”og værdifulde” meningsfællesskaber. Værdifulde i anførselstegn, da den slags spontane fællesskaber er næsten umulige at opmåle værdien af. Ikke desto mindre vil det i opgaven søges fremvist at bæredygtighedspraksisser er det
eksplicitte fundament disse fællesskaber.
2.1: Indledning til selvbegivelse
En vigtig skelnen for begivenheder er den mellem sociale begivenheder og naturbegivenheder. Disse definerer Kirkeby som: ”(…) principielt kontrollerbare eller ukontrollerbare (…)
18
begivenheder.”35 Forskellen på denne skelnen mellem natur og socialitet er følgelig ikke,
hvorvidt begivenheden er sket i naturen eller ej, men på hvilket tidspunkt den får betydning
for vores organisatoriske praksis. Et jordskælv er måske nok ’kontrollabelt’, idet det ikke har
betydning for os nu, men det har det måske om 24.544 år, hvor det til den tid vil kunne betragtes som en fossil begivenhed, mens et andet jordskælv måske har indflydelse om ti sekunder og følgelig kan betragtes som en ukontrollerbar og for nyligt/pludseligt indtruffet begivenhed. I analysen vil denne skelnen blive anvendeliggjort i forskellen mellem organiske og
teknologiske komponenter. En teknologisk komponent er for eksempel en havestol, der er
sammensat af plastdele. Men plast stammer fra råolie, der er et fossilt organisk materiale.
Organiske komponenter, eksempelvis træ, har i modsætning hertil levet for nyligt. Samlet set
kan vi se, at medarbejderne kan skelne mellem fossile og fornyligt levede begivenheder, men
de skal også sanse og foregribe, gennem fronesis, det øjeblik hvor en fossil begivenhed, der
fandt sted for 24.544 år siden, pludselig får indvirkning på og ændrer betydningen og implementeringen af ledelsens fortællinger. Denne foregribelse af tidspunktet for, hvornår begivenheden udføres og får betydning, er baggrunden for selvbegivelse (idet –else, ligesom –sis
og –ing, betegner udførelsen af en handling).
2.2: Selvbegivelse som bevægelse og social performativitet
Det specielle ved selvbegivelse som organisatorisk praksis er, at det både optræder ved at
organisere stationer og som en organisationsmodus, indebærende virkninger. Men begivenheden/opgaven i sig selv er hverken en organiseringsstation eller en organisationsmodus.
Den er ikke noget. Dette ikke-noget definerer Kirkeby som:
”Non-aliud er et sprogligt udtryk, der udelukker enhver repræsentationel struktur. Det
betegner, at det betegner på en måde, der ikke kan bestemmes gennem affirmation eller
negation. Fra dette perspektiv kan non-aliud vise sig at være en måde at gribe det bytte
på, som jeg jager gennem hele afhandlingen, begrebet om den absolutte immanens, en eksistensmåde, der ikke indebærer nogen distinktion mellem "indenfor" og "udenfor" i epistemologisk forstand, dvs. nogen distinktion mellem tænkende og tænkt, mellem subjekt
og objekt, alias kanaler og øer i tidens strømme.”36
35
Kirkeby: Begivenhedsledelse og handlekraft (2006), p. 122.
36
Kirkeby: Eventum Tantum – begivenhedens ethos (2005), p. 15.
19
Vi kan se, at ikke-noget er en måde at gribe det empiriske felts modsætninger gennem at fordre, at der ikke er noget indenfor eller uden for persiennen, som vist i *1.4, men kun persiennen selv som ikke-noget. Ligesom en dialog, som er en bevægelse mod noget, snarere end en
meningsløs samtale, hvor to parter prøver enten at affirmere eller negere udsagn. Denne ’bevægelse’, denne kiggen igennem persiennen, gør, at persiennen er meningsløs, i betydningen
uden nogen bestemt mening, men ikke retningsløs, idet den henleder vores opmærksomhed
på ikke-noget (den kan siges at være ikke-tenderende, at være omkringvandrende, dvs. den
står ikke stille, men den vandrer heller ikke mod et specifikt mål). Displayet i denne kontekst
gør, at bæredygtighedspraksisserne peger på bæredygtighedsstationer og bæredygtighedsmodi, men et andet display ville selvsagt pege på noget andet. Vigtigt for displayet er, at uanset
hvilken mening vi uddrager om den, er det performativt. Ud fra selvbegivelsen betegner det
–else, udførelsen af arbejdet med bæredygtighed. Med eller uden installeret mening bevæger
displayet sig. Denne performative bevægelse er, hvad jeg begivenhedsmæssigt søger at fremvise i min undersøgelse af arbejdet med bæredygtighed, og jeg har derfor udvalgt tre tematikker fra Kirkebys værker til at hjælpe med at beskrive den:
2.2.1: Konstellationer, installationer og omkringvandrende stationer
Som nævnt til sidst i *1.1 udtrykker konstellationer og installationer en eventologisk forståelse af generering af organisering. Konstellationen er en omkringvandrende bevægelse, mens
installationen/installeringen er betegnelse for at søge en bestemt retning, fordi den har en
manglende: ”strategisk sans for begivenhedens momenter,”37 dvs. den opfatter ikke bevægelsen. Samlet set betegner jeg kombinationen af installationer og konstellationer som installationer af konstellationer. Dette abbrevierer jeg til stationer, der betyder ”sted.”38 Pointen er,
at omkringvandrende stationer betegner opmålingen af et sted/station, og at der på denne
station derfor foregår processer af organisering. ”Station” har samtidig den fordel at spille på
ordlyden af konstellation, installation, station, samt at det viser ingeniørfagligt arbejde. (Det
at bygge en station kunne vi sige.) Det konnoterer også til hensigtserklæringen i forordet om
at sikre et gennemsigtigt forløb af teksten/stationen.
Således svarer konstellation til generering (forskerens rolle qua *1.3 og *1.4), mens installering svarer til organisering. Forskellen på generering og konstellering, er, at generering er,
at noget bestemt skabes ud fra noget uspecificeret, mens en konstellering er, at en bestemt
37
Kirkeby: Eventum Tantum – begivenhedens ethos (2005), pp. 220-221.
38
Kirkeby: Eventologien – begivenhedsfilosofiens indhold og konsekvenser (2013), p. 147.
20
station sættes sammen ud fra uspecificerede stationer. Forskellen på organisering og installering er, at organisering er, at en bestemt station (noget bestemt) indrettes på en bestemt
måde, mens installering er, at en bestemt måde indsættes på en bestemt station. Følgelig bliver forskellen på generering og organisering, at generering er, at en bestemt station skabes
fra noget uspecificeret, mens organisering er, at denne station indrettes på en bestemt måde.
Forskellen på konstellering og installering bliver, at konstellering er, at en bestemt station
sættes sammen ud fra uspecificerede stationer, mens installering er, at en bestemt måde indsættes på den bestemte station.
2.2.2: Magt, kraft og dynamiske modi
I organisationen af modi indlejres de betydninger af stationer, som de interviewede pålægger.
Mens station var et eventologisk begreb til at uddybe generering og organisering, så uddyber
magt og handlekraft den narrative organisation:
”Magten er viklet ind i en besætning af billeder (…) som betyder enhver form for inventar,
der er fikseret og permanent – i modsætning til det bevægelige og temporære; den betyder en bygning og (…) installationen af mandskab i en befæstning.”39
Dette illustrerer, at magt er udtryk for en fikseret betydning. De fortællinger, hvormed de interviewede forsøger at gøre stationerne visionære. Kraft tager udgangspunkt i den visionære
betydning, men handler ikke-tenderende:
”l den forstand er kraften forbundet med et generelt begreb om en selvopretholdelsesdrift. Men det betyder ikke, at kraften er en slags "første natur", og magten en "anden". (…)
Den er nemlig aldrig hverken værre eller bedre end det billede, som den begynder med –
og forløses af et billede skal den altid, både hvor den begynder, og hvor den slutter. Men
dette billede skal forestille den selv.”40
Vi kan se, at kraften er forbundet med selvbegivelsens (ala selvopretholdelsesdriften) performative bevægelse, og betegner derfor en modstand mod ledelsesdekreter, der ikke søger det
spontane og solidariske meningsfællesskab. Den er rettet mod systemer, nemlig et ”kraftliniesystem”41, som betyder at vi kan drage nytte af og retfærdiggøre vores handlinger. Modi er
39
Kirkeby: Eventum Tantum – begivenhedens ethos (2005), p. 489.
40
Kirkeby: Eventum Tantum – begivenhedens ethos (2005), p. 488.
41
Kirkeby: Eventum Tantum – begivenhedens ethos (2005), p. 490.
21
her en uddybende udtryk for dette system: ”Det er den gensidige oscillation mellem kraft og
magt, der skaber den dynamiske relation mellem ¤begivenhedens¤ momenter eller modi.”42
I opgaven betegner modus, på hvilken måde de narrative fortællinger udfoldes at det fronetiske princip Dvs. den interviewedes holdning til dennes egne udsagn. Det betyder at betydningen er dynamisk.
2.2.3: Non-aliud og chora
Hvis begivenheden er den analytisk ramme, så er non-aliud udgangspunktet: Det stammer fra
den tyske middelalderteolog og -filosof Nikolaus Cusanus’ dialog: ”De li non aliud.” Non-aliud
hedder i dialogen: ”non aliud non aliud est quam non aliud” som på dansk betyder: ”det ikkeandet er ikke andet end det ikke-andet.”43 Aliud, som også kan betyde Begrebet, benyttes af
Kirkeby til at betegne begivenheder med fuldkommen differens, med andre ord at alle begivenheder er vidt forskellige fra hinanden, men at dette er et fællestræk. 44 Det at være fælles
om at være forskellige vises ved, at vi kan se non-aliud som en performativ bevægelse, som
en deltagelseskraft, som en fronetisk handlekraft: ”(…) den er asymmetrisk: non-aliud hviler
i sig selv, men er samtidig grundlaget for alt det skabte.”45 Det betyder, at begivenheden netop
sker. Rammen og rummet for denne skeen er det græske ord chora, som betyder både sted og
beholder:
”Det er derimod et sted, der bliver til i kraft af det, der sker på det. Da denne skeen er en
vorden, er dette sted under bestandig tilblivelse. Det er chora, rummet over jorden og jorden i rummet, (…) der overskrider rummet selv, fordi det selv skaber det.”46
Det er således ikke et sted, hvor tidens hastighed er opmålt, og rummets udstrækning er optegnet. Det udtrykker i stedet en rumlighed, som vi for eksempel kan se ved Skypesamtaler,
hvor samtalen føres i et virtuelt rum, snarere end i et eksaminationslokale med to parter over
for hinanden. Rumlighed betegner, at de samtalende kan føre en dialog på virtuelle præmisser. Sammenfattende, er chora rammen for begivenhedsbegrebet, og som billede på det har
42
Kirkeby: Eventum Tantum – begivenhedens ethos (2005), p. 497.
43
Se også Cusa: On God as Not-other, oversat af J Hopkins (1987) hvor udtrykket på engelsk er: ”Not-
other is not other than Not-other.”, p. 1109, 1116, 1161, 1171.
44
Kirkeby: Eventum Tantum – begivenhedens ethos (2005), p. 112.
45
Kirkeby: Eventum Tantum – begivenhedens ethos (2005), p. 126.
46
Kirkeby: Eventum Tantum – begivenhedens ethos (2005), p. 152.
22
non-aliud.47 Det er i rammen for begivenheden, at non-aliud ændrer opmålingen af både tidens hastighed og rummets udstrækning, idet den ’bevæger’. Derudfra kan vi forstå en omkringvandrende bæredygtighedsstation, som en hvor politikere, ledere og medarbejdere kan
føre en dialog sammen, hvis de er bevidste om ikke at have et specifikt rum, men at have den
”samme rumlighed.”48
2.3: Selvbegivelse og bæredygtighed
Som givet af de indledende iagttagelser er selvbegivelse som social performativitet udgangspunktet for den indledende iagttagelse om ”et miljø uden nogen form for hierarki.” I de næste
tre underkapitler vil jeg illustrere den anden indledende iagttagelse om et ”tværfagligt miljø,”
som givet af bæredygtighedspraksisser. Disse er givet ud fra de interviewedes arbejde med
bæredygtige løsninger og de vil i de vil blive set ud fra det at løse de (erhvervs)økonomiske
bæredygtighedsudfordringer. Herved hvordan virksomheder opretholder sig selv på lang
sigt? Her antages det, at det kun kan ske gennem samtidig at løse de sociale/kulturelle bæredygtighedsudfordringer. To amerikanske teoretikere, henholdsvis M Friedman og M Porter,
kan siges begge at henholdes sig til vedvarende konkurrencemæssige fordele, enten som en
ekstern samfundsnorm eller en intern virksomhedsnorm. Friedmans tese er: ”The business
of business is business.”49 Han var en berømt modstander af bæredygtig udvikling, idet hans
syn var, at det er virksomhedens ret og pligt at arbejde inden for samfundets lovhjemmel, men
47
Kirkeby: Eventum Tantum – begivenhedens ethos (2005), p. 203.
48
Kirkeby: Eventum Tantum – begivenhedens ethos (2005), p. 204. En metodik fra denne bog der ikke
er medtaget i opgaven, er den om proto- og almabegivenheder, henholdsvis s. 97 og 89: Protobegivenheden
er givet som rene erfaringsbilleder. Det betyder at de mentale billeder mennesker danner stemmer fuldstændigt overens med ”virkeligheden.” Dette er hvis man forestiller sig en begivenhed, der eksisterer uafhængigt af opmålingen af både tidens hastighed og rummets udstrækning. Den er kun en mental prototype,
kun non-aliud, kun et selvrefererende princip. Denne tankegang er velkendt i diverse IT-miljøer, som en
måde at forstå virtualitet. Sando: ”Velkommen til mitt nettsted ’Non aliud”, sando.co (2005). Almabegivenheden er givet ved at den stiller spørgsmålet om hvad disse rene erfaringsbilleder er. Det gør den ud fra en
erfaring der er bundet i praksis, dvs. som ikke er ren, men snarere fuldkommen different. Ved at stille
spørgsmålet, søger den derved ikke mod at fortolke noget, men kun at opstille og vurdere. Hvor protobegivenheden kan ses som et billede for begivenheden, hvori en ren betydning kan overvejes, så kan almabegivenheden ses som en ramme, fordi den efterprøver antagelserne ved de mentale prototyper.
49
Friedman: “The Social Responsibility of Business is to Increase its Profits”, New York Times, Septem-
ber (1962), p. 162.
23
at dets sociale ansvar ikke går ud over dette. En virksomhed kan således ikke gøre noget skyldigt, såfremt det ikke står i loven. Men formålet er derfor samtidig at begrænse lovhjemlen og
dermed mindske det sociale ansvar, som i stedet skal varetages af frivillige organisationer.
Porters tese er: ”Sustainable competitive advantages.”50 Disse fordele skal ikke ses som
udtryk for en økologisk modernisering af industrier, men som udtryk for, at resultater opnås
over en længere tidsperiode på +1-20 år. Derfor skal socialt ansvar også medregnes i virksomhedens pligter som en del af en doktrin om business in society, idet virksomheder største
forretningspotentiale ligger i at kapitalisere på samfundets normer. En dansk proponent for
den eksterne samfundsnorm kan vi se hos Dansk Industri med deres ’liberale’ eksplicitering
af, at virksomheder kun skal opnå højest mulig vækst.51 En dansk pendant til den interne virksomhedsnorm kan vi se hos Vindmølleindustrien, (den danske brancheforening), ved at de
anser bæredygtig udvikling og vækst som en måde, hvorpå Danmark kan skabe grønne jobs.52
2.4: Selvbegivelse og ikke-længere-relevant-bæredygtighed
Ovenstående diskurs, hvor vi kan se, at debatten går på, hvorvidt bæredygtig udvikling er enten god eller dårlig, kan vi se et opgør med inden for den erhvervsøkonomiske litteratur. Særligt den amerikanske forsker R McGrath (2013) har haft succes med at argumentere for, at
virksomheder ikke kan skabe værdi ved allerede bestående ’konkurrencemæssige fordele:
”(…) virtually all strategy frameworks and tools in use today are based on a single dominant idea: that the purpose of strategy is to achieve a sustainable competitive advantage.
This idea is strategy’s most fundamental concept. It’s every company’s holy grail. And it’s
no longer relevant for more and more companies.”53
Hun argumenterer i stedet for en: “Continuous Reconfiguration: Achieving Balance between
Stability and Agility.”54 Dette er en kontinuerlig rekonfigurering, hvori virksomheder skaber
prototyper og tester dem fortløbende. Det indebærer både at arbejde inden for og udfordre
50
Porter & Kramer: “Strategy & Society – The Link Between Competitive Advantage and Corporate So-
cial Responsibility”, Harvard Business Review, 12 (2006).
51
Ritzau Nyhedsbureau: ”DI: Uden topskat stiger vækst og velfærden”, folketidende.dk (2014).
52
Vindmølleindustrien: “Vigtigt med ambitiøst EU-mål for vedvarende energi”, windpower.org (2014);
og Vindmølleindustrien: ”Stabilitet mindsker omkostningerne ved den danske energipolitik”, windpower.org (2014).
53
McGrath: The End of Competitive Advantage (2013), p. xi.
54
McGrath: The End of Competitive Advantage (2013), p. 27.
24
samfundets love og normer, fordi samfundet både søger stabile virksomheder, og samtidig
også søger at tackle udfordringer som globalisering og stærk international konkurrence. En
virksomhed kan følgelig ikke skabe merværdi ud fra enten deres marginpriser eller deres
produktionsproces. I stedet for skal ”Transient Competitive Advantages”55 søges. Dette er dog
mindre luftigt, end det lyder, idet hun henfører til en strategi om ressourceallokering:
“Firms adept at managing transient advantage recognize instead that today, access to assets, rather than ownership, provides flexibility and scalability without having to commit
to a particular path and that the ready ability to access assets eliminates the advantage of
actually owning them, in many cases.”56
Følgelig er det ikke det at have et dyrt varelager med ens passive kapital, der mange år ud i
fremtiden kan bibringe værdi ud fra fordringen om faldende udbytte.
U Grober er en tysk kulturjournalist med en fremtrædende status i bæredygtighedsdebatten. Han har blandt andet været gæsteforelæser på CBS, fordi han har skrevet om de positioner, hvori bæredygtighedsbegrebet optræder, og som dominerer både den politiske logik og
markedslogikken. Han fremviser fire centrale positioner:57 1. FN’s ’Brundtlandrapport’ fra
1987, hvor bæredygtighedsbegrebet ses som ’bæredygtig udvikling’ og defineres som: ”udvikling som møder nutidens behov uden at kompromittere fremtidige generationers evne til
at møde deres egne behov.” Rapporten blev udgivet efter et fireårigt arbejde ledet af den norske forsker og tidligere statsminister, Gro Harlem Brundtland. 2. FN’s ’bæredygtighedstrekant’ fra Rio de Janeiro-topmødet i 1992, som konceptualiserer de miljømæssige, sociale og
økonomiske udfordringer ved at beslutte, at de er indbyrdes forbundne. 3. ’Fæld ikke flere
træer end skoven kan gro tilbage’. Dette er den ’originale’ betegnelse for bæredygtig udvikling, og den stammer fra tyske skovhuggere i 1500-tallet, der omtalte det som ’bæredygtigt
udbytte’. 4. ’Bevar skabelsen’. Dette stammer fra Det Gamle Testamente, og betyder det at
passe på jorden og opretholde den. ’To serve and preserve’. Vi kan samlet se, at Grober skaber
en ramme for brugen af bæredygtighedsbegrebet, og at det eksempelvis også kan betyde bæredygtigt udbytte, og samtidigt kan spores mere end 250 år tilbage. Det viser os, at bæredygtighed er mere end enten at eje ens formue- og anlægsaktiver eller at have umiddelbar adgang
til dem. Det indebærer et bæredygtigt udbytte.
55
McGrath: The End of Competitive Advantage (2013), p. xv.
56
McGrath: The End of Competitive Advantage (2013), p. 76.
57
Grober: Sustainability: A Cultural History (2012), p. 20.
25
2.5: Selvbegivelse og bæredygtighedspraksisser
Som nævnt i sidste underkapitel tager den analytiske ramme udgangspunkt i McGraths betragtning om, at nutidens virksomheder må søge flygtige, ikke-tenderende, fordele gennem
nem ressourceallokering, men at bæredygtigt udbytte samtidigt er noget andet og mere end
en konkurrencemæssig fordel. Som noget, der ikke forsvinder i morgen, men kontinuerligt
søges. Bæredygtighedsbegrebet er her et kulturelt mangefold af begivenheder og betydninger, såsom FN’s arbejde, hvor bæredygtighedsbegrebet indgår som det at tjene og opretholde
dets langvarige organisation. Som vist i *2.2 anser jeg non-aliud og chora for et billede og en
ramme for begivenheden, hvortil vi kan sige, at bæredygtighedspraksisser betegner det, der
får folk til at mødes og arbejde med noget. I begivenhedens fællestræk, non-aliud og chora,
kan vi for det første se, at non-aliud er en selvrefererende, ulogisk bevægelse. For at stille
erfaringsspørgsmål til denne selvmodsigelse er det nødvendigt at betragte den franske filosof,
G Deleuzes tidlige forfatterskab, som Kirkeby (2005) selv tager udgangspunkt i. Som beskrevet i det håndværksmæssige validitetskriterium i *1.5, er det nødvendigt at efterprøve Kirkebys antagelse om non-aliud og chora i forhold til Deleuze. Vi kan se, at Kirkebys anvender
værkerne ’Différence et Répétition’ og ’Logique du sens’58, som i sig selv indebærer en filosofi,
dvs. som én systematisk fremstilling om begivenheder.
Vi kan se den primære forskel imellem de to filosofier om begivenheder ved et eksempel
om, hvad der sker, når en nuværende og igangværende begivenhed binder sig an til en anden
ikke-igangværende begivenhed, som medfører at denne aktualiseres. Begge filosofier anser
ikke de to begivenheders sammenstød som at der opstår en tredje begivenhed, allerhøjst en
betydning. Begivenhederne forbliver to på grund af deres ’fuldkomne’ forskellighed, deres
chora, men hvor Deleuze fastholder den fuldkomne differens, argumenterer Kirkeby netop
også for non-aliud som billedet på begivenhedens bevægelse, der i dets negationer om det
ikke-andet, kan betegnes som en negativ differens, hvor Deleuzes kun er positiv. Ydermere:
Ved at sige, at Kirkebys begivenhedsfilosofi befinder sig på et niveau, hvor den er primær filosofi for denne opgave, men samtidig er en sekundær læsning af blandt andet Deleuze. Kendetegnende ved en sekundær læsning er, at det er en gendigtning af tidligere tekster (begivenheder) og fortolkninger (betydninger). Dog er Deleuze selv, om nogen, en gendigter af tid-
58
Kirkeby: Eventum Tantum – begivenhedens ethos (2005), p. 368.
26
ligere tekster og fortolkninger. Vi kan yderligere se, at Kirkeby ikke er den eneste, der gendigter Deleuzes begivenhedsfilosofi. Således er DW Smith, T May og M Pedersen personer, der
fastholder den positive differens.59 De vurderer, at den siden hen udformes i en interesse, en
chora, der altid er positiv.
Mens den positive differens for Smith, May og Pedersen er smagsløs, identitetsløs, kønsløs, ja løst fra alle betydninger, bortset fra den positive differens selv, så fortolker jeg, at Kirkeby vurderer, at det ’løse’ er en negativ differens.60 Det negative er det at blive givet noget
uden selv at ville have det. Derfor er en forståelse af -praksisser nødvendig, snarere end enten
god/dårlig bæredygtig udvikling, eller flygtige/bæredygtige konkurrencemæssige fordele.
Bæredygtighedspraksisser er begiven (jf. *1.4), hvilket vil sige at de både er positive (at ’ske’
som at give) og negative (at ’ske’ som at modtage, ikke selv at tage fat). Dvs. begivenheder
springer frem og tilbage, fordi de har kraften til at tilpasse sig. Med andre ord, selv når de
interviewede udtrykker, at de absolut intet foretager, så modtager de alligevel begivenheder.
(Også jf. det fronetiske princip i *1.4) Således ved at klarlægge Kirkebys antagelser og sammenligne dem med andre forskeres brug af Deleuze kan vi søge at belyse de skjulte antagelser
i de interviewedes praksis. Følgelig er bæredygtighedspraksisser tekstens forsøg på at belyse
disse skjulte antagelser om en positiv chora, ved at sige at der også må forefindes en negativ
omkringvandrende bevægelse. Summa summarum optræder bæredygtighedspraksisser derfor som en negativ non-aliud i en positiv chora.
2.6: Opsummering
Opsummerende for selvbegivelse som generelt udtryk for det asymmetriske ledelsesforhold
og bæredygtighedspraksisser som det partikulære udtryk for det asymmetriske ledelsesforhold:
59
Smith: “Deleuze and the Question of Desire: Toward an Immanent Theory of Ethics”, Parrhesia, 2
(2007); May: Gilles Deleuze – An Introduction, (2005); Pedersen: “’A career is nothing without a personal
life’: On the social machine in the call for authentic employees”, Ephemera, 11:1 (2011)
60
En anden fortolkning kunne være at det snarere end positiv/negativ kunne siges at være et mellem-
værende: Larsen: ”Identitet som mellemværende”, GRID (2011).
27
Tabel 2:
Selvbegivelse
Selvbegivelse som bevægelse og
social performativitet
Selvbegivelse og bæredygtighed
Selvbegivelse og ikke-længererelevant-bæredygtighed
Selvbegivelse og bæredygtighedspraksisser
Organisering og installering af omkringvandrende stationer
blev forstået som en bevægelse i organisatorisk kontekst. Den
kunne konceptuelt betegnes som non-aliud.
Traditionelle bæredygtighedsforståelser søgtes her forstået
som enten ikke relevante ud fra M Friedman, eller som konkurrencefordele ud fra M Porter.
Såfremt bæredygtighedsudfordringerne blev opfattet som konkurrencefordele, mente R McGrath, at de i virkeligheden afspejlede en kontinuerlig rekonfigurering givet ved nem adgang til
formue- og anlægsaktiver i stedet for selv at eje dem. U Grober
mente dog, at hele fænomenet om bæredygtig udvikling havde
en længere horisont end som ’konkurrencemæssig fordel’.
Såfremt ”bæredygtighed” ikke betragtes som en konkurrencefordel i sig selv, men kun som en dynamisk forretningsmodel, så
betegner bæredygtighedspraksisser, at det store fokus nu til
dags på tværfaglighed kun kan opnås med fokusset på bæredygtighed, fordi det både afspejler noget kontinuerligt, samt en
positiv og negativ differens. Det er netop i en negativ differens,
at bæredygtighedspraksisser adskiller sig fra en kontinuerlig
rekonfigurering, fordi det afspejler det asymmetriske ledelsesforhold.
Som det blev set i *3.1.1 og *3.1.2, var det også bæredygtighedens etymologiske oprindelse og naturvidenskabelige brug,
der gjorde det muligt at betragte bæredygtighedspraksisser
som eksplicit fundament til ”tværfagligt samarbejde.”
Kapitel 3: Konstituering af det empiriske felt
Hvorfor udforske bæredygtighedsbegrebet og -fænomenet? Hovedsageligt fordi jeg har opdaget, at politiske institutioner, virksomheder og personer i tiltagende grad debatterer begrebet
bæredygtighed. Begrebet betragtes som løsningen på, hvordan vi kan overleve som institutioner, som virksomheder og som personer ud over vores egen generation. Det ses for eksempel hos det danske initiativ ’Sustainia 100’61, som uddeler priser for bæredygtige løsninger.
Herved optræder begrebet som et fænomen. Brugen af begrebet grunder på en antagelse af,
at vi skal ændre den måde, vi lever på i dag, ved både at mindske fattigdom og ulighed, samt
sørge for at klimaet ikke bliver uforudsigeligt. Sammenhængen er, at ekstremt vejr hovedsa-
61
Sustainia 100: “Sustainable Solutions”, sustainia.me (2014).
28
geligt rammer de fattigste, eftersom de ikke er i stand til at beskytte sig mod zero-day sårbarheder.62 Jeg ønsker at undersøge denne sammenhæng med udgangspunkt i, hvorfor den bliver
lagt til grund for politiske, strategiske og etiske logikker om, at vi skal ændre vores levevis.
Det vil jeg gøre gennem interviews af: *HH i Korat, *DD i Devon, *PP og *RR i Sphynx samt *TT
i Tabby.
Jeg anvender de fire organisationer solidarisk, forstået på den måde, at deres udtalelser
gælder lige vidt. Ikke desto mindre har jeg interviewet to i Sphynx, hvilket gør ledelsesforholdet tydeligere. Introduktionsmæssigt kan vi se at Sphynx er en rådgivende ingeniørvirksomhed, hvor *PP er leder og *RR er medarbejder, begge med en ingeniørfaglig baggrund inden
for miljøplanlægning. Derudover, er Korat en enkeltmandskonsulentvirksomhed, hvor *HH
er uddannet og arbejder som arkitekt. Devon er en konsulentvirksomhed med praktikanter
ansat, hvor *DD er uddannet etnolog og beskæftiger sig med borgerinddragelsesprocesser og
et socialt blik på energieffektivitet. Tabby er en paraplyvirksomhed for x antal fremtidsforskere, der hver har sin egen virksomhed. Dermed er TT i stand til at samarbejde med de andre
forskere om projekter, der kræver et større omfang. Under alle omstændigheder tager jeg udgangspunkt i de historier, jeg har fået fortalt, og de, jeg selv har identificeret i organisationernes eget materiale på både internettet og i akademisk litteratur.63 I *3.2, *3.3 og *3.4 vil jeg
konstituere de tre logikker for dermed at kunne præcisere det empiriske felt. *PP og *RR vil
her indgå illustrativt.
3.1: Begrænsning af bæredygtighedsbegrebet
Som indledning til de tre logikker vil jeg først beskrive og forklare to etymologiske og naturvidenskabelige iagttagelser, der fortløbende i dette kapitel vil hjælpe mig med at præcisere
billedet af bæredygtighed.
62
Zero-day sårbarheder dækker over at der er en tidsrum mellem en sårbarhed åbner og til at den
bliver dækket. Virksomheder søger derfor at have tilbagekoblingsmekanismer på plads der tilsvarende på
zero-days kan analysere problemet og give løsninger.
63
Særligt Kunda & Van Maanen: “Changing Scripts at Work: Managers and Professionals”, The ANNALS
of the American Academy of Political and Social Science, 561 (1999), og Pedersen: “”A career is nothing without a personal life”: On the social machine in the call for authentic employees”, Ephemera, 11:1 (2011).
Begge tekster er fra masterfaget “Managerial Challenges in Contemporary Work-life” (2014). Derfor stammer enkelte dele af metodologien fra den eksamensopgave jeg skrev i faget.
29
3.1.1: En etymologisk iagttagelse af bæredygtighedsbegrebet
Det danske ord ’bæredygtighed’ stammer fra det engelske ord, ’sustainability’, som selv er en
kulturel oversættelse fra det tyske ord ’Nachhaltigkeit’. ’Nach-’ er her blevet udskiftet med det
latinske ’sustinere’, men ordet ’sustainability’ er ikke en etymologisk oversættelse,64 og det
eksisterede heller ikke på *PIE (protoindoeuropæisk. Et ’kunstigt’ sprog, der siges at være
baggrunden for nutidige indoeuropæiske sprog som fx dansk). Derfor kan vi dog stadig analysere dets betydning, idet sustainability er det primære ord for arbejdet med bæredygtighed,
snarere end Nachhaltigkeit. I nutidig forstand er det en afledning af ordet sustainable,65 som
betyder ‘defensible, being capable of being continued at a certain level.’ Betydningen sustainbetyder på engelsk: ‘hold up, bear; suffer’, og det latinske sustinere betyder: ‘sub-, from below’
og ‘tenere, to hold’. ’-able’ er en latinsk endelse fra ordet ’habilitatem’, som betyder ‘aptitude’,
på dansk færdighed. Det udtrykker kvalitet fra habilis ‘easy to manage, handy’. Som vist i fodnote 66 er sustainable i sin miljømæssige udgave dog lig med ’sustained yield forestry’, og
ikke som lig med en mere slags psykologisk betegnelse om ’endure without falling’. Sustained
yield forestry blev første gang anvendt for 250 år siden for at opretholde de tyske skove.
Til trods for de skovmæssige og psykologiske betydninger har det danske ord også visse
kvaliteter: For mig betegner bære-dygtig det at være tilstrækkelig dygtig til at oppebære og
opretholde en tilstand. Det være sig en tilstand for enten en person, virksomhed, organisation,
fællesskab, institution, samfund eller en verden. Imidlertid konnoterer det også imod at være
sufficient dygtig til at skaffe ting til ens husholdning, ens oikos. I denne forstand ville ingen af
de to førnævnte betydninger om skov og psykologi kunne overleve to generationer uden korrekt husmandsskab. Ved at oversætte nachhaltig til dansk uden om engelsk, bliver det en under-holdelse. Tilsvarende kan Nachrichten oversættes til nyheder/underretninger. Ikke desto
mindre er bære- en vigtig konnotation idet ordet stammer fra det latinske ord ’infer’, det at
64 Grober:
Die Entdeckung der Nachhaltigkeit: Kulturgeschichte eines Begriffs (2010), p. 20: Her uddybes
det at sustainability og sustainable development ifølge Grober stammer fra Tyskland:
”Vor fast 250 Jahren avancierte es zum Leitbegriff des deutschen Forstwesens. Es bezeichnet seitdem
die Verpflichtung der Forstwirtschaft, Reserven für künftige Generationen nachzuhalten. Mitte des 19.
Jahrhunderts übersetzte man nachhaltige Forstwirtschaft ins Englische: sustained yield forestry. In dieser sprachlichen Form und mit klar umrissener Bedeutung gelangte es in die internationale forstliche
Fachsprache und kurz nach Gründung der Weltorganisation auch in das Vokabular der Vereinten Nationen. Dort diente es wiederum drei Jahrzehnte später als Vorbild und Blaupause für die moderne
Begriffsbildung sustainable development.“
65
Harper: ”Online Etymology Dictionary”, etymonline.com (2014).
30
bære noget og udlede noget. Bæredygtig kan ganske simpelt betyde at udfolde konklusioner,
ved at man begrænser noget, hvilket kunne være en -station. Men dermed ofrer man også
noget. Så når noget gøres bæredygtigt, eksempelvis når en medarbejder gøres bæredygtig
(som i *3.4 vil blive vist som at medarbejderen gøres til en fortælling om en miljøneutral eksistens), så begrænses denne medarbejder til en specifik station. Ikke desto mindre er det ud
fra forståelsen af ’begiven’ i *1.1 umuligt at begrænse stationer, udover at konstatere at det
indebærer bevægelse, der altid er med til at generere organisering. Derfor er et ”tværfagligt
miljø” kun muligt, hvis det anses ud fra en forståelse af bæredygtighedspraksisser. Dette miljø
ville ellers ikke kunne opretholdes, da det ikke besidder betydningen af korrekt husmandskab
og det at begrænse stationer.
3.1.2: En naturvidenskabelig iagttagelse om resiliens i det økologiske miljø
Devon, Korat, Sphynx og Tabby arbejder alle med bæredygtige løsninger. Hvilke udfordringer
er det så de skal løse? Det er fortrinsvis de klimaforandringer, der finder sted ud fra hovedsageligt kuldioxidophobning i atmosfæren. Som den svenske forsker J Rockström, direktør i
Stockholm Resilience Centre, påpeger, er der i alt ni miljømæssige fokusområder for jorden,
som bidrager til denne -ophobning:66 1. Atmospheric aerosol loading, 2. biogeochemical flows
consisting of nitrogen and phosphorus cycles, 3. chemical pollution, 4. climate change, 5.
freshwater use, 6. land use changes, 7. ocean acidification, 8. rate of biodiversity loss og 9.
stratospheric ozone depletion. Jf. Rockström et al er grænsen for hvornår fx kemisk forurening når en så høj værdi at den begynder at rekonfigurere de andre områder endnu ikke nået.
Denne rekonfigurering skal ses som at fokusområderne, i en proces af kredsløbstilbagekoblinger, enten forstærker eller formindsker hinanden. Siden 1990 har der været en kraftig forstærkning af de ni områder.67 Resiliens skal på dette punkt ses som naturens evne til at indoptage både naturlig og menneskeskabt kuldioxid og være en overordnet kredsløbstilbagekobling, der sikrer, at områderne ikke overgår de tålelige niveauer:
”This is because to date nature has been doing us a huge favour. Land and oceans have
been providing a free ecosystem service, in the form of sinks that store carbon dioxide. As
much as 50 percent of today’s carbon dioxide emissions are absorbed by terrestrial and
marine ecosystems. But the capacity of this ecosystem service may now be decreasing due
66
Rockström et al: “A safe operating space for humanity”, NATURE, 461 (2009), p. 473.
67
University of Copenhagen: ”Opening Session”, IARU Congress 2014 (2014).
31
to temperature increases, acidification of oceans and land use changes. (…) If the planet
turns from friend to foe, i.e., from sink to source, when eroding the resilience of the biosphere, we will enter a potentially disastrous domain of runaway climate change.”68
3.2: En politisk-institutionel logik om bæredygtighed
Hvilken konflikt eksisterer der i samfundet, som gør, at de politiske institutioner ønsker, at
virksomhederne praktiserer en logik om ressourceknaphed vedrørende deres indkøb, forarbejdning og distribuering? Dvs. at de ikke skal antage at kunne få stillet ubegrænsede ressourcer til rådighed, men må anvende de forhåndenværende, eller opfinde nye. Denne logik kan
vi se uddybet i logikken om finansiel nøjsomhed, som hedder: ”Princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning.”69 Det, jeg har opdaget, hvor logikken anvendes på god politisk vis vedrørende bæredygtighedsbegrebet, er udtalelser fra den tidligere klimakommissær i EU, Connie
Hedegaard.70 Hun har nævnt, at problematikken for de politiske institutioner ligger i spændet
mellem to målsætninger fra FN: På den ene side 2015-målene, med fattigdomsbekæmpelse
som fokus, og på den anden side togradersmålet, med bekæmpelse af klimaforandringerne
som fokus:
1) 2015-målene (The Millennium Goals) blev vedtaget på FN’s Millennium Summit i september 2000 og skitserede otte mål71, som skulle nås inden år 2015. Jf. FN’s danske hjemmeside72 udtrykker 2015-målene FN’s globale udviklingsdagsorden, hvilket vil sige, at det er den
primære agenda for FN, og at det udtrykker en prioritering af FN’s finansielle midler i kampen
mod fattigdom, som jeg antager sker via en nøjsomhedslogik. Derfor er arbejdet også i gang
med Post2015-målene, og de nye mål vil blive offentliggjort i september 2015. For eksempel
har FN institutionen UNICEF, verdens største humanitære børneorganisation, et mandat til at
arbejde med børn inden for mål 1, 2, 3, 4, 5, 6, og 7. 2) Togradersmålet blev vedtaget på COP15
68
Rockström: “Planetary Boundaries”, New Perspectives Quarterly, 27:1 (2010), p. 73.
69
“(…) dvs. i overensstemmelse med principperne om sparsommelighed, produktivitet og effektivitet
(sund finansforvaltning).” Finansministeriet: “EU-budgettets gennemførelse”, fm.dk, (2014). Se også senere
om den strategisk-ledelsesmæssige logik ud fra Kunda & Van Maanen: “Changing Scripts at Work: Managers
and Professionals”, The Annals of the American Academy, 561 (1999), pp. 75-76. Her vises: ”(…) an austerity
logic that governs – at least partially – the financial choices made by firms.”
70
University of Copenhagen: ”Opening Session”, IARU Congress 2014 (2014).
71
FN i Danmark: “De enkelte mål”, 2015.dk (2014) Se desuden Olsen: Bilag 6.3 – 2015-målene (2014),
og Olsen: Bilag 6.4 – Status over 2015-målene (2014).
72
FN i Danmark: ”Den Nye Globale Udviklingsdagsorden”, un.dk (2014).
32
topmødet i København i 2009. Jf. FN i Norge73 er togradersmålet defineret som, at temperaturen i verden indtil år 2100 maksimalt må stige to grader over førindustrielt niveau, defineret med udgangspunkt i år 1861. Derfor må der mellem 1861 og 2100 maksimalt udledes
2.900 mia. tons CO2. Indtil videre er der blevet udledt 1.900 mia. ton eller 65,5 % af det maksimale niveau. Det kan vi sammenligne med at der er gået 153 år siden 1861, hvilket er 64,0
% af tiden. Da disse to værdier ligger tilnærmelsesvist tæt på hinanden, kan vi se, at problemet
ikke er den samlede udledning indtil videre. Problemet er heller ikke den årlige udledning af
CO2, som er på 9 mia. ton/år,74 da der er 86 år til vi når år 2100, og hvis der stabilt udledes 9
mia. ton CO2 pr. år, vil vi først have udledt de resterende 1.000 ton CO2 i år 2125. I år 2100 vil
vi derfor kun have udledt 774 mia. ton CO2, dvs. 226 mia. ton CO2 mindre end grænseværdien,
hvormed vi vil kunne blive i den holocene tidsalder. Problemet er udviklingen siden 1990,75
hvor Rockström argumenterer for, at tilbagekoblingsmekanismerne i jordens grænseområder er begyndt eksponentielt at forstærke hinanden. Der er fire punkter76 i togradersmålet,
der skal stoppe den eksponentielle udvikling siden 1990:
Tabel 3:
Mål 1
Begræns tørke i løbet af de varmeste årstider på lavere breddegrader.
Mål 2
Begræns global havstigning.
Mål 3
Reducer muligheden for forstærkende tilbagekoblinger på nordlige breddegrader,
for eksempel knyttet til smeltning af permafrosten.
Mål 4
Undgå øget hyppighed af omfattende og ødelæggende ekstremt vejr.
Som helhed taget kan vi se, at UNFCCC har et mandat til at arbejde inden for mål 7 i 2015målene.77 Derfor kan vi identificere den konflikt, C Hedegaard henviste til, som værende særligt mellem punkt 7 i 2015-målene over for de fire mål i to graders målet. Vi kan se denne
73
FN i Norge: ”Hva er Togradersmålet”, fn.no (2014).
74
Rockström: “Planetary Boundaries”, New Perspectives Quarterly, 27:1 (2010), p. 74.
75
University of Copenhagen: ”Opening Session”, IARU Congress 2014 (2014).
76
FN i Norge: ”Hva er Togradersmålet”, fn.no (2014).
77
Se Olsen: Bilag 6.3 – 2015.dk (2014) for opdateret status på mål 7.
33
konflikt mere specifikt i Freshwater Use, der var det femte grænseområde i *3.1.2.78, som givet
i spændet mellem punkt 7.3 i 2015-målene, om at halvere antallet af folk, der ikke har adgang
til drikkevand, over for mål 1 i togradersmålet om at begrænse tørke. Det kan umiddelbart
ses, at mål 1 i togradersmålet ændrer 2015-målene på den måde, at den anskueliggør, at
Freshwater Use ikke må øges, som 2015-målene ellers plæderer for i punkt 7.3. Det specielle
ved togradersmålet som en løsning er, at jordens gennemsnitlige temperatur de sidste 11.700
år har svunget med to grader. I forhold til de 90.000 år før det, er dette ekstremt stabilt.79
Imidlertid kan vi se, at bæredygtige løsninger er et middel til at øge Freshwater Use inden for
togradersmålet.80 Derudover kan vi se, at FN faktisk allerede opnåede punkt 7.3 i 2008. 81
Summa summarum er den politisk-institutionelle logik om bæredygtighed lig med finansiel
nøjsomhed. Denne logik skal være med til at prioritere FN’s indsats i bekæmpelsen af fattigdom ud fra 2015-målene samt stoppe de eksponentielle processer i jordens grænseområder
gennem togradersmålet. Jeg vurderer derfor logikken som, at den fordrer innovative og bæredygtige løsninger.
Jf. geolog M Rosing og kunstner O Eliasson82 er det den holocene tidsalders ekstremt stabile klima, der har muliggjort landbrugets stabile fødevareproduktion og dermed civilisationernes ekstreme udvikling. Som de beskriver, er den allerstørste fare ved at gå ud over togradersmålet ikke jordens undergang. Tværtimod er det, at vi mennesker mister en forudsigelsesbar fremtid, fordi klimaændringerne vil blive for ekstreme. Det interessante er således, at
bæredygtighedsbegrebet markerer, at fremtiden ikke længere kan forudsiges. Ikke at den politisk-institutionelle logik derved forsvinder, men den vil miste evnen til at opbygge scenarier
for fremtidig udvikling. Logikken om finansiel nøjsomhed, som givet ud fra mødet mellem
78
Jordens grænseområder fra *3.1.2: Rockström et al.: “A safe operating space for humanity”, NATURE,
461 (2009), p. 473; Rockström: “Planetary Boundaries”, New Perspectives Quarterly, 27:1 (2010), pp. 73-74
og Olsen: Bilag 6.1 – Rockström og den holocene tidsalder (2014).
79
Olsen: Bilag 6.1 – Rockström og den holocene tidsalder (2014), hvor den holocene tidsalder vises gra-
80
Som for eksempel ’Takadu’. Sustainia 100: ”Sustainia Award Winner 2013”, sustainia.me (2013). Ta-
fisk.
kadu kan reducere vandtab ved mere smarte softwareløsninger til at overvåge vandkraftværker.
81
Olsen: Bilag 6.3 – 2015.dk (2014).
82
Rosing & Eliasson: ”Isen, kunsten og menneskets gang på jorden”, politiken.dk (2014).
34
2015-målene og togradersmålet, markerer derfor en tankegang om innovation og smarte bæredygtige løsninger. Denne vil i næste underkapitel blive uddybet ud fra den strategisk-ledelsesmæssige logik om bæredygtighed.
3.3: En strategisk-ledelsesmæssig logik om bæredygtighed
Fokus i opgaven er som bekendt virksomheder, der rådgiver om bæredygtighed og derfor må
antages at besidde både en strategisk-ledelsesmæssig logik om innovativ nøjsomhed og en
kritisk masse af videnskapital om bæredygtighedsproblematikker.83 Grunden til, at jeg har
udvalgt rådgivende ingeniør-/konsulentvirksomheder, er, at jeg gerne vil beskrive de services, de tilbyder folk. Min tese er på dette sted, at de forsøger at kapitalisere på Danmarks
status som førende i klima-, miljø- og energidagsordenen. Jeg ønsker at give dette underkapitel et narrativ ud fra, hvad jeg har iagttaget om, hvordan Sphynx’ bæredygtigheds og byudviklingsmiljø blev oprettet. Ifølge *PP blev teamet oprettet, fordi x antal medarbejdere og ledere
i Sphynx ofte arbejdede sammen på tværs af de eksisterende enheder.84 Der var så et ledigt
lokale, og de besluttede at sætte sig sammen deri. Ifølge *PP opererer teamet stadig, fordi det
i bund og grund er succesfuldt.85 Der findes ikke budgetmål for denne succes, fordi hver enkelt
person har budgetmål i deres eksisterende enheder. Teamet er derfor snarere med til at facilitere opnåelsen af målene. Jeg vurderer deres succes til at være et tilsagn om, at der tidligere
har været fokuseret for meget på rente og passiv pengekapital, ’r’ fra formue- og anlægsaktiver, i Sphynx’ divisions- og projektstruktur i stedet for afkast ’a’ fra den aktive produktionskapitalen.
Derfor opdeler jeg den strategisk-ledelsesmæssige logik om innovativ nøjsomhed i r, der
er udtryk for en logik om enheder og ’silotænkning’, og i a, som er udtryk for en logik om
afkast fra virksomhedens produktionskapital. Samlet set antager jeg, at Sphynx ønsker kontinuerlig vækst, men det kun at have omsætning fra passive goder, som antages at depreciere
og amortisere, gør det nødvendigt at udnytte produktionskapitalen. Ikke som sådan geninvestere, men generere ny organisering i den. Problemet med r er, at Sphynx går glip af markeds-
83
Dette kan ses som ’the market logic of austerity’. Kunda & Van Maanen: “Changing Scripts at Work:
Managers and Professionals”, The Annals of the American Academy, 561 (1999), pp. 75-76. Austerity betyder
netop nøjsomhed: det at være mådeholdende og påpasselig, som i førelsen af en privat husholdning.
84
Olsen: Bilag 11.2 – *PP1 (2014), pp. 14-15.
85
Olsen: Bilag 11.1 – feltnoter med *PP1 (2014), p. 1.
35
muligheder inden for bl.a. punkt 7.4 i 2015-målene, fordi de ikke sikrer udviklingen af et samlet bæredygtigt miljø, med både miljømæssig, økonomisk og social forankring. Denne samlede
forankring kan illustreres som hovedpointen med *PP og *RRs arbejde i bæredygtighedsmiljøet:
”Eller på denne måde som man tit tegner det med bæredygtighed. [Red. se billede nedenfor] Så er det blot der, hvor at det er tværsummen der er så vigtig. Det er antageligvis, det
der er hovedpointen med den måde vi sidder på, på dette sted, fordi der er som bekendt
masser af steder i Sphynx hvor de gør det enkeltvis. Tilsvarende er RealDanias byggeri et
godt eksempel på et sted hvor man har den miljømæssige bæredygtighed, de har formodentlig også tænkt over den økonomiske, men de har ikke den sociale med. (…) Således er
det tværsummen der er vigtig.”86
Vi kan se, at *RR påpeger, at det sociale ikke
har været medtænkt, fordi der antagelsesvist har været et for stort fokus på gennemsnitlig r i enhederne. Kendetegnende ved de
rådgivende ingeniørfirmaer er, at hvis de er
med som konsortiumspartnere i for eksempel et EU-udbud, som består af en forundersøgelsesfase for selve udbuddet, en udarbejFigur 1: Tegnet af RR under samtalen (2014).
delse af selve udbuddet, samt det at vinde
udbuddet og indgå i selve byggefasen, så behøver det ikke være det samme rådgivende ingeniørfirma i alle faserne. I alle faserne er der mulighed for at skaffe kapitalafkast, a, men et
firma skal besidde de rette formue- og anlægsaktiver for at være i stand til på rette tidspunkt
at kunne give et lønsomt tilbud. Både r og a er altså nødvendige. For at skabe højere a ville de
sælge flere tillægsydelser som det ses med *RRs narrativ om en opgave stillet af Naturstyrelsen i forbindelse med et projekt på Livø:
”AO: På den måde opstår der nogle ekstra muligheder? *RR: Præcis. Det kan være landmanden kan producere noget ekstra, h*n ellers ikke ville have gjort, fordi h*n pludselig har
noget overskudsstrøm. Dvs. så kan h*n ligeså godt producere noget ekstra.”87
86
Olsen: Bilag 11.2 – *RR (2014), p. 24.
87
Olsen: Bilag 12.2 – *RR (2014), pp. 15-17.
36
Den innovative nøjsomhedslogik som miljøneutralitet, det at forarbejde ressourcerne mest
økonomisk-social-miljømæssigt, handler om at leve op til den finansielle nøjsomhedslogik om
forsvar mod uforudsigelighed og kan forstås via gennemsnitlig r. Omvendt skal salget af tillægsydelser skabe højere a: Den første professionelle faglighed: Ud fra markedets innovative
nøjsomhedslogik om gennemsnitlig r, bliver *RR af sin enhed traditionelt set bedt om at arbejde mere effektivt med sine projekter, fordi ressourcerne skal forarbejdes miljøneutralt.
Dette medfører et fokus på r > a. Den anden professionelle faglighed: Ud fra markedets innovative nøjsomhedslogik om højere a, fordrer *PP en langsigtethed om at sælge tillægsydelser,
som ikke nødvendigvis medfører miljøneutral forarbejdning på kort sigt, hvormed *RR skal
kunne arbejde over længere tid. Grunden er at salget af tillægsydelser går på tværs af enkelte
projekters fordring om miljøneutralitet. Arbejdet bliver altså ikke de konkrete projekter, men
et tværprojektligt salg. Det er heri, jeg forstår ønsket om ”det tværfaglige miljø.” Dette medfører et fokus på a > r.
Alt i alt er den strategisk-ledelsesmæssige logik både den om gennemsnitlig r gennem miljøneutral og den om højere a gennem langsigtet planlægning og salg af tillægsydelser. Særligt
Sphynx søger a > r, hvilket sker ved, at *RR skal arbejde mere tværfagligt, mens vi vil se at
Tabby søger r > a. I a > r er det ikke sådan, at r skal forsvinde, da det som vist i de tre udbudsfaser er nødvendigt at have de rette formue- og anlægsaktiver parat til at give et lønsomt tilbud. Derfor vil vi i næste underkapitel se, hvordan *RR gør modstand mod fordringen om højere a. Husk at disse underkapitler er semianalyser forstået på den måde, at eksemplerne med
*PP og *RR er illustrativt ment. Selve analysen i kapitel 4 er således systematisk og tabelmæssigt fremstillet.
3.4: En etisk-selvbegivelsesmæssig logik om bæredygtighed
Mens *TT (og *PP) som bekendt søger r > a, og *PP søger a > r, givet ved henholdsvis et fokus
på de traditionelle enheder og ”det tværfaglige miljø,” så kan vi uddybe de to ovenstående
professionelle fagligheder: 1a: Ved at *RR skal ønske at forblive i stand til at forpligte sig, søger ledelsen en professionel integritet om miljøneutralitet. Dette er ønsket fra den politiskinstitutionelle logik om, at virksomheder skal udøve ressourceknaphed. 2a: Ved at *RR skal
ønske at forblive i stand til at arbejde over længere tid med bæredygtighed og byudvikling
søger ledelsen en anden professionel integritet om salg af tillægsydelser. 1a og 2a skal således
være uafhængige af hinanden. Dette med en betydning af, at det tværfaglige miljø med dets
salg af tillægsydelser i virkeligheden ikke er essentielt, idet *RR altid kan sætte sig tilbage i
37
sin division.88 Dette er ønsket fra virksomhederne om, at de politiske institutioner skal sørge
for kontinuerlig vækst, illustreret ved, at det offentlige er de interviewedes bedste kunder.
Forsvaret, der skal komme fra *RR, sker ved, at adskillelsen af livssfærerne på dette sted
skaber – hvad jeg vil kalde – en ”miljøneutral eksistens”, der ikke ofrer det personlige liv på
virksomhedens alter. Grunden til, at jeg fastholder miljøneutraliteten, er, at *RR pointerer, at
h*n altid kan sætte sig tilbage i sin enhed og der genoptage sit miljøneutrale arbejde, som h*n
altså ser som primært. Ydermere kan det tværfaglige miljø umiddelbart ses som en organisationsstruktur ud over de almindelige enheder, divisioner og projektteams. Det blev oprettet i
2009 og er altså gået igennem Finanskrisen, der ellers netop har haft ekstrem fokus på finansiel nøjsomhed som forsvar mod uforudsigelighed. Ud fra de *PP narrativ om, at det er et
hverdags- og bofællesskab, vurderer jeg dog ved eftersyn, at det i stedet består ved processer
af organisering, hvad jeg analytisk benævner som en organiserings- og installationsstation.
Det besidder rumlighed snarere end en indlejret struktur. Ved at hævde, at den miljøneutrale
eksistens hele tiden genererer nye organiseringsstationer gennem ¤begiven¤ (jf. *2.5) og skaber nye tilbagekoblinger gennem salget af tillægsydelser, bliver den etiske-selvbegivelsesmæssige logik en tredje logik, der går ud over finansiel nøjsomhed og innovativ nøjsomhed.
Det er akkurat gennem selvbegivelse som social performativitet og non-aliud som konstant bevægelse vist i *2.2, at *RR kan stille spørgsmål til den finansielle nøjsomhedslogik og
til den innovative nøjsomhedslogik og dennes gennemsnitlige r og højere a, hvor højere a er
ønsket om kontinuerlig vækst gennem det tværfaglige miljø. Netop ved en miljøneutral eksistens som en tredje logik kan *RR både stille spørgsmål til bæredygtighedsmiljøets narrativer
og betydninger, hvad enten det er projekter i København, Liv eller Shenzhen, og derved forstå
de dybere organisatoriske sammenhænge. Derudover kan h*n stille spørgsmål til sig selv om
hvordan h*n selv er med til at reproducere bæredygtighedsmiljøet som en organiseringsstation. Udfordringen for den etisk-selvbegivelsesmæssige logik er, om *RR kan gøre forholdet
til EE og *PP mere symmetrisk. Det er ikke, om h*n enten kan arbejde mere effektivt med et
88
Olsen: Bilag 12.2 – RR (2014), p. 19: “Så ville jeg blot sætte mig ned og kigge hen over computeren på
mine kollegaer. Så ville de opdage at jeg var der igen og så ville der komme nogle trafikplanopgaver hvor
der skulle laves noget design eller et eller andet.” Se også Kunda & Van Maanen: “Changing Scripts at Work:
Managers and Professionals”, The Annals of the American Academy, 561 (1999), p. 68, <p> 1:
“(…) top managers tried in a most self-conscious fashion to design a kind of workplace that would
relieve employees of the constraints and frustrations of bureaucracy while encouraging them to take
risks, yet foster a sense of community within which employees could feel secure.”
38
givent projekt og optimere gennemsnitlig r eller arbejde over en længere periode og skabe
højere a. Grunden til, at løsningen er den miljøneutrale eksistens, er, at *RR altid vil skulle
indgå og imødegå i krævende ledelsesforhold til EE og *PP.
I disse situationer skal *RR derfor hellere spørge sig selv om ved hjælp af den etisk-selvbegivelsesmæssige logik, hvordan h*n, som en del af en reproducerende bæredygtighedsstation, kan ændre betydningen af for eksempel den cirkulære økonomi og gøre den fronetisk.
Samt være klar over at den praktiske visdom også kan være kollektiv og være kontraproduktiv i rentemæssig forstand, og at den kan skabe konflikter, foruden sammenhænge, i fokusset
på ’det vigtigste formål’. I og med, at bæredygtighedspraksisser som bekendt indebærer, at
det er dem, der skaber et eksplicit fundament for ”det tværfaglige miljø” snarere end et ”miljø
uden nogen form for hierarki”, så antager bæredygtighedspraksisserne en eksistentiel karakter i arbejdslivet, der i en vis forstand kan være i modsætning til både den finansielle og den
innovative nøjsomhedslogik. Det gøres ved, at bæredygtighedspraksisserne både forsøger at
forstå de dybere organisatoriske sammenhænge, samt at skabe spontane og solidariske meningsfællesskaber.
3.5: Opsummering
Sammenfattende for de tre logikker viste jeg at:
Tabel 4:
Hvem
Politisk-institutionel logik
Strategisk-ledelsesmæssig logik
Etisk-selvbegivelsesmæssig logik
Hvad
2015-målene/togradersmålet
= finansiel nøjsomhed som
forsvar mod uforudsigelighed
Innovativ nøjsomhed som miljøneutralitet og salg af tillægsydelser
Selvbegivelse = en miljøneutral eksistens
Hvorfor
Mindre ulighed
samt ressourceknaphed
Kontinuerlig
vækst
Den bæredygtige
begrænsning
Hvordan
Virksomheder og personer skal være knappe
med deres ressourcer
Samfund og personer
skal besidde kontinuerlig vækst
Spontane og solidariske
meningsfællesskaber
Vi kan samlet se at personer både skal være knappe med ressourcer, besidde kontinuerlig
vækst og indgå i spontane –fællesskaber, hvilket er en del.
Kapitel 4: Undersøgelse af bæredygtighedspraksisser
Det vigtigste i dette analysekapitel bliver at identificere, hvilke af de interviewedes bæredygtighedspraksisser, der har en dybere organisatorisk sammenhæng og kan siges at gå på tværs
og kunne blive fremstillet i et display (jf. *1.4). Dette display er en tabelmæssig fremstilling af
39
data givet ved: organisatorisk bæredygtighed i *4.1, organiseringen og installeringen af bæredygtighedsstationer i *4.2, og betydningen og ændringen af bæredygtighedsmodiene i *4.3.
I *4.4 analyserer jeg betydningssammenhænge og –uoverensstemmelser mellem den analytiske ramme og det empiriske felt i henhold til de fremstillede data. Til sidst sammenfatter jeg
mine undersøgelsesresultater.
4.1: Tabelmæssig fremstilling af organisatorisk bæredygtighed
4.1.1: En bæredygtighedspraksis om cirkulær økonomi
Den første bæredygtighedspraksis omhandler ’cirkulær økonomi’. Dette er en betegnelse for
et regenererende økonomisk system, der indsamler inputs og ressourcer og derefter søger at
genanvende dem. Jf. det første problemformuleringsspørgsmål betegner denne praksis mødet
og bæredygtighedsmodusen mellem samfundet og virksomhedernes som givet ved de finansielle og innovative nøjsomhedslogikker *3.5:
”(…) tilgangen, som i virkeligheden er essensen i mange af de der tankegange fra
cradle2cradle og cirkulær økonomi, er i bund og grund at vi skal forsøge at regenerere
nogle ting. Vi skal kunne regenerere materialerne og værdien for at bruge det igen, men
også og i særlig grad på den store klinge, skal vi genoprette nogle balancer som i dag enten
er skæve eller er i ubalance.”89
Vi kan se, at Sphynx her anvender cirkulær økonomi til at regenerere nogle ting, der er i ubalance. I bogstaveligste forstand er cirkulær økonomi dog udtryk for et økonomisk system, der
lukker cirklen/loopet mellem de input, den modtager, og de output, den afsender, hvormed
dens output på ny bliver lig med dens egne input, således at systemet ikke har behov for nye
input. Det hele er koncentrisk. Jeg anskuer dog cirkulær økonomi ud fra den tredje definition
af bæredygtighed fra *2.4, hvilken jeg også fremlagde for de interviewede: ’fæld ikke flere
træer, end skoven kan gro tilbage’. Dette henviser, ligesom eksemplet med Sphynx, til en anden betegnelse end den bogstavelig betydning. Jeg forstår følgelig bæredygtigt udbytte som
en cirkulær økonomisk bæredygtighedsmodus, hvilket vi ud fra *2.2.4 kan forstå som et system, der er i stand til at indlejre nye betydninger og tilpasse sig. Følgelig, i denne bæredygtighedsmodus, som skal ’genoprette nogle balancer’ ved at regenerere nogle elementer i disse
balancer, bliver output ikke ført direkte tilbage til de oprindelige produktionssteder. De bliver
89
Olsen: Bilag 11.2 – *PP1 (2014), p. 5.
40
genbrugt undervejs, hvor det forventes, at de ændrer væsentlige karakteristika, hvormed de
kan reproduceres igen. Dette illustrerer en forståelse af lag i bæredygtighedsmodusen og kan
samlet ses udtrykt ved:
”Hvis du både begynder at arbejde med at give dem et nyt liv, opgraderer dem, sælger dem
igen, splitter dem ad og samler dem til nogle nye ting. På den måde er det typisk noget der
sker mere regionalt, dvs. den anden runde, den tredje og hvor mange der nu måtte blive
af et produkts livscyklus. Disse er typisk mere regionale end den oprindelige produktion.
Det er reelt set en af grundene til at vi på europæisk plan har en kraftig interesse i dette
felt. Cirkulær økonomi er at vi kan se at der ligger nogle muligheder for at skabe nogle
arbejdspladser på europæisk jord.”90
Dette citat fra *PP viser yderligere, at der genereres flere ’runder’ i den cirkulære økonomi,
hvor materialer genbruges. Vi kan se det udtrykt analytisk Jf. Grober, som siger, at
cradle2cradle er et permakulturelt princip: “With a close connection to the ideas of permaculture gardening, it aims at raising awareness for sustainable lifestyles and ecological resilience.”91 Det permakulturelle haveprincip handler om at lade afgrøderne passe sig selv og dog
hjælpe deres livscyklus på vej ved at styre dem en smule på rette vej. Og så at lade skoven gro
tilbage af sig selv og sørge for et naturligt ressourceforbrug. Det betegner det at gøre mindst
muligt for, at bæredygtighedsmodusen opretholder sig selv. Vi kan i interviewudskrifterne se,
at Sphynx har tilladt deres medarbejdere at sætte sig sammen i et rum og arbejde med projekter med bæredygtighed som en måde at hjælpe Sphynx’ projekter med bæredygtighed en
smule på rette vej. Det er selvfølgelig ikke dette rum, der formelt får opgaven, men her den
bliver diskuteret på tværs af enhederne. Følgelig kan vi se, at dette ”miljø” arbejder med udviklingen af bæredygtige løsninger som en måde at hjælpe projekter på rette vej: Eksempelvis
Ringby/letbanesamarbejdet,92 som er en letbane, der skal bygges langs motorringvej 3 i København. Her skal de skabe smarte løsninger til tracéet. Jf. *RR har bæredygtighedsteamet
også etableret indsatser, hvor alle personerne i rummet samles ud fra et koncept om ’bonus
workshops’:
90
Olsen: Bilag 11.2 – *PP1 (2014), p. 20.
91
Grober: Sustainability: a cultural history (2012), p. 193.
92
Ringby/letbanesamarbejdet: ”Forside”, ringtre.dk (2014).
41
”Det kan være *PP har snakket om konceptet ’Bonus Workshops’, hvor man inviterer kunden ind gratis og uforpligtende, og spørger ind til dem om en eller anden problemstilling.”93
Det indebærer, at tilnærmelsesvist hele teamet sætter sig sammen i deres lokale og fremlægger forslag om bæredygtighedsløsninger til en potentiel kunde. Det kan vi se som en ”(…) internal contradiction” (jf. *1.2), idet *PP1 klargjorde, at de yderst sjælden foretog sig den slags
tiltag: ”Nej, det er ganske sjældent at alle er aktiverede, også fordi den er så bred en gruppe
som den er.”94 Dette er den ene af de to tydeligste forskelle på *PP og *RR. Jf. de praksisser,
der bliver analyseret i *4.2 og *4.3, kan det overraske, at dette rum med projekter med bæredygtighed bliver brugt til bonus workshops. Som *PP1 nævner, er dette bæredygtighedsmiljø
primært indsat til at være en ”service provider,”95 hvilket jeg vurderer som forretningsmodellen om højere a, som vist i *3.3. Tiltag fra bonus workshops er derimod svære at måle, hvis
de ikke med det samme bliver anvendt, men eventuelt først anvendes ti år senere i et andet
bæredygtigt byggeriprojekt i en anden by. Som *RR dog tydeliggør, er bæredygtighedsopgaven i bund og grund det at sælge tillægsydelser,96 hvilket må vurderes at være både serviceydelser og tiltagene fra bonus workshops. Eksempelvis ved Sphynx’ arbejde i Shenzhen i Kina
siger *RR: ”Det er måske det mest rigtige projekt, vi har lavet sammen i miljøet.”97 Således er
bæredygtighedsmiljøet på den ene side en organiseringsstation, der gør Sphynx i stand til at
tilbyde byer som Shenzhen cirkulære økonomiske løsninger ud fra en betegnelse om a > r
(højere afkast på produktionskapitalen snarere end gennemsnitlig rente på passive goder).
På den anden side ændres betydningerne af deres arbejde ved eksempelvis bonus workshops,
hvor alle medarbejderne får mulighed for at komme med forslag, som formodes at ske ud fra
logikken om miljøneutral eksistens og ”Urban Symbiosis.”98
De får denne mulighed, fordi vi ved den miljøneutrale eksistens kan se a = r, idet medarbejderne i højere grad tager hensyn til samfundet, som søger at operere inden for togradersmålet og derved at bedrive gennemsnitlig r, fordi kuldioxidudledningen skal decelereres, jf.
93
Olsen: Bilag 12.2 – *RR (2014), p. 3.
94
Olsen: Bilag 11.2 – *PP1 (2014), p. 12.
95
Olsen: Bilag 11.2 – *PP1 (2014), p. 3.
96
Olsen: Bilag 12.2 – *RR (2014), p. 11
97
Olsen: Bilag 12.2 – *RR (2014), p. 125.
98
Olsen: Bilag 12.2 – *RR (2014), p. 18.
42
den miljømæssige bæredygtighedsudfordring i *3.2. Dog kan vi se, at Sphynx i 2009 samtidig
med oprettelsen af bæredygtighedsmiljøet sendte tolv medarbejdere til kursus hos M
Braungart,99 den ene af de to ophavsmænd til bogen ’Cradle to Cradle’, som kan siges at have
populariseret denne tilgang.100 Dette betegner at bæredygtighedsmiljøet også i høj grad sigter
på gennemsnitlig r gennem almindelig projektstyring.101 Eksemplet med Braungart viser, at
de kan bruge eksterne kræfter, men at de hellere vil efteruddanne deres egne medarbejdere,
hvilket udtrykker en optimering af r. Hvorvidt det jf. *2.4 betyder en sustainable eller transient
competitive advantage, vil blive analyseret i *4.1.2. Alt i alt identificerer jeg derfor den cirkulære økonomiske bæredygtighedspraksis på tværs af de interviewedes arbejde som arbejdende for højere a, samt det at de vil internalisere disse præmisser i almindelig projektstyring
og optimere den gennemsnitlige r. Alt dette er selvfølgelig betinget af, at kunden vælger dem
i et udbud.
På dette sted kan vi se den anden tydelige forskel mellem *PP og *RR givet ved, at *RR
siger, at samfundet er det vigtigste formål i h*n(de)s arbejde: ”Imidlertid vil jeg al den stund
altid søge samfundets interesse, før jeg vil søge Sphynx’.”102 Dertil siger *HH også:
”Det er spændende, men det er ikke den måde, vi plejer at tænke det på.” Så siger vi: ”Det
ved vi godt. Men det vil så betyde det og det. Kunne I tænke jer det?” Så går de hjem og
tænker på det, og så siger de: ”Så fint, fortsæt så.”103
Over for dette siger *PP:
”AO: Er det for kunden eller for den cirkulære økonomi I arbejder? *PP1: Det er hele tiden
for kunden. Det er kundens virkelighed, det er kundens produktion. AO: Kunden er som
bekendt også en del af den cirkulære økonomi? *PP1: Jo jo, men det giver ikke så meget
mening at anskue det fra et helhedsperspektiv.
Ydermere: ”(…) hvis kunden siger: ”Det vil jeg ikke have, det vil jeg ikke betale for.” Så kan vi
ikke få lov til at gøre det.”104 Dertil siger *DD også: ”(…) det med balance, det er hvad man får
99
Ingeniøren: “Sphynx vil tænke fra vugge til vugge”, ing.dk (2009).
100
Braungart & McDonough: Cradle to Cradle: Remaking the Way We Make Things (2002).
101
Olsen: Bilag 11.2 – *PP2 (2014), p. 69, og Olsen: Bilag 11.2 – *PP2 (2014), p. 79.
102
Olsen: Bilag 12.2 – *RR (2014), p. 26.
103
Olsen: Bilag 8.2 – *HH (2014), p. 23.
104
Olsen: Bilag 11.2 – *PP1 (2014), p. 4.
43
lov til.”105 Hvad der så er den korrekte balance, der skal ’genoprettes’, kan vi endnu ikke vurdere. Det vil først ske i de to næste underkapitler. Men vi kan trods alt se, idet hypotesen for
opgaven som bekendt er, hvorvidt de interviewedes bæredygtighedspraksisser kan siges at
skabe det tværfaglige miljø, at *HH’s fordring om at spørge ekstra ind til kunden virker til at
bekræfte hypotesen. Hvis ikke man kan udfordre kunden og dennes virkelighed, virker det til
at afkræfte hypotesen.
4.1.2: En bæredygtighedspraksis om komponentkredsløb
Den anden bæredygtighedspraksis omhandler omformningen af ressourcerne i den cirkulære
økonomi ved at forstå det som et komponentkredsløb: ”Hvis du både begynder at arbejde med
at give dem nyt liv, opgraderer dem, sælger dem igen, splitter dem ad og samler dem til nogle
nye ting.”106 Her er det signifikant, at organiske materialer adskilles fra menneskeskabte materialer.
”Der er netop to kredsløb: der er det biologiske stofkredsløb med biologiske materialer og
det tilsvarende på det teknologiske. Det, der er vigtigt, er, at man holder dem adskilt således, at man kan følge de to fraktioner. På den måde kan det, der er biologisk nedbrydeligt,
bruges igen, når man på et eller andet tidspunkt kan se en nytte for den form, det har, i
stedet for at grave det ned i jorden. På den måde få det tilbage og få beriget jorden og
producere nye biologiske materialer. Det skal ske ud fra den betragtning, at det biologiske
stofkredsløb er fra jord til jord, mens det teknologiske kredsløb forgår og forbruges hele
tiden.”107
Eksemplet illustrerer, at det biologiske/organiske stofkredsløb er cradle2cradle, som vi i
*4.1.1 så, var der balancer blev forsøgt genoprettet, mens det teknologiske så at sige forgår.
Men som vist i *2.1, er teknologiske materialer i bund og grund også organiske, det er blot
fossile materialer. Derved kan vi se, at i de cirkulære økonomiske komponentkredsløb, som
fx Sphynx søger at installere i byer som en bæredygtighedsløsning på deprecierende og amortiserende, dvs. aftagende, gennemsnitlig r, fremkommer der en kontraproduktivitet i det, at
det teknologiske kredsløb forgår, men samtidig skal kunne modsvare fluktueringer på råvaremarkedet. Derfor kan vi se cirkulær økonomi som en måde at skabe højere a ved samlet set
105
Olsen: Bilag 9.2 – *DD (2014), p. 7.
106
Olsen: Bilag 11.2 – *PP1 (2014), p. 20.
107
Olsen: Bilag 11.2 – *PP2 (2014), pp. 29-30.
44
at accelerere udbyttet/afkastet fra produktionskapitalen for at kunne generere en mere stabil
og vedblivende gennemsnitlig r.108 Dette understreger forskellen på organiske materialer,
som sælges på råvaremarkedet, og som man gerne vil købe til en gennemsnitlig og forudsigelig pris, og på menneskeskabte og forarbejdede/teknologiske materialer, som sælges og indgår i det organiske komponentkredsløb på råvaremarkedet. Accelereringen af produktionskapitalen for at opnå højere a skal altså primært ske gennem reproduktionen og genanvendelsen af teknologiske materialer. Fokusset flytter sig følgelig fra genoprettelsen af skæve balancer direkte på råvaremarkedet til en reproduktion af forarbejdede materialer.
I forhold til den slags ’miljøneutrale’ forarbejdede materialer, som blev beskrevet i logik
2.1 i *3.3 som en miljøneutral forarbejdning på kort sigt, handler det om at skabe teknologiske
komponentkredsløb, med hvilke man kan eksperimentere og udvikle prototyper til fremtidig
bæredygtig opgaveløsning. Dette vurderer jeg som svaret på, hvad spændet mellem de forskellige dagsordener inden for arbejdet med bæredygtighed er:
”Den grønne dagsorden har rigtig mange gode og interessante forretningsudviklende
spørgsmål i sig. Problemet er dog, at alle dem, som forstår den grønne dagsorden, typisk
ikke forstår forretningsdagsordenen. Ligeledes, dem der forstår forretningsdagsordenen,
forstår typisk ikke miljødagsordenen eller den tekniske dagsorden. Derfor har der i mange
år været et stort miskmask. Det, vi i virkeligheden arbejder en del med på dette sted, det
er faktisk at trække essensen ud af det grønne område og oversætte det til noget forretningsrelevant.”109
4.1.3: En bæredygtighedspraksis om bæredygtige byer
Den tredje bæredygtighedspraksis omhandler, på hvilken måde komponentkredsløbet ikke
blot iværksættes på grund af mangel på materialer til bæredygtige bygninger, men også og i
særlig grad som led i forretningsudviklingen og kommercialiseringen inden for bæredygtig
byudvikling, med andre ord organiseringen og installeringen af bæredygtige byer. Ergo kan
vi ud fra de to foregående bæredygtighedspraksisser se, hvordan de interviewede gennem
108
På den måde er cirkulær økonomi tilnærmelsesvist udtryk for at være et finansielt instrument til-
svarende futures, der også søger at sikre stabile råvarepriser gennem gennemsnitlig r. Futures er optioner
på råvarer der kan sikre mægleren/sælgeren en fast pris. Omvendt handles futures også hvis mægleren/køberen forventer en højere pris og dermed et højere a. Faren ved at søge sikre og stabile råvarepriser kan ses
når Goldman Sachs gemmer og opmagasinerer aluminium i flere år for at søge højere forventede priser.
109
Olsen: Bilag 11.2, PP1 (2014), p. 6.
45
bæredygtige byer søger at sikre en stabil og vedblivende forsyning af råvarer gennem gennemsnitlig r, mens de i bund og grund for at kunne give den finansielle nøjsomhedslogik det
forsvar mod uforudsigelighed, som den fordrer, må søge eksperimentelle løsninger givet ved
højere a. Denne pointe om gennemsnitlig r kan her ses som McGraths pointe (jf. *2.4) om ’ownership of assets’, mens højere a kan ses som ’easy access to assets’:
”Det er på dette sted, det bliver forretningsmæssigt interessant: desto mindre jeg skal lave
om på produktet for at gøre det tilstrækkeligt værdifuldt til, at det kan komme ud på markedet igen, desto bedre.”110
Vi kan se at *PP arbejder ud fra højere a, men på en måde hvor det også handler om gennemsnitlig r, fordi det drejer sig om for mindst mulig indsats og input at skabe et neutralt og/eller
positivt output. Denne fordring om at lave så lidt som muligt om på produktet vil blive antaget
og uddybet som en kredsløbstilbagekobling i *4.3.12. I resten af dette afsnit vil jeg dog beskrive udvalgte projekter med bæredygtige byer: Shenzhen, Ydre Nørrebro, Arkitektskolens
nye helhedsuddannelser og affaldsprojekterne i Gribskov og på Livø. 1. Shenzhen er beliggende i det sydøstlige Kina og naboby til Hong Kong. Dermed udnytter Shenzhen111 det at
være en del af Hong Kong metropolis, som er det økonomiske knudepunkt i Kina, verdens
næststørste økonomi. Markedsmuligheden for bæredygtige byer i Kina kan ses ved: ”de økonomiske muligheder for Danmark i fremtidige sektorer som fx turisme og markedsregulering
samt ift. Kinas hurtigt voksende provinser (…) med systematisk tæt inddragelse af danske
myndigheder og erhvervsliv.”112 Regeringens strategi søger altså netop Hong Kong området,
hvor Shenzhenprojektet, jf. *RR, er en masterplan for en ny bydel med plads til 40.000 mennesker. Den byplanlægningsviden, som Sphynx skal bidrage med, er teknologiske komponentkredsløb til genbrug og omformning af ressourcer, samtidig med at Sphynx skal se på, hvilken
slags ressource menneskene i sig selv vil repræsentere.
2. Ydre Nørrebro113 ved overgangen til Bispebjerg/Nordvest er et grønt område med en
del erhvervsområder omkring Rovsingsgade. Projektet er kendetegnet ved et bredt tværfag-
110
Olsen: Bilag 11.2 – PP1 (2014), p. 6.
111
Olsen: Bilag 12.2 – RR (2014), pp. 17-20.
112
Udenrigsministeriet: ”Regeringens strategi for eksportfremme og økonomisk diplomati”, um.dk
(2014), p. 17.
113
Olsen: Bilag 12.2 – *RR (2014), p. 10.
46
ligt samarbejde i Sphynx med både trafikplanlæggere og ingeniører, der i softwareprogrammer kan visualisere og simulere, hvor oversvømmelsesvand løber hen. 3. Arkitektskolens nye
helhedsuddannelser skal jf. *HH være steder, hvor de studerende uddannes til både at kunne
generere processer af organisering omkring bygninger og byer og samtidig have en faglighed
ved: ”Det kan være meget gammeldags: Hvem kan støbe det bedste håndtag?”114 Dette skal
opnås ved, at *HH skaber ’lukkede udviklingskasser’115 som en art bæredygtighedsrum. 4. Affaldsprojektet i Gribskov116 er et projekt, hvor Devon på kommunalt plan er med til at bestemme, hvordan borgerne skal sortere deres affald. Jf. *DD er det første gang en kommune
går ind og hjælper borgerne med at designe affaldsløsninger i deres hjem. På Livø har *RR
udarbejdet formateriale for Naturstyrelsen, og foreslået opførelsen af en energiproducerende
stald, så øen kan producere sin egen energi, og blive mere turistvenlig.117
4.1.4: Intermezzo om ressourceallokering
I dette intermezzo sammenfattes det, på hvilken måde de tre ovenstående ’overordnede’ bæredygtighedspraksisser kan siges at have genereret en forståelse af organisatorisk praksis i
lyset af bæredygtighedsbegrebet. I bund og grund kan vi se, at i stedet for at den finansielle
nøjsomhedslogik, der tvinger virksomhederne til at eje deres formue- og anlægsaktiver (jf.
*2.3), så kan innovativ nøjsomhed ses som udtryk for forsøg på at få ekstroverte medarbejdere til at samarbejde118 gennem at skaffe nem adgang til ressourceallokering, jf. *2.4. Det
vurderer jeg, at vi kan se i *PPs udtalelse om et ”tværfagligt organisatorisk innovationsprojekt.”119 Dette innovationsprojekt, givet ved bæredygtighedsstationer, vil i næste underkapitel blive belyst ud fra de interviewedes gentagne opgaver, som forsøg på at opnå flygtige og
ikke-tenderende konkurrencemæssige fordele.
114
Olsen: Bilag 8.2 – *HH (2014), p. 23.
115
Olsen: Bilag 8.2 – *HH (2014), p. 22.
116
Olsen: Bilag 9.2 – *DD (2014), p. 8.
117
Olsen: Bilag 12.2 - *RR (2014), p. 6, p. 14 og p. 25
118
Olsen: Bilag 12.1 – *RR (2014), p. 1.
119
Olsen: Bilag 11.1 – feltnoter ved *PP1 (2014), p. 1.
47
4.2: Organisering og installering af bæredygtighedsstationer
”Hvis vi alligevel i perioder bruger stort set al vores tid på at arbejde sammen, så kunne
det være meget fedt at sidde sammen hele tiden, i stedet for, at man egentligt sidder der,
hvor man formelt hører til i organisationshierarkiet.”120
Citatet fra *PP1 understreger, at dette underkapitel vil fokusere på de interviewedes organisering og installering af bæredygtighedsstationer (givet ved *2.2.1), og hvilke gentagne opgaver de møder derudfra. Centralt er derfor, hvorvidt opgaverne er gentagne, unikke eller hele
tiden de samme?
4.2.5: Tværfaglige processer af organisering og installering
Som en overgang fra organisatorisk bæredygtighed til de gentagne opgaver, vil jeg i denne
femte bæredygtighedspraksis gruppere de interviewedes udsagn om bæredygtighedsstationer. Herved vil jeg søge at finde ud af, hvad de siger, at de gentagne opgaver med –stationerne
er. Tilsvarende vil jeg i *4.3.9 gruppere de interviewedes udsagn om bæredygtighedsmodi.
Herved vil jeg søge at finde ud af, på hvilken måde betydningerne skabes og ændres af de
interviewede selv. Det vil stå klart, at de første seks udsagn i tabel 5 og 6 er de samme. Dette
fordi de både udtrykker, hvad jeg med forskerens rolle i *1.3 har benævnt som genereringer
og ændringer. Der, hvor der således er rigtige forskelle, er fra nr. 7-16 i herværende display,
og 7-15 i næste tabel. Bemærk også, at de to første udsagn er lig med de indledende iagttagelser fra indledningen.
Tabel 5: Udsagn om bæredygtighedsstationer og gentagne opgaver
Nr.
2
Udsagn
’Et miljø uden nogen form for hierarki’:
”Det kan godt være, at vores lønninger og
titler er vidt forskellige, men når vi træder
ind i miljøet, så er vi fuldstændig lige. Følgelig fjerner det ethvert hierarki, hvilket er en
rigtig god ting ved det. Der er ikke nogen
form for hierarki.”
”Det tværfaglige miljø.”
3
’En temporær struktur uden budgetmål.’
4
”Arbejdsfællesskab.”
5
”Hverdagsfællesskab.”
1
120
Hvor
Olsen: Bilag 12.2 – *RR (2014), p. 26
Olsen: Bilag 12.2 – *RR (2014), p. 8.
Olsen: Bilag 11.1 – feltnoter fra interview
med *PP1 (2014), p. 1.
Olsen: Bilag 11.2 – *PP1 (2014), p. 1.
Olsen: Bilag 11.2 – *PP1 (2014), p. 1.
Olsen: Bilag 12.2 – *PP1 (2014), p. 16.
48
6
7
8
9
10
”Bofællesskab.”
Olsen: Bilag 11.2 – *PP1 (2014), p. 1 og p. 14;
Olsen: Bilag 12.2 – *RR (2014), p. 2 og p. 12.
”Tværfagligt organisatorisk innovationsprojekt.”
”Rum omkring bæredygtighed.”
Olsen: Bilag 11.1 – feltnoter med *PP1 (2014),
p. 1.
Olsen: Bilag 12.2 – *PP1 (2014), p. 4.
”Bæredygtighedsrum.”
”Gå ind og ud af sit eget rum og ind i det fælles
rum.”
13
”Trække så lidt som muligt ud af det grønne
område og gøre det forretningsrelevant.”
”Forsøgsprojektet på dette sted om måden at
organisere os på.”
”Projektet/forsøget.”
14
”Udvikling af prototyper.”
15
”Udviklingskasse.”
16
”Eksperimentere på den måde på dette sted.”
17
”Eksperimentel ting.”
11
12
Olsen: Bilag 11.2 – *PP1 (2014), p. 14
Olsen: Bilag 10.3 – *TT (2014), p. 20.
Olsen: Bilag 11.2 – *PP1 (2014), p. 6.
Olsen: Bilag 11.2 – *PP1 (2014), p. 16.
Olsen: Bilag 11.2 – *PP1 (2014), p. 16.
Olsen: Bilag 9.2 – *DD (2014), p. 7.
Olsen: Bilag 8.2 – *HH (2014), p. 22.
Olsen: Bilag 10.3 – *TT (2014), p. 21.
Olsen: Bilag 12.2 – *RR (2014), p. 2.
Vi kan i opstillingen se et organiseringsmønster om midlertidige, men dog gentagne semistrukturer. De to første udsagn er som bekendt de indledende iagttagelser. Den første problematiserede jeg ud fra det asymmetriske ledelsesforhold og det andet ud fra bæredygtighedspraksisser. I det tredje udsagn har ’temporær’ en konnotation af noget gentagent, ikke-tenderende, mens ’uden budgetmål’ konnoterer de grundlæggende opgaver. Nr. 4-6, arbejds-, hverdags- og bofællesskaberne kan vi ud fra citatet i starten af *4.2 se, som at personerne startede
med at arbejde sammen, derefter blev det et hverdag, og til sidst, at de nu så at sige har startet
et kollektiv. Det udtrykker, at hvis du bebor et sted, så vil du følgelig også skulle bearbejde og
opholde dig på det sted. I nr. 7-10 ekspliciteres betegnelserne på dette bofællesskab. Vi kan
se, at det ganske simpelt er et rum omkring bæredygtighed, dvs. et forsamlingsrum, hvor man
arbejder med projekter med bæredygtighed. Ud fra interviewet med *PP1, kan vi se, at det
bliver uddybet som bæredygtighedsrum og jf. *TT, at bæredygtighedsrummet er et fælles
rum. Jf. *4.1.4 abbrevierer jeg dette til bæredygtighedsstationen. I nr. 11-17 ekspliciteres de
gentagne opgaver i bæredygtighedsstationen. I nr. 11-12. handler det om at gøre mest muligt
med færrest mulige ressourcer. Dette ser jeg som en klar installering af den strategisk-ledelsesmæssige logik om de to professionelle fagligheder. I nr. 13-17 vises det, at de interviewede
kan gå ind i et fælles rum og udvikle forsøg, projekter, prototyper og eksperimentelle ting. En
vigtig pointe er her, jf. nr. 1-6, at selve bæredygtighedsstationen også er en eksperimentel
49
ting, de skal producere og udvikle. På den måde er ting ikke kun materialer, men også det at
sætte folk sammen i grupper på en bestemt måde på et bestemt sted. Disse bestemtheder kan
vi se som udtryk for at ville reproducere dem. (Hensigten med dette vil i *4.3.9 set blive at
kunne sælge denne gruppering/reproducering videre.)
Et par indledende kommentarer er: Såfremt bæredygtighedsstationen er et tværfagligt
organisatorisk innovationsprojekt, kan vi se det som uhensigtsmæssigt, at *RR nævner, at:
”Den slags rotation er der ikke så meget mere. Der er heller ikke så mange af de andre, der har
gjort det.”121 Vi kan også se, at *PP1 nævnte, at h*n blot kunne aktivere en medarbejder fra
Mozambique, hvis h*n skal bruge input derfra: ”Ikke desto mindre hvis det i særdeleshed er
Mozambique, den kompetence er, så kan vi sagtens trække dem til projektet.”122 Vi kan således se bæredygtighedsstationen som et forsøg på en eksperimentel ting, hvor løsninger på
problemer kan genereres, umiddelbart som problemerne finder sted. (Jf. *3.2 om zero-day
sårbarheder. I stedet for at transportere folk væk ved klimaændringer ligger der et stort forretningspotentiale i at beskytte dem der, hvor de arbejder og bor.) –stationen har derved kunnet fjerne ikke kun processer og bureaukrati i henhold til formelle samarbejder, men den har
fået en carte blanche til at aktivere udefrakommende aktiver. Et indledende spørgsmål er her,
hvorfor *PP ikke blot udviklede et virtuelt rum til det tværfaglige samarbejde? Hvorfor skulle
det også være et bofællesskab, hvis h*n alligevel hurtigt kan aktivere en medarbejder fra Mozambique. Dette må vi se i lyset af *RR’s kommentar om, at det mest er ekstroverte personligheder,123 samt ud fra: ”Den helt store forskel ved at sidde i miljøet, det er, at jeg får et virkelig godt netværk ved at indgå i den slags miljø, der går på tværs af fagligheder.”124 Jeg antager, at det er fordi, bæredygtighedsstationen er et lederrum, og at der er en opfattet mangel
på hastighed ved virtuelle rum og de fem minutter, *PP trods alt skal bruge på at kontakte
medarbejderen i Mozambique. Bæredygtighedsstationen antager derfor en karakteristik af et
alarm- og ledelsesberedskab, som skal kunne mobilisere de professionelle fagligheder om
miljøneutral forarbejdning ved gennemsnitlig r og salg af tillægsydelser ved højere a.
121
Olsen: Bilag 12.2 – *RR (2014), p. 2.
122
Olsen: Bilag 11.2 – *PP1 (2014), p. 4.
123
Olsen: Bilag 12.1 – feltnoter med *RR (2014), p. 1.
124
Olsen: Bilag 12.2 – *RR (2014), p. 13.
50
4.2.6: Resiliens og acceptabilitet forstået som gentagne kredsløbstilbagekoblinger
Den sjette bæredygtighedspraksis omhandler de gentagne opgaver forstået som kredsløbstilbagekoblinger, hvilket på den ene side forklares som resiliens og på den anden side som acceptabilitet. Jf. *3.1.2 var resiliens udtryk for ni tilbagekoblingsmekanismer/grænseområder,
hvormed det økologiske miljø søgte at tilpasse sig. Det var imperativt ikke at overskride grænserne for at opnå togradersmålet fra *3.2. Imidlertid det ikke at gå ud over henviser i bogstaveligste forstand til et koncentrisk input/output system. Det hænger sammen med, at togradersmålet faktisk handlede om at holde jordens temperaturer i den holocene tidsalder. Derfor
kan vi se acceptabilitet som en mulig organisering, hvis vi går ud af den holocene tidsalder, og
over til den anthropocene. Derfor vil vi nu se på de to professionelle fagligheder fra *3.3: Den
første, miljøneutral forarbejdning gennem optimering af gennemsnitlig r, antages at være udtryk for resiliens i den holocene tidsalder. Den anden, salg af tillægsydelser gennem et større
bæredygtigt udbytte, antages at være udtryk for acceptabilitet i den anthropocene tidsalder.
De to fagligheder vil blive belyst ud fra de oplistede byprojekter i *4.1.3 i næste paragraf.
I interviewet med *HH, nævnte jeg betydningen af resiliens som det at installere bæredygtige og resiliente løsninger. *HH nævnte, at h*n udmærket forstod det, men at denne begrebsbrug var for defensiv: ”For resiliens er det mest klare billede en høj mur, som man sætter op,
hvormed vandet ikke kan komme ind.”125 I stedet skulle praksissen være at lukke vandet ind,
og så at sige at sikre salg af tillægsydelser ved at udnytte vandet, når det nu kommer ind:
”Det sidste nye inden for byplanlægning er en form for, jeg tror det stadigvæk betragtes
som resiliens, men i stedet for mure, som sætter et ’defence’ eller forsvar op, så simpelthen
accepter det ved at grave ned nogen steder og have sumpe.”126
Vi kan se, at det ikke er sådan, at acceptabilitet er modsætningen til resiliens. Det betragtes
derimod som en form for resiliensstrategi. Jeg forelagde også et eksempel om resiliens hos
den kinesiske stat, som kan siges at stå over for vedvarende folkelig uro på grund af ustabile
arbejdsmarkedsforhold.127 Pointen var, at dele af befolkningen ikke ville acceptere disse forhold, men at staten i øjeblikket var resilient nok til at modstå presset. Dog var det ikke sådan,
at befolkningen ønskede laissez-faire forhold, forstået som kontinuerlig rekonfigurering, men
125
Olsen: Bilag 8.2 – *HH (2014), p. 3.
126
Olsen: Bilag 8.2 – *HH (2014), p. 3.
127 Olsen:
Bilag 8.1 – feltnoter med *HH (2014), p. 1. Reference: J Chan: ”Dying for an iPhone: The Labour
Struggle of China’s New Working Class”, westminster.ac.uk (2014).
51
snarere ønskede vedvarende åbne arbejdsmarkedsforhold. Ordet resiliens stammer fra latin,
hvor re- betyder tilbage, og –siliens betyder salire, det at springe. Bogstaveligt talt det at
springe tilbage, som fx en rebound i basketball. Acceptabilitet svarer til accept-dygtighed. Dvs.
evnen, hvormed man er i stand til at tage imod, til at gribe rebounden, og acceptere tilpasninger. Kunne acceptabilitet i genereringen af bæredygtighedsstationer være løsningen, når man
skal gribe rebounden/tilbagekoblingen? Det at sørge for, at vandet får en brug ud fra de
sumpe, vi indsætter? Netop så resiliens ikke blot bliver at springe tilbage, bogstaveligt talt
tilbage i et lukket input/outputsystem. Her kunne vi se en værdi af energimæssig uafhængighed som en måde at have et system, der både sørger for rebounds, og for at befolkningen er
uafhængige nok til at gribe rebounden. Hvor virksomheder netop har en forretningsmulighed,
hvis de kan være med til at styre denne omvendte løsningsmodel, hvor udgangspunktet er
resiliens, en grænseopsætning for menneskers uafhængighed. Netop fordi vi antager, at ved
klimaændringer kan de ikke komme væk, men må blive der på stedet, og der kunne danne
spontane og solidariske meningsfællesskaber? Energimæssig uafhængighed bliver på den
måde et led i genereringen af bæredygtighedsstationen med dets gentagne opgaver om udvikling af prototyper og eksperimentelle ting. Den bliver til organisering og installering.
I henhold til projektet på Ydre Nørrebro kan vi se, at *HH nævner, at regnvandskanaler i
gaderne og mere transparent asfalt er oplagte muligheder:
”Et af problemerne i de byer, vi har, er ganske simpelt de hårde overflader. Således når
det regner, og når der er skybrud, så går vandet hurtigt, men det kan heller ikke lagre sig
et sted. Det kan ikke sidde et sted. Derfor giver det problemer det sted, det sidder. I modsætning til mere absorberende felter undervejs, som i min verden er en form for accept
eller acceptance.”128
For det første det ikke at transportere regnvandet væk i store underjordiske rør til store reservoirer, men acceptere, at regnen siver ned i den zone, hvor det lander, bygge et minireservoir der og udnytte det. Dette kan vi se uddybet af *PP2:
”Man har reduceret behovet for energi ved både at lave bioafgrøder, ved at trække varme
ud af spildevand, ved at opsamle regnvand og ved at forvarme luften igennem de der store
grønne områder midt imellem de to bygninger. Det reducerer under alle omstændigheder
128
Olsen: Bilag 8.2 – HH (2014), p. 3.
52
behovet for energi. Således er det både en masse måder at minimere behovet for energi
og på sin vis er det også at producere energi.”129
Det at acceptere regnvandet og ikke bruge en masse energi på at lede det væk kan vi altså se
som en gentagen opgave om også at producere energi. Derfor bliver det en gentagen kredsløbstilbagekobling: både fordi antallet af tilbagekoblinger ved, hvad vi kan vurdere som regnvandskredsløb minimeres, og fordi energi produceres heraf. Ved at anskue energimæssig uafhængighed som gentagne tilbagekoblinger, hvor bæredygtige løsninger skal minimere forarbejdningen og samtidig producere energi, så kan vi også vurdere Ringby/letbanesamarbejdet.
Dette jernbaneprojekt skal binde Storkøbenhavns vestlige forstæder sammen vertikalt på
vedvarende vis, dvs. uden for megen forurening, som kunne kaste det i konflikt med togradersmålet, og på en måde så brugernes bevægelser kan forudsiges inden for 2015-målene.
Sphynx arbejder her på tracéet, som er selve linjeføringen, både hvilke stationer, det så indebærer, og hvordan den skal bugte sig i terrænet. Skal der fx være lydisolering omkring, eller
skal det være på en bro, at den kører. Vi kan se den slags offentlige-private løsninger som
udtryk for den anden professionelle faglighed som salg af tillægsydelser gennem højere a,
fordi Sphynx produktionskapital aktiveres, og projektet involverer nye måder at bygge på:
”Som på den måde set kunne give en anden type løsning af det samme problem og af det
samme behov, nemlig det at få bygget (…) den letbane. Hvor der dels er så mange lag, der
skal igennem, som ingen ikke rigtig helt forstår eller ikke er trygge ved, dels kan det også
være noget med, at det ikke er gjort før: ”Er det af den grund nødvendigt, at vi skal tage og
gøre noget nyt? Har vi den risikovillighed til at prøve det af? Og vi er allerede tre måneder
bagud med tidsplanen.””130
Denne nye måde at bygge på sker i kampen mod uforudsigelige arbejdsmarkedsforhold og er
givet som offentlige-private partnerskaber
4.2.7: Offentlige-private partnerskaber og tillægsydelser som forretningsmodel
I den syvende bæredygtighedspraksis undersøges det nærmere, hvorfor bæredygtige løsninger primært sælges til offentlige instanser. Vi kunne på tværs af de udvalgte projekter i *4.1.3
se, at det ”offentlige” var de primære kunder. Dette bekræftes delvist af *DD idet: ”Det er lidt
129
Olsen: Bilag 11.3 – PP2 (2014), p. 28.
130
Olsen: Bilag 11.2 – PP1 (2014), p. 9.
53
tilfældigheder for at være helt ærlig.”131 Det betyder, at vi må finde ud af, hvorvidt bæredygtighedsfeltet primært enten er borgerinddragelsesprocesser eller kundeforhold? Vi kan nemlig se, at det offentlige samarbejde er kommet til værks af to årsager: For det første fordi politiske institutioner ønsker, at virksomheder udøver ressourceknaphed gennem 2015-målene
og togradersmålet. For det andet fordi virksomheder ønsker, at de politiske institutioner sørger for kontinuerlig vækst gennem stabile arbejdsmarkedsforhold. Det betyder, at borgerne
har indflydelse på salget af tillægsydelser, da det er det offentlige som kunde betjener borgerne. Vi kan derfor se, at det private, de interviewede, ønsker at influere borgerne til at tage
nye, men ikke radikalt anderledes valg. Dette kan vi forklare ud fra logikken om flygtige konkurrencemæssige fordele fra *2.4, som gør en ny dynamisk faglighed mulig, hvor ens professionelle ”bæredygtige” fagligheder er det, der gør den arbejdende til et unika, snarere end at
arbejderen er noget ud fra dennes brancheforhold. Vi kan eksempelvis se dette ved *HH, der
i Korat både samarbejder med ØØ og samtidig arbejder på Arkitektskolen. Ergo kan vi se en
udviskning af grænserne mellem de to professionelle fagligheder, fordi *HH netop ikke kun
arbejder et sted.
”[ØØ] er procesleder og har 30 års erfaring fra Ikea. Så da vi fik involveret de 10-15 designhold sagde vi: ”Vi har den her problemstilling. Nu får I fem dage med det her honorar.
Så går I hjem og kommer tilbage til os.” Så holder vi møde med dem og siger: ”Det er interessant. Det kan godt være spændende.” Som følge heraf er det en form for vejledning. Det
er næsten en form for kommerciel og praktiserende undervisning. Det ligner meget mit
arbejde på Arkitektskolen, hvor jeg har to flokke af studerende. (…) Derfor er det en meget
spændende måde i forhold til dit fokus på organisering, som er en spændende ting. Kingfisher hvis vi tager dem: De har outsourcet alle de her ting. De besluttede sig for, at den
nye innovation skal ske uden for deres virksomhed. (…) Der er ikke nogen interne designere hos Kingfisher. (…) Så organisationsmæssigt ’hooker’ vi op med nogle designere.”132
Ligeså arbejder *RR både i de traditionelle enheder og i bæredygtighedsstationen. Summa
summarum skal medarbejderen kunne indgå i forskellige organisatoriske lag for at sælge tillægsydelser til det offentlige, som her vist med Arkitektskolen.
131
Olsen: Bilag 9.2 – *DD (2014), p. 9.
132
Olsen: Bilag 8.2 – *HH (2014), p. 22.
54
4.2.8: Intermezzo om helhedsorienterede indsatser
Sammenfattende kan vi sige, at særligt *TT mener, at politikere skal hjælpe til med at skabe
betydninger af arbejdet med bæredygtighed. Også qua, at det er dem, der leder de offentlige
instanser, som er de store kunder for *HH, *PP, *RR og *DD.
”Det bliver hurtigt politisk: Jeg synes, at hele vores demokratiske politiske system skal
redefineres. Det er de antagelsesvist ikke enige med derinde [red. Christiansborg]: Lige
nu, og de sidste mange år, er politikerne dem, der kommer sidst. Det er ikke dem, der
kommer til at forandre noget. Det kunne de potentielt gøre, fordi de har magten til at lovgive. Imidlertid gør de det ikke. Det er op til de store virksomheder og op til os som mennesker hver især.”133
Jeg mener herudfra at kunne se, at *TT mener, at politikere er dem, der skal søge at udvikle
og opretholde en fælles helhedsorienteret bæredygtighedsmodus. Men at virksomheder og
borgerne er dem, der skal mobilisere politikerne dem. I modsætning hertil kan vi se *PP1 tage
afstand fra helhedsorienterede indsatser: ”*PP1: Jo jo, men det giver ikke så meget mening at
anskue det fra et helhedsperspektiv.”134 Det handler om kunden.
4.3: Betydninger og ændringer af bæredygtighedsmodi
”Medmindre selvfølgelig, og det er der, hvor bæredygtighed og grønne løsninger er interessante, hvis vi kan omdefinere det og tænke det på en anden måde. Således er der måske
muligheder for, om ikke konstant stigende eller eskalerende vækst, men i hvert fald en
eller anden lineær fastholdelse af vækst.”135
Vi kan ud fra citatet se, hvordan *RR mener, at lineær fastholdelse af vækst skal ske gennem
omformning af ”bæredygtighed og grønne løsninger.” Det forklarer jeg som, at omformningen
for *RR er et vigtigere formål end grønne løsninger. Konceptuelt kan vi forstå omformningen
som en kontinuerlig rekonfigurering (jf. *2.4). Men er kontinuerlig rekonfigurering årsag til
de grønne løsninger, eller er det dem, der er årsagen til den kontinuerlige rekonfigurering?
Dette spørgsmål kan vi belyse ved at se det som en narrativ fortælling. Nemlig hvilke udsagn,
133
Olsen: Bilag 10.3 – *TT (2014), p. 6.
134
Olsen: Bilag 11.2 – *PP1 (2014), p. 5.
135
Olsen: Bilag 12.2 – *RR (2014), p. 7.
55
de interviewede indlejrer i deres bæredygtighedspraksisser, hvorved de kan siges at opbygge
og udvikle et rum, og hvordan de kan siges at ændre dem i løbet af interviewet:
”Det, at få de interviewede til at fortælle historier, som ”(…) kan illustreres som intentionelle kausale konneksioner.”136 Med disse redskaber kan jeg sige at opbygge og udvikle et
rum, hvor de interviewede kan observeres, hvori vi kan betragte deres arbejde med bæredygtighed som organisatoriske praksisser. Opbygningen sigter mod en fortælling, hvor
de visioner og betydninger, som de interviewede udtrykker, må gøres klare.” (jf. *1.1)
Vi vil få ændringerne belyst, fordi interviewguiden spurgte om ”det vigtigste formål” med deres arbejde. Følgelig kan vi belyse de narrative fortællinger ved at antage, at rummet, de opbygger og udvikler, er heterogent, dvs. åbent for nye betydninger, og performativt, dvs. i bevægelse.
”Dvs. at i det græske ord phronesis er hjernen/hjertet ikke en ting, men markerer et verbum, da det blev set som stedet for visdom, ala hjernen som stedet for sindet og forstanden. Fronesis er følgelig udførelsen af det, du ved. (…) selv når de interviewede tager en
pause fra deres arbejde med bæredygtighed, så er de stadig med til at forvandle betydningen af begivenheder/data, såfremt vi forstår disse som processer af organisering.” (jf.
*1.4).
4.3.9: Visionære og faglige betydninger af bæredygtighedsmodi
Efter denne introduktion vil vi nu se på, hvorledes bæredygtighedsstationerne med deres
gentagne opgaver fra *4.2.5 om udvikling af prototyper og eksperimentering udtrykker en
dynamisk betydning. Som nævnt i *4.2.5 vil de første seks udsagn i tabel 6 være identiske med
de første seks i tabel 5, fordi som nævnt handler det ikke kun om at udvikle bæredygtighedsstationerne. Det handler om at reproducere dem. Her ses det første punkt i opbygningen af
fortællingen som et rum, idet hensigten er at sælge opgaverne videre som cases. Men betydningen er samtidig, at det sker i en temporær struktur uden budgetmål, dvs. der skal ikke
sælges et bestemt antal cases pr. år. Salget af cases er blot en indirekte virkning af arbejdsfællesskabet. Denne semistruktur, der på midlertidig temporær basis søger at omdefinere den
stillede opgave, kan ses i nedenstående display. I dette afsnit vil display blive brugt til at vise
136
Kostera: Organisational Ethnography: Methods and Inspirations (2007), p. 205.
56
de visionære og faglige betydninger, mens det i *4.3.12 vil vise de generøse ændringer af betydningerne.
Tabel 6: Udsagn om bæredygtighedsmodi og ændringer heraf
Nr.
Udsagn
Hvor
1
’Et miljø uden nogen form for hierarki’
2
”Det tværfaglige miljø.”
3
’En temporær struktur uden budgetmål.’
4
”Arbejdsfællesskab.”
5
”Hverdagsfællesskab..”
6
”Bofællesskab.”
7
”Det fungerer rigtig godt med cases.”
8
”Tværsummen”
9
“Bonus workshops.”
10
”Nej, det er samfundet.”
Olsen: Bilag 12.2 - *RR (2014), p. 26.
11
”Det bedste håndtag.”
Olsen: Bilag 8.2 – *HH (2014), p. 23.
12
’÷ dagligt fællesskab + fagligt fællesskab’
13
15
’÷ defineret bæredygtighedsopgave’
”Grønne løsninger interessante hvis vi kan
omdefinere dem.”
”Udfordrer til dels den stillede opgave.”
16
”Det man får lov til.”
14
Olsen: Bilag 12.2 – *RR (2014), p. 26
Olsen: Bilag 12.2 – *RR (2014), p. 8.
Olsen: Bilag 11.1 – feltnoter med *PP1 (2014),
p. 1.
Olsen: Bilag 11.2 – *PP1 (2014), p. 1.
Olsen: Bilag 11.2 – *PP1 (2014), p. 1.
Olsen: Bilag 11.2 – *PP1 (2014), p. 1 og p. 14.
Olsen: Bilag 12.2 – *RR (2014), p. 2 og p. 12.
Olsen: Bilag 11.2 – *PP1 (2014), p. 10.
Olsen: Bilag 12.2 – *RR (2014), p. 5, p. 23 og
p. 25.
Olsen: Bilag 12.2 – *RR (2014), p. 2 og p. 9.
Olsen: Bilag 10.3 – *TT (2014), pp. 11-12.
Olsen: Bilag 11.2 – *PP1 (2014), p. 2.
Olsen: Bilag 12.2 – *RR (2014), p. 6.
Olsen: Bilag 12.2 – *RR (2014), p. 11.
Olsen: Bilag 9.2 – *DD (2014), p. 7.
Vi kan i rækkefølgen se et organisationsmønster, som ændrer fokusset i *4.2.5 særligt to steder: 1. at daglige fællesskaber også skal være faglige fællesskaber. 2. Det at kunne udvikle
prototyper skal udfordres, samtidig med at holde en balance om det, man får lov til. Her var
det at udvikle prototyper fx *HH’s pointe om absorberende veje, og for at kunne minimere
ressourceforbruget, jf. *4.2.6. I henhold til nr. 7-11 kan vi se, at det at bearbejde og bebo bæredygtighedsstationerne ganske enkelt kan forstås som et fortællingsrum om en dynamisk
organisatorisk praksis om hvad, det vigtigste formål med arbejdet er. Nr. 7 viser at *PP mener,
at det er cases, i den næste at det er tværsummen, nr. 9 at det er i bonus workshops at tværsummen ses, derefter samfundet og til sidst *HH’s fokus på en professionel faglighed. I nr. 1216 kan vi se en uddybning af, at det fælles rum ikke længere er et arbejds-, hverdags- og bofællesskab. Det indebærer en faglighed. Det betyder ikke, at der er budgetmål, men der kommer i nr. 13 et større fokus på at bæredygtighedsstationen er et ledelsesrum, fordi opgaven
57
ikke er fuldt ud defineret, kun til den grad hvormed det indebærer en kontinuerlig rekonfigurering. Som vist i *2.4 indebar det, at i stedet for at eje ens ressourcer handler det om at have
nem adgang til forskellige ressourcer, eller selv være den, der giver andre nem adgang. Men
som vist i nr. 16 kan man kun give og modtage nem adgang i det omfang, man får lov til det.
Opbygningen af en narrativ fortælling: Betydningen af tværsummen (nr. 8) i sammenhæng med salget af cases viser, at det ikke kun er salget af cases og omformningen af ressourcer, der er det vigtige. I det empiriske felt, som de interviewede henvender sig til og sælger til,
er den politisk-institutionelle logik gældende. Ikke mindst i forhold til den første professionelle faglighed. Det at gøre ens arbejde –neutralt gør, at man søger et dynamisk og positivt
udbytte/afkast/output, som ikke er kontraproduktivt:
”*PP1: Der er ingen tvivl om, at det fungerer rigtig godt med cases. Som på en eller anden
måde kan dokumentere: ”Vi gjorde dette på dette sted, der kommer dette resultat på dette
sted ud af det. (…) Det gør nogle gange, at vi kan overføre og sige: ”Jamen ovre på dette
sted har vi arbejdet med en bygherre, hvor vi har udarbejdet en løsning, så det kunne måske også godt være noget, der kunne være relevant for jer kommuner, nu I ejer bygningerne på dette sted?”137
Ikke desto mindre er dette positive udbytte i sig selv flygtigt. Idet vi betragter det positive
udbytte empirisk, synes det stationært. Vi kunne i *4.2.5 se, at udviklingskasserne gjorde det
muligt at opnå ”det bedste håndtag.” Derved gjorde bæredygtighedsstationerne det muligt at
skabe et rum for reproducering af disse håndtag. Men som givet ved *2.2 om fossile og for
nyligt levede begivenheder ændres reproduceringen af nye innovationer og tidligere begivenheder, som gør denne ’stationære’ fortælling midlertidig igen. Betydningen kan ses ved, at de
interviewede siger, at der ikke er en defineret opgave (nr. 13). Denne flygtige tværsum kan vi
se fortalt og afbilledet i organisatorisk bæredygtighed, som vi så udfoldet i *4.1. Her var det
særligt den cirkulære økonomiske bæredygtighedsmodus med dens fokus på det teknologiske kredsløb. Fortællingen var, at kredsløbet ikke var lukket, og at det handlede om at vise
måder, som folk omgås med hinanden på. Ligesom det store spørgsmål ved Ringby/letbanesamarbejdet var, om projektionerne for brugen var korrekte, så er fortællingen om bæredygtighedsstationerne den, at de arbejder indtil: ”(…) de ikke har succes mere.”138 De arbejder,
fordi det har succes. Ikke fordi vi skal jf. togradersmålet. Derved ændres fortællingen tilbage
137
Olsen: Bilag 11.2 – *PP1 (2014), p. 10.
138
Olsen: Bilag 11.1 – feltnoter med *PP1 (2014), p. 1.
58
mod, at omformningen er årsagen til arbejdet, snarere end omvendt. Formålet hermed bliver
at få fat i det ”rigtige projekt”:
”Det er måske det mest rigtige projekt, vi har lavet sammen i miljøet.” AO: Okay. *RR: For
nylig gav *PP, mig, *ÆÆ og en fra bygningsafdelingen input. Jeg ved ikke rigtig, hvordan
man skal definere opgaven. Det er en lidt atypisk opgave. Det er i hvert fald en kunde, der
gerne vil bygge en eco-city. Altså en CO2-neutral by.”139
*RRs fortælling blev her drejet ind på at det, h*n og *PP kan, er at genbruge ressourcer og
mennesker.
”Derudfra puttede vi noget ind i det: (…) på den ene side det, *PP har i dette felt med alt
det omkring genanvendelse af ressourcer, og hvor vi kiggede på noget symbiosetankegang
og cirkulær økonomi for virksomheder. På den anden side puttede vi noget på fra min
vinkel, hvor vi kiggede på det, vi kaldte Urban Symbiose omkring byplanlægning, hvor
man ser på hvilken ressource, de mennesker, der bor på dette sted, er i sig selv? Så vi
kunne også se dem som en ressource i det spil. Det har man eksempelvis også gjort i Nordhavnen i København, hvor man har kigget på sammenhængen mellem, hvor mange der
bor og arbejder der, for at undgå for meget pendlen ind og ud. For ikke at belaste trafikken.
Derudover skaber det både liv, dynamik og økonomi i lokalmiljøet. Summa summarum
der er en helhedstanke i det. AO: Så man genanvender folk? *RR: Ja det kan man godt sige.
AO: Inden for nærmiljøet? *RR: Sørger for at udnytte dem som ressourcer i byen i stedet
for at skabe sådan nogle monofunktionelle byer.”140
Fortællingen om det at genbruge mennesker handler altså om, at mennesket er en ressource,
hvor opgaven er at minimere udslippet. Dvs. på samme måde som i *4.2.6, hvor regnvand blev
vist som at skulle minimeres og skulle kunne bruges til produktion af energi, så er fortællingen her, hvor fortællingsrummet handler om byudvikling og urban symbiose, det at minimere
ressourceaftrykket fra mennesker og samtidig anvende dem som en energikilde. Dette svarer
til den etisk-selvbegivelsesmæssige logik om, at medarbejderen ikke kun arbejder ud fra de
to professionelle fagligheder. Samtidig er denne en miljøneutral eksistens. Mennesket/eksistensen som miljøneutral, hvor der helst skal ske et positivt udbytte/afkast/output. For at
139
Olsen: Bilag 12.2 – *RR (2014), pp. 17-18.
140
Olsen: Bilag 12.2 – *RR (2014), pp. 18-19.
59
gøre mennesket til en miljøneutral eksistens bliver offentlige-private partnerskaber således
aktiveret. Særligt gennem de sociale bæredygtighedsudfordringer:
”(…) den sociale dimension: Hvad gør vi for de her kæmpe store generationer af unge, som
har virkelig svært, særligt i Sydeuropa, ved overhovedet at få et fodfæste på arbejdsmarkedet? Hvilke muligheder ligger i det?”141
Vi kan se, at fortællingen om Sydeuropa som et sted for en cirkulær økonomisk bæredygtighedsmodus handler om at minimere fodslæbet fra hver enkelt person gennem at maksimere
arbejdsmarkedet. Det skal så ske gennem offentlige-private partnerskaber. Fortællingen bliver så at sige at skabe energimæssigt uafhængige regionale fællesskaber. Følgelig er spørgsmålet dog, hvor meget ledelse der skal til for at holde det sammen, eller hvor lidt der skal til
før det skilles ad? Også det, at i *4.2.8 sagde *PP meget eksplicit, at det ikke var helhedsorienterede projekter, men betydningen af dennes fortælling viser altså noget.
4.3.10: Resiliens og acceptabilitet forstået som accelererende kredsløbstilbagekoblinger
Den tiende bæredygtighedspraksis omhandler fortællingen om genanvendelsen af mennesker gennem det at bruge grønne løsninger til at omforme dem ved at minimere deres energiforbrug og selv få dem til at producere energi ved at implementere energimæssigt uafhængige regionale fællesskaber. Denne fortælling ændres så, fordi det økologiske miljøs
kredsløbstilbagekoblingerne, jf. *3.2, siden 1990 er blevet accelereret. Hvis vi forstår genanvendelse af mennesker/den miljøneutrale eksistens gennem det teknologiske kredsløb med
dets forarbejdning af ressourcer, og idet at: ”(…) teknologiske kredsløb forgår og forbruges
hele tiden.” (*4.1.2), så kan vi se, at mens bæredygtighedsstationerne var et billede af en flygtig tværsum, som kunne nedlægges, hvis det ikke længere er succesfuldt, så er problemet med
denne fortælling det, at mennesker ikke kan nedlægges, hvis de ikke længere er succesfulde.
Hvad nu, hvis de bliver kontraproduktive? Derfor må vi se genanvendelsen på en større skala
end det enkelte menneske for som i porteføljemanagement at have en kritisk masse af mennesker til at opveje for de andre. Særligt kan vi se tanken om resiliente (heraf accepterende)
strategier og det at gøre byer modstandsdygtige over for klimaændringer som kernekomponenten i fortællingen om genanvendelsen af den miljøneutrale eksistens. Dette magtsliggør
den cirkulære økonomiske bæredygtighedsmodus. Det er det, der gør *PP, *RR, *TT, og *HH i
141
Olsen: Bilag 11.2 – *PP1 (2014), pp. 19-20.
60
stand til at fortælle om de samfundsmæssige fordele ved henholdsvis en regenererende økonomi, hvor du kan genbruge ressourcer gennem, at:
”(…) du ville føle, at den var for langsom, og du ville hænge dig selv. Hvis nu du kunne
aflevere den inde hos Dell. Få den opgraderet. (…) Det er at sige: forandringshastigheden
kan vi rimeligvis ikke trække ud af den, men i stedet for altid at starte forfra, kan vi arbejde
cirkulært.”142
Vi kan se denne fortælling uddybet af *TT’s problematisering om, at der er en slags forandringshastighed, vi dog gerne vil have: ”Kun til det bedre. Vi vil gerne have tre computere i
stedet for to. Den slags forandring vil vi gerne have.”143 Vi kan problematisere det ved *HH’s
fortælling om regional produktion af fødevarer: ”Vi skal ikke hjælpe dem. De skal hjælpe sig
selv. Det er de da dygtige nok til. Jeg er meget skeptisk over for den slags importmodel.”144
H*n betoner ikke at importere delene, men genanvende dem vi har. Arbejde kontinuerligt. Vi
kan altså se, at de interviewede søger ikke at modtage accelerationen af bæredygtighedsstationernes opmåling af tidens hastighed og rummets udstrækning. Selv i betydningerne fastholder de det som et lukket system. Som bekendt er narrativitetens princip at skabe et genfortællingsrum om det, der foregår, og specificere de betydninger, de interviewede finder gældende i rummet. Men rummet falder sammen, det mislykkes, hvis der kun fortælles, og denne
fortælling ikke også udfoldes. Genbrugen af Dell computeren og det ikke at importere fødevarer er stærke visioner, men de mangler den generøse handlekraft hos medarbejderne for at
de faktisk skal kunne omsættes til resultater gennem handling. Handling er acceleration, og
derfor bliver vi nødt til at fokusere på ”forandringshastigheden.” Det kan vi gøre gennem fronetisk viden om, at vi for kontinuerligt at kunne rekonfigurere os ja så behøver vi bæredygtighedsbegrebet og den politiske-institutionelle logiks langvarige perspektiv.
Her bliver eventologien meget vigtig for at forstå, at det narrative rum består af begivenheder, der er performative og heterogene. Ala de to professionelle fagligheder udtrykker måske kort og lang sigt, dvs. en fortælling om det korte og lange sigt om fossile og for nyligt levede begivenheder. Men tilfælles har det korte og lange sigt det, at de er begivenheder. De
bevæger sig. Denne acceleration kan også ses i interviewenes opbygning, idet jeg/*AO først
142
Olsen: Bilag 11.2 – *PP1 (2014), p. 6.
143
Olsen: Bilag 10.3 – *TT (2014), p. 10.
144
Olsen: Bilag 8.2 – *HH (2014), p. 11.
61
interviewede *PP1, derefter anvendte jeg indsigter herfra i interviewet med *HH, hvilket fordrede nye spørgsmål til brug i samtalen med *PP2, for til sidst at anvende alle indsigterne i
interviewet med *RR. På den måde prøvede jeg at forstå de interviewedes forsøg på at forstå
hvilke implikationer og betydninger, de værktøjer, de arbejder med, har. Eksempler på disse
forsøg kan ses her:
Tabel 7:
Bæredygtige
byprojekter
Narrative fortællinger om bæredygtighedsstationer
Skab resiliente byer, der er kontinuerligt rekonfigurerbare.
Beskyt de områder som Ydre Nørrebro, der er ved at blive bygget
om ved siveveje.
Skab grønne løsninger, der er omdefinerbare og som i fx Sydeuropa
kan genanvende mennesker og
gøre dem produktive som miljøneutrale eksistenser.
Fronetiske ændringer af fortællingerne
Accepter, at dele af befolkningen ønsker
åbne arbejdsmarkedsforhold.
Dette afleder, at der også skal kunne gro organiske materialer disse steder.
Vid, at det er de grønne løsninger, der i første omgang sørger for, at man kan arbejde
med og udfordre den stillede opgave. Fx ved
det bedste håndtag.
4.3.11: Private og frie rum forstået ud fra eventualitetsforsættet
I denne bæredygtighedspraksis vil det yderligere blive udfoldet, hvordan de interviewede i
deres organisatorisk praksis kan ændre fortællingen om genanvendelse af den miljøneutrale
eksistens. Det sker ved at tage udgangspunkt i *TTs udsagn om, at de interviewede skal operere i private rum for at kunne tage del i bæredygtighedsstationernes fælles rum. Jeg vil her
problematisere dette private rum (”(…) din egen privatøkonomi.”145) ud fra det ”fælles
rum.”146 Her kan vi forstå det fælles rum som: ”Et rum, egentlig talt et visionsrum eller et frit
rum.”147 Vi kan altså både se et privat og et frit rum, hvor jeg forstår det at arbejde i private
rum ud fra det narrative princip om at opbygge og udvikle rum, mens jeg forstår frie rum ud
fra det fronetiske princip om at antage, at disse rum er performative og heterogene. Det private rum bliver således et rum, hvor *PP og *RRs udviklinger af prototyper og eksperimentelle
ting bliver til fortællinger om omdefinerbare grønne løsninger, om flygtige tværsummer og
om genanvendelsen af mennesker. Her udtrykker frie rum, at disse fortællinger skal være generøse, dvs. have mennesket som middel og ikke som mål, gennem at rummet skal starte med
145
Olsen: Bilag 10.3 – *TT (2014), p. 5.
146
Olsen: Bilag 10.3 – *TT (2014), p. 20.
147
Olsen: Bilag 10.3 – *TT (2014), p. 17.
62
et asymmetrisk ledelsesforhold, hvor vi ikke er frie, for så at bevæge sig over mod et frit og
fælles rum, der er symmetrisk.
Den miljøneutrale eksistens, jf. *3.4, indebar, at medarbejderne søgte spontane og solidariske meningsfællesskaber, der indeholdt skabelsen af ny og retfærdig viden. Pointen er derfor, at retfærdig viden ikke kan findes i en privat kontekst, idet den ikke tager højde for samspillet med de andre folk og heller ikke for, at problemet er, hvis der ikke længere er succes
med genanvendelsen af mennesker. Derfor kan vi problematisere den private økonomi ud fra
dolus eventualis princippet. Dette princip, kendt som eventualitetsforsættet, indebærer, at
der er: ”(…) en vis sandsynlighed for følgens indtræden/gerningsmomentets eksistens.”148
Derfor kunne man eventuelt dømme *PP og *RR for følgerne af, hvis succesen stopper. Men
hvorvidt er Tabbys arbejdsmetoder på samme måde udtryk for at arbejde med genanvendelsen af mennesker, indtil det ikke længere er værdifuldt? Pointen er, at fortællingen om de
omdefinerbare grønne løsninger fastholder ideen om en privat økonomi og dermed ideen om
et privat og frit rum, hvilket gør betydningen af fortællingen til et lukket input/outputsystem.
Det kan vi se ved at *PP og *RR ikke har fokus på samfundets vedvarende og åbne arbejdsmarkedsforhold, men søger det ”rigtige” projekt i Kina. Afgørende er det her, at *TT henviser
til, at vi er gået ud over ’earth overshoot day’149:
”Den 15. august har vi brugt årets ressourcer. Men vi fortsætter jo bare fra den 15. august
til den 1. januar, og det er vores overforbrug.”150 Hvis vi nu flyttede systemet med ud i
noget vedvarende i stedet for at købe olie og udføre flere boringer.”151
Vi kan se, at forestillingen om earth overshoot day, om at der gradvist udledes mere kuldioxid,
end jorden i øjeblikket kan optage, fordrer en stærk opbremsning af den gradvise udledning.
148
Abildgaard & Sørensen: Dolus specialis i dansk ret (2006), p. 12. Det befinder sig inden for den ene
kategori (forsætlig skyld) af den danske straffelov om skyld, hvor den anden er uagtsom skyld. Forsætlig
skyld indebærer tre grader af skyld: 1. Det forårsagende forsæt, 2. det hypotetiske forsæt, og 3. eventualitetsforsættet. Eventualitetsforsættet er således det der ligger tættest på uagtsom skyld. Eventualitetsforsættet tager præcedens i sag UfR 1918.846 H, 148 som handler om en snedker der i arrigskab over en utro
kone kaster en brændende tændstik bag over skulderen idet han tænker ”ske, hvad der vil.”
149
Denne betegnelse bruges ikke specifikt af *TT, men ved efterprøvelse af dennes udsagn, og brug af
O Scharmer (tysk forsker og journalist bag bogen ’Teori U’) er det blevet identificeret som earth overshoot
day.
150
Olsen: Bilag 10.3 – *TT (2014), p. 4.
151
Olsen: Bilag 10.3 – *TT (2014), p. 15.
63
Men som vist i *3.2 er problemet ikke den gradvise udledning af kuldioxid fra 1861 frem mod
år 2100. Der er som bekendt gået 64,0% af tiden og udledt 65,5% af det tilladte. Problemet er
accelereringen af udledningen siden 1990.152 Som vist i fodnoten er det faktisk finansielt nøjsomt at få decelereret CO2-udledningen inden for elektricitetsproduktion til 20-35% snarere
end en stærk opbremsning af al kuldioxidudledning. *TTs brug af den første dellogik bliver
således ikke-valid. På samme måde bliver *PP og *RRs fortællinger ikke valide. Som nævnt
skal de udfoldes og rettes mod samfundet gennem de gentagne tilbagekoblingsmekanismer i
den anden dellogik. Jeg vurderer, at *PP, *RR og *TT ville kunne kendes skyldige for at opstille
scenarier, hvor følgens indtræden med en vis sandsynlighed er, at der slet ikke er nogen følgen. Der er slet ikke behov for en praksis om earth overshoot day.
4.3.12: Generøse og handlekraftige ændringer af bæredygtighedsmodi
Den tolvte og sidste bæredygtighedspraksis omhandler, hvordan fortællingerne af omdefinerbare grønne løsninger og genanvendelsen af miljøneutrale eksistenser blev ændret og
præciseret af et fokus på eventualitetsforsættet. Også qua at den etisk-selvbegivelsesmæssige
logik i *3.4 fordrede, at den miljøneutrale eksistens var rettet mod spontane og solidariske
meningsfællesskaber. Ikke som mål for de to professionelle fagligheder. Da jeg i interviewet
med *PP2 spurgte, om formålet med hans arbejde var enten et selvforsynende hus eller et hus,
der trak på det omgivende miljø, svarede h*n: ”Hvis det er et hus, der ligger ude på landet, så
er det alt taget i betragtning meget med igen: ”Hvad er det for en kontekst, som afgør, hvad
der er muligt?”153 Vi kan se dette som at være selvforsynende, energimæssigt uafhængig på
det omgivende miljøs præmisser. Ud fra konteksten. Det vurderer jeg til at være uafhængig
på et regionalt plan. Spørgsmålet er følgelig, hvad denne kontekst indebærer? Den er det empiriske felt. I *4.3.11 gjorde den det muligt at problematisere en privatøkonomisk tænkning,
som ville have gjort genanvendelsen af miljøneutrale eksistenser til et mål. I *4.3.10 gjorde
den det muligt at problematisere fortællingen om at arbejde cirkulært ved at vise den som et
lukket input/outputsystem (jf. *4.1.1). Vi kan ydermere se *4.2.7, hvor *HH forsøgte at frem-
152 Her har the International Energy Agency foreslået et scenarie om at decelerere udledningen, og opnå
togradersmålet gennem investeringer på 288 mia. kr. Målet er at 65% af forbruget af elektricitet skal
komme gennem kernekraft og vedvarende energiformer. Hoeven: ”Webinar launch of the Solar Electricity
Roadmaps 2014”, iea.org, (2014).
153
Olsen: Bilag 11.3 – PP2 (2014), p. 28.
64
stille ”det bedste håndtag” ved en slags udviklingskasse som det vigtigste formål med arbejdet. Det hænger sammen med det fronetiske princip om at forandre det, man arbejder med –
selv en selv – idet man bearbejder det. *PP1 nævnte her en anden slags regenerering end den
om fortællingen om at genanvende mennesker. Nemlig det ganske simpelt at prøve at forstå,
hvad der optager folk, som et element om øget bevidsthed:
”Det er en ret så konkret øvelse, som meget handler om forsyningssikkerhed og priser. På
den anden side: Er det nødvendigt at reetablere en bedre forståelse? Der er folk, som vokser op og bruger hele deres liv inde i midten af byen. De har en relativ lille kobling til natur
og en relativ svag forståelse for, hvad den er. Det er der nogle, der siger, og rimeligvis med
rette: ”Jo mindre du forstår det, jo mindre du ved, hvad det er, jo sværere er det også at
tænke: ”Det er nok vigtigt at passe på det.””154
Vi kan altså se en tydeliggørelse af fortællingen om omformning af grønne løsninger og genanvendelse af mennesker som det at reetablere/regenerere en skæv balance. Dette ovenstående udsagn faldt til sidst i interviewet og kunne vise en slags dannelse, om ikke blot at passe
bedre på det økologiske miljø (som jo er givet ved fortællingen om den miljøneutrale eksistens og den energi den skal producere), men også og i særlig grad at xxx. Vi kan dog også se,
at *PP2 nævnte, at selvom bedre forståelser for konteksten reetableres, så vil der stadig eksistere biologiske og teknologiske modsætninger, som man kan arbejde ud fra.
”Jamen vi er meget bevidste omkring det og meget positive i forhold til, hvordan det kan
lade sig gøre. Det vil sige, hvor meget det kræver at omdanne ressourcerne på dette sted.
Det er i dette felt, udfordringen ligger.”155
Derudover nævnte *RR også et problem med fortællingerne om bæredygtighed ud fra eksemplet med et bæredygtigt krigsmuseum i ørkenen:
”Jeg ved ikke, om du har set det: George W. Bush har fået bygget et krigsmuseum over
krigen i enten Irak, Afghanistan eller et eller andet sted, ude i ørkenen et eller andet sted,
langt fra alt. Ikke desto mindre er det certificeret efter LEED Platinum standarden. Det var
ganske simpelt certificeret efter alle kunstens regler: Energioptimeret og alt muligt. Desuagtet at indholdet er krig, død, ødelæggelse og glorificeringen af det. Plus så skulle man
154
Olsen: Bilag 11.2 – *PP1 (2014), p. 26.
155
Olsen: Bilag 11.3 – *PP2 (2014), p. 30.
65
transportere sig rigtig ’rigtig’ langt for at komme derhen, fordi det lå ude i ørkenen et eller
andet fuldstændig afsides sted. Det er i sig selv et vildt sjovt eksempel på, at vi aldrig må
se bæredygtighedsdagsordenen for snævert. Vi skal heller ikke opgive håbet af den
grund.”156
Vi kan se, at *RR’s problem med fortællingen om omformningen af grønne løsninger som en
privatøkonomisk praksis er, at det bliver sat sammen med ”krig, død, ødelæggelse og glorificeringen af det,” og dermed ikke producerer retfærdighed i samfundet.
4.4: Undersøgelsesresultater
Tabel 8:
Hvad
Organisatorisk bæredygtighed
Organisering og installering af bæredygtighedsstationer
Betydninger og ændringer af bæredygtighedsmodi
Energimæssig uafhængighed og dolus
eventualis
Konklusion
Som udlagt i problemformuleringen er der organisatorisk bæredygtighed, men det er dog afspejlet som en cirkulær økonomisk bæredygtighedsmodus.
Vi så at de interviewedes gentagne opgaver handlede om at reproducere værktøjerne om udvikling af prototyper og eksperimentering inden for offentlig-private partnerskaber. Fx så vi i *4.2.6 regnvandet
som en gentagen opgave og kredsløbstilbagekobling, som indebar at –
vandet både skulle energioptimeres og producere ny energi.
Vi så at fortællingerne om den cirkulære økonomiske bæredygtighedsmodus handlede om omformningen af grønne løsninger (ud fra udviklingen af prototyper og eksperimentering) samt genanvendelsen af
mennesker, hvor den ’miljøneutrale eksistens’ så at sige overtog regnvandets plads. Imidlertid skulle genanvendelsen af mennesker bedømmes ud fra om havde været en succes. Derfor så vi at de interviewede
selv (forstået ved at de ændrede deres udsagn i løbet af interviewene)
ændrede fortællingerne for også at fokusere på en reetablering af
bedre forståelser af samfundet.
Det vi så om –stationer og –modi blev fortløbende perspektiveret til
energimæssig uafhængighed. Det betød det at søge både resiliente og
accepterende bæredygtighedsløsninger. Derudover problematiserede
dolus eventualis bæredygtighedsbegrebets fokus på den private husholdning, og det at samfundet opfattes på den måde. Problemet er
nemlig ikke udledningen af kuldioxid, men accelereringen heraf.
Ud fra disse opsummeringer har vi tydeliggjort fortællingen om genanvendelsen af mennesker som formålet med arbejdet med bæredygtighed. Vi så desuden, at de interviewede selv
problematiserede denne fortælling ved at kritisere bæredygtige løsninger som fx bæredygtige krigsmuseer.
156
Olsen: Bilag 12.2 – *RR (2014), p. 27.
66
4.5: Betydningssammenhænge og -uoverensstemmelser mellem den
analytiske ramme og det empiriske felt i henhold til de fremstillede
kvalitative data
For at præcisere de fremstillede kvalitative data og om vi, der kan få øje på betydningssammenhænge og –uoverensstemmelser mellem den analytiske ramme og det empiriske felt, viser jeg her de respektive tabelopsummeringer fra *2.6 og *3.5. Tabelopsummeringen for de
fremstillede data kan ses oven for, hvorfor den ikke vil blive fremvist her igen:
Uddrag af tabel 2:
Selvbegivelse og bæredygtighedspraksisser
Såfremt ”bæredygtighed” ikke betragtes som en konkurrencefordel i sig selv, men kun som en dynamisk forretningsmodel, så
betegner bæredygtighedspraksisser, at det store fokus nu til
dags på tværfaglighed kun kan opnås med fokusset på bæredygtighed, fordi det afspejler noget kontinuerligt og en positiv
og negativ differens. Det er netop i en negativ differens, at bæredygtighedspraksisser adskiller sig fra en kontinuerlig rekonfigurerbar indstilling, fordi det afspejler det asymmetriske ledelsesforhold.
Som det blev set i *3.1.1 og *3.1.2, var det også bæredygtighedens etymologiske oprindelse og naturvidenskabelige brug,
der gjorde det muligt at betragte bæredygtighedspraksisser
som eksplicit fundament til ”tværfagligt samarbejde.”
Jf. *3.5 var de dominerende logikker i det empiriske felt:
Tabel 4:
Hvem
Politisk-institutionel logik
Strategisk-ledelsesmæssig
logik
Etisk-selvbegivelsesmæssig
logik
Hvad
2015-målene/togradersmålet = finansiel nøjsomhed som forsvar
mod uforudsigelighed
Hvorfor
Mindre ulighed
samt ressourceknaphed
Innovativ nøjsomhed som miljøneutralitet og salg af tillægsydelser
Kontinuerlig
vækst
Selvbegivelse = en miljøneutral eksistens
Den bæredygtige afgrænsning
Hvordan
Virksomheder og personer skal være knappe
med deres ressourcer
Samfund og personer
skal besidde kontinuerlig vækst
Spontane og solidariske
meningsfællesskaber
For det første kunne vi se, at den strategisk-ledelsesmæssige logik forstået ved de to professionelle fagligheder i *4.3.9 og *4.3.10 fremviste fortællingen om omformningen af grønne
løsninger og fortællingen om genanvendelsen af mennesker. Den første faglighed om miljøneutral forarbejdning havde en uoverensstemmelse med det fremstillede felt i henhold til den
ikke-valide betegnelse om earth overshoot day. Det betød, at der både var behov for smarte
løsninger på et strategisk-ledelsesmæssigt niveau, men også store politiske løsninger på det
politisk-institutionelle niveau, som *TT nævnte i *4.3.10. Den anden professionelle faglighed
67
havde en uoverensstemmelse med den fremstillede data i henhold til salget af tillægsydelser
og fortællingen om Sydeuropa. Denne fortælling manglede et generøst element om, hvad der
ville ske, hvis det ikke blev en succes. Dog blev det af *PP vist, at det også handlede om at
reetablere forståelser.
Som *PP pointerede, var den cirkulære økonomiske bæredygtighedsmodus i princippet
blot en forretningsmodeltankegang, han kunne indsætte overalt, hvormed det blot blev en
dynamisk visionær rekonfigurerbar indstilling. Dog siger det noget om bæredygtighedsmodusen, at *RR fokuserede på loyaliteten til samfundet (nr. 10 i tabel 6) som det vigtigste formål
i dennes arbejde. Så hvori ligger denne generøsitet, som projektopgaven hele tiden prøver at
præcisere? Jeg vil påstå, at det generøse element ligger deri, at det handler om handlekraften
som pointeret i *2.1.0.2. Denne kraft blev betegnet som fri for repræsentationer og er derfor
svær at vise. Vi kan dog tilnærmelsesvist ane den gennem en negation af *RR’s simple illustration af en fronetisk viden, der gjorde op med fortællingen om omformningen af grønne løsninger, da h*n kritiserede George W. Bush’ bæredygtige krigsmuseum i ørkenen. Ved at efterprøve denne antagelse kan det dog ses, at museet faktisk ligger i centrum af Dallas, Texas, lige
nord for Downtown i et område, der hedder University Park. Billeder på internettet viser et
megalomant udseende, der, som kommentatorer siger, minder om en Mussolinibygning, men
i forhold til ”ørkenen” kan vi se, at der rundt om museet er blevet plantet op til 90 prærieplanter plus anlagt et prærieagtigt landskab for at det skal minde om, hvor George W. Bush kommer fra. En af pointerne med Presidential Museums i USA er, at de skal være bæredygtige
turistattraktioner på linje med casen om Livø, nævnt i *3.3. Derfor har det været vigtigt at
placere museet tilnærmelsesvist i centrum af en af de største byer i USA. Samtidig viser et
bæredygtigt krigsmuseum dog også de to store elementer, mens George W. Bush var præsident fra 2001-2009. To store krige og øgede territoriale konflikter samtidig med en videnskabelig bevægelse om jordens økologiske opretholdelse, der i 2007 gav Al Gore og FN’s klimapanel Nobels Fredspris.
Hermed har jeg kort vist udvalgte sammenhænge mellem den analytiske ramme og de
dominerende logikker, samt hvordan *RRs fronetiske illustration var misvisende i forhold til
placeringen, men ikke i forhold til, at det trods alt er et bæredygtigt krigsmuseum.
68
Kapitel 5: Diskussion af undersøgelsesresultaterne og processen
Mine diskussionsspørgsmål drejer sig for det første om de positive og negative værdier af
energimæssig uafhængighed forstået som et ekskluderet element, de interviewede ikke inddrog. For det andet drejer det sig om, hvordan ledelsen søger at kontrollere organisatorisk
bæredygtighed gennem fortællingen om omformningen af grønne løsninger og fortællingen
om genanvendelsen af mennesker.
5.1: Hvad er de positive og negative værdier af energimæssig uafhængighed?
Som givet ud fra de to professionelle fagligheder i *3.3 skulle disse i henhold til de narrative
og fronetiske principper ikke kun forstås i henhold til opbygningen af et fortællerum, men
som deraf performative og heterogene. Følgelig var de ikke kun produktive fagligheder, men
også negative. Værdien af energimæssig uafhængighed som performativ er bæredygtighedsstationen som: ”et alarm- og ledelsesberedskab, som skal kunne mobilisere de professionelle
fagligheder om miljøneutral forarbejdning ved gennemsnitlig r og salg af tillægsydelser ved
højere a.” (jf. *4.2.5.) Med andre ord en øjeblikkelig ’udrykning’ til steder i verden, hvor klimaændringer tvang folk til at resiliensgøre eller acceptere disse. Dette kunne vi fx se med projektet på Livø, hvor de positive værdier som følge af et biogasanlæg og det at kunne skabe
energi ud af affaldet øjeblikkeligt ville være at spare importudgifter til transport af olie til øen,
samt spare et affaldslager. De negative værdier ville være, at der stadig skulle være et reservelager med potentiel energi, og desuden at kedlen, som skulle producere damp og energi
meget nemt, soder til. Værdikæden ved energimæssig uafhængighed er derfor at adskille
komponenter og afgøre, om det enten er organiske, teknologiske eller menneskelige komponenter, og kunne sortere og genbruge de nødvendige dele, således at langsigtet udledning af
kuldioxid decelereres. Ud fra disse betragtninger kan den cirkulære økonomiske bæredygtighedsmodus ikke applikeres på alt, som *PP ellers hævder, fordi værdikæden skal afvejes:
*PP1: (…) Mere at man kan bruge det på det hele. Det er måske et dårligt svar, men ikke
desto mindre. AO: Skalere op og ned? *PP1: Ja. Jeg kan tage tankegangen fra cirkulær økonomi, og så kan jeg arbejde med den ude på din chokoladeproduktionsvirksomhed fra i
69
går. Gå ned i produktionen og så kan jeg anvende den værktøjskasse, dvs. den tilgang til at
stille nogle spørgsmål og diskutere måden, de driver produktionen på.”157
For hvad er værdien af at indsætte bæredygtighedsmodusen et sted, der i forvejen er energimæssigt uafhængigt? De steder, hvor det virkelig gør gavn, er de, hvor både den kortsigtede
og langsigtede udledning af kuldioxid vil kunne decelereres. Fx hos indianerne i Alaska, der i
høj grad er stoppet med oliefyr.158 Denne værdikæde, som jeg her diskuterer hypotetisk, leder
over til det næste underkapitel om, hvorvidt den strategisk-ledelsesmæssige logik og de interviewedes fortælling om genanvendelse af mennesker er retfærdig. Fx er naturgas en måde
at opnå mindre kuldioxidudledning, men virkningerne af at opnå denne miljøneutralitet (den
første professionelle faglighed) er endnu ikke klargjorte i særlig stor grad. Ligeså er de langsigtede forureningsmæssige aspekter i forsvaret mod uforudsigelighed (den anden professionelle faglighed) ikke klargjorte.
5.2: Kan ledelsen kontrollere organisatorisk bæredygtighed og styre
energimæssig uafhængighed, og hvis interesser gavner det?
Vurderingen i projektopgaven af bæredygtighedsstationer har været, at de interviewede ikke
kun har installeret bæredygtige løsninger og dermed –stationer, men også påvirkes af andre
begivenheder, særligt forskerens rolle, hvori energimæssig uafhængighed og dolus eventualis
blev forsøgt inddraget. Styrken ved fortællingen om den miljøneutrale eksistens er både, at
den ikke har budgetmål, at den er fri for repræsentationer om at skulle gøre noget bestemt,
samt det at den kan samle forskellige mennesker med forskellige produktive fagligheder og
kompetencer i dog asymmetriske forhold. Svagheden er, at de forskellige mennesker skal acceptere, at selv deres private rum, forstået ud fra eventualitetsforsættet, ikke er konstante.
Såfremt man som leder og medarbejder vil sælge innovative bæredygtige løsninger til de politiske institutioner/det offentlige, må man acceptere, at man kan stilles til ansvar for de antagelser, man indlejrer i løsningerne. Dog hvad sker der i det øjeblik, fortællingen om den
miljøneutrale eksistens ikke længere er en succes? Når skillelinjen mellem de to professionelle fagligheder udviskes? Dette spørgsmål illustrerer det modsatte af det, politikere og ledere ønsker af hinanden. Nemlig frygten for ikke at praktisere forsvarlig økonomisk forvaltning på enten kort eller lang sigt. Dette i en tid hvor FN advarer os om, at vi skal overholde
157
Olsen: Bilag 11.2 – PP1 (2014), pp. 20-21.
158
LeBeau: ”Helping Alaska Native Communities Reduce Their Energy Costs”, energy.gov (2013).
70
togradersmålet gennem innovativ nøjsomhed. Følgelig kan medarbejdernes miljøneutrale eksistens som en etisk-selvbegivelsesmæssig logik ses som en, der optager begge fagligheder,
men på en måde der bibeholder den fronetiske handlekraft, jf. *2.2.2:
”The error of the usual schema of judgment is that, in objectifying my two options (…) as
if they were weights in a balance, it presumes that they remain the same in front of me,
and that the deliberating self likewise remains the same, simply assessing the two options
in terms of some sort of decision procedure.”159 “In reality there are not two tendencies,
or even two directions, but a self which lives and develops by means of its very hesitations,
until the free action drops from it like an over-ripe fruit.”160
Den fronetiske handlekraft handler altså om at benytte sig af begge fagligheder, men ikke som
valg- og forretningsmuligheder. De skal i stedet internalisere dem, og ’leve og udvikle sig ved
dem’:
”The organizational self that emerged was founded on a precarious balance of contradictory images (…) where resistance to a dominant ideology is expressed not through action,
but through the formulation of alternative perspectives on the ideology, hence modifying
it to suit one’s interest.”161
Kunda & van Maanens billede på en medarbejder, der vælger at benytte begge fagligheder
som givet ved ledelsens fortællinger, men modificerer dem ud fra en modstand mod ledelsens
fortællinger, kan ses ud fra phronesis som ”kontraproduktiv”, jf. *3.4. Medarbejderens selvbegivelse er her en modstand mod ledelsens fortællinger om fagligheder, hvilke ses som: ”(…) a
tendency toward specialization that blunts the power of the larger questions.”162 Afgørende
kan vi derfor se energimæssig uafhængighed som et alternativt perspektiv. Vi kan også se, at
bæredygtighedsbegrebets etymologi fordrer en slags overlevelse, der går imod de dominerende logikker om bæredygtighed som givet ved finansiel og innovativ nøjsomhed. Medarbejderens egen generøse miljøneutrale eksistens og selvbegivelse skal nemlig ses i forlængelse
159
Smith. “Deleuze and the Question of Desire: Toward an Immanent Theory of Ethics”, Parrhesia,
(2007), p. 72, <p> 2.
160
Smith. “Deleuze and the Question of Desire: Toward an Immanent Theory of Ethics”, Parrhesia,
(2007), p. 73. <p> 2.
161
Kunda & Van Maanen: “Changing Scripts at Work: Managers and Professionals”, The ANNALS of the
American Academy of Political and Social Science, (1999), p. 71, c. 2
162
May: Gilles Deleuze – An Introduction (2005), p. 3.
71
af *2.2.0, hvor vi bestemte non-aliuds eksistensmåde par excellence som: ”(…) en eksistensmåde, der ikke indebærer nogen distinktion mellem "indenfor" og "udenfor".” Det fortolker
jeg som en eksistensmåde, der ikke skelner mellem kort sigt med dets gennemsnitlige r og
lang sigt med det højere a. Denne måde at leve på bliver således udtryk for selvbegivelsen, for
den performative heteroenticitet. Denne ikke-adskillelse betyder, at medarbejderne indirekte
konstant overskrider ledelsens fortællinger. Dette så vi også i eksemplet i indledningen om
ægte/autentisk og kommerciel/taktisk bæredygtighed. Pointen var ikke at fokusere på noget
indenfor, ægte, og udenfor, kommercielt.
Det er altid allerede begge dele, idet det tilfælles har non-aliuds bevægelse, hvilken vi på
grund af negativiteten, *2.5, må forstå som forårsaget af bæredygtighedspraksisser. Vigtigt er
det her for medarbejderens modstand det at: “Enjoy this act of transgression (…) not just a
matter of looking inwards, but a question of testing and expanding the current borders of the
self.”163 Denne testning/eksperimentering kunne vi netop se som en gentagen opgave i *4.2.5,
som på tværs af de interviewedes bæredygtighedsstationer var den vigtigste opgave. Måske
det er derfor, det er så svært for ledelsen at kontrollere organisatorisk bæredygtighed igennem dets fortællinger. Tydeligst set ved efterprøvelsen af eksemplet om det bæredygtige
krigsmuseum i ørkenen, hvor det viste sig, at museet slet ikke befandt sig i ørkenen. Imidlertid
kunne en måde for fortællingen om miljøneutrale eksistenser i henhold til forsøget om at kontrollere organisatorisk bæredygtighed faktisk være at lade den accelerere, at lade den blive
uforudsigelig, og på samme måde som McGrath foreskriver sørge for at være den, der tilbyder
’easy access to resources’, jf. *2.4 Måske overholdes togradersmålet så ikke, men ledelsens
fortællinger bibeholder handlekraften i non-aliuds eksistensmåde. Følgelig kan bæredygtighedsstationer skabe værdi og magtfulde og kraftfulde fortællinger, hvis de ansatte formår at
skabe spontane og solidariske meningsfællesskaber.
163 Pedersen:
“’A career is nothing without a personal life’: On the social machine in the call for authentic
employees”, Ephemera, (2011), p. 75, <p> 3
72
Konklusion og perspektivering
Sammenfatning
For at sammenfatte, på hvilken måde den fremstillede data kan siges at udlede konklusioner
om forskningsspørgsmålene, vil jeg rekapitulere fremgangsmåden og de to indledende iagttagelser: 1. Forskningsspørgsmålene vedrørte, hvilke bæredygtighedspraksisser der forårsagede de interviewedes reproducering af bæredygtighedsstationer, samt på hvilken måde de
ændrede bæredygtighedsmodi, der indeholdt ledelsens fortællinger. 2. Den første indledende
iagttagelse var ’et miljø uden nogen form for hierarki.’164 Dette problematiserede jeg ved at
antage, at der stadig måtte forefindes et asymmetrisk ledelsesforhold mellem ledelsen og
medarbejderne, idet jeg antog asymmetrien for at være fundamentet for dialog imellem de
ansatte. 3. Den anden indledende iagttagelse var ”det tværfaglige miljø”165 som det vigtigste
med de interviewedes arbejde. Dette problematiserede jeg ved at antage, at bæredygtighedsbegrebet indeholder bl.a. etymologiske elementer, der gjorde disse tværfaglige samarbejder
mulige. Ud fra begge iagttagelser kunne vi således se, at miljøer/fællesskaber uden hierarkisk
ledelse og tværfaglige samarbejder var den måde, de var startet med at arbejde med bæredygtighed på, og at dette arbejde med bæredygtighed var formålet. Det, jeg gjorde, var at
vende det om, således at arbejdet med bæredygtighed blev et asymmetrisk ledelsesforhold,
som man måtte starte med. Følgelig blev miljøet uden hierarkisk ledelse og det tværfaglige
miljø formålene med arbejdet. Skematiseret så det således ud:
Oprindeligt:
Et miljø uden nogen
form for hierarki
Det tværfaglige miljø
Dette kunne uddybes som:
Et miljø uden nogen
form for hierarki som
Det tværfaglige miljø
som
eksplicit fundament for
dialog i
ledelsesforhold
eksplicit fundament for
dialog i
bæredygtighedspraksisser
Vi kan se, at den første iagttagelse drejer sig mere generelt om ledelse, og at den anden er
specifikt møntet på arbejdet med bæredygtighed. Jeg problematiserede dette således:
Et asymmetrisk ledelsesforhold som
eksplicit fundament for
164
Olsen: Bilag 9.2 – RR (2014), p. 26.
165
Olsen: Bilag 9.2 – RR (2014), p. 8 og p. 10.
73
dialog i
et miljø uden nogen
form for hierarki
Bæredygtighedspraksisser som
eksplicit fundament for
dialog i
det tværfaglige miljø
Dette kunne uddybes som:
Undersøger
Et asymmetrisk ledelsesforhold som
Bæredygtighedspraksisser som
transparenskriteriet
det heuristiske
kriterium
eksplicit fundament for
dialog i
eksplicit fundament for
dialog i
det undersøgte/håndværksmæssigt validt
et miljø uden nogen
form for hierarki
det tværfaglige miljø
Vi kan se, at ved at vende det om bliver undersøgeren betegnet som henholdsvis et asymmetrisk ledelsesforhold og bæredygtighedspraksisser. (Disse afspejler hinanden i et generelt og
partikulært forhold.) Ud fra de tre kvalitetskriterier i opgaven kan vi se, at transparenskriteriet ikke ville have passet ind som fundament for det tværfaglige miljø, fordi det tværfaglige
miljø ikke kan være undersøgeren. Det er tværtimod det undersøgte. Det er ikke muligt at
fremlægge de specifikke fremgangsmetoder for det, man skal undersøge. Efter at have identificeret, vurderet og fortolket disse to problematiseringer af de indledende iagttagelser, som
givet ved at fællesskabet faktisk havde et minimum af hierarkisk ledelse, og at det tværfaglige
miljø ikke opstod af sig selv, ønsker jeg at ende og konkludere opgaven ved at efterprøve antagelserne om det asymmetriske ledelsesforhold og bæredygtighedspraksisserne som det,
der undersøger. For at konkludere korrekt kan jeg ikke udsige, at bæredygtighedspraksisserne er mere fundamentale end det asymmetriske ledelsesforhold. Vi kan se, at asymmetrien
er mere generel, og den korrekte konklusion er derfor på dette sted, at arbejdet med bæredygtighed er partikulært til det asymmetriske ledelsesforhold. Selvom målet er at være uden
en hierarkisk ledelse, må det dog have et minimum af hierarki til at starte med. Validiteten af
mit overordnede forskningsspørgsmål enten står eller falder således med, hvorvidt organisatoriske praksisser kan siges at generere organiseringsstationer og ændre organisationsmodi
ud fra et asymmetrisk ledelsesforhold. Særligt ud fra det empiriske materiale med *PP og *RR
kan vi se, at fortællingen om omformningen af grønne løsninger og genanvendelsen af mennesker indebærer en forretningsmulighed om deres miljøneutrale eksistenser, men kun så
længe det er en succes. Ledelsen siger således, at de blot kan kigge på andre forretningsområder og tage deres ”værktøjskasse” med deres omformningsredskaber med derhen. Som vist
er omformningen dog ikke undersøgeren, men snarere det eksplicitte fundament for tværfaglige samarbejder og virksomhedernes ønsker om kontinuerlig vækst.
74
Den første præmis for dette resultat er, at såfremt der er kontinuerlig og lineær vækst, er
der ikke grund til politisk ledelse, idet systemet således vil køre af sig selv. Dette hænger sammen med bæredygtighed som en privatøkonomi, hvor vi i *4.3.11 så, at ’earth overshoot day’
var målet. Følgelig er der heller ikke brug for princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning,
som var baggrunden for den politisk-institutionelle logik i *3.2, og derfor er der heller ikke
brug for denne logik. Men det betyder, at der ikke er brug for det offentlige, og vi kan således
se, at der ikke ville være offentlige-private partnerskaber. Da vi i den fremstillede data kunne
se, at det offentlige er de primære kunder, jf. *4.2.7, må vi konkludere, at der ikke er kontinuerlig vækst. Den anden præmis er, at den ledelsesmæssige fortælling om miljøneutrale eksistenser heller ikke kræver megen politisk ledelse, såfremt fortolkningen i *5.2, om at det er
medarbejderne selv der udøver modstand mod ledelsens fortællinger, er valid. Vi kan se, at
FN’s togradersmål, som i *3.1.1 fordrede, at udledningen skal decelereres på grund af udviklingen siden 1990, derved indsætter et asymmetrisk forhold i værditilpasningen mellem ledere og medarbejdere, fordi den derved fordrede ressourceknaphed. Vi kan således yderligere konkludere, at heller ikke her kan ”det tværfaglige miljø” være det, der forudsætter dialog og ledelse.
Således har jeg nu vist en efterprøvelse af de indledende iagttagelser i specialet og vist, at
asymmetriske bæredygtighedspraksisser er det eksplicitte fundament for dialog i tværfaglige
miljøer (idet medarbejdernes miljøneutrale eksistens indebar deres internalisering og modstand mod ledelsens fortællinger). Derfor kan jeg ydermere slutte, at foreningen af den politisk-institutionelle logik og den strategisk-ledelsesmæssige logik medførte fortællinger
kunne ses som forsøg på kontrol af organisatorisk bæredygtighed, idet de begge søgte at reproducere bæredygtighedsstationer givet ved de organiske, mekaniske og menneskelige
komponenter. I den hypotetiske diskussion kunne vi se, at såfremt ledelsens fortællinger blev
udlagt fronetisk af medarbejderne, kunne de overskride dem og derved faktisk være med til
at at regenerere reproduktionen. Derfor kan vi som besvarelse af forskningsspørgsmålene
vise, at:
Genereringerne af bæredygtighedsstationerne bestod i at reproducere organiske, mekaniske og menneskelige materialer og komponenter ved at skille dem ad og sammensætte dem
på ny og retfærdig vis. Det primære mål med disse reproduktioner var at sælge bæredygtighedsløsninger til de politiske institutioner, der af de interviewede blev benævnt som det offentlige. Dette blev forstået ud fra den strategisk-ledelsesmæssige logik to professionelle fag-
75
ligheder. Det var fx Ringby/letbanesamarbejdet i Storkøbenhavn, hvor Sphynx søgte at udvikle nye løsninger til at transportere mennesker på bæredygtig vis, dvs. at transporten skulle
være miljøneutral, og at selve transportløsningerne skal være et middel til at bekæmpe uforudsigeligheden. Ændringerne af den cirkulære økonomiske bæredygtighedsmodus og ledelsens
fortællinger om omformningen af grønne løsninger og genanvendelsen af mennesker bestod
i at anerkende fortællingen om, at de organiske, mekaniske og menneskelige komponenter
skulle være resiliente og accepterende, når fx letbanen skulle bygges. Men også at vide, at
medarbejderne samtidig begiver modstand ved alternative perspektiver som energimæssig
uafhængighed. Hvad nu hvis letbanen ikke bliver anvendt i projekteret omfang? Dvs. for lidt
eller for meget. Her er en forretningsmulighed for Sphynx den at kunne hjælpe til med at rekonfigurere letbanen hurtigt, på zero-days, jf. *4.2.5 Men vil denne rekonfigurering ske på en
retfærdig måde, der stadig tager hensyn til miljømæssige og sociale hensyn?
Vi kunne i partnerskaberne se, at ledelsen, *PP, ikke direkte ønskede at give den accept til
medarbejderne om, at de kunne tage disse hensyn, vist ved ikke at medgive, at der fandtes
’Bonus Workshops’ som et koncept, hvor både ledere og medarbejdere byder ind til kundens
løsning i stedet for, at det bliver bestemt på et internt, privat og frit møde, inden ledelsen
mødes med kunden. Men indirekte kunne vi dog se en accept i og med, at *RR ikke var kontrolleret og styret i sådan en grad, at han blot gentog alt det, *PP sagde. Det retfærdiggjorde
samtidig mine interviews i og med, at hvis de havde sagt det samme, havde interviewene ikke
været til nogen nytte, fordi den anomali ville have været uholdbar. Dette viser igen den vigtige
indledende problematisering om det nyttige i antagelsen af et asymmetrisk ledelsesforhold.
Vi kunne i diskussionen også se, at det faktisk er en fordel, at skellet mellem de professionelle
fagligheder sløres, fordi medarbejderen derved kan skabe modstand mod ledelsens fortællinger ved netop at internalisere og ændre dem. Grænsen for denne modstand blev dog vist i
eksemplet, hvor *RR kritiserede George W. Bush og dennes bæredygtige krigsmuseum i ørkenen. Dette viste sig dog at være et bæredygtigt ”krigsmuseum” i Dallas, hvor der var plantet
ørkenplanter rundt om, idet museet mest af alt var tænkt som en turistattraktion.
Perspektivering til det asymmetriske ledelsesforhold
I starten af min sammenfatning viste jeg de to indledende iagttagelser, som jeg problematiserer til:
Subjekt/undersøger
’transparenskriteriet
76
’det heuristiske
kriterium
’objekt/håndværksmæssigt validt
Et asymmetrisk ledelsesforhold som
Bæredygtighedspraksisser som
’eksplicit fundament for
’dialog i
’et miljø uden nogen form
for hierarki
’eksplicit fundament for
’dialog i
’det tværfaglige miljø
I opgaven fokuserede jeg på det andet element om bæredygtighedspraksisser som eksplicit
fundament for dialog i det tværfaglige miljø. Fortløbende har der dog indgået specifikke overvejelser om det asymmetriske ledelsesforhold som eksplicit fundament for dialog i miljøer
uden hierarkisk ledelse. Derfor ønsker jeg at perspektivere til dette -forhold og vise tre anbefalinger for, hvordan en fremtidig undersøgelse om organisatoriske praksisser kunne finde
sted, der ville gå mere i dybden med dette mere overordnede emne.
1) Anerkend, at det starter med en asymmetri.
2) Dvs. ingen symmetri uden asymmetri.
3) Ingen frihed uden noget at være fri for.
I diskussionskapitlet blev den miljøneutrale eksistens opstillet ikke kun som fortælling, men
også som modstand. Dette var faktisk en måde for medarbejderne at overskride ledelsens
fortællinger og dermed bidrage med både visionær og generøs viden. Derfor er perspektivet
på dette sted: på hvilken måde det er muligt for fremtidige ledere at opstille ikke kun bæredygtighedsstationer, men snarere organiseringsstationer i det hele taget, og samtidig ændre
organisationens betydninger og værdier ved hjælp af fronetisk handlekraftig viden. Organiserings- og tværfaglighedsrum, der ikke kun er processuelle, men indeholder et minimum af
et asymmetrisk ledelsesforhold, hvormed man i fremtiden vil kunne skabe organisationsmodi
og fortællerum med mere symmetri mellem narrativ og fronetisk viden. Perspektivet drejer
sig således ikke om undersøgelsesresultaterne kan reproduceres, givet ved problematiseringen af den anden indledende iagttagelse. Det handler i stedet om i fremtiden at kunne indgå i
dialoger om tværfaglighed og faglighed og at kunne tage det på sig at efterprøve de kommunikative antagelser, der bliver fremsat i dialogerne. Dette kræver som bekendt både visionært
og generøst lederskab.
77
Litteraturliste
Primær litteratur
Kirkeby, O. F.: Begivenhedsledelse og handlekraft. København, Børsens Forlag, 2006.
Kirkeby, O. F.: Eventologien: Begivenhedsfilosofiens indhold og konsekvenser. København,
Samfundslitteratur, 2013.
Kirkeby, O. F.: Eventum Tantum – begivenhedens ethos. København, Forlaget Samfundslitteratur, 2005.
Kirkeby, O. F.: The New Protreptic - The Concept and the Art. København, CBS Press, 2009.
Kostera, M.: Organisational Ethnography: Methods and Inspirations. Lund, Sverige, Studentlitteratur, 2007.
Olsen, A. H. F.: Bilag 8 – InterView med *HH fra Korat (2014).
Olsen, A. H. F.: Bilag 9 – InterView med *DD fra Devon (2014).
Olsen, A. H. F.: Bilag 10 – InterView med *TT fra Tabby (2014).
Olsen, A. H. F.: Bilag 11 – InterView med *PP fra Sphynx (2014).
Olsen, A. H. F.: Bilag 12 – InterView med *RR fra Sphynx (2014).
Sekundær litteratur
Becker-Christensen, C. (ed.): Politikens Nudansk Ordbog med etymologi, 3. udgave (2005).
Braungart, M. & McDough, W: Cradle to Cradle. 2002.
Dahler-Larsen, P.: At fremstille kvalitative data. Odense, Syddansk Universitetsforlag, 2. udgave, 2008.
Friedman, M.: “The Social Responsibility of Business is to Increase its Profits.” New York
Times, (September), (1962).
Grober, U.: Die Entdeckung der Nachhaltigkeit: Kulturgeschichte eines Begriffs. München, Tyskland, Verlag Antje Kunstmann, 2010.
Grober, U.: Sustainability: A Cultural History. Devon, Storbritannien, Green Books, 2012.
Gylling, M.: Processuel strategi i organisationer – Monografi om dobbeltheden i tænkning af
strategi, dels som vidensfelt i organisationsteori, dels som kunstnerisk tilgang til at skabe i
erhvervsmæssig innovation. Frederiksberg, Ph.D.-afhandling ved Doctoral School of Organisation and Management Studies, Copenhagen Business School, 2014.
78
Johnsen, R.: The Great Health of Melancholy – A Study of the Pathologies of Performativity.
Frederiksberg, Ph.D.-afhandling ved Doctoral School of Organisation and Management
Studies, Copenhagen Business School, 2009.
Kunda, G. & Maanen, J. V.: “Changing Scripts at Work: Managers and Professionals”, The
ANNALS of the American Academy of Political and Social Science, 561 (1999): 64-80.
Kvale, S. & Brinkmann, S.: InterView: Introduktion til et håndværk. København, Hans Reitzels
Forlag, 2009.
May, T.: Gilles Deleuze – An Introduction. Cambridge, Cambridge University Press, 2005.
McGrath, R. G.: The End of Competitive Advantage: How to keep your strategy moving as fast
as your business. Boston, MA, USA, Harvard Business Review Press, 2013.
Olaison, L.: Entrepreneurship at the limits. Frederiksberg, Ph.D.-afhandling ved Doctoral
School of Organisation and Management Studies, Copenhagen Business School, 2014.
Olsen, A. H. F.: Bilag 2 – Procesbeskrivelse (2015).
Olsen, A. H. F.: Bilag 3 – Fremstilling af interviewguide (2015).
Olsen, A. H. F.: Bilag 6 – Planetary Boundaries (2014).
Olsen, A. H. F.: Bilag 7 – Notater til transskribering af interviews (2015).
Pedersen, M.: “’A career is nothing without a personal life’: On the social machine in the call
for authentic employees”, Ephemera, 11:1 (2011): 63-77.
Porter, M. E. & Kramer, M.: “Strategy & Society – The Link between Competitive Advantage
and Corporate Social Responsibility.” Harvard Business Review, 12 (2006): 78-92.
Rockström, J. et al.: “A safe operating space for humanity”, NATURE, 461 (2009): 472-475.
Rockström, J.: “Planetary Boundaries”, New Perspectives Quarterly, 27:1 (2010): 72-74
Sletterød, N. A.: Det Skapende Menneske – Anthropos Ergazesthai. Frederiksberg,
Doktorafhandling ved Copenhagen Business School, 2012.
Smith, D. W.: “Deleuze and the Question of Desire: Toward an Immanent Theory of Ethics”,
Parrhesia, 2 (2007): 66-78.
Links
Andersen, P.: ”FN: Cop15 har kurs mod opvarmning på tre grader”, berlingske.dk, 18. december 2009, set 14. oktober 2014, [http://www.b.dk/klima/fn-cop15-har-kurs-modopvarmning-paa-tre-grader].
Chan, J.: “Dying for an iPhone: The Labour Struggle of China’s New Working Class”, westminster.ac.uk, 1. Oktober 2014, set 25. September 2014 i e-mail,
79
[http://www.westminster.ac.uk/camri/research-seminars/dying-for-an-iphone-thelabour-struggle-of-chinas-new-working-class].
Den Store Danske: ”-grafi”, denstoredanske.dk, 30. januar 2009, set 14. august 2014,
[www.denstoredanske.dk/Samfund%2c_jura_og_politik/Sprog/Fremmedord/Sammens
%c3%a6tningsled/-grafi].
Finansministeriet: ”EU-budgettets gennemførelse”, fm.dk, 14. august 2012, set 14. oktober
2014, [http://www.fm.dk/arbejdsomraader/internationalt-samarbejde/eusbudget/eu_budgettets-gennemfoerelse/].
FN i Danmark: ”De enkelte mål”, 2015.dk, set 14. oktober 2014,
[http://www.2015.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=2&Itemid=3].
FN i Danmark: ”Den Nye Globale Udviklingsdagsorden”, un.dk, 2011, set 14. oktober 2014,
[http://un.dk/da/node/111].
FN i Danmark: ”Mål 7: Sikre udvikling af et bæredygtigt miljø – Status 2013”, 2015.dk, set 14.
oktober 2014,
[http://www.2015.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=15%3Amal-7sikre-udviklingen-af-et-baeredygtigt-miljo&catid=2%3A2-kolonner&Itemid=3].
FN i Norge: ”Hva er Togradersmålet”, fn.no, 28. marts 2014, set 14. oktober 2014,
[http://www.fn.no/Tema/Klima/Klimaforhandlinger/Hva-er-Togradersmaalet].
FN: “Report of the World Commission on Environment and Development: Our Common Future”, un-documents.net, 20. Marts 1987, set 14. maj 2014, [http://www.undocuments.net/wced-ocf.htm].
Hansen, B. & Reiter, G.Y.: ”Al forandring giver anledning til smerte”, cevea.dk, 28. november
2012, set 17. oktober 2014, [http://www.cevea.dk/artikel/al-forandring-giveranledning-smerte].
Harper, D.: ”Online Etymology Dictionary”, etymonline.com, 2014, set fra 2014, [ http://etymonline.com/ ].
Hoeven, M.: ”Webinar launch of the Solar Electricity Roadmaps 2014”, iea.org, 29. September 2014, set 14. December 2014,
[http://www.iea.org/newsroomandevents/speeches/140929_Solar_Roadmaps_Speech.
pdf].
Krogsbæk, K: ”Bidrag til en dansk diskussion om ”Organizing””, kritiskdebat.dk, 15. oktober
2010, set 14. oktober 2014, [http://www.kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=911].
80
LeBeau, T. A.: ”Helping Alaska Native Communities Reduce Their Energy Costs”, energy.gov,
3. maj 2013, set 16. december 2014, [http://energy.gov/articles/helping-alaska-nativecommunities-reduce-their-energy-costs].
Maréchal, C. et al (eds.): “Sub-theme 40: Living the Critical Life: Unreason, Nonreflection and
Irresponsibility”, egosnet.org, 16. oktober 2014, set 16. oktober 2014,
[http://www.egosnet.org/jart/prj3/egos/main.jart?rel=de&reservemode=active&content-id=1392376003637&subtheme_id=1368705987649].
Nygaard, S.: ”Jeg skal da også have en fair løn for mit arbejde”, information.dk, 17. oktober
2014, set 17. oktober 2014, [http://www.information.dk/512857].
Ritzau Nyhedsbureau: ”FN: Temperaturen vil stige op til fem grader i dette århundrede”, jyllandsposten.dk, 22. januar 2001, set 14. oktober 2014, [http://jyllandsposten.dk/international/ECE3308314/fn-temperaturen-vil-stige-op-til-fem-grader-idette-arhundrede].
Ritzau Nyhedsbureau: ”Uden topskat stiger vækst og velfærden”, folketidende.dk, 14. juli
2014, set 18. juli 2014, [http://folketidende.dk/artikel/di-uden-topskat-stigerv%C3%A6kst-og-velf%C3%A6rden].
Ritzaus Nyhedsbureau: ”FN: temperaturen kan stige fire grader inden år 2100”, berlingske.dk, 1. februar 2007, set 14. oktober 2014, [http://www.b.dk/verden/fntemperaturen-kan-stige-fire-grader-inden-aar-2100].
Rosing, M. & Eliasson, O.: ‘Isen, kunsten og menneskets gang på jorden’, politiken.dk, 26. oktober 2014, set 26. oktober 2014,
[http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2435598/isen-kunsten-og-menneskets-gangpaa-jord/].
Sando: ”Velkommen til mitt nettsted ’Non aliud”, sando.co, 2005, set 14. november 2014,
[http://www.sando.co/menyadm/startsidetekst1.html].
Sustainia 100: “Sustainia Award Winner 2013”, sustainia.me, 7. november 2013, set 30. oktober 2014, [http://www.sustainia.me/sustainia-action-forum/sustainia-award-2013/].
Sustania 100: “Sustainable Solutions”, sustainia.me, 2014, set 30. oktober 2014,
[http://www.sustainia.me/solutions/].
University of Copenhagen: “Opening Session”, IARU Congress 2014, 22. oktober 2014, set 22.
oktober 2014, [http://sustainability.ku.dk/iarucongress2014/sessionwebcasts/#Opening].
81
Vindmølleindustrien: “Vigtigt med ambitiøst EU-mål for vedvarende energi”, windpower.org,
23. oktober 2014, set 14. december 2014,
[http://www.windpower.org/da/aktuelt/debat/vigtigt_med_ambitioest_eumaal_for_vedvarende_energi.html].
Vindmølleindustrien: ”Stabilitet mindsker omkostningerne ved den danske energipolitik”,
windpower.org, 2. maj 2014, set 14. december 2014,
[http://www.windpower.org/da/aktuelt/debat/stabilitet_mindsker_omkostninger_ved_
den_danske_energipolitik.html].
Bilag
82
Bilag
Bilag 1: Xxx
Bilag 2: Procesbeskrivelse
Ud fra Kostera (2007) begrunder jeg også for fremstillingen af interviews, samt for fremstillingen af feltnoter. Kort beskrevet havde jeg i starten af undersøgelsen et ønske om at deltagerobservation ud over interviews. Desværre blev den slags længerevarende samarbejde
med diverse aktører ikke en mulighed. Tilgangen blev derfor semistrukturerede interview,
fremstilling af interviewguides samt udarbejdelsen af feltnoter før, under og efter interviewet.
Interviewene og interviewguidesene denoterer det nedskrevne mens feltnoterne betegner
den organisatoriske, sociale og emotionelle kontekst. Særligt Kvale & Brinkmann (2009) giver
betoning til udarbejdelsen af en interviewguide og for, at den udformes løbende. Af den årsag
er det signifikant og transparent at jeg som led i denne proces foretog mit første interview d.
21. august 2014 og det sidste d. 7. oktober 2014. Deadlinen for metodologikapitlet var d. 27.
august, og det første interview gav mig derfor mulighed for at udarbejde interviewguiden inden metodologikapitlet blev gennemset af vejleren.
Væsentligt blev kapitlet også gennemarbejdet igen efter transskriberingen af det sidste
interview var færdiggjort d. 13. oktober som led i processen mod fremstillingen af analysen.
I forhold til produceringen af interviewguiden inden det første interview kom aftalen om det
i stand d. 18. august. Idet jeg færdiggjorde læsninger af Kvale & Brinkmann (2009) den 16.
august, frembragte jeg d. 18. og 19. august interviewguiden.1 Kolonne et viser faserne i interviewet, mens kolonne tre indeholdt de udarbejdede interviewspørgsmål, som blev semistyret
af kolonne to der indeholdt forskningsspørgsmålene fra problemformuleringen. Jf. Kvale &
Brinkmann2 udviklede jeg interviewspørgsmålene i et dynamisk og dagligdagsagtigt sprog.
Forskningsspørgsmålene, som jeg havde udviklet ved min indlevering af min specialekontrakt d. 14. juni 2014, forblev tematiske og teoretiske spørgsmål. Det hjalp mig i udarbejdelsen af metodologikapitlet at jeg foretog det første interview uden alt for meget mening og
1 Kvale & Brinkmann: InterView:
Introduktion til et håndværk (2009), p. 153, ”tabel 7.1”.
2 Kvale & Brinkmann: InterView: Introduktion til et håndværk
6.1-1
(2009), p. 153.
viden om den etnografiske tilgang.3 Tilsvarende har mine interviews været karakteriset af en
semiåben tilgang, hvor jeg ikke har ønsket at vide for meget om de interviewede på forhånd
og derfor kun skimmede internetartikler af og om de interviewede inden. Efter interviewet
har jeg dog klart brugt et stort arbejde på at sætte mig ind i de problematikker de organiserer
deres arbejdsliv omkring.
Med en enkelt ærgerlig undtagelse,4 fik de interviewede tilsendt interviewguiden et par
dage inden samtalen. Til samtalen briefede jeg den interviewede om muligheden for en skriftlig aftale, som ingen dog valgte, og at interviewet ville blive semistruktureret forstået på den
måde at jeg ville anonymisere personen/organisationen i udskriften af interviewet, men at
jeg anerkendte at det ikke ville blive en fuld anonymitet da jeg anser det for et relativt kompliceret, men ikke umuligt arbejde for en udenforstående opfindsom person, at finde ud af
hvem de pågældende personer/organisationer er. Formålet var i den anledning at sørge for
at udenforstående ikke ville have umiddelbar adgang til de interviewede. Disse blev således
ikke fuldstændig slørede da opgaven også skulle have sammenhæng og ikke ende med en dårlig eklektisk tilgang og fuldstændig fiktive brancher, og da ingen af de interviewede ønskede
en skriftlig aftale. Derpå startede jeg lydoptageren, og undersøgte de tre forskningsspørgsmål
ud fra interviewspørgsmålene. Jeg spurgte således ikke et specifik forskningsspørgsmål. Generelt viste det sig at diskussionsspørgsmålene kom ind undervejs i interviewene og således
ikke kun til sidst.
Jeg havde generelt ved de første interviews problemer med at jeg i starten fik spurgt et for
generelt spørgsmål om hvad den pågældende arbejdede med, hvorfor jeg først ti minutter
inden i interviewet fik mulighed for at semistyre det. Semistyringen blev foretaget ved at
starte med en indledende behandling af de fire diskurser jeg havde udvalgt om bæredygtighed. Efter lydoptageren blev stoppet, blev interviewet afsluttet med en debriefing, som gik ud
på at gentage aspektet med anonymisering og spørge om der var andet de interviewede ville
sige uden for optagelserne. Enkelte af disse refleksioner kom med i mine feltnoter. Lydoptagelserne blev foretaget i computerprogrammet ’Audacity’, som gav mulighed for fjernelse af
3 Kostera:
Organisational Ethnography: Methods and Inspirations (2007), pp. 186-187: ”On heading to-
wards my field for the very first time with the very broadly formulated research problem about career and
gender, I had not read methodological books on ethnography. There were two reasons for this: I’d only
recently been accepted onto the PhD program and one of the major learning expectations was to approach
the field without too much pre-understanding. Nevertheless, as I had read studies about organizational cultures, I knew what the final result should look like. This is what my work in the field looked like:”
4
Ved interview med *TT hos Tabby.
6.1-2
baggrundsstøj, og lyden blev optaget med et Logitech 520 webcam. Jeg fik således fordel af at
kunne tjekke med det samme om lydoptagelsen var hørbar. Derudover fungerede webcam’et
og dens lange ledning nærmest som en selvstændig lydoptager, idet den kunne ligge imellem
os, lidt til siden. Computeren optog derfor ikke opmærksomheden, idet skærmen var lagt ned
under interviewet. Det var ydermere en fordel af selve harddisken hvor optagelsen skulle
gemmes på ikke lå direkte imellem os, men kun mikrofonen, hvorved vi kunne snakke velvidende at lagringsmediet ikke var lige for øjnene af os. Transskriberingen af interviewene blev
foretaget ved hjælp af programmet ’Express Scribe’.
Jeg vil nedenfor kort gennemgå historien om hvordan interview #1 fandt sted fra min
synsvinkel: Ved den indledende kontakt pr. e-mail eller telefon havde jeg berammet interviewet til én time. Ved ankomst kl. 13.30 d. 2, august 2014 fik jeg dog at vide, at interviewet
maksimalt ville kunne blive en halv time. I briefingen inden interviewet lagde jeg vægt på at
fortælle om de tre retningslinjer for interviewet:
1. At vi sammen kunne behandle bæredygtighedsdefinitioner,
2. At jeg kunne høre den interviewedes baggrund og arbejdshistorier, og
3. Høre hvad personen derefter havde at sige.
Så efter en kort introduktion af emnet i briefingen var det mit overordnede knudepunkt at
følge mine tre forskningsspørgsmål som tematisk vejledende. Derudfra indsatte jeg mine dynamiske spørgsmål. Det gjorde jeg ved at lytte meget og følge op på spørgsmålene.5 I mine
spørgsmål insisterede jeg på at han skulle fortælle historier om hans arbejde med bæredygtighed. Det gjorde jeg både ud fra princippet om organizing og ud fra principperne om fronesis
og translokutionaritet. Det lykkedes i det tredje forsøg at få den interviewede til at fortælle
konkrete historier om hvad denne foretog sig, og udgjorde sammen med personens egen refleksion til sidst i interviewet om en fremtidig videreudvikling af bæredygtighed de mest interessante elementer.
5 Kvale & Brinkmann: InterView: Introduktion til et håndværk (2009), p. 155, ”tekstboks 7.1” og Kostera:
Organisational Ethnography: Methods and Inspirations (2007), p. 157, ”semi-structured interview”.
6.1-3
Bilag 3: Fremstilling af interviewguide
Forskningsspørgsmål
Interviewspørgsmål
Tematiske
Dynamiske
Briefing
- Specialets emneafgrænsning:
- I specialet vil jeg søge at forstå organisatorisk praksis ud belysning af bæredygtighedsbegrebet og gennem et
kvalitativt studie af ”din organisations” program om bæredygtige løsninger. Bæredygtighedsudfordringen består i at organisationers ledelser skal
tænke langsigtet i deres valg af ressourcer for at forarbejdningerne af
disse kan ske miljøneutralt i bestræbelsen på at opnå resultater, især
energimæssig uafhængighed. Det er
medarbejdernes rolle at organisere
forarbejdningerne, og konceptuelt betegner jeg dette ud fra selvbegivelse
og bæredygtighedspraksisser. Praksisforståelsen indebærer at forarbejdningerne organiseres af begivenheders omkringvandrende og dynamiske karakter forhold.
- Forskningsprojektets formål og procedurer.
Overordnet
- Tænd lydoptager.
- Hvordan kan bæredygtighedspraksisser siges at generere organiseringsstationer og
ændre organisationsmodi?
- Forklar og diskuter definitionerne ud fra U Grober (2012)6.
o Udvikling som møder nutidens behov uden at kompromittere fremtidige generationers evne til at møde deres egne behov.
o Bæredygtighedstrekanten, hvor det økologiske miljø, økonomien og social retfærdighed er interrelationelle.
o Bæredygtigt udbytte og Jordens mulighed for at genskabe sig selv. Fæld ikke flere
træer end skoven kan gro tilbage.
o Det at passe og opretholde jorden.
- Hvordan definerer du bæredygtighed? Hvad er forskellen til energieffektivitet? Hvad
består ”din organisations” program om bæredygtige løsninger i?
6
- Forklar interviewpersonen om jeg anser
ham som enten samfundsmæssig ekspert,
leder, eller medarbejder.
- Interviewets emne og formål = emneafgrænsning
Grober: Sustainability: A Cultural History (2012), p. 20.
6.1-4
- På hvilke måder kan antagelsen af en
organisationsmodus der forener det
samfundsmæssige ønske om, at virksomheder udøver ressourceknaphed,
med virksomhedernes ønske om, at
samfundet besidder kontinuerlig
vækst, siges at have genereret de interviewedes bæredygtighedspraksisser ud fra deres installation af bæredygtige løsninger, og kan det betegnes
som organisatorisk bæredygtighed?
- Hvad synes du om vækst? Skal samfundet
blive ved med at udvide sig? Hvad hvis vi
kun ser på din levetid, de næste 50-70 år.
- Hvad synes du om bæredygtighedsarbejdet i ”din organisation”? Skal samfundet
standse vækstudviklingen? Eller kan bæredygtighed i sig selv skabe grønne jobs?
- Synes du at bæredygtighedsarbejdet her i
”din organisation” er vigtigt i sig selv?
- Synes du det er spændende?
- Hvad er dit vigtigste formål med at arbejde
i ”din organisation”?
2,
- På hvilke måder kan organisatorisk
bæredygtighed siges at generere hverdagens organisering for selvbegivende
medarbejdere, og hvilke opgaver møder de derudfra?
- Hvad er dit vigtigste formål med at arbejde
i ”din organisation”?
- Har du oplevet en konflikt mellem det vigtige og det spændende i arbejdet? Formår
dit arbejde på tilstrækkelig vis at skabe en
modus mellem det vigtige og det spændende?
- Kan du fortælle om en opgave du har mødt
der har genereret konflikt og/eller sammenhæng.
- Er det vigtigste formål symmetrisk med
modusen?
o Hvad opnår du i arbejdet med symmetrien?
3.
- Er det vigtigste formål symmetrisk med
modusen?
- På hvilke måder kan bæredygtighedso Hvad opnår du i arbejdet med symmepraksisser siges at indebære at medartrien?
bejderne bliver ved med at blive repro- Hvad forstår du ved frihed?
duceret ind i nye organisationsmodi,
- Hvad forstår du ved lighed?
og på hvilke måder kan det siges, at de
- Hvad forstår du ved retfærdighed?
selv påvirker tilpasningen hvad angår
- Hvordan tilpasser du dig? Hvordan forpligværdier mellem dem og deres ledere,
ter du dig på projekter, og hvordan opretsamt i hvor høj grad er denne evne til
holder du dig selv, så du ikke bliver overbeat tilpasse sig ønsket af begge parter i
lastet?
en tid med ressourceknaphed og kon- Hvad er vigtigst? Projekter eller dig? Hvortinuerlig vækst?
dan opretholdes bæredygtighedspraksisser?
1.
Diskussion
- Kan værdien styres af ledelsen, og kontrolleres gennem organisering, og hvis
interesser gavner den?
- På hvilken måde fremkommer grænsen for ændringer af værditilpasningen, og hvad er de positive og negative
effekter af værdien af energimæssig
uafhængighed?
6.1-5
- Hvor forekommer grænsen for energimæssig uafhængighed?
- Kan du genkende nogle fordele/ulemper
om energimæssig uafhængighed ud fra det
du har fortalt mig?
- Skal et hus være selvforsynende eller indgå
i miljøet omkring det?
Debriefing
- Stop for lydoptager.
- Forskningsprojektets formål og procedurer.
- Grounding.
6.1-6
- Tak for at du medvirkede. Disse spørgsmål
har været rettet imod at se hvilke begivenheder der påvirker værditilpasningen mellem ledelsen og medarbejderne, og hvis interesser energimæssig uafhængighed gavner.
- Har du mere at sige?
- Interviewets emne og formål
- Din oplevelse af interviewet? Skal med i
feltnoter, ej i den optagne lyd. Den interviewede kan knytte flere kommentarer til
interviewemnet i relation til sin livshistorie.
- Interviewet kan også afrundes med at intervieweren nævner nogle hovedpunkter h*n
har fået ud af det.
Bilag 4: Xxx
Bilag 5: Xxx
Bilag 6: Planetary Boundaries7
Bilag 6.1: Den holocene tidsalder
7
University of Copenhagen: “Opening Session”, IARU Congress 2014 (2014)
6.1-7
Bilag 6.2: Global Freshwater Use Grænseområdet
De røde områder er der hvor der er fare for mangel på ferskvand.
Bilag 6.3: 2015-målene:
Mål 1
Halvere ekstrem fattigdom og sult
Mål 2
Opnå grundskoleuddannelse til alle
Mål 3
Øge ligestillingen mellem
mænd og kvinder og
styrke kvinders rettigheder
1.1
Halvere andelen af verdens befolkning som lever for
under syv kroner (1.25 dollars) om dagen inden 2015.
1.2
Opnå fuld og produktiv beskæftigelse og anstændigt
arbejde til alle, inklusiv kvinder og unge mennesker
1.3
Halvere andelen af verdens befolkning som lever i
hungersnød inden år 2015.
2.1
Inden år 2015 skal alle børn, drenge som piger, have
mulighed for at fuldføre en grundskoleuddannelse.
3.1
Opnå fuldkommen ligestilling på grundskoleuddannelsen inden 2005 og på alle uddannelsesniveauer inden 2015.
3.2
Fremme kvinders ligestilling i erhvervslivet og i nationale forsamlinger.
Mål 4
Mindske børnedødeligheden med to tredjedele
4.1
Mindske dødeligheden blandt børn under fem år med
to tredjedele inden 2015.
Mål 5
Mindske mødredødeligheden med tre fjerdedele
5.1
Mindske dødeligheden blandt mødre med tre fjerdedele inden 2015.
6.3-8
Mål 6
Mål 7
Bekæmpe HIV/AIDS, malaria og andre sygdomme
Sikre udviklingen af et
bæredygtigt miljø
6.1
Bremse og reducere udbredelsen af HIV/AIDS inden
2015.
6.2
Bremse og reducere udbredelsen af malaria og andre
svære sygdomme inden 2015.
7.1
Integrere principper om bæredygtig udvikling i landepolitikker og programmer inden 2015, så vi kan vende
den nuværende udvikling, som viser et tab af naturressourcer.
7.2
Bremse tab af biodiversitet og opnå, inden 2010, en
markant reduktion.
7.3
7.4
Mål 8
Øge samarbejdet om bistand, handel og gældseftergivelse
Halvere inden 2015 andelen af mennesker der lever
uden adgang til rent drikkevand og ordentlige sanitære forhold.
Opnå markant fremgang i levevilkårene for mindst
100 millioner mennesker, der lever i slumområder inden 2020.
8.1
Imødekomme særlige behov i udviklingslande, lukkede lande samt småstatsøer under udvikling.
8.2
Videreudvikle et åbent, regelbundet, forudsigeligt og
ikke-diskriminerende handels- og finanssystem
8.3
Yde gældslettelse til udviklingslandene én gang for
alle.
8.4
Fremskaffe billig adgang til essentiel medicin i udviklingslande i samarbejde med medicinalfirmaer.
8.5
Øge adgangen til de fordele som nye teknologier, især
information og kommunikation, tilvejebringer i samarbejde med den private sektor.
Bilag 6.4: Status over 2015-målene
Herunder kan ses den seneste status fra 2013 over hvordan det er gået med mål 7 fra 2015målene:8
8
FN i Danmark: ”Mål 7: Sikre udvikling af et bæredygtigt miljø – Status 2013”, 2015.dk (2014)
6.4-9
7.1
Næsten 75% af verdens skove hører under nationale programmer for skovbrug, men mange
steder skyldes skovrydningen faktorer, som ikke er beskyttet af de nationale programmer. En
af de største drivkræfter bag skovrydning er omlægning af skove til landbrugsjord for at brødføde verdens voksende befolkning.
Skovrydning udgør en stor trussel mod miljømæssig bæredygtighed og kan true fremskridt inden for reduktion af fattigdom og sult. Mere integrerede strategier mellem landbrug og skovbrug er nødvendige hvis tabet af naturressourcer skal bremses – herunder verdens skove.
CO2-udledningen er steget med 46% siden 1990. Og udledningen har accelereret over de sidste
to årtier. Mellem 1990 og 2000 var der en stigning på 10%, hvorimod der mellem 2000 og
2010 var en stigning på 33%.
Hvis der skal dæmmes op for stigningen i udledningen af drivhusgasser kræves en modig, koordineret indsats både på nationalt og internationalt plan.
7.2
Siden 1990 er der blevet gjort store fremskridt i forhold til at øge mængden af fredede naturområder. Disse områder er dedikerede til at beskytte og bevare biodiversiteten. Fra 1990 til
2012 voksede andelen af fredede landområder fra 8,9% til 14,6% af verdens samlede land
areal. I den samme periode er beskyttede marine områder vokset fra 4,6% til 9,7%.
7.3
Mere end 2,1 mia. mennesker har fået adgang til forbedrede drikkevandsressourcer siden 1990
og dette delmål er derfor nået fem år før deadline.
7.4
Mellem 2000 og 2010 fik mere end 200 mio. beboere i slumkvarterer adgang til forbedrede
vandressourcer, bedre sanitære forhold og bedre boligforhold. Det betyder at målet om forbedrede leveforhold for 100 mio. beboere i slumkvarterer ikke bare er nået men yderligere
100 mio. mennesker har fået bedre leveforhold.
Bilag 7: Notater til transskribering af interviews
Bilag 7.1: Anvendelse af synonymer
–
’xxx’: fremmedord som jeg har valgt ikke at oversætte.
–
”Xxx…”: Tekst i starten af tekstafsnit viser en taleovervejelse.
–
Altså: den slags, derfor, ergo, følgelig.
–
Bare: alene, blot, i bund og grund, kun.
–
Bruger: anvender, bruger.
–
Da: al den stund, på den tid, ud fra den betragtning.
–
Den her: denne.
–
Det her: denne opgave på dette sted. (Se sammenhæng med synonym for ’her’).
–
Denne: den her.
–
Egentlig, i virkeligheden: egentligt talt, oprigtigt talt, reelt set.
–
Egentligt talt: egentligvis.
–
Faktisk: alt taget i betragtning.
7.1-10
–
For eksempel: eksempelvis.
–
Gentagelser: fx enten ”’et eller andet’” eller ”rigtig ’rigtig’”.
–
Her: på dette sted, i dette felt, inden for dette felt, dimension, der, i dette rum, (i denne
fold),
–
Hvordan: på hvilken måde.
–
Jo: alt taget i betragtning, desto, som bekendt, under alle omstændigheder,
–
Lave: afholdt, anvende, bruge, bygge, forarbejde, skabe, udarbejde, udføre, udvikle,
–
Ligesom: i samme omfang, ligeledes, på samme måde (på samme = lige).
–
Ligeså meget: i lige så høj grad.
–
Man: du, jeg, man, os, vi.
–
Men: alligevel, desuagtet, dog, ikke desto mindre, hvor … end, i øvrigt, imidlertid, på
den anden side, på trods af det, tværtimod.
–
Der er bananer, men i særdeleshed tomater.
–
Der er ikke kun bananer, men også og i særlig grad tomater.
–
Måske: eventuelt, i påkommende tilfælde, muligvis.
–
Måde: - set, - talt, -vis, måde, sagt.
–
Nok: antagelsesvist, forholdsvist, nok så, ret så, rimeligvis, sufficient, tilstrækkeligt.
–
På en måde: på den anden side, på en side, på sin vis.
–
Ret: rigtigt.
–
Sammen: i fællesskab.
–
Simpelthen: ganske enkelt, ganske simpelt, helt enkelt, simpelt hen, slet og ret.
–
Så: af den grund, af den grund nødvendigt, af den årsag, derefter, derfor, derudover,
fordi, følgelig, i den anledning, i et vist omfang, på den måde, på den konto, som følge
deraf, som følge heraf, således, thi.
–
Sådan, sådan noget: den slags, på den måde.
–
Vel: antagelsesvis, sandsynligvis.
Bilag 7.2: Forkortelser
Bilag 7.2.1:
Interviewede:
*DD – Devon.
*HH – Korat.
7.2-11
*PP1 – Sphynx.
*PP2 – Sphynx.
*RR – Sphynx.
*TT – Tabby.
Bilag 7.2.2:
Derudover indgår:
Chartreux.
*EE.
*II.
*OO.
*UU.
*ÆÆ.
*ØØ.
*ÅÅ.
Bilag 7.3: Opsummering af interviews ud fra nøgleord
Bilag 7.3.1:
Oversigt af de interviewede:
*PP1 – Sphynx
*PP2 – Sphynx (grunden til at der både er *PP1 og *PP2 er at jeg afholdte to interview)
*RR – Sphynx
*DD – Devon
*HH – Korat
*TT – Tabby
Bilag 7.3.2:
*HH – Korat:
– Ting jeg tænkte inden jeg udarbejde denne opsummering: Arkitektskolen. Van Gansewinkel. Kingfisher.
– ÷ præservering 2.
– Resiliens som et ingeniørbegreb 2.
– Strategier for oversvømmelse med bygningsskala 3.
– Resiliens feedback og acceptance 3-4.
– Vandsiveveje 3.
7.3-12
– Indvandring 4.
– Regnvandstunnel 4.
– Chartreux’ ’greenwashing’ 6.
– Cirkulær kredsløbstankegang 8.
– ReDane – landbrug og skov 9.
– Debattør 9.
– Fattige kinesere 10-11.
– Importeringsproblem 11-12.
– Coop 12.
– Resiliens som kvalitet 12.
– Holistisk arkitekt 13.
– Konsekvenser til helheden 13.
– Kedelige og ubeboede boliger 14.
– Kingfishers plasticstole 14-15.
– Store markeder ÷ tillid 15.
– Designudfordring 15.
– Organiske vs menneskeskabte materialer 16-18 (særligt 18).
– Phillips og plastic til støvsugere fra Van Gansewinkel 18.
– Komponentkredsløb 18-19.
– Renoveringsmarkedet inden for byggeri 20.
– Kedelige og ubeboede boliger 20-21.
– Masterplanner 21.
– Organisering og Ikea 21-22.
– Udviklingskasse 22.
– Kingfisher 22.
– Arkitekthelhedsuddannelse og det bedste håndtag 23.
– Fjernvarme 24.
– Netværkstankegangen 25.
– ÷ snakker til hinanden 25.
Bilag 7.3.3:
*DD – Devon:
– Ting jeg tænkte inden jeg udarbejde denne opsummering: Vestforbrænding. Gribskov. Hjerneimplantat.
– Skabe værktøjer der kunne forbedre verden i et bæredygtighedsområde i DK hvor der ikke
skete så meget 2.
– At ændre verden 2.
7.3-13
– Ulrich Grober og Brundtland 3.
– Starte med at være god 4.
– Vækste i hele trekanten 5.
– Ændre verden 6.
– Balance med bestyrelsen 6.
– Det offentlige 6.
– Brugerundersøgelser og –indsigter omkring behov 7.
– Affaldssektoren 7.
– Hvordan folk gør i dag kunne gøre og opfølgning 7.
– Det man får lov til 7.
– Brugerundersøgelser 8.
– Udvikling af prototyper 8.
– Pilotprojekter (husk at der er dem der mener at pilotprojekter ikke holder) 8.
– Som vi bør gøre i det 21. århundrede 9.
– Borgere (kunder?) glade for retningslinjer 9.
– Private-offentlige virksomheder 9.
– Wake-up call 10.
– Kommunen og udbudsregler 10.
– Maskine der ændrede folk til at kære sig meget mere om verden 11.
– Alle opgaver med en form for dannelse 11.
– Den teknologiske udvikling 11.
– Teknologisk implantat i hjernen (god/dårlig udvikling) 11.
– Ønsket om at få folk til at tænke langsigtet vs få man/machina til at blende (ellers ingen
grænser) 11.
Bilag 7.3.4:
*TT – Tabby:
– Ting jeg tænkte inden jeg udarbejde denne opsummering: Felis. -Tabby-. Scharmer og Earth
Overshoot Day. Samsø. Give folk et andet valg (scenarier). Integral futures. Center for Bæredygtighed og Resiliens. Evolutionen. KPMG. Farlige eksperimenter. Privat-offentligt rum.
Siloer.
– Center for Bæredygtighed og Resiliens. Vi ved rigtig meget teknologisk og naturvidenskabeligt men vi mangler kulturelt socialt og bevidsthedsmæssigt for at gennemføre det 1.
– Fremtidsforskning 3.
– Fremtidige generationers muligheder 3.
– Alle vores systemer 3.
– Specialistdelene og siloerne (adskillelse) 3-4.
– ÷ kigger på det der ligger mellem alle tingene 4.
7.3-14
– Mere forbrug – mere produktion (mere vækst) 4.
– Earth Overshoot Day 4.
– Privat husholdning vs JJ Steen kommentar 5.
– Adskilte bevidsthedssystemer – lever i hver vores små siloer 5.
– Alt hvad man gør tæller 5.
– Coop 5-6.
– Store virksomheder med impact 6.
– Systemer til at samle ressourcer ind + helt nyt slags samfund 6.
– Andre systemer 6.
– Strukturer og mennesker 6.
– Det er op til virksomheder og op til os som mennesker hver især 6.
– Give folk et valg 6.
– Ikke kun én fremtid 7.
– Sindssygt mange ting vi ikke ved om verden 7.
– Nedbryde siloer og mødes på tværs 7.
– Integral futures 7.
– Brancheorganisation/fællesskab 8.
– Samsøs golfbane 9.
– Evolution 10.
– Trial and error 10.
– Tabby som projektorganisation 11.
– ÷ dagligt bofællesskab 11.
– + fagligt og tværfagligt fællesskab 11.
– Konkrete projekter men ej fortalt 12.
– Samsø og Jylland 12-13.
– Ændre bevidstheden 14.
– Vindmøller og smede på Samsø 14.
– Evolutionen 15.
– Klassisk fremtidsforskning 16.
– Felis’ jubilæum 16.
– Opfølgning og evaluering + institut for fremtidsforskning på KPMG taxlab 17.
– Visionsrum (pilotprojektrum) 17.
– Menneske i fremtiden 17.
– Bevidsthed som farligt eksperiment 17-18.
– Siloer 19.
– Tabby som fællesskab 20.
– Eksperimentere på den måde på dette sted 21.
7.3-15
– Medarbejderbæredygtighed 21-22.
– Meditation 22.
– Modstand 22.
Bilag 7.3.5:
*PP1 – Sphynx:
– Ting jeg tænkte inden jeg udarbejde denne opsummering: Shenzhen. Ringtre.dk. Bofællesskabet (tværfagligt organisatorisk innovationsprojekt). Desso. ’Bonus workshops’. Urban
Mountain. Cradle2cradle. Indvandring. TV. Biler. Boremaskiner.
– Bro i beton i Saudi Arabien 1.
– Temporær struktur uden budgetmål 1.
– Bofællesskab 1.
– Hverdags- og arbejdsfællesskab 1.
– Fire divisioner 1.
– Folk fra Odense Letbane i en midlertidig ’midlertidig’ placering 1.
– ÷ materialevalg og mængdereduktioner 2.
– ÷ defineret bæredygtighedsopgave 2.
– Teamet har opgaver af strategisk. Teknisk. Politisk al art 2.
– De hjælper chokoladeindustrien 2-3.
– ’Service Provider’ 3.
– *PP som kerneproduktionen i Sphynx ala chokoladeproduktionen i Mondeléz. Ala T Lau og
det man får lov til – balance 3.
– ”rum omkring bæredygtighed” 4.
– Den cirkulære økonomi 4.
– De facto forringet fremtidige muligheder – ala ’planetary boundaries’ han lister op 4.
– Udryddelse er for evigt 4.
– Den gode løsning som positivt bidrag – det vil sige ud over mindskelse af CO2 5.
– ÷ helhedsperspektiv – ala *TT 5.
– Forandringshastighed 5.
– Mindre = bedre i forhold til positivt bidrag 6.
– Altid/kontinuerligt 6.
– Trække så lidt som muligt ud af det grønne område og gøre det forretningsrelevant 6.
– Det grønne 7.
– Ringtre.dk 8.
– Hospitaler 8.
– Nedbryde kompleksiteten 9.
– Sælge løsningen fra dette sted videre 9-10.
7.3-16
– Cases 10.
– Rum omkring bæredygtighed er en slags skabelon og/eller layout (the grid) 10.
– Ekstra services 10.
– Teknisk og strategisk kompetence 11.
– Fuck sofister og managementhuse 11.
– Udbud 11.
– ’Teamer op’ 11.
– Bred gruppe, sjældent at den samles (vs bonus workshops) 12.
– Sammenbinder – i modsætning til katalysator hos *DD 12.
– Ressourceeffektivitetsdagsordenen 12.
– Procesviden 12.
– Facilitator 13.
– En af de tre der leder ”gruppen” 13.
– Bofællesskab 14.
– Bæredygtighedsrummet 14. (hehe. Bæredygtighedsstedet).
– Husk at beskriv det med at de ikke godtog min antagelse om bæredygtighedsteam. Men selv
siger bæredygtighedsrum. Uddelegering 15.
– Det her rum. Bæredygtighed & Byudvikling. Projektet/forsøget 16.
– Forsøgsprojektet på dette sted om måden at organisere os på 16.
– Forankret hos *EE 16.
– Fælles arbejde 16.
– Projekt/mulighed 16.
– Bæredygtighed og byudvikling i en bred kontekst 17.
– Målet 17.
– 100% af min tid i rummet 17.
– Bæredygtighed & Byudviklingsrum 17.
– Strategisk ansættelse 18.
– Startet hele forretningsområdet omkring cirkulær økonomi 18.
– Regenererende økonomi 19.
– Det svage sociale hjørne 19.
– Man kan bruge det på det hele 20.
– Værktøjskasse som regenererende økonomi 20.
– Cirkulær samhandelsordning 21.
– Bevidsthedsmæssig 21.
– Oversættelse ’dannelse’ 21.
– Cases og udbud 21.
– Plasticspande til maling 22.
7.3-17
– Bufferkapital 22.
– Forstå hvad der optager folk (det rummet kan) 22.
– Returlogistik 22.
– Forretningsmodeltilgang 23.
– Mærsk 23.
– Desso 24.
– Ala *TT om den private husholdning + S Hildebrandt vs JJ Steen 24.
– Bevidsthed og forsyningssikkerhed 24.
Bilag 7.3.6:
*PP2 – Sphynx: Telefoninterview
– Råvareoliemarkedet 26.
– Bevidsthed i byerne 26.
– Mangeartede projekter 27.
– Grønne områder som funktion af grønne tiltag i området 27.
– Urban Mountains 27-28.
– Sammenligning med energiforsyninger 28.
– Cirkulær økonomi og hvilke behov er der 28.
– Biologiske og teknologiske materialer 29.
– Nylon 29-30.
– Biologisk og teknologisk modsætning 30.
Bilag 7.3.7:
*RR – Sphynx:
– Ting jeg tænkte inden jeg udarbejde denne opsummering: Indvandring. ’bonus workshops’.
Oversvømmelse på Nørrebro. Livø. Bofællesskabet (tværfagligt organisatorisk innovationsprojekt). Shenzhen.
– Bæredygtig titel…? 1.
– Frivilligt 1.
– Eksperimentel ting 2.
– Rotationsplads 2.
– Faglighed og persontyper 2.
– +/÷ en taskforce 2.
– Bonus workshops 2.
– Sidelinjen i seance 3.
– Naturstyrelsen 3.
– De forskellige fagligheder 3.
– Borgerinddragelse (kundeinddragelse) 4.
7.3-18
– Mest offentlige kunder 4.
– Cradle2cradle cirkulær økonomi og resiliens 4.
– Bæredygtighed 5.
– Brundtlandrapport ala *TT 5.
– Midte/tværsum/felt/sted af feltet 5.
– Hele vejen rundt 5.
– LCA 6.
– Livø 6.
– Grønne løsninger interessante hvis vi kan omdefinere dem. Lineær vækst og i sig selv 6-7.
– Kontorfaciliteter stillet til rådighed 7.
– Eksperiment som er gået godt 7.
– ÷ niche plus brede problemstillinger. Hvad synes du Andreas på dette sted i Sphynx? Hvad
skal vi gøre? Du er som bekendt den store guru der har studeret dette emne så meget  7.
– Vigtigste formål (få også fat i det ved de andre) 8.
– Det tværfaglige miljø 8.
– ÷ sidde opdelt i silo 8.
– Konflikt i forhold til sammenhængskraft. Tidligere ’leads’ nu bonus workshops 8-9.
– Svært at skaffe opgaver på tværs på grund af klare stillede kundeopgaver vs borgerinddragelse 9.
– Skybrudssikring af København 9-10.
– Spændende løsninger i nedslidte områder (kedelige og ubeboede ) 10.
– Skriger det for meget politisk 11.
– Udfordrer til dels den stillede opgave 11.
– Repræsentativt (problem for mig at han siger det) 12.
– Sætte mig ned i almindeligt miljø i næste uge 12.
– Ekstroverte medarbejdere 13.
– Lever en fornuftig økonomi 13.
– Energimæssig uafhængighed 13-14.
– Livø 14-16.
– Biogasanlæg 15.
– Opgaveløsningen 16.
– Sammenstillet de tekniske discipliner 16.
– Henvisning til *RR 17. Shenzhen 17-20.
– Masterplan for en by 17.
– Cirkulær økonomi/yin yang/urban symbiose (husk at pas på ham at der ikke kommer for
meget omkring sammenhængskraft) 18.
– Genanvender folk (hehe. Nice ledende spørgsmål) 18.
7.3-19
– Shenzhen som case 19.
– Herning og hvorvidt kineserne bliver ved med at forurene 20.
– For kundernes skyld i forhold til at genanvende materiale 21.
– Sociale rum 21.
– RealDania og ulemper 22.
– Bygningen i Søborg 22.
– Tværsummen er vigtig (billede) 23.
– Cradle2cradle og nulenergi 24.
– Urban Mountain 24.
– Ulemper ved bæredygtighedsorganiseringen  godt spørgsmål 25.
– Samfundet er vigtigst 25-26.
– Definitioner af bæredygtighed og DAC 27.
– Bæredygtigt krigsmuseum i ørkenen. (Wild West still the last frontier perhaps. Ørkenen på
den arabiske halvø må have mindet Bush om ørkenen i Texas) 27.
7.3-20
Bilag 8: InterView med *HH fra Korat
Bilag 8.1: Feltnoter
Klokken er 11.12 og jeg har netop interviewet *HH. H*n skal videre for at undervise på Arkitektskolen. H*n snakkede meget og gav fyldige svar. Til sidst klandrede h*n Chartreux for at
de ”blot” sælger ingeniørydelser i en fin indpakning, og det at de på sin vis ikke inkorporerer
’bæredygtighedspraksisser’ [red. mit udtryk]. H*n havde nemlig arbejdet for Chartreux. H’n
mente reelt set at de ikke tænkte holistisk i rimelig grad. Det var blot ingeniørydelser. I henhold til Sphynx nævnte h*n at det vel var lidt markedsføring, idet han ikke helt vidste det. Jeg
kan drage parallellen til *PP da jeg spurgte om h*n arbejdede for sine kunder eller for den
cirkulære økonomi, hvor h*n sagde kunderne. Dette specifikke spørgsmål skulle jeg også have
haft spurgt hende/ham mere tydeligt om, i stedet for at jeg indirekte prøvede med om et hus
skulle være selvforsynende eller afhængigt af miljøet omkring det.
I forhold til den sociale kontekst var det selvfølgelig rigtig ærgerligt at der til sidst kom så
meget larm i lokalet, som var kantinen på Kilen, som h*n havde valgt. Derudover ærgerligt at
jeg ikke blot satte mikrofonen til i starten. Jeg fortalte ham nemlig i starten at mit fokus ville
være den tværfaglige organisationsstruktur, og jeg fortalte også om resiliens og bæredygtighed i forhold til et eksempel om produktionen af iPhones i Kina. Citat:
”Contradictions of state-labor-capital relations, however, remain sharp. In the authoritarian regime, notwithstanding the resilience of the Chinese state in the face of sustained
popular unrest over the last two decades, my ethnographic study highlights the unstable
nature of precarious labor in its hundreds of millions.”9
Citatet tydeliggør en slags resiliens og en slags bæredygtig praksis. Det antages at der har
været vedvarende social urolighed i Kina i de sidste to årtier. På trods af det har den kinesiske
regerings resiliens holdt dem ved magten. Vi kan se at både den sociale bevægelse og den
kinesiske regering besidder en styrke. Forskellen antages at være en mobilitet hos den sociale
bevægelse over for en statisk styrke hos den kinesiske regering. Grundet denne indgangsvinkel på resiliens bad *HH mig om at give min vurdering af resiliens, ud fra min fortolkning af
min vejleders fortolkning, da de to er bekendte. På grund af *HHs arbejde for Chartreux antog
9
J Chan: ”Dying for an iPhone: The Labour Struggle of China’s New Working Class”, westminster.ac.uk
(2014).
8.1-1
jeg at h*n havde haft mere at gøre med resiliens som værdi for bæredygtige byer. I stedet
nævnte h*n værdier som: Compact, shared, network, sensory.
Bilag 8.2: Selve interviewet den 26. september
Længde af optagelsen: 0:58:27.2.
*AO: Det er den 26. september. I forhold til Ole Fogh Kirkeby [red. *HH har tidligere arbejdet
sammen med Ole Fogh Kirkeby] og resiliens. H*n har ikke givet nogen definition til mig, men sagt
at det er meget interessant, fordi for ham så er bæredygtighed et dødt begreb blandt andet på
grund af det med certificeringer inden for virksomheder. Man kan altid certificere sig mere. Der
virker det ikke at være bæredygtig. Så skal man mere have den her modstandskraft i systemet,
fordi hans antagelse er at kapitalismens påvirkning på systemet, eller på klimaet, har været så
voldsom at den ikke kan føres tilbage. Det er en irreversibel proces. Derfor kan vi stadigvæk godt
forsøge at skabe noget modstand i systemet imod kapitalismen, ved at vi så har resiliens. Der jeg
så også selv forstår det, det er at resiliens er det at vi kan springe tilbage. ’Jump back’. Vi kan
genskabe nogle balancer. Fordi resiliens fra latin bogstaveligt set betyder at springe tilbage.
Desuden at det har både en positiv og en negativ udlægning: Det kan være naturen der er resilient, og selvom vi påvirker den meget med forurening så kan den, populært sagt, håbefuldt lave
et jordskælv og genskabe sig selv. Men det kan også være virksomheder som er resiliente over
for påvirkninger fra mennesker der gerne vil have at de bliver mere socialt og miljømæssigt ansvarlige, hvor de er resiliente på den måde at de fastholder deres praksis om at tjene penge.
Hvordan forstår du resiliens?
*HH: Jeg tror vi skal holde det i konteksten af bæredygtighed, hvis du skal få noget godt ud af
dit speciale og det emne som du fokuserer på. Hvis vi betragter det som et bæredygtighedsbegreb, som jeg tror er det Ole er ude efter ud fra det jeg har hørt fra dig, der giver det mening
i den forstand som modstand. Fordi resiliens dufter nogen gange lidt for meget af det at gå
tilbage: ala præservering som ikke nødvendigvis er et heldigt ord, fordi jeg vil ikke gå tilbage
til de gode gamle dage. Derudover tror jeg heller ikke det er så sort og hvidt for Ole som jeg
kender ham. Sådan er det heller ikke. Selvfølgelig er der nogle meget seje, hårde og hurtige
kræfter som man kan kæmpe imod. Derfor skal man ikke nødvendigvis gå tilbage når man
8.2-2
laver modstand. Jeg har snakket om acceptance, som er modsætning til resiliens. Lad os tage
der hvor vi var før: Resiliens som et ingeniørbegreb, tag Chartreux eller Sphynx:
*AO: Med de bygninger de bygger?
*HH: Deres oversvømmelsesarbejde og byplanlægning, altså strategier for oversvømmelse
med bygningsskala: En bygning skal være resilient over for oversvømmelser. Hvad betyder
det? Skal vi løfte den op på stolper så vandet kan komme ind? Men er det resiliens eller er det
acceptance? For resiliens er det mest klare billede en høj mur som man sætter op hvormed
vandet ikke kan komme ind. Det vil sige sætte en kystmur eller kystlinje op som man altid har
gjort, i rigtig mange år, generationer og livstider. Sæt den op ved kystområder som er sårbare
over for havets vand der kommer ind. Derfor sætter man en stor oversvømmelsesmur op.
*AO: Lave kystsikring og lægge sten i vandet?
*HH: Den anden strategi er at man også kan grave ned: Acceptere at der kommer vand nogen
steder på et plan hvor du kan ikke gøre for det. Den skal være der på en eller anden måde.
Hvis du bygger det ind. Det sidste nye inden for byplanlægning er en form for, jeg tror det
stadigvæk betragtes som resiliens, men i stedet for mure som sætter et ’defence’ eller forsvar
op, så simpelthen accepter det, ved at grave ned nogen steder og have sumpe. Det vil sige
overflader der kan suge vandet, der kan være absorberende i stedet for så hårde overflader.
Et af problemerne i de byer vi har er ganske simpelt de hårde overflader. Således når det regner og når der er skybrud, så går vandet hurtigt, men det kan heller ikke lagre sig et sted. Det
kan ikke sidde et sted. Derfor giver det problemer det sted det sidder. I modsætning til mere
absorberende felter undervejs, som i min verden er en form for accept eller acceptance.
*AO: Er det sådan det har været tidligere?
*HH: Ja men uden at gå ind i enten en sprogkamp eller den slags indviklede ting: Hvis en ingeniør var tilstede, min far han er vandingeniør. Han er oversvømmelsesekspert og han ville
sige: ”Det kommer under det samme, som en resiliensstrategi. Fordi du taler om at lave ’dykes’
og ’pools’, og om at grave ned, og de kanaler der går langs dette sted ud for CBS [red. stien
mellem Kilen og Solbjerg Plads] det er en kanal der kan tage stormvand ned længere henne,
og så kan det komme over til græsplænen. Det er en form for acceptance. Grunden til at jeg
8.2-3
godt kan lide ordet er at den ikke siger at vi vil holde vandet ude. Nu tager jeg vand som et
eksempel. Vi kan også sige det med andre ting: Lad os sige at vores kultur er udfordret af
indvandrere og hvad er resiliens der? Skal vi sige at de ikke må komme ind? Skal vi lukke
grænserne? Er det resilient? Eller skal man åbne grænserne i en form for acceptance? Så får
man et andet slags samfund.
*AO: Eller skal man begrænse det?
*HH: Ja, eller får man et andet slags samfund hvor man accepterer at man har arbejdskraft
som også kan bidrage til velfærd. Det er en politisk holdning som mange her i Danmark er
uenige i, men der er også nogle strategier der er enige i det jeg har sagt. Vi vil gerne uddanne
folk. Vi vil gerne sige at folk er lige ligegyldigt hvor de er fra, fordi de potentielt er en arbejdskraft for skattebetalere og samfundet. Så sådan en acceptance synes jeg kunne være interessant. Men jeg tror stadigvæk at jeg ville sige, hvis Ole var tilstede:
”Ud fra det du siger, falder det muligvis også under en resiliensstrategi, hvilket er en form
for: ”Vi har et problem, hvad gør vi ved det?” Det er en eller anden form der modstand der
siger: ”I stedet for at gå den vej vi altid har gjort så laver vi noget andet.” Dette er en form
for alternativ, og det alternativ er på en eller anden måde en modstand.”
Jeg tænker meget visuelt og jeg kan godt lide de billeder af vand der kommer ind i stedet for
vand der bliver holdt ude. Vandet der bliver holdt væk er for mig resiliens, og vand der gerne
må komme ind er en form for acceptance. Det vil jeg sige er mere accepterende i stedet for at
lukke ude og jeg kan heller ikke lide, og tror ikke på, den betydning af ord der siger at vi skal
tilbage i tiden.
*AO: Det var lige det jeg skulle til at sige. Fordi jeg var inde hos Dansk Arkitektur Center i forgårs
hvor der også var der en ingeniør med speciale i klimasikring, *ÅÅ.
*HH: Ja, h*n er oversvømmelsesingeniør. Hende/ham kender jeg godt.
*AO: H*n stillede forslag om fremtidig strategi for København: Fordi Sønder Boulevard i København var tidligere en strand. Derefter har man så skubbet vandet væk. Et af h*n(de)s ’crazy’
forslag var at grave en tunnel fra Skt. Jørgens Sø og ud til havet så man kan lede vandet den vej
ud, fordi der har tidligere har gået en å.
8.2-4
*HH: Jo, men det er tidligere. Det er meget ingeniøragtigt. Det er superkedeligt med en tunnel.
Altså hvis der er vand. Hvorfor må vi ikke se det, og ikke kun visuelt? Vand har mange funktioner.
*AO: H*n havde også et forslag om at man skulle ændre søerne så man fjernede hegnene rundt
om dem så man kunne sænke vandstanden, hvormed der kunne blive flere græsplæner til folk,
og samtidig også kunne optage vandet.
*HH: Ja det er en sympatisk tankegang, men generelt det at man skal have et stort rør eller en
tunnel der skal føre det et andet sted hen. Det er meget ingeniørtankegang. Selvfølgelig er der
meget vand der kommer ved et skybrud. Men der er også meget overflade i København som
er en forholdsvis stor by. Hvorfor skal den volumen af vand hele tiden ud til havet? Hvorfor
kan det ikke spredes ud på en fornuftig måde? Så vil folk svare: ”Ja fordi vi skal have veje og
vi skal have dit og dat.” Men kan de se hvor mere overdimensionerede vores biler hver sæson
bliver? For eksempel Citroén Cactus. De ligner alle sammen nogle små SUV’er, og de kan klare
rigtig meget. Hvorfor skal vi så have asfaltvej vil jeg spørge? Hvorfor skal vi køre på helt hårde
asfaltoverflader? Det behøver vi som bekendt ikke. Vi kan køre på et absorberende felt, som
kan suge vand ned i jorden. Det vil være godt for jorden. Det vil være godt for miljøet. På den
måde kan der også vokse ting lige ved siden af – meget hurtigere.
*AO: Det eneste er vel at man ikke kan køre ligeså hurtigt?
*HH: Det er måske en fordel inde i en by.
*AO: Jo hvis vi tager både cyklister, fodgængere og biler så er det en fordel at man kører langsommere, så der heller ikke kommer så mange uheld.
*HH: I en bymæssig kontekst er det en udfordring. Men ude på landet kan det være lige meget
med vandet. Det bliver som bekendt suget ind. Det er nogle andre udfordringer: Tilstanden af
jorden, overforbrug af landbrug og alle mulige andre ting. Der findes masser af andre problemer. Men hvis de oversvømmes i en bymæssig kontekst, hvis man tager det som problemstilling. I min verden kan den løses ved en anden tankegang end ved at sige: vi har x antal millioner kubikliter vand som skal transporteres væk til et andet sted hurtigst muligt. Det er meget
ingeniøragtigt.
8.2-5
*AO: Jeg skal lige have styr på: Du har som bekendt dit eget firma – Korat.
*HH: Ja, nemlig.
*AO: Som har det pudsige ordspil med Korat – disturb.
*HH: Ja lige præcis. Disturb er sådan et. Det er fordi den blev skabt som verbum. Derfor læner
den sig op til disturb i en positiv betragtning. Disturb på engelsk betyder: Hvis du forstyrrer
ting. Ligesom på dansk.
*AO: Det ændrer eksisterende ting?
*HH: Ja ’ændrer’, lige præcis. Ændrer/disturb er dog tit i en negativ betragtning. Men Korat:
Det er et nyt ord. Et ’made-up’ ord. Det forstås som en positiv forstyrrelse. Det er fordi jeg var
frustreret over at synke og skulle acceptere en masse definitioner af bæredygtighed som ikke
nødvendigvis passede ind i den måde jeg tænkte på, og gerne ville have den på. Jeg er rimelig
enig med Ole Fogh Kirkeby når han siger at bæredygtighedsbegrebet er dødt. Jeg synes dog
ikke det er dødt. Tværtimod. Men det er ikke blevet brugt til noget jeg kan bruge det til. Jeg vil
gerne lave denne positive forstyrrelse. Positive forandringer. Men ikke nødvendigvis på markedspræmisser. I dag bruges bæredygtighed enormt meget på markedspræmisser. Det anvendes som en form for – det læner sig meget op ad greenwashing. Hvis vi tager alle Chartreux’ områder. De bruger Sustainable Societies og Sustainable Cities. De anvender dem fordi
det er dem der er registreret af Siemens Index’ – Global City Index. Det er et internationalt
kendt betegnelse for hvor vi skal hen. Derfor bruger firmaer det, for eksempel når det handler
om tøjmærker som H&M der laver sustainable clothing. Eller om det er byplanlægning som
er sustainable. Så hopper man på det fordi det er do-gooding. Om det lige præcis udleverer
det vi skal have og gerne vil have i fremtiden? Det er et helt andet stort og kæmpe spørgsmål.
Men det er blevet brugt. Det er ikke dødt. Det er måske dødt i forhold til sin brugbarhed, men
det er overhovedet ikke dødt i forhold til den måde markedet betragter det på og markedet
udnytter det våben.
*AO: Men det er også det: Fordi den måde jeg i mit speciale har grebet det an på, det er at der
fire definitioner. Der er det med at det er dødt fordi det bliver brugt i så høj grad som en competitive advantage. Men hvis vi går tilbage og kigger på det kulturelt set. Hvordan er det så blevet
8.2-6
brugt? Så har du Brundtlandrapporten som siger at du gerne vil sikre fremtidige generationer.
Så har du Riotraktaten hvor du har den her trekant med det sociale, det økonomiske og det økologiske. Så har du en ældre en fra Tyskland som handler om at du ikke må fælde flere træer end
skoven kan gro tilbage. Som jeg mener vi ser i dag med det etiske regnskab. Det at hvert år den
15. august så har vi brugt den CO2 som jorden kan optage. Derfor skal vi skabe balance. Til sidst
endnu længere tilbage kulturelt set med Biblen har bæredygtighed handlet om at passe på og
opretholde jorden. Fordi Gud siger det. Er det også de betydninger du ser anvendt?
*HH: Det er ikke fordi jeg er uenig med dem, men det er alene når man bruger dem.
*AO: Eller er der nogle du støtter mere end andre?
*HH: Det er mere når de kommer i brug og bliver brugt i praksis. Så bliver de til noget andet.
Som idealer er jeg ikke uenig i at man skal efterlade ting ligeså godt, og forhåbentlig bedre for
de fremtidige generationer, som man selv har haft det. Det er jeg da helt enig i som ideal. Ikke
desto mindre er det mere når det bliver taget i brug, så kommer der ting som: Lad os tage
certificeringsproblemet idet jeg hører fra dig at Ole siger at man altid kan certificere mere.
Det er da klart. Man kan også altid måle mere, og vestlige lande, som Skandinavien, kan sige
som konkurrenceparameter:
”Vi er meget mere bæredygtige end jer dernede i Sydamerika. Så tag jer sammen. Vi bruger
mange penge på at opretholde de her såkaldte bæredygtighedsparametre som vi bruger
penge på i form af ekstra udgifter. Derfor skulle I også gøre det.”
Hvis man bruger det ved at tvinge folk til det ene så er det en eller anden form for markedskonkurrence igen, hvor man sælger og køber carbon, mad eller hvad det nu skal blive til. Så
min pointe er: det er ikke fordi jeg er uenig med de idealer. Det er blot nogle gange når det
kommer ud og anvendes. Så jeg vil finde ud af om det handler om nogle dybere ting? De har
brugt bæredygtighed, eller det er blevet til en form for målbart systematisk systemisk tankegang/metode og det har jeg det meget svært ved. Fordi så længe vi kun tænker: Målbart parameter. Hvor skal vi så hen? Det hele kan som bekendt ikke måles. Den store natur arbejder
på nogle helt andre præmisser. Således hvis ikke vi både kan forstå naturens præmisser bedre
og samtidig ikke kun bruger den store natur som en form for potentiel økonomisk ressource,
som er det den er blevet brugt til.
8.2-7
*AO: Hvilke præmisser er det du mener den opererer på? Du er som bekendt arkitekt og byplanlægger.
*HH: Ja, nemlig. Jeg arbejder meget med kredsløb, særligt cirkulær kredsløbstankegang, som
den måde naturen arbejder på.
*AO: Cirkulær økonomi?
*HH: Ja for eksempel. Et klassisk eksempel er fra Michael Brown hvor han taler om et kirsebærtræ: Det efterlader mange flere blomster på jorden end der kan bruges. Nogle af dem giver
nitrogen til jorden og det går op ligevægtsmæssigt, men ikke alle gør det. Det vil sige de lader
flere af dem være ineffektive. På engelsk ’inefficient’. Et kirsebær droppes alt den der ting på
jorden. Det er fuldstændigt ueffektivt, men det er naturen ligeglad med. Den måler det overhovedet ikke. Så længe nogen ting gør godt. Så længe nogen ting kommer i kredsløb. Vi er
meget OBS på at ting skal måles hele tiden. Det er det jeg mener med naturens præmisser. Vi
er meget hurtige til at sige:
”Okay vi har x antal hektarer. Den skal bruges til denne opgave på dette sted, fordi vi siger.
Vi har x antal mennesker der skal have mad. Hvordan gør vi det hurtigst muligt? Hvordan
får vi flest penge ud af det.”
For nyligt har jeg udarbejdet et ret stort forskningsprojekt og en co-dokumentarfilm inden
for svineindustrien i Danmark. Den kan du se. Den hedder ReDane. Jeg lavede den med to
kolleger. Den omhandler forskning om hvordan vi kan bruge den danske jord anderledes.
Over 60% af dansk jord bliver brugt til landbrug. Og omkring 40% bliver brugt til svineindustrien.
*AO: Vi har otte millioner svin.
*HH: Det er meget mere.
*AO: Det er i hvert fald mere end den danske befolkning.
*HH: Det er tre gange den danske befolkning. Det er omkring 15 millioner. Så det er meget
meget mere. Men hvad er grise? De fylder i sig selv kun 0,6 kvm2, men deres madforbrug fylder
8.2-8
800 kvm2. Som allerede betyder at der er over 60% af det fysiske land i Danmark, der bliver
brugt til landbrug. Så hvis vi alene tager svineindustrien, som er omkring 40% af det. Det er
sindssygt meget. Derudover er der de marker der bliver brugt til korn som er til svineføde. Alt
i alt bliver over 90% af svinekødet eksporteret og når vi har den situation, kan man spørge.
Er det en dansk industri eller er det en eksportindustri? Bruger vi i virkeligheden ikke landet
som et kæmpe felt til at dyrke en eksportindustri. Svaret er ja. Det gør vi.
*AO: Så din rolle er mere at skabe debat?
*HH: Både og. Hvis vi lige vender tilbage til naturens præmisser og en bedre model: Vi peger
i filmen og i projektet på en anden model fra Bornholm. Her ligger der en mindre svinegård
som anvender skoven til det her. De har ikke så mange marker selv. Derfor får svinene deres
mad fra skoven. I stedet for de der store marker som de får lov til at få selv. Landmanden har
ikke så mange grise, men h*n sælger dem for flere penge per kilo. Så du spiser mindre kød per
dag, men det er meget bedre kvalitet. Derudover er det meget bedre dyrevelfærd og langt
mindre CO2 udslip, plus landmændene får en større kvalitativ konsekvens i landskabet i og
med at de får skov.
*AO: Således at landbruget indgår i landskabet?
*HH: Ja, og vi får skov i stedet for nogle kedelige udnyttede marker. Det er det jeg mener med
naturens præmisser. Kan vi kigge ind i vores industrier og spørge: Er det rigtigt at vi gør sådan? Får vi kvalitet ud af det? Det er på den måde jeg overvejer det. Jeg spørger ikke: ”Er det
bæredygtigt?” Fordi bæredygtighedsbetegnelsen er så ’loadet’ med andre ting. Men det er meget mere konkret for mig at spørge: ”Hvad er det kvalitative ved det?” Desuden holdbarhed,
den del af bæredygtighed, det er helt nede på et sted. Altså kan det holde? Kan det være kvalitativt i mange år endnu? Kan det passe sig selv nogenlunde uden at vi skal gøre meget? Og
uden at vi enten giver det for mange penge eller at vi skal forbrænde for meget CO2? Skov er
et rigtigt godt eksempel: På dette sted kan vi få et samarbejde mellem grisene og hønsene i en
skov som de alle kan indgå i, som en form for symbiose. Dog betyder det at vi måske skal
acceptere at vi kun har 10% af de svin vi har i Danmark i dag, hvis vi kører helt ud af den
model. Det er en meget kontroversiel model.
*AO: Det at der skal mere kvalitet, fordi der ikke vil være et så stort output?
8.2-9
*HH: Altså vi får 1,5 millioner grise i stedet for 15 millioner. Derfor sælger vi dem for flere
penge per kilo. Det holder ikke i forhold til det engelske og det tyske marked. Det kan de som
bekendt ikke køre på. I filmen og i forskningen peger vi også på at eksporten for Danmark er
ikke det værdimæssigt som den har været. I 1950’erne kom 60% af Danmarks nationaløkonomi fra svineeksport. Ikke kun svin, men også mejeri og landbrug. I dag er det måske 20%.
Fordi farmaka, medicinalvarer og IT er meget meget mere indkomstgenererende. Det vil sige
de bringer flere penge til Danmark end landbrugseksporten. Meget mere. Så spørger vi: hvor
er fremtiden?
*AO: Lige i forhold til kvalitet: Sir Nicholas Stern, som har udarbejdet en klimarapport i 2006 og
som stadig beskæftiger sig med bæredygtighed, nævnte for nylig at de to store udfordringer i
dag er henholdsvis bæredygtighed og stadigvæk også global fattigdom.
*HH: Ja absolut.
*AO: Man kunne argumentere at det netop er de her 15 millioner svin der går til at desto flere
fattige kinesere kan få mad?
*HH: Men skal de få mad fra Danmark når de bor i Kina?
*AO: Det gør de som bekendt med de grisetæer og alle de dårlige produkter fra svinene der bliver
solgt til Kina.
*HH: Men det er fordi de har et tilsvarende system som i min optik heller ikke er velfungerende. Hvorfor får de ikke mad fra deres egen baggård? Hvorfor får vi ikke mad fra vores egen
baggård?
*AO: Det siger man er fordi det at transportere grise fra Bornholm i små lastbiler til København
koster faktisk mere CO2 end hvis du har grise/får i New Zealand, som bliver slagtet der og efterfølgende transporteret i kæmpe skibe til København.
*HH: Jamen det kæmpe skib. Hvad er det vi spiser? Vi spiser jo hormoner. Vi spiser ikke kvalitetskød.
8.2-10
*AO: Vi spiser kød der har ligget tre uger i et skib.
*HH: Ja. Fuldstændig rigtigt. Det spiser kineserne som bekendt også, hvis vi skal sende det
derover.
*AO: Det er netop udfordringen. At de fattige kinesere: de vil blot have noget billig mad.
*HH: Jaja. Men hvorfor er der ikke et tilsvarende system i Kina der kan levere den mad uden
et importeringsproblem?
*AO: Så vi skulle faktisk gå ind og hjælpe kineserne med at de kunne opdrætte gode grise?
*HH: Vi skal ikke hjælpe dem. De skal hjælpe sig selv. Det er de da dygtige nok til. Jeg er meget
skeptisk over for den slags importmodel. Hvis de nuværende tendenser kører på nuværende
niveau op til 2050 så kan over 50% af verdens befolkning være afhængige af importeret mad.
Det vil sige halvdelen af verdens lande er netimportører. Netimportslande af mad, hvis du
forstår hvad jeg mener?
*AO: Ja.
*HH: Vi er som bekendt et neteksportland, fordi vi sender det hele ud eller rigtig meget af det.
Det er over 50% i 2050 hvis tendensen fortsætter. Lande som vil være afhængige af import af
mad. Det er rigtig skidt, specielt hvis vi tager globale konflikter i betragtning. Krig, og de ting
der for eksempel sker i Syrien.
*AO: Vand som vi snakkede om i starten?
*HH: Det vand vi har nu. Vi går i krig igen nu i disse dage i Syrien. Hvis der er konflikter, gider
du så som statsminister for et land der er afhængige af at importere alt dens mad, eller over
70% mad? Gider du det? Det er et meget sårbar og konfliktrig situation.
*AO: Det er netop også på dette sted hvor jeg mener at den værdi der skal være ved bæredygtighed ikke skal være certificering. Det skal mere være at vi tænker bæredygtighed ind så vi bliver
8.2-11
uafhængige. Tilsvarende når der kommer noget kvalitet ind: det kunne være at vi skaber et samfund hvor vi selv producerer den mad vi har brug for, hvilket kan være svært i forhold til global
fattigdom. Kunne du også se det som en værdi, at det netop er en uafhængighed, som dog på den
anden side ’clasher’ med at verden er blevet meget mere afhængig af hinanden?
*HH: Jeg peger ikke imod et absolut system af uafhængighed. Slet ikke i nogen form, heller
ikke absolut uafhængighed. Det er klart at vi altid skal importere nogle ting som vi ikke kan få
andre steder. Ikke desto mindre hvorfor skal vi importere hoveddelen af de ting vi er afhængige af? Det forstår jeg ikke. Et helt grotesk eksempel er soja som vi importerer fra Brasilien til svineføde, idet vi ikke har marker nok til at give rimeligt korn til vores griseindustri.
Således er det ikke tilstrækkeligt med 40% af Danmarks værdi kvm2mæssigt. Derfor skal det
importeres. Arealmæssigt er sojamarkerne i Brasilien på samme samme størrelse som Sjællan, hvilket giver en kæmpe effekt i Sydamerika. Det er ikke fordi jeg siger at vi skal være
fuldstændig autonome og uafhængige, men der er nogen ting som vi altid skal importere. Det
er på det punkt evident i en global verden, men hvorfor skal det være vores rugbrød, vores
hovedmad? Det synes jeg ikke det skal være.
*AO: Inden for mad, skal de lokale samfund så gøres mere resiliente? Er resiliens en kvalitet?
*HH: Jeg peger heller ikke på en model hvor vi alle sammen bliver til bønder. Det tror jeg heller
ikke på. Det er i højere grad industrimæssigt. Og der er nogle tendenser undervejs. Nogle af
de store supermarkedskæder. Det er antagelsesvist ikke fordi de skal konkurrere med Danish
Crown som stadig er afhængige af eksport, men Coop og Dansk Supermarked kigger også i
disse dage i mad de kan hente lokalt. Fordi de har fundet en markedsniche der er forholdsvis
lille: 6-10% er stadigvæk for folk der vil mere end kun økologi. De vil også købe lokalt mad,
inklusiv kød. Så de går i samarbejde med nogle mindre danske producenter. Jeg vil meget
gerne, jeg håber på og jeg tror godt at vi kan forvente at vi ser flere danske arter i supermarkederne. Således er det supermarkederne der går forrest og siger: ”Vi skal skabe det samarbejde nu, med vores landdistrikter og de producenter vi har derude.” Det er ikke fordi du og
jeg skal lave en ny uddannelse af biodynamiske landmænd. Det kommer jeg som bekendt ikke
til. Det er ikke det jeg siger.
8.2-12
*AO: Ikke desto mindre hvis nu du tager den her svinefarm fra filmen og dit arbejde som byplanlægger. Er du så også inde og kigge på hvordan man skal designe en svinefarm?
*HH: Nej ikke sådan designe. Mere selve infrastrukturen. Min rolle har på det sidste været
meget at spørge ind til: ”Er det rigtigt at vi gør det her?” Hvorfor gør jeg det som arkitekt?
Fordi som arkitekt er vi rigtig gode til at kigge holistisk. Det vil sige i helheder. Det er det vores
uddannelse giver os. Fordi vi kigger i skalaspring: Vi kigger fra små ting, hvordan vi tegner et
fint konkret håndgreb, som føles rart at ’twiste’ og have i hånden, helt op til en bydel eller en
bebyggelsesplan. Vi er rigtig gode til, trods vores fejl måske at tro alt muligt hvor vi måske
ikke kan, perspektivmæssigt og idemæssigt til at se og forstå helheder.
*AO: Og acceptere dem?
*HH: Ja. Dog også fortælle andre fag: ”Prøv og se hvad vi har her som konsekvens til helheden.”
Hvad er konsekvensen til helheden at vi har den slags madindustri? Hvad er konsekvensen til
helheden at vi bygger betonblokke? Så tæt, med den her indretning, med den her svalegang
som måske ikke er så heldig, med det her materiale som ikke er særlig attraktivt, med det her
lysindfald som ikke er godt for folk der sidder derhjemme. Vi har også lavet nogle fejl. Arkitekter har under alle omstændigheder bygget disse betonblokke da de masseproducerede boliger i tresserne.
*AO: Man kan sige: Til de fattige dengang?
*HH: Man har også efterhånden erkendt sine fejl. Mange af dem er revet ned nu.
*AO: Ja lige præcis.
*HH: På trods af det er det stadigvæk en uddannelse og en praksis der fokuserer på helheden.
Det er derfor vi kunne tage fat i madindustrien fordi vi kunne kigge på dem med andre øjne,
vores øjne, fordi hvis man kigger som en landmænd i dag så producerer man så mange grise
man kan. Ud fra et økonomisk synspunkt så vil man gerne tjene så mange penge man kan.
*AO: Så en arkitekts værdi, det er?
8.2-13
*HH: Det er helheden, altid at kigge efter kvaliteten.
*AO: Det vil sige den cirkulære økonomi vi også snakkede om?
*HH: Hvad er de håndgribelige kvaliteter der kommer ud som bliver afprøvet? Hvad er kvaliteten af at vi har den svineindustri i Danmark? De kvaliteter vi ender med er et meget meget
kedeligt landskab fyldt med korn. Gider vi det? Altså når vi bor i en tæt by, enten Nørrebro,
indre København eller indre Aarhus og vi gerne vil på udflugt ud på landet. Er det ikke federe
at tage vores børn ud i en skov? Er det acceptabelt at vi skal køre halvanden time over nogen
kornmarker og kigge ud af vinduet på kedsomhed. Kedeligt kedeligt kedeligt kedeligt.
*AO: Kornmarker er som bekendt som sådan ikke natur, det er faktisk industriområder.
*HH: Det er det vi ser. Fuldstændig. Det er en kvalitativ affekt. Det er lige præcis den slags
industri vi ikke kan få. Vi kan tage nogle andre kvalitative effekter. Hvilke kvalitative effekter
er der ved Tuborg Havn? Det er meget konkret opgave for en byplanlægningsarkitekt. Det var
dengang Tuborg efterlod det. Det skulle være blevet et bykvarter, men det er det aldrig blevet
til.
*AO: Det er nogle store bygninger.
*HH: Det er nogle store boliger for rige som aldrig bliver brugt og området er fuldstændigt
dødt efter klokken 17. Så der er ikke nogen kvalitet. Den bydel er aldrig blevet en bydel, og
den bliver aldrig en bydel hvis ikke de laver den voldsomt om. Den kan ikke tilbyde københavnere nogle konkrete kvaliteter fordi der er en økonomisk infrastruktur for Tuborg Havn
der siger at det skal være den slags bolig, som dog ikke rigtig passer til mangfoldighed og den
slags. Jeg kan ikke gå op og bade der fordi jeg bliver skældt ud. Det holder som bekendt ikke.
*AO: Hvem er dine kunder når du er ude og arbejde med svinefarmen? Hvem arbejder du for?
*HH: Konkret set har jeg haft nogle rigtig store kommercielle kunder. Jeg har arbejdet for en
global retailer der hedder Kingfisher. De ejer nogle forskellige butikskæder indenfor gør-detselv branchen. Det er en byggemarkedskæde, men de ejer forskellige butikker i flere lande.
8.2-14
De er de største i Europa og nr. 4 i verden. De sælger alt fra Bosch boremaskiner til havemøbler. Det svarer til en butik som Silvan i Danmark. Blot meget meget større. De har hovedmarked i England med en butik der hedder B&Q og derudover marked i Frankrig med Casteron
og Bricolage. Så har de også B&Qs i Kina, Rusland og Tyrkiet. Således er det en international
virksomhed. Jeg var rådgiver for en ny kollektion af produkter for dem. Desuden opsatte jeg
en bæredygtighedsstrategi som var baseret på cirkulær økonomi om plastprodukter hvor du
kan få plast tilbage igen. Vi endte med at tale om at leje og lease produkterne til kunderne.
Dog gik det ikke. Det var for kompliceret i forhold til lovgivningen. Hvis du er min kunde og
jeg leaser dig fire plasticstole, så kan du blot gå med dem. Hvordan kan jeg kontrollere at du
tilbagebringer dem? Hvordan kan vi indgå en aftale uden at jeg skal ansætte 500 advokater
og være efter dig? Hvis jeg har en halv million kunder. Det giver meget mening i forhold til at
hente materiale tilbage, men kun hvis du bringer det tilbage. I dag er det fint nok, men vi endte
med at finde ud af hvad det ville koste. At folk ville bringe det tilbage, men vi havde det princip
hvor vi stadigvæk vil sælge det, men så vil du få nogle penge tilbage hvis du bringer det tilbage
før en bestemt dato.
*AO: Det er ellers normalt når man låner noget at så lægger man et depositum?
*HH: Stadigvæk set. Det kan godt være det fungerer fint i Skandinavien med den kultur vi har
for depositum, klippekort, tro og tillid til hinanden, men hvis du tager det engelske marked:
Hvis folk går, hvad vil du så gøre? Skal du tage hver eneste person til retten som ikke kommer
tilbage med de havemøbler? Det holder slet ikke hvis man har det store marked Kingfisher
har. Det er rigtig mange tusind millioner kunder de har. Så den økonomiske struktur skal være
rigtig rigtig simpelt. Men selve produktudviklingen var enormt spændende fordi vi for eksempel fandt ud af at vi kun skulle bruge tre forskellige materialer, som var stål, paperbulb og en
meget ren form for plast. Det var et rent plast, der var holdbart, men ikke havde alle mulige
potentielle kræftgivende kemikalier i. Cost energy og den slags. Så det var i sig selv en designudfordring som var rigtig rigtig spændende. Imidlertid købte de den ikke til sidst.
*AO: Okay.
*HH: Så det er det. På den anden side ender historien ikke der. Fordi ham der var CEO International for Kingfisher, Peter Høgsted, han er i dag CEO for Coop. Han er en kunde, eftersom
8.2-15
han har været en klient og er en ven på mange måder, fordi vi snakker rigtig meget sammen
om mange ting. Det vil sige han er en mand jeg har kæmpe respekt for og jeg tror han vil gøre
rigtig meget for Coop, men han er først startet for halvandet-to år siden så han skal lige
komme i gang. Vi talte sammen om den der film vi lavede.
*AO: Er det ham der har startet det med at Coop skal købe mere bæredygtigt og lokalt?
*HH: Jeg ved det for sikkerhed ikke. Men ja, det kan jeg tro. Jeg håber på at han at han bliver
meget påvirket af mig fra sit tidligere liv hos Kingfisher og også meget under det her liv som
stor købmandschef. Jeg tror jeg har haft en effekt og påvirkning på ham. Det er det jeg gør.
Altså nogen gange tjener jeg penge ved det og nogen gange gør jeg det ikke. På den måde
fungerer det.
*AO: Hvis vi nu skulle kigge på om der er nogen kvantitative værdier i industrien? Du siger der
er en værdi ved det kvalitative aspekt i industrier. Er det det med at du har plasticstole og så gør
du dem så miljøneutrale som muligt? Du putter ikke stoffer ind som ikke kan nedbrydes. Du putter ikke aluminium ind, som er metal der slet ikke kan nedbrydes. Er det i bund og grund det?
*HH: Altså kvantitativt om det kan betale sig? Det er det vi bliver spurgt om til sidst ved kundemøder. Jeg fik et meget simpelt spørgsmål: ”Hvis vi skal lave det her projekt som I leverer?
Så skal du *HH overbevise os om at sustainability kan være profitability. Kan du det?” Så skulle
jeg sige: ”Ja, men.” Det var baseret på nogle scenarier som de ikke kunne lide. Det kan potentielle markeds- og pengefolk ikke lide. Mit argument var:
”Lad os sige vi fortsætter med et helt almindelig plastprodukt som bliver solgt og smidt
ud. På et tidspunkt er der ikke olie, eller olie bliver så dyrt at det bliver rigtig dyrt at lave
de plasticstole, fordi det plastic er selvfølgelig baseret på olie. Så hvis vi opbygger et lager
af plastprodukter for os selv som har Kingfishers eget stempel på, som er vores egen plast,
og vi ved mere end andre om hvordan vi får det tilbage fra kunderne, med hele det økonomiske system der siger: Du har et incitament til at komme tilbage med den. Hvis vi teknologisk ved på hvilken måde vi mest effektivt, billigst og hurtigst kan få ting til at smelte
ned og laves til nye produkter igen. Hvis vi kan eje de systemer, så har vi en kæmpe kvantitativ og kommerciel fordel over andre.”
8.2-16
Så jo jo, det var da helt tænkt igennem. Det var ikke kun for at være sur. De foreslog det som
bekendt. Ideen var at give et lager, fordi ressourcer på et tidspunkt bliver en kamp. Det er det
allerede nu for litium og kobber.
*AO: At de er ved at forsvinde?
*HH: Ja, og folk er ved at holde det for sig selv og sidder på det, fordi de ved at om tyve år kan
de sælge det for rigtig rigtig mange penge. Lad os tage jernbanerne i England: de kobberrør
der ligger der bliver stjålet.
*AO: Ligesom i Danmark.
*HH: Ja, de bliver stjålet alle steder, fordi folk kan sælge dem på det sorte marked og hvis det
sorte marked fungerer så er det bare et spørgsmål om tid før ting bliver mere hvide eller mere
’legitimate’ i forhold til lovlige handler.
*AO: Hvad var det for nogen scenarier de ikke ville have?
*HH: Altså Kingfisher?
*AO: Ja.
*HH: De var skeptiske over for leasing, som vi har gået igennem. Det var et meget bredere
marked og vi prøvede at hjælpe dem med at vælge et marked som måske var deres. For eksempel studentermarkedet i England som også er et stort markede, men det er ikke deres
primære. Jeg tror problemet var at vi havde rigtig svært med at bevise for dem. Vi ser at vores
store likviditet ligger i vores store assets og vores største assets er selve materialerne.
*AO: Som de så forarbejder og så videre?
*HH: Ja, den største værdi vi har er plastic, de her stoleprodukter og det her papprodukt det
er den største værdi, fordi de er fysiske. Det er vores nye valuta. Det er ikke penge. Det er
fysiske materialer. Dog kan det kun være sandhed, eller det kan kun komme til at ske, hvis
oliepriserne går ned ad og hvis man er foran med at samle materiale hvor andre ikke har gjort
8.2-17
det. Der er lidt for mange: de tænker måske fire-fem år frem til en kurs de sætter i forvejen og
siger: Vi skal nå det her overskud og indtjening om fire år. De sigter ikke på en kurs der er 2025 år frem. Og hvis de havde gjort det.
*AO: Det er så de scenarier du foreslog?
*HH: Ja det er jo meget længere sigt, fordi jeg kører slet ikke efter de der fire-fem års planer.
Det er meget svært at lave kortsigtet forretning. Med de modeller vi havde var der enten
uenighed eller konflikt. Det er den største udfordring i cirkulær økonomi. Det at den er baseret for det meste inden for langsigtede overvejelser i hvert fald hvis du kigger på de teknisksfærisk materialer. Menneskeskabte materialer: Stål, plast og den slags. Hvis du er ovre i det
organiske så kan det godt være at det er lidt mere kortsigtet.
*AO: Okay. Fordi holdbarheden ikke er så lang tid?
*HH: Både og. Fordi det kræver nogle store forandringer. Hvis vi vender tilbage til svineindustrien. Den skal man også gerne have en 20-30-50 år frem. For at det kan betale sig at lave det
hele om.
*AO: I forhold til hvordan de her virksomheder organiserer sig, fordi for mig at se hvis du har
plastprodukter i dette feltd, så er det også en måde at brande sig bæredygtigt ud fra?
*HH: Jo, det er det al den stund også.
*AO: Ikke desto mindre kunne du se en fordel i også at sætte sig sammen, arbejde tværfagligt og
så lave en helt anden organisationsform fordi denne her bæredygtighedsudfordring kommer
som bekendt hele tiden igen: Nu er Naomi Klein kommet ind og sagt: ”Nu må vi gøre noget ved
det. Om ti år kan det gå galt.” Ham der har skabt Ali Baba, han vil ændre det grønne marked i
Kina. Så det er nogle store spillere der er ved at komme ind. Kunne du se når du skal lave fremtidig rådgivning at sige: I bliver nødt til at ændre den måde i organiserer jer på?
*HH: Helt sikkert. Der er et eksempel på det fra vores opgave fra Kingfisher. Vi pegede på et
meget aktuelt eksempel som var Phillips, der har hovedkontor i Eindhoven i Holland. De har
skabt et samarbejde med et affaldsfirma, et ressourcemanagementfirma, som er det største i
8.2-18
Benelux, altså Belgien og Luxembourg, som hedder Van Gansewinkel og det er et supereffektivt samarbejde. Det er også aktuelt i dag, hvor Phillips har forarbejdet deres egen plast. Når
de laver produkter som støvsugere og andre ting, så har de en aftale med Van Gansewinkel,
hvor Van Gansewinkel henter deres plastic, det vil sige deres materialer og komponenter,
hvorefter de bliver udleveret til Phillips igen. Således har de et aktuelt kredsløb kørende som
godt kan betale sig. Det som er en udfordring, og som jeg var nede og spørge Phillips om, er at
de mest har et komponentkredsløb. Det vil sige de får et stykke plastic eller et produkt tilbage,
som de kan forme om og sælge igen. De laver rigtig mange nye produkter til markedet hele
tiden, ved at ændrer deres farve og lave deres komponenter om. Udfordringen er på dette sted
kulturel, fordi hvis de ting skal være effektive så skal man lade være med at lave de store
ændringer i selve produktets fysiske rammer, skelet eller hvad det skal være.
*AO: Det skal mere være små ’disturbances’?
*HH: Ja muligvis. Lad os tage en iPhone for eksempel. Nu er iPhone 6 og 6+ på vej ud på markedet. Personligt tror jeg 6+ er et skråplan. Der er nok mange der vil købe den for at konkurrere med Samsungs phablet. Det er meget interessant at bemærke at den nye 6’er mere ligner
3gs’eren. Den er mere blød. 4’eren var en katastrofe for mig. Den var alt for hård. Så mit problem er: hvorfor finder I ikke en meget tynd standard telefonstørrelse? En tynd en. En form
for 6’eren eller 5’eren, og blot bliver ved med at ændre processeren og ændre teknologien,
måske ændre skærmen. Men selve casen kan være den samme. Mac Air er det samme. Jeg har
en Mac Air og den vejer ingenting. Så stop der. Der er et tidspunkt hvor du lige så godt kan
stoppe med de cases. Alting kan være nyt. Det er svært at sige, fordi så kan Apple svare til mig:
”Det kan vi ikke stoppe, fordi hvis vi skulle stoppe den og sige at du overhovedet skal have en
bestemt case om fem år? Så kan du til den tid blot tegne den på dit spisebord.”
*AO: Så kommer der laser.
*HH: Så kommer der noget andet op, som der ikke er noget CO2 i. Vi kan som bekendt ikke
stoppe progress og teknologi. Jeg tror at jeg er forkert der, fordi jeg er indgravet i det der, idet
jeg har brugt de sidste fem-syv år på at finde nogle rigtige konkrete måder at materialekredsløb kan lade sig gøre og betale sig økonomisk. Det som designer har fået mig til at tro at vi skal
have en form for standardelementer som er gode, men vi skal ikke have alle mulige slags. Det
8.2-19
kan de som bekendt ikke forstå. Der tilbage til det kredsløbssamarbejde kan man spørge:
Hvad hvis det eventuelt er en overproducent der forarbejder Dells, HP’s og Macs cases, hvis
de laver enten et stort aluminium- eller plasticproductionline, der er vildt lækre og robuste.
Hvorfor skal det alt sammen se anderledes ud? Det er vanvittigt for mig.
*AO: Det jeg hører fra dig er at der ligger en værdi i at få nogle faste fysiske rammer for nogle
standarder fordi teknologien udvikler sig så hurtigt?
*HH: ”Jamen det kommer ikke til at ske, fordi det med…”
*AO: Og at det eventuelt var en resiliensfaktor?
*HH: Det kunne man ud fra den betragtning absolut godt sige. Men jeg spørger hele tiden.
Hvad skal der til? Det der skal til er meget dybere spørgsmål om det der underbygger vores
kapitalistiske økonomi i dag som er forbrug/kommercialisering. Det at vi gerne vil købe nyt
hele tiden. Det vil sige folk i den vestlige verden: Det er sådan ’creative destruction’ som det
bliver kaldt i kreative felter. Vi skal hele tiden have det nye produkt som ødelægger det sidste
i dag, fordi vi gerne vil købe nye ting og vi vil gerne skabe nye ting. Den er rigtig svær.
*AO: For dig bliver det mere Korating innovation, hvor der ligger en værdi i ’incremental steps’?
*HH: Ja, og at vi ikke nødvendigvis kører foran, men at vi kan køre bagud og sidelæns. For
eksempel kan man være kreativ med ting som ikke er så stærke? Renovering er et stort marked inden for arkitektur-, som er mit felt og konstruktionsmarkedet. 95% er renovering af
andre bygninger og eksisterende bygningsmasser. I stedet for nybyggeri som ligger på 5%.
*AO: Fordi bygningerne er kronisk under ombygning?
*HH: Ja, også fordi markedsvilkårene ændrer sig hurtigere end selve konstruktionscyklussen.
Under alle omstændigheder bygger vi meget langsommere end markedet ændrer sig. Sydhavnen i København er et supergodt eksempel. Sydhavnen blev planlagt tre-fem år før 2008. Så
2002-2003 den blev planlagt. Dengang troede de at tingene ville fortsætte at gå godt og at de
kunne sælge luksuslejligheder. Derfor byggede de rigtig rigtig mange boliger derude.
8.2-20
*AO: Mener du Ørestaden?
*HH: Nej, Sydhavnen.
*AO: Nå, Teglholmen.
*HH: Teglholmen. Den er 40% tom. Det vil sige den er rigtig tom. 20% er helt tom fordi det
ikke kan sælges.
*AO: Nu har de så planlagt en metro igennem.
*HH: Du kan ikke leje det ud. Du kan ingenting. Det er baseret på et marked der crashede. Det
kan du ikke forudsige. Det er en ekstrem tung industri på den måde. Det vil sige at satse på,
hvis nu tingene går galt. Derfor spørger jeg: hvorfor har vi ikke et byggesystem der kan demonteres igen, hvis markedet går galt og sætte det op et andet sted? Eller lave en anden slags
bygninger, som der er brug for, som plejehjem, børnehaver eller andre ting? På den anden
side kræver det igen at vi laver nogle ting voldsomt om, med den måde markedet infrastrukturelt er bygget sammen og den industri er skruet sammen på. Det vil kræve at byggeelementerne er anderledes. At vi for eksempel bygger i stål i stedet for mursten. Vi bygger måske
anderledes og vi bruger andre elementer der findes, men som måske ikke ligger i den traditionelle byggekultur i Danmark.
*AO: Når du så får en opgave i fremtiden af for eksempel Kingfisher, så er du med på ideplan
med helhedstankegangen. Men er du også med til at designe de systemer ned i detaljen, ned til
håndgrebene?
*HH: Jeg har aldrig lavet fysisk design. Jeg har en kuratorrolle. Lige præcis det eksempel havde
vi 10-15 forskellige designere til.
*AO: Okay. Så du er masterplanner?
*HH: Ja, jeg briefer dem. Det er min samarbejdspartner *ØØ der har hovedansvaret for det, jeg
er dennes sidepartner. H*n er procesleder og har 30 års erfaring fra Ikea. Så da vi fik involveret de 10-15 designhold sagde vi: ”Vi har den her problemstilling. Nu får I fem dage med det
8.2-21
her honorar. Så går I hjem og kommer tilbage til os.” Så holder vi møde med dem og siger: ”Det
er interessant. Det kan godt være spændende.” Som følge heraf er det en form for vejledning.
Det er næsten en form for kommerciel og praktiserende undervisning. Det ligner meget mit
arbejde på Arkitektskolen, hvor jeg har to flokke af studerende. Dog hvor de får penge, og os
ligeså. Derfor er det en meget spændende måde i forhold til dit fokus på organisering, som er
en spændende ting. Kingfisher hvis vi tager dem: De har outsourcet alle de her ting. De besluttede sig for at den nye innovation skal ske uden for deres virksomhed. Således skal det hele
outsources. Der er ikke nogen interne designere hos Kingfisher. Det er alle sammen folk som
*ØØ har fundet i sit Ikea-netværk, fordi h*n var product developer for Ikea i de 30 år. H*n er
selvstændig i dag. Så organisationsmæssigt ’hooker’ vi op med nogle designere. Vi havde en
lukket kasse, en udviklingskasse, fordi hver gang vi skulle udvikle noget, så måtte Kingfisher,
vores kunde, ikke forstyrre os. Det vil sige når vi var under udvikling så skulle de ikke forstyrre os. Uden for kassen var der vi fik målepind så vi kunne sige: ”Nu er vi klar til at vise
hvad vi har.” Følgelig skal I sige ja eller nej til at fortsætte til den næste kasse.
*AO: Det er meget den her klassiske Frank Gehry tankegang med at han ikke ville forstyrres i
processen?
*HH: Nej, det er slet ikke en kunsttænkning. Det er ganske simpelt fordi Kingfisher er et firma,
og de kigger i de baner de kender. De har de markedsvilkår de har og de har den kundebase
de har. De kan helt enkelt ikke se uden for de kanaler de opererer i. Det er det samme med
Chartreux. Hvorfor spørger Chartreux McKinsey om de kan hjælpe dem med nogle ting? Fordi
McKinsey, det er som bekendt overhovedet ikke det bedste eksempel, men de kigger og tænker måske i andre baner, end de gør internt. Lige præcis det med innovationen på dette felt.
Kingfisher har indset, hvilket var en god indsigt i min optik: ”Det her skal vi have eksternt,
fordi vi kan simpelt hen ikke tænke i de baner, eftersom vi er så inddraget i vores egen måde
at tænke på.” Det er mere på den måde. Det er slet ikke for den kunstneriske friheds skyld. Vi
var meget pragmatiske i vores kasse, men vi tænkte på en ikke-lineær måde, hvor vi skulle
frem og tilbage: til designer, tilbage til kunden, tænke ud og tænke behov ind i dette produkt
for det her marked, over til kunder igen der siger:
”Nu synes vi I skal gøre det her.” Så siger vi: ”Hvis I gør det, så vil det betyde det. Hvad
siger I så?” Så siger de: ”Det er spændende, men det er ikke den måde vi plejer at tænke
det på.” Så siger vi: ”Det ved vi godt. Men det vil så betyde det og det. Kunne I tænke jer
8.2-22
det?” Så går de hjem og tænker på det, og så siger de: ”Så fint, fortsæt så.” Så fik vi lov til at
fortsætte.
*AO: Okay. Lige til allersidst af den grund at jeg så at Arkitektskolen har lavet alle deres linjer
om.
*HH: Ja, det er vildt spændende.
*AO: Følgelig kan man blandt andet blive arkitekt inden for bæredygtighed?
*HH: Det kan jeg ikke svare på om man kan det lige nu. Det bliver i hvert fald lavet om.
*AO: Har du været med inde over det?
*HH: Jeg har ikke haft noget med omstruktureringen at gøre. Jeg er en del af det på den måde
at jeg er ansat hos dem og superglad for at være under den nye skole, fordi jeg tror på at der
kommer til at ske nogle superspændende ting, som ikke var muligt før.
*AO: Hvad skulle så være et korrekt ord for sådan en arkitektuddannelse?
*HH: En helhedsuddannelse, hvor du får en bedre forståelse for nogle meget komplekse problemstillinger, som du kan navigere i. Som følge heraf kan du se hvad det er der kvalitativt
kommer ud af det. Hvad er ’outputtet’ som ikke nødvendigvis handler om den største profit
pengemæssigt, men handler om noget meget rørbart og nogle konkrete kvaliteter som kan
drage os og gøre os godt som mennesker. Det er det vi gerne vil uddanne folk i. Det kan være
meget gammeldags: Hvem kan støbe det bedste håndtag? Det er helt sikkert en stor fokusting,
altså et håndværksmæssigt fokus igennem workshops og det at uddanne folk i at have forstand på snedkerarbejde. Ikke fordi de skal være snedkere men de skal kunne forstå det. De
skal kunne forstå kvaliteten i det håndværk.
*AO: Hvor ligger der en acceptance i det at være arkitekt? Er der noget man skal acceptere som
arkitekt, nogen processer?
*HH: Det forstår jeg ikke helt.
8.2-23
*AO: Helt i starten snakkede vi om at resiliens var acceptance. Det var sådan miljøet var. Nu der
kommer en ny slags arkitekt, qua Arkitektskolen bliver omstruktureret, kan man så sige at de
på en måde skal praktisere en acceptance?
*HH: Ja, acceptance er et fint ord. Jeg tror man skal være meget mere åben. Heldigvis er de
gode nyheder fra den store flok af 50 førsteårsstuderende jeg har sammen med min makker
Nicoline. Her har jeg ansvaret for halvdelen, cirka 25. De er meget meget åbne og meget reflekterende, hvilket er godt, fordi acceptance kan bruges som stikord. De skal være meget
åbne for at se på de muligheder de har som praktiserende arkitekter. Det er ikke nødvendigvis
en tegnestuearkitekt der skal bygge en femetagers boligblok i ydre eller indre København. De
kan komme ud og være journalister. De kan komme ud og arbejde kun med det samme stykke
træ i tre år og der udarbejde rigtig rigtig fine ting som kan sælges; som kan være holdbare og
brugbare de næste halvtreds år. Der bliver flere muligheder, men jeg er ikke politiker. Jeg har
ikke travlt med at kaste de arkitektstuderende ud på jobmarkedet, thi jeg ved ikke hvad jobmarkedet er. De ved det heller ikke. De aner heller ikke hvordan det kommer til at se ud når
de kommer ud om fem-syv år. Så det skal de ikke have travlt med. Det er fuldstændigt abstrakt
fokus at uddanne folk til at skulle smide dem ud på jobmarkedet. For hvad betyder jobmarkedet? Det er noget vi skaber.
*AO: Til allersidst i forhold til arkitektur. Skal en bygning være selvforsynende eller skal den
indgå i miljøet omkring den?
*HH: Den skal helt sikkert indgå i miljøet. Dog må den også gerne bidrage. Den må indgå og
bidrage til miljøet omkring sig.
*AO: Hvis vi har en cradle2cradle bygning: Den skal nærmest kunne være en by i sig selv? Eller
skal det være nærmiljøet der skal udvikles?
*HH: Den skal ikke være en by i sig selv. Den skal kunne udnytte alt i konteksten. Lad os tage
el, varme og strøm i København. Hvis ikke den har fjernvarme, og du bor i Indre By så er det
fuldstændig dumt. Selvfølgelig skal den bruge fjernvarme, men den må gerne bidrage til fjernvarmesystemet eller elsystemet.
*AO: Så affaldet fra den kommer med i systemet?
8.2-24
*HH: Ja, den skal inddrages i alle andre eksisterende systemer. Om det er menneskeskabte
eller naturmæssige, men den skal også bidrage til dem. Den skal ikke blot suge af dem.
*AO: Det skal ikke være på den måde at den selv producerer varmen?
*HH: Det må den gerne, men det skal ikke kun tænke på sig selv, når den gør det. Den skal ikke
være en autonom by. Man skal ikke bygge boliger ude på en mark som er selvforsynende. Det
tror jeg ikke på.
*AO: Som har sine egne vindmøller?
*HH: Jeg er under den betragtning der tror på netværkstankegangen. Den skal kobles til alt og
vi skal bidrage til alt.
*AO: Okay.
*HH: Det skal vi også som mennesker for den sags skyld. Hvis vi tænker i forhold til samfundet
samt psykologisk. Vi skal gerne kunne bidrage meget mere end vi gør. Vi er alt for egocentrerede.
*AO: Ego er dog også en måde at overleve på?
*HH: Jaja, ego er forventeligt, det kan ikke undgås. Men det er også en god balance. Det er
småting: Jeg vil bare gerne have, specielt i Danmark, at folk snakker mere til hinanden. At folk
er bedre til at finde ud af hinanden. Det er folk i Skandinavien forholdsvis dårlige til.
*AO: Super. Nu er der også larm i baggrunden.
*HH: Skal vi stoppe?
*AO: Ja.
*HH: Fint. Du kan blot ringe hvis der er noget du gerne vil spørge om.
8.2-25
Bilag 9: InterView med *DD fra Devon
Bilag 9.1: Feltnoter
Den 21. august fra 13.30 - 14.10. Jeg interviewede *DD ude på Refshaleøen i sceniske omgivelser 200 m fra B&W hallerne. *DD havde to praktikanter ved sin side. Jeg blev givet en kop
kaffe og vi satte os ind i mødelokalet. Den sociale kontekst var god qua at h*n også virkede
interesseret i mit projekt. H*n var nysgerrig, idet h*n ikke rigtig vidste, hvad det gik ud på. Så
det forklarede jeg hende/ham før og efter. Til at starte med nævnte h*n at h*n også blogger
for for en stor dansk avis. I telefonsamtale inden havde h*n sagt at h*n først senere ville fortælle om h*n(de)s arbejde som etnolog. Det kom vi desværre først ind på til sidst. Det vil sige
h*ns rolle. Ellers forløb samspillet fint. Jeg startede med at præsentere diverse definitioner
på bæredygtighed. Dette gjorde at symmetrien blev lidt udlignet. Jeg lovede hende/ham derudover også at sende referencerne på U Grobers bog. H*n virkede anspændt til tider, men
også glad for at tale om bæredygtighed. H*n har haft firmaet siden 2007, det vil sige syv år,
hvilket da er lang tid. Derefter fandt jeg det interessant at h*n var begyndt mest at arbejde
med offentlige virksomheder. Jeg spurgte om det var fordi h*n mere kunne stole på dem. H*n
svarede: "Næ". Jeg ved ikke lige hvad jeg skal lægge i dette. H*n fik fortalt mig om arbejdsopgaverne med de offentlige virksomheder så på den måde synes jeg interviewet var vellykket,
også set som første interview. Alt i alt var den emotionelle tone god, vi havde et godt flow,
bortset fra at h*n til tider krydsede armene lidt bastant. Interviewet blev afsluttet med debriefing og om h*n havde mere at sige. H*n spurgte mig herefter lidt om mit projekt og jeg
nævnte mit metodologiarbejde.
Bilag 9.2: Selve interviewet den 21. august
Længde af optagelse: 0:27:24.6.
*AO: Det er den 21. august kl 13.38. Blot lige hurtigt: Forskningsspørgsmål, interviewspørgsmål,
og så skal jeg selvfølgelig også sige at hvis du har lyst til at der skal være en skriftlig aftale?
*DD: Det gør ikke noget.
*AO: Som udgangspunkt er det anonymt.
9.2-1
*DD: Jeg er ligeglad. Du må selv bestemme hvad du vil. Jeg er meget large.
*AO: Kan jeg blot tage af kaffen nu eller skal den trække noget mere?
*DD: Det er op til dig. Sådan.
*AO: Sådan. D hvad er det du hedder til efternavn?
*DD: D.
*AO: Dit firma, det er Devon. Hvornår har du startet det?
*DD: I 2007.
*AO: Hvad var ideen med det?
*DD: Ideen var at skabe værktøjer der kunne forbedre verden. Fordi det var et tidspunkt hvor
der ikke blev gjort så meget på bæredygtighedsområdet i Danmark, men hvor der blev gjort
rigtig meget ovre i USA. Jeg kom lige nylig fra Canada hvor jeg havde boet i nogle år.
*AO: I øst eller vest?
*DD: I Toronto. Og jeg kunne ikke se nogen steder der arbejdede med det. Derfor ville jeg
gerne arbejde med det, og så måtte jeg lave det selv. Således var tanken oprindeligt at skabe
rigtig mange værktøjer der kunne gøre det lettere for folk at forbedre verden, fordi jeg troede
dengang at folk i højere og højere grad gerne ville forbedre verden.
*AO: Du ville være en katalysator?
*DD: Ja. Samt tjene penge på de værktøjer på en eller anden måde, uden at jeg vidste hvordan.
*AO: Det at være en platform for andre menneskers arbejde?
*DD: Ja. Desuden at udvikle ting som andre mennesker ikke var en del af.
9.2-2
*AO: Lige kort: Emnet og formålet med at vi snakker sammen er også at vi forhåbentlig i bund
og grund kan snakke om begrebet bæredygtighed. Jeg vil sige at jeg opfatter dig som en leder
qua det er din virksomhed, men vil du sige at du har en samfundsmæssig debatrolle at spille?
*DD: Ja, det vil jeg rimeligvis sige at jeg har, og forhåbentlig i højere og højere grad. I øjeblikket
blogger jeg for en stor dansk avis. Det ved jeg ikke om du er klar over?
*AO: Det så jeg godt. Der var et indlæg derinde jeg læste.
*DD: Jeg blogger for dem, og det er superheldigt.
*AO: Det jeg tager udgangspunkt i er nogle definitioner om bæredygtighed fra en tysk kulturjournalist, der hedder Ulrich Grober. Dog vil jeg starte med at spørge: Hvordan vil du definere
bæredygtighed?
*DD: Jeg er af den holdning at der findes lige så mange definitioner på bæredygtighed som der
findes mennesker på jorden. Der findes snart syv milliarder definitioner. Min holdning er at
blot det at komme i gang med diskussionen er god da den er så ny for alle mennesker. Jeg
mener ikke der er nogen hellige skrifter. Hvis der skulle være ét, så er der det som alle, inklusive mig selv, nu henviser til og det er Brundtlandrapporten. Men derudover skal folk ganske
simpelt komme i gang med at udarbejde deres egne definitioner på det.
*AO: Hvad hvis vi tager en anden definition: Ulrich Grober nævner det med at man ikke skal
fælde flere træer end skoven kan gro tilbage. Som også ligger i tråd med den der er kommet i
debatten i øjeblikket med Bæredygtigt Landbrug. De vil gerne have at man faktisk udnytter og
giver mere gødning til jorden, selvom der står i loven at man ikke må. Men de mener at ellers går
jorden brak. Hvad synes du om deres udmelding?
*DD: Intuitivt lyder det ikke særlig godt, men omvendt er jeg ikke landbrugsekspert. Dog hælder jeg formentlig mere til ham tyskeren.
*AO: Ham tyskeren siger: Der er for det første Brundtlandrapportens definition og så er der den
fra Rio i 1992 hvor du har bæredygtighedstrekanten med økonomi, det økologiske miljø og social
retfærdighed som også Novo Nordisk refererer til.
9.2-3
*DD: Jamen det er det jeg refererer til. Det var Brundtland?
*AO: Nej. Brundtland er: Udvikling som møder nutidens behov uden at kompromittere fremtidige generationers evne til at mødes deres egne behov.
*DD: Men var det ikke fra 1992?
*AO: Rio var i 1992 og Brundtland var i 1987.
*DD: Så tager jeg fejl.
*AO: Den sidste han nævner er mere gammelkulturel: Bæredygtighed kan også blot være at opretholde jorden.
*DD: Hvis man gerne vil arbejde med det, er man hele tiden, på en eller anden måde, fanget i
den her retoriske debat: På den ene side kan man ikke skabe et utopisk samfund fra den ene
dag til den anden, som hvis du skulle følge ham tyskerens tankegang om det nødvendige i
forhold til at vi skulle plante lige så mange træer som vi fælder. På den anden side skal man
heller ikke være så ’greenwashing-agtig’ som landbruget. Der er et udtryk der hedder: ”Perfect is the enemy of the good.” Det går ud på at hvis man prøver at være perfekt hele tiden så
ender man ingen steder, fordi man skal starte med at være god.
*AO: I forhold til at være god: Det opfatter jeg til dels som at finde nogle bæredygtige løsninger
på de problemer vi står over for. Derfor må jeg spørge dig. Hvad synes du om vækst? Skal samfundet blive ved med at udvide sig?
*DD: Der er i hvert fald behov for at redefinere ordet vækst i den forstand som det oftest bliver
brugt i dag.
*AO: Hvordan synes du det bliver brugt i dag?
*DD: Der bliver kun tænkt i økonomisk vækst, og der bliver ikke tænkt i miljømæssig eller
social vækst. Det skyldes i høj grad at vi i de sidste mange årtier har været rigtig dygtige til at
9.2-4
måle økonomisk vækst, og som menneskerace har vi været rigtig dårlige til at måle miljømæssig og social vækst.
*AO: Så det skal vi blive bedre til at måle?
*DD: Ja. Før vi kan finde ud af hvordan vi måler de her ting, så bliver det svært for de to værdier at få indvirkning på magten.
*AO: Så der skal ske en bedre måling vidensmæssigt, så vi dermed kan skabe opmærksomhed til
dem der sidder på magtstrukturerne?
*DD: Ja. Et CBS [red. Copenhagen Business School] udtryk er: ”What can’t be measured can’t
be managed.” Det er jeg meget enig i. Hvis vi for eksempel anser politikere som magtfulde, og
hvis de ikke kan måle på hvilke konsekvenser det har at skabe nye fabrikker i deres eget land,
så er det rigtig svært for dem at træffe de rigtige beslutninger. I dag tager de rigtig mange
dårlige beslutninger, fordi de ikke er i stand til at måle de rigtige ting.
*AO: Hvis vi lige vender tilbage til vækst: Du mener den skal foregå på mere økologiske termer.
På den måde mener du at den økonomiske skal standses og den anden skal blomstre op?
*DD: Der er tre: Den økonomiske, den miljømæssige/økologiske og den sociale. Om man skal
standse den økonomiske? Det er der rigtig mange der mener inden for seriøs bæredygtig omstilling.
*AO: De vil have en fuldstændig omstrukturering?
*DD: Ja. Selv har jeg skabt min virksomhed i den tro at man kan vækste økonomisk samtidig
med at man kan vækste miljømæssigt og socialt. Ellers ville jeg formentlig have skabt en NGO.
På den anden side tror jeg også på markedet.
*AO: Din virksomhed er sat op som et andelsselskab?
*DD: Ja, anpartsselskab.
9.2-5
*AO: Hvad er dit vigtigste formål med at arbejde her i Devon?
*DD: Det vigtigste formål?
*AO: Ja.
*DD: At ændre verden. Vi går ikke så meget op i økonomisk vækst som min bestyrelse gerne
ville have at vi gjorde.
*AO: Har du oplevet nogen konflikter mellem dig og bestyrelsen?
*DD: Det er nyt at vi har en bestyrelse og de er faktisk blevet indsat for at hjælpe os med at
blive mere økonomisk bæredygtige.
*AO: Det er også en form for bæredygtighed.
*DD: Hvis man går ned er det lige meget. Derfor prøver de at få Devon over i en mere økonomisk rentabel retning. Men det er ret så nemt at tjene penge på for eksempel konsulentarbejde. Det er dog ikke særlig verdensforbedrende. Jeg vil gerne begge dele. Nu har vi bestyrelsesmøde igen den 4. september. Af den grund er jeg spændt på at se hvad de siger til hvad
der er sket siden sidst. Det er hele tiden en balance.
*AO: Den balance mellem det verdensforbedrende og det økonomisk rentable. På en eller anden
måde har du vel formået at slå en balance qua du har haft virksomheden siden 2007, og levet af
den?
*DD: Ja. Det har ikke været let heller. Men på hvilken måde tænker du?
*AO: Kan du fortælle om en af de opgaver du har hjulpet virksomheder med på idéplan, eller
senere i forløbet, som for dem har genereret sammenhæng mellem at de skal være økonomisk
ansvarlige og skal blive mere miljøneutrale i deres arbejde?
*DD: For øjeblikket er mange af vores kunder inden for det offentlige: Det er ikke en udvikling
jeg havde set komme. Jeg startede virksomheden fordi jeg mente jeg kunne se at det ville gå
9.2-6
op for flere og flere at man blev nødt til at gå den her retning. En mere bæredygtig retning, og
at der ville være brug for rådgivning omkring det.
*AO: Det har I gjort?
*DD: Det er snarere sket på en måde hvor vi selv i Devon har prøvet at finde ud af: hvor kan
vi spille en rolle med de kompetencer vi sidder inde med.
*AO: Hvad er det for nogle kompetencer?
*DD: Vi sidder med kompetencer der er inden for dels brugerundersøgelser og -indsigter omkring at forstå behov. Dels udvikling af prototyper i forskellige arter. Dels kommunikation.
Alle ben er bløde. De er ikke ingeniørtunge. Det har udviklet sig på den måde at det i øjeblikket
er offentlige eller halvoffentlige kunder vi har. For nogen er vi affaldseksperter i den forstand
at vi har arbejdet rigtig meget med arbejdssektoren i forbindelse med sortering af affald: Vi
har for eksempel arbejdet meget med Vestforbrænding omkring hvad borgere egentlig er villige til at sortere og hvordan de gør det, eller skal gøre det. Affaldssektoren har været en stor
del af vores indtjening.
*AO: Hvor I både har set på hvordan borgerne gør i dag, hvordan de kunne gøre og så fulgt op
på det til allersidst og set om de stadig gør det?
*DD: Det er altid en fin balance som udenforstående: det med balance, det er hvad man får lov
til. Op til for et par måneder siden var vi kun inde i brugerundersøgelsesdelen, og var ikke
med til at følge op. Vi blev dog også brugt til at evaluere nogle tiltag som Vestforbrænding
allerede havde foreslået for at se: Accepterer borgerne den her måde at sortere på? De løsninger der bliver stillet til rådighed? Under alle omstændigheder, nu er vi i gang med et projekt hvor vi følger nogle husstande oppe i Gribskov: på dette sted har vi været med til at udvælge nogle decidere affaldsløsninger til deres indendørsbrug. Det er første gang kommunen
er inde og påpege nogle konkrete løsninger, som de mener brugerne skal anvende for at sortere bedre inde i deres hjem. Vi har været med til at udvælge de løsninger.
*AO: Hvad mener du er grunden til at I er kommet ind på det skifte [til det offentlige]?
9.2-7
*DD: Det er forhåbentligt fordi det går op for flere i vores kundekreds at der har været for
meget snak de sidste par år, og nu er det tid til at handle: Man ved godt at man skal ændre
adfærd. Man ved godt at man skal få folk til at ændre adfærd. For at skabe, for at ændre, for
ganske enkelt at udvikle samfundet i en særlig retning. Set fra hvor jeg sidder er der ikke nødvendigvis brug for mere viden. Der er brug for flere pilotprojekter og prototyper inden for alle
mulige genrer af industrier.
*AO: Når I så går ind og hjælper kommunen, som derefter går ind og påvirker borgerne, hvilken
værdi mener du så det skaber for borgerne i sidste ende?
*DD: Vi er efterhånden blevet ret gode til at måle på hvad borgerne egentligt talt mener om at
de er en del af sådan en proces.
*AO: Det at I går ind og spørger dem: ”Hvad mener du om processen?” I stedet for at spørge:
”Sorterer du mere?”
*DD: Begge dele. Hvor vi får noget at vide omkring processen samtidig med at vi får noget at
vide om selve løsningen. Det kan vi mærke med projektet oppe i Gribskov: Både vi og kommunen var ret nervøse for at sige til borgerne at de skulle bruge nogle særlige typer sorteringsbeholdere i deres køkkener. Fordi så vidt jeg ved er der aldrig nogen kommuner der har
bedt en borger om at gøre det.
*AO: I Danmark?
*DD: I Danmark.
*AO: Det er som bekendt mere almindeligt i Tyskland for eksempel. Men ikke den her løsning?
*DD: Jeg ved ikke om kommunen i Tyskland går aktivt ind og siger til borgerne hvad de skal
bruge og hvad de ikke skal bruge. Det her var et tilbud til dem. Dog det var ikke prøvet før i
Danmark, og af den årsag var de ret nervøse for hvordan borgerne ville reagere.
*AO: Blev det gjort på den måde at i også regulerede temperaturen i køleskabet?
9.2-8
*DD: Nej det havde ikke noget med køleskabet at gøre. Tværtimod det som var så godt og som
svarer på dit spørgsmål: borgerne var helt vildt glade for at få anvist nogle retningslinjer og
ideer til beholdere som de kan bruge i deres køkkener for at sortere affald. For hele det felt
som er at vi går fra at skulle opføre os som vi gjorde i det 20. århundrede til at opføre os som
vi bør gøre det i det 21. århundrede er et ’Wild West’. I vores hverdag er der ingen der ved
hvordan vi skal gøre det inden for alle mulige interaktionsflader, herunder hvordan vi sorterer i vores køkkener: Følgelig når folk får noget at vide af nogen de stoler på, så bliver de glade.
I det her tilfælde kommunen der siger: ”Prøv og bruge de her beholdere.”
*AO: Det her med at stole på: Du nævnte tidligere at I mere er gået over til offentlige virksomheder. Er det fordi kommunerne og jer bedre kan stole på hinanden end I kan med en privat virksomhed?
*DD: Nej. Det er lidt tilfældigheder for at være helt ærlig. Vi arbejder af og til på forskellige
opgaver med SE [red. Syd Energi] som er Danmarks tredje største energiselskab. Jeg vil gerne
opnå et ry om at folk kommer til os hvis de oprigtig gerne vil forbedre verden med nye løsninger. Som følge heraf er jeg faktisk ligeglad om det er det offentlige eller private. Ikke desto
mindre brænder mit hjerte mere for det private et eller andet sted.
*AO: Hvad hvis de blot kommer og siger: vi vil gerne skabe nogle grønne jobs, men vi vil ikke
forbedre verden? Det er vel også fint?
*DD: Jaja.
*AO: Det jeg ser som den vigtige værdi i bæredygtighedsarbejdet, er skabelsen af energimæssig
uafhængighed. Det kan både være samfund, virksomheder og borgere der kan gøres uafhængige.
Vi ser meget på samfundsniveau at man gerne vil gøre sig mere uafhængige af Ruslands naturgas. Vindmøller er på dette sted en del af det. Virksomheder installerer også egne løsninger. Hvor
meget er I inde i det arbejde? Kan man opfatte affaldssortering som at gøre borgere energimæssigt uafhængige? En proces derimod?
*DD: I hvert fald at gøre dem mere dannede omkring hvilken verden de er en del af: Det at de
bør vide mere om de materialer de forbruger. Vi i Europa, som en enhed, bør være mere bevidste om hvilke materialer vi bruger, hvilke ressourcer vi anvender og hvor de kommer fra.
9.2-9
Så i den forstand ja. Hvis vi kunne, så ville jeg med glæde arbejde på andre niveauer, men
omvendt kan jeg meget godt lide at det er menneskelige ændringer vi arbejder med. Hvis vi
kunne arbejde med menneskeændringer, både på borgerniveau i husstande i Gribskov og med
politikere i Europa kunne det være superspændende. Dog er vi ikke der endnu.
*AO: En bæredygtig borger eller en bæredygtig medarbejder i en virksomhed. Det er en der er
dannet, så når h*n får stukket nogle ressourcer i hånden og skal ud og bygge noget med dem, i
forhold til at der foregår meget bæredygtigt byggeri i byggesektoren, så formår h*n ikke blot at
sætte ting i gang, men også at reflektere over dem?
*DD: Af uvisse årsager har de fået en eller anden form for ’wake-up call’. Det er individuelt fra
person til person hvad der gør at folk interesserer sig for bæredygtighed.
*AO: Nu snakker du om hele samfundet eller byggesektoren?
*DD: Nu snakker jeg om mennesker der arbejder med byggeri, som skal drage nogle beslutninger omkring hvordan det byggeri skal laves. Eller når man for eksempel sidder i kommunen og skal lave udbudsregler for hvordan nye bygninger skal laves: så er der trods alt nogen
der går meget op i bæredygtighed, og hvorfor de gør det synes jeg er tenmmelig interessant:
Hvilken rejse de har været igennem for at kunne synes det er vigtigt. Det ved jeg faktisk ikke.
Det tror jeg er meget individuelt. Ligesom det var individuelt for mig at jeg blev interesseret i
det her. Jeg har ikke altid været interesseret i det. Det er kun sket inden for de sidste ti år.
*AO: Du er etnografisk uddannet?
*DD: Ja. Etnolog hedder det fagdisciplinært.
*AO: Fra hvor?
*DD: KU. [Red. Københavns Universitet.]
*AO: Det med at gå på opdagelse og lære folk at kende? På den rejse man er på når man lærer
folk at kende, så også håbe at man påvirker dem?
9.2-10
*DD: Ja. Uanset om vi er ledere af en meget stor virksomhed eller vi er politikere, så er vi alle
sammen mennesker og vi bliver påvirket af det vi oplever i vores hverdag. Hvis jeg kunne ville
jeg gerne lave en maskine der ændrede folk til at kære sig meget mere om verden end mange
af dem gør i dag. Bestyrelsen spurgte mig også: ”Hvad vil du egentlig rigtig gerne lave *DD?”
Jeg kan ikke lave denne maskine, men jeg kan jo gøre mit for at sørge for at alle de opgaver jeg
arbejder på har en form for dannelse i sig.
*AO: Til allersidst vil jeg spørge: Ser du nogen ulemper i den dannelse? Er der nogen grænser for
hvor meget vi kan blive dannede? Nogen forhindringer?
*DD: Nu ved jeg ikke hvor flippet og hvor gakket du kan tænke, men noget jeg selv har tænkt
på er at der er mange udviklinger vi står over for i øjeblikket som går sindssygt hurtigt. Særligt
den teknologiske udvikling. Det er meget spændende hvordan man kobler mennesker og maskiner. Det kommer nok til at ske i en eller anden forstand, fordi folk synes basalt set at det
er superskægt og superspændende. Det er en udvikling jeg følger lidt med i og synes er ret
uhyggeligt. Et hypotetisk eksempel: Hvis et menneske kunne forstå sin sammenkobling med
naturen ved at få et teknologisk implantat i sin hjerne, ville jeg så synes det ville være en god
eller dårlig udvikling? Der ville jeg være i tvivl, men det er der grænsen cirka går.
*AO: Så du får en meget større fornemmelse for de processer som foregår i naturen?
*DD: Ja og ens egen rolle og egen påvirkning.
*AO: Processer, der ikke blot som vinteren kommer igen hvert år, men også processer der kommer igen hvert femte år?
*DD: Ja det. Evnen til at tænke langsigtet: Hvis man kunne lave en chip, der kunne få folk til at
tænke langsigtet, ville jeg så være for den opfindelse eller ej? Der ville jeg være meget i tvivl,
for det ville ’crashe’ to ønsker jeg har: Ønsket om at få folk til at tænke mere langsigtet kontra
ønsket om ikke at få ’man’/’machine’ til at ’blende’. Ellers er der ikke nogen grænser.
*AO: Okay. Så er klokken blevet fem minutter over to. I den anledning vil jeg sige tak for interviewet.
9.2-11
*DD: Jeg ved ikke om det blev kortere end du havde håbet på?
*AO: Denne, så er mikrofonen slukket. Længden har været fin.
9.2-12
Bilag 10:
InterView med *TT fra Tabby
Bilag 10.1:
Iagttagelser inden jeg kontaktede *TT
Ud fra Center for Bæredygtighed og Resiliens citeringen herunder har jeg noteret nedenstående om bæredygtig adfærd i det moderne arbejdsliv.
”En nyskabelse i dette center er erkendelsen af, at vi ved rigtig meget teknologisk og naturvidenskabeligt om, hvad der skal gøres – men vi ved meget lidt om, hvad vi skal gøre
kulturelt, socialt og bevidsthedsmæssigt for at gennemføre det. Så̊ det bliver et fokusområde for os.”10
Det er en arbejdsformulering fra det nyoprettede Center for Bæredygtighed og Resiliens. På
dette sted lagde jeg særligt mærke til at der ’mangler’ en øget kulturel- og social- og bevidsthedsforøgelse. Derfor ville jeg spørge *TT om Tabbys bud på en arbejdsmæssig bæredygtighed. Associationsrækken er at medarbejdere også er kunder og medlem af samfundet.
Jeg kunne også blot sige at jeg gerne vil se deres kontor og hvordan de arbejder med bæredygtighed på et mere kulturelt niveau.
Bilag 10.2:
Feltnoter
Klokken er 12.53. Interviewet om hvad jeg vil karakterisere som fortællingen om den bæredygtige medarbejder er overstået. Samtalen *TT gik godt og tog omkring en time. Jeg kom ind
og vi satte os i køkkenet. Derudover var der et stort rum og et lille. Det lille havde de lejet ud,
mens de brugte det store selv. Derfor kom der også støj på mikrofonen, da andre skulle ind og
ud med deres frokost. Interviewet sluttede ca. 12.40-12.45. Da jeg startede med at spørge ind
til hvordan h*n definerede bæredygtighed begyndte h*n rimeligvis at snakke rigtig meget
med den sædvanlige snak om økonomisk bæredygtighed, social bæredygtighed og økologisk
bæredygtighed hvor jeg ville have den over i mod politiske, strategiske og etiske iagttagelser.
På dette sted må jeg selv i høj gard klandres ud fra den betragtning at jeg havde valgt ikke at
sende interviewguiden, idet jeg fokuserede på h*n(de)s rolle som ekspert, og ikke så meget
på Tabbys egne praksisser. Jeg indså alligevel i løbet af samtalen at det var mest interessant
at høre nærmere om Tabbys praksisser. Derudover gik samtalen også dårligt i starten. Derfor
10
Blincoe: ”29,2 mio. kr. til nyt bæredygtighedscenter”, cfbr.dk, (2014)
10.2-1
burde jeg klart have startet med at fortælle om U Grobers definitioner. Følgelig startede samtalen asymmetrisk, da h*n ikke vidste hvor meget jeg vidste.11 Af den årsag blev det til tider
en lidt for løs samtale. Det var i hvert fald svært at få hende/ham til at tale om konkrete projekter.
Samtalen vendte sig da jeg begyndte at snakke om energimæssig uafhængighed. Særligt
dette begreb burde jeg have fortalt hende/ham om på forhånd. H*n var i starten lidt uforstående for hvad jeg dog mente med energimæssig uafhængighed. Det var først da vi snakkede
om hvorvidt det var godt for Jylland at være energimæssig afhængige af Samsø at der kom
noget symmetri. H*n blev også markant gladere i udtrykket, da h*n vel oplevede hvad det var
jeg havde at byde ind med. Derefter gik det godt. Vi snakkede konkret om det private og det
offentlige rum og hvorvidt det skal være farligt/ufarligt. Vi snakkede om arbejdet hos Lundbeck og KPMG hvor h*n beklagede sig over at h*n ikke var med i evalueringsfasen af det arbejde de udførte. Det var også meget spændende da jeg ”afsluttede” og spurgte om h*n havde
mere at sige. H*n nævnte at h*n var interesseret ud fra den indledende mail jeg havde skrevet
i at høre om den bæredygtige medarbejder. Derfor kom vi ind i en god snak omkring hvordan
h*n opretholder sig selv. En klar symmetrisk gevinst at spørge om h*n havde mere at sige.
Blandt andet udførte h*n meditation. Disse sidste dele var klart mest vellykkede. Sammenlignet fokuserede *TT på den naturmæssige tilgang vi mangler. Tilsvarende *DD med den naturimplantat der er en grænse for. Begge mener som følge deraf at der mangler en slags dannelse.
Vigtigt sted da h*n til sidst spurgte ind til den bæredygtige medarbejder, og jeg så antydede
at det var det hele interviewet havde handlet om. Hvorvidt h*n var bæredygtig.
Bilag 10.3:
Selve interviewet den 15. september
Længde af optagelse: 0:54:38.4.
*AO: Det er den 15. september kl 11.50. Interviewet er med *TT, og jeg hedder Andreas Olsen.
Det er simpelt hen et interview om bæredygtighed, og hvad du arbejder med til dagligt? Som
følge deraf kunne jeg starte med at spørge: hvordan opfatter du bæredygtighed, definitionsmæssigt? Er der en definition du opererer ud fra?
11 Dog
nævnte jeg inden interviewet at jeg havde set Center for Bæredygtighed og Resiliens’ forretning-
splan med dets femte kvadrant og unique selling point. Så allerede der prøvede jeg at gøre op med en asymmetri i interviewet. Derudover at jf. min metodologi bruger ledende spørgsmål.
10.3-2
*TT: Vi kan alle sammen blive enige om Brundtlandrapportens definition. Vi er nødt til at have
en minimumsdefinition som vi alle sammen er enige om, og den synes jeg er rigtig god. Det
gør jeg ikke mindst fordi jeg er fremtidsforsker, idet den siger: ”Vi må ikke gøre noget i dag
som skader fremtidige generationers muligheder.” Det synes jeg er et rigtigt godt udgangspunkt. Desuden er den faktisk meget bred. Meget kort sagt: Tilbage i 70’erne, 80’erne og også
90’erne, især 80’erne og 90’erne, var det meget miljøspørgsmålet. Man begyndte at snakke
om tredobbelt bundlinje, miljø og samfundsansvarlige virksomheder. Sammen med Steen
derinde [red. i lokalet ved siden af] var jeg var også med til, eller det var ham der gjorde det,
at lancere ”Politisk Forbrug”. Det var at vi kunne påvirke på andre måder end gennem de traditionelle demokratiske kanaler. Det at vi som borgere, eller forbrugere, har en stemme. Dengang var fokusset på miljøet meget snævert. Det sociale blev den slags med ordentlige arbejdsvilkår, og noget med at man ikke måtte købe ting så folk går til nede sydpå, fordi de plukker bomuld under dårlige vilkår. I dette felt kom bæredygtighed i starten af dette årti til at
erstatte det som var det den gamle miljødagsorden. Da det skete kom mange flere spillere ind
på området i dette felt, fordi man også begyndte sige:
”Jamen, bæredygtighed er måske ikke kun økonomisk, eller det er ikke kun miljømæssigt,
eller det er ikke kun socialt. Det er også kulturelt, det er også livsstilsmæssigt, det er også
sociologisk, og det er måske også bevidsthedsmæssigt og spirituelt.”
Som følge heraf kom der pludselig rigtig mange spillere på det område som vi nu kalder bæredygtighed. Det synes jeg reelt set er ret så interessant. Fordi det netop er noget som ikke
kun handler om en eller anden lille del af vores liv. Det er hele den måde vi har skruet alle
vores systemer sammen på og den måde vi lever på: ”Hvordan står vi op om morgenen? Bruger vi skyllemiddel når vi vasker vores tøj?” Der er ikke kun de miljømæssige ting, men også
og i særlig grad de mere kulturelle, livsstilmæssige, og måske endda spirituelle ting.
*AO: Disse systemer i dette felt du nævner: bevidsthedsmæssig, kulturel. Vi kunne eventuelt også
kalde dem netværk. Mener du at de indgår i en samlet sfære, eller er de adskilte systemer der
prøver at tilnærme sig hinanden?
*TT: De er meget adskilte. Fordi det gælder helt generelt for vores samfund at vi stadigvæk
lever i reminiscensen af industrisamfundet på alle mulige måder. I denne antagelse ligger den
10.3-3
specialisering, der skulle gøre os bedre på markedet, og som har betydet at det hele er ekstremt siloopdelt og at der er meget lidt på tværs. Med andre ord går vi meget ind i specialistdelene, men vi kigger ikke så meget på det der ligger mellem alle tingene.
*AO: Det er det jeg prøver at undersøge med bæredygtighed, hvor netop denne specialisering er
en måde vi prøver at opretholde systemet på. Bæredygtighed er som bekendt ikke kun [et ideal
om] at vi skal sikre fremtidige generationer, det er også en måde vi kan opretholde vores nuværende forbrug på med såkaldt grøn vækst? Det jeg hentyder til er det jeg læste af Tabby om at
det nuværende paradigme er grøn vækst, men I vil hellere over til en ny infrastruktur. Med andre
ord ser du den grønne vækst som det nuværende paradigme?
*TT: Jeg tror ikke på vækst overhovedet: Jo vækst inden for udlandet, inden for menneskelige
relationer og inden for kulturel og vidensmæssig vækst. Ikke desto mindre tror jeg ikke på
økonomisk vækst. Verden er nu ganske simpelt et sted hvor vi må sige: ”De næste generationer kommer til at skulle gøre mere med mindre. Det er et vilkår.” Derfor er den tankegang
hvor vi kan vækste os ud af det parallelt med: ”Hvis jeg forbruger mere, så skal jeg som bekendt også producere mere, og så holder jeg blot systemet i gang.” Men det er altid svært at
sige hvordan: ”Skal vi forandre systemerne indefra, eller skal vi skabe nogle alternative systemer?” Vi bliver nødt til at sige: ”Der hvor vi er nu, der bliver vi nødt til at arbejde med begge
dele.” Vi bliver nødt til at prøve at gå ind i de systemer der er, og sige: ”Vil I være med til at
ændre kulturen på en måde hvormed vi kan skabe nogle nye systemer der faktisk passer til
den verden vi nu lever i nu.” Scharmer [red. Otto Scharmer, forfatter til bogen Teori U] siger
det meget godt: ”Den 15. august har vi brugt årets ressourcer. Men vi fortsætter jo bare fra
den 15. august til den 1. januar, og det er vores overforbrug.”
*AO: Den her beregning med hvor meget..?
*TT: Ja, halvanden planet.
*AO: Det er som bekendt også en af de definitioner der ligger i bæredygtighed: I bund og grund
skal vi ikke fælde flere træer end der kan vokse op igen.
*TT: Ja.
10.3-4
*AO: Så på den måde er det vel også det du sagde om at samfundet ikke skulle udvide sig? Alligevel hvad nu hvis vi blot kunne plante nogle flere træer eller sørge for at jorden kunne optage
mere CO2? Det gør den ikke i øjeblikket, men den beregning du henfører til: hvis vi kunne ændre
den? Er det det du mener: at vi skal ændre den beregning, så det ikke er den 15. august, men så
det er den 1. februar næste år?
*TT: I princippet. Når der er et år foran os, og vi har x mængde ressourcer: Varmekilder, vand,
mad, alle de ting vi skal bruge som kommer fra jorden eller fra naturen. Naturen er sådan et
svært begreb. Det skal under alle omstændigheder gå op. Det går ikke at vi bliver [red. insolvente?]. Du er din egen privatøkonomi: Hvis du har x tusind kroner til et år, og du den 15.
august har brugt dem alle. Hvad skal du så leve af de sidste tre en halv måned? Vi fortsætter
som bekendt med at overforbruge. Men det bliver nødt til at gå op.
*AO: Det vil sige du opfatter samfundet som en privathusholdning, der skal gå op?
*TT: Ja, det kunne man godt sige. Hvis vi tager hele kloden, så har vi x mængde ressourcer til
de mennesker vi nu er. På den måde kan vi også sige: Uanset hvad kommer vi ikke udenom at
vi skal forbruge mindre af de ressourcer som vi har. Det skal strække sig til hele året, og ikke
kun til den 15. august. Uanset det, så er der ikke nok. Vi kan ikke strække os på den måde.
Derfor bliver vi nødt til at udvikle nogle nye tiltag og nogle nye systemer.
*AO: Det med at de ikke er et fælles system, men at de ligger i forlængelse af hinanden?
*TT: Det forstår jeg ikke.
*AO: Det vi snakkede om i starten: Det er ikke et stort system, men det er mere forskellige bevidsthedssystemer der hører sammen. Du sagde i starten at de var adskilte.
*TT: Det er de færreste der har en ide om at alting i virkeligheden hænger sammen. Vi lever
hver i vores små siloer. I den anledning kan det godt være at vi i siloerne gør nogle ting. Det
er ikke fordi jeg ikke synes det på den måde. Alt hvad man gør tæller. Ligeledes selvom det
blot er dig og mig der holder op med at spise kød, så skulle der gerne være flere. Men alt tæller.
Det tæller også at vi gør noget inden for systemerne, selvom de er ekstremt svære at flytte.
Folk brænder ud inden de har fået ændret et komma. I Coop for eksempel, kæmpestor dansk
10.3-5
virksomhed, vil deres nye direktør gerne at vi spiser mere lokalt, og det vil h*n arbejde for at
vi gør. Der skal mange flere af den slags store virksomheder, som faktisk har en ’impact’ der
kan måles og vejes på kort sigt. Vi har ikke tid til at vente 15-20-30-50 år på at der sker forandringer. Imidlertid bliver vi også nødt til at tænke: Vi kan sagtens udarbejde nye systemer,
det vil sige vi kan finde en måde at opbevare vedvarende energi på. Hvis nu Apple gik forrest
og sagde: Du skal aflevere alle dine ’devices’ på dette sted, således at vi kan genbruge kobberet. Det er både systemer hvor vi kan samle de ressourcer ind vi har brugt, for at vi kan bruge
dem igen så de kommer ind systemet igen. Det er en ting. Derudover bliver vi også nødt til at
tænke helt anderledes: Det er ganske simpelt et helt andet slags samfund vi skal opbygge: Det
er nogle andre systemer, strukturer og mennesker.
*AO: Når du snakker om det her nye samfund: Skal der, populært sagt, være nogle rettigheder
og pligter for folk i det samfund? Ikke desto mindre skal der også være en stat der er basis? Det
er sådan jeg opfatter det: Et samfund har dette spænd. Når du så siger: bygge nye strukturer op,
er det så for statens vedkommende noget der kommer før man tager fat på rettigheder? Er det
en stærk stat eller stærke rettigheder der er vigtige?
*TT: Det ved jeg ikke. Det bliver hurtigt politisk: Jeg synes at hele vores demokratiske politiske
system skal redefineres. Det er de antagelsesvist ikke enige med derinde [red. Christiansborg,
da interviewet foregik 500 meter derfra]: Lige nu, og de sidste mange år, er politikerne dem
der kommer sidst. Det er ikke dem, der kommer til at forandre noget. Det kunne de potentielt
gøre, fordi de har magten til at lovgive. Imidlertid gør de det ikke. Det er op til de store virksomheder og op til os som mennesker hver især.
*AO: For også at tage fat på os mennesker, så vil jeg gerne høre mere om dit arbejde. Hvad er dit
vigtigste formål med at arbejde her i Tabby? Hvad er din vigtigste prioritering? Omvæltningen
af samfundet, eller er det fordi det er spændende? Hvordan ser du det?
*TT: ”Jeg er drevet af en…”
*AO: Eller skabe nye fremtidsscenarier og lade andre folk komme til?
*TT: Jeg er drevet af en lyst til at give folk et valg: Give folk en mulighed for at vælge en anden
fremtid. Gang på gang hvis vi spørger virksomheder eller enkeltpersoner så siger de:
10.3-6
”Vi har under alle omstændigheder udarbejdet en strategi.” Hvis vi så kigger på den: ”Jamen hvis I følger den her strategi, så ser fremtiden sådan her ud.” Så siger de: ”Ups. Det er
faktisk slet ikke det vi vil.” De har slet ikke tænkt på at tingene hænger sammen på den
måde. Når vi så begynder at sige: ”Okay. Hvis vi gør det her, så ender vi her.”
Måske er vi faktisk mere interesserede i at ende her eller her: Der er ikke kun én fremtid. Der
er mange fremtider. Det er meget vigtigere at du ændrer det du gør i dag, så du skaber det du
gerne vil. I stedet for at holde fast i noget, som er skabt på baggrund af alle mulige andre ting:
Fortiden og særinteresser. At vi hver især tager stilling. Det er faktisk det her vi ønsker os.
Personligt ønsker jeg mig en verden hvor mine børn har lyst til at sætte børn i verden. Helt
egoistisk vil jeg gerne være mormor, men som verdensudviklingen ser ud nu er det ikke givet
at mine børn har lyst til at sætte børn i denne verden. Årsagen er at der er sindssygt mange
ting vi ikke ved om fremtiden.
*AO: Det er et aspekt hvor vi bliver nødt til at møde fremtiden på trods af de farer som eksisterer.
Det er som bekendt både på en god måde hvor vi bliver nødt til at være modige, men vi kan også
blive straffet hvis vi gør noget som vi ved forvolder fare eller skade for andre. Hvordan ser du
det? I dit arbejde hvor du har været med til at fremlægge en plan for Center for Bæredygtighed
& Resiliens. Hvad nu hvis I har ’backcastet’ forkert? I benytter denne metode i stedet for ’forecasting’. Hvad nu hvis den viser sig at være helt fejlagtig og der bliver spildt for eksempel Velux
Fondens bevilling, indtil videre på 29 millioner kroner? Hvordan ser du det følgelig? Hvordan vil
du så føle det?
*TT: Det er svært. Det håber jeg da ikke den er. ”Men det vil tiden jo vise.” Vi bliver nødt til at
nedbryde siloerne og mødes på tværs. Det var vores udgangspunkt for at lave det her projekt:
Det bliver nødt til at være et helhedsorienteret projekt. Her i Tabby bliver vi som bekendt
inspireret af fremtidsforskningsmetoder: Der er en metode der hedder ’integral futures’ som
både arbejder systemisk og individuelt. Vi har det kryds, jeg ved ikke om du har set det. Som
også er her i: [red. i udleveret brochure] Hvor vi har det indre og det ydre og så ’top-down’ og
’bottom-up’. Det er de fire kvadranter.
*AO: Jeg så det i forretningsplanen for centret. [Red. Feltnoten om at jeg nævnte det med de fem
kvadranter inden interviewet gik i gang.]
10.3-7
*TT: Det er et perspektiv. Det er også en tilgang til når vi arbejder med det her: I den anledning
skal vi sørge for at vi når hele vejen rundt, for at vi både aktiverer dig som person og så vi også
aktiverer nogle systemer. At vi tænker både i bottom-up og top-down.
*AO: I følge forretningsplanen skal centret om fem år være selvfinansierende, via at det får eksterne forskere ind som får bevillinger: Alligevel kan du se nogen konflikter imellem helhedstilgangen, og så det at I skal være selvfinansierende?
*TT: Det kan jeg sagtens og jeg mener ikke at vi skal være selvfinansierende.
*AO: Var det op til 50 % så?
*TT: Hvis man vil holde fast i at man vil skabe nye veje så bliver man nødt til at acceptere
risikoen ved at man ikke når derhen. Man kan ikke gå nye veje, hvis man ikke har bundfinansiering. Følgelig må centret arbejde med at skabe den finansiering på nogle andre måder: Alle
de projekter og praktiske eksempler som er i gang: hvad har de brug for, for at de kan blive
styrket eller de kan blive opskaleret? Andre kan lære af de erfaringer der allerede er der nu.
Derfor må man arbejde med det: Kan man skabe en eller anden? Det kunne for eksempel være
en ny slags branche. Brancheorganisation er et gammelt ord. Det skal det ikke hedde. Ikke
desto mindre en forening. Et fællesskab, hvor man giver et lille beløb hver. Det er blot én mulighed. Der er som bekendt masser og masser af muligheder for at skabe finansiering. Det er
ikke fordi jeg ikke tror det kan gøres, fordi udfordringen er når man møder markedet derude:
Hvis man kan tage penge for det man gør, så skaber man også en værdi. I hvert fald som vi har
defineret værdi indtil nu.
*AO: Det er den rådgivning I gerne vil give til folk? Skabe nye muligheder for at andre kan lykkedes? Vi snakkede om det femte kvadrant. Handler det om at I skal være mere understøttende
for branchen. Eller..?
*TT: Ja, eller mere understøttende for samfundet. Selv lige nu så bliver der lavet sindssygt
mange projekter. Os i Tabby gør det, Økologisk Landsforening og Praktisk Økologi. Der er
10.3-8
masser og masser af organisationer. [Red. se blandt andet oprids i forretningsplanen for Centret for Bæredygtighed & Resiliens12] De får penge til at skabe et projekt, og når projektet er
slut er det slut.
*AO: Hvis vi nu tager eksempelvis Bæredygtigt Landbrug, som har været i medierne med det
aspekt med hvor meget man skal ’impacte’, fordi de mener at man faktisk gerne må bruge mere
gødning på jorden, fordi så kan man få et bedre, mere bæredygtigt resultet på lang sigt snarere
end at der slet ikke må bruges gødning. De siger at jorden har brug for næringsstoffer. Hvad
synes du om deres arbejde? Hvor de som bekendt faktisk har brudt loven.
*TT: Jeg ved godt at der er rigtig mange organisationer. Der er de der to fløje når man taler
økologi: Der er dem der slet ikke tror på det, og så er der dem der… Jeg hører formentlig til de
sidste. Personligt set, vil jeg i bund og grund meget hellere spise økologisk broccoli end jeg vil
spise noget der er sprøjtet. Desformedelst er den simpelt hen ikke længere. Jeg har ikke lyst
til at putte al det gift ind i mig. Fuldstændig ’obvious’: Når man putter gift ned i jorden, kommer det også i vores grundvand og i vores mad. Jeg ved godt at det er en fraktion, og der er
også den anden fraktion der siger: ”Jamen, det bliver først bæredygtigt når…” Så meget ved
jeg trods alt ikke just om jord.
*AO: Det gør jeg heller ikke.
*TT: Ikke desto mindre kan der under alle omstændigheder godt være der er andre måder at
gøre det bæredygtigt på: For eksempel ved jeg at på Samsø arbejder de på golfbanen med
netop at lave den mere bæredygtig. I stedet for at bruge gødning så bruger de kløvergræs.
Følgelig planter de det sammen med græsset, fordi det kan holde kvælstof. Det kan binde det
bedre, og det betyder at jorden er bedre gødet og så videre. Som helhed taget er der måske
nogle andre muligheder.
*AO: Når du nu taler om Samsø. Så kunne det også anføres som et kontroversielt emne, fordi
golfbaner er notorisk kendt for at bruge rigtig mange ressourcer, særligt at spilde vand. Omvendt, så har vi Dubai som bruger saltvand til at gøde deres golfbaner med. Er det også sådan
12
Center for Bæredygtighed og Resiliens: ”Uddrag af forretningsplan”, cfbr.dk, (2014)
10.3-9
du ser det? Nogen gange så er det heller ikke så meget om at bryde strukturerne, men blot tage
de ting der er? Den her langsomme reformation. I starten snakkede du mere om revolution?
*TT: Ja. I virkeligheden tror jeg det bliver evolution. Som jeg ser det bliver vi bliver også nødt
til at følge med evolutionen. Ikke desto mindre er der for mange der stritter i imod og på den
måde har det altid været. Der er ikke nogen af os der har lyst til forandring. Uanset, næsten,
hvad det handler om. Kun til det bedre. Vi vil gerne have tre computere i stedet for to. Den
slags forandring vil vi gerne have.
*AO: I forhold til dit arbejde med at skabe scenarier for en ny fremtidig udvikling: Hvordan
kunne du så se dit arbejde udvikle sig? Kunne der skabes en evolution for det arbejde? Kunne du
se om du arbejder anderledes?
*TT: Det tror jeg da gerne. Ja, og jeg kan ikke svare på hvordan. Især hvis man skal arbejde i
det her felt, og også for Centret: Man bliver nødt til hele tiden at revurdere hvordan man kan
gøre det bedre: Hvad skal der til for, hvis vi nu snakkede om det vi var i gang med før: Der er
alle de her tusindvis af projekter. Men lige om lidt starter det næste, og det starter i bund og
grund forfra. Hvordan får vi samlet den viden så vi bygger oven på hinandens? Så vi bliver
klogere og ikke alene at Tabby eller Økologisk Landsforening bliver klogere? ”Nu laver vi det
her.” Hvordan kan vi samle og ’poole’ den viden og også give hinanden mod til at afprøve nye
ting som vi ikke kender resultatet af. Fordi det er klart at vi kommer til at fejle. Det er ganske
enkelt trial and error. Og du må i bund og grund prøve igen.
*AO: Det er også meget i den retning med grøn vækst? Blot trial and error?
*TT: Jo, vi kan heller ikke holde op. Vi kan ikke blot sige lige nu: ”Vi skal ikke have noget økonomisk vækst overhovedet fordi al ting vil som bekendt bryde fuldstændig sammen.” Thi på
den måde er det nødt til at være evolution. Vi er nødt til at begynde at bygge nogle andre
systemer op ved siden af, samtidig med at vi også prøver at forandre de systemer der allerede
er. Med tiden kan vi måske flytte mere og mere over i de nye systemer og strukturer.
*AO: Hvordan arbejder I her hos Tabby? Er det en enkeltmand der får en opgave og så undersøger h*n det og får en bevilling? Eller er I altid sammen i projektteams?
10.3-10
*TT: ”Vi er en...” Vi er blevet en projektorganisation.
*AO: Hvor mange medarbejdere er det I er?
*TT: Vi er syv partnere. Det er ud fra fire mindre virksomheder.
*AO: Okay. Fordi I er partnere, så er I på en måde en slags virksomhed for jer selv?
*TT: Vi har som bekendt vores egne virksomheder. Derudover har vi Tabby sammen til at
udarbejde større projekter.
*AO: Således kan man karakterisere det som en organisation der ligger ovenover det normale
siloarbejde I på en eller anden måde selv laver?
*TT: Ja.
*AO: Hvordan ville du karakterisere det? Er det en temporær, en slags midlertidig organisation?
Eller er det blot: hvis der ikke er mere at lave så lukker vi? Eller har I to år og så et mål som I
skal nå, eller hvordan arbejder I med det?
*TT: Lige nu kan jeg ikke sige noget om det, fordi det kunne som bekendt være at jeg lige om
lidt ikke er her. Ikke desto mindre kan det under alle omstændigheder godt være at de andre
har lyst til at fortsætte det. Den slags kan jeg ikke svare på. Hvis jeg skal fortsætte så vil jeg
have lyst til stadigvæk at have det som en projektorganisation, fordi der er simpelthen grænser for hvor meget man kan: Jeg sidder blot i min egen lille virksomhed. Og jeg er en mand. Og
Steen og Søren er to mand. Og Flemming er en mand. Og Gry, Keld og Inga er så tre i deres
virksomhed.
*AO: Kunne man argumentere for at det er mere end en projektorganisation, fordi I er der fast,
og det at I prøver I også at sætte en dagsorden i samfundet, for på den måde at få projekter ind?
*TT: Vi er her ikke så fast som jeg havde tænkt at vi skulle være. Jeg havde tænkt at vi skulle
være en daglig ting. Altså et dagligt fællesskab, hvilket ikke er lykkedes for mig/os at skabe.
Det er vi ikke blevet. Til gengæld har vi et super stærkt fagligt fællesskab når vi så laver det
10.3-11
her [red. arbejdet omkring Centret for Bæredygtighed & Resiliens], hvor vi er meget forskellige og det kræver rigtig meget af dem som leder de projekter vi skaber sammen, og det kræver også rigtig meget af den enkelte af være med i et så tværfagligt fællesskab.
*AO: Ville du gerne have at i var en tænketank der bidrog mere på ugentlig basis i medierne?
*TT: Det kunne man sagtens overveje. Der er som bekendt masser af muligheder. Dog synes
jeg at det fedeste altid er at have hænderne nede i jorden. Det vil sige for mig er det meget
sjovere at lave udviklingsarbejde i konkrete projekter end det er at komme i medierne engang
om ugen.
*AO: I har under alle omstændigheder fået meget medieomtale med Dome of Visions?
*TT: Ja. Det projekt har jeg så ikke været så meget med i. Det er Gry og Flemming, som er to af
de andre partnere. Men det er rigtigt, for det er også en stor virksomhed.
*AO: Det er skabt ud fra bevillinger eller..?
*TT: Dome of Visions er finansieret af NCC, og sikkert også nu i samarbejde med de partnere
der er: Sharing Copenhagen, Københavns Kommune, DAC, og Det Kongelige Bibliotek.
*AO: Fordi den måde jeg også har tænkt over det med at man skal skabe værdi i mødet mellem
grøn vækst og den nye struktur som du også snakker om. Jeg ser det som at man skal have noget
omkring energimæssig uafhængighed: Samfund vil gerne være uafhængige i forhold til russisk
naturgas og mellemøstlig olie. Virksomheder opstiller egne solpaneler, og mennesker vil også
gerne være mere energimæssigt uafhængige i hverdagen: Ikke forbruge for meget strøm for på
den måde at knnne træffe deres egne valg. Kunne du se noget der i forhold til at man skal skabe
den her sammenhæng mellem grøn vækst og ny infrastruktur, eller kan du se nogen ulemper ved
at folk bliver mere og mere uafhængige? På en måde bliver folk mere specialiserede, fordi de
bliver sig selv mere eller hvad synes du om den slags tilgang med uafhængighed i forhold til et
traditionelt energisystem med store kraftværker der nemt kan fordele strømmen til alle?
*TT: Jeg ved ikke helt om jeg forstår hvad du mener. Hvis du tager Samsø for eksempel, eller
Langeland som man ikke hører så meget om, så producerer de et overskud af strøm i forhold
10.3-12
til hvad de selv skal bruge. Vi er under alle omstændigheder alle sammen afhængige af de
ressourcer der er. Vi er alle sammen afhængige af rigtig meget strøm, varme og vand i den her
tid vi er i nu. Den afhængighed vil vi have uanset hvad. Ikke desto mindre synes de rimeligvis
på Samsø at det er meget sjovere at de ejer de vindmøller selv. 90 % af vindmøllerne der er
på Samsø, de er ejet af samsingerne. Det betyder at når vinden blæser, så producerer de mere
strøm. Det vil sige så sælger de strøm til Jylland og så tjener de faktisk penge på deres investering.
*AO: Vil du gerne have at Jylland blev ligesom Samsø?
*TT: Det er et andet slags fællesskab. Jeg ved ikke rigtig hvad du mener med uafhængighed på
dette sted?
*AO: Nu sælger Samsø så strøm til Jylland: Så på den måde bliver Jylland, på sin vis, afhængig af
Samsø. Den strøm de [har brug for] til deres husholdninger, til deres huse. Synes du så at Jylland
selv skulle blive mere uafhængige og selv opbygge deres egen energikapacitet, eller er det blot
at..?
*TT: ”Jeg synes hele verden skal være mere…” Verden skal opbygge en anden form for energiafhængighed. Vi bliver alle sammen nødt til at tænke i at bruge vedvarende energikilder.
Fordi vi er afhængige af den energi. Så det er mere et spørgsmål om: hvordan organiserer vi
som samfund at vi har adgang til den energi vi har brug for.
*AO: Kan du se nogen ulemper ved at verden får flere og flere vedvarende energikilder? I forhold
til at så bliver verden [red. mennesker deri], på sin vis, måske også mere uafhængige af hinanden? Hvor i dag er det selvfølgelig rigtig dårligt at der er så meget CO2. Men vi producerer også
meget energi til hinanden?
*TT: ”Man kan jo ikke…” På den korte bane er der mange olieproducenter, og for eksempel
Mærsk er ikke nødvendigvis [interesserede i vedvarende energi]. Dog har Mærsk faktisk en
grøn politik. Der er mange virksomheder i den her verden og de arbejder ud fra det paradigme
vi har nu, som er ’in it for the money’ og ’desto flere penge på bundlinjen desto bedre’. De er
antagelsesvist ikke nødvendigvis interesserede i at: ”Nå, men nu lukker vi så for olien fordi nu
skal vi udelukkende have vedvarende energi.” Man kan sagtens finde mange særinteresser
10.3-13
som har lyst til at bevare det system vi har. Ja, det er svært at svare på om der er nogen ulemper ved det. Det kan på den tid godt være der vil vise sig at være det. Så vil vi i stedet for finde
nogle andre ting at handle med hinanden med.
*AO: Alligevel for at man alligevel kunne influere Mærsk? Handler det så om ren bundlinje eller
skal der den bevidsthedsmæssige dannelse til hos dem?
*TT: Langt hen ad vejen bliver vi nødt til at starte med at ændre bevidstheden: Hvis vi ikke
har et mindset og hvis vi slet ikke har nogen forståelse for de her problematikker således kan
vi heller ikke se: ”What’s in it for me?” Det er den kobling. Vi bliver nødt til at have en forståelse for de problematikker, samtidig med at det bliver nødt til at være en fordel for mig. Det
er det de på måder er lykkedes rigtig godt med på Samsø, fordi man således netop har sagt:
”Vi ejer de her vindmøller. Af den årsag er det en motivation når vi tjener penge på det
overskud af energi og i øvrigt også tjener penge i vores daglige husholdning fordi energien
er billigere.”
Hvis nu man tager hele Danmark og ser på alle dem der er smede:
”Nu skal I ikke ud og reparere oliefyr. Nu skal I ud og arbejde med vindmøller. Det er ikke
fordi vi vil tage din forretning fra dig. Vi er klar over at vi skal alle sammen have noget at
leve af, så vi kan få noget leverpostej, men nu laver vi nogle andre forretningsmuligheder
i noget som er bedre for det store globale fællesskab.”
Vi er under alle omstændigheder enormt afhængige af hinanden i det store fællesskab. Det
kunne godt være lige nu, så har vi lavet en afhængighed inden for et meget snævert økonomisk defineret paradigme: ”Når jeg køber olie af dig, så kan jeg investere i nye boringer.” Så
kører det system.
*AO: Det vil sige så er det en spiral der kører op ad?
*TT: Ja. Hvis vi nu flytter det system over i vedvarende energi, som eksempel, så er det til gavn
for kloden og for de næste generationer.
*AO: På den måde giver det faktisk muligheder for andre til at få, jeg vil ikke sige vækst, en grøn
spiral inden for vedvarende energi?
10.3-14
*TT: Ja eller måske: grøn synes jeg faktisk også er lidt snævert.
*AO: Eventuelt at det skal være miljømæssigt neutralt? Som det her vi snakkede om i starten
med ikke at fælde flere træer i skoven, uden at den kan gro tilbage. Man skal ikke udlede mere
end CO2 regnskabet. Man skal ikke forbrænde mere end der er plads til. Den her med femtende
august for Scharmer. På den måde?
*TT: Ja så man bidrager reelt set: Hvis vi nu flyttede systemet med ud i noget vedvarende i
stedet for at købe olie og udføre flere boringer. På den måde er du med i evolutionen. Følgelig
hvis du bliver inde i det her så stopper det på et tidspunkt. Derefter er der i bund og grund
ikke mere.
*AO: Fordi det er under alle omstændigheder meget spændende, også i forhold til andre der tænker bæredygtighed hvor det netop er i forhold til Gaia, verden som et system. Ikke desto mindre
må vi alligevel lave flere systemer. Det er på den måde fremtiden ligger? Jeg tænkte på, som et
af de sidste temaer i dag, hvordan ser du retfærdighed idet at skabe nye systemer? Mener du
samfundet er et uretfærdigt system i dag?
*TT: Det mener jeg helt sikkert det er.
*AO: For dig også? I dit arbejde?
*TT: Nej, det ved jeg ikke. Jeg ved ikke om det er personligt uretfærdigt for mig. Det tænker
jeg ikke.
*AO: Er det et svært arbejde?
*TT: Ja, det er under alle omstændigheder et komplekst arbejde.
*AO: Kan du nævne et eksempel?
*TT: Jeg tror på at vi bliver nødt til at komme hen til et mere bæredygtigt samfund. Af den
grund bliver vi nødt til at aktivere vores hjerter eller vores følelser, eller den enkelte personligt. Det er ud fra det spænd: Det som foregår enten herinde eller derinde, til at vi har brug for
10.3-15
en hel anden slags økonomi, og et helt andet slags demokrati, og en hel anden slags måde at
handle med hinanden og være sammen på i verden. Det er et kæmpe stort spænd. Hvor er det
lige at man [starter]?
*AO: Om du også kunne nævne en anden opgave I har arbejdet på end med Center for Bæredygtighed & Resiliens? Hvor du mener I har været inde og skabe den her forandring? [Red. evolution]
Kunne du give et andet eksempel?
*TT: Jamen det synes jeg vi gør. Ligeledes når vi arbejder mere klassisk med fremtidsforskning. Så giver vi folk nogle flere fremtider, ergo giver vi dem et valg.
*AO: Kan du nævne en opgave? Det er som bekendt anonymt det her interview. Kan du nævne en
opgave, hvor I har været inde og du derefter føler at I har skabt den her... at folk netop har taget
strategien til sig, og de har ændret sig?
*TT: Det er under alle omstændigheder svært at sige om de ændrer sig, for vi laver typisk et
projekt og så ser vi ikke folk igen. Vi har for eksempel, lige her i løbet af foråret, udarbejdet
konceptudvikling til Felis’ 100-års jubilæum, som løber af stablen næste år. Vi sendte blot
vores materiale og sagde:
”Når I nu fylder 100 år så brug den lejlighed til at kigge frem. Og lad være med at tænke i
siloer. Bred det ud, og vær mere tværfaglige og tænk bredere i forhold til hvad vil det faktisk at være menneske i fremtiden i stedet for kun at tænke den slags helt snævert, i hjernesygdomme. Demens kan vi behandle sådan her.”
På dette sted har vi været i proces med dem og vi har konceptudviklet deres jubilæum, så nu
bruger de det projekt vi har foreslået dem at de skal anvende.
*AO: Kunne du godt tænke dig at være med i en opfølgningsfase?
*TT: Ja.
*AO: Hvor I evaluerede?
10.3-16
*TT: Det tror jeg i det hele taget. Jeg har været på Instituttet for Fremtidsforskning i rigtig
mange år, og vi har aldrig rigtig været vildt gode til det at følge op og være med. Vi forsøger
nogen gange. Vi har også lavet, det er nogle år siden, et projekt for KPMG, hvor de også ændrede nogle ting: de skabte et tax-lab for eksempel, hvor vi kan sige: ”Kunne der være andre
måder at gøre tingene på. Et rum, egentlig talt et visionsrum eller et frit rum.”
*AO: Et ufarligt rum?
*TT: Ja. Hvor vi prøver at sige: ”Jamen kan vi så ikke mødes igen om et halvt år – om et år?”
Men det gider de ikke. Derefter kører de deres eget. Nu findes KPMG ikke mere. Det er blevet
købt af Ernst & Young. Generelt er vi ikke særlig gode til det der. Vi er gode til at åbne folks
hjerner og give dem flere muligheder, samt specificere de ekstra muligheder hvis de siger:
”Okay, det var ikke den vej vi ville, vi ville hellere den vej.”
*AO: Hvad specificerede I derpå for Felis? Var det det her med ikke kun hjernen, det skulle mere
være det bevidsthedsmæssige I skal have ind? Det sociale?
*TT: Ja, simpelt hen. Vi sagde: ”Hvad vil det sige at være menneske i fremtiden?” Så er der
eventuelt alle mulige andre spørgsmål, fordi: ”Hvad er normal og hvad er unormal?” ”Hvad er
psykisk syg, og hvad er ikke psykisk syg?” Hvis vi også får alle de ting i spil så bliver det mere
helhedsorienteret. Med psykisk sygdom er det helt banalt: I dag giver man blot noget medicin.
Det er det.
*AO: Nu for eksempel definitionen ud fra Rio-topmødet [red. 1992], som kom efter Brundtlandrapporten, hvor der er denne økologiske, sociale og økonomiske trekant af bæredygtighed som
der er mange virksomheder der opererer med. Mener du her at ’the missing link’ det er den bevidsthedsmæssige? At det bliver den fjerde dimension?
*TT: Man er nødt til at have den bevidsthedsmæssige med. Vi slipper ikke uden om den. Det
er ikke nemt at arbejde med og det er ikke på den måde at man lige kan hive ting ned fra
hylderne: ”Sådan gør vi så. Altså.” På mange måder er det et stort eksperiment, og det er evolutionen måske også.
*AO: Et farligt eksperiment?
10.3-17
*TT: Scharmers er rigtig gode: Hans tre kløfter fordi de også favner. Kender du dem?
*AO: Nej du må gerne fortælle.
*TT: Fordi de også favner det bevidsthedsmæssige. Der er den økologiske kløft: hvordan er
relationen mellem mig og naturen, mellem det enkelte menneske og naturen. Derpå er der
den sociale kløft: hvordan er forholdet mellem mig og andre. Til sidst er der den åndelige. Det
er forholdet mellem ’self and self’, siger han.
*AO: Okay.
*TT: Forholdet mellem self and self: det er der hvor vi har meget at lære og hvor der også
hurtigt kan komme nogle ’shifts’, det vil sige hvor vi hurtigt kan ændre ting.
*AO: Det virker også meget spændende på den måde at den bevidsthedsmæssige ikke behøver at
være et metabegreb som ligger over de andre, men at det ifølge Scharmer er et ekstra system
der kommer til?
*TT: Ja, han siger at de tre kløfter er de udfordringer vi har. Det kan godt være at økologi og
al det der vi har snakket om med vedvarende energi og ressourceforbrug, men i den åndelige
kløft, jeg kan ikke huske hvad han kalder den, siger han: ”Der er 600.000 mennesker om året
der begår selvmord i verden.” Hvad er det for en verden som gør at der er 600.000 mennesker
der ser det som den eneste udvej?
*AO: Er det af den grund nødvendigt at skabe mere bevidsthed for de mennesker så de ikke bliver
drevet derud?
*TT: [Til de andre i køkkenet.] ”Kunne I ikke vente blot fem -ti minutter? Fordi så er vi nemlig
færdige. Ville det være okay?”
Fremmed: ”Ja jeg skulle have to ting op i posen. Så kan I få lov.”
*TT: Du må lige sige det igen.
10.3-18
*AO: Jeg har også tidligere beskæftiget mig med selvmord i en opgave: der er de her 600.000
selvmord om året, og 35 millioner forsøg. Er det af den grund nødvendigt at skabe mere, at give
dem mere kontakt med det åndelige? Jeg kan huske at mit fokus i opgaven var at vi skulle sørge
for at folk elskede sig selv mere. Eller hvordan vil du se det? Skal de elske sig selv mere eller skal
de elske naturen mere? Eller begge dele?
*TT: Det er også en ting vi har arbejdet med, det med natur. Det er ret så interessant at vi ikke
nødvendigvis opfatter os selv som natur. Det er måske det der er gået galt: Ikke kun i industrisamfundet, men i påkommende tilfælde helt tilbage fra da landbrugssamfundet blev skabt.
Det at vi er blevet ’masters’. Vi sætter os selv udenfor og over naturen i stedet for som Gry
sagde i en workshop: ”Hvis vi har mistet kontakten med naturen så har vi i virkeligheden mistet kontakten med os selv.” Det er også det Scharmer sætter fokus på med den tredje kløft.
Vi har fået skabt et samfund hvor vi har mistet kontakten med os selv. Det første sted vi kan
se det, det er måske alt taget i betragtning i forhold til naturen. Desuagtet så kan vi begynde
at snakke om natur. Det har vi også gjort i dette interview. Der er mange definitioner på det.
*AO: Der er rigtig mange, men det er i særdeleshed også det der gør det spændende.
*TT: Ja. Vi er blevet alt for separerede fra naturen.
*AO: Naturmæssigt skal vi gøres mere afhængige?
*TT: Ja, eller i hvert fald have en anden forståelse for sammenhængene mellem tingene. Så er
vi en smule tilbage igen: Vi er blevet rigtig gode inden for de her siloer. Vi er både virkeligt og
sindssygt dygtige inden for de her siloer som der slet og ret er milliarder af. På trods af det
bliver vi nødt til at begynde at kigge lidt mere på hvad sammenhængene mellem alle de her
ting er og hvordan… Folk tænker ikke engang over det. Apropos det med landbrug: Hvis du
putter gift ned i jorden, så får du det tilbage igen på et tidspunkt, fordi vi bruger den ressource.
Det er logik for høns.
*AO: I forhold til dette med siloer i forhold til jeres eget arbejde: Du nævnte tidligere at I arbejder
ovenover som sideprojekt, kunne man på den måde ikke også sige til folk: ”Det er okay I arbejder,
fordi en husholdning er under alle omstændigheder også meget din egen silo. Du har dit eget
10.3-19
hjem. Og ikke sige: ”Det skal I gå væk fra.” Men i påkommende tilfælde sige: ”I skal også deltage
i samarbejdsrelationer.” Relationer som netop ikke bliver enten-eller?
*TT: Der er rigtig mange af de moderne mennesker og de har lyst til nogle nye fællesskaber.
Lyst til at føle sig som en del af noget der er større end det næste TV og den næste iPad.
*AO: Hvor lang tid tror du at Tabby som fællesskab bliver ved?
*TT: Det kan jeg ikke svare på.
*AO: Det er måske også det spændende? At det ikke behøver at være sådan en..?
*TT: Nu var det ligesom min ide at skabe det. Jeg har hele tiden tænkt at det er enormt vigtigt
at man har sit eget rum, så vi har vores egen virksomhed. At man kan gå ind og ud af sit eget
rum og ind i det fælles rum. Og det sidste halvandet år der har der ikke været så meget. Jeg
har ikke været med så meget med i det fællesrum. For der har det været Gry og Flemming der
har udarbejdet Dome of Visions. Jeg har så lavet Lundbeck sammen med Steen og Søren. Så
der har vi haft nogle lidt mindre rum. Vi har lavet det her store projekt hvor vi alle sammen
var med. [red. arbejdet med Centret for Bæredygtighed & Resiliens] Derefter lavede vi en film
til Nordisk Ministerråd hvor vi også stort set alle sammen var med. Desuden har vi lavet nogle
konferencer for NCC og der er vi ikke engang alle sammen med. Det her er det eneste projekt
som er over længere tid, hvor vi alle sammen har været med hele tiden.
*AO: Til allersidst: De her to rum du lige nævnte: Det private og det fælles rum. Og nu nævnte du
også lige det med KPMG hvor man også på en måde skulle skabe noget eksperimentering i et
rum. Jeg nævnte: ”Et ufarligt rum”. Hvordan ser du det? Skal det være i begge steder der skal
være noget ufarligt eller skal det primært være det private rum, og så går man ind i det fælles
rum. Eller skal det være fællesrummet der skal gøres mere ufarligt?
*TT: Det skal nærmere være et mere farligt.
*AO: Begge rum?
10.3-20
*TT: Det ved jeg ikke. Måske især det fælles rum. I det fælles rum skal man kunne noget: Summen af de enkelte dele er større end… To plus to er mere end fire. Det er i de fælles rum at vi
kan meget mere sammen, og det skal vi ud fra den betragtning gå efter. Vi skal gå efter og
sætte de kompetencer og fagligheder sammen som i fællesskab kan noget mere og noget andet. Af den årsag synes jeg mere det er mod. Det er mere modet til at gøre noget andet og det
må gerne være mere farligt. Fordi der er så mange ting vi ikke kender svaret på. Vi er nødt til
at arbejde med usikkerhederne. Teste nogle ting og det er også helt vildt vigtigt. Vi kan ikke
måle og veje de kvalitative ting på samme måde som man kan noget kvantitativt. Imidlertid
skal der stadigvæk være en eller anden form for evaluering. Eller tilfredshedsmåling.
*AO: Den skal være der?
*TT: Ja. Fordi ellers er det svært at vide om man nu nåede derhen. Også når man eksperimenterer med ting: Fik man så eksperimenteret på den rigtige måde? Hvad fik vi ud af at eksperimentere på den måde på dette sted. Så man skal hele tiden blive klogere.
*AO: Spændende det med at blive klogere. På den anledning, så vil jeg gerne sige tak for at du
medvirkede. For en god ordens skyld: De her spørgsmål har været rettet imod at se hvordan
spændet mellem privat og offentlig rum fungerer med bæredygtighed og hvordan det udspiller
sig i fremtiden. Til sidst vil jeg høre om du har mere at sige? Om der er et eller andet du gerne vil
have afklaret i interviewet? Om der var en note du lige vil give til sidst?
*TT: Nej. Det eneste jeg mere er nysgerrig ved, fordi du skrev om det der med medarbejderbæredygtighed. Det med den bæredygtige organisation og bæredygtig ledelse og den slags.
Det tror jeg vi kommer til at høre meget mere om de næste par år. Det var din indgang [red. i
den første mail jeg skrev], men det har vi så ikke snakket så meget om, men det kan være vi
kan det.
*AO: Nej, det er rigtigt nok. Det er det spænd mellem at man forpligter sig meget i samfund. Man
forpligter sig også til det fælles rum. Omvendt skal man opretholde sig selv. Bæredygtighed
handler også om en opretholden. Det er ikke kun samfundet, det er også os selv. Vi kom ikke
specifikt ind på det. Men hvordan opretholder du dig selv? Hvordan gør du det i det daglige på
en måde så du ikke bliver stresset? Så det ikke bliver for meget? Har du nogle praksisser?
10.3-21
*TT: Det er en løbende udfordring. Det er meget at man både har sit eget rum hvor man er
stærk. Man har en stærk faglighed. Man har nogle kompetencer. Men at man også bringer dem
i spil i det fælles rum og hvor man nogle gange bliver smidt ud af kurs. Fordi andre forstår
ting på en anden måde. Jeg kan rigtig godt lide det der spænd og helt banalt: Nu er jeg for
eksempel begyndt at meditere, og det skal jeg bare blive ved med. Der er både noget helt personligt: ”Hvordan kan jeg trække vejret ordentligt?” Så det øver jeg mig i. Og så er der det
mere faglige i hvordan kan man lave en balance mellem det jeg kan og det andre kan? Det er
meget det der driver mig. Det er det rum, hvor mange flere ting kommer i spil, og hvor man
så alligevel kan lande det i en eller anden form for helhed.
*AO: Deter på en måde også det. Jeg skal sige for en god ordens skyld: Den måde jeg har prøvet
at nærme mig det på er ved: for at du skal kunne opretholde dig selv så bliver du også nødt til at
have den her uafhængighed som person.
*TT: Ja, frihed.
*AO: Det her med uafhængighed, det er ikke kun samfund. Desuden det jeg nævnte i starten: man
har friheden til at gøre noget fordi man gør ting, selvom de kan være farlige. Men det kan man
også blive straffet for, jf. straffeloven. [Red. maksimen om Dolus Eventualis, i spændet mellem
forsætlig og uagtsom.]
*TT: Det gør man.
*AO: Helt basalt som straffeloven. Hvis man får forvolder andre skade, selvom det ikke har været
den specifikke person man har ment.
*TT: Det har jeg altid haft som arbejdsregel: at hvis jeg ikke møder noget modstand med de
ting jeg laver, så kan jeg lige så godt lade være. Man er nødt til at møde noget modstand, for
hvis du ikke møder noget modstand, så rykker du heller ikke noget. Det er et vilkår.
*AO: Hvis det var let, så kunne alle gøre det?
*TT: Ja, eller ikke bare det: Men hvis ingen modstand, så er der blot ligegyldighed. Nu afholdte
vi nogle seminarer som måske var lige på grænsen i forhold til hvad de mennesker der kom,
10.3-22
synes var okay. Der var mange der ikke synes det var okay og der var rigtig mange der synes
det var superfedt. Der var det hele og det skal der være. Følgelig skal man møde den der:
”Hvad fanden har I gang i? Hvorfor skal vi ud og sejle? Hvornår kan vi komme i gang med det
vi skal?” For mig er det et succeskriterie. Hvis man vil noget andet bliver man bliver nødt til
at skubbe folk lidt.
*AO: Hvad synes du så, helt afsluttende, i forhold til nu at man skal skubbe sig selv. Hvis vi nu
siger, man skal skubbe samfundet så er der blandt andet min vejleder på det her projekt, Ole
Fogh Kirkeby. Han siger: ”Samfundets udvikling er irreversibel.” Den skade vi har forvoldt naturen kan ikke repareres. Synes du det er en god eller dårlig modstand? Fordi det er vel også det
der har skabt dit arbejde? Det er det der gør det spændende. Er du enig i hans antagelse?
*TT: På kort sigt tror jeg han har ret. Men på længere sigt er det som bekendt ikke sikkert han
har ret. Det kunne under alle omstændigheder være at vi er på dette sted i dag fordi der skal
ske noget helt andet.
*AO: Der skal være den her modstand?
*TT: Ja. Det der med om tingene er reversible eller irreversible? Jeg tror at han har ret i at
tingene er gjort, at skaden er sket og at vi har ikke styr på konsekvenserne af det. På en måde
burde det give folk lyst til at forandre, men det gør det ikke nødvendigvis.
*AO: Det gør muligvis at når man så gør det på trods af at der er en fare tilstede, fordi det andet
alligevel er sket [red. det irreversible], så er det ikke i lige så høj grad farligt for en selv, fordi hvis
den anden skade alligevel er så stor, så kan det jeg gør ikke forværre det. Det kan kun gøre det
bedre.
*TT: Ja.
*AO: I den anledning vil jeg som sagt godt grounde interviewet. Nu slukker jeg lige mikrofonen.
10.3-23
Bilag 11:
InterView med *PP fra Sphynx
Bilag 11.1:
Feltnoter
Det startede med at jeg stødte på en notits i et nyhedsbrev med *PP hvor han forklarede at
han i Sphynx ledte et ’tværfagligt organisatorisk innovationsprojekt’. Dette var to måneder
inde i min specialeproces. Jeg kontaktede derfor *PP for at anmode om et interview, og ved
en indledende telefonsamtale den 2. september 2014 talte vi om *PPs ledelsesudfordringer i
forbindelse med sit arbejde i projektet. Desuden hvad der er et bæredygtigt projekt. For eksempel en bro der skal bygges i beton i Saudi Arabien. Hvis det er det mest økologiske materiale er holdbarheden måske kun 25 år i stedet for 50 år. Det vil sige at to broer er påkrævet i
et 50-årigt perspektiv. Til sidst talte vi om det at teamet er uden fagstrukturer. *PP pointerede
netop hvordan bæredygtighedsteamet er en temporær struktur uden budgetmål. Det vil sige
de stopper når de ikke har succes mere. (På den måde overskrider det således almindelige
projekter).
Ved selve interviewet kom jeg ind i mødelokale. *PP snakkede meget. Vi holdt dog en god
øjenkontakt. Det sværeste problem var at få hende/ham afbrudt. Som h*n nævnte bagefter i
h*n(de)s oplevelse af interviewet, forsøgte h*n meget at jeg ikke skulle misforstå hvad teamet
er. Derfor prøvede h*n ihærdigt at forklare til bunds. Let var det at få sporet hende/ham ind
på for eksempel energimæssig uafhængighed. Svært var det at få hørt konkrete ting om teamet.
Bilag 11.2:
Selve interviewet den 16. september
Længde af optagelsen: 1:01:43.3.
*AO: Det er den 16. september klokken 9.36. Jeg hedder Andreas Olsen og jeg sidder med *PP.
Interviewet skal handle om bæredygtighed og det at Sphynx har fokus på bæredygtige løsninger,
fordi der er en stor efterspørgsel på det i Danmark og i Norden. Jeg vil derfor starte med at høre
hvad det er for et team du arbejder i *PP?
*PP1: Den del jeg sidder i, det her miljø som vi arbejder med, er det jeg vel næsten bedst kan
beskrive som et bofællesskab, det vil sige et hverdags- arbejdsfællesskab, men hvor vi har
fastholdt de ledelsesmæssige strukturer. Vi kommer i øjeblikket fra omkring fire forskellige
11.2-1
divisioner i butikken: Der sidder nogen folk som hører hjemme i den division der hedder Økonomi & Management. Der sidder nogen der hører hjemme i Vand & Miljø, som er der jeg hører
hjemme. Der sidder nogen der hører hjemme i Byggeri, og så sidder der nogen få der har rødder oppe i Industri & Energi. Vi har indtil for en uge siden hvor vi flyttede også haft huset en
del som kom fra vores Jernbane & Letbane, som sidder og arbejder primært med Odense Letbane og som har været en del af det i en midlertidig placering. Det er set-upet. Dog en ting der
lige er vigtig at sige er at der bliver arbejdet med bæredygtighed alle mulige steder i butikken.
Vi er 6.000 mand i alt, og der er mange steder hvor der bliver arbejdet med det, sådan de
facto. Det er nogle steder hvor man typisk har opgaver som på en eller anden måde handler
om det: som at udarbejde en bæredygtighedsstrategi, klimastrategi, et eller andet ’andet’ der
ryger ned i nogle enheder. Derudover bliver der også arbejdet med bæredygtighed når man
bygger huse, broer eller noget tredje: så handler det måske om optimeringen af materialevalg
og om mængdereduktioner, hvor man bruger overskudsmaterialer og alt muligt andet, men
det er mere en del af en opgave af at håndtere og bygge en vej, eller hvad det nu end måtte
være. Ikke desto mindre er det ligeledes en del af en bæredygtighedstankegang, men det er
på den måde ikke en defineret bæredygtighedsopgave: Det er det at bygge enten en ringbane,
en motorvej eller noget tredje. Det vil sige bæredygtighed hører hjemme alle mulige mærkelige steder i butikken, men dette sted er så et miljø der eksplicit fokuserer på denne her type
af opgaver som i høj grad svarer til de steder hvor det også bliver brugt i en mere strategisk,
teknisk, politisk, et eller andet sammenhæng: det vil sige hvordan skal vi håndtere de ting på
disse steder.
*AO: Det vil sige ikke sådan på en traditionel vis. Jeg var til et foredrag i går med en fra chokoladeindustrien – Mondeléz, og h*n gik meget op i at de certificerede sig og at de selv var med til
det. Derfor spurgte jeg: ”hvordan organiserer I jer med bæredygtighed?” Det viste sig at det kun
var i forsyningsdivisionen og i kommunikationsafdelingen at de var de bæredygtige. For jer derimod, er det ikke kun det strategiske og kommunikationsmæssige, men i højere grad forretningsudvikling?
*PP1: ”Det er jo det.” En anden ting som er vigtig at forstå, når du så også har været hos andre
rådgivere, det er at vores forretning er summen af de projekter vi har med kunder. På den
måde at Sphynx som virksomhed kan have fokus på det at drive virksomheden ud fra nogle
bæredygtighedstanker, som mest handler om de varer der skal forbruges i forbindelse med
11.2-2
at man driver et hus som det her [red. hovedkontoret hvor jeg var på besøg] med en masse
komponenter: Vi har noget IT, vi har noget papir, vi bor et sted, vi har nogle biler og vi tager
nogle rejser på kundernes projekter og så videre. Det kan man på den ene eller anden måde
have en holdning til. Derover har vi der hvor hele aktiviteten ligger: Nemlig på de projekter vi
har. Derfor er det væsensforskelligt fra for eksempel en chokoladefabrik. De har som bekendt
et produkt de forarbejder.
Hele deres forretning ligger på dette sted og de tager selv valgene. Vi bliver derimod hyret
ind til at hjælpe kunderne eksplicit med den forarbejdning, særligt der hvor jeg sidder. Vi kan
selvfølgelig vælge at sige nej til at hjælpe dem, det gør vi under alle omstændigheder også en
sjælden gang imellem. Følgelig prøver vi på at påvirke kunderne på projekterne. Det kunne
have været chokoladefabrikken:
”Hov, oven på sådan et spørgsmål som du stillede, så kunne det godt være vi i virkeligheden burde arbejde med det lidt mere med det i produktionen, eller hvad er det egentlig vi
kunne lave bedre?” De kunne finde på at ringe til os og sige: ”Vil I komme ud og hjælpe os
med hvordan vi gør det?”
Derfor er det lidt anderledes. Når jeg arbejder med bæredygtighed er det fordi jeg arbejder
med en masse kunder som har interesse i det.
*AO: Altså, I skaber nogle generelle erfaringer?
*PP1: ”Ja, og det handler ligesom om at løse…” Vi er en ’service provider’ i den forstand i forhold til en traditionel produktionsvirksomhed. Vi hjælper andre med at finde ud af hvordan
de skal gøre hjemme hos dem. Jeg har ikke selv ret meget at gøre med Sphynx som virksomhedsmiljøprofil, fordi jeg sidder i forretningen der arbejder med kunderne. Der sidder der
nogle folk internt som tager nogle valg om hvilket papir vi har, hvilken mad vi har i kantinen,
skal vi have elbiler? Det er internt og det er heldigvis, på samme måde som alle andre virksomheder, en relativ lille del af butikken der handler om at ’drifte’ din egen butik. Det meste
handler om forretningen. Jeg svarer til at være chokoladeproduktionen i Mondeléz. Jeg beskæftiger mig mest med kunderne og den rolle vi har i de virksomheder og alt muligt andet.
Det vil sige når vi sidder og arbejder med bæredygtighed og byudvikling, så er det fordi vi
er med til at prøve at løse nogle problemer og udfordringer de har, som de mere eller mindre
også prøver at skubbe i nogle retninger. I bund og grund nogle kundedrevne ønsker, og hvis
11.2-3
kunden siger: ”Det vil jeg ikke have, det vil jeg ikke betale for.” Så kan vi ikke få lov til at gøre
det. På den måde foreligger der den balance. Det er for at understrege at det gør en ret stor
forskel i forhold til nogle af de spørgsmål du havde tænkt at snakke om. [Red. mine fremsendte
interviewspørgsmål.] Hvad er det for en rolle vi har? Hvad er det vi påtager os og så videre?
Vi ligger i et lidt anderledes felt end enten en produktionsvirksomhed eller en kommune.
Fordi vi er dem der ser det behov.
*AO: Ikke desto mindre er fokus for opgaven netop ikke den traditionelle certificeringstankegang hvor du altid kan certificere dig yderligere. For at vende tilbage til de her problemer I gerne
vil løse for virksomhederne når I møder dem: Jeg har som bekendt sendt jer en interviewguide
med blandt andet definitioner af bæredygtighed hvor jeg har taget udgangspunkt i fire: For det
første Brundtlandrapporten som plejer at definere en basis, for det andet bæredygtighedstrekanten for det tredje den her tanke om det etiske regnskab om at den 15. august i år har vi
produceret mere CO2 end Jorden kan optage, og for det fjerde at vi i bund og grund skal passe på
jorden. Hvad støtter du?
*PP1: Igen fordi Sphynx er så stort som det er, så er det ikke hele Sphynx der har den her
holdning: Ud fra det hjørnekontor jeg sidder og roder ved, og som er meget herskende i det
her rum omkring bæredygtighed hvor jeg sidder der kommer der i virkeligheden rigtig meget
tankegods ud af den cirkulære økonomi, det vil sige cradle2cradle tankegangen: ressourceeffektivitet, grøn omstilling, de her forskellige navne til lidt det samme. Hvilket også betyder at
hvis vi skal se i forhold til definitioner så er det i virkeligheden det jeg gerne plejer at sige: ”Vi
har behov for at udfordre Brundtlandrapporten fordi man her taler om, som du også har skrevet, at man skal undgå at forringe fremtidige generationers muligheder.” Ikke desto mindre
hvis vi kigger ud af vinduet, så kan det ikke tage ret lang tid at få øje på at det er rigtig længe
siden at vi havde det valg at prøve at gøre noget for at undgå at forringe fremtidige generationers muligheder. Vi har de facto forringet fremtidige generationers muligheder på rigtig
mange områder: Klima, biodiversitet, CO2, freongasser, ozon, alle mulige forskellige ting og
sager. Vi er langt forbi at sige at vi ikke har forringet den.
*AO: Er det forandringer der ikke kan rulles tilbage og som vi følgelig må arbejde derudfra?
11.2-4
*PP1: Nej, det er meget forskelligt fra område til område. Du kan ikke sige at de ikke kan rulles
tilbage. Udryddelse er for evigt. Arter bliver udryddet, men at påstå at vi ikke kan…: Vi kan
godt genskabe nogle balancer på mange ressourcer, på klima og på alt muligt andet, men tilgangen, som i virkeligheden er essensen i mange af de der tankegange fra cradle2cradle og
cirkulær økonomi, er i bund og grund at vi skal forsøge at regenerere nogle ting. Vi skal kunne
regenerere materialerne og værdien for at bruge det igen, men også og i særlig grad på den
store klinge, skal vi genoprette nogle balancer som i dag enten er skæve eller er i ubalance.
*AO: Er det så derindefra at du forstår vækstbegrebet? Hvad synes du om vækst? Er det
cradle2cradle?
*PP1: ”Det er det jo på den måde.” Tanken synes jeg går på den gode løsning: En løsning er
først rigtig god når den på en eller anden måde giver et positivt bidrag. Derfor er det ikke
tilstrækkeligt at man arbejder med at have en CO2 reduktion. I princippet er det dog rigtig
godt hvis man har CO2 optag hvis man skulle tage det ud fra klimadagsordenen.
*AO: Er det for kunden eller for den cirkulære økonomi I arbejder?
*PP1: Det er hele tiden for kunden. Det er kundens virkelighed, det er kundens produktion.
*AO: Kunden er som bekendt også en del af den cirkulære økonomi?
*PP1: Jo jo, men det giver ikke så meget mening at anskue det fra et helhedsperspektiv. For at
kunne designe et helt system på den måde, ville det kræve at jeg havde fat i alle aktørerne på
en og samme tid. Det tror jeg ikke man kan. Det giver heller ikke mening. Det er mere ude hos
den enkelte virksomhed eller den enkelte kommune, eller hvor man nu end måtte være, at
man kan prøve at sige: ”Hvordan kan denne her tankegang berige os?” Hvor skal vi egentlig
hen hvis vi skal ud i og sige:
”Vi vil dels bruge vores ressourcer mere intelligent: bruge dem bedre, bruge dem flere
gange, men i særdeleshed være i stand til at reagere på at forandringshastigheden stiger
og stiger og stiger, og dermed også den levetid vi er parate til som forbrugere at acceptere
for et givent produkt. Hvis vi skal starte forfra og kassere ressourcerne hver gang der kommer noget nyt, så skal vi bruge rigtig mange ressourcer. Hvis nu vi kunne være i stand til
11.2-5
at opgradere dem, opkvalificere dem. Det vil sige skille dem ad og bruge dem igen til noget
nyt, så vil ressourcetrækket være langt mindre.”
*AO: Okay. Således handler det om at mindske hastigheden?
*PP1: Ja eller nej. Det handler mere om at øge tilpasningen til hastigheden. Den computer du
har der. [Red. Computeren blev med ekstern mikrofon brugt til optagelse af interview] Den
ville du hade at skulle have om fire år.
*AO: Ja. Af den årsag at den ikke ville være hurtig nok.
*PP1: Fordi du ville føle at den var for langsom og du ville hænge dig selv. Hvis nu du kunne
aflevere den inde hos Dell. Få den opgraderet – enten få den samme i hånden igen eller aflevere den, hvorefter de skiller den ad og anvender alle de stumper der kan bruges direkte til
at bygge noget nyt og det der ikke kan bruges direkte må følgelig smeltes om, så det enten kan
blive til nye komponenter eller sælges og indgå i andre produktioner andre steder. Imidlertid
de facto og ideelt set: at alle de materialer der var i den bliver aktiveret igen i en meningsfyldt
ro et andet sted. På den måde kunne du få dig en ny computer, som var up to date, up to speed,
som du kræver, uden at man var startet forfra. I dag kasserer man det meste af det der er i
sådan én og man starter helt forfra med nyproduktion af alle de mange forskellige typer metaller, komponenter og kemikalier. Det er at sige: forandringshastigheden kan vi rimeligvis
ikke trække ud af den, men i stedet for altid at starte forfra kan vi arbejde cirkulært: Hvordan
kan jeg tage det tilbage og bruge det igen? Det er på dette sted det bliver forretningsmæssigt
interessant: desto mindre jeg skal lave om på produktet for at gøre det tilstrækkeligt værdifuldt til at det kan komme ud på markedet igen, desto bedre.
*AO: Okay. Det vil sige når du er ude hos kunderne, så er dit vigtigste formål som ansat, det at få
dem til at få ny værdi for færrest mulige ressourcer?
*PP1: Ja. I virkeligheden går øvelsen ud på at sige:
”Den grønne dagsorden har rigtig mange gode og interessante forretningsudviklende
spørgsmål i sig. Problemet er dog at alle dem som forstår den grønne dagsorden, typisk
ikke forstår forretningsdagsordenen. Ligeledes, dem der forstår forretningsdagsordenen
11.2-6
forstår typisk ikke miljødagsordenen eller den tekniske dagsorden. Derfor har der i mange
år været et stort miskmask. Det vi i virkeligheden arbejder en del med på dette sted, det
er faktisk at trække essensen ud af det grønne område, og oversætte det til noget forretningsrelevant.”
Der hvor det bliver sjovt er når bestyrelser, det vil sige beslutningstagerne i ledelsen, begynder at forstå at der er et stort forretningspotentiale i at tænke dele af det her. Fordi i dag er
der ofte et modsætningsforhold og de har en ’default’ miljøtankegang:
”Det er dyrt, det er besværligt og i øvrigt har det ikke noget med mig at gøre. Det har jeg
nogle ansatte til at tage sig af. Så er det på plads.”
Derfor får de ikke noget rigtig nævneværdigt ud af det. Det er først når man tager det ind og
siger, som vi snakkede om før:
”Hvad nu hvis jeg drev en virksomhed på det og blev i stand til at reducere mine omkostninger økonomisk, mit tidsmæssige forbrug til at lade det ske, og det ressourcemæssige
træk på at levere et nyt produkt.”
For det er i virkeligheden to gamle opkvalificerede tankegange.
*AO: Når du kigger på fremtidens produkter, ser du dem af den grund inden for den dagsorden
der hedder grøn vækst? Det vil sige grønne jobs, som er det jeg forstår som din umiddelbare
tilgang til din kunde på kort sigt? Men også i forhold til den cirkulære økonomi, som en ny infrastruktur i samfundet. Ser du også grøn vækst på lang sigt eller er det mere et infrastrukturspørgsmål?
*PP1: Grøn vækst er under alle omstændigheder et sjovt ord. Det er noget vi et eller andet sted
kalder det, men jeg synes at…
*AO: Hvad ville du kalde det?
*PP1: Det er et godt spørgsmål. Vi har som bekendt et meget solidt vækstparadigme i den
vestlige verden som er rygraden i hele systemet. Det er bygget meget op på strukturen i den
finansielle sektor, som gør det enormt vanskeligt at arbejde med, og som er en af grundene til
at man opfinder et begreb som grøn vækst. Fordi igen: det her skisma mellem at der sidder
en masse erhvervsfolk, politikere og alle mulige andre som ikke kan se at det grønne giver
11.2-7
noget som helst: ”Det grønne er noget fordyrende og lidt besværligt. Vi skal også redde verden, men vi skal også redde også selv og vores næste kvartalsregnskab.” De snakker meget
om vækst i et traditionelt spor. Mens vi i Sphynx jævnligt og dagligt med vores kunder demonstrerer, at der er rigtig god forretning i at håndtere det grønne område på en meningsfuld
måde. Igen den formidlingsmæssige brug og den indsigt i begge lejre er der al for få der har,
og derfor opstår begreber som grøn vækst. Det er et bindemiddel: Vi skal have nogle af dem
der skal sige ja og nej til at forstå det og hvis vi kalder det vækst, så er det mere ’spisbart’ end
hvis det hed grønt. Omvendt skal vi have de grønt interesserede til ikke at gå amok og sige:
”Det er helt galt, det er under alle omstændigheder kun erhvervstænkning det her, det går
helt galt.” På en eller anden måde opstår begrebet også fordi man har behov for at bygge bro
mellem to lejre som ret beset ikke er så gode til det.
*AO: Kan du fortælle hvor du har oplevet en konflikt? Konkret med en kunde hvor det ikke rigtig
har kunnet løse sig, og I ikke har kunnet skabe værdi, fordi der har været det her vækstbegreb
der kom ind over?
*PP1: Jeg ved ikke om det så meget er vækstbegrebet. Der ligger dog en klar opfattelse, der
nogen gange kan være ganske vanskelig at flytte hos kunderne, hvis vi skal tænke bæredygtighed ind i et infrastrukturprojekt.
*AO: Hvor kunne det være henne?
*PP1: Vi skal bygge ringbanen rundt om [red. www.ringtre.dk], der kører fra Lyngby og hele
vejen ud til vandet på den anden side. Det er vi med i, og vi skal projektere enten to eller tre
ud af de fem arbejdsparker. Blandt andet laver vi tracéet. Det er nogle af de steder vi har prøvet at være inde og skubbe lidt på og sige: ”Hvad nu hvis…?”
*AO: Hvad er tracéet?
*PP1: Det er hele banelegemet. Hele forløbet af banen, forstået som vejføringen og rammen
hvor skinnerne ligger. Inklusiv hvad der er af infrastruktur rundt om det. Få det hele til at gå
op. Det kunne man tænke rigtig ’rigtig’ mange tanker omkring. Hospitaler er et andet oplagt
eksempel: De bygges om hele tiden. Derfor er det et rigtig ’rigtig’ smart sted at tænke i både
11.2-8
opgraderbarhed og let til omskiftelighed, hvormed man undgår at skulle starte forfra hele tiden og kassere alle ting. De siger at 15 % af et hospital er kronisk under ombygning: Der kommer der nye teknologier, man flytter behandlingerne det ene, det andet og det tredje sted hen.
På den slags steder sker det, dog er der så mange andre ting, som også er med til at styre det:
både vaner, tidsplaner, økonomi og beslutninger som tages forskellige steder. Ved sådan
nogle meget ’meget’ store komplekse projekter er det enormt vanskeligt at nå igennem med
at sige: ”Prøv og hør, vi har nogle andre tanker om hvordan man kunne løse det det her.”
Som på den måde set kunne give en anden type løsning af det samme problem og af det
samme behov, nemlig det at få bygget det hospital eller få bygget den letbane eller hvad det
nu end måtte være. Hvor der dels er så mange lag der skal igennem som ingen ikke rigtig helt
forstår eller ikke er trygge ved, dels kan det også være noget med at det ikke er gjort før:
”Er det af den grund nødvendigt at vi skal tage og gøre noget nyt? Har vi den risikovillighed
til at prøve det af? Eller det kan godt være man har haft den type byggeløsninger i et kontorhus som det her, og at det kan overføres til hospitalsverdenen? Har vi lyst til at lægge
ryg til det? Og vi er allerede tre måneder bagud med tidsplanen.”
Gang på gang bliver det mange forskellige typer faktorer som spiller ind, som gør at man måske ender med at sige: ”Det kan egentlig godt være spændende, men det bliver bare ikke her.”
*AO: Er det jer der skal ind og påtage jer risikoen ved at I kan formidle de mange komplekse lag
der er? Er det også derfor I med jeres team er så mange forskellige funktioner, funktionærer,
eller ansatte med forskellige baggrunde?
*PP1: Det er ikke rimeligt eller rigtigt at vi skal påtage os den risiko, fordi igen: det kan være
vi er hyret ind til at forsøge at…
*AO: Så I skal mere nedbryde kompleksiteten?
*PP1: Ja, men det vil ikke være rigtigt at vi skal påtage os risikoen. I hvert fald ikke i en forretningsmæssig kontekst. Du spurgte om nogle eksempler, hvor vi enten møder barriererne eller
har svært ved at komme igennem: Særligt desto større og desto mere komplekse projekterne
bliver, desto mere sammensatte er de organisationer vi skal arbejde i. Følgelig har vi også på
kundesiden det problem: de mange lag der skal forstå projekterne, bliver alle sammen målt
på det oprindelige hverv i at bygge enten et hospital, letbane, bro, vej eller hus, og typisk ikke
11.2-9
i at få bygget et enten bæredygtigt hospital, letbane, bro, vej eller hus. Desuden havde det
været rigtig oplagt med hospitaler, nu vi skal bygge så mange, hvis man fra statens side havde
tænkt:
”Det her skal vi bruge til at skabe både en forsknings- og eksportvare for bæredygtige
hospitaler som er lig morgendagens hospitaler. Nu vi skal bygge så mange kunne vi faktisk
opbygge en solid kompetence som vi derefter kunne rykke ud og sælge i resten af den
vestlige verden. Fordi den vestlige verden antagelsesvist byggede hospitaler nogenlunde
på samme tid som vi byggede dem, og dermed også er i gang med at skulle opgradere dem
alle sammen.”
*AO: På den måde det at I skal kunne evaluere måleeffekten for derefter at kunne bruge den
siden hen til at kunne sælge løsningen fra dette sted videre?
*PP1: Der er ingen tvivl om at det fungerer rigtig godt med cases. Som på en eller anden måde
kan dokumentere:
”Vi gjorde dette på dette sted, der kommer dette resultat på dette sted ud af det. Dette
medfører enten at folk i dag har denne type vare på dette sted og det er de glade for på en
eller anden måde eller det har givet noget økonomisk effekt ”eller hvad det nu end er”.”
Ikke desto mindre er det især det, at der første gang skal udarbejdes et antal cases: ”Hvordan
overtaler man dem, hvordan kommer man i gang?” Så der er vi, qua at vi sidder sådan et bredt
team på dette sted, og rækker ud mod mange forskellige typer kunder og mange forskellige
typer opgaver. Det gør nogen gange at vi kan overføre og sige:
”Jamen ovre på dette sted har vi arbejdet med en bygherre, hvor vi har udarbejdet en løsning, så det kunne måske også godt være noget der kunne være relevant for jer kommuner
nu I ejer bygningerne på dette sted? Lyder det tilstrækkeligt spændende til at vi kan
komme i gang med en dialog, selvom vi måske i virkeligheden havde troet at vi blot skulle
gøre som vi plejer – at vi skulle gøre det sådan her?”
Det er som bekendt en stor kompleks portefølje af opgaver vi kan dække fordi der både sidder
økonomer der kan regne på alverdens forskellige ting og sager, der sidder byplanlæggere, der
sidder bygherrefolk, der sidder et par biologer, der sidder nogle LCA folk [red. lifecycle analysis, der anvendes inden for cradle2cradle.] der sidder og regner på materialesammensætninger og der sidder en kemiker. Det er alt.
11.2-10
*AO: Dette casearbejde er vel også den måde I udvikler forretningen på?
*PP1: Det er det på sin vis qua det at komme i gang med en eller anden given kunde ved enten
en eller anden form for dialog eller ved at reagere på et udbud.
*AO: Hvordan når kunden kommer? Ved kunden at I eksisterer per se? Eller tænker de, vi ringer
til Sphynx, de får fat i en case først, og så..?
*PP1: Det er ret så forskelligt. På nogen områder. Sphynx er antagelsesvist mest kendt for at
bygge veje og broer ”og sådan noget halløj” hvilket gør at vi på nogle områder har navnet imod
os ved vores mere strategiske ydelser på dette sted, rent bæredygtighedsmæssigt, om hvordan man håndterer bæredygtighed. Når vi snakker med folk rundt omkring som sidder i en
eller anden form for ledelsesposition er der mange som tænker: ”Gud det var da interessant
når du siger I ved noget om det der, det havde jeg da slet ikke regnet med I gjorde. Jeg havde
sådan en ide om at I byggede huse og veje.” Så nogle gange har vi det en smule imod os, men
det som er styrken, og der hvor det i virkeligheden bliver interessant, er at der er så meget
teknisk kompetence i huset. Når vi derfor krydser det med den strategiske kompetence så
bliver det interessant fordi vi har en bedre mulighed for at levere faglig og teknisk funderet
rådgivning. Modsat når vi nogen gange mere konkurrerer mod de store revisions- eller managementhuse.
*AO: Fordi I kan gå ind og udarbejde en mere miljøteknisk analyse og det at I har en case?
*PP1: Ja, og det er bedre funderet i den virkelighed der er på det sted. Hvis vi udarbejder en
eller form for bæredygtighedsstrategi som skal kobles på en forretning: ”Hvordan kan denne
virksomhed udvikle sig?” Der er det rimeligt smart at vi sandsynligvis også har en forståelse
for hvad det egentlig er man prøver på at modellere, modsat hvis du kommer fra et traditionelt managementhus. Ud fra disse steder vil der typisk ikke være nogen der har ret stor indsigt i enten at turde sætte dagsordenen omkring de tekniske aspekter af det eller hvordan
klimalogikken skal forstås hvis det nu var en klimastrategi.
*AO: Er der af de årsager nogen gange hvor managementhuse tager kontakt til jer, og hvordan?
11.2-11
*PP1: Ja, nogle gange laver vi opgaver sammen med dem. Den slags er typisk mere i en udbudssammenhæng. Vi skal først respondere på en eller anden form for udbud af en art som
har en vis størrelse, hvor vi går ind og ’teamer’ op med nogle af de forskellige huse.
*AO: Når I på den måde får et projekt ind med nogle der gerne vil have både jeres tekniske knowhow og også noget solid viden om hvordan I gør det med at bruge færrest mulige ressourcer for
at få et nyt produkt: Så sætter I hele teamet sammen eller..?
*PP1: Nej, det er ganske sjældent at alle er aktiverede, også fordi den er så bred en gruppe som
den er.
*AO: Hvor mange er det I sidder derinde?
*PP1: Vi er tyve personer derinde på nuværende tidspunkt. Vi er lige flyttet for fjorten dage
siden. Fra den ene side til den anden side, så længere er det ikke. Det er på den måde en del
af den her totale ombygning, der gør at folk bliver flyttet lidt rundt for at kabalen går helt op.
Desuagtet er det vist sidste stop nu. Det troede jeg egentligt talt også sidst. Øjensynligt er det
på dette sted vi skal bo. Men det er relativt sjældent at man har en opgave som favner så bredt.
[Red. kommentar i forhold til forrige spørgsmål.]
*AO: Fordi der kan være en ingeniør med speciale i hospitaler og en ingeniør med speciale i jernbaner?
*PP1: Ja, lige præcis. På den måde er det mere grupperinger inden for, okay nu sidder der
nogle på dette sted med en…
*AO: Hvad er dit speciale?
*PP1: Jeg falder lidt ind midt i det hele, for jeg er en der binder ting sammen. Min baggrund er
imidlertid at jeg står i spidsen for det her arbejde omkring vores cirkulære økonomi. Hele
denne omstilling om ressourceeffektivitetsdagsordenen. Det er på den måde mit hoveddomæne, hvilket er en blanding af: Dels evnen til at kunne se hvad en cirkulær udgave af et eller
anden given set-up vi nu har egentligt talt er, dels noget procesviden og dels evnen til at italesætte det på den her forretningsmæssige præmis over for folk som kan se hvordan det er.
11.2-12
Det vil sige det er noget faglig viden, det er noget processuel viden, det er noget kommunikation og det er noget forretningsforståelse. Det er muligvis i virkeligheden de fire ting jeg bygger sammen. Derudover vil der være en masse tekniske detaljer undervejs som jeg ikke ved
noget om og som jeg ikke kan forstå. Der har jeg heldigvis en masse dygtige kolleger, og som
derfor tages med ind på opgaverne, når vi skal vurdere hvad opgaven er for en eller anden
given kunde. Hvis det nu er det her bord vi sidder ved: en kunde der godt kunne tænke sig at
udvikle det på en eller anden måde. Hvad ville være alternative materialevalg? Eller hvordan
med indeklima, afgasning? Eller hvis nu vi skiftede fra det her materiale til det her materiale,
hvad vil konsekvenserne blive miljømæssigt og økonomisk? Det kan jeg ikke regne på, men
det er der heldigvis masser af andre der kan. Derfor gør det ikke så meget. Jeg er mere én der
sætter brikker sammen på nogle nye måder end de plejer, udfordrer folk og processer og faciliterer ting.
*AO: På den måde er du en katalysator for dine kolleger, men er du også leder for dem? Kan du
også sige at de ikke gør det godt nok?
*PP1: Det kan du godt sige. Men så skal vi et skridt tilbage: Sphynx’ måde at drive butik på er
summen af en masse projekter. I det øjeblik du starter et projekt overtager projektlederen ud
fra en formel overdragelsessamtale, hvor du siger:
”Det her er vores kontraktlige forpligtigelser. Vi skal nå de og de mål inden for den og den
økonomi. Derefter har man en gennemgang af om du har de folk med du skal bruge, om
du har den viden du skal bruge, om du enten er tryg ved det eller om mangler du noget?
”Og alt muligt andet”.”
Desuagtet en masse punkter man skal gå igennem som afstemmer og tjekker op på at den
projektleder faktisk er i stand til at gennemføre det man nu skal, og om der er noget behov for
faglig sparring? Når man har det, så er det projektlederen der bestemmer. Det vil sige hvis jeg
sidder som projektleder for et projekt og der er nogen der ikke leverer godt nok, så er det mig
der går ind og siger: ”Det er ikke godt nok. Det må du lave om. Det må du opgradere.” Men det
kan være alle mulige der gør det. Derfor er det ikke det at jeg sidder som en af de tre derinde
der leder gruppen, der gør at jeg siger noget til folk, hvis der er behov for at sige noget til
nogen. Men hvis jeg i givet fald er projektleder for projektet vil jeg kunne gå ind og sige til folk:
”Hey, det er ikke godt nok det her.” Det behøver jeg ikke at gøre blot fordi jeg er leder af gruppen.
11.2-13
*AO: Okay. Så hvis nu I har brug for en helt anden kapacitet som ikke er i jeres gruppe, så går
jeg ud fra at I blot kontakter en anden én..?
*PP1: Ja.
*AO: Hvordan foregår det? På en rimelig gnidningsfri måde ved at de blot kommer over?
*PP1: Ja, det gør det generelt. Huset er skruet sammen på den måde at vi er 6.000 mand i
verden og i princippet kan jeg aktivere en vilkårlig en af dem. Følgelig er det klart at det er
noget nemmere at få en der sidder lige ved siden af mig til at være med på et projekt end en
der tilfældigvis sidder på et kontor i Mozambique. Ikke desto mindre hvis det i særdeleshed
er Mozambique den kompetence er, så kan vi sagtens trække dem til projektet. De behøver
ikke at komme herop for at vi kan aktivere dem. Vores system gør også at der ikke er nogen
forskel på om en medarbejder på projektet enten sidder i nærheden af projektlederen eller et
vilkårligt sted i vores Sphynx land. Det betyder ikke noget. Dog er det klart at der kan være en
masse ting desto længere man er fra hinanden. Ikke kun fysisk men også og i særlig grad organisatorisk: hvilke forskellige enheder sidder man i idet hver afdeling som bekendt både har
en økonomi, nogle mål og nogle opgaver man skal løse og alt muligt andet.
*AO: Har I et mål? Skal I have et vist antal opgaver per år?
*PP1: Igen tilbage til derfor jeg også kalder det et bofællesskab: Bæredygtighedsrummet har
ikke nogen mål, fordi det netop ikke er en afdeling. Ikke desto mindre sidder vi alle sammen i
afdelinger hvor vi har mål. Så selvfølgelig kan der komme, og kommer, konflikter ind i mellem.
Ligeledes mellem folk der gerne prøver at rage så meget som muligt af en given opgave over
til deres afdeling. Det er den samme udfordring man har i stort set alle de organisationer der
bliver så store at der er to afdelinger, som har hver sit mål. Således prøver vi til dels at sikre
at vi fokuserer på og når vores egne mål ”og sådan noget”. Dels bliver der gjort en hel masse
for løbende at undgå og nedbryde det ”og så videre”. Af den grund sker det bestemt også.
*AO: Har du også selv den konflikt i dit arbejde? At du måske nogen gange får påtaget dig for
mange opgaver i projekter og lige pludselig er der det andet, og så..? Om du enten oplever det
som at det bliver for stressende eller om du har en måde at arbejde på som gør at du kan opretholde dig selv?
11.2-14
*PP1: Altså det smukke svar ville som bekendt have været at kunne sige: ”Ja, jeg har aldrig for
meget. Det går altid godt.” Men det ville være lyv. Jeg kan bestemt også have for meget. Alligevel er jeg efterhånden rimelig god til at begynde at sige fra når det begynder at gå galt. Derved
at begynde at tage fat og typisk at stoppe. Hvis ikke jeg lige kan se nogen omkring mig jeg kan
skubbe ud til, så går jeg til min nærmeste leder, og siger:
”Prøv og hør. Nu har jeg for meget. Nu begynder jeg ikke at kunne holde det niveau jeg
skal på det her. Jeg kan ikke levere mine deadlines over for kunder, og så videre. Så jeg
skal af med nogle opgaver.”
Følgelig prøver vi enten at snakke om hvem det er der er bedst til at overtage, hvem der har
noget kapacitet, og så få projekteret det ud. Eller vi tager fat i en kunde og siger: ”Prøv og hør.
Vi havde egentlig aftalt at vi skulle levere første oktober. Er der nogen mulighed for lige at
skyde det fjorten dage.” Nogen gange er der. For mange kan vi i virkeligheden rigtig ofte godt
flytte det. Tit sker der også det at kunden har travlt og siger: ”Nå ja, det vil i og for sig faktisk
være meget rart. Hvis vi kunne flytte det fjorten dage for jeg har egentlig også selv lidt svært
ved at nå det jeg skal nå når du afleverer fordi…” Andre gange er der ikke. Det vil sige hvis vi
må skubbe det møde internt hvis de skal fremlægge det for deres ledelse, fordi det spiller op
til at der er en beslutning på den anden side med et eller andet møde, hvor materialet skal
være klar og så videre.
*AO: Ud over de projekter du er tilknyttet, hvem er så din leder i forhold til det her tværfaglige
team?
*PP1: Vi har som bekendt et organisatorisk set-up hvor jeg har en sektionsleder og en afdelingschef i den afdeling jeg sidder i, som er en del af divisionen Vand & Miljø, som øverst oppe
har en SVP, en Senior Vice President, på samme måde som i en klassisk struktur. Det vil sige
der sidder en divisionsdirektør, med nogle afdelinger med hver deres afdelingschefer, og de
er delt ind i nogle sektioner med sektionsledere og der sidder jeg i sådan én. Det er mit formelle hierarki. Derudover har vi det her rum, Bæredygtighed & Byudvikling, og folkene i det
refererer sådan set til en leder, vi er som sagt tre personer der leder det: En kommer fra den
division der hedder Økonomi & Management, og sidder i planenheden der. Mig selv der kommer fra Vand & Miljø og en kommer fra Byggeriet, som faktisk er byggeriets øverste direktør,
*EE. H*n er øverste leder af Sphynx’ byggedivision i Danmark. H*n er ligeledes ledelsesansvarlig for de tre andre Senior Vice Presidents for de tre andre afdelinger. Faktisk også vores
11.2-15
Industri & Energi. Det er sådan set de fire Senior Vice Presidents som ejer projektet/forsøget.
Dog har man sagt at i stedet for at de alle fire skal blande sig i det hele tiden, så er det forankret
hos den ene, *EE. Det er hende/ham vi referer til i forhold til forsøgsprojektet på dette sted
om måden at organisere os på.
*AO: Hvem har så fundet på projektet?
*PP1: Det kommer formodentlig fra lidt forskellige sider: Jeg har blandt andet selv været med
til at forme nogle af tankerne om det. Det er som den slags ting typisk er: En lidt blandet proces
med nogen forskellige mennesker der har gjort sig nogle tanker om at det kunne være interessant at prøve at lave noget for folk med fælles arbejde. I virkeligheden kommer det ud af
at vi er nogle mennesker, mange af dem sidder herinde i dag, der har arbejdet tæt sammen,
også inden vi begyndte at sidde sammen. Det begynder derfor at rejse nogle tanker om at det
egentligt talt kunne være ret fedt at vi tog skridtet, og sagde:
”Hvis vi alligevel i perioder bruger stort set al vores tid på at arbejde sammen, så kunne
det være meget fedt at sidde sammen hele tiden i stedet for at man egentligt sidder der
hvor man formelt hører til i organisationshierarkiet. Hvis man tilfældigvis nu laver rigtig
mange opgaver med nogen fra den anden afdeling, så kunne det egentlig være meget sjovt
at flytte sammen.”
*AO: Hvornår var det det skete?
*PP1: I virkeligheden startede det sådan ret så anarkistisk for cirka to år siden. Som et slags
projekt/mulighed der var opstået ovre i den flade bygning hvor receptionen er. Nede i den
nederste ende var der et lokale der ikke blev brugt, og så var der nogle der tænkte: ”Skal vi
ikke prøve det?” Følgelig blev vi enige om at det er et forsøg og at vi stopper det på et eller
andet tidspunkt når vi ikke synes det giver mening. Men lad os prøve at se hvordan det er.
*AO: På den måde var det mere ’meningen’ end selve det at I fik succesfulde projekter? Selvfølgelig skal I have succesfulde projekter, men det var ’meningen’ fra jeres side at sidde sammen og
arbejde?
*PP1: Ja, det som har været intentionen fra starten af har været at sige:
11.2-16
”Hvis nu vi kan samle de kompetencer der skal til omkring sådan en kompleks ting som
bæredygtighed & byudvikling i en bred kontekst, så kunne vi til dels blive bedre til at samarbejde fordi vi lærer hinanden bedre at kende.”
Målet med at gøre det på denne måde på dette sted er i virkeligheden det at vi får adgang til
en bredere viden, hvormed vi bedre kan vælge bedste mand til holdet fordi vi bruger hinanden. Hvilket er det vi reelt set oplever nu her hvor det er blevet hverdag for os. Der går ikke
en uge hvor jeg ikke vender en eller flere opgaver med nogle som jeg ikke sidder i sektion
med.
*AO: Altså den traditionelle Vand & Miljø sektion?
*PP1: Præcis. I min linjeorganisering sidder der et par stykker af mine kollegaer, som også
sidder inde i rummet. Ikke desto mindre bruger jeg ligeså meget tid på at vende opgaver med
nogen der sidder oppe i rummet, men som ikke sidder i min linjeorganisering.
*AO: Sidder du sådan 50:50?
*PP1: Nej, jeg sidder kun der.
*AO: Du sidder kun der?
*PP1: Jeg har kun plads der. Jeg er 100 % af min tid i rummet, så meget som jeg nu er i huset
inklusive kundebesøg og alt muligt andet. Mindst lige så ofte sparrer jeg som bekendt med
kollegaer som ikke er i min linjeorganisering, men som hører hjemme i det her Bæredygtighed
& Byudviklingsrum. Det vil sige de kommer fra andre steder, fordi jeg tænker: ”Hov. Enten
deres viden eller deres forståelse og tilgang til denne opgave der skal løses på dette sted er
det jeg mangler lige nu.” Det gør jeg fremdeles på den måde frem for mine formelle kollegaer.
*AO: Hvad var egentligt talt hele din tilgang til at komme ind i Vand & Miljø afdelingen fra start
af? Var det som ingeniør, som byudvikler eller som forretningsudvikler?
*PP1: Ja, nej. Jeg er uddannet nede fra RUC: TekSam [Red.: Miljøplanlægning] som er en miljøplanlæggeruddannelse. Jeg startede med at få job i Københavns Kommune og sad i det der i
dag hedder Center for Miljø, i Teknik & Miljøforvaltningen. Derefter flyttede jeg til Canada, og
11.2-17
endte med at starte op som selvstændig derovre. Derefter flyttede jeg hjem og fortsatte med
at drive egen virksomhed. På et tidspunkt krydsede jeg så ind over en opgave som Sphynx
løste og jeg blev tilbudt et job på dette sted i stedet. På den måde kom jeg ind.
*AO: Hvornår var det?
*PP1: Det er fem år siden. Godt og vel fem et halvt år. Jeg kom lidt ind på det de også selv kaldte
en strategisk ansættelse qua at de godt kunne se at det jeg kan og gør ikke var en helt klassisk
position og ikke er det der er flest af. Det er mere den her rolle som går mere på tværs, og som
muligvis også er bedre til at se nye områder og udvikle ting. ”Jeg har under alle omstændigheder fra starten af…” Altså jeg var med til at starte, eller har startet, hele forretningsområdet
omkring cirkulær økonomi.
*AO: Også det med 360 grader?
*PP1: Nej, den tilgang er opfundet af nogle andre. Dog rimer det rimer som bekendt enormt
godt på hinanden. På den måde at det er enormt nemt at arbejde med cirkulær økonomi ved
at kunne argumentere op imod 360 graders tankegangen. Før det hed 360 grader, hed det de
tre e’er: Fordi man havde ’environment’, ’engineering’ og hvad var det sidste..?
*AO: ’Earning’?
*PP1: Nej, det var før. Nu har vi nogle e’er, som du har set der [red. i årsrapporten]. Men der
havde vi dækket de tre store: Det har jeg glemt. Hvad var det..?
*AO: ’Environment’?
*PP1: ’Economics’, ’environment’ og hvad var det sidste mon tros..?
*AO: Energy?
*PP1: Det har jeg glemt. Det var lige da jeg kom ind i huset. Der havde man noget med tre e’er
som så blev døbt 360 grader. Men det er under alle omstændigheder meget interne termer.
11.2-18
*AO: Lige med cirkulær økonomi: Opfatter du den som et forhold til denne her bæredygtighedstrekant: Økologi, social og økonomi sat sammen? Selvfølgelig snakker vi om det med at skulle
minimere ressourcerne, men hvad er cirkulær økonomi?
*PP1: ”Hehe. Hvad er cirkulær økonomi?” Cirkulær økonomi er som sagt i virkeligheden meget
et skift fra denne traditionelle og lineære ’brug og smid væk’ tankegang til en regenererende
økonomi, som både er baseret på vedvarende energi, som eliminerer kemikalier, som forhindrer genbrug og som ret beset forlader tanken om affald. Det insisterer på at se alting som
ressource. At få alting aktiveret i værdiskabende processer på en eller anden måde i stedet
for at vi enten brænder det af eller graver det ned i et hul. Imidlertid vil jeg sige i forhold til
det sociale vedrørende din trekant hvor du har social, økonomi og miljø: Lige så vel som at
traditionel bæredygtighed havde en hovedvægt på det grønne og på den måde trak miljøet
ind, hvormed det sociale et eller andet sted blev det svage hjørne i den trekant. Lige så vel kan
du tage en tilsvarende vægtning ud fra *DD og Devon som du snakkede med, men også andre
der arbejder meget mere med hele socialområdet: Tag ud og snak med Tanja Ellis, som arbejder med en pionertilgang om sociale virksomheder på dette felt. Hendes felt er meget fra det
sociale hjørne: ”Hvordan driver vi virksomheder som arbejder med at udvikle sociale løsninger, men som også og under alle omstændigheder er bæredygtige?”
På den måde bliver miljøhjørnet det svage punkt. Cirkulær økonomi kommer nemlig også
ud af ressourcehjørnet, af miljøhjørnet. Derfor vil jeg ud fra den betragtning også sige at det
svage hjørne er det sociale, hvis man kan tale om det i cirkulær økonomi i forhold til bæredygtighedstrekanten. Der ligger meget hvis vi hæver blikket lidt: Noget af det vi gerne vil, hvis
vi nu tager en europæisk kontekst: Den første gang du producerer et materiale som en eller
anden løsning: Enten din telefon eller din computer fra før. Disse er typisk produceret ude i
Østen. Hvis du både begynder at arbejde med at give dem et nyt liv, opgraderer dem, sælger
dem igen, splitter dem ad og samler dem til nogle nye ting. På den måde er det typisk noget
der sker mere regionalt, det vil sige den anden runde, den tredje og hvor mange der nu måtte
blive af et produkts livscyklus. Disse er typisk mere regionale end den oprindelige produktion.
Det er reelt set en af grundene til at vi på europæisk plan har en kraftig interesse i dette felt.
Cirkulær økonomi er at vi kan se at der ligger nogle muligheder for at skabe nogle arbejdspladser på europæisk jord.
Det vil sige hvis vi hæver blikket og tager den store [red. politiske] klinge ud fra en betragtning af den sociale dimension: Hvad gør vi for de her kæmpe store generationer af unge
11.2-19
som har virkelig svært, særligt i Sydeuropa, ved overhovedet at få et fodfæste på arbejdsmarkedet? Hvilke muligheder ligger i det? Noget af det vi håber på er blandt andet at hvis man
kan skabe en anden og en tredje cyklus på enten materialer eller på produkter, så kan det godt
være at de første gang er produceret ude øst på. Men typisk vil det ikke give mening at smide
dem helt derud igen.
*AO: Med andre ord: Du opfatter cirkulær økonomi som startende som et globalt helt system
som bagefter bliver til regionale systemer? Regionale systemer som ikke nødvendigvis er en del
af det hele, men som er sideordnede?
*PP1: Nej. Mere at man kan bruge det på det hele. Det er måske et dårligt svar, men ikke desto
mindre.
*AO: Skalere op og ned?
*PP1: Ja. Jeg kan tage tankegangen fra cirkulær økonomi og så kan jeg arbejde med den ude på
din chokoladeproduktionsvirksomhed fra i går. Gå ned i produktionen og så kan jeg anvende
den værktøjskasse, det vil sige den tilgang til at stille nogle spørgsmål og diskutere måden de
driver produktionen på. Man kunne også skalere det op og se på dens værdikæde: Hvordan
ser det ud med leverandører, hvordan ser det ud med kunderne og så videre? Derudover
kunne man skrue det op på systemniveau og se hele branchen ved enten at anskue og tage det
på den by den lå i, det land den lå i, den region den lå i eller fra et globalt perspektiv. Således
kan tankegangen appliceres på ret mange forskellige niveauer. Dog vil jeg ikke sige at det foregår på den måde at de hænger sammen. Der er ikke en rækkefølge på det.
I stedet er det: ”Hvordan skruer man en regenererende økonomi sammen?” En økonomi
der forudsætningsvis på en måde enten aktiverer materialer igen og igen eller hænger sammen med deleøkonomi som er et andet bud der passer rigtig fint ind i det her. Det kan du
tænke både på lokal-, regional- og globalniveau. Det er selvfølgelig nogle forskellige aktører
der skal i spil, og det er nogle forskellige typer af løsninger. Men du kan sagtens anskue det
ved at tage samme mindset og sige: ”Hvordan skulle en samhandelsordning mellem to lande
se ud, hvis den cirkulære økonomi skulle understøtte sådan en?” Derudfra skulle den se anderledes ud end hvis man blot skruede den sammen ved at sige at den skal skabe størst muligt
salg af dimser.
11.2-20
*AO: Når du så kommer ud og prøver at komme op med den cirkulære tankegang: Er der så også
et bevidsthedsmæssigt element hvor du skal danne folk før de kommer med som kunder?
*PP1: Ja, det vil jeg sige. Jeg ved ikke om ’danne’ er det rigtige ord.
*AO: Eller er det cradle2cradle? At ’danne’, er det enten komplementær til det miljømæssige,
økonomiske og sociale eller ligger den under de tre andre?
*PP1: Det handler meget ofte om at det første skridt er at skabe en forståelse for: ”Hvad er det
her for noget?” Frem for alt at vi får lavet oversættelsen alt efter hvem vi nu står overfor, og
at vi får den person til at sige:
”Hvorfor kunne det her være meningsfyldt for mig? Hvorfor kan den her tankegang være
en del af og et fundament for at skabe nogle af de løsninger på de ting som jeg både bliver
målt på, som jeg skal arbejde med og som jeg synes er vigtige?”
Der er selvfølgelig himmelvid forskel på om det enten er en byplanlægger, om det er nogen
der har ansvaret for at skulle bygge en bro, om det er nogen der sidder i en produktionsvirksomhed eller om det er nogen der sidder et andet sted. Det er der stort behov for at kunne se
klart. Det overhovedet at få tankegangen til at give mening for folk er stort set altid indgangsbønnen. Nogen har slet ikke hørt om det.
*AO: Hvordan gør du det? Hvis du enten sidder ude hos en byplanlægger, nu du har beskæftiget
dig med byudvikling, eller hvis du skal lave et samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen i
Københavns Kommune? Hvordan starter du med at gå ud til dem? Er det at sende en mail og
forklare en smule om cirkulær økonomi?
*PP1: Nej. Vi har masser af opgaver som kommer fordi vi reagerer på et udbud: ”Jeg har prøvet
at formulere noget jeg har brug for hjælp til. Det ønsker jeg nogle tilbud på.” Det er den ene
del af det. Den anden del er relationsbaseret. Det er der hvor du skaber dig. Der er det meget
relationsbaseret salg for mit vedkommende. Det kan være folk man støder ind i på alle mulige
mærkelige steder. Desuagtet er den generelle tilgang at prøve at forstå: ”Hvad er det der optager dig lige nu?” Jeg har nogle udfordringer med en plasticvirksomhed som laver malerspande. Dødssyge plasticspande som ikke må koste noget, og som bliver distribueret ud til alle
mulige privatmennesker. Det er som bekendt et logistisk mareridt. Alligevel sad de og sagde:
11.2-21
”Vi oplever at råvarepriserne svinger rigtig meget. Det er ikke fordi dens ”værd” er en
speciel dyr råvare, men den svinger rigtig meget. Derfor ved jeg ved ikke helt om den koster indeks 80 eller 130. Derfor skal jeg have reservekapital stående for jeg ved aldrig hvad
den koster og det er som bekendt enormt dyrt.”
Det der med at have bufferkapital stående er ikke helt vildt populært i øjeblikket for en virksomhed: ”Jeg må have noget stående for jeg ved ikke hvad det koster mig.” Det er det der
optager dem. Således kunne du på den måde sige:
”Okay, hvis vi på en eller måde kan skabe/substituere/supplere deres traditionelle råvarestrøm, for eksempel enten med overskudsmateriale fra andre kilder eller affaldsprodukter fra andre som kan leve op til kvaliteten, så kunne de derved få en ekstra kilde til
råvarer som ikke var på verdensmarkedspriser, men var ud fra en eller aftale med en anden leverandør.”
Så det er meget at prøve at forstå folk: ”Hvad er det der optager dig?”
*AO: Så man kan have råvarer som en buffer i stedet for at have ekstra penge i banken..?
*PP1: Ja. I stedet for at købe på et verdensmarked hvor prisen koster dette. For nu at tage et
tal: Hvis jeg nu kunne få halvdelen fra en eller anden virksomhed som producerer stabilt og
som har det her som restprodukt. Derved i stedet for at bortskaffe det som de plejer, så sælger
de det som en råvare til virksomheden på dette sted. Således er det delvist afkoblet fra verdensmarkedets priser, som fluktuerer rigtig meget både på grund af spekulationer, øget forbrug og alt muligt andet. Således hvis du enten har en udfordring ved at du oplever enten
prisstigninger, forsyningsproblematikker med nogle gange at blive puttet om bag i køen bag
andre og større leverandører eller med kundefastholdelse, så kunne det være interessant at
dels tænke returlogistik, hvor det også kunne være at man får en ekstra kundekontakt. På
dette felt kunne det være interessant hvis de siger: ”Jeg har svært ved at få kunden til at
komme tilbage. Vi forsøger med loyalitetsprogrammer og alt muligt andet.” Så kunne vi sige:
”Det kunne være I skulle arbejde med at skabe en eller anden form for returløb, hvor I opgraderer jeres produkter.” Sådan en forretningsmodeltilgang.
Til dels kunne det også være folk der enten har imageproblemer eller har svært ved at
fastholde og tiltrække interessante medarbejdere. Særligt rigtig mange unge medarbejdere,
men efterhånden også og i særlig grad dem oppe i trediverne/fyrrerne. De begynder også at
11.2-22
have en holdning til at deres virksomhed selvfølgelig skal være en del af løsningen og ikke kun
en del af problemet. Det er interessant at se enten Walmart eller herhjemme i Danmark,
Mærsk, der som bekendt er gået fra at være ’megaudskældt’ til at være ’megapopulær’. I virkeligheden ved i et lille område af deres forretning at give den fuld gas: Både på cradle2cradle,
cirkulær økonomi ”og alt muligt andet”. Virkelig ville noget og skubbe rigtig meget på det. Det
gør lige pludselig: ”Hov, ej!” Derved får de virkelig mange pluspoint og så dæmper kritikken
sig lidt. Selvom der er nogle områder hvor det slet ikke prioriteres.
*AO: Jeg vil lige hurtigt høre med plasticproducenten.
*PP1: Ja.
*AO: Hvor I så kunne gå ind, og på sin vis, gøre den uafhængig af råvaremarkedet.
*PP1: Eller i hvert fald mindre afhængig.
*AO: Det er på dette sted jeg ser værdien for bæredygtighed. Det med at du gør dem energimæssigt uafhængige. Det kan så både være virksomheden og det kan også være samfundet som bliver
uafhængige af forsyningen fra Rusland.
*PP1: Ja. Ja.
*AO: Hvordan ser du det? Kan du se nogen grænse for energimæssig uafhængighed? Er man
enten tilnærmelsesvist altid afhængig af råvaremarkedet eller hvor langt kan man gå? Hvor
meget kan man blive uafhængig?
*PP1: Hvis du nu kigger på tæppevirksomheden Desso, kender du dem?
*AO: Nej.
*PP1: Det er en af de største tæppeproducenter i verden. De arbejder virkelig ambitiøst på
dette felt. De laver rigtig mange tæpper i nylon. Nylon er som bekendt et olieprodukt, dog har
de som mål at være en fuldstændig afkoblet indkøber af råolie. Det er et relativt ambitiøst mål.
Det de simpelt hen er gået i gang med er dels at køre en ordning hvor de prøver på at lease
11.2-23
nogen tæpper ud i stedet for at sælge. Dels kører de det på den måde at alt hvad de sælger
tager de tilbage. Dels gør de det at de tager andres tæpper tilbage. Den sidste del er at de også
er begyndt at ’source’ restprodukter, hvor de opkøber både gamle fiskegarn og alt muligt andet som har nylon i sig, fordi de har skabt en proces hvor de kan repolymere selve nylonstrukturen og så kan de bruge det til at producere på.
Således som en kæmpestor global virksomhed arbejder de ud mod et mål om ikke at skulle
bruge noget råolie, fordi de ganske simpelt kører alle deres eksisterende tæpper i loop. Den
vækst og det merforbrug de trods alt har generer de ud af affald fra andre. På den måde er de
på vej til at prøve at blive en fuldstændig afkoblet indkøber de facto, men om alle virksomheder kan blive det? Ret beset kan du som bekendt ikke, fordi hvis du, teoretisk set, tager en
given mængde materiale som du begynder at recirkulere. Hvis du derefter har en vækst oven
på det, så skal den komme et sted fra. Det vil sige hvis du er nået til det stadie, fiktivt set, at alt
hvad der blev sendt ud i verden, også kom retur og kunne bruges igen, så vil du stadig skulle
have vækst hvis der enten blev flere mennesker, forbruget øgedes eller en anden form for
ekstra oveni. Men den slags er som sagt meget teoretisk.
*AO: På den måde er hovedudfordringen det at nogle steder brænder man i bund og grund alt
affald af, mens man andre steder selekterer og deler affaldet op? Jeg tænkte på: hvordan ser du
udfordringen med at der er mange inden for bæredygtighedsområdet der mener at vi skal gøres
mere afhængige af hinanden, det vil sige vi skal have mere bevidsthed om naturens processer?
Både som en afhængighedstanke og som det med at folk også gerne vil være uafhængige af netop
råvareoliemarkedet? Når I møder jeres kunder, skal det så gå i enten den ene retning, den anden
retning eller er det blot at forsøge at mixe det?
*PP1: Er det ikke to lidt forskellige ting? Den ene er noget relativt konkret, nemlig at sige at
jeg drømmer om at være mindre afhængig af udlandet for min energiforsyning. Forstået på
den måde at hvis de enten lukker for hanen eller skruer op for prisen, så betyder det rigtig
meget enten for min produktion, mit land eller hvilket niveau jeg nu sidder og kigger på. Det
er en ret så konkret øvelse som meget handler om forsyningssikkerhed og priser. På den anden side: Er det nødvendigt at reetablere en bedre forståelse? Der er folk som vokser op og
bruger hele deres liv inde i midten af byen. De har en relativ lille kobling til natur og en relativ
svag forståelse for hvad den er. Der er der nogle der siger, og rimeligvis med rette: ”Jo mindre
11.2-24
du forstår det, jo mindre du ved hvad det er, jo sværere er det også at tænke: ”Det er nok
vigtigt at passe på det.”” Så et eller andet sted tænker jeg.
Optagelsen slutter på dette sted abrupt grundet rystelser i udstyret, hvilket kan ses ved
at optagelsen genstarter efter det semistrukturerede interview er overstået (denne
sidste optagede samtale var af uformel karakter og er derfor ikke inkluderet i interviewudskriften). Længden af den ovenstående samtale er 0:53:30.0. Af den grund samt
særligt min samtale med *HH, der havde uddybet min opfattelse af cirkulær økonomi,
afholdt jeg et telefoninterview med *PP den 29. september.
Bilag 11.3:
Telefoninterview den 29. september
Længde af optagelse: 0:24:29.0.
*AO: Det er Andreas.
*PP2: Det er *PP.
*AO: Ja hej igen.
*PP2: Hejsa.
*AO: Det var et kort møde? [Red. jeg havde ringet 20 min inden denne samtale, hvor jeg var
blevet bedt om at ringe op igen.]
*PP2: Ja jeg skulle blot lige introduceres til en fyr fra vores canadiske datterselskab. Jeg skulle
kun bruge fem minutter til at sige goddag.
*AO: Godt.
*PP2: Men det skal som bekendt times rigtigt ellers er han ligesom videre.
*AO: Lige præcis.
11.3-25
*PP2: Nuvel hvad kan jeg gøre for dig?
*AO: Det er fordi jeg har haft lidt problemer med optagelsen fra da vi snakkede sammen.
*PP2: Det er rigtigt. Jeg så godt at du havde sendt en mail. ”Så tænkte jeg blot.”
*AO: Det er fint nok, for jeg har også selvfølgelig også brugt lidt ekstra tid på lige at tænke over
hvad vi snakkede om og så lige lidt op følgende spørgsmål.
*PP2: Ja.
*AO: Så om det passede hvis du lige havde 20 minutter?
*PP2: 20 minutter er måske vanskeligt, men lad os prøve det. Jeg er på vej i et tog. På den måde
er det værste der kan ske det at forbindelsen forsvinder.
*AO: Okay. I den anledning så lad mig blot gå hurtigt i gang. Blot lige for at opsummere, til sidst
i interviewet inden det gik ud, spurgte jeg om det med at hovedudfordringen er at nogen steder
brænder man affald af, mens man andre steder selekterer og deler det op. Der sagde jeg:
”Man kunne eventuelt sige at det var en afhængighedstanke, det med at man skulle sætte
sammen. Samtidig kunne man også argumentere for at folk gerne vil være uafhængige for
eksempel af råvareoliemarkedet i forhold til at vi snakkede om plastic.”
Så sagde du:
”Jamen det er faktisk to meget forskellige ting. Den ene er det at man selvfølgelig drømmer
om at være mindre afhængige af udlandet for ens energiforsyning. Det andet er om det enten
er nødvendigt eller om man hellere skal reetablere en bedre forståelse fordi der som bekendt
er folk der vokser op inde midt i byen?”
Du afsluttede med at sige: ”Jo mindre du forstår det, jo mindre du ved hvad det er, jo sværere er
det også at tænke: ”det er nok vigtigt at passe på det.”” Følgelig tænkte jeg om du havde nogle
yderligere kommentarer der, i forhold til byudvikling og uafhængighed? Det var det første jeg
ville høre dig om.
*PP2: Ja. Altså forsyningssiden eller det omkring koblingen mellem natur og mennesker?
11.3-26
*AO: Ja det var nemlig det jeg var startet med: Kan du se nogen kobling mellem afhængighed og
uafhængighed? Hvordan skal man finde ud af det? Så sagde du: ”Jamen det er på sin vis to lidt
forskellige ting fordi på en side er der koblingen med natur og mennesker og på den anden side
er der forsyningssikkerhed.” Hvorvidt det er noget I arbejder med? En kobling mellem de to eller
om det blot er meget forskellige ting?
*PP2: Det kan man på sin vis godt sige vi gør. Det er under alle omstændigheder klart at det er
nogle forskellige dagsordener. Typisk vil det være sådan at du kan have en diskussion omkring: ”Hvordan får vi sat vores energiforsyning sammen og hvad er det vi vil? Skal vi producere vedvarende energi? En eller anden tredje ting?” Det er på sin vis en type af opgaver. Derudover er der nogle hvor det mere er når man enten tænker byplanlægning, for den sags skyld
om det er en blok, altså noget bygningsrenovering, eller et ”eller andet” område i byen, hvor
man kan sige: ”Hvordan er det, hvad giver det, hvad er nogle af de afledte effekter af at vi
introducerer grønne aspekter i området og i bymiljøet?” Det er under alle omstændigheder
mangeartet kan man sige. Hvis der muligvis både er en energifornyelse i grønne områder kan
vi typisk se at ejendomme sælges til en bedre pris, og vi kan også se at særligt grønne områder
er en del af klimaarbejdet ved eksempelvis ekstrem nedbør. I forbindelse med vejarbejde skal
vejene udformes så vandet kan forsvinde i andre overflader.
*AO: Nu var jeg også inde og kigge på det hus du fortalte I havde bygget oppe i Oslo. Der som
bekendt er Urban Mountain Cradle2Cradle certificeret.
*PP2: Ja, vi er ikke færdige endnu.
*AO: Okay. Ikke desto mindre er mit spørgsmål der: ”Synes du at bygningen enten skal være selvforsynende, er det en del af jeres optik, eller skal den være en del af miljøet omkring den på en
måde så den forøger det? Hvad er jeres fokus?
*PP2: Der er ingen tvivl om at deroppe er energiforsyningen i et vist omfang koblet til fjernvarme og der er som bekendt strøm fra vandkraft. På den måde kan man sige: Man har reduceret behovet for energi ved både at lave bioafgrøder, ved at trække varme ud af spildevand,
ved at opsamle regnvand og ved at forvarme luften igennem de der store grønne områder
midt imellem de to bygninger. Det reducerer under alle omstændigheder behovet for energi.
Således er det både en masse måder at minimere behovet for energi og på sin vis er det også
11.3-27
at producere energi. Derudover er det så i et vist omfang koblet op på netop dens eget forbrug.
Dette forbrug trækker den fra den lokale forsyning. Derfor er det en fornuftig måde. Vi er et
sted hvor trækket fra vandkraft til strøm minimerer behovet for at substituere det med din
egen produktion af strøm med for eksempel solceller. På den måde handler det meget om:
”Hvad er det for en sammenligning du laver omkring egen energiforsyning og tilgængeligheden af strøm?” Hvis det er et hus der ligger ude på landet, så er det alt taget i betragtning
meget med igen: ”Hvad er det for en kontekst som afgør hvad der er muligt?”
*AO: Af den årsag så er den her bygning som ligger midt inde i Oslo, en bygning der både skal
indgå i et fornuftigt samspil med byen og samtidig det her med at være inspireret af de norske
fjelde så vidt jeg kunne se?
*PP2: Ja. Det er under alle omstændigheder også et forsøg på at introducere nogle klare jordelementer. Den slags kan ske ved at bruge det grønne til at rense luften i bygningens indeklima.
*AO: Er det er i påkommende tilfælde enten materialet eller omstændighederne der trumfer en
metode som cirkulær økonomi?
*PP2: Den cirkulære økonomi er netop både en metode og en tilgang til at se: ”Hvilke behov
er der? Hvad er det for nogle omgivelser. Hvad er det for en kontekst du har?” Følgelig er det
muligvis noget tredje der bliver løsningen. Over alt på kloden er det nogle af de samme type
spørgsmål: ”Hvad er det for nogle omgivelser vi har med at gøre. Hvad er det for et system vi
sidder i?”
*AO: I den anledning havde jeg lige, muligvis, et sidste punkt. Der er en anden person jeg har
snakket med [red. *HH], der siger at hovedudfordringen for cirkulær økonomi er at den er baseret inden for langsigtede overvejelser og at den derfor bliver nødt til at bruge menneskeskabte
materialer som enten stål eller plastic, hvorimod hvis man beskæftiger sig med organiske materialer så har de en kortere holdbarhed, hvilket falder lidt ud mod hinanden. Det var også det vi
snakkede om i en tidligere samtale. [Red. Feltnoten i bilag 11.1 om den bæredygtige betonbro i
Saudi Arabien] Det med en bro nede i Mellemøsten og hvilke materialer der er bedst der. Da vi
snakkede sammen i vores samtale [red. interviewet den 16. september. Dog er det ikke med i
udskriften grundet at den sidste del gik i stykker.] spurgte du mig: ”Du ville vel heller ikke gøre
11.3-28
dit speciale halvfærdigt? Du vil under alle omstændigheder gøre det så godt som muligt.” Men
på hvilken måde ser du den udfordring med organiske materialer? Hvordan går I ind og bruger
det på en given måde så det opnår en holdbarhed?
*PP2: Forståelsen af den cirkulære økonomi har i høj grad også et fokus på de organiske materialer. Der er netop to kredsløb: der er det biologiske stofkredsløb med biologiske materialer og det tilsvarende på det teknologiske. Det der er vigtigt er at man holder dem adskilt
således at man kan følge de to fraktioner. På den måde kan det der er biologisk nedbrydeligt
bruges igen, når man på et eller andet tidspunkt kan se en nytte for den form det har i stedet
for at grave det ned i jorden. På den måde få det tilbage og få beriget jorden og producere nye
biologiske materialer. Det skal ske ud fra den betragtning at det biologiske stofkredsløb er fra
jord til jord, mens det teknologiske kredsløb forgår og forbruges hele tiden. Det var det vi talte
om: ”Du har ikke et brug, men et forbrug.” På hvilken måde er det følgelig at du redesigner
det, således at du ikke har et forbrug? I vores opgaver skal der nogle gange bruges et biologisk
materiale og nogle gange et teknologisk materiale. Eller skal vi hellere bruge dem samtidigt
hvis vi har et produkt hvor vi skal bruge en konstellation af tre forskellige materialer?
*AO: Så sagen er: det biologiske er jord til jord, mens det teknologiske er fra en slags brug til en
anden slags brug? Hvis man kan skille det ad?
*PP2: ”Fra en slags brug til…” Det behøver ikke at være fra det ene felt til det samme. Nogle
gange kan man have en bil som der er problemer med, en Renault eksempelvis. Af den grund
tager man en gearkasse ud, renoverer den, og så er den klar igen. Det samme med motorer.
Nogle gange kan man som bekendt have en god motor i en brugt bil. Så kan man pille dem ud
og sætte dem i nye biler, og hvad ved jeg. Fordi der er behov for noget nyt. Det samme med
råvareprisen på nylon.
*AO: Netop det her nylonfirma som gerne vil ind og repolymere i en slags plasticproces. Er det
en biologisk eller teknologisk proces?
*PP2: Det er teknologisk.
*AO: Det er teknologisk.
11.3-29
*PP2: Nylon er et olieprodukt. I høj grad. Og biologisk samtidig.
*AO: Har I så et andet materiale som på en eller anden måde ikke kun er et hvor I kan gå ind og
repolymere det og genbruge det, men som også har nogle udfordringer i forhold til at det har
nogle organiske materialer? Findes der sådan et?
*PP2: Noget hvor det er sammensat? Eller mener du hvor de samme materialer kan bruges
igen?
*AO: Ja et produkt for eksempel oppe i Oslo. Om der har været noget hvor I har haft store udfordringer? Hvor I således i Sphynx virkelig har kunnet bidrage med noget, fordi I har rådgivet om
det her produkt som både er menneskeskabt, men som også og i særlig grad er organisk skabt?
På en måde hvor man skal kunne genbruge det, men i særdeleshed hvor man kan tage elementer
ud og putte i jorden og så tage nye elementer ind?
*PP2: Sammensatte produkter der er biologiske. Jeg tænker: ”Nogle gange. Man ligesom har
noget som nærmer sig…” Desto mere et sted er i biologisk og teknologisk modsætning, desto
sværere er det. Det kan være fjernsynet, et gammeldags et, hvor man kan genbruge trækassen.
Det handler om at have færre typer. Det kan gå en vej. Fraktioner.
*AO: Okay. Af den årsag at allerede når I får opgaven går I ind og siger: ”Nu skal vi have adskilt
ressourcerne på dette sted så vi ved hvad der er hvad.” Med andre ord gøre det på en bestemt
måde så I senere også er bevidste om det?
*PP2: Jamen vi er meget bevidste omkring det og meget positive i forhold hvordan det kan
lade sig gøre. Det vil sige hvor meget det kræver at omdanne ressourcerne på dette sted. Det
er i dette felt udfordringen ligger. Lige nu regner vi på det, fordi det både skal være hurtigere
og billigere.
*AO: Altså både hurtigere at sætte op og hurtigere tage væk, hvis det ikke skal bruges mere?
*PP2: Ud fra en vis størrelsesorden skal vi være åbne for at komme i gang. Men manglende
viden gør det til en voldsom opgave.
11.3-30
*AO: Men er det så det samme firma der skal gøre det? Som en slags formidler? Eller er det noget
I vil tage ind igen for at sælge videre?
*PP2: Det er både boligselskaber, boligejere og ejendomsselskaber og de kan sige: ”Vi vil gerne
have at der skal være tre møderum, og de skal være anderledes end dem der var med den
tidligere lejer.” Af den grund er den form for renovering i dette felt meget hurtigere og billigere.
*AO: Ja. Jeg lige tænkte over om det kunne være muligt at snakke med en anden person fra teamet? Nu så jeg for eksempel at enten *II eller *OO kunne være interessante. Dog ved jeg ikke om
det blot enten er at tage fat i én eller om der var nogle du tænkte der kunne være bedre?
*PP2: Altså *OO som jeg arbejder sammen med. Det kommer an på hvor travlt du har med
specialet? Dog kan du godt prøve at ringe til hende/ham og aftale noget.
*AO: Okay. Så vil jeg da prøve at tage fat i hende/ham. Lige umiddelbart har jeg tålmodigheden
til det, men det kommer selvfølgelig an på hvad h*n siger.
*PP2: Har du h*n(de)s nummer?
*AO: Jeg har godt nok ikke h*n(de)s nummer men jeg tænkte på blot at ringe til receptionen.
*PP2: Ja. Ellers skriv på [email protected]
*AO: Okay. Sphynx.com. Det er fordi *II ikke er i teamet eller hvordan? *II sidder h*n i jeres team?
*PP2: Nej h*n er i Energistyrelsen nu.
*AO: Nå ok.
*PP2: Ellers prøv at tage fat i *RR. Hende/ham spurgte jeg også sidste gang da jeg undersøgte
mulighederne for at du kunne snakke med nogle flere.
11.3-31
*AO: Ja men så vil jeg lige prøve at starte med *OO og hvis det ikke passer vil jeg prøve at tage
kontakt til *RR.
*PP2: Jamen jeg håber at du fik svar på dine spørgsmål.
*AO: Det gjorde jeg. Det var meget interessant med en uddybning af cirkulær økonomi. Har du
noget du vil spørge mig om?
*PP2: Nej ikke sådan lige på falderebet.
*AO: Okay. Ja men så vil jeg sige tusind tak for tiden.
*PP2: Velbekomme.
*AO: Tak skal du have. Hej hej
.
11.3-32
Bilag 12:
InterView med *RR fra Sphynx
Bilag 12.1:
Feltnoter
Klokken er 11.16. Jeg synes mødet gik godt. Jeg fik spurgt om en masse. Det var muligvis lidt
forhastet til tider, men min interviewguide var heldigvis blevet langt mere præcis inden. Jeg
fandt ud af at *PP sidder nede i venstre hjørne af rummet. Det var et lidt tyst rum. Men nu
sidder de også sammen med en masse ingeniører i den anden ende af rummet som er der hvor
man går ind. *RR nævnte godt til sidst at det var meget ekstroverte mennesker der sad i teamet modsat den anden ende af samme rum hvor det er en almindelig sektion der sidder. I
forhold til mit interview med *PP forsøgte jeg overordnet at udfordre *RR i forhold til
cradle2cradle, samt hvorfor *PP havde udvalgt hende/ham.
Bilag 12.2:
Selve interviewet den 7. oktober
Længde af optagelse: 0:59:14.0.
*AO: Så kører det.
*RR: Det er fint. Jeg sætter lige mikrofonen tilbage så du kan fange os.
*AO: Jeg vil lige sige. Det er den 7. oktober klokken 10 med *RR, som arbejder inden for bæredygtighed og byudvikling, fordi du har titel af bæredygtig…?
*RR: Bæredygtig. Ja, hvad er min titel? Principielt set er jeg urban designer. Civilingeniør i
Urban Design fra Aalborg Universitet, men det er rigtigt at jeg arbejder her i miljøet for bæredygtig byudvikling.
*AO: Hvor lang tid har du gjort det?
*RR: Jeg har været i Sphynx i syv år: Fire år i Aalborg og tre år her i Lyngby. Deraf har jeg
siddet to år i dette miljø Bæredygtighed & Byudvikling. Jeg er stadig formelt set under en afdeling for Planlægning & Trafik, men jeg har ligesom andre valgt at sætte mig frivilligt i denne
ende.
12.2-1
*AO: Okay, det har du selv valgt?
*RR: Det har jeg selv valgt.
*AO: Okay.
*RR: Så ja.
*AO: Var det fordi du hørte om det? Eller var der nogen der tog kontakt til dig?
*RR: ”Det startede med…” Det har gennemgået nogle faser, fordi dette miljø er en helt ny og
eksperimentel ting. Det har ikke nogen ledelsesstruktur og det har på skift haft nogen forskellige personer der har skubbet det frem. I min afdeling, eller min sektion, er der en der hedder
*UU, som er tovholder for os med hensyn til miljøet, eftersom h*n hele tiden har siddet i det.
Derudover har vi haft en friplads der har gået på rotation. Således har vi skiftet til at sætte de
nye ind i starten. Det første år var det på den måde.
*AO: Så kom de nye herop?
*RR: Ja, hver anden eller hver tredje måned. På et tidspunkt blev det min tur og så var jeg blot
den der syntes det var sjovest og den der trivedes bedst i det. Det var en rigtig spændende
måde at prøve det af på. Den slags rotation er der ikke så meget mere. Der er heller ikke så
mange af de andre der har gjort det. Men det at sidde i sådan et miljø er noget man skulle
bruge noget mere fordi der er både noget faglighed over det og især fordi det er meget drevet
af persontyper.
*AO: Det er et af mine indledende spørgsmål: Hvordan er dette team? Det hedder officielt Bæredygtighed & Byudvikling. Jeg nævnte at det indtryk jeg delvist havde fået da jeg snakkede med
*PP var at h*n sagde bofællesskab og arbejdsfællesskab, men jeg tænkte også: En taskforce. Det
vil sige mere som et team som er skabt for at imødegå bæredygtighedsdagsorden. Hvordan vil
du kategorisere det?
12.2-2
*RR: I virkeligheden kan du faktisk lægge den begge steder. I bund og grund er vi mest et
bofællesskab. Jeg kan godt forstå *PP bruger det ord fordi det er så uformelt som det er. Således er det ikke formelt set en taskforce for at sætte ind på bæredygtige løsninger, men vi har
selv taget initiativ til at bruge det som en taskforce. Det kan være *PP har snakket om konceptet ’Bonus Workshops’, hvor man inviterer kunden ind gratis og uforpligtende og spørger ind
til dem om en eller anden problemstilling. Derpå byder alle de mange fagligheder der sidder
i miljøet ind med forslag og sparring over for kunden og dennes problemstilling. På den måde
bruger vi det som en slags taskforce til at putte noget benzin på en kunde og inspirere dem til
nogle nye måder. Det vil sige hele miljøet sidder i fællesskab og ’brainstormer’ med kunden.
*AO: Hvad er din rolle når I skal opføre denne lille seance for dem?
*RR: Jeg er blot på sidelinjen som en ressource i miljøet, men vi byder selvfølgelig alle sammen
ind. Vi gør det helt konkret på den måde at det primært er *PP, en anden der hedder *OO og
så *UU der driver initiativet. Det er også dem der har taget kontakt til kunden. Vi har for eksempel haft Naturstyrelsen inden for og har nu dialog med en anden kunde om at komme her.
Kunden sender på forhånd et oplæg til en eller flere problemstillinger som de gerne vil drøfte
med os og have nogle bud på. Hernæst kommer de ind en dag, og så sidder vi omkring et bord,
15-20 mand, hvor mange vi nu er, og så skyder vi ganske simpelt ind med forslag. Disse er
enormt spredt på grund af folks fagligheder: der sidder både kemiingeniører, bygningsingeniører, arkitekter og cand.scient.pol.er, hvilket er en meget bred blanding.
*AO: Det havde jeg også fået indtrykket af. Du nævnte lige at du var fra Planlægning & Trafik?
*RR: Ja.
*AO: Hvad er den overordnede division for den?
*RR: Det er division et som er divisionen for blandt andet Management & Planlægning. Jeg kan
ikke lige helt huske titlen.
*AO: Økonomi & Management?
*RR: Økonomi, Management, Planlægning.
12.2-3
*AO: Det er den afdeling *UU kommer fra, som du også sagde?
*RR: Eller division, ja. H*n er så fra samme afdeling som mig, endda samme sektion. Fordi du
har divisionerne, som er det øverste niveau. Hvor vi er division et. Under den har vi en afdeling
der hedder Plan & Trafik, men der også er en anden afdeling der hedder Kommunikation, og
en tredje der hedder Økonomi & Management.
*AO: Jeg så faktisk at *UU skulle være med i en workshop hvor h*n var ekspert for borgerinddragelse. Det er en af hans roller?
*RR: Ja.
*AO: Er det også noget du gør?
*RR: Ja. Min sektion i Plan & Trafik er en lille gruppe på 10-14 mand hvor vi sidder en del
byplanlæggere. Der arbejder vi meget med borgerinddragelsesprocesser og planlægning, tidligt stadie, dialog med kommuner og RealDania, offentlige aktører. Vi har ikke særlig mange
private kunder. Det er der mange af vores andre afdelinger og divisioner der har. Vi har dog
ofte samarbejder med dem hvor vi på den måde der igennem også har de private kunder. Men
vi har naturligt mest offentlige kunder i vores sektion.
*AO: Nu sendte jeg på forhånd min interviewguide hvor der indgik nogle af de definitioner der
bliver brugt om bæredygtighed, fordi der er som bekendt mange. Som jeg har læst det er det
blandt andet Brundtlandrapportens definition. Dernæst er der Riotraktaten, som kom et par år
senere og gjorde den mere konkret. Derudover er der en som handler om at man skal skabe et
bæredygtigt udbytte ved at man ikke skal fælde flere træer end skoven kan gro tilbage, hvilket
er en pendant til hvordan man kan administrere ressourcer, fordi man havde problemer med at
skoven blev fældet og man skulle så sørge for at den kunne gro tilbage uden at det blev en plantage, fordi ved en plantage gror skoven ikke ordentligt. Til sidst er der det med blot at passe på
jorden. Under alle omstændigheder *PP går meget op i cradle2cradle.
*RR: Cirkulær økonomi.
*AO: Ja.
12.2-4
*RR: Der er også nogle der snakker resiliens, altså bygningernes modstandsdygtighed.
*AO: Hvad snakker du?
*RR: Bæredygtighed. Der har for nyligt været en udstilling på DAC om bæredygtighed, hvor
jeg var til et foredrag med en af de hollændere der stod bag udstillingen. H*n tog udgangspunkt i Brundtlandrapporten, og det gør jeg også. Jeg er ikke inde i de efterfølgende revisioner, men jeg har for nyligt set i forhold til snakken om resiliens, hvor en eller anden milliardær
i USA [red. Tom Steyer] har udloddet mange hundrede millioner dollars til arbejdet med at
gøre byer mere modstandsdygtige og så videre. Helt grundlæggende tror jeg ikke andet end
at den helt grundlæggende definition fra Brundtlandrapporten egentlig talt er lidt genial, fordi
hvis du sammenstiller økonomisk, miljømæssig og social bæredygtighed og ikke altid ser dem
hver for sig, men ser sammenhængen, så kan jeg næsten ikke forestille mig en af de andre
revisioner og scenarier der på samme måde kan det. Det vil sige både cradle2cradle, cirkulær
økonomi og alle de der ting. Hvis du går tilbage til udgangspunktet så ligger de alle sammen
inden for den midte, det vil sige tværsummen af områderne i dette felt.
*AO: Okay. Fordi det jeg også havde undersøgt er at cradle2cradles udgangspunkt er det der
hedder permakulturelle principper.
*RR: Ja.
*AO: Du har for eksempel en have som skal gro på dens egne præmisser: Med andre ord de afgrøder som findes der naturligt skal du passe på til en grad hvor de kan vedligeholde sig selv.
Hvor jeg kan se at faren med cradle2cradle netop er at man administrerer den her have for meget, fordi du har de her principper om at ressourcer skal genbruges, men så bestemmer man
under alle omstændigheder også meget hvilke ressourcer der skal genbruges. Det udelukker nogen.
*RR: Ja, det kan man sige. Men egentligt talt er princippet meget godt, men man skal som bekendt altid huske at kigge på det hele vejen rundt. I forhold til bygninger og materialers levetid og sådan noget er cradle2cradle tankegangen mere en slags detaljering af de overordnede
principper: Dengang man havde de overordnede principper der kiggede man meget på nogle
helt overordnede miljømæssige, økonomiske og sociale spørgsmål. Det som cradle2cradle går
12.2-5
lidt ned i er, at vi skal huske på for eksempel at hvis du står og køber en liter mælk i en butik
i Nordsjælland og den økologiske kommer fra Tyskland og den ikke-økologiske kommer fra
en gård på Sjælland. Så skal man passe på at bæredygtighedsdagsordenen ikke får skyklapper
på. Vi skal altid være åbne for at videretænke den, eftersom hvis transporten gør at den økologiske mælk skal transporteres flere hundrede kilometer kontra den ikke-økologiske der
kommer i hvert fald lige ved siden af, så kan det være lige meget. Det er i hvert fald sværere
at sammenligne det.
*AO: Ja det er klart et af de store punkter som gør det svært at komme videre.
*RR: Præcis. Der er vi trods alt blevet rimelig gode til at kigge på materialer ved hjælp af livscyklusanalyse. Her kigges på et materiales samlede livsforløb: hvor lang holdbarhed har det,
hvor meget transport er der, hvordan er forarbejdningsprocesserne?
*AO: Er det det du arbejder med?
*RR: Det er ikke det jeg primært arbejder med. Jeg har en bred baggrund, så jeg arbejder både
med landskab, med arkitektur, med byplanlægning og den slags. For eksempel sidste år sad
jeg og hjalp med at udarbejde formateriale for Naturstyrelsen om en energiproducerende
stald på Livø. På den måde er det lidt i øst og vest.
*AO: I den anledning vil jeg gerne komme hen til de brochurer du har været så venlig at tage
med. Men jeg vil lige først høre dig om nogle af de overordnede spørgsmål: Hvad synes du om
vækst i samfundet? Skal den være kontinuerlig eller kunne man forestille sig at samfundet har
en vækst der går op, og så går ned hvis der ikke er behov for at samfundet vækster? Hvordan ser
du det?
*RR: ”Jeg kan personligt ikke forestille mig at…” Der er to sider af det. Jeg er ikke ekspert på
spørgsmålet, men det forekommer fuldstændig unaturligt at alle samfund, forstået som verdens økonomierne, skulle kunne vækste samtidig. Det er som oftest på den måde at det ene
lands vækst sætter et fodaftryk i et andet land. Det vil sige, du kan ikke vækste samtidig. Forudsætningen for den måde økonomien er skruet sammen på i dag er i hvert fald meget materiel. Den er som bekendt at stigende vækst kræver stigende ressourceforbrug. Hvilket er fuldstændig usammenhængende i forhold til at jorden har nogle knappe ressourcer. Medmindre
12.2-6
selvfølgelig, og det er der hvor bæredygtighed og grønne løsninger er interessante, hvis vi kan
omdefinere det og tænke det på en anden måde. Således er der måske muligheder for, om ikke
konstant stigende eller eskalerende vækst, men i hvert fald en eller anden lineær fastholdelse
af vækst, men om vækst i sig selv…
*AO: Altså du vil mere advokere for den her lineære?
*RR: Ja, men vækst er som bekendt også et politisk spørgsmål så jeg ved ikke. For mig at se er
vækst ikke et mål i sig selv. Jeg synes ikke vækst er et mål.
*AO: I forhold til at det ikke er et mål: hvad synes du så om bæredygtighedsarbejdet i sig selv?
Ikke generelt men kun her i Sphynx? Er det både godt som forretningsmulighed og prisværdigt i
sig selv?
*RR: Det synes jeg. Der vil du nok få forskellige svar på forskellige niveauer. Jeg tror at hvis
det ikke også var en god forretningsmulighed så havde det ikke den ledelsesmæssige opbakning der gør at vi har fået lov at sidde her, hvor vi både har fået kontorfaciliteter, nogle møbler
og lov til at have et sted hvor vi ’ligesom’ kan boltre os frit. Det er fordi der er en forståelse for
at det på den lange bane er en vogn Sphynx bør være med på i forhold til markedet og økonomien. Mig personligt handler det udelukkende om at jeg gerne vil gøre noget der er bedre i
morgen end det var i går. Det er en helt grundlæggende naiv indstilling til det. Ellers kunne
jeg ligeså godt være alt muligt andet.
*AO: Det er også det jeg tidligere fik fortalt af *PP: at de var nogle personer som havde sat sig
sammen, men det vigtige var i særdeleshed, som du også siger, at de fik den ledelsesmæssige
opbakning til dette sted til at blive ved med at gøre det. Derfor er det et eksperiment som i bund
og grund er gået godt?
*RR: Det er det. Dog har der har været lidt skiftende opbakning til det fordi det er svært. Altså
der er nogle forretningsområder, for eksempel division tre Vand & Miljø, hvor *PP sidder,
hvor bæredygtighedsspørgsmålene er enormt oplagte, men der sidder også nogle økonomer
herinde. De er på sin vis lidt mere en niche i deres afdeling hvor det selvfølgelig også har en
værdi og en interesse, men hvor det ikke er en ligeså grundlæggende ting, fordi det ikke er et
ligeså effektivt markedsføringsredskab. Derfor er det forskelligt.
12.2-7
*AO: Din rolle er efter alt at dømme faktisk begge dele? Du er både det hvor det er meget niche
og du sidder også med de lidt mere brede problemstillinger?
*RR: Det er meget meget bredt. Det må man sige.
*AO: Hvad er ud fra den betragtning dit vigtigste formål med at arbejde? Er det nichen eller er
det det hele?
*RR: Det er det brede. Jeg synes også at det vigtigste formål med at sidde på dette sted i virkeligheden er: Bæredygtighed er selvfølgelig titlen og udgangspunktet og jeg vil personligt
altid gå efter at prøve at implementere og putte nogle lidt mere bæredygtige ting ind i projektet end der måske var i forvejen, men det er ikke altid lige nemt. Det allervigtigste ved at sidde
på dette sted tror jeg egentlig talt faktisk mere er det tværfaglige.
*AO: Okay.
*RR: Det kunne også blot have været det tværfaglige miljø. Jeg er personligt glad for at det har
bæredygtighedsprofilen, men det allervigtigste er at vi får krydset alle mulige fagområder.
Det vil sige at man kommer ikke til i hel så høj grad at lave de der projekter med skyklapper
på, hvor man kører ud af en eller anden tangent. Det er meget mere nært i ens bevidsthed at
der både er nogen der ved noget om dagslys, nogen der ved noget om virksomhedsdrift og
nogen der ved noget om energiløsninger. Når man sidder med dem omkring sig og man ikke
sidder i opdelt i hver sin lille silo i de der fagområder opdelt.
*AO: Hvor det som bekendt kan være at man i siloen skal tage den her mere formelle kontakt?
*RR: Ja. Præcis.
*AO: Desuagtet, i forhold til det vi lige snakkede om med den kontaktflade I får i teamet. Har du
oplevet en konflikt der mellem den dybe faglighed der både er hos folk fra Økonomi & Management og dem der blot virkelig gerne vil arbejde med bæredygtighed?
*RR: Jeg vil ikke sige konflikt, men der er en udfordring i forhold til sammenhængskraft, for
at bruge et populært ord. Nogle gange er der en anelse af det: Der sidder nogle bygningsfolk
12.2-8
fra en afdeling som har et fokus meget lig cradle2cradle på bygningsniveau. Dernæst sidder
*PP med nogle af hans folk der har meget at gøre både med virksomheder, ressourcer og cirkulær økonomi. Desuden sidder vi som en del af nogle andre: nogle planlæggere, nogle økonomer ’og sådan noget’ og det kan nogle gange være lidt. I starten af dette miljøs levetid prøvede vi meget det med ’leads’. Altså forfølge kunder, opgaver og sådan noget. Det er der mindre af nu. Der er det her Bonus Workshop koncept jeg fortalte om helt i starten som man
prøver at videreføre som noget af det der har været en stor succes. Ikke desto mindre er det
svært at finde de store opgaver vi kan være sammen om. Således vil jeg ikke sige konflikt, men
udfordringen er at vi kommer fra mange forskellige steder.
*AO: Udfordringen med at få opgaver?
*RR: Ja udfordringen med det. Vi har masser at lave hver især, men det er igennem vores klassiske forretningsområder. De steder vi kommer fra. Det vi selv løber i gang. Det er svært at
skaffe opgaver på tværs. Fordi det kan godt være vi gerne vil nogle tværfaglige løsninger, men
kunderne kommer meget meget tit med nogle meget klart definerede opgaver som opstår i
deres organisation. På den måde kan det godt være vi sidder tværfagligt, men det er ikke altid
kunderne gør det.
*AO: Nej okay.
*RR: Det vil sige så kommer der en projektleder som er gammel vvsingeniør med en opgave
om noget klimasikring. De briller h*n har på viser hende/ham at der er ledninger under jorden og afløb og så kommer jeg og siger: ”Jamen husk nu. Der skal også være plads til både leg,
boldspil, nogle træer og det skal ligesom være bæredygtigt hele vejen rundt.” Det er under
alle omstændigheder en proces.
*AO: Ja det må man sige. Du har som bekendt taget nogle forskellige projekter med. Var der
nogle af dem som kunne eksemplificere?
*RR: Nu nævnte jeg lige klimasikring. Der er et projekt her hvor vi har kigget på skybrudssikring af København.
*AO: Okay.
12.2-9
*RR: Som er et samarbejde mellem division tre, Vand & Miljø, mig og en kollega der laver
planlægning & landskab. Vi sidder med et område inde i København hvor der bliver skabt
nogle modelleringer. Det her er inde ved Tagensvej og Bispebjerg station.
*AO: Er det Mjølnerparken?
*RR: Ja nu skal jeg se.
*AO: Nå nej Mjølnerparken er på den anden side.
*RR: Herovre, og så er der den der nye park der er lavet hernede.
*AO: Den Røde Plads?
*RR: Nej ikke Den Røde Plads. Hvad er det nu den hedder? Det kan jeg ikke huske. Der er du
længere herhenne. I hvert fald den slags sted. Følgelig sidder der nogle der har lavet vandsimulering som ved hvilke steder vandet samler sig og siger: ”Vi skal bruge x for at kunne tilbageholde y mængde kubikmeter vand i de her områder. Kan vi lave nogle spændende løsninger?” I den anledning indgår vi i et tæt samarbejde. Hvor vi tager nogle trafikfolk med og laver
et bredt tværfagligt samarbejde og så kigger vi også lige på:
”Hov jamen det sted hvor I gerne vil løse noget med vand, der kan vi se at der står en masse
kontorer. Sådan nogle nedslidte erhvervsområder inde midt i en attraktiv del af byen. Der
går nok ikke ret mange år før man begynder at udvikle det til ny by.”
På den måde foreslår vi at man ind- og sammentænker byudvikling i forhold til realiserbarhed
og i forhold til vand. Når nu København Kommune skal poste x antal millioner og milliarder i
hele det her overordnede projekt, så prøver vi at ind- og sammentænke det med hvordan kan
det kobles med en byudvikling hvor du også får skabt noget grundværdi således at du også
kan finansiere det delvist. Det vil sige at netop bæredygtigheden ikke blot bliver entydigt miljømæssig.
*AO: Så på den anden side kommer I og siger: ”Vi har nogle ekstra services vi kan tilbyde jer.”?
*RR: Ja.
12.2-10
*AO: ”Ligeledes kan disse services gøre at I på den lange bane får en højere værdi ud af projektet.”?
*RR: Ja.
*AO: Det svære i projektet bliver selvfølgelig, at de måske ikke er i stand til at medregne nogle
forventede indtægter om fem år hvis I gør det på dette sted nu?
*RR: Nemlig. I et projekt som det her er det ikke noget vi reelt set tager penge for at gøre. Det
er blot noget vi gør. Det er en del af vores måde at gå til opgaven på. Det er ikke altid vi går
ind og siger: ”Vil I ikke også?” Det gør vi kun nogen gange. Vi siger altså ikke kun: ”Skal vi også
lave et markedstjek, eller skal vi også se hvordan hænger det sammen økonomisk?” Fordi i en
opgave som denne her der er det blot en god service for kunden at vi prøver at sammentænke
tingene. De er nemlig nødt til at gå tilbage i deres bagland og spørge: ”Tør vi overhovedet vise
det her? Fordi hvad vil vores byplanafdeling tænke om det?” Nu var det ikke en byplanafdeling
det her. Det var Park & et eller andet. Hvad så hvis det byplanafdelingen der sidder med byplanen? Skriger det for meget politisk at der pludselig kommer nogle og tegner byudvikling
ind på områder hvor nogle erhvervsvirksomheder har til huse? Følgelig er der hele tiden muligheden for at nogle konflikter kan opstå.
*AO: Så I går ind og giver dem disse ekstra tilbud og så ser I?
*RR: Måske endda udfordrer lidt. Altså udfordrer til dels den stillede opgave.
*AO: Man kan også sige: I presser Københavns Kommune, fordi I kommer med jeres tværfaglige
men I vil så også og i særlig grad gerne have at de bliver mere tværfaglige, eftersom de skal til
at tage fat i deres planlægningsafdeling, hvilket muligvis også er udfordringen for dem?
*RR: Ja.
*AO: At I faktisk presser dem til det på et sted hvor de blot siger: ”Okay, vi har en opgave vi troede
vi udelukkende skulle lave.”
12.2-11
*RR: Det kan man sige, men på den lange bane oplever jeg det ikke som en konflikt. Det er
mere noget med hvor jeg tror at de fleste kunder bliver glade, og er glade, fordi de får et projekt de bagefter kan være stolte af. Desformedelst kan det godt være der undervejs er nogle
diskussioner: ”Er det nu vigtigt for projektet?” Enten tager vi det ikke med, fordi de ikke ønsker det eller hvis vi som i det her vælger at tage det med, så er det fordi de har accepteret
det. Derfor er de også er enormt glade for det, når vi sammen står med det færdigt.
*AO: Okay.
*RR: Det er i hvert fald min oplevelse af det. Det er meget repræsentativt [red. Det her projekt
ved Tagensvej] for noget af det vi laver.
*AO: Nu nævnte du inden per e-mail at dit arbejde her i Bæredygtighed & Byudvikling kun er en
del af dit samlede arbejde. Du har en stor kontaktflade. Det her arbejde må vel også nogle gange
lægge beslag på dine ressourcer, såfremt: ”Nu skal du lige lave lidt ekstra.” Du får selvfølgelig
løn for det. Men du ved ikke rigtig om du vil, da det er ekstra services til dem. Hvordan administrerer du det?
*RR: ”Jamen, der kan man sige: Det er egentligt talt meget nemt fordi i virkeligheden hænger
det mere sammen på den måde at vi allesammen alt andet lige…” I princippet kunne jeg i næste uge blot sætte mig ned i min egen afdeling og arbejde videre der. Det ville ikke ændre
noget for mig. Det er i realiteten mest det her bofællesskab hvor vi prøver at løbe nogle ting i
gang, fordi det primært er fysisk at jeg sidder på dette sted og det giver mig selvfølgelig både
nogle andre forbindelser og et bedre netværk til disse mennesker. Dog er det ikke noget vi
bruger tid på, så det i hvert fald meget meget lidt. Altså jeg har et gruppemøde i min afdeling
om fredagen og jeg har et gruppemøde i miljøet om tirsdagen. Nu har jeg så også det morgenmøde i miljøet hver onsdag. På den måde bliver der lige en ekstra halv time. Ikke spildtid, men
hvor man ikke er produktiv på at jeg er her. Det er på den måde egentlig talt udgiften ved det.
Ellers løser jeg oprigtigt talt opgaverne helt som normalt. Den helt store forskel ved at sidde i
miljøet det er at jeg får et virkelig godt netværk, ved at indgå i den slags miljø der går på tværs
af fagligheder.
*AO: Du har nævnt et par gange, at dette netværk er den primære ting du opnår. Hvis du har for
mange af de projekter som ikke er inden for bæredygtighed så har du vel svært ved at opretholde
12.2-12
en balance? Ville du af den årsag skulle tilbage og sidde i den anden afdeling eller hvordan? Har
du blot e-mail korrespondance med dem i din afdeling?
*RR: Det er antagelsesvist også derfor det er forskelligt hvem der egner sig til at sidde heroppe: Dem i min afdeling der har rigtig mange opgaver i en fælles snitflade med eksempelvis
vores mange trafikplanlæggere i afdelingen, de ville have en udfordring i at sidde heroppe, ud
fra den betragtning at de skulle løbe op og ned. Der er det godt at være tilstede heroppe, men
i forvejen havde jeg rigtig mange samarbejder med nogle arkitekter fra nogle bygherrerådgivningsafdelinger på nogle store projekter. Lige nu har vi et stort projekt på Odense Letbane
som jeg sidder og laver med en kollega som også sidder i miljøet. På den måde er det ikke
nogen udfordring for mig. Nu er der under alle omstændigheder heller ikke mere end en
trappe op og ned. Ikke desto mindre er det al den stund rigtigt at jeg bliver en smule afkoblet
fra de opgaver der ellers ryger automatisk ind over bordet. På den måde hvis jeg havde en
periode hvor jeg lige pludselig ikke havde noget at lave, hvor jeg løb ud med de opgaver jeg
nu så sidder med. Så ville jeg blot sætte mig ned og kigge hen over computeren på mine kollegaer. Desformedelst ville de opdage at jeg var der igen og så ville der komme nogle trafikplanopgaver hvor der enten skulle laves noget design eller et eller andet.
*AO: Ja. Fordi det svære hvis det er trafikplanlægningsenheden der formelt aflønner dig, så skal
den aflønning rimeligvis kun finde sted hvis projekterne er fra enheden?
*RR: ”Der kan man sige at de tjener…” Helt nede i detaljen fungerer det på den måde at når
jeg arbejder for andre afdelinger/divisioner i Sphynx så er det stadig min afdeling der tjener
pengene for mine timer. Det er helt normalt. For min chef betyder det blot noget om jeg har
noget at lave eller ej. Derfor kan jeg egentligt talt få lov til at passe mig selv og løbe rundt her
og være totalt fri fugl så længe jeg leverer en fornuftig økonomi. Hvis jeg lige pludselig sad to
måneder og ikke havde noget at lave så ville jeg antagelsesvist ret så hurtigt få besked på om
jeg ikke lige kunne komme hjem og besøge afdelingen for at kunne sidde tæt på nogle og få
nogle opgaver.
*AO: Okay. Så tænkte jeg på: En af de problematikker jeg har lagt op til i min opgave er den
værdi der sker i bæredygtighedsarbejdet: Det at man gør folk mere energimæssigt uafhængige.
12.2-13
At man kan have lande som bliver uafhængige hvis de både får bedre energieffektivitet og dermed bliver afkoblede af naturgas fra Rusland. Der er virksomheder som opstiller solceller. Der
er privatpersoner der gør det samme. Ville du være enig i den slags udlægning eller hvordan ser
du det?
*RR: At det ville være interessant at arbejde for [red. energimæssig uafhængighed]?
*AO: At det faktisk er en del af jeres arbejde, det med at I gør folk mere uafhængige når de får
deres eget energisystem?
*RR: Ja og nej på den måde forstået at jeg tror at lige nu er det ikke sådan en helt overordnet
dagsorden vi går ud med. Det er mere når vi er heldige at der er nogle kunder der kan komme
med det ønske om den dagsorden og så hjælper vi dem med det.
*AO: Er der nogen der har gjort det?
*RR: Altså vi har som bekendt en division for energi. Den har nogle meget store projekter i
Kina hvor de bidrager med energiløsninger og der ved jeg ikke om vi har noget tilsvarende.
Men man kan sige: Det bedste eksempel er den her energiproducerende stald på Livø. Det er
en hel anden skala end et helt land, men det er egentligt talt en meget god case.
*AO: Det gør ikke noget.
*RR: Det handler om at Naturstyrelsen ejer en ø, Livø, oppe i Limfjorden, hvor der bor tre
mennesker fast. Der er derudover turister. Jeg mener at der kommer 25.000 forbi om året,
lejrskoler og sådan noget. På den baggrund er der alligevel en del flow af folk forbi. Derfor har
de nogle store benzinmotorer stående til at generere strøm til øen og derfor skal de sejle diesel over til øen hele tiden og sådan noget. Af den årsag ville de egentligt talt gerne, det er
selvfølgelig fordi det er Naturstyrelsen der ejer den, prøve som eksperiment at gøre den uafhængig således at den alene kan levere sin egen strøm. Jeg tror projektet stadig lever, men jeg
ved ikke hvor det er lige nu. Ideen er under alle omstændigheder den, at der er en landmand
derovre der har en masse dyr: derfor tog vi udgangspunkt i hans stald for at kunne bruge det
møg køerne producerer, ved at kværne det og putte ind i et biogasanlæg for at producere
strøm. Derudover det at opsætte solceller på taget af stalden. Med andre ord bygge en maskine
12.2-14
som kan forsyne hele øen med energi. Samtidig er det ideen at få anvendt selv humanaffald,
lort for at sige det lige ud, fordi det ellers står i nogle tanke der flyder over og som de hele
tiden skal have sejlet over til fastlandet som det er i dag. Få det alt sammen ind i et mindre
biogasanlæg så de bagefter kan sprede restproduktet på markerne. Gøre det på den måde. Det
er en lille case på at forsøge at gøre den til den slags ting hvor man kan klare sig selv: både
med at producere strøm og med at komme af med sine spildprodukter og få det hele til at gå
op i en højere enhed. Så det har vi som bekendt hjulpet dem med. Men det er en opgave der
er stillet fra Naturstyrelsen.
*AO: Nu står der at det skal være en ny energiproducerende stald.
*RR: Ja.
*AO: Skal den så producere energi alene til at den lige kan møde behovet eller skal den producere
mere energi?
*RR: Den skal ikke producere energi til at transportere væk fra øen, fordi jeg tror slet ikke
infrastrukturen er der til det. Det er også derfor man sejler olien over. Dog er det klart at så
meget energi man kan hive ud af det. Det skal også hænge sammen arkitektonisk i forhold til
at bygge en bevaringsværdig bygning. Derfor kan man heller ikke blot bygge en kæmpe stald
på en meget lille ø. Det skal ske inden for rammerne af hvad man kan bygge og hvad der hænger sammen ud fra alle mulige andre betragtninger. Desårsag selvfølgelig så meget strøm du
nu kan generere. Derudover kan man bruge det til enten at forarbejde korn eller hvad man nu
overhovedet kan bruge det til af ekstra ting.
*AO: På den måde opstår der nogle ekstra muligheder?
*RR: Præcis. Det kan være landmanden kan producere noget ekstra h*n ellers ikke ville have
gjort, fordi h*n pludselig har noget overskudsstrøm. Det vil sige så kan h*n ligeså godt producere noget ekstra.
*AO: Har du følgelig været inde omkring enten en plantegning, disse biogasanlæg eller..?
12.2-15
*RR: Jeg har været inde omkring lidt af hvert: Vi har både haft en specialist på der ved noget
om energi, en der ved noget om biogasanlæg og en der ved noget om solceller. Med andre ord
har vi haft en masse forskellige på. Jeg har på den konto været den der samler det hele og
prøver på at komme med et bud på en bygning der kan være på det konkrete felt, altså en
plantegning der tager hensyn til de bevaringsværdige bygninger, men som samtidig har en
tagflade der er stor nok til at du kan få plads til de solceller du skal have.
*AO: Den ser også pæn ud.
*RR: Tak. Få det hele til at hænge sammen. Så spørger jeg: ”Hvor stor volumen skal vi have på
biogasanlægget for at kunne få den tilstrækkelige mængde energi ud af det?” På en måde
prøve at få alle de der brikker til at give mening. Projektet var forarbejdet [red. en forundersøgelse] til at der eventuelt senere enten bliver afholdt en arkitektkonkurrence eller hvor vi
bliver bedt om at gå videre med det. Således kan vi eventuelt tilknytte nogle deciderede bygningsarkitekter og få det projekteret.
*AO: Så du har været tovholderen her [på dette sted/rum/opgave] fra teamet?
*RR: Ja det kan man godt sige.
*AO: Der har ikke været andre? Altså så du har været tovholderen som har rakt ud til nogen
uden for teamet og været den der har taget ansvaret?
*RR: ”Altså i virkeligheden…” Nu ville jeg rigtig gerne sige at det var en opgave der lå i Bæredygtighed & Byudvikling, men det er faktisk ikke helt rigtigt, fordi den kommer reelt set fra
energidivisionen som der desværre ikke sidder nogen af nede på dette sted.
*AO: Okay.
*RR: Der sidder projektlederen også. På den måde har jeg ikke været overordnet tovholder.
Desuagtet har jeg været det for selve opgaveløsningen.
*AO: Således ikke identificeringen af problemet, men i særdeleshed selve det at finde ud af: ”hvad
kunne løsningen være?”
12.2-16
*RR: ”Hvordan løser vi det? Hvordan får vi sammenstillet alle de der tekniske discipliner?”
Sphynx har som bekendt rigtig mange dygtige ingeniører, så det med at tage og koge alle de
input sammen til en helhed.
*AO: Da jeg spurgte *PP om der var en jeg kunne snakke med ud over hende/ham så var det
måske også derfor h*n henviste til dig? Fordi du netop ikke kun er den her ingeniørtype, men
også og i særlig grad har noget kommunikationsmæssigkompetence?
*RR: ”Jamen det tror jeg. Så har vi også…” Nævnte *PP Shenzhen? Vi har udarbejdet et projekt
i Kina.
*AO: Nej, h*n nævnte ikke noget om Kina.
*RR: Okay: ”Det er faktisk et af de.” Det er måske det mest rigtige projekt vi har lavet sammen
i miljøet.”
*AO: Okay.
*RR: For nylig gav *PP, mig, *ÆÆ og en fra bygningsafdelingen input. Jeg ved ikke rigtig hvordan man skal definere opgaven. Det er en lidt atypisk opgave. Det er i hvert fald en kunde der
gerne vil bygge en ecocity. Altså en CO2-neutral by.
*AO: Okay. På samme måde som i Jeddah i Saudi Arabien i Jeddah og den slags?
*RR: Ja, lidt som Masdar City og den slags. [Red. arcologyprojekt i Dubai udført af arkitekt- og
designfirmaet Foster + Partners.]
*AO: Således udarbejdede I en masterplan for en by?
*RR: Ja. De har været i gang i lang tid med arkitektfirma og så kom de egentligvis og spurgte:
”Kan I ikke hjælpe os med noget rådgivning? Vi ved ikke hvordan vi skal lande alle brikkerne på dette sted? Vi har nogle arkitekter der har kørt derudaf med noget masterplan
12.2-17
og nogle store visioner om det ene tårn, der skulle være 200 meter højt og et andet der
skulle være 150 meter, og en by.”
I øvrigt regnede de med at der skulle arbejde 40.000 mennesker, bo 10.000 og så havde de
kun lavet en skole nede i det ene hjørne. Altså på alle niveauer var der nogle interessante ting
at kigge på. Så gik vi sammen, *PP og jeg, og formulerede en opgave under rammen cirkulær
økonomi. Det var mest fordi det var et ord der for kineserne var det nye sort. Det skulle i
særdeleshed hedde noget med cirkulær økonomi kan man sige.
*AO: En yin yang metode?
*RR: Derudfra puttede vi noget ind i det: Det vi puttede ind var på den ene side det *PP har i
dette felt med alt det omkring genanvendelse af ressourcer og hvor vi kiggede på noget symbiosetankegang og cirkulær økonomi for virksomheder. På den anden side puttede vi noget
på fra min vinkel, hvor vi kiggede på det vi kaldte Urban Symbiose omkring byplanlægning
hvor man ser på hvilken ressource de mennesker der bor på dette sted er i sig selv? Så vi
kunne også se dem som en ressource i det spil. Det har man eksempelvis også gjort i Nordhavnen i København hvor man har kigget på sammenhængen mellem hvor mange der bor og
arbejder der for at undgå for meget pendlen ind og ud. For ikke at belaste trafikken. Derudover skaber det både liv, dynamik og økonomi i lokalmiljøet. Summa summarum der er en
helhedstanke i det.
*AO: Så man genanvender folk?
*RR: Ja det kan man godt sige.
*AO: Inden for nærmiljøet?
*RR: Sørger for at udnytte dem som ressourcer i byen i stedet for at skabe sådan nogle monofunktionelle byer.
*AO: Altså funktionsopdelte?
12.2-18
*RR: Det er det. Den slags ting sagde vi på denne måde: ”I skal nok også overveje at have en
offentlig transportløsning.” De havde to busstoppesteder i den her by, hvor de regnede med
at der skulle arbejde de der 40.000 mennesker.
*AO: Sagde du at det var i nærheden af den der by der hed Shenzhen?
*RR: Det var Shenzhen ja.
*AO: En af de store byer inde i midten af landet?
*RR: Nej. Shenzhen er faktisk den by der ligger allertættest på Hong Kong. Det vil sige det er
det mest udviklede sted i hele Kina. Det er lige på grænsen mellem Hong Kong og Kina.
*AO: Så det er en del af hele Hong Kong regionen?
*RR: Ja det kan man godt sige. Men dette område var et mindre byområde lidt oppe nordpå.
Altså Shenzhen er et kæmpe ’kæmpe’ byområde med cirka ti millioner mennesker.
*AO: Var I derude?
*RR: Vi var desværre ikke derude. Kina er selvfølgelig en interessant kunde for os, men det er
også en udfordrende kunde. De plukker meget rådgivere rundt omkring i hele verden. ”Alle
vil gerne…” Mange vil gerne lege med dem. Vi er derfor stadigvæk interesserede i at finde et
større projekt hvor…
*AO: Som en slags case I kunne have?
*RR: Ja det kunne det. Men også blot et interessant projekt hvor vi reelt set kan komme ud og
gøre en forskel. Fordi på den ene side set så buldrer de derudaf og er virkelig dygtige til mange
ting, men på den anden side set går det også lidt for stærkt nogle gange.
*AO: Vi snakkede lige i starten om bæredygtighed, og at resiliens måske også var et ord man
brugte. På dette sted er det nogle gange svært at inde ud af hvad forskellen er fordi de begge
begreber har det med at der skal være en modstand i det. Noget jeg har læst mig til er at på den
12.2-19
ene side er bæredygtighed det at man har en bæredygtig livsstil, og på den anden side har man
et resilient miljø. Vil du være enig i den slags observation?
*RR: ”Altså den der med resiliens…” Der var en der spurgte mig for nylig: ”Hvad er resiliens
og sådan?” Man kan godt bruge udtrykket, det ’pinner’ og siger lidt noget andet og mere specifikt end bæredygtighed gør. Ikke desto mindre er det igen en term der er dækket ind under
bæredygtighed, fordi hvis en by skal være økonomisk og miljømæssig bæredygtig så nytter
det eksempelvis ikke noget at den bliver oversvømmet hele tiden. Det er hundedyrt. Desuagtet er resiliens en eller anden modstandsdygtighed mod både korruption, uro, oversvømmelser og naturkatastrofer.
*AO: Jeg snakkede også med en, som ikke så godt kunne lide ordet resiliens fordi det betød at
byer blev for lukkede. [Red. med *HH.]
*RR: Ja.
*AO: H*n kunne bedre lide ordet ’acceptance’. Vi kunne måske blive enige om at det I gjorde i
Shenzhen faktisk var at åbne byen op for nye indtryk på en måde der indebærer både denne
modstand imod korruption inden for dette felt, forstået som nogle feedbackmekanismer, samt
det med at skulle have flere buspladser. Hvor det med flere buspladser muligvis er at sige: ”Okay
det er den måde folk faktisk helst vil transportere sig på.”
*RR: ”Ja altså jeg ved ikke…” Shenzhen er måske ikke så godt et eksempel i forhold til den snak
om resiliens, men det er ud fra den betragtning rigtigt at tanken om resiliens fordrer at der er
nogle udfordringer i byer. Det er på samme måde når alle byer i Danmark går ind i kapløbet
om at være enten den stærkeste turistby i Danmark eller den stærkeste et eller andet. Af den
årsag kommer de ind i en vækstkamp mod hinanden, i stedet for at de tænker det sammen og
laver det sammenhængende. Derfor kæmper Herning mod en masse andre byer om et eller
andet. Til sidst er der nogle der vinder i det kapløb. Med andre ord hvis du ser resiliens så kan
det godt blive sådan noget med barrierer fordi eksempelvis hvis du får en masse flygtninge
ind som de gør i Italien, så kunne resiliens være at sætte en stor mur op som israelerne har
gjort. Eller på en eller anden måde. Altså hvis du tænker bæredygtighed så er du hele tiden
bevidst om: Det nytter ikke noget at vi i bund og grund murer os inde bag en eller anden mur
af tryghed. Hvis for eksempel kineserne bliver ved at forurene i lige så høj grad som de gør
12.2-20
nu, så hjælper det alt taget i betragtning ikke noget. Oppe i de højere luftlag kommer forureningen under alle omstændigheder hele jorden rundt. Derved hjælper det ikke noget at vi
skaber en masse bæredygtige løsninger inden for dette felt i Danmark, hvis ikke vi samtidigt
får det udbredt til hele verden.
*AO: Det er også et af de dilemmaer jeg ser i bæredygtighed: På den ene side har du det med at
nogle lande gerne vil være mere uafhængige. Kina er et klart eksempel. De vil gerne have en
uafhængig energiforsyning. De har både det med luften og de vil også gerne være uafhængige af
al den olie de skal importere fordi de forbruger så meget og fordi olien skal igennem Malaccastrædet som amerikanerne er med til at kontrollere. På den anden side har du også denne afhængighedstanke, fordi vi netop er indbyrdes forbundne, som du lige pointerede med al den
smog i Kina der som bekendt også kommer til Europa. Er dette dilemma en måde man skal til at
sælge den til kunderne: at vi giver jer forsyningssikkerhed samtidig med at vi gør jer mindre
uafhængige af andre landes problemstillinger?
*RR: Jeg tror det vi er meget fokuserede på er: Det vi prøver meget for at sælge til kunderne
det er. Der er ikke ret mange virksomheder der vil lave bæredygtighed for deres blå øjnes
skyld. Så vi prøver meget at søge synergier hvor vi eksempelvis ser på erhvervsområdet at de
ganske enkelt kan spare penge på at gå ind og genanvende materialer. Følgelig ved vi godt at
det er den vej rundt vi skal angribe det og så er det under alle omstændigheder win-win, fordi
derpå er det økonomisk bæredygtigt. Dog er det selvfølgelig helt klart at: Vi har fokus på hvordan vi gør det attraktivt for de kunder vi har, at starte de her dagsordener op. Følgelig snakker
vi i byudviklingen rigtig meget om markedsforhold og økonomi hvor vi også prøver at putte
nogle andre ting ind. Ikke desto mindre kan du godt lave nogle planer for et rigtigt økogrønt
byområde, men hvis der enten ikke er nogen der vil bo der, eller hvis den bro de får er forkert
så nytter det tilsvarende ikke noget.
*AO: Med andre ord, der hvor bæredygtighed adskiller sig fra energieffektivitet er måske det du
lidt berører: Det sociale? At du skal skabe denne sociale by hvor de fattige også er med?
*RR: Ja. Det hele skal hænge sammen på en eller anden måde. Fordi hvis du ikke får det skabt
det løft eksempelvis så går det galt.
12.2-21
*AO: Er det disse sociale rum der mangler i øjeblikket i bæredygtighedsarbejdet for at det virkelig slår igennem? Der skal tænkes sociale løsninger i stedet for blot energieffektivitet?
*RR: Jeg ved ikke om det mangler. Igen, det er noget med sektorer. I nogen sektorer har de et
fokus og i nogen har de et andet. Vi har også filantropiske kunder som RealDania, og de er som
bekendt rimelig gode til at tænke bredt. Derudover har vi kommunerne og de har som bekendt en god forståelse for at det er det hele. De har både interessen for det sociale, det økonomiske og miljøet.
*AO: Kan du se nogen ulemper ved RealDanias store projekt om sociale byrum?
*RR: Det projekt kender jeg faktisk ikke.
*AO: Det er mere min ide af det hvad det er RealDania gør når de pumper alle de her penge ud?
*RR: ”Nå hvad de laver. Altså masser.” Helt klart. Det er et had-kærlighedsforhold. Jeg synes
RealDania er fantastisk for os i Sphynx fordi de har nogle økonomiske muskler der ikke er
andre steder, men de har selvfølgelig også derfor en enorm stor magt hvilket er en udfordring
og den kan alt taget i betragtning lande mere eller mindre uheldigt ud. Personligt synes jeg
dog at de gør det rigtig godt. Et eksempel: RealDania er ved at bygge, lige ved siden af mit hus
i Søborg, ungdomsboliger som de reklamerer med er Danmarks første enten nulenergibyggeri
eller -etagebyggeri. Eller også er det plusenergi på den måde at det leverer mere energi end
det forbruger. Imidlertid er arkitekturen fuldstændig fremmedfjendsk. De har valgt at lave en
betonfod på bygningen der er to-tre meter høj lige ud mod Søborg Hovedgade hvor der er et
handelsliv og folk der går op og ned og til skole og den slags. Der har de lavet en fuldstændig
afvisende facade. Det er sådan et sted hvor ligesom jeg sagde før: kunderne har forskellige
fraktioner og forskellige hatte. Ligeledes har RealDania en del der hedder RealDania Byg og
de kører bygningen i Søborg. Det er en smule absurd for mig fordi RealDania har så mange
andre forskningsprojekter om hvordan man netop skaber de gode byrum, de gode byer og
den slags. Hernæst laver de et projekt hvor, fordi det er RealDania Byg, så sidder de der en
kende bag deres egne stærke projektledere og driver nogle projekter og har desværre ikke
den der kobling. Jeg synes det er synd at se at der slet og ret ikke er gjort tanker om hvordan
bygningen egentligvis forstærker byrummet omkring hovedgaden.
12.2-22
*AO: Ergo du har denne bygning som på en eller anden måde er blevet en smule selvforsynende,
den er energimæssig uafhængig?
*RR: Det handler om energi, lige præcis.
*AO: ”Men den mangler så..?” Den værdi projektledelsen har søgt er måske blevet for topstyret?
*RR: Ja. De ville have godt af at sidde ligesom vi sidder.
*AO: Hvis interesser gavner det at der kommer dette hus? Du bor der som bekendt , så det gavner
på ingen måde dine interesser?
*RR: ”Men det er selvfølgelig…” De er som bekendt med til at løfte en dagsorden for hvordan
man bygger på den måde. Jeg kender ikke projektet i detaljer. Ikke desto mindre kan det være
de enten har forsket i nogle mere energieffektive løsninger eller har gjort nogle nye ting i forhold til solafskærmning. På disse måder kan andre blive inspireret af det, og så selv bygge
nogle bedre byer og lade være med at begå den samme fejltagelse. ”Så på den måde.” Men når
du har de tre søjler: Eller på denne måde som man tit tegner det med bæredygtighed. [Red. Se
billede nedenunder.] Så er det blot der hvor at det er tværsummen der er så vigtigt. Det er
antageligvis det der er hovedpointen med den måde vi sidder på dette sted, fordi der er som
bekendt masser af steder i Sphynx hvor de gør det enkeltvis. Tilsvarende er RealDanias byggeri et godt eksempel på et sted hvor man har den miljømæssige bæredygtighed, de har formodentlig også tænkt over den økonomiske, men de har ikke den sociale med. Vi kan også
diskutere den økonomiske fordi den bliver amputeret i de der områder, på grund af dynamikken med muligheden for at åbne butikker og den slags, der påvirker huspriserne i området.
Således er det tværsummen der er vigtig.
12.2-23
*AO: Den værdi der så sker der I jeres overlapning, som også er noget jeg er rigtig interesseret i,
der er mit spørgsmål på dette sted til allersidst: netop det jeg nævnte i starten med at man i
cradle2cradle skal passe på at man ikke styrer det for meget. Man skal også selv lade det komme
til udtryk. Synes du I gør det?
*RR: Jeg kan et rigtigt godt eksempel: Jeg fangede det ikke helt før. Det er der også nogle der
er begyndt at sige, at der hvor vi skal passe enormt meget på netop er at vi ikke forelsker os
så meget i cradle2cradletankegangen at vi glemmer at det kan godt være bygningen bygges af
alle de rigtige materialer og på alle de rigtige måder og signeres i forhold til lys og sol og alt
muligt og gøres nulenergi. Ikke desto mindre hvis den viser sig kun at have en levetid på 1020-30 år, fordi den funktionelt set ikke er fleksibel eller arkitektonisk interessant om 10-20
år jamen så har vi fuldstændig misset pointen. Fordi hvis den skal rives ned 20 år efter så kan
det godt være at det er nemmere og at de materialer er nemmere at genanvende, men havde
det så været bedre at hygge en bygning af nogle mere ressourcetunge materialer som kunne
stå der i 100 år eller 150 år?
*AO: Omvendt er det eventuelt okay at den faktisk blot kan komme ned hvis den ikke fungerer?
12.2-24
*RR: Jaja lige præcis. Det er det andet: at der er en erkendelse af det. Der er som bekendt dette
Urban Mountain projekt.
*AO: Hvad arbejder du med? Arbejder du med at den i påkommende tilfælde godt kan komme
ned hurtigt eller den godt kan komme ned om 150 år?
*RR: Jeg synes ikke vi skal se det på den ene eller den anden måde. Det er igen tværsummen.
Det der er rigtigt vigtigt er i hvert fald blot: Jeg synes cradle2cradle er et rigtigt godt koncept,
men det er selvfølgelig enormt vigtigt at vi ikke har skyklapper på i samme omfang som når
RealDania bygger nulenergihuset i Søborg eller når vi udarbejder byplanlægning. Men at vi
altid husker at komme hele vejen rundt, fordi hvis det kun er bæredygtigt på to af parametrene så kan det godt være det viser sig at det i virkeligheden ikke er bæredygtigt i det store
billede.
*AO: Jamen på den note så vil jeg gerne sige tusind tak for interviewet.
*RR: Synes du vi er kommet godt nok rundt?
*AO: Ja. Det var meget interessant det med Shenzhen hvor du og *PP arbejdede sammen på den
måde, uden at h*n skulle være lederen. Selvfølgelig var h*n muligvis mere tovholderen men det
at I blot havde forskellige tilgange der passede sammen.
*RR: ”Faktisk kan man sige…” Vi diskuterede det en smule: Er der en af os der skal styre den?
Det kunne have været os begge to. Vi endte faktisk med at blive enige om at det var *ÆÆ, som
er *PPs kollega, der skulle gøre det, fordi h*n er bedst til den disciplin.
*AO: På en eller anden måde at du muligvis faktisk også er en leder når du for eksempel med
Livø trækker andre ind. Med andre ord, det her rum for jeres team rummer kanske mest ledere?
*RR: Jeg er som udgangspunkt ikke leder og sjældent projektleder, men jeg kan sagtens træde
ind i den rolle. Det tror jeg at vi i langt højere grad kan i det her miljø end andre steder. ”Vi
er…” Det er fuldstændigt ligeværdigt. Det kan godt være at vores lønninger og titler er vidt
forskellige, men når vi træder ind i miljøet så er vi fuldstændig lige. Følgelig fjerner det ethvert
hierarki, hvilket er en rigtig god ting ved det. Der er ikke nogen form for hierarki. Netop på
12.2-25
Shenzhen kunne det i princippet ligeså godt have været mig der havde været projektleder
som det kunne have været *PP.
*AO: Er der nogen ulemper ved denne organisering?
*RR: Nej det synes jeg egentligt talt ikke personligt der er. Det er dybest set enormt befriende,
fordi jeg selv er af den opfattelse at jeg vil til hver en tid… Jeg så et spørgsmål jeg ret godt
kunne lide i din interviewguide som vi ikke har snakket om, hvor der står: ”Hvad er det vigtigste? Projektet eller mig som person?” Jeg synes altid projektet og det at det gør noget godt.
Det behøver ikke engang være bæredygtighedsmæssigt, men i et eller andet omfang enten for
samfundet eller for Sphynx. Det er det der er det vigtige.
*AO: Men er det vigtigste: Er det Sphynx eller er det samfundet?
*RR: Nej, det er samfundet.
*AO: Okay.
*RR: På den måde er jeg fuldstændig ligeglad med Sphynx. Om to år kunne være jeg et andet
sted. I sagens natur har jeg en loyalitet. Det er ikke på den måde. Imidlertid vil jeg al den stund
altid søge samfundets interesse før jeg vil søge Sphynx’. Der er vi selvsagt forskellige. Der er
antageligvis nogle af mine ledere der har det på en anden måde. Men hvis jeg sidder og skriver
et tilbud på en opgave og jeg kan se at jeg ikke selv er den rette person at sætte på vil jeg til
hver en tid aldrig sætte mig selv på. Det lyder muligvis en smule frelst, men det er altså det
jeg mener.
*AO: Hvad hvis du skulle lave opgaven?
*RR: Der synes jeg projektet er vigtigere end personerne.
*AO: Kunne du en forestille dig en presserende opgave hvor du skulle?
*RR: Altså det er eventuelt også fordi jeg er privilegeret i tilstrækkelig grad til at have rigeligt
at arbejde med. Det vil indlysende være noget andet hvis man ikke har det.
12.2-26
*AO: Kunne du forestille dig at du melder dig ud af projekt forde det helt enkelt ikke har været
dig? Eller har der været den slags opgave?
*RR: Jeg har for eksempel opgaver hvor jeg siger:
”Her synes jeg at du skal være projektleder så kan jeg arbejde med det i stedet. Det giver
mest mening.” Eller: ”Jeg kan se at jeg simpelt hen ikke har tilstrækkelig tid. Det vil ikke
blive seriøst så vil du ikke tage den del og så kan jeg eventuelt være sparring på det?”
Følgelig kan det godt være at jeg hverken får det på mit CV eller får mit navn frem, men det er
trods alt en måde hvor vi prøver at finde på noget. Det er også noget med tillid. Ergo hvis jeg
opfører mig ’straight’ over for mine kollegaer og ikke er bange for at give, selvom det nogle
gange koster, så på den lange bane så kommer det som bekendt igen. Hvorimod hvis jeg kørte
frem med albuerne så er det ikke altid folk gider at komme igen.
*AO: Nej.
*RR: Derfor det kan godt svare sig.
*AO: Nu skal jeg lige høre om du har noget du vil sige, enten opklare eller kanske vil rette?
*RR: Nej jeg synes det var meget gode spørgsmål. Rigtig interessant og spændende snak. Vi
kan diskutere længe om de forskellige definitioner af bæredygtighed. Det sidste jeg vil sige er
i henhold til den udstilling der var på DAC. Ham hollænderen havde slet og ret et virkelig godt
eksempel. Jeg ved ikke om du har set det: George W. Bush har fået bygget et krigsmuseum
over krigen i enten Irak, Afghanistan eller et eller andet sted, ude i ørkenen et eller andet sted,
langt fra alt. Ikke desto mindre er det certificeret efter LEED Platinum standarden. Det var
ganske simpelt certificeret efter alle kunstens regler: Energioptimeret og alt muligt. Desuagtet
at indholdet er krig, død, ødelæggelse og glorificeringen af det. Plus så skulle man transportere sig rigtig ’rigtig’ langt for at komme derhen fordi det lå ude i ørkenen et eller andet fuldstændig afsides sted. Det er i sig selv et vildt sjovt eksempel på at vi aldrig må se bæredygtighedsdagsordenen for snævert. Vi skal heller ikke opgive håbet af den grund.
*AO: Må jeg tage et bilede af tegningen?
12.2-27
*RR: Ja. Selvfølgelig. Men det er da lidt sjovt: krigsmuseum i ørkenen.
*AO: Ja, det er ret så pudsigt.
*RR: Bæredygtigt krigsmuseum i ørkenen.
12.2-28