Rapport - seksuelt krænkede børn

September
15
SEKSUELT KRÆNKEDE BØRN
OM BØRN DER HAR SVÆRT VED AT FORTÆLLE
- OG VOKSNE DER HAR SVÆRT VED AT FORSTÅ
1
2
”Seksuelt krænkede børn”
Udgivet af Huset Zornig
Copyright Huset Zornig
Redaktion: Lisbeth Zornig Andersen, Mikael Lindholm, Bettina Smed
Layout: Michaela Scharling
ISBN 13: 978-87-996931-6-0
FORSIDE-BILLEDE:
Selvportræt, silketryk tegnet af Lykke, en af respondenterne i denne rapport,
som holder sit eget løse hoved på plads, om at leve med følgerne af seksuelle krænkelser.
3
BREV FRA JULIE
Et brev skrevet af Julie, da hun var 8 år, til sin bedste veninde. Veninden viste sine forældre
brevet, ligesom et par andre veninders forældre fik det at se. Der skete ikke mere. Først som
29-årig anmeldte Julie selv overgrebet til myndighederne. Krænkeren blev idømt fem måneders
betinget fængsel. Julie er diagnosticeret med PSTD, har mange psykiatriske indlæggelser bag sig,
kæmper med et rusmiddelmisbrug og har stor gæld.
4
SONJA’S FORTÆLLING
”Vi skulle så vaske tøj på et vaskeri, og der er vi så alle sammen af sted på det her vaskeri, og så
siger min mor, hun vil blive på vaskeriet, og så kunne vi bare tage tilbage igen, og det ville jeg ikke.
Jeg bad min mor om, at jeg bare kunne blive der og passe tøj, og sørge for, det blev tørret og lagt
sammen, så kunne de tage tilbage. Men det insisterede hun på, at jeg skulle. Og der voldtog han
mig. Og der kom noget blod, og da min mor kommer tilbage, går hun totalt amok og
gennembanker mig, og fatter ikke noget overhovedet af det. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg skal have
tærsk, og hun smadrer hele mit værelse. Hun smadrer alt, hvad jeg har. Jeg har nogle bitte små
figurer, små katte, og hvad man ellers har, når man sådan måske har været på skoleudflugter, og
man har haft lidt penge med og købt, og noget, som jeg har fået af min mormor, og det smadrer
hun. Alt bliver totalt smadret, og jeg får så mange tærsk og bank, at jeg faktisk ikke kan gå i skole i
ret lang tid efter, fordi man kan se det. Det værste var ikke tærskene, og det var heller ikke
voldtægten. Det værste var, at hvor min mor skulle have passet på mig, så tæver hun mig i stedet
for. Og så også, at hun ødelagde mine ting, det gjorde rigtig meget ondt. Det gjorde rigtig meget
ondt. Hun tog tingene ned fra væggene og smadrede alt. Alt blev smadret. Og så gik hun, og så
kunne jeg bare - jeg lå nede på gulvet i en krog og holdt om mig selv. Der var jeg elleve år”.
De seksuelle krænkelser af Sonja stod på i flere år efter denne hændelse. Sonja’s stedfar blev
senere dømt for de seksuelle overgreb. Han fik otte måneders fængsel. Sonja er i dag
førtidspensionist, kæmper med selvmordstanker og angst, og er gået til psykolog igennem mange
år.
5
INDHOLD
FORORD ................................................................................................................................... 10
RESUMÈ ................................................................................................................................... 12
HOVEDRESULTATER ............................................................................................................................. 12
AT SIGE DET, ELLER IKKE SIGE DET ......................................................................................................... 13
MØDET MED MYNDIGHEDERNE ........................................................................................................... 15
ANBEFALINGER .................................................................................................................................... 17
ANBEFALING 1: STYRKET UNDERVISNINGSINDSATS ................................................................................... 17
ANBEFALING 2: LANDSDÆKKENDE INFORMATIONSKAMPAGNE ............................................................... 18
ANBEFALING 3: PRODUKTION AF TV-SERIE ................................................................................................ 18
ANBEFALING 4: ............................................................................................................................................ 19
INDLEDNING ............................................................................................................................ 20
1. OM 20, DER SAGDE DET ........................................................................................................ 23
1.1. ØKONOMIEN I BARNDOMSHJEMMET ............................................................................................ 23
1.2. OMSORGSSVIGT UDOVER DE SEKSUELLE KRÆNKELSER ................................................................... 24
1.2.1. DEN FYSISKE OG PSYKISKE VOLD ....................................................................................................... 24
1.2.2. DET PASSIVE OMSORGSSVIGT ........................................................................................................... 26
1.3. FORÆLDRENES RUSMIDDELFORBRUG OG DERES PSYKISKE LIDELSER .............................................. 27
1.3.1. RUSMIDLER ....................................................................................................................................... 28
1.3.2. PSYKISKE LIDELSER ............................................................................................................................ 29
1.4. SKOLEGANG OG DAGINSTITUTION ................................................................................................. 30
1.4.1. DEN SVÆRE INSTITUTIONS- OG SKOLETID ........................................................................................ 30
1.4.2. SKOLEN SOM FRISTED ....................................................................................................................... 32
1.5. ANBRINGELSER .............................................................................................................................. 33
1.5.1. NÅR KRÆNKELSERNE FOREGÅR PÅ ANBRINGELSESSTEDET.............................................................. 33
1.5.2. ANBRINGELSE INDEN KRÆNKELSERNE AFSLØRES ............................................................................ 34
1.5.3. ANBRINGELSE PÅ GRUND AF KRÆNKELSER ...................................................................................... 34
1.6. EN BETYDNINGSFULD VOKSEN ....................................................................................................... 35
1.6.1. BETYDNINGSFULD ER IKKE DET SAMME SOM FORTROLIG ............................................................... 35
1.6.2. NÅR DEN BETYDNINGSFULDE VOKSNE OGSÅ ER DEN FORTROLIGE ................................................. 36
2. OM KRÆNKELSERNE OG KRÆNKERNE ................................................................................... 38
2.1. SEKSUELLE KRÆNKELSER BEGÅET AF MENNESKER UDENFOR FAMILIEN .......................................... 38
2.2. NÅR DE SEKSUELLE KRÆNKELSER BEGÅS AF NÆRE OMSORGSPERSONER ........................................ 40
2.2.1. NÅR MOR KRÆNKER.......................................................................................................................... 41
2.3. DE SEKSUELLE KRÆNKELSERS KARAKTER ........................................................................................ 42
2.3.1. VOLDTÆGTEN .................................................................................................................................... 42
2.3.2. DYRESEX ............................................................................................................................................ 43
2.3.3. DEN ”OMSORGSFULDE” KRÆNKER ................................................................................................... 44
6
2.3.4. OM AT FØLE LYST – KROPPEN SOM FORRÆDER ............................................................................... 47
2.3.5. AT BLIVE SOLGT ELLER LÅNT UD ....................................................................................................... 49
3. OM AT SIGE DET ................................................................................................................... 50
3.1. - OG IKKE BLIVE TROET PÅ.............................................................................................................. 50
3.2. NÅR DET ER EN HEMMELIGHED, DER IKKE MÅ GIVES VIDERE .......................................................... 50
3.3. NÅR DET HELE IKKE FORTÆLLES ..................................................................................................... 51
3.4. HVORFOR BLEV DET SAGT .............................................................................................................. 51
3.4.1. OM AT FÅ NOK .................................................................................................................................. 51
3.4.2. NÅR FRYGTEN FOR KRÆNKEREN OVERSTIGER FRYGTEN FOR AT SIGE DET...................................... 52
3.4.3. FRYGTEN FOR GRAVIDITET ................................................................................................................ 52
3.4.4. NÅR TILLIDEN FÅR DEN KRÆNKEDE TIL AT FORTÆLLE ...................................................................... 52
3.4.5. FRYGTEN FOR, AT KRÆNKEREN FORTSÆTTER KRÆNKELSERNE PÅ ANDRE BØRN ........................... 53
3.4.6. NÅR MAN IKKE VED, HVORFOR MAN SIGER DET .............................................................................. 53
3.5. NÅR DET FØRST FORTÆLLES EFTER KRÆNKELSERNES OPHØR .......................................................... 54
3.6. HVEM BETROEDE RESPONDENTERNE SIG TIL .................................................................................. 55
3.6.1. MOR .................................................................................................................................................. 55
3.6.2. VENNERNE ......................................................................................................................................... 56
3.6.3. EN VOKSEN I NETVÆRKET ................................................................................................................. 56
3.6.4. FAGFOLK ............................................................................................................................................ 58
3.7. HVORDAN BLEV DET FORTALT........................................................................................................ 59
3.7.1. MED ORD OG I DE RETTE RAMMER .................................................................................................. 59
3.7.2. OM IKKE AT KUNNE SIGE DET, MEN KOMMUNIKERE DET VIA KUNST, BREVE OG SKOLEOPG......... 60
3.8. FRYGTEN VED AT SIGE DET ............................................................................................................. 63
3.8.1 FRYGTEN FOR AT BLIVE SLÅET IHJEL .................................................................................................. 63
3.8.2. FRYGTEN FOR AT BLIVE ANBRAGT .................................................................................................... 64
3.8.3. FRYGTEN FOR IKKE AT BLIVE TROET PÅ ............................................................................................ 64
3.8.4. NÅR KRÆNKELSERNE AFSLØRES AF ANDRE ...................................................................................... 64
3.8.5. NÅR KRÆNKELSERNE AFSLØRES OG IKKE STOPPER .......................................................................... 65
4. OM PROCESSEN EFTER BOMBEN ER SPRUNGET .................................................................... 66
4.1. NÅR MYNDIGHEDER OG ANDRE VOKSNE IKKE ANMELDER KRÆNKELSERNE TIL POLITIET ................. 66
4.1.1. NÅR AFSLØRINGERNE FØRER TIL POLITIANMELDELSE ..................................................................... 67
4.1.2. NÅR ANMELDELSEN IKKE FØRER TIL DOM ........................................................................................ 67
4.1.3. NÅR ANMELDELSEN IKKE NOTERES HOS POLITIET ........................................................................... 67
4.1.4. NÅR MYNDIGHEDERNE BEGÅR JURIDISKE FEJL ................................................................................ 68
4.1.5. NÅR BEVISBYRDEN IKKE KAN LØFTES................................................................................................ 69
4.1.6. NÅR KRÆNKER DØMMES OG SENERE FRIFINDES ............................................................................. 70
4.2. NÅR DER FALDER DOM .................................................................................................................. 71
4.2.1. GENNEMGANG AF KRÆNKELSER, TILHØRENDE DOMME OG SENFØLGER FOR DE KRÆNKEDE ....... 71
4.2.2. RIMELIGE DOMME? .......................................................................................................................... 74
4.2.3. SKAL FORÆLDREFRISTEN VÆK .......................................................................................................... 74
4.3. POLITIETS OG DOMSTOLENES ROLLE I EFTERFORSKNINGEN ............................................................ 76
4.3.1. NÅR DET ER EN GOD OPLEVELSE AT BLIVE AFHØRT ......................................................................... 77
7
4.3.2. BETYDNING AF AFHØRERENS KØN.................................................................................................... 78
4.3.3. NÅR DET ER EN DÅRLIG OPLEVELSE AT BLIVE AFHØRT AF POLITIET ................................................ 79
4.3.4. SKAL PÅRØRENDE MED TIL AFHØRING? ........................................................................................... 80
4.3.5. DEN POLITIBETJENT UNDER HELE FORLØBET ................................................................................... 81
4.3.6. RAMMERNE FOR DEN GODE AFHØRING .......................................................................................... 81
4.3.7. AFHØRINGER I GAMLE DAGE ............................................................................................................ 83
4.4. LÆGEUNDERSØGELSER .................................................................................................................. 84
4.4.1. NÅR LÆGEUNDERSØGELSEN ER EN GOD OPLEVELSE ....................................................................... 84
4.4.2. BETYDNING AF LÆGENS KØN ............................................................................................................ 84
4.4.3. ANBEFALINGER VEDR. BØRN DER SKAL GENNEMGÅ LÆGELIGE UNDERSØGELSER ......................... 86
4.5. PSYKOLOGISK OG TERAPEUTISK STØTTE UNDERVEJS I OPKLARINGSPROCESSEN? ............................ 86
4.5.1. NÅR DER GIVES TERAPI UNDERVEJS I OPKLARINGSFORLØBET ........................................................ 87
4.5.2. NÅR TERAPIEN IKKE VIRKER .............................................................................................................. 87
4.5.3. TERAPI DER HVERKEN TILBYDES ELLER EFTERSPØRGES, MEN SOM SYNES NØDVENDIG................. 88
4.5.4. ANBEFALINGER VEDRØRENDE TERAPEUTISKE TILBUD UNDERVEJS I OPKLARINGSPROCESSEN ...... 88
5. OM 15, DER ALDRIG SAGDE DET ........................................................................................... 90
5.1. ØKONOMIEN I BARNDOMSHJEMMET ............................................................................................ 90
5.2. OMSORGSVIGT UDOVER SEKSUELLE KRÆNKELSER.......................................................................... 91
5.2.1. DEN FYSISKE OG PSYKISKE VOLD ....................................................................................................... 91
5.2.2. DET PASSIVE OMSORGSSVIGT ........................................................................................................... 93
5.3. SKOLEGANG OG DAGINSTITUTION ................................................................................................. 94
5.3.1. DEN SVÆRE INSTITUTIONS- OG SKOLETID ........................................................................................ 94
5.3.2. SKOLEN SOM FRISTED ....................................................................................................................... 95
5.4. EN BETYDNINGSFULD VOKSEN ....................................................................................................... 96
5.5. OM KRÆNKELSERNE OG KRÆNKERNES RELATION TIL DE KRÆNKEDE .............................................. 97
5.6. SEKSUELLE KRÆNKELSER BEGÅET AF EN UDENFOR FAMILIEN ......................................................... 97
5.7. NÅR DE SEKSUELLE KRÆNKELSER BEGÅS AF NÆRE OMSORGSPERSONER ........................................ 99
5.7.1. NÅR FAR KRÆNKER ........................................................................................................................... 99
5.7.2. NÅR KRÆNKELSERNE BEGÅS AF ANDRE FAMILIEMEDLEMMER ..................................................... 100
5.7.3. NÅR KRÆNKELSERNE BEGÅS AF STEDFAR....................................................................................... 101
5.8. OM AT FØLE SKYLD OG SKAM ...................................................................................................... 102
5.9. OM IKKE AT SIGE DET................................................................................................................... 104
5.9.1. NÅR KRÆNKELSERNE FORTRÆNGES ............................................................................................... 105
5.9.2. NÅR DER MANGLER TILLID TIL DE VOKSNE ..................................................................................... 105
5.9.3. NÅR MAN IKKE VIL SÅRE SIN FAMILIE ............................................................................................. 106
5.9.4. NÅR MAN FØLER SKYLD OG SKAM .................................................................................................. 106
5.9.5. NÅR DET SIGES SOM VOKSEN ......................................................................................................... 106
5.11. ANBEFALINGER .......................................................................................................................... 108
6. LIVET IDAG ......................................................................................................................... 109
6.1. SENFØLGER ................................................................................................................................. 109
6.1.1. DEN NÆRE RELATION ...................................................................................................................... 109
6.1.2. TILLID ............................................................................................................................................... 111
8
6.1.3. DET PSYKISKE HELBRED ................................................................................................................... 112
6.1.4. ENSOMHED ..................................................................................................................................... 113
6.1.5. SELVMORDSTANKER – NÅR LIVET GØR ONDT ................................................................................ 114
6.2. TRIVSLEN SOM VOKSEN FOR DE, DER SAGDE NOGET, OG DE, DER INGENTING SAGDE? ................. 115
6.2.1. MIDDELKLASSENS KRÆNKEDE BØRN HOLDER TÆT ........................................................................ 116
6.2.2. DE, DER SAGDE NOGET, HAR OFTE EN HEL PAKKE AF OMSORGSSVIGT MED SIG .......................... 117
6.2.3. SELVOM ARTEN AF OMSORGSSVIGT ”KUN” ER SEKSUELLE KRÆNKELSER, ER VOKSENLIVET EN
KAMP ......................................................................................................................................................... 117
7. KUNNE KRÆNKELSERNE VÆRE OPDAGET FØR? ................................................................... 119
7.1. DA OVERGREBENE BLEV AFSLØRET .............................................................................................. 119
7.2. I BAGKLOGSKABENS LYS .............................................................................................................. 121
7.3. KAN VI LÆRE NOGET? .................................................................................................................. 122
8. ANBEFALINGER................................................................................................................... 125
ANBEFALING 1 – OBLIGATORISK UNDERVISNING I BØRNS RETTIGHEDER ............................................. 126
ANBEFALING 2 – LANDSDÆKKENDE OPLYSNINGSKAMPAGNE OM BØRNS RET TIL EGEN KROP ............. 128
ANBEFALING 3 – PRODUKTION AF TV-SERIE À LA ”ALLE ELSKER DEBBIE” FRA 1988 .............................. 128
ANBEFALING 4 ................................................................................................................................... 130
REFERENCER..................................................................................................................... 131
BILAG 1. METODE OG PROCES ...................................................................................... 133
BILAG 2. EN OVERSIGT OVER SENFØLGER OG BEHANDLINGSMULIGHEDER ..... 137
9
FORORD
Forleden tilbragte jeg en formiddag med en af respondenterne i denne rapport. Vi var på vej til et
foredrag sammen og bilens trygge rammer gav anledning til en fortrolig snak. Vi talte om skylden,
skammen og frygten for, at blive afsløret i selv at have været inviterende. Om ikke tydeligt at have
sagt fra. Jeg tabte tålmodigheden. For 117. gang havde jeg dialogen med et seksuelt krænket
menneske om følelsen af medskyldighed. Der gik ’Lolland’ i mig. Jeg hamrede min ene hånd ned i
rattet, mens jeg lidt for højt fik sagt: ”Prøv at høre her. De fucker ikke kun med jeres kroppe, men
også men jeres hjerner”. Hun blev ikke forskrækket. Jeg tror faktisk, hun endelig forstod, hvor
manipuleret, hun var blevet af en pædofil.
Det er et gennemgående tema i denne rapport, at de 35 voksne, der blev seksuelt krænkede som
børn, bærer på en skam, der til tider er så stor, at de tager deres viden med i graven. Og at de
allerede fra barnsben længselsfuldt drømmer om graven. Om den dag, de kan få fred for deres
mareridt og tankemønstre, der banker dem oven i hovedet med et: ”Hvorfor sagde du ikke
nej?”. ”Hvorfor lod du det fortsætte? Du er jo selv skyld i det, når du ikke beskytter dig selv bedre.
Når du ikke siger det til nogen”.
Af og til får de sagt det. Malet det. Sunget det. Skrevet opgaver om det. Af og til lytter de voksne.
Ofte forstår de ikke, hvad der bliver fortalt. Alt for sjældent bliver seksuelle krænkelser afdækket og
endnu sjældnere falder der dom. Helt undtagelsesvist kommer nogle over det. Men det er de
færreste. Omkring hver 10. barn – eller 100.000 børn i Danmark - oplever seksuelle krænkelser.
Kun godt 200 sager anmeldes ifølge Danmarks Statistik om året. For de færreste børn åbner
munden og endnu færre forstås.
Vi er Danmark blevet gode til at have et beredskab, når børnene og de unge mennesker har fortalt.
Der skal lyde et rungende tak til de nyetablerede børnehuse, politiet, sundhedsmyndighederne og
de sidste to regeringer, som ihærdigt har arbejdet på at sikre bedre vilkår for krænkede børn. Og vi
er som samfund nået langt. Når det først bliver sagt.
Det næste store arbejde bliver at få børnene til at fortælle. At få dem til at forstå, hvad voksne må
og ikke må med deres krop. At få dem til at vide, hvor de kan henvende sig. At få dem til at turde
fortælle uden at frygte, at verden vælter alt for meget. At få dem til at erkende, at alle – også
krænkerne – har bedst af, at krænkelserne afsløres, stoppes og forhindres.
Det er den viden, de 35 krænkede og de seks pårørende til de krænkede har bidraget med, ved at
stille deres krænkelseshistorier til rådighed. Lad ikke deres blottelser være forgæves. Lyt til deres
anbefalinger, så vi som samfund kan tage endnu et skridt i bekæmpelsen af den måske allermest
invaliderende krænkelse, man kan påføre et barn.
Og lad os så få nogle retfærdige love, der straffer på linje med de livslange lidelser, voksne
krænkede børn døjer med til den dag, de lukker deres øjne.
10
Tak til 35 imponerende mennesker, der stadig står på deres ben på trods af dybe ar og blødende
sår. Tak de få pårørende, der turde fortælle, om det, de ikke så, og tak til en stærk faglig
følgegruppe, der har løftet projektet uvurderligt.
Sidst, men ikke mindst, tak til de fonde, der gjorde det muligt at få dialogen med dem, det handler
om. De krænkede børn.
Dette er ikke fornøjelig læsning. Men nødvendig. Jeg håber, du tåler det.
Med venlig hilsen,
Lisbeth Zornig Andersen
11
RESUMÈ
Børn skal kunne være trygge ved at sige til, hvis deres krop bliver udsat for seksuelle krænkelser.
Det er mange ikke i dag. Så de tier.
Det er der en række årsager til. Såvel børn som voksne omkring børnene mangler i dag viden om,
hvor grænserne går for, hvad voksne må gøre ved børn seksuelt, og hvad konsekvenserne af
seksuelle krænkelser er. Såvel børn som voksne omkring børnene mangler i dag samtidig viden
om de handlemuligheder, der findes, når seksuelle krænkelser finder sted eller mistænkes. Oven i
er emnet stærkt tabuiseret, hvilket i sig selv kan få børn til ikke at fortælle om krænkelserne og
afholde voksne fra at spørge børnene.
Dette er stærkt medvirkende årsager til, at seksuelle krænkelser finder sted, og at krænkelserne i
mange tilfælde pågår uopdaget i lange forløb, med de stærkt negative konsekvenser, det har for
barnet både under opvæksten og i voksenlivet.
For seksuelle krænkelser har potentielt livsødelæggende konsekvenser for det enkelte barn. Stort
set alle 35 medvirkende respondenter i denne rapport, der blev seksuelt krænkede som børn, har
som voksne senfølger af krænkelserne - uanset karakteren, grovheden og længden af
krænkelserne. Det handler især om ensomhed, selvmordstanker og psykiske lidelser, der
forhindrer dem i at leve et normalt liv i trivsel, trods i flere tilfælde mangeårig terapi.
Der er derfor et klart behov for at styrke indsatsen over for seksuelle krænkelser af børn. Vi er i
løbet af de sidste to år, hvor børnehusene i hver region er etableret og i drift, blevet dygtige til at
sætte ind i det øjeblik, barnet fortæller om krænkelserne. Men stadiet før – der hvor børnene skal
finde modet og sproget til at fortælle om krænkelserne – er der brug for en forbedret indsats.
Denne rapport leverer en række anbefalinger til indsatser, som er udarbejdet i samarbejde med
respondenterne selv. Der er med andre ord tale om indsatser, som de tidligere seksuelt krænkede
børn selv efterspørger og anbefaler for at hjælpe nuværende børn og voksne omkring dem til at
blive bevidste om grænserne for, hvad andre må gøre ved barnets krop, hjælpe børnene til at
turde fortælle om krænkelser, når de sker, samt hjælpe de voksne omkring børnene til at opdage
krænkelser hurtigere, så de kan bringes til ophør og afhjælpes.
HOVEDRESULTATER
Ifølge undersøgelser fra blandt andet SFI1 og SPOR2 oplever omkring 10 pct. af alle børn
seksuelle krænkelser. I gennemsnit et eller to børn i hver folkeskoleklasse. Mellem 60 til 80 pct. af
disse børn lider som voksne af senfølger på grund af overgrebene. Det svarer til, at omtrent
267.000 – 356.000 mænd og kvinder lever med senfølger i Danmark i dag.
1
2
”Børnemishandling i hjemmet”, SFI, 2010
”Hvor er det godt du er her”, SPOR, 2015
12
Der er samtidig indikatorer, der tyder på, at kun 10-20 pct. af børn, der udsættes for seksuelle
krænkelser, får hjælp. En hovedforklaring på det er, at de fleste overgreb aldrig bliver opdaget. SFI
har i sin undersøgelse ”Børnemishandling i hjemmet” angivet, at hvis 100 unge fortæller, at de på
et tidspunkt har været udsat for overgreb, så har de sociale myndigheder kun registreret 20 af
dem, eller hver femte. En svensk undersøgelse fra 2008 viser, at færre end 10 pct. af børn og
unge, der er blevet udsat for seksuelle krænkelser, siger det til professionelle.3
Trods det store antal seksuelt krænkede børn var der ifølge Danmarks Statistik i 2014 blot 201
anmeldelser af seksuelle forbrydelser mod børn under 15 år. Seksuelle krænkelser af børn er med
andre ord et udbredt og ofte uopdaget fænomen, som samtidig har alvorlige konsekvenser for det
enkelte barns liv.
Der medvirker 35 tidligere seksuelt krænkede børn i denne rapport, der fordeler sig aldersmæssigt
mellem 18 og 61 år. Fordelingen gør det muligt at sammenligne krænkelserne over tid og se,
hvordan krænkelserne påvirker respondenterne.
Kun 14 af de 35 er i arbejde. Tre er studerende. 18 er enten på førtidspension, kontanthjælp eller
på sygedagpenge. 15 af respondenterne døjer med dårlig økonomi.
Hele 33 ud af de 35 respondenter har eller har haft psykiske lidelser, heraf har 18 fået egentlige
diagnoser som skizofreni, PTSD, Borderline, stress, personlighedsforstyrrelser, depression og
lignende. 17 har eller har haft et rusmiddelmisbrug. 26 respondenter har i deres voksentilværelse
været i eller er i behandling for deres vanskeligheder.
31 af respondenterne føler sig ensomme, 29 har eller har haft selvmordstanker, 24 respondenter
fortæller om mistrivsel, mens 25 har vanskeligt ved nære relationer. Kun 16 ud af de 35
respondenter er i dag i forhold. Flere af de respondenter beskriver deres forhold som værende
turbulente.
Sammenfattende illustrerer det, at konsekvenserne af seksuelle overgreb ofte er omfattende og
vanskelige at udbedre, ligesom de repræsenterer betydelige samfundsøkonomiske omkostninger i
form af behandling og tab af arbejdsindsats..
AT SIGE DET, ELLER IKKE SIGE DET
Nogle børn vælger at fortælle om seksuelle krænkelser, mens de står på, mens andre ikke gør det
– og ifølge de eksisterende empiriske undersøgelser vælger det store flertal det sidstnævnte.
Respondenterne i denne kvalitative undersøgelse fordeler sig med 20, der sagde det på et
tidspunkt inden forældelsesfristens udløb, men ofte flere år efter krænkelsernes ophør, og 15 som
ikke sagde det, eller først sagde det som voksne efter forældelsesfristen udløb. Formålet med
opdelingen er at identificere årsager til, at børn siger det eller lader være, og samtidig undersøge
forskelle og ligheder mellem de to grupper.
3
http://vidensportal.socialstyrelsen.dk/temaer/seksuelle-overgreb/indsatser/fortaeller-born-og-unge-hvis-deudsaettes-for-seksuelle-overgreb
13
De 35 respondenters krænkere tæller far, stedfar, søskende, plejesøskende, mor, fætre og anden
familie, venner af familien, fagfolk som pædagoger, psykologer, idrætstrænere, m.fl. Næsten i
halvdelen af tilfældene er krænkeren far eller stedfar, men viften er bred og omfatter mor,
søskende, familiemedlemmer, venner, fagfolk, m.m. Flere af respondenterne har oplevet seksuelle
krænkelser fra flere end en person og tre oplevede egentlig salg eller ”udlån” af dem til fremmede,
samtidig med, at deres forældre eller deres far krænkede dem. Der er ingen signifikant forskel på
krænkernes profiler blandt dem, der sagde det, og dem, der ikke sagde det.
Børn har en stor barriere, når det kommer til at fortælle om seksuelle krænkelser. Selv blandt de
børn, der sagde det, skete det sjældent med det samme. Ofte pågik krænkelserne i flere år, før
barnet fortalte andre om det. Og oftest efter krænkelsernes ophør. Som de vigtigste begrundelser
for, at børn ikke siger noget med det samme, eller slet ikke siger det, når de bliver seksuelt
misbrugt, angiver rapporten følgende årsager:
1. Barnets manglende forståelse af, at handlingerne er krænkelser, som han/hun har ret til at
afvise.
2. Ingen spørger barnet.
3. Angst og/eller frygt for, hvad der sker, hvis barnet siger det – herunder opløsning af
familien og anbringelse på børnehjem.
4. Skam, fordi barnet meget sent opdager/indser, at hvad der foregår, er ”forkert”.
5. Skyldfølelse, især der, hvor barnet er blevet forført og først har opfattet krænkelserne som
omsorg, og hvor der sommetider også har været seksuel stimulans af børnene..
6. Fortrængninger, hvor barnet undertrykker erindringer om, hvad der skete.
Man kunne tro, at børn, der ikke fortæller om en seksuel krænkelse, undlader dette på grund af en
tættere relation til krænkeren, end børn, der siger det. Det er der imidlertid ingen indikation af.
Derimod er der en tendens til, at børn fra middelklassefamilier oftere tier, end børn fra lavere
sociale klasser, fordi de navigerer i en social kontekst, hvor de er mere bevidste om det forkerte i
krænkelserne og mere angste for at miste.
Nogle af børnene forsøgte at sige det undervejs, men oplevede, at det enten blev overhørt, fortiet
eller direkte afvist. Nogle sagde det til eksempelvis deres mor, men oplevede at blive straffet, når
krænkeren afviste beskyldningen. Andre forsøgte at fortælle det indirekte ved at skrive om det i
stile, skoleopgaver eller breve til pårørende eller venner, men blev ikke taget alvorligt. Dette
illustrerer, at udfordringen ikke kun handler om at få børnene til at sige det, men også at få de
voksne omkring børnene til at lytte og forstå det.
Flere af børnene havde en betydningsfuld voksen, som de havde en tæt relation til, for eksempel
en skolelærer. De færreste valgte imidlertid at betro sig til deres betydningsfulde voksne. Det er en
udbredt antagelse, at børn fortæller om overgreb til en, de kender godt. Den antagelse bliver ikke
understøttet i undersøgelsen. Kun tre angiver at have fortalt det til en betydningsfuld voksen. En
væsentlig forklaring er, at børnene er bange for at miste relationen til netop den, der er
betydningsfuld, ved at fortælle om noget, de føler skam eller skyld ved. Der er snarere behov for –
hvilket respondenterne selv peger på – at skabe et rum for den nødvendige samtale, hvor
nøgleordene er tryghed og tillid. Ti respondenter valgte at sige det til en fagperson i form af en
14
plejemor, skolepsykolog, sygeplejerske, politibetjent, pædagog eller skolelærer, som de netop
havde tillid til, uden at have en vigtig relation.
Som et eksempel på et trygt samtalerum fremhæver respondenterne en køretur i bil, fordi det
forhindrer direkte øjenkontakt, eller at skrive sine oplevelser på SMS eller tegne en tegning. Flere
efterlyser, at den voksne i samtalen er direkte i sine spørgsmål og spørger ind til det seksuelle på
en måde, så barnet blot behøver at nikke eller ryste på hovedet.
Selv om flere af børnene fortalte om de seksuelle krænkelser til en fagperson, reagerede ikke alle,
som de skulle. Nogle forsøgte at ”fikse” problemet selv, ved blot at være samtalepartner med
barnet, men uden at gå videre med deres viden. Andre gik videre med deres viden, hvorefter den
strandede hos en anden fagperson, som f.eks. skolepsykologen, der tog samtaler med barnet,
uden at anmelde forbrydelsen.
Når 20 af respondenterne trods indre modstand alligevel valgte at sige det, angiver de en række
forskellige årsager. Flere bruger udtrykket ”jeg fik nok” – det havde stået på længe. For nogle
handlede det om, at de nåede en alder og fik en viden, der gjorde, at de vidste, at det var forkert
og var i stand til at handle. Andre sagde ’til’ af frygt for krænkeren; de var bange for at blive slået
ihjel – hvilket på den anden side netop samtidig holdt nogle tilbage fra at sige det. Nogle kan ikke
forklare, hvorfor de sagde det – ”det skete blot”. Fælles for dem er, at når de omsider sagde det,
fortalte de færreste det hele med det samme.
MØDET MED MYNDIGHEDERNE
I 16 ud af de 20 tilfælde, hvor børnene sagde det, blev krænkelserne anmeldt til politiet. I fire
tilfælde blev krænkelserne ikke anmeldt, selv om både lærere, læger, psykologer og
familiemedlemmer blev informeret. Så selvom det bliver sagt, er det ikke ensbetydende med, at
afsløringerne bliver fulgt til dørs.
I fem af de 16 sager, hvor der blev foretaget en politianmeldelse, kunne sagen enten ikke rejses,
fordi der ikke var beviser nok, eller tiltalen blev frafaldet på grund af manglende beviser, eller der
faldt dom, men den blev anket og omstødt af en anden retsinstans, eller sagen blev stoppet på
grund af fejl fra myndighedernes side. De sager har taget særligt hårdt på de krænkede, uanset, at
ingen oplever et sagsforløb som let. Det er ikke overraskende. Fra at tage skridtet til at anmelde
sin krænker, til i nogle tilfælde at ende med at få en følelse af, at samfundet anser en for at lyve, er
ifølge respondenterne noget af det mest belastende, de har oplevet, ud over selve krænkelserne.
Hvad angår selve politiafhøringen angiver kun seks ud af de 16, at oplevelsen med politiet var god.
De peger på situationer, hvor de bliver afhørt med ord, de ikke forstår, og af mennesker, de
oplever som truende og fulde af mistillid til dem. Oplevelserne blandt deltagerne daterer sig
imidlertid fra omkring fem år til flere årtier tilbage. I de senere år har politiet opkvalificeret særlige
videoafhørere netop med henblik på situationer som afhøring af seksuelt krænkede børn, ligesom
der er oprettet en række børnehuse, der sikrer trygge rammer og børnefaglige kompetencer til at
gennemføre vanskelige børnesamtaler.
15
Respondenterne angiver det samtidig som belastende, at retssagerne ofte trækker ud, i nogle
tilfælde over flere år. Det påvirker de involverede seksuelt krænkede børn stærkt. Således skrev
en ung sociologistuderende, Lea Vesterbye, i et debatindlæg i Politiken den 19. juli 2015:4 ”Et råd
til dem, der har oplevet overgreb: Anmeld det ikke - medmindre du vil igennem en lang smertefuld
proces, der ikke tager højde for dig som offer. Derfor burde der være tidsfrister for retssagers
afslutning”.
Der er ingen tvivl om, at dommen er vigtig for de krænkede. Det er her, omverdenens erkendelse
af, at de har lidt overlast og skade, bliver synlig. Den følelse bliver desværre meget hurtigt afløst af
en frustration over dommenes udmåling. I kun ét af ti tilfælde, hvor krænkelsen førte til en dom,
blev lovens fulde strafferamme på 12 år udnyttet – en ramme, som i sig selv signalerer, at
samfundet anser seksuelle krænkelser af børn som en alvorlig forbrydelse. I de ti øvrige sager var
gennemsnitsdommen 21 måneder, altså under to år. Ofte er mangel på beviser årsag til milde
domme. En løsning, som respondenterne selv anbefaler, er at hjælpe børn til at fortælle det, mens
krænkelserne pågår.
Tilsvarende finder respondenterne tidsfristen for forældelse på ti år som urimelig. Flere af dem
befinder sig først et sted i livet, hvor de magter at sige det og konfrontere deres krænker, når
forældelsesfristen er udløbet. Nogle er lykkedes med at fortrænge krænkelserne i mange år, hvor
det så kommer op til overfladen igen i forbindelse med f.eks. en fødsel, efter forældelsesfristen er
udløbet.
Mødet med sundhedsmyndighederne kan også være en udfordring for de seksuelt krænkede børn.
I særlig grad, når mødet handler om en gynækologisk undersøgelse. Flere af de kvindelige
respondenter fortæller om meget ubehagelige oplevelser, hvor de som barn har fået undersøgt
deres indre kønsorganer af mandlige læger med politifolk og pårørende som tilskuere. Praksis har
imidlertid ændret sig i de senere år, hvor man er blevet mere nænsom og begyndt at anvende et
såkaldt foto-kolposkop, der viser de fleste skader, uden at apparatet rører barnet. Ulempen er, at
det er tidskrævende. En undersøgelse kan tage op til to timer, hvilket er lang tid for især et lille
barn5. Men én ting er, hvordan man teknisk set undersøger barnet mest skånsomt. Noget andet er
situationen omkring undersøgelsen, ligesom under politiafhøringen, hvor respondenterne efterlyser
en dialog med barnet om, hvem det vil have med, og hvem det skal holde i hånden.
Hvad angår det mentale helbred kæmper, som nævnt, langt de fleste af respondenterne i en
voksenalder med væsentlige psykiske udfordringer i form af ensomhed, selvmordstanker og
psykiske lidelser. 15 ud af de 20, der sagde det, fik terapi i forbindelse med eller efter
krænkelsesforløbet. Imidlertid siger kun tre, at det hjalp. Det er påfaldende, at den terapeutiske
hjælp til de krænkede ikke har større helende eller lindrende effekt. Imidlertid viser nye erfaringer
med regionale senfølgecentre, at det med en étårig specialiseret indsats er muligt at reducere
antallet borgere med posttraumatisk stress med omkring halvdelen, så også her er der positive
tiltag på vej.
4
http://politiken.dk/debat/ECE2762122/anmeld-aldrig-overgreb/
http://www.ssi.dk/~/media/Indhold/DK%20%20dansk/Sundhedsdata%20og%20it/NSF/Sundhedsokonomi/Klinisk%20validering/slutnotat_paediatri_2011.ashx
5
16
ANBEFALINGER
Sammenfattende viser de 35 respondenters livsforløb, at der er et behov for at styrke indsatsen
over for seksuelle krænkelser af børn. Undersøgelsen konkluderer i den forbindelse, at selv om
der eksisterer informationsmateriale om seksuelle krænkelser, kender de færreste til det, ligesom
der er mangel på relevant oplysnings- og undervisningsmateriale, der i børnehøjde formidler viden
om såvel seksuelle krænkelser som handlemuligheder i forbindelse med seksuelle krænkelser.
Følgende er anbefalinger, som er udarbejdet i samarbejde med respondenterne selv og
fageksperter. De deler sig i to kategorier: Styrket oplysningsindsats og skærpet lovgivning.
Anbefalingerne er følgende:
OPLYSNINGSINDSATS
ANBEFALING 1: STYRKET UNDERVISNINGSINDSATS
1. Undervisning i børns rettigheder som formuleret i FN’s Børnekonvention § 34 bør være
obligatorisk i daginstitutioner, grundskolen og på ungdomsuddannelser:
”Deltagerstaterne påtager sig at beskytte barnet mod alle former for seksuel udnyttelse og seksuelt
misbrug. Med henblik herpå skal deltagerstaterne især tage alle passende nationale, bilaterale og
multilaterale forholdsregler for at forhindre:
(a) at et barn overtales eller tvinges til at deltage i nogen form for ulovlig seksuel aktivitet;
(b) at børn udnyttes til prostitution eller andre former for ulovlig seksuel aktivitet;
(c) at børn udnyttes i pornografiske forestillinger og materialer.”
2. Eksisterende undervisningsmateriale og andet informationsmateriale om seksuelle krænkelser
bør samles på en fælles digital portal med links til de sociale medier, så såvel børn som voksne
har én fælles indgang til viden, da oplevelsen er, at hverken børn eller voksne i dag i udstrakt grad
kender til materialerne eller har let ved at finde frem til dem. Det er samtidig en anbefaling at
undersøge, hvor mange pædagoger og lærere har kendskab til materialerne og anvender
materialerne til undervisning, herunder specifikt FN’s Børnekonvention, da eksistensen af
oplysningsmaterialer uden viden om anvendelsen kan give et falsk billede af den reelle oplysning.
3. Der bør produceres nyt undervisningsmateriale med afsæt i de seksuelt krænkede børn egne
forslag, der blandt andet omfatter:

En børnebog til børnehaven med arbejdstitlen ”Lotte og Totte har en hemmelighed” –
om gode og dårlige hemmeligheder. Bogen bliver skrevet i samarbejde med tidligere
krænkede børn, der forklarer de tanker og dilemmaer, de stod med, og i samarbejde
med psykologer, der har ekspertise i seksuelle krænkelser af små børn, og illustreret
med situationsgenkendelige tegninger.
17

Undervisningshæfte til fagpersoner med børns tegninger, stile, malerier, osv., hvor
børnene har fortalt/vist deres oplevelse med seksuelle krænkelser – uden at budskabet
nødvendigvis er blevet opfattet. Formålet er at give de voksne en dybere forståelse for
børnenes kommunikation og gøre det lettere at opfange budskaberne. Eksemplerne i
hæftet bliver ledsaget af cases på, hvordan man kan tilgå en situation, hvor barnet
forsøger at fortælle, at bliver misbrugt.

En række kortfilm om omsorgssvigt, der kan anvendes i undervisning såvel som deles
på nettet, hvor tidligere krænkede børn fortæller om deres oplevelser og anbefalinger,
henvendt til såvel børn som fagpersoner. Temaer kan være at sige det, seksualitet,
skam, vrede, senfølger, osv.

Et korps af tidligere seksuelt krænkede børn, der kan tage på besøg i folkeskoler,
ungdomsuddannelser, UC’ere, m.m. for at dele deres livsoplevelser og råd.

Opførsel af cirkus-, danse- og teaterforestillinger i samarbejde med seksuelt krænkede
respondenter og kunstnere, som kan spilles på skoler og andre steder, hvor børn og
unge kommer. Dels kan produktionerne styrke de seksuelt krænkede børn og unges
selvværd, dels kan de profilere dem som rollemodeller og aftabuisere rollen som
seksuelt krænket, dels kan produktionerne sættes på fokus på emnet seksuelle
krænkelser af børn.
ANBEFALING 2: LANDSDÆKKENDE INFORMATIONSKAMPAGNE
Der bør gennemføres en landsdækkende informationskampagne på de traditionelle og sociale
medier om seksuelt krænkede børn. Formålet er dels aftabuisering, dels formidling af viden om,
hvor man henvender sig, alt efter hvilke behov, man har. Kampagnen skal ramme bredt - både de,
der er udsat for krænkelserne, skal vide, hvor de kan hente hjælp, ligesom de faggrupper, der kan
forebygge og behandle, skal vide, hvor man finder viden, og voksne omkring børn generelt. Som
led i denne kampagne bør der rettes særlig fokus på ”børnehjemmenes” image, da frygten for at
havne på børnehjem bliver fremhævet af de seksuelt krænkede børn som en væsentlig
begrundelse for, at de ikke fortæller om de seksuelle krænkelser.
ANBEFALING 3: PRODUKTION AF TV-SERIE
For at nå børn og unge produceres en tv-serie med de berørtes stemmer i samarbejde med et tvproduktionsselskab og en tv-udbyder. Inspirationen kan være den danske tv-serie ”Alle elsker
Debbie” fra 1980’erne, der fulgte en ung seksuelt krænket pige, hvor overgrebet forblev uopdaget,
mens det nedbrød hende og hun endte med at tage sit eget liv.
18
JURIDISK INDSATS
ANBEFALING 4:
FJERNELSE AF FORÆLDELSESFRISTEN
Det er de krænkedes ønske, at seksuelle krænkelser sidestilles med drab, som ikke har en
forældelsesfrist. Det skal være muligt at retsforfølge sin krænker, uanset hvilken alder, man har.
For en del af respondenterne er de først klar, når forældelsesfristen udløber, altså i starten af 30årsalderen.
INDFØRSEL AF MINIMUMSSTRAFFE
Det er også de krænkedes ønske, at man kan være sikker på, at en krænker får en mærkbar straf.
Ingen af respondenterne taler om, at straf forebygger krænkelser. Det handler i højere grad om at
imødekomme de krænkedes retsfølelse. Der er politisk interesse på begge sider af
Folketingssalen i at se på strengere straffe til seksuelle krænkere.
19
INDLEDNING
Det følgende er en rapportering af Huset Zornig’s undersøgelse af tidligere seksuelt krænkede
børn – børn, der sagde det, og børn, der ikke sagde det. Formålet er at afdække positive og
negative forløb med henblik på at skabe en viden, der muliggør en styrket indsats over for seksuelt
krænkede børn fremover.
Selve undersøgelsen danner grundlag for en række anbefalinger til en styrket indsats over for alle
involverede – det vil sige børnene selv, de professionelle, der arbejder med udsatte børn, som
socialrådgivere, politi, lærere, pædagoger, læger, m.m., men også pårørende og andre voksne
omkring børn.
Hvad er så en seksuel krænkelse af et barn? Red Barnet definerer det således:6
DET STRAFBARE OVERGREB
Ifølge loven kan et seksuelt overgreb mod et barn eller en ung være:







Samleje eller anden kønslig omgang med børn under den seksuelle lavalder (under 15 år)
Samleje eller anden kønslig omgang mellem unge under 18 år og ældre
familiemedlemmer/søskende (incest)
Samleje eller anden kønslig omgang mellem unge under 18 år og adoptivforældre,
plejeforældre eller andre opdragere eller undervisere
Samleje eller anden kønslig omgang med unge under 18 år, hvis det udløser betaling
(prostitution)
Brug af børn og unge under 18 år som pornomodeller
Blufærdighedskrænkelse af børn og unge under 18 år (beføling, blottelse eller sjofelt sprog)
Voldtægt af børn og unge under 18 år.
DET PSYKOLOGISKE OVERGREB
Udover teksten i lovgivningen bør man også definere et seksuelt overgreb ud fra dets psykologiske
konsekvenser. Eksempelvis er det ifølge loven strafbart, når en 14-årig har sex med sin 21-årige
kæreste, selvom det psykologisk set ikke kan betragtes som et seksuelt overgreb. De to unge
mennesker er måske ligebyrdigt forelskede og har sex, uden at det handler om den 21-åriges
udnyttelse af en mindreårig. I en sådan situation vil der derfor ikke være tale om et psykologisk
overgreb. Til gengæld vil et ikke-strafbart overgreb omvendt kunne kaldes et psykologisk overgreb.
Det kan f.eks. være, hvis en ældre mand danner et venskab med en 15-årig på internettet for
senere at overtale hende til sex. Selvom det seksuelle forhold ikke er strafbart, kan det i høj grad
opleves som et psykologisk overgreb for den 15-årige.
6
https://www.redbarnet.dk/Files/Filer/Materialer/Fagbøger%20og%20artikler/1_Naar_voksne_kraenker.pdf
20
Der er heldigvis allerede betydelig opmærksomhed på seksuelle krænkelser af børn. I løbet af de
seneste 15 år er der taget en lang række myndighedsinitiativer til at bekæmpe seksuelle
krænkelser af børn. Blandt initiativerne tæller:












Strafskærpelser for seksuelle overgreb mod børn (2002 og 2008)
Handlingsplan om bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn (2003)
Udtrykkelig hjemmel til brug af videoafhøring som bevis (2003)
Indførelse af børneattestordning (2005)
Udvikling og indførelse af børnepornofilter (2005)
Kampagne mod børnesexturisme (2008)
Nedsættelse af tværministerielt kontaktudvalg til bekæmpelse af it-relaterede seksuelle
krænkelser af børn (2009)
Iværksættelse af revision af straffelovens sædelighedskapitel (2009)
Specialfunktioner i sygehusvæsenet på området (2009-10)
Task force vedrørende hjælp til ofre for misbrug (2010)
Løbende styrkelse af SISO – Videnscentret for Sociale Indsatser ved Seksuelle Overgreb
mod børn – og opjustering af den økonomiske støtte til centret
Den daværende borgerlige regering udgav i 2011 en samlet strategi til forebyggelse og
bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn i form af ”Handling bag ord”, der især betonede
forebyggelse af seksuelle krænkelser med øget oplysning.7 Et væsentligt initiativ i de senere år er
etableringen af regionale børnehuse i 2013 med specialuddannet personale, som
socialmyndighederne i kommunerne kan anvende til at bidrage til den børnefaglige undersøgelse i
en sag om et overgreb mod et barn eller en mistanke om et overgreb. Ligeledes vejleder
Socialstyrelsen på sin Vidensportal om en række metoder, tilbud og viden om seksuelle overgreb,
som kommuner og institutioner kan tage i anvendelse i forbindelse med emnet.8
Imidlertid vurderer de fageksperter, der indgår i følgegruppen til denne rapport, at der er behov for
at gøre mere. De senere års tiltag hjælper især børn, der fortæller om det, men de hjælper ikke i
tilstrækkelig grad de børn, der ikke fortæller det. Barriererne for at sige det og dermed at kunne få
hjælp bliver fortsat oplevet som store. I 2014 viste en undersøgelse fra Institut for
Menneskerettigheder og UNICEF, at kun 4 pct. af alle børn og unge i Danmark ved “meget”, og 19
pct. ved “noget” om børnerettigheder. Hele 46 pct. sagde, at de ingen viden har om FN’s
Børnekonvention, der fastlægger børns rettigheder, herunder til egen krop, uagtet, at konventionen
blev vedtaget for 26 år siden.
Følgegruppens fageksperter består af psykolog Kuno Sørensen, Red Barnet, professor i
børneinddragelse, Hanne Warming, Roskilde Universitetscenter, Kim Risom, leder af Børnehus
Sjælland, kriminalassistent og videoafhører Birgit Maagaard, Københavns Politi, Liv Moll Niemann,
leder af VIP Huset, et miljøterapeutisk opholdssted.
Ifølge den første rapport fra 2014 om de nye regionale børnehuse handlede 36 pct. ud af 594
afsluttede børnehussager om seksuelle overgreb, og 4 pct. både om seksuelle overgreb og fysisk
7
8
http://justitsministeriet.dk/sites/default/files/media/Arbejdsomraader/Politi/Handling_bag_ord.pdf
http://vidensportal.socialstyrelsen.dk/temaer/seksuelle-overgreb
21
vold, mens resten handlede om fysisk vold.9 Altså knap 250 sager om seksuelle krænkelser. Ifølge
Danmarks Statistik var der i 2014 i alt 201 anmeldelser af seksualforbrydelser mod børn under 15
år. I 192 af tilfældene førte anmeldelsen til en sigtelse. I betragtning af, at skønsmæssigt omkring
10 pct. af de ca. 1,1 millioner danske børn (under 18 år) har oplevet seksuelle krænkelser, så er
det altså fortsat et yderst begrænset antal børn, der dukker op ’til overfladen’ hos myndighederne
og får mulighed for at få hjælp, uanset de respektive tiltag. Med andre ord er det blot toppen af
isbjerget, der i dag er synligt. Tallene illustrerer, at der stadig er meget at gøre med hensyn til
forebyggelse, og især med henblik på at hjælpe børn til at sige fra, før krænkelserne sker, og at
sige til, når de bliver udsat for krænkelser, så krænkelserne kan standses og barnet få hjælp.
I det følgende vil vi se nærmere på 35 respondenters oplevelser med seksuelle krænkelser som
barn. 20 af dem sagde noget inden forældelsesfristens udløb, 15 af dem sagde det ikke, eller
sagde det først efter forældelsesfristens udløb. Vi følger skridt for skridt deres oplevelser, som de
havde undervejs, og har i dag, og spørger dem selv, hvilken hjælp de kunne have tænkt sig, da
krænkelserne stod på. Formålet er at blive klogere på, hvordan vi som samfund kan blive bedre til
at forhindre krænkelser og afkorte og afbøde skaderne af krænkelserne, når de alligevel sker, og
udvikle mere effektive indsatser.
En mere effektiv indsats giver mening i forhold til det enkelte barns livskvalitet og trivsel, men det
giver også mening samfundsøkonomisk, da seksuelle overgreb ofte er livsødelæggende også i
voksenlivet. Senfølger af seksuelle overgreb i barndommen koster indirekte samfundet hvert år
milliarder i form af f.eks. dagpenge, sygedagpenge, kontanthjælp, førtidspension, behandling for
alkohol- og stofmisbrug, ophold på krisecentre, psykiatriske og somatiske behandlingsforløb hos
praktiserende læge, speciallæge og indlæggelser, samt efterværn i form af f.eks. genoptræning
eller behandling og rehabilitering gennem distriktspsykiatrien og socialpsykiatrien.
Ifølge SPOR, som er en forening, der arbejder for voksne med senfølger af seksuelle overgreb,
lider 60-80 pct. af alle børn, som udsættes for seksuelle overgreb, af senfølger som voksne. Det
svarer til, at omtrent 267.000 – 356.000 mænd og kvinder lever med senfølger i Danmark i dag.
I det følgende ser vi nærmere på 35 af dem og spørger, hvad vi kan gøre bedre.
9
”Sager i børnehusene,” Socialstyrelsen, 2014
22
1. OM 20, DER SAGDE DET
I dette kapitel tegner vi et overordnet billede af de 20 respondenter, der blev seksuelt krænkede og
sagde det, som børn. Vi får et indblik i deres socioøkonomiske baggrund, i deres familie, deres
oplevelser i skolen, og deres forældres omsorg eller mangel på samme.
Respondenterne er i dag mellem 18 og 61 år. Ti af respondenterne er under 30 år, de resterende ti
er over. Fem af deltagerne er mænd, 15 er kvinder. De fleste af respondenterne blev
skilsmissebørn under deres opvækst. Et par stykker har aldrig kendt deres fædre. De fleste har
haft stedforældre, der har været en del af familien. Nogle i hele barndommen, andre for en kort
periode. Tre har oplevet en af deres forældre begå selvmord. To af dem var barnets krænker.
Flere af respondenterne kalder deres forældre ved navn helt bevidst. En, fordi hun ikke måtte
kalde sine forældre ”far” og ”mor”, og en anden, fordi hun er så vred over hendes barndom, at
forældrene ikke fortjener titlen ”far” og ”mor”.
1.1. ØKONOMIEN I BARNDOMSHJEMMET
12 af respondenterne er vokset op i underklassen, hvor forældrene var udenfor arbejdsmarkedet
det meste af tiden. Deres forsørgelse var kontanthjælp, (syge-)dagpenge eller førtidspension. De
fleste af de 12 respondenter mærkede manglen på penge i hverdagen. Få af dem gjorde ikke. I de
hjem var der en voksen i hjemmet, der på trods af små penge sørgede for det mest basale.
Sille på 18 år, der fra helt lille blev seksuelt krænket af sin far gennem en årrække, fortæller: ”Vi
havde ikke særlig mange penge, så min mor var nødt til at tjene penge ved siden af sit job. Min
mor sørgede altid for, at der var penge til madpakke og lidt tøj til os. Men min far skulle altid have
smøger og øl”.
Så heldige var de færreste af de fattige. De fleste mærkede fattigdommen helt konkret, og for
nogle af dem havde det en direkte indflydelse på de seksuelle krænkelser.
For eksempel fortæller Susanne, 32 år, som oplevede at blive seksuelt krænket af sin stedfar i syv
år, om det at mangle penge: ”Ja, jeg fik aldrig noget. Jeg gik i det tøj, jeg fik i gave, og ellers fik jeg
mine forældres aflagte tøj. Skulle jeg bruge noget, måtte jeg lade mig seksuelt udnytte af min
stedfar. Derfor bad jeg sjældent om noget.”
En del af respondenterne, der voksede op i små kår, var i perioder alene med deres mor. Det
beskriver Erik på 25 år, der oplevede seksuelle krænkelser fra en noget ældre storebror igennem
syv år, sådan her: ”Jeg er vokset op med min mor, som drak meget. Min far er skide ligeglad. Han
tænker stadig kun på druk, fisse og penge”.
Af de øvrige deltagere betegner to sig, som værende fra arbejderklassen med ufaglærte forældre i
job, fem af deltagerne fortæller, at de kommer fra middelklassen og en enkelt fra overklassen.
Sidstnævnte, Maja på 38 år, som oplevede seksuelle krænkelser fra en plejebror, bruger selv
23
udtrykket ”velhavende”. Flere af deltagerne, der kommer fra familier, der ikke er fattige, reflekterer
selv over, hvordan det ”unormale” ikke sprang i øjnene, fordi det hele så pænt ud. De funderer alle
over, om pænheden gjorde, at de seksuelle krænkelser ikke blev opdaget.
Maria på 26, der både oplevede seksuelle krænkelser fra sin far og fra en stor gruppe mennesker,
som hun blev solgt til igennem mange år, beskriver det på denne måde: ”Udadtil så alt normalt ud.
Vi fik mad og pænt tøj og jeg dyrkede meget idræt.”
1.2. OMSORGSSVIGT UDOVER DE SEKSUELLE KRÆNKELSER
De fleste af respondenterne kan berette om en barndom i utryghed med både fysisk og psykisk
vold. Således har 15 af dem oplevet fysisk vold og hele 18 kan fortælle om psykisk vold. Det er
altså kun i to ud af de 20 barndomshjem, hvor eneste krænkelse var af seksuel karakter.
Karen på 28 år, der oplevede at blive seksuelt krænket af en række større skolekammerater fra
hun var seks til hun var 14 år, er en af de få i undersøgelsen, hvor svigtene alene skete udenfor
hjemmet, og hvor tilværelsen derhjemme var okay. Hun beskriver selv sin familie sådan her: ”Min
familie var meget ordentlig, nærmest kedelig. Sådan lidt Hr. og Fru Danmark. Der var intet
misbrug, vi manglede ikke noget materielt og kom eksempelvis tit ud at rejse. Det var pænt uden
følelsesmæssig varme.”
1.2.1. DEN FYSISKE OG PSYKISKE VOLD
Som nævnt oplevede 15 af respondenterne fysisk vold. 18 oplevede psykisk vold. Nogle af dem
oplevede volden som noget, der skete sjældent, mens andre oplevede volden dagligt.
Således fortæller Henning på 61 år, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin mor, at: ”Min mor
slog mig meget. I perioder dagligt. Hun slog både med hænderne og med bøjler. Hendes
foretrukne var ’renseribøjler’.” Henning beskriver den psykiske vold på denne måde: ”Min mor
sagde ting, som: ”Du bliver aldrig til noget” og ”du er dummere end andre børn” og ”du kan
ingenting” og så videre”.
Selv om nogle af respondenterne kun har oplevet volden enkelte gange i deres barndom, har den
sat sig dybe spor alligevel. Mette på 46, der oplevede seksuelle krænkelser fra stedfaren,
fortæller: ”Jeg skulle til børnefødselsdag, jeg tror jeg var otte-ti år gammel, og jeg pjækker fra
skole, fordi jeg stjæler de her penge, der er i kortet til hende, der har fødselsdag, og så kører jeg
ned til købmanden og køber slik for alle pengene og hygger mig nede ved stranden eller i skoven
med de her penge. Og så på et tidspunkt skal jeg jo hjem, og jeg har jo ikke været i skole, og jeg
har ikke været til fødselsdag, og vi bor oppe på en markvej, og jeg kan se, at min mor er på vej ud
for at hente mig ved den her fødselsdag. Men jeg er jo ikke til fødselsdag, og på et eller andet
tidspunkt skal jeg jo gå indenfor. Og så går jeg indenfor og så får jeg simpelthen så meget skæld
ud og får en røvfuld, så min røv glødede”.
Graden af fysisk vold, hvis man kan gradbøje den, varierer meget. Respondenterne oplever alt fra
mindre ”dask” og ”rusken” til det mere brutale. Oskar på 47, der oplevede seksuelle krænkelser fra
24
sin far, og en række teenagedrenge fra farens opholdssted, fra han var seks-syv år og fire år frem,
fortæller: ”Jeg er blevet revet i håret af min mor og fået sådan nogle knips i nakken, da jeg var lille.
Her var det ikke krænkeren, der udøvede fysisk vold, men Oskars mor.
I den brutale ende, beretter Maria på 26, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin far og de
mennesker, der lejede hende, om hvem der slog og under hvilke omstændigheder: ”Primært for
xxx’s far (Marias farfar, navn fjernet, red.) og dem, der kom og købte, ku’ det godt være en del af
gamet. Det var blandt andet med remme, hvor de slog. Det var mest en form for afstraffelse. (…)
Jeg er blevet hevet i, så min arm gik af led. Jeg synes dengang, at fysisk vold var mere skamfuldt,
end seksuelle krænkelser. De seksuelle krænkelser føltes lidt som, at det var min egen skyld.
Volden forekommer mere åbent... Jeg har en flænge i min brusk ved panden og næsen, fordi jeg
blev revet i håret og fik slået hovedet ned i gulvet”.
Maria fortæller endvidere, at volden fra hendes krænkeres side var strategisk og kontrolleret: ”De
vidste, hvad de gjorde. Når de hældte varmt vand over mig, var det bare meget varmt, men ikke
kogende, så jeg fik ingen mærker”.
Flere af respondenterne nævner i øvrigt bedøvelse med sovepiller og anden form for tvungen
medicinering, for eksempel i forbindelse med fuldbyrdelsen af de seksuelle krænkelser, når de skal
beskrive, hvilke former for fysisk og psykisk vold, de har oplevet.
Grænsen mellem psykisk og fysisk vold er flydende for en del af respondenterne. Således fortæller
Erik på 25, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin bror: ”Min bror truede med at slå mig ihjel,
han bandt mig til sengen og truede mig med knive, som han holdt mod min hals og så videre”.
Maja på 38, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin plejebror, fortæller om sin plejemor: Hun
slog mig, hun nev mig, sparkede mig. Straffede mig ved at sende mig i seng uden mad. Jeg skulle
opholde mig på værelset i mange timer, hun isolerede mig fra mennesker og så videre”.
Flere af respondenterne forholder sig til, ”hvad der er værst”. Den fysiske vold, de seksuelle
krænkelser, den psykiske vold? Der er ikke et entydigt mønster i fortællingerne om, hvad der er
værst. Maria på 26, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin far og en række andre mennesker,
fortæller om ekstreme torturlignende metoder, og om hvad den psykiske dimension af volden
gjorde ved hende: ”Jeg blev hængt op i et træ med benene øverst. Jeg ved ikke, hvad formålet
var, udover, at de grinte. Der tænker jeg, at min smerte må have fået dem til at føle sig overlegne.
Politiet kaldte det tortur. At blive til grin er meget værre end at blive tæsket”.
Nogle af respondenterne fortæller, at de ikke altid forstod motivet bag den fysiske og psykiske
vold. Det beskriver Maria på 26 år på følgende måde: ”Jeg er sikker på, at når jeg er blevet
efterladt alene ude i en skov, så fik de nok noget ud af det. Men jeg kan ikke altid greje, hvorfor.
Sommetider blev jeg bundet til et træ efter seksuelle krænkelser om natten i en skov. Følelsen af
efterladthed i dag vælter mig totalt omkuld”.
Andre gange står baggrunden for volden lysende klart for barnet. Sonja på 56 år, der oplevede
seksuelle krænkelser fra sin stedfar, fortæller om den dag, hendes mor opdagede hendes stedfars
seksuelle krænkelser mod hende: ”Vi skulle så vaske tøj på et vaskeri, og der er vi så alle sammen
af sted på det her vaskeri, og så siger min mor, hun vil blive på vaskeriet, og så kunne vi bare tage
25
tilbage igen, og det ville jeg ikke. Jeg bad min mor om, at jeg bare kunne blive der og passe tøj, og
sørge for, det blev tørret og lagt sammen, så kunne de tage tilbage. Men det insisterede hun på, at
jeg skulle. Og der voldtog han mig. Og der kom noget blod, og da min mor kommer tilbage, går
hun totalt amok og gennembanker mig, og fatter ikke noget overhovedet af det. Jeg forstår ikke,
hvorfor jeg skal have tærsk, og hun smadrer hele mit værelse. Hun smadrer alt, hvad jeg har. Jeg
har nogle bitte små figurer, små katte, og hvad man ellers har, når man sådan måske har været på
skoleudflugter, og man har haft lidt penge med og købt, og noget, som jeg har fået af min mormor,
og det smadrer hun. Alt bliver totalt smadret, og jeg får så mange tærsk og bank, at jeg faktisk ikke
kan gå i skole i ret lang tid efter, fordi man kan se det. Det værste var ikke tærskene, og det var
heller ikke voldtægten. Det værste var, at hvor min mor skulle have passet på mig, så tæver hun
mig i stedet for. Og så også, at hun ødelagde mine ting, det gjorde rigtig meget ondt. Det gjorde
rigtig meget ondt. Hun tog tingene ned fra væggene og smadrede alt. Alt blev smadret. Og så gik
hun, og så kunne jeg bare - jeg lå nede på gulvet i en krog og holdt om mig selv. Der var jeg elleve
år”.
I den brutale ende af psykisk vold hører også oplevelser for børnene omkring deres kæledyr.
Sonja fortæller om, hvordan hun blev tvunget til at aflive sin kat: ” Vi fik en kat, en sød lille en. Den
fik lopper på et tidspunkt og så skulle den slås ihjel, fordi lopperne bed min mor. Jeg blev tvunget
til at putte katten ned i en sæk og binde den til, og imens at han (stedfaren, red.) så på det, skulle
jeg smide sækken ud i en å. Jeg kan huske, at jeg græd og græd, jeg holdt så meget af den. Da vi
kom hjem til huset, var katten kommet ud af sækken og løbet hjem. Så skulle jeg gøre det igen,
men denne gang med store sten i sækken.”
For nogle af børnene, blev også deres søskende inddraget i truslerne mod dem. Sarah på 26, der
oplevede seksuelle krænkelser fra både stedfar og mor, samt mennesker, hun blev lejet ud til,
fortæller: ” Trusler på liv og legeme, trusler om at bruge mine mindre søskende til sex. Låst inde og
taget håndtaget af. Psykisk terror; de sagde ting som: ’Du er ikke noget værd, du skulle ha’ været
en plet på lagnet i stedet for en plet på samfundet, du kan kun bruges til at blive kneppet’, og så
videre”.
1.2.2. DET PASSIVE OMSORGSSVIGT
En række af respondenterne beretter om det, man kunne kalder for passivt omsorgssvigt. Altså
der, hvor børnene ikke fik den basale pleje og omsorg. Hvor det for eksempel var almindeligt at
blive glemt.
Således kan Sonja på 56, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin stedfar, beskrive
overraskelsen hos barnet, når den, som for andre børn, helt basale omsorg er til stede: ”Og under
incesten, kan jeg huske engang, jeg har været på lejrskole, og vi havde været på Bornholm, og vi
kommer hjem, og det var så, det var der ved Haslev, og så, jeg aner ikke, når jeg kommer med
toget, som alle de andre børn bliver hentet af deres forældre, jeg aner ikke om jeg bliver hentet,
eller jeg nu skal gå rigtigt mange kilometer hjem med min taske, men jeg bliver så hentet, og jeg
var enormt glad, jeg følte mig enormt normal. Plus, at de var glade også, så jeg var også glad, jeg
havde jo været væk i en uge...Og så var der et år, hvor jeg fik lov at være Lucia brud, og jeg var
pavestolt, og jeg var nok den, der sang højest. Og det er den eneste gang, jeg kan huske, min mor
26
egentlig har været lidt stolt af mig, fordi alle havde rost: ”Hvem er hende, der synger?” Jeg sang ret
godt. Og det fik min mor så at vide”.
Flere af respondenterne har oplevet at blive efterladt alene hjemme, når forældrene er gået på
værtshus eller steder, de ikke kendte til. To fortæller om en mor, der arbejdede som prostitueret.
Flere fortæller om mange flytninger og dermed mange brudte relationer.
Andre oplever en mere diffus følelse af fravær af forældrene. Ivana på 25, der oplevede seksuelle
krænkelser fra sin stedfar, beskriver det på denne måde: ”Jeg voksede op i en sammenbragt
familie, hvor jeg ikke rigtig følte, de var til stede. Der var stor mangel på omsorg for os alle
sammen. Senere voksede jeg op alene med min mor”.
Mette på 46, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin stedfar, beskriver det passive omsorgssvigt
som tavshed: ”Der var ikke så mange skænderier. Jeg tror, min mor har lært mig det, at vi lukker
det inde, vi viser bare ikke, hvordan vi har det. Vi har det bare. Vi snakker ikke om tingene”.
Hovedparten af respondenterne oplevede ligegyldighed, kulde og nedgørelse, og flere af dem
manglende opfyldelse af basale behov, som mad og andre fornødenheder. Flere forklarer fraværet
af den basale omsorg med forældrenes formodede psykiske lidelser. Kun to af deltagerne
beskriver hjemmet som følelsesmæssigt velfungerende. I begge tilfælde beskrives moren som den
omsorgsfulde. Sille på 18, der blev seksuelt krænket af sin far og nogle af sine brødre, beskriver,
hvordan hun i dag føler sig ensom, når hendes mor tager på arbejde. Cille er stærkt knyttet til sin
mor og sine søskende, og var det også dengang, krænkelserne fandt sted.
Vi skal senere se på, hvordan de krænkede børn har det som voksne. Man kunne have en
formodning om, at de to deltagere, der fortæller om en tæt tilknytning til deres mor, har haft lettere
ved at overvinde den svære barndom, men begge døjer i dag med ensomhed, selvmordstanker og
andre former på mistrivsel. Det er ikke muligt at udlede generelle konklusioner af det begrænsede
datamateriale, men givet er det, at tilknytningen ikke har beskyttet de to deltagere mod senfølger.
Mere om det senere.
1.3. FORÆLDRENES RUSMIDDELFORBRUG OG DERES PSYKISKE LIDELSER
Respondenterne har det som et fælles træk, at det er vanskeligt for dem at besvare spørgsmål om
forældrenes rusmiddelmisbrug og eventuelle psykiske lidelser. Som barn ser man verdenen på en
anden måde. Noget, der virkede normalt engang, bliver med deres senere voksne perspektiv til en
absurd adfærd. Men det blev ikke nødvendigvis opfattet sådan med barnets perspektiv. Og
børnene blev sjældent orienteret om forældrenes vanskeligheder, så en eventuel ”diagnosticering”
af forældrenes vanskeligheder og anderledes adfærd er for nogle af respondenterne en
efterrationalisering.
Mona, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin far, beskriver den manglende viden om sin fars
psykiske lidelse på denne måde: ”Ja, min far, han kunne eksplodere. Han var nogle gange syg, så
han måtte have en indsprøjtning. Synes det er svært at besvare, for den gang vidste jeg ikke, at
han var psykisk syg”.
27
Fælles for de respondenter, der omtaler rusmidler og psykiske lidelser i barndomshjemmet, er
også, at det blev opfattet som skamfuldt og noget, der skulle skjules for omverden. Desuden blev
det sommetider opfattet som et decideret farligt miljø at befinde sig i. Samtidig var det børnenes
opfattelse, at forældrenes behov og trivsel blev prioriteret på bekostning af deres. De fleste af
børnene har oplevet at skulle tage et voksent ansvar for de voksne på forskellige måder. Både i
hverdagen, og når filmen af og til knækkede for forældrene. Alt fra at sørge for mad på bordet, som
at finde og hente far, når han havde forsøgt at begå selvmord.
1.3.1. RUSMIDLER
11 af respondenterne svarer ja til, at der var rusmiddelmisbrug i hjemmet. Langt de fleste omtaler
alkohol, mens nogle få omtaler hash og hårdere stoffer. Seks svarer, at de ikke ved, om der var
rusmidler. Kun fire svarer nej til, at der ikke var rusmiddelproblemer i hjemmet. De fleste af dem,
der oplevede rusmiddelproblemer i hjemmet, omtaler dette både i forbindelse med de seksuelle
krænkelser og med dagligdagen derhjemme. Rusmiddelmisbruget dominerede både hvad angik
økonomien, humøret, den fysiske og psykiske vold og for de fleste var det hele barndommen, der
var præget af den ene eller begge forældrenes rusmiddelmisbrug.
Opmærksomhed på sammenhæng mellem rusmiddelmisbrug og seksuelle krænkelser er vigtig.
Både Sundhedsstyrelsen og TUBA – rådgivning for unge pårørende af alkoholikere påpeger en
entydig sammenhæng mellem fulde forældre og farens krænkelser10. For Sarah på 26, der
oplevede seksuelle krænkelser fra forældre, drukvenner og to pædagoger på et opholdssted, fik
forældrenes afhængighed af alkohol og stoffer fatale konsekvenser. Adspurgt, hvad hendes
forældre levede af, fortæller hun: ”Fattige. De levede af kontanthjælp. Men de tjente også penge
på at sælge mig til at levere seksuelle ydelser til deres drukvenner”.
For nogle af respondenterne har forældrenes alkoholmisbrug afstedkommet meget voldsomme
oplevelser.
Således fortæller Sonja på 56, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin stedfar, om en episode,
der skete, mens forældrene er fulde: ”Og så kører vi hjem, og lige så snart vi kommer ind ad
døren, og døren dårlig nok bliver lukket, så fik jeg så mange tærsk af min mor, og jeg kunne slet
ikke forstå, hvorfor jeg fik tærsk. Jeg var lige kommet hjem, vi havde slet ikke snakket sammen
overhovedet. Hun havde slet ikke spurgt, hvordan det var gået, kun lige der, hvor læreren og andre
forældre stod. Og så havde de haft en uge, kan jeg så bagefter stykke sammen, med alkohol og
været oppe at slås, og han var meget voldelig, og når jeg husker tilbage, så havde min mor også
et blåt øje, og min mor har så faktisk ringet til min far, som jeg ikke havde noget med at gøre, i
desperation, og råbt til ham, at han vil slå hende ihjel, og han ved ikke hvor vi bor henne, han aner
ikke, hvor vi er henne. Og alt muligt. Og han finder vist nok ud af det, og vi havde ikke noget med
min mormor og morfar at gøre, og politiet blev så sendt derud, og så skal hun så ligesom sige over
for ham, at det er mig, der har ringet til politiet, men det var faktisk hende, der havde ringet. Så det
var det, jeg fik tærsk for, det skulle se ud som om det var mig, der havde gjort det, og hvad fanden
bildte jeg mig ind. Jeg fandt ud af det, da jeg var voksen”.
10
http://tuba.dk/fakta-om-alkohol
28
1.3.2. PSYKISKE LIDELSER
Som nævnt er det svært for de fleste respondenter at beskrive forældrenes eventuelle psykiske
lidelser.
Andrea på 28, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin stedfar, beskriver, set i bakspejlet, sin
mors psykiske lidelser på denne måde: ”Min mor har altid haft ’dårlig nerver’ – depressioner, er det
beskrevet som, men efter jeg som voksen er blevet fagligt bekendt med psykiatrien og psykiske
lidelser generelt, er hun nok mere personlighedsforstyrret, end deprimeret. Jeg husker, at min mor
- i hvert fald i mine teenageår - under en samtale med en familierådgiver truede med, at hun ville
hoppe ud foran en bil. I min barndom kan jeg huske, at man altid skulle veje hendes humør, det
lærte jeg som meget lille. Hun kunne være rigtigt modbydeligt kold og indelukket, når hun havde
sine ’ture’ - hun kunne finde på at sige til mig, at vi bare boede sammen, men skulle leve hvert
vores liv, at hun ikke ville tale med mig. Havde sjældent skolevenner med hjemme, fordi jeg aldrig
vidste status på hendes humør. Jeg husker hende derfor ikke som deprimeret, nærmere som
forstyrret, og ikke mindst splittende, husker at hun ytrede meninger om familiemedlemmer, som
hun ikke brød sig om, til mig. Endvidere havde hun et svært temperament - som kom frem ved, at
hun blev kold overfor mig, hvis der var noget, jeg havde gjort forkert. Jeg var hunde hamrende
angst for at gøre hende sur, blev panisk, hvis jeg eksempelvis havde spildt i sofaen, så vendte jeg
puderne og håbede inderligt, hun ikke så det. Min mor blev tilkendt førtidspension grundet
hendes ’dårlige nerver’.”
Sonja på 56 år, beskriver en hændelse, som i hendes børneperspektiv ikke blev betragtet som
mærkværdig, men som i hendes voksenperspektiv helt klart tilskrives hendes mors psykiske
lidelse: ”Husker også en anden gang, hvor jeg boede alene med min mor, jeg har været omkring
otte år. Jeg kom hjem fra skole og kunne med det samme mærke atmosfæren i hjemmet. Hun
havde fået af vide af en arbejdskollega, at jeg var begyndt at ryge, og nu skulle hun lære mig at
ryge. Hun tvang mig til at ryge en cigar, det røg hun selv. Jeg prøvede på alle mulige måder at
undslippe, men hun truede mig, og låste mig fast i et hjørne, og tvang mig. Jeg husker, at jeg blev
syg. Jeg havde ikke røget, men hun troede mig ikke, Jeg har ALDRIG røget”.
For enkelte af respondenterne står de psykiske lidelser dog lysende klart – også i et
børneperspektiv. Oskar på 47, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin far og flere af de store
drenge på hans fars opholdssted, beskriver her, hvordan han så sin fars lidelser:
”Ja, jeg voksede op med en psykisk syg far, som de sidste par år af sit liv talte om at begå
selvmord. Han planlagde det ned til mindste detalje, med præst og begravelse. Han udgav en
digtsamling optil og sendte afskedsbrev. Han eksemplificerede flere metoder og valgte de blodige
fra. Han kom af dage ved at tage en OD og trække i badetøjet ved en havn, så det skulle ligne en
drukneulykke. Det var meget svært at forstå som teenager....”
Flere af forældrene havde tilsyneladende ”dobbeltdiagnoser”, forstået som at forældrene eller den
ene af dem både havde et rusmiddelmisbrug og en psykiatrisk diagnose.
Sonja på 56, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin stedfar, beskriver her
dobbeltdiagnosen: ”Så jeg voksede op alene med psykisk syg mor. Og så sker der så det, at hun
finder en mand på den lukkede afdeling, som er inde for dårlige nerver og også er alkoholiker”.
29
Henning på 61, der oplevede krænkelser fra sin mor, beskriver sin fars dobbeltdiagnose og
Hennings ansvar, når farens film knækkede: ”Ja, min far var – ud over at være alkoholiker og
misbruger af den stemningsændrende medicin han kunne skaffe sig – også diagnosticeret bipolar.
Under min opvækst har jeg adskillige gange været vidne til hans selvmordsforsøg, og min mor som var min krænker – gjorde mig ansvarlig i forhold til at skulle handle i forhold til situationen. Jeg
har adskillige gange som 8-14-årig skulle ringe efter ambulance eller lægehjælp til min far, fordi
han havde indtaget dødelige doser af medicin og var bevidstløs. Min mor var meget ophidset i de
situationer, og var så meget i hendes følelsers vold, at hun ikke kunne finde ud af at handle. Der
har også været tilfælde, hvor jeg har måttet tage af sted – oftest om natten – for at finde min far,
fordi han ikke var kommet hjem. Jeg har fundet ham mange mærkelige steder – altid bevidstløs”.
1.4. SKOLEGANG OG DAGINSTITUTION
De fleste af respondenterne har gået i daginstitution og alle har gået i folkeskole.
1.4.1. DEN SVÆRE INSTITUTIONS- OG SKOLETID
Maria på 26, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin far, og som endte med at få et barn med
ham, fortæller om en særlig oplevelse i fritidsordningen, som stadig sidder dybt i hende. Hun var i
puderummet med en jævnaldrende kammerat, hvor hun legede, at hun bandt kammeraten op ad
en ribbe på samme måde, som hendes far bandt hende, når han forgreb sig på hende. En
pædagog kom ind og spurgte meget forfærdet, hvad hun havde gang i. Hun blev sendt ind på
stuen, og der blev ringet efter hendes mor, fordi hun havde opført sig dårligt. På et tidspunkt løb
hun ud på toilettet og smed sig på gulvet, hvor hun slog hovedet hårdt mod betongulvet. Maria
fortæller, at hun gjorde det for at få lidt trøst. Hun blev hentet af sin mor, og var forfærdelig flov.
Andre af respondenterne kan på samme måde fortælle om anderledes adfærd i daginstitution og
skole, hvor de på grund af deres adfærd ofte blev udelukket.
Cecilie på 27 år, der oplevede seksuelle krænkelser fra en voksen nabo og hans bror, fra hun var
tre år og en årrække herefter, beskriver hendes anderledes adfærd som særlig i øjenfaldende i
gymnastiktimerne: ”Jeg kunne bestemt ikke lide gymnastik. Jeg ville ikke i bad med de andre –
husker det som fælles bad. Så jeg fik lov at gå i bad alene i læreromklædningen, og det blev jeg
drillet meget med.”
12 af respondenterne fortæller om en skolegang, der er voldsomt domineret af mobning og
ensomhed.
De fleste af de 12 havde en positiv oplevelse de første år i skolen, men undervejs i skoleforløbet
blev det sværere at koncentrere sig, ligesom det sociale blev sværere. De blev med årene holdt
mere og mere udenfor, mobbet og følte sig generelt dårlige i skolen. De havde kun ganske få
venner, og de færreste har haft tætte relationer til de andre elever. Havde de legekammerater, var
det ofte børn, der selv var outsidere.
30
Lotte på 24, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin far gennem to år, fra hun var 11 år gammel,
beskriver overgangen i forhold til trivsel i skolen sådan her: ”De første år var gode. Jeg var den
dygtige i klassen, men i sjette klasse, da de seksuelle krænkelser begyndte, ændrede det hele
sig”. Lotte fortæller videre, at: ”Indtil sjette klasse var jeg flittig, men derefter dalede det lidt. Jeg
havde meget uro i kroppen, kunne ikke koncentrere mig ret længe ad gangen. Det kan jeg stadig
ikke”.
Cecilie på 27 beskriver her, hvordan ikke kun krænkelserne, men også retssagen havde en
negativ indflydelse på hendes skolegang: ” Jeg vil tro, at jeg havde mere fravær end de andre, jeg
havde det ret svært, specielt da de seksuelle krænkelser blev fundet ud af, og retssagen kørte, og
efter vi flyttede. Jeg havde svært ved at falde til. Efter vi flyttede var jeg meget træt og havde lyst til
alt muligt andet end at gå i skole, blandt andet fordi jeg havde det dårligt og følte, at jeg blev
mobbet. Jeg var meget ligeglad med det hele”.
På samme vis kan Ivana på 25, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin stedfar, fra hun var fem
til hun var 12 år, berette om det ikke at blive set i skolen: ”Jeg ændrede mig jo helt vildt og det
tænker jeg da, at folk må have bemærket – det ville jeg selv gøre, hvis et barn ændrede sig så
meget på så kort tid. Jeg ved også, at der er rigtig mange underretninger, som handler om en pige,
der er undervægtig, men som oplever sig selv som tyk. Det undrer mig, at der ikke skulle være
nogen, som havde en tanke”. Ivana fortæller også, at det var befriende at komme i skole og
dermed væk hjemmefra, men at det samtidig var forfærdeligt, fordi hun ikke kunne koncentrere sig
i skolen.
Erik på 25, som oplevede seksuelle krænkelser fra sin bror, undrer sig også over skolen. Han siger
om at gå i skole: ”Det var ikke sjovt – jeg havde det elendigt, blev mobbet dagligt og holdt udenfor
fællesskabet”. På spørgsmålet om, hvad han godt kunne lide ved skolen, og hvad der var mindre
godt, svarer han: “Det var godt at lære noget, det kunne jeg godt lide. Det var utroligt, at en hel
skole med 500-700 elever kunne få lov at mobbe en, uden at der blev grebet ind”.
Susanne på 37, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin stedfar, forsøgte en særlig strategi for
at klare skolegangen. Desværre virkede det ikke efter hensigten: ”Jeg havde ikke rigtig nogen
venner. Prøvede altid at gøre mig venner med lærerne, men det gjorde mig upopulær i klassen.
Jeg blev mobbet, så jeg måtte skifte skole”.
På samme måde kan Julie på 32, der oplevede overgreb fra et familiemedlems kæreste, berette
om det, at føle sig forkert i skolen: ”Fra syvende klasse pjækkede jeg rigtig meget. Jeg kunne ikke
lide at være i det sociale i klassen, oplevede at være forkert, også fordi jeg sjældent havde lavet
lektier, havde rette bøger og så videre. Men også bare i samspillet i klassen følte jeg mig forkert”.
Der er ingen tvivl om, at de af respondenterne, der ikke fungerede godt i skolen, udviste tydelige
tegn på omsorgssvigt11.
11
http://www.socialstyrelsen.dk/siso/seksuelle-overgreb/videoer/siso/seksuelle-overgreb/tegn-og-reaktioner
31
1.4.2. SKOLEN SOM FRISTED
Otte af respondenterne fortæller om en rigtig god tid i skolen.
Således kan Lykke på 42, der oplevede seksuelle krænkelser fra en ven af moren, fortælle om,
hvor dygtig og godt tilpas, hun følte sig i skolen. Hun siger: Det var det bedste i min barndom. Jeg
fik venner, nogle har jeg den dag i dag. Der var voksne, der ikke var fulde, slog, råbte eller det, der
var værre. Man kunne endda være heldig at få ros, når man var dygtig….så det var jeg efter
bedste evne”. Lykke var ikke blot heldig at føle sig dygtig i skolen. Hun fik også af og til den gode
fysiske kropskontakt, hun manglede derhjemme: ”Jeg kan huske de få gange, hvor jeg var den
heldige, der blev valgt tilfældigt til at gå med min lærer i hånden på tur. Jeg kan desværre også
huske sorgen over alle de andre gange, det ikke var mig. Jeg sagde ikke noget. Der var MEGET
langt imellem øjeblikkene med positiv kropskontakt i min barndom”
Respondenterne føler sig ikke alle dygtige i skolen, men de føler, at de hører til, og at de bliver set.
Flere af dem betoner følelsen af normalitet i skolen som noget vigtigt. Således beskriver Peter på
35, som oplevede seksuelle krænkelser fra sin far fra han var 13 til han var 19 år, at: ”Det bedste
ved at gå i skole var, at det var normalt, og at jeg fik nogle venner der. Jeg ved ikke lige, hvad jeg
skal sige var skidt, men generelt var det svært at gå i skole”.
Mette på 46, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin stedfar fra hun var 10 til hun var 13 år,
understreger her, hvordan skolen kan være direkte beskyttende mod krænkelserne: ”Nej, jeg
havde ikke fravær. Og da de seksuelle krænkelser begyndte, der havde jeg overhovedet ikke
fravær. Der kunne han jo ikke komme. Han kunne ikke røre mig der.”
På samme vis fortæller Sille på 18 år, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin far og brødre, at:
“I skolen havde jeg frihed, og jeg kunne lege med mine venner og ikke være bange. Jeg gik ikke
og var bange. Jeg var meget glad for at gå i skole”.
Tine på 42 år, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin far, bror og en kommunal psykolog
igennem en årrække, oplevede også en god skoletid. Tine fremhæver især det, at gå på en lille
skole som betydningsfuldt. Hun fortæller, at: ”Jeg var rigtig glad for at gå i skole. Jeg havde nemt
ved det meste, bortset fra matematik og senere tysk. Jeg var rigtig glad for at gå i skole fra første
til syvende klasse. Der gik jeg på en lille skole, som var overskuelig og tryg for mig. Jeg tænker
med varme tilbage på min dansklærer og matematiklærer. Særligt sidstnævnte lærer var jeg så
glad for. Jeg husker at tænke, at han var det mest tålmodige menneske, som ikke blev sur, eller
når jeg ikke fattede noget af det hele”.
Nogle af respondenterne nævner skoleskift som afgørende. For nogle bliver det dårligere, som i
Tine’s tilfælde, men for Oskar på 42, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin far og nogle store
drenge på hans fars opholdssted, fortæller om det at skifte skole som noget positivt: ”Da jeg kom i
ottende klasse fik jeg en frisk start, da jeg skiftede skole. Det var meget befriende at slippe væk fra
den første skole, som jeg vil kalde en ond skole. Min dansklærer havde en helt speciel betydning.
Hun var meget til stede og fordomsfri. Hun SÅ mig”.
32
Fælles for alle respondenterne gælder, at skolen har været meget afgørende. For nogle på den
positive måde, mens det for andre har været der, hvor de for alvor er blevet ekskluderet. Der er
ingen tvivl om, at - uanset skolens ansvar – er det her, man som samfund kan spotte de krænkede
børn. Det er tydeligvis her, de fleste vinduer åbner sig for, at børnene kan fortælle, ligesom det er
her, de kan få en omsorg og opmærksomhed, de ikke får derhjemme. Derfor er det heller ikke
overraskende, at langt de fleste af respondenternes anbefalinger til, hvordan man spotter og
støtter krænkede børn, retter sig mod folkeskolen, som vi skal se i kapitel 8/Anbefalinger.
1.5. ANBRINGELSER
Kun ti ud af de 20 respondenter blev anbragt i deres barndom. Flere eksperter indenfor seksuelle
krænkelser12 understreger behovet for et massivt og langvarigt efterværn, når børn udsættes for
seksuelle krænkelser. Her skal man være opmærksom på, at et egentligt efterværn kun gives til
børn, der er anbragt eller har en støtte/kontaktperson op til deres 18. år.13 Det vil sige, at der kun
ville kunne være blevet bevilget efterværn for højst ti ud af de 20, fordi de ikke fyldte 18, mens de
var anbragt.
Oplevelsen af anbringelserne varierer meget. For nogle betød det sikkerhed og tryghed. Flere
beskriver følelsen at have fået en rigtig familie.
Karen på 28, der oplevede seksuelle krænkelser fra unge udenfor familien, beskriver sine to
anbringelser meget forskelligt. Hvor hun det ene sted ikke følte tilknytning til stedet eller personalet
og hvor hun følte sig som en sag: ”At man på xxx (navn fjernet, red.) var på en institution – i et
system, hvor mange vidste alt muligt om mig, selvom jeg ikke havde talt med dem. Det, at de alle
læste min sag uden at kende mig…”. Mens at hun det andet sted oplevede: ”Jeg betragter xxx
(institutionsnavn fjernet, red.) som mit barndomshjem – det var meget rart og hjemligt. På xxx
(institutionsnavn fjernet, red.) føler jeg, at jeg har fået en familie, at jeg hører til, og jeg føler mig
elsket, selvom det er nogle år siden, jeg er flyttet ud”.
1.5.1. NÅR KRÆNKELSERNE FOREGÅR PÅ ANBRINGELSESSTEDET
For andre betød anbringelsen nye seksuelle krænkelser på selve anbringelsesstedet.
Således kan Maja på 38, der oplevede seksuelle krænkelser fra en ældre plejebror igennem flere
år, i den plejefamilie, hun havde boet i det meste af sin barndom. Da hun betroede sig til sin
plejemor, blev hun fjernet og anbragt på en kostskole og så ikke sin plejefamilie igen.
Også Sarah på 26, der oplevede seksuelle krænkelser fra forældrene og mennesker, hun blev
solgt til, oplevede seksuelle krænkelser på sit opholdssted. På spørgsmålet om, hvordan hendes
relationer til personalet på opholdsstedet var, svarer hun: ” Meget intimt med de to mandlige
ansatte – altså for intimt”.
12
13
http://www.tvsyd.dk/artikel/268501:Ung-kvinde-fra-TOendersagen-har-brug-for-massiv-hjaelp
http://vidensportal.socialstyrelsen.dk/temaer/eftervaern/definition
33
Oskar på 47 kan berette om det at opleve seksuelle krænkelser som forstanderens barn: ”Min
barndom var på mange måder almindelig, hvis man lige ser bort fra, at min mor og far blev skilt, og
at jeg blev udsat for seksuelle krænkelser fra min fars side og fra de drenge, som boede på det
opholdssted, som min far var forstander på, og hvor han også selv boede.” Faren var tidligere
anklaget og fængslet i knapt et år for seksuelle krænkelser på et opholdssted, han ejede før det
sted, hvor Oskar boede med ham. Alligevel fik han lov at oprette og drive et nyt opholdssted.
Faren begik selvmord, da Oskar blev 18 år.
1.5.2. ANBRINGELSE INDEN KRÆNKELSERNE AFSLØRES
Nogle af børnene blev anbragt, inden myndighederne vidste, at de havde oplevet seksuelle
krænkelser. For flere af dem betød det, at det var der, de betroede sig omkring de seksuelle
krænkelser. Det gælder blandt andre Sille på 18, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin far og
nogle af sine brødre. Hun fortalte om de seksuelle krænkelser til sin plejemor, hvorefter sagen
rullede med fængsling og dom.
Peter på 35, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin far, fortalte også om de seksuelle
krænkelser til en mandlig pædagog på opholdsstedet, uden at der dog blev reageret. Peter
forklarer selv, at der ingenting blev nævnt efter betroelsen. Peter meldte senere selv de seksuelle
krænkelser til politiet, hvorefter der faldt dom.
Ivana på 25, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin stedfar, fortalte ikke om sine seksuelle
krænkelser på anbringelsesstederne på trods af, at hun flere af stederne trivedes. Hun undrer sig
over, hvorfor man ikke gik mere til hende, med de signaler, hun sendte: ”Det hjalp ikke på
børnehjemmet, og det føltes ikke som om de forstod, hvordan jeg rent faktisk havde det – de greb
f.eks. ikke ind, selvom jeg havde sex med en masse og helt tydeligt havde det skidt.”
1.5.3. ANBRINGELSE PÅ GRUND AF KRÆNKELSER
Flere af børnene blev anbragt, da de seksuelle krænkelser kom frem. Således kan Susanne på 32,
der oplevede seksuelle krænkelser fra sin stedfar, fortælle, at hun først ville anmelde de seksuelle
krænkelser, hvis hun kom væk hjemmefra. Hun beskriver en af sine anbringelser sådan her: ”Der
var nogle pædagoger, som jeg havde tillid til, og andre, der ikke sagde mig noget. Men de var der
på en omsorgsfuld måde. Jeg kunne mærke det i deres interesse for mig, i deres ro og deres
måde at snakke med mig på. Jeg følte en form for omsorg.” Susanne fremhæver også, at det var
trygt at være anbragt under retssagen: ” At jeg følte mig tryg, mens retssagen stod på. At de kunne
se min modenhed og arbejdede med mig i stedet for imod mig, i forhold til at komme væk fra
stedet igen.”
Udover de ti respondenter, der oplevede anbringelse frem til det fyldte 18. år, oplevede Maria på
26, der blev seksuelt krænket af sin far og en række mennesker, hun blev solgt til, at blive anbragt
som en del af et efterværn som 19-årig. Maria beskriver det på denne måde: ”Jeg kom i pleje som
19-årig. Det var en veninde til en fra mit første bosted. Hun havde hørt om mig, og ville gerne være
noget for mig. Kommunen betalte for ”reparenting” – en form for oplevelse af at have gode
forældre. Jeg har ikke hørt om det før. Jeg mener aldrig, det er for sent at få gode forældre. Jeg fik
34
lov at ligge i skødet på en voksen. En treårig pige i en park sagde: Mor, er hun ikke for stort til
det”? Det er jo ikke naturligt. Hun (plejemoren, red.) har om nogen lagt ører til overgrebene.”
Maria mødte flere betydningsfulde voksne undervejs, men først i mødet med sin plejemor fortalte
hun i detaljer om de seksuelle krænkelser, som førte til politianmeldelse. Maria understreger det
som meget betydningsfuldt, at hun i et par år fik lov at ”være barn igen” i en plejefamilie.
Ligesom med folkeskolen, er der for anbringelsesstederne en enestående mulighed for at spotte
krænkede børn, hvis man ved, hvad tegnene er. Og hvis man ”gør sig fortjent”. Bare fordi man er
pædagog udløser det ikke nødvendigvis en lyst hos barnet til at fortælle om de ting, man oplevede
derhjemme. Der skal også være respekt og tillid fra barnets side. Opnår man den respekt og tillid,
har man til gengæld en god mulighed for at give børnene et rum for at fortælle og en mulighed for
at udvise kærlighed og omsorg over længere tid efter at krænkelserne er blevet afsløret, fordi man
har børnene døgnet rundt.
1.6. EN BETYDNINGSFULD VOKSEN
1.6.1. BETYDNINGSFULD ER IKKE DET SAMME SOM FORTROLIG
Hele 13 af de 20 respondenter beretter om en særligt betydningsfuld voksen undervejs i deres
barndom. Langt de fleste af de betydningsfulde voksne er lærere. Det handler sjældent om, at de
er fagligt gode lærere. Oftere får de en særlig betydning, fordi de gør noget særligt for barnet eller
giver en særlig form for opmærksomhed. De omtales alle som nogen, der har gjort et særligt
indtryk, og som har gjort barndommen både nemmere og rarere.
Sonja på 56, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin stedfar, fortæller her, hvad hendes
betydningsfulde voksne, en dansklærer, gjorde, der betød noget særligt for hende: ”Min første
dansklærer var jeg rigtig glad for, gamle fru xxx (navn fjernet, red.), og hende var jeg også nogle
gange hjemme privat ved. Og det var dejligt, hun havde æbletræer i haven og der var altid kage på
bordet og snak, og kærlig. Vi var måske en to-tre piger, der blev inviteret hjem, men det var altid
de samme, det var også noget, vi gerne ville, og vi spurgte og sådan noget”.
Julie på 32, der oplevede overgreb fra et familiemedlems kæreste, fortæller her om en helt særlig
matematiklærer: ”Ja, jeg havde en matematiklærer, jeg var særlig glad for. xxx (navn fjernet, red.)
hed hun. Da jeg blev anbragt, fik jeg ene-lektietimer hos xxx, og hun gav mig en Tigerøje (sten,
red.) i en halskæde, der skulle give mig styrke”.
Karen på 28, der fra syv-årsalderen oplevede seksuelle krænkelser fra store børn/unge i
folkeskolen, ungdomsklubben og fra naboens søn, fortæller, hvordan hun i selvsamme folkeskole,
som hun oplevede de seksuelle krænkelser på, også havde sine betydningsfulde voksne: ”Min
dansk- og klasselærer var opmærksom på mig. Hun havde stor kontakt til min mor og bøjede vist
karaktererne en smule. Jeg kunne altid henvende mig til hende og til xxx (navn fjernet, red.), min
matematiklærer, hvilket fik mig til at føle mig lidt beskyttet”. Karen endte med at betro sig til en
pædagogstuderende i ungdomsklubben.
35
Sille på 18, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin far og nogle af sine brødre, fortæller hvilken
fysisk indflydelse, hendes betydningsfulde voksne – plejemoren - havde på hende: ”Den person,
som jeg havde tillid til, gjorde sådan, at jeg følte tryghed, for hun kunne sidde på min sengekant, til
jeg faldt i søvn”.
Ivana på 25, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin stedfar, fortæller om de voksne på hendes
opholdssteder: ”På xxx (navn fjernet, red.) og på behandlingshjemmet synes jeg at det var nemt at
tale med personalet – de lyttede og jeg følte mig elsket”. Ivana betroede sig som tidligere
beskrevet aldrig om de seksuelle krænkelser til de mennesker, hun følte sig elsket af.
Det var ikke kun de fagprofessionelle voksne, som respondenterne knyttede sig til. Det kunne også
være en legekammerats forældre. Som Andrea på 28, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin
stedfar, svarer, på spørgsmålet om hvorvidt der var en voksen, hun havde en særlig god kontakt
til/fortrolighed med: ”Ja, der var xxx (navn fjernet, red.), som var mor til en af mine
klassekammerater. Hun tog mig på skødet og med til ting. Xxx’s mand tog mig engang med i bilen
og kørte hjem til min mor og insisterede på, at jeg skulle have lov til at komme med i
svømmehallen”. Denne legekammerats mors betroede Andrea sig ikke til omkring de seksuelle
krænkelser.
Overraskende nok betroede faktisk kun to af de 13 deltagere, der havde en betydningsfuld voksen,
sig til den betydningsfulde fagprofessionelle voksen om de seksuelle krænkelser. Som nævnt i
forrige afsnit, betroede Maria sig for eksempel ikke fuldt ud til den række af voksne, hun knyttede
sig til i skoletiden og som indlagt på børnepsykiatrisk afdeling. Det er først som 19-årig, at hun
fortæller sin plejemor om de seksuelle krænkelser.
1.6.2. NÅR DEN BETYDNINGSFULDE VOKSNE OGSÅ ER DEN FORTROLIGE
Adspurgt om, hvorvidt der var nogle af lærerne, de særligt godt kunne lide, svarer Lotte på 24, der
oplevede seksuelle krænkelser fra sin far: ”Kun i 10. klasse – hende som jeg betroede mig til,
kunne jeg godt lide”. Lotte er den ene af 2, der entydigt kobler betroelsen sammen med det at
have en betydningsfuld voksen. Lotte betroede sig desuden til sin svigerinde uden at blive taget
alvorligt.
Den anden, der betroede sig til en af sine betydningsfulde voksne, er Sille på 18, der oplevede
seksuelle krænkelser fra sin far og nogle af sine brødre. Sille nåede at have flere betydningsfulde
voksne, som hun intet sagde til, inden hun endelig betroede sig. Således fortæller hun om en
kvindelig lærer i 3.-5. klasse, som hun holdt særligt meget af: ”Da jeg gik i 3.-5. klasse, havde jeg
en kvindelig lærer, som jeg godt kunne lide, hun var altid glad og positiv. Hun gjorde mig altid glad,
når jeg var ked af det, og hvis der var noget, jeg ikke kunne finde ud af, så hjalp hun mig med det
samme. Jeg fandt tryghed hos hende. Hun lærte mig at bruge mine hænder til en masse ting så
som at strikke og lave nøgleringe”. Sille beskriver, at hun var tryg. Og alligevel fortalte hun ikke om
de seksuelle krænkelser, før hun kommer i pleje, hvor hun, som nævnt ovenfor, betroede sig til sin
plejemor.
På en workshop, hvor en del af respondenterne i rapporten deltog, blev det diskuteret, hvorfor man
ikke fortæller den voksne, man holder af, om de seksuelle krænkelser. Her forklarede en del af
36
deltagerne, at det er skamfuldt at fortælle en, man holder af, om noget flovt. Man frygter, hvad den
voksne tænker om en. Lige præcis dem, man holder af, vil man gerne have til at blive ved med at
kunne lide en. Det betyder altså, at man ikke pr. automatik kan udlede, at når der er en nær og
kærlig relation, er der fortrolighed på alle områder.
Man kan dog ifølge respondenterne ikke tillægge betydningen af de betydningsfulde voksne nok.
Også de, der ikke får trykket på den knap, der får børnene til at afsløre de seksuelle krænkelser,
har en væsentlig betydning for børnene. Ingen af respondenterne er på nogen måde bitre over, at
mange af deres betydningsfulde voksne ikke ”fik afsløret” de seksuelle krænkelser. De er fuldt
bevidste om, at valget om, hvorvidt krænkelserne skulle afsløres eller ej, intet har med at gøre,
hvor dygtige eller betydningsfulde, de vigtige voksne er omkring dem. Forklaringen på, hvorfor
krænkelserne blev afsløret, skal findes et helt andet sted, som vi skal se i et senere kapitel.
37
2. OM KRÆNKELSERNE OG KRÆNKERNE
Inden vi ser på, hvad der fik respondenterne i denne undersøgelse til at fortælle om krænkelserne,
skal vi se nærmere på krænkelsernes karakter, og hvem der begik dem.
Ni af respondenterne oplevede seksuelle krænkelser fra flere end én person. Tre oplevede
egentlig salg eller ”udlån” af dem samtidig med, at deres forældre eller deres far krænkede dem.
Flere oplevede krænkelser fra både søskende og en forælder, og nogle få oplevede ”kun”
krænkelser udenfor hjemmet. Tre oplevede krænkelser fra fagpersoner, der havde dem i
behandling eller pasning.
Syv af respondenterne blev krænket af deres far, fem af deres stedfar, fire af deres
søskende/plejesøskende, tre af deres mor, otte af andre. Lad os starte med at se på ”andre”.
2.1. SEKSUELLE KRÆNKELSER BEGÅET AF MENNESKER UDENFOR FAMILIEN
Af dem, der oplevede seksuelle krænkelser fra andre end den nære familie, oplevede alle undtagen fire deltagere - OGSÅ seksuelle krænkelser fra de nære familiemedlemmer. De fire, der
ikke oplevede seksuelle krænkelser fra de nære familiemedlemmer, er Cecilie på 27, Karen på 28,
Julie på 32 og Lykke på 42.
Karen oplevede seksuelle krænkelser fra store børn og unge mennesker. Krænkelserne fandt sted
i skolen, senere ungdomsklubben og fra naboens større søn. Karen beskriver krænkelserne på
denne måde: ”De fandt sted i skolen, i frikvartererne på skoletoilettet, hvor jeg blev befamlet og
trængt op i en krog af nogle af de ældste elever, Det skete også i ungdomsskolen, når en bestemt
ung fyr var der. Derudover skete det også derhjemme, når naboens dreng xxx (navn fjernet, red.)
eller jeg var alene hjemme. Så gav han besked til en gruppe drenge om at nu var det tid…”. Det
endte med en sigtelse, som blev frafaldet, da naboens søns tilståelse blev trukket tilbage.
Cecilie oplevede igennem en række år overgreb fra to voksne brødre, der var naboer til noget af
Cecilie’s familie. Hun var to-tre år, da det startede. Cecilie var ikke det eneste barn, der oplevede
seksuelle krænkelser fra brødrene, og da sagen kørte, var der flere ofre, der blev involveret.
Begge brødre blev anklaget, men det endte med en dom mod kun den ene af brødrene. Cecilie
beskriver de to brødre på følgende måde: ”Broderen xxx (navn fjernet, red.) var meget
omsorgsfuld, han var nærmest som en far for mig. Han tog mig med på sit arbejde og lærte mig en
masse ting. Derudover gav han mig rigtig mange penge og købte meget slik til mig, det var en af
grundene til, at jeg ville være hos ham hele tiden. xxx (navn fjernet, red.) prøvede også at lokke
mig med slik og legetøj og spille klaver, da han vidste, at jeg elskede det, men når jeg kom i
fælden, var han rigtig modbydelig imod mig”. Cecilie beskriver de seksuelle krænkelser på
følgende måde: ”Befølelse begge veje, kys med tunge, fastholdelse på gulvet, hvor han lå tungt
oven på mig – han kyssede mig og rørte mig i skridtet, mens han lavede bevægelser. Han tog mig
tit op, så jeg skulle sidde på hans skød, hvor han holdt mig fast. Han gjorde forsøg på samleje, og
han var meget hård ved mig, så det gjorde både ondt og var ubehageligt. Blev tvunget til at se
38
erotiske film med flere børn, mens både xxx (navn fjernet, red.) og xxx (navn fjernet, red.) var til
stede”.
Der hersker af og til en opfattelse af, at seksuelle krænkelser, der ikke er forårsaget af nære
familiemedlemmer, der har en omsorgsrolle for barnet, ikke skader helt så meget. Det er muligt.
Men ser man på Cecilie og Karen’s senfølger kan den antagelse ikke bekræftes. Datagrundlaget
er imidlertid for spinkelt til at kunne konkludere noget generelt. Men det er ufravigeligt, at begge
lider af senfølger. Cecilie er diagnosticeret med PTSD, OCD, stress, angst og en
personlighedsforstyrrelse. Karen er diagnosticeret med Bordeline, PTSD, psykoser (der læner sig
op af skizofreni), spiseforstyrrelser og selvmedicinering med lightergas, alkohol og afføringsmidler.
På samme måde er Julie og Lykke diagnosticeret med PTSD i dag.
En særlig kategori af ”andre”, der begår seksuelle krænkelser, er myndighedspersoner, der har
påtaget sig et ansvar for barnet.
Tine på 42, der oplevede overgreb fra sin far, en bror og en psykolog beskriver, hvordan hun blev
narret til at tro, at det var i orden, at psykologen krænkede hende. Han var ansat af kommunen til
gennem familieterapi at støtte familien i at fungere. Et job, han besad i et år. I den forbindelse
havde han også terapitimer alene med Tine. Her fik hun at vide, at hun ikke måtte tale med sin mor
om krænkelserne. Det beskriver Tine på denne måde: ”Den psykolog, som fra kommunens side
blev ansat til at hjælpe vores familie, drev psykisk vold mod os alle fire. Han talte nedladende og
han skældte os ud. Han pressede mig til at fortælle ting, der ikke var sandt. Truede med at
involvere alle mulige andre voksne, læger, hvis jeg ikke fortalte sandheden. Han fortalte mig, at jeg
ikke skulle tale med min mor om det, for så ville hun blive ked af det. Han råbte af mig, fordi jeg
blev ked af det”.
Psykologen fortæller også, at han skal undersøge hende for at se, om hun er jomfru. På det
tidspunkt er Tine ti år gammel. Tine beskriver overgrebene på denne måde: ”Han forklarede, at jeg
skulle undersøges af ham for at se, om jeg var jomfru. Han viste sig nøgen for mig, da jeg var
hjemme hos ham privat. Han lå nøgen i badekarret og beordrede mig derud. Jeg var slet ikke i tvivl
om, at det var fordi, at jeg skulle se ham nøgen. Han arrangerede det sådan, at hans datter og jeg
blev veninder, og derfor skulle jeg på ferie hos dem”. Psykologen blev senere idømt adskillige års
fængsel for en række overgreb på børn. Herunder overgreb på Tine.
Når myndigheder krænker seksuelt, slår det hårdt. Ikke bare er det en voksen, men det er også
dem, vi som samfund betragter som beskyttere. Tilliden til voksne mistes endegyldigt, når
dem ”man skal sige det til” forbryder sig.
Det kan Sarah på 26 år, der oplevede seksuelle krænkelser fra sine forældre, fra mænd, der lejede
hende, og fra to pædagoger, bekræfte: ”Jamen, for mit vedkommende blev jeg bare bekræftet i alt
det, mine bio forældre altid har sagt til mig.. Jeg var ikke mere værd og jeg kunne kun bruges til én
ting og det var som "sexlegetøj". Og så gjorde det jo, at min tillid og respekt til mennesker, især
dem som skal eller skulle passe på mig blev helt væk. Efter jeg var kommet til at tale over mig i
klubben og det hele havde bundfældet sig, tænkte jeg, at det måske var godt, for nu kunne jeg
komme ud af alt det lort, men da så pædagogerne begyndte, så tænkte jeg, at de havde ret, og
39
min tillid til mennesker ligger nu på et meget lille sted. Jeg blev stemplet som hende den
besværlige, da jeg tænkte, at alt kunne være lige meget. Jeg hørte ikke efter, gjorde ikke, hvad der
blev sagt og begyndte, at lave ballade - i pædagogernes øjne.”
Julie på 32 oplevede seksuelle krænkelser fra et familiemedlems kæreste og senere af to
pædagogmedhjælpere på det sted, hun blev anbragt. Adspurgt om, hvad krænkelser begået af
myndighedspersoner betyder, svarer hun: ”
“Jeg ved faktisk ikke om det, at to pædagogmedhjælpere gik i seng med mig, gjorde nogen
øredøvende forskel for mig. Jeg tænker selv, at hele det at blive set skævt til af de voksne omkring
mig, på grund af mine seksuelle udskejelser, har gjort noget ved mig. Det at blive gjort så forkert,
at skulle bære skyld over de overgreb, jeg gentog igen og igen på mig selv. Det at de ikke så,
forstod og hjalp mig, men i stedet behandlede mig som et seksuelt monster, der selv ønskede det
liv. Det at de slet ikke opdagede, at jeg, når jeg gik i seng med flere på samme dag, lukkede af, lod
dem bruge min krop, og vitterlig gled ind i mig selv - måske fordi det var det eneste, jeg følte, jeg
kunne, og de ville have fra mig, måske fordi jeg følte, at det var sådan man tilbagebetalte
opmærksomhed, når man var mig. Det at jeg alligevel følte mig SÅ forkert og beskidt bagefter,
men faktisk ikke vidste, hvordan jeg skulle gøre tingene anderledes. Det at de var to ansatte til at
varetage omsorg for mig, som hver især reagerede på den måde, jeg havde lært at være på, ved
at gå i seng med mig på min egen opfordring, det tænkte jeg slet ikke over dengang. Først som
voksen, 22-årig, tror jeg, gjorde en terapeut, mens jeg var i døgnbehandling for stofmisbrug, mig
opmærksom på at jeg var et barn - og ikke nok med at jeg var et barn - jeg var et skadet barn, og
de skulle netop have kendt til mine skader, de skulle have set det og reageret på det ved at passe
på mig – sgu’ ikke ved at skade mig endnu mere”.
Det er helt klart, at når professionelle voksne begår overgreb på den måde, er det ikke bare
kroppen og tilliden til voksne, der skades. Det er også et alvorligt slag mod tilliden til sig selv som
menneske og sit værd. Julie nåede at være indlagt i ungdomspsykiatrien ti gange fra hun var 10 til
20 år. Hun er nu i en alder 32 i gang med at studere. Og i nogenlunde trivsel. Som Julie selv
udtrykker det: ”Jeg har oplevet glæden ved at være bange for at dø… har ellers altid set døden
som værende befriende, enden på lidelserne”.
2.2. NÅR DE SEKSUELLE KRÆNKELSER BEGÅS AF NÆRE OMSORGSPERSONER
De fleste af respondenterne oplevede seksuelle krænkelser fra nære omsorgspersoner. Primært
fra far eller stedfar. For én af respondenterne, Oscar på 47, repræsenterede én af hans krænkere
både myndighedspersonen og den nære omsorgsperson. Oscar’s far var forstander på et
opholdssted. Som tidligere nævnt havde hans far en fængsling bag sig i forbindelse med en anden
pædofilisag, og alligevel valgte Oscar’s mor at sende ham hen og bo hos sin far. Her krænkede
han Oscar. Samtidig lod han sin søn tilbringe tid med større drenge på opholdsstedet, der
involverede ham i grænseoverskridende aktiviteter. Det beskriver han på denne
måde: ”Teenagedrengene havde gang i en masse onani, som jeg blev inddraget i, og jeg vil sige,
at jeg følte mig bange. Jeg blev også tvunget til at misbruge en pige seksuelt”.
40
Ikke overraskende er der, for de respondenter, der oplevede krænkelser begået mod dem af deres
nære omsorgspersoner, rigtig meget på spil. De udtrykker stor smerte ved og vrede over, at de
mennesker, som skulle beskytte dem, forbrød sig mod dem. Flere nævner, at de ikke følte, at de
var elsket eller noget værd.
Men for et par af respondenterne var det omvendt. De følte sig elsket og uundværlig for deres
krænker, og havde blandt andet af den årsag meget svært ved at fortælle nogen om krænkelserne.
De var bange for at svigte og måske også miste den, der holdt af dem. Mere om det i afsnittet om
den ”omsorgsfulde” krænker.
2.2.1. NÅR MOR KRÆNKER
To af respondenterne oplevede, at det var deres mor, der krænkede dem. Den ene respondent er
mand, den anden kvinde. Ifølge Red Barnet14 er overgreb begået af kvinder mere tabubelagte, end
overgreb begået af mænd – især, når det er drenge, der er ofre. Kulturelt er det sværere for
drenge at forene sig med en offeridentitet, og der findes en dominerende forestilling om, at kvinder
ikke kan begå overgreb på en dreng, uden at han selv har villet det. En opgørelse fra norske
incestcentre viser ifølge Red Barnet, at 10 pct. af alle henvendelser var om overgreb fra en kvinde.
Blandt de mandlige ofre rapporterede 25 pct., at de havde været udsat for en kvindelig krænker.
Henning på 61, der blev seksuelt krænket af sin mor, fortæller her om tabuet: ”Jeg forsøgte at
fortælle om det i skolen. Min krænker var min mor, og dengang jeg var barn var det endnu mere
tabubelagt end det er nu. Jeg ved ikke præcist, hvad jeg sagde – men jeg husker frygten for ikke at
blive troet. Jeg tror ikke, jeg sagde præcist, hvad der foregik i mit barndomshjem. Jeg er heller ikke
helt sikker på, at jeg vidste, at jeg havde ret til at synes, at det, som skete i mit barndomshjem, var
forkert”. Krænkelserne stod på, indtil han var 14 år og ”var blevet stærk nok til at forsvare mig
selv”. Henning har stadig meget svært ved at tale om overgrebene og ønskede under interviewet
ikke at fortælle om overgrebene i detaljer. Skammen og smerten ved krænkelserne er på trods af
Hennings alder for stor til, at emnet kan berøres andet end sporadisk. Henning har, som vi
kommer ind på, i kapitlet om senfølger af de seksuelle overgreb, været særdeles hårdt ramt i det
meste af hans voksenliv med rusmiddelmisbrug, gæld, selvmordstanker og indlæggelser på
psykiatriske afdelinger. Han er dog efter terapeutisk hjælp igennem 14 år endelig der, hvor han i
en alder af 61 år kan sige: ”Jeg er glad for mit liv. Jeg er ude af mit misbrug, og jeg har fået
arbejdet rigtig meget med de dysfunktioner, jeg har som følge af min mors misbrug, og som følge
af det liv, jeg har levet”. Henning arbejder i dag i socialpsykiatrien i en større kommune.
Skammen og selvleden er i øvrigt et tilbagevendende tema hos respondenterne, som bidrager til at
få dem til at tie eller ikke fortælle det hele i barndommen, ligesom det også er den, der trækker
tråde langt op i voksenlivet og bliver det tema, de fleste af deltagerne kæmper med alene eller for
nogle af de heldige, der får tilbudt terapi – i årelange terapiforløb.
14
https://www.redbarnet.dk/Files/Filer/Materialer/Fagbøger%20og%20artikler/1_Naar_voksne_kraenker.pdf
41
2.3. DE SEKSUELLE KRÆNKELSERS KARAKTER
Et andet tema, som mange af de voksne krænkede børn kæmper med, har at gøre med
karakteren af krænkelserne. Nogle blev brutalt voldtaget, andre ”groomet”15, mens flere oplevede
at blive tvunget til at have sex med dyr, ligesom tre af deltagerne blev solgt af deres forældre til
sex. Dette afsnit kan forekomme meget ubehageligt. Men det er nødvendigt for at illustrere, hvad
voksne kan finde på at gøre ved børn.
2.3.1. VOLDTÆGTEN
Ni af deltagerne oplevede egentlig voldtægt, hvor krænkelserne også var forbundet med fysisk
smerte og frygt. Nogle af dem oplevede, at flere voksne forgreb sig på dem samtidig, at de fik
stukket genstande ind i kropsåbninger, at de blev bundet og tæsket som en del af de seksuelle
krænkelser. Det er selvsagt svært at tale om. For nogle af respondenterne har det alligevel været
vigtigt at få formidlet, hvad der egentlig skete. De har valgt at skrive deres oplevelser til os. En af
dem er Maria.
Maria på 26 oplevede seksuelle krænkelser fra både mænd og kvinder. Hun blev af sin biologiske
far brugt i en pædofiliring både til produktion af børnepornografi og egentlig børneprostitution.
Desuden forgreb han sig selv på hende og hun endte med at føde deres fælles barn, da hun var
16 år. Barnet døde kort efter fødslen. Her beskriver Maria i detaljer et af overgrebene, som hun
oplevede som barn:
“Jeg husker, hvordan xxx (navn fjernet, red.) om natten kørte mig på hoteller, som jeg ikke ved
hvor var. Især én episode kommer igen og igen for mit indre. xxx havde kørt mig på et hotel, hvor
to mænd ventede på mig. De havde købt mig i nogle timer, mens xxx tog væk imens. Han fulgte
mig hen til værelset, hvor de to mænd boede, og han gik med ordene ´nu arter du dig!´. Han gik,
og de to mænd, der ´tog i mod´ mig i døren, tog mig med ind på værelset. Jeg var hunderæd. Jeg
var så ræd, at jeg ikke kan finde ord for det. Det første de gjorde var at tage tøjet af mig, mens de
betragtede mig. ´Lækre barnekrop. Faste små bryster´, sagde den ene. På en måde, så var selve
dét at blive betragtet og gloet på næsten mere ydmygende end selve overgrebene, selvom det
måske lyder mærkeligt. Når xxx og mændene tungekyssede mig, var det værre end selve
voldtægten; for lyden og smagen af kysseriet var SÅ ulideligt, fordi sanserne på en eller anden
måde var skarpere.. Den dag i dag reagerer jeg stadig meget voldsomt på lyden af kysseri. Jeg
bliver som et truet dyr i bur. Får trang til at flygte. Den ene mand bad mig om at sætte mig oven på
ham, som han kaldte ´ride-ranke´. Det betyder, at jeg skulle sætte mig oven på hans tissemand
mens han lå på ryggen, og så bevæge mig frem og tilbage. Den anden mand filmede det hele
imens. Det værste var, at de grinte. Sådan et sjofelt grin, som jeg ikke kunne udstå. Jeg kan
huske, at det på et tidspunkt gjorde så fysisk ulideligt ondt, at jeg kom med lille bitte klynk, som nok
mere var et forvredet ansigt mere end egentligt klynk. Dét blev de så vrede over, at de greb fat i
mig bar mig hen til vinduet og holdte mig ud over kanten, så jeg hang med overkroppen ud af
vinduet. ´Hvis du ikke opfører dig ordentligt, bliver du smidt ud af vinduet, forstået?´, sagde den
ene. Og ja, jeg forstod. Jeg lukkede mig så langt inde og væk i mig selv, så jeg håbede på ikke at
kunne registrere hvad de gjorde. Det lykkedes nogle gange, men det skete, at jeg ikke kunne lade
15
http://samf.ku.dk/pkv/faerdige_projektopgaver/233/
42
vær med at kaste op, når noget gjorde for fysisk ondt, eller når en tissemand bliver proppet ned i
halsen på mig. Og det skete desværre, - den anden mand tog mig ud på toilettet (mens den anden
filmede) og bandt mig fast til bruseren hvor han tændte for det varme vand. Jeg besvimede. Faldt
sammen. Da jeg vågnede sekunder efter, havde han slukket for vandet og var i gang med at stikke
sin tissemand i numsen på mig, hvor han gennemførte voldtægt. Bagefter bandt han mig op, og
jeg faldt sammen på gulvet i bruseren med blod og ´det hvide´ (som er det hvide, der kommer ud
af hans tissemand efter at han har gjort voldtægten færdig.) Jeg kan ikke sige eller skrive ordet,
fordi det er for voldsomt og farligt) løbende ud af min numse. Men jeg husker, at jeg faldt i en slags
søvn. Da jeg vågnede, var xxx ankommet for at hente mig igen”.
Maria er i dag under massiv psykiatrisk behandling og er på nuværende tidspunkt ikke i stand til at
tage en uddannelse eller varetage et job. Også selvom det er hendes højeste drøm.
2.3.2. DYRESEX
En variant af grove seksuelle krænkelser – tvungen dyresex – har tre af respondenterne været
udsat for. Alle gange som en del af de øvrige krænkelser begået af de voksne. Det har for alle tre
respondenter været umådelig svært at tale om. Men alle har udtrykt ønske om at få det sagt eller
som i Sonjas tilfælde skrevet, fordi det var for svært at tale om.
Sonja på 56 oplevede seksuelle krænkelser fra sin stedfar, der både var psykisk syg og
alkoholiker. Hun beskriver her, hvordan hun blev tvunget til at have sex med sin hund og grisene
på gården: ”Den seksuelle omgang med dyr startede ret tidligt i incesten. Krænkeren arbejdede på
forskellige gårde som bondekarl. Det første sted, vi boede, var på et lille husmandssted, hvor der
var landbrug med et lille dyrehold. Jeg blev tit sendt i grisestalden af min mor, og her startede de
første overgreb. Han var voldelig mod dyrene, og jeg kunne se, han nød det. Det bedste han
vidste var, når han skulle kastrere de små grise. Så blev han ophidset, og jeg blev tvunget til at
onanere ham imens. Jo mere grisene skreg, jo bedre var det for ham. Jeg hadede den grisestald
og gjorde alt for at undgå den. Han voldtog mig flere gange og havde selv sex med grisene. Et
andet sted, som vi boede på, fik vi en hund, som jeg holdt meget af. Jeg havde altid ønsket mig en
hund, og nu boede vi ikke i lejelighed mere, min mor og jeg. Når han kom ind om natten, tog han
hunden med, hvor han tvang hunden til at slikke mig i skridtet, samtidig med at han legede med
dens tissemand. Jeg hadede det så meget, at det var svært at holde af hunden.”
Sonja er aldrig kommet sig over sorgen over hunden. Stedfaren endte med at tæve den halvt til
døde med en levende høne, som hunden havde fanget, hvorefter han aflivede den. Stedfaren fik
en dom på otte måneders fængsel for overgrebene på Sonja.
Når man spørger Sonja, hvordan hun har det i dag, svarer hun: ”Jeg synes, jeg har det godt
forstået på den måde, at jeg formår at hænge sammen, og jeg har formået at få to uddannelser, og
formåede at give mine børn en tryg barndom”. Men der er ingen tvivl om, at Sonja også i dag
kæmper med livet. Dette i en alder af 56 år.
43
2.3.3. DEN ”OMSORGSFULDE” KRÆNKER
I den modsatte ende af voldtægtsmanden finder vi den ”omsorgsfulde” krænker. Den slags
krænkelser, de begår, kan ifølge vores respondenter være lige så skadelige, som de fysisk brutale
voldtægter. Her groomes (se beskrivelse i boks) børnene ind i en relation, hvor kærlighed og skyld
tynger. Fire af respondenterne har oplevet krænkere, der manipulerer med deres følelser, så
frygten for tab og svigt næsten overstiger ønsket om at få krænkelserne stoppet. Men kun næsten.
Alle uden undtagelser har ikke ønsket den seksuelle relation. Men har set den som en
nødvendighed, hvis de skulle fastholde følelsen af omsorg og kærlighed.
GROOMING
Grooming er en proces, der begynder, når krænkeren udvælger et område, hvor krænkeren kan finde sit offer.
Krænkeren vil starte med at lede de steder, hvor børn naturligt er til stede så som på skoler, legepladser, sports- og
fritidsområder eller internettet. Krænkeren melder sig måske som frivillig til sports- eller fritidsaktiviteter, eller han
indleder venskaber med voksne som har børn, hvor han kan tilbyde at være babysitter.
Alle børn kan blive udsat for seksuelle overgreb; men nogle børn er mere udsatte end andre. Børn som mangler
selvtillid, en ordentlig voksenkontakt og omsorg vil i højere grad være modtagelige for særlig opmærksomhed fra en
voksen.
En seksuel krænker giver sig god tid til at opbygge det nødvendige kendskab og tilstrækkelig tillid hos barnet.
Krænkeren kan på den måde få en meget stor betydning i barnets liv.
Efter en periode hvor krænkeren udelukkende fremtræder som den gode og omsorgsfulde voksne, begynder
krænkeren at stille krav til barnet. I første omgang behøver det ikke at være seksuelle krav; men krav om at barnet
skal gøre noget for krænkerens skyld.
Formålet er at teste, hvor god relationen mellem barnet og krænkeren er. Krænkeren vil typisk true med, at barnet vil
miste det gode venskab eller de andre positive fordele, barnet har i kraft af kontakten med krænkeren.
Indholdet i kravene bliver efterhånden mere seksuelle, og et egentlig seksuelt misbrug er nu en realitet. Der bliver i
nogle tilfælde brugt pornografiske billeder af børn til at overbevise barnet om, at sex mellem børn og voksne er helt i
orden.
Selvom barnet nu udsættes for overgreb, fremstår krænkeren fortsat også som den gode og omsorgsfulde voksne i
mange andre situationer. Barnet vil altså miste disse oplevelser med den voksne, hvis det nægter at medvirke.
Krænkeren kræver, at barnet ikke fortæller om oplevelserne, fordi "det er vores særlige lille hemmelighed".
Krænkeren kommer også med direkte eller indirekte trusler om, hvad der vil ske, hvis barnet fortæller det til nogen.
På lige fod med alle andre seksuelle overgreb på børn er Grooming strafbart. Det er kriminelt at bearbejde et barn
med henblik på at misbruge det seksuelt – også selvom de seksuelle overgreb ikke bliver realiseret.
Kilde: Træneren i skolen
44
Susanne på 32, beskriver sin stedfar, der krænkede hende, sådan her: ” Min stedfar var rigtigt sød
ved mig. Han var den, der udviste omsorg for mig, og det havde jeg brug for, når min mor nu
afviste mig hele tiden. Afviste jeg min stedfar, blev han også afvisende.”
Skammen over at søge omsorgen hos sin krænker, udtrykker Ivana på 25 år, der oplevede
seksuelle krænkelser fra sin stedfar på denne måde: ”Jeg var virkelig, virkelig bange, når jeg skulle
sove, skulle i seng – det er jeg stadig nu som voksen. Der var en stor frygt og en følelse af at det
var forkert. Men der var også en enorm omsorg i det, og det er det, der gør mig så skamfuld – at
jeg gerne ville have omsorgen, og at jeg fik lyst til at blive rørt ved, at min krop reagerede på
kærtegnene. Jeg følte mig elsket, holdt af og speciel. Jeg har ikke tidligere talt om med nogen om
det – jeg synes, det er svært at tale om, men jeg vil det gerne”.
Mette på 46, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin stedfar, udtrykker ambivalensen i
følelserne og manipulationen fra hendes krænkers side på denne måde: ”Generelt i hverdagen,
der var han omsorgsfuld og sjov og min bedste ven. Da overgrebene stod på, der var han
manipulerende ad helvede til. Og det var min skyld…..På rigtig mange måder ambivalens, for
helvede, hvor har der været meget ambivalens ind over. Og er der sådan set stadigvæk, fordi han
var jo min bedste ven og jeg elskede ham overalt på jorden, men jeg hadede ham og frygtede ham
samtidig. Og så hadede jeg mig selv. Og hadede min mor. Der var rigtig meget had. Sorgen har
jeg lukket helt af for”. Mette fortalte sin mor, som var socialrådgiver, om krænkelserne. Moren
valgte at tro på stedfaren, og det blev aldrig anmeldt.
Lotte på 24, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin far, beskriver her, hvordan der blev gjort
forskel på hende og hendes søskende: ”Det var kærlighed, omsorg og venlighed. Far behandlede
mig anderledes end de andre børn. Jeg fik ikke skæld ud og han var mere omsorgsfuld.” Faren
blev senere idømt 3 ½ års fængsel.
Fælles for de respondenter, der oplevede omsorg fra deres krænker, er, at de skammer sig. For
hvordan kan man tale om krænkelser, når ”man ikke gjorde modstand”? Den rare følelse af
omsorg forekommer at være den værste følelse for dem. Den, de døjer allermest med i dag.
I selvbiografien ”Kun hvis du har lyst” af Margaux Fragoso fra 2012, illustreres hvordan en syv-årig
pige manipuleres ind i et forhold, der varer til hun er 23 år, og hendes krænker begår selvmord. I
boksen nedenfor kan man læse en anmeldelse af bogen, der også i Danmark fik stor
opmærksomhed på grund af dens fokus på børn, der manipuleres ind i seksuelle relationer med
voksne.
45
”KUN HVIS DU HAR LYST”
Anmeldelse af psykolog Mie Poulsgaard Jørgensen.
”Margaux Fragoso har en Ph.D. i engelsk og creative writing. Hun er født i 1979, bor i USA og er mor til en lille datter.
Dette er hendes selvbiografiske historie om hendes opvækst med et forhold til en pædofil.’ Kun hvis du har lyst’ blev
solgt til udgivelse i flere end 20 lande allerede inden udgivelsen i USA.
Margaux Fragoso vokser op i New Jersey som datter af en amerikansk mor og en far fra Puerto Rico. Hun vokser op
under turbulente forhold med en dominerende, undertrykkende og aggressiv far og en underdanig, psykisk syg mor,
der i løbet af Margaux’s barndom bliver indlagt på psykiatrisk afdeling utallige gange. Faderen er psykisk nedladende
over for moderen og senere også datteren. I starten er han meget afvisende og i løbet af hendes barndom bliver han
direkte verbal aggressiv. Bl.a. nævner Margaux en episode, hvor faderen giver hende skylden for, at moderen har
mistet forstanden og siger til hende, ”Du har ingen skam i livet. Ingen stolthed. Ingen værdighed. Ingen klasse. Ingen
samvittighed. Ingen følelser. Ingen selvrespekt. Du er et uhyre”. Margaux’s liv tager dog en drejning, da hun bliver syv år og møder Peter Curran, der på daværende tidspunkt er 51.
Peter charmerer hendes mor og fører Margaux ind i en fantasiverden. I Peters hus er der mange dyr og hans hjem
bliver hurtigt et tilflugtssted for Margaux og moderen i en verden, hvor faderens vrede regerer. Margaux, der i bund
og grund er et svigtet barn, oplever hos Peter at være centrum, altid midtpunktet for Peters opmærksomhed og
affekt. Peter nøjes dog ikke længe med at være hendes uskyldige legekammerat, han bliver samtidig hendes
reservefar og hendes elsker. Langsomt – men sikkert – manipulerer han Margaux indtil hun er på kanten af
selvmord. Det starter med kys, der udvikler sig til tungekys og senere oralsex indtil de, da Margaux fylder 16 har
fuldbyrdet samleje. Peter manipulerer hende med dårlig samvittighed og får spundet hende i et net, hvor han får
hende overbevist om, at hun kun skal gøre det, hvis hun har lyst. Men Margaux er konstant bange for at miste Peter
og giver sig derfor ofte hurtigt. Hele forholdet holdes hemmeligt, Peter får Margaux overbevist om, at deres forhold
er naturligt, men at omverdenen vil fordømme dem og skille dem fra hinanden i en sådan grad, at Margaux lyver for
hendes venner, familie og socialrådgivere om realiteten af deres forhold. Margaux, der vokser op med en svigtende
far, er dødsensangst for at miste Peter og har et ambivalent forhold til Peter, på samme måde som til faderen. ”Jeg
følte en sær trang til at løbe hen og kaste mig i favnen på ham, men jeg var bange for, at han ville skubbe mig fra
sig”. - fortsættes på næste side
46
’Kun hvis du har lyst’ er Margaux’s fortælling om hendes 15 år lange forhold til Peter, indtil han begår selvmord
som 66-årig. I forbindelse med hans selvmord begynder hun at nedskrive sin selvbiografi, hvoraf resultatet er denne
bog. Bogen giver et rystende indblik i den pædofiles tankegang og metoder. Allerede i prologen og også i
efterskriftet, udstyres læseren med redskaber til at forstå den pædofiles handlinger. Den er en bog, der er relevant
for alle, da den dokumenterer, hvordan en pædofil kan tryllebinde et barn og de videre konsekvenser af et sådant
forhold. Margaux forklarer, at ”pædofile går ofte efter børn fra problemhjem som mit, men de kan også narre
gennemsnitsfamilier til at tro, at de er helt almindelige mennesker eller ligefrem mønsterborgere. Pædofile er
mestre i bedrag, fordi de også excellerer i selvbedrag. De narrer sig selv til at tro, at det, de foretager sig, er
uskadeligt”. Bogen berører et dybt tabubelagt emne, hvorfor dens belysning er desto mere vigtig, for kun gennem oplysning,
kan vi blive bedre til at aflæse de signaler, både barnet og den pædofile udsender. Bogen er ikke just nem at læse
netop pga. dets emne, men informativ og rystende ærlig. Margaux formår at skrive bogen på en sådan måde, at
man sætter sig ind i et barns tankegang, Margaux som i bund og grund manglede kærlighed og opmærksomhed fra
forældrene, hvorfor en mand som Peter nemt kan udnytte dette barns længsel. Margaux forsøger ikke at retfærdiggøre Peters handlinger men forklarer, hvordan hans tankegang fungerer, og
hvordan et tab af Peter tillige ville være et stort tab i Margaux’ liv. Hvordan hun på samme tid foragtede og
forgudede ham. Bogen giver derigennem en bedre forståelse af, hvordan et sådant forhold opstår. Selve handlingen
er som førnævnt grusom og Margaux fortæller hudløst ærligt om de fysiske og psykiske overgreb, hun oplevede
igennem det 15 år lange forhold, hvorfor bogen vil berøre læseren, og den er således ikke er for sarte sjæle, hvorfor
den netop derfor er relevant, for kun igennem oplysning, kan en lignende skæbne forhindres for andre små,
uskyldige børn.”
2.3.4. OM AT FØLE LYST – KROPPEN SOM FORRÆDER
Flere af deltagerne oplevede, at kroppen reagerede på berøringerne. De blev seksuelt stimulerede
og nogle fik udløsning. Også det har været utrolig svært at fortælle om. For hvordan kan man ”ikke
ville” og så samtidig føle seksuel lyst? Især drengene har kæmpet med at forstå deres rejsning og
til tider udløsning samtidig med, at de ikke har haft ønsket om seksuelt samvær med deres
krænker. Der har det været nemmere for pigerne at skjule lysten. For et af problemerne med at
vise lyst overfor deres krænkere har været, at krænkerne har taget det som en invitation og accept
af deres krænkelser.
Oskar på 47, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin far og de store drenge på farens
opholdssted, fortæller her, hvordan det føles, når kroppen reagerer ”forkert”. Når den er en
47
forræder: ”Jeg synes det var skamfuldt – det at kroppen reagerer og vil ”være med”, selvom man
egentlig ikke har lyst og selvom man ved, at det er forkert... I forhold til min far, kan jeg huske, at
det var meget forvirrende – jeg kunne ikke rigtig forstå følelserne. I forhold til teenagedrengene, så
gav det mig en følelse af, at de ville være sammen med mig”.
Oskar fortalte først sin mor om overgrebene, da hans far begik selvmord. Der var Oskar 18 år
gammel. I dag er han efter mange år med PTSD, rusmiddelmisbrug, terapi og et liv med stort
forbrug af penge og kvinder et sted i livet, hvor han er nogenlunde tilfreds: ”Mønstrene er brudt.
Det eneste, der er det samme, som da jeg var barn, er ensomheden, den har fulgt mig hele vejen
igennem livet. Oftest er jeg mest ensom, når jeg er sammen med andre”. Følelsen af ensomhed
deler Oskar med de fleste af respondenterne. Mere om det i kapitel 6 om ’livet som voksen’.
Mette på 46, der oplevede overgreb fra sin stedfar, beskriver ambivalensen ved at føle afsky og
lyst på samme tid: ”Under selve overgrebet har jo ambivalensen om noget været virkeligt
manifesteret. Også fordi min krop jo samtidig var liderlig. Jeg var intet værd, siden han kunne gøre
de her ting, som han gjorde. Så der har også været rigtigt meget selvhad. Og er det i og for sig
stadigvæk”. Til spørgsmålet om, hvorvidt hun vidste, at det var forkert, svarer hun: ”Ikke de første
par gange. Det er først, da jeg læser en overskrift på Ekstra Bladet, at det går op for mig, at det her
er fuldstændig forkert. Jeg vidste det ikke med min krop, den følte jo lystfølelse”.
I dag døjer Mette blandt andet med meget lavt selvværd og manglende mod på livet. Hun har et
hashmisbrug, men formår dog alligevel at passe sit ufaglærte job. Seksuelt er det også svært for
Mette i dag. Her reflekterer hun over, hvorfor sex i dag er så svært og anderledes, end de
seksuelle krænkelser, da hun var barn. ”En dag, der sidder jeg ude på altanen og ryger en joint,
solen skinner, det er søndag, jeg har haft skøn sex – i hvert fald bilder jeg mig ind, at jeg har haft
skøn sex med ham her fyren, og lige pludselig slår det mig, at jeg er i gang med at finde min egen
seksualitet igen. Og det er lige som om, at det, at jeg formåede at få orgasme med den her fyr, så
var lig med at det var god sex. Og det er noget, der meget, meget sjældent sker, til forskel fra da
xxx (navn fjernet, red.) begik overgrebene, der kom jeg hver gang. Hvilket for mig er helt
uforståeligt. Jeg kan ikke finde ud af, hvordan de ting hænger sammen, når jeg nu frivilligt går med
den her fyr ind i sengen, hvorfor kommer jeg så ikke der? Det gør jeg bare ikke. Og der slog det
mig lige pludseligt, at nu prøver jeg faktisk at finde ud af, hvad min seksualitet er. Og den tanke
tror jeg ikke, jeg ville have tænkt, hvis jeg ikke havde røget”.
Mette fortalte sin mor om overgrebene, der foregik fra hun var 13 til 21 år. Moren, der var
socialrådgiver, konfronterede hendes stedfar med anklagerne, der benægtede. Han blev ikke
meldt til politiet og overgrebene fortsatte. På et tidspunkt, da Mette var 19 år, betalte hendes mor
for psykologhjælp. Imens fortsatte overgrebene.
Karen på 28, som oplevede seksuelle krænkelser fra en række drenge og unge mænd i skoler og
klubber, beskriver starten på overgrebene sådan: ”Ham, der startede det, var manipulerende og
omsorgsfuld – det, der foregik, var blidt, forførende og gjorde, at jeg ikke græd - man kan sige, at
jeg lod mig rive med”. På det tidspunkt var Karen seks år gammel.
Skammen, når kroppen reagerer med lyst, sætter sig i det voksne barn. Følelsen af medskyldighed
allerede som barn beskriver Ivana på 25, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin stedfar, på
48
denne måde: ”Jeg var bevidst på den måde, at jeg i al fald ikke nævnte det for nogen – veninder
eller familie eller. Jeg følte, at det jeg gjorde, ikke var okay, for jeg kunne jo lide det – og DET følte
jeg ikke var okay. Jeg fik også besked på, at jeg ikke måtte sige det. Han manipulerede mig til at
føle lyst – det var bevidst, at han gjorde det”. Ivana udtrykker om sin krop i dag: ”Jeg er ude af
stand til at acceptere min egen krop. Jeg føler, den er beskidt, og jeg har en overvældende følelse
af skam og skyld. Jeg er sikker på, det er årsagen til min anoreksi, som jeg har så svært ved at få
bugt med”. Ivana har netop afsluttet en otte måneders indlæggelse på grund af spiseforstyrrelser,
men føler sig langt fra helbredt.
En af respondenterne, Mona på 48, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin far, var som barn
bevidst om ”de underlige følelser” i kroppen. Hun fandt en strategi for at undgå det: ”Jeg skulle
bare have det overstået. Når jeg mærkede en ”underlig fornemmelse i min krop”, så ændrede jeg
stilling, så jeg ikke mærkede det mere.”
2.3.5. AT BLIVE SOLGT ELLER LÅNT UD
Tre af deltagerne oplevede at blive udlånt eller direkte solgt til sex med voksne. For faren til Maria
på 26, handlede det om penge. Hun siger: ”Jeg har overhørt priserne 500, 1000, 1500 kr. Der følte
jeg mig ikke som et menneske, men som en ting”.
Der er ingen tvivl om, at hvis der har været en rest af selvværd hos de børn, der udelukkende
oplevede seksuelle overgreb fra de nærmeste, er selvværdet helt udraderet hos de børn, der er
blevet givet væk eller solgt som en ting. Det oplevedes som den ultimative fraskrivelse af nogen
form for kærlighed fra deres forældre. Sarah på 26 var ikke i tvivl om forældrenes manglende
kærlighed. Hun fik direkte af vide, at: ”Du er ikke noget værd. Du skulle have været en plet på
lagnet i stedet for en plet på samfundet, du kan kun bruges til at blive kneppet”.
Sammenfattende kan man sige, at krænkelserne, hvor forskellige de end måtte forekomme, og
hvor brutale eller ”kærlige”, de måtte se ud udefra, er skadelige, uanset. At kategorisere
overgrebene i voldsomhedsgrad er ikke muligt, når man lytter til de 20 respondenters beretninger.
Hvor voldtægten skader på én måde, skader manipulationen af barnet på en anden måde. Og
hvad der er værst, afhænger helt af, hvordan det krænkede barn har oplevet det og i hvilket
omfang, barnet har følt sig medskyldig.
49
3. OM AT SIGE DET
3.1. - OG IKKE BLIVE TROET PÅ
Langt de fleste af respondenterne fortæller om de seksuelle krænkelser mindst én gang under
deres opvækst. Flere af dem oplever, at det enten overhøres, forties eller direkte afvises. Enkelte
bliver direkte straffet for at sige noget. Endelig oplevede et par af respondenterne, at der blev
lyttet, at der blev handlet – men på en helt forkert måde, der skræmte børnene fra at fortælle noget
igen. Sådan kan Lotte på 24, der oplevede seksuelle overgreb fra sin far fortælle, hvad der skete,
da hun endelig tog mod til sig og fortalte et familiemedlems kæreste det: ”Hun og jeg sad i
køkkenet, hvor jeg sms’ede det hele til hende….efter et stykke tid fortalte hun det til xxx (navn
fjernet, red.). Det var med min accept. De kørte så ud sammen og konfronterede min far med det,
men han nægtede selvfølgelig, at det var sket, og ville så tale med mig. Jeg blev hentet hjemme
og kørt ud til min far, hvor han siger, at jeg skal sige til dem, at det var noget, der var sket for en
veninde, og hvis det i øvrigt kom ud, så ville han begå selvmord”. Krænkelserne fortsatte indtil
Lotte et par år efter fortalte sin mor det, der anmeldte det. Faren endte med en dom på tre års
fængsel.
Nogle af deltagerne siger det til en voksen, som de senere trygler om ikke at sige det videre. Det
var der så nogle af de voksne, der valgte. Maria på 26, der oplevede overgreb fra sin far og
mennesker, han solgte hende til, sagde det til flere voksne i sin barndom. Ligesom hun også skrev
det i opgaver og stile i folkeskolen, uden at det blev taget alvorligt. I forbindelse med deltagelse i
nærværende undersøgelse, kontaktede hun en af de voksne, som hun betroede sig til den gang
for at spørge, hvorfor hun ikke gik videre med oplysningen. Svaret var, at hun ikke gik videre, fordi
Maria tryglede hende om ikke at sige noget. Og det respekterede hun. Når man spørger Maria i
dag, er hun ikke i tvivl om, at den voksne skulle være gået videre.
3.2. NÅR DET ER EN HEMMELIGHED, DER IKKE MÅ GIVES VIDERE
Ivana på 25, der oplevede overgreb fra sin stedfar, betroede sig til en sygeplejerske på en
børneafdeling. Det skete en dag, hvor hendes mor ikke var til stede: ”Jeg siger til hende, at jeg har
noget, jeg gerne vil fortælle hende, og så gik vi ind i et rum alene. Jeg sagde, at hvis hun fortalte
det til nogen, ville jeg slå mig selv ihjel. Hun blev nervøs og bange. Adspurgt om, hvad
sygeplejersken gjorde, fortæller Ivana: ”Hun reagerede helt rigtigt – hun løj mig op i ansigtet. Hun
sagde til mig, at hun ikke ville sige det til nogen, men på eget initiativ ringede hun til en psykolog
og spurgte, hvad hun skulle gøre, og så sørgede hun for alle de basale ting – sørgede for, at
kommunen og politiet blev orienteret i form af underretning, etc. De sørgede for, at jeg blev indlagt
på en somatisk afdeling, frem til jeg kom på det første børnehjem”.
Det er en gennemgående holdning hos respondenterne, at de voksne omkring dem burde have
reageret. Adskillige af deltagerne ville have undgået års seksuelle krænkelser, hvis de voksne
havde reageret hver gang, barnet indikerede, at det blev krænket. Det er dog ikke en garanti.
50
To af deltagerne oplevede nemlig, at de seksuelle overgreb fortsatte, selvom deres krænkelser
blev afsløret. De to deltagere har i deres voksenliv haft det forfærdeligt med, ”at de lod deres
krænker fortsætte”. At de ikke kunne stoppe krænkelserne og at de ikke selv kunne sige fra på
trods af, at de havde fået fortalt nogle voksne om overgrebene. Mette på 46, der oplevede
seksuelle krænkelser fra sin stedfar, beskriver her, hvordan det er at være i behandling for
seksuelle krænkelser samtidig med, at krænkelserne fortsætter: ”Og så tager jeg kontakt til egen
læge, og vi snakker om, at man kan få tilskud til en psykolog. Og det vil jeg gerne, og det siger jeg
til min mor, og hun siger: ”Det vil jeg godt betale”. Fint nok. Så jeg går til psykolog, min mor betaler
og xxx (navn fjernet, red.) begår overgrebene samtidig. Jeg er slet ikke klar til at snakke med den
her psykolog. Det, jeg jo egentligt gerne vil have, er, at der er nogen, der stopper de overgreb. Det
sker bare ikke. Jeg tror ikke engang, at jeg fortalte lægen, at de stadig fortsatte, fordi jeg
skammede mig over det. Jeg var jo 18, jeg var flyttet hjemmefra, jeg var myndig. Min underskrift
var gældende, hvordan kunne jeg overhovedet tillade, i den alder, som voksen, eller hvad fanden
man skal kalde det, at der var nogen der forgreb sig på mig. Det kunne jeg jo, jeg lod det jo ske.
Han lyttede på, hvad jeg havde brug for. Og jeg ville gerne have noget hjælp. Han foreslog ikke at
melde det til myndighederne. Der blev ikke lavet en underretning”.
3.3. NÅR DET HELE IKKE FORTÆLLES
Flere af respondenterne, der ”har sagt det” til nogen, har ikke fortalt det hele. Enten af skam, eller
fordi det kan have en voldsom konsekvens. Og sommetider kan det bare ikke forklares. Tine på
42, der oplevede seksuelle krænkelser fra en psykolog og fra hendes far og bror, fortalte kun om
dele af krænkelserne. Psykologens krænkelser blev både fortalt og anmeldt, og det endte med
dom. Tine fortalte kun sin mor om farens krænkelser, og der skete ikke noget videre. Brorens
krænkelser talte Tine ikke med nogen om. Faren opdagede det på et tidspunkt uden at handle på
det. Når man spørger Tine, hvorfor hun ikke fortalte om brorens krænkelser svarer hun: ”Jeg ved
ikke, hvorfor jeg ikke fortalte om de overgreb, min bror udsatte mig for, men jeg tænker tilbage på
det, som noget, jeg bare vidste ikke skulle siges. Det var der bare. Uundgåeligt. Det føles som om
det, indtil det stoppede, havde været i mit liv altid”.
De fleste af deltagerne oplever heldigvis at blive hørt og taget alvorligt. I 16 af de 20 sager,
respondenterne beretter om, ender det med en politianmeldelse, og i ti af sagerne med en dom. I
det følgende afsnit skal vi se på, hvordan og hvorfor ”det bliver sagt”, og hvad det udløser.
3.4. HVORFOR BLEV DET SAGT
3.4.1. OM AT FÅ NOK
Seks af deltagerne bruger udtrykket ”jeg fik nok”. For nogle af dem handlede det om, at de nåede
en alder og fik en viden, der gjorde, at de vidste, at det var forkert. Således svarer Mette på 46 på
spørgsmålet om, hvorfor hun fortalte om krænkelserne: ”Fordi jeg var i tvivl, om det var rigtigt. Jeg
havde jo en fornemmelse af, at det ikke var rigtigt, og det måtte min mor så tage stilling til, om det
var”. Moren konfronterede krænkeren, der nægtede. Det valgte moren at stole på.
51
For andre blev det for brutalt til, at de kunne holde til det. Cecilie på 27, der oplevede seksuelle
krænkelser fra en af nabo, beskriver her situationen, hvor hun forsøger at fortælle det første
gang: ”Jeg spurgte min mor engang på en gåtur, om det var normalt at blive kysset – noget i den
stil. Min mor sagde, at det kom an på af hvem og spurgte, om der var nogen, der havde kysset mig
da. Jeg sagde nej, og så snakkede vi ikke mere om det, som jeg husker det. Jeg tror ikke, at min
mor har tænkt nærmere over det. Tiden var en anden og der var slet ikke fokus på det dengang,
sådan som der er nu”. Adspurgt om, hvorfor hun lige der valgte at tale med sin mor om det, svarer
Cecilie: ”Vil tro, at jeg bare havde fået nok. Jeg kan huske, at xxx (navn fjernet, red.) jagtede mig
rundt i stuen for at fange mig, fordi jeg muligvis ikke ville lægge mig på gulvet, så jeg gemte mig
bag sofaen. Jeg var rigtig bange. Tror, jeg bildte mig selv ind, at det var en leg, da han blev meget
vred eller aggressiv i sit sprog. Måske har det været på baggrund af den episode, jeg valgte at
spørge min mor, eller efter at han havde prøvet at voldtage mig, som jeg faktisk slet ikke kan
huske, at han har prøvet på den dag i dag. Og selvfølgelig af den grund, at jeg må have følt mig
meget tryg ved min mor og situationen, da jeg spurgte”. Krænkelserne af Cecilie fortsatte, indtil en
fætter fortalte nogle voksne om det og dermed fik sagen til at rulle. Krænkeren fik godt et år i dom
for at have krænket flere børn. Herunder Cecilie.
3.4.2. NÅR FRYGTEN FOR KRÆNKEREN OVERSTIGER FRYGTEN FOR AT SIGE DET
Fire af respondenterne valgte at fortælle om krænkelserne af frygt.
Erik på 25, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin bror, fra han var tre-ti år, var så bange for sin
krænker, at han valgte at fortælle om det. Han frygtede ganske enkelt for sit liv, fordi broren var
meget voldsom under overgrebene. Erik afslørede det sammen med en anden dreng, der også
blev krænket af broren. De to drenge aftalte, at de skulle gå hjem til deres forældre og fortælle det.
Så det gjorde de, og Eriks mor meldte det til politiet. Broren fik seks måneders fængsel, som
afsonedes på en institution.
3.4.3. FRYGTEN FOR GRAVIDITET
To af respondenterne fortalte om det af frygt for graviditet. Maja på 38 fortæller:
”Ja, jeg fortalte min plejemor om det, da jeg var 12 år, fordi jeg fik menstruation og var bange for,
at han havde gjort mig gravid.” Da havde overgrebene fundet sted i seks år. Plejemoren
afstraffede Majas plejebror fysisk for øjnene af hende og låste ham inde, indtil kommunen og
politiet blev involveret. Plejebroren erkendte og modtog en betinget dom på to år. Maja blev sendt
væk og så ikke sin plejefamilie igen. Den konsekvens, som hun frygtede på grund af sin afsløring,
viste sig at blive til virkelighed.
3.4.4. NÅR TILLIDEN FÅR DEN KRÆNKEDE TIL AT FORTÆLLE
Kun tre af respondenterne angiver tillid til en voksen, der gjorde, at de fortalte det. Karen på 28,
der oplevede seksuelle krænkelser fra en række større drenge, fortæller, at hun sagde det til en
ung pædagogstuderende i ungdomsklubben. En del af krænkelserne fortalte hun om på en
banegård på en tur med klubben. Den studerende fulgte op på betroelserne et par dage efter på
følgende måde: ”Hun var insisterende og jeg havde tillid til hende. Hun trak mig ind i et trygt,
52
beskyttet rum, hvor vi var alene. Hun låste døren, så vi ikke kunne blive forstyrret og gav sig tid til
at lytte og så trøstede hun mig. Kan ikke huske om jeg selv deltog i samtalen, hvor lederen fik det
at vide. Jeg fortalte det selv til min mor og derfra gik det hele ret stærkt…Husker det ikke tydeligt,
men jeg tror, at jeg var skamfuld. Jeg følte mig beskidt, at jeg selv havde villet, når jeg nu ikke
havde sagt fra. Jeg var angst og havde tvivl i forhold til at hun ville støde mig fra sig”. Karen blev
anbragt, og opholdsstedet støttede hende i anmeldelse af krænkelserne.
3.4.5. FRYGTEN FOR, AT KRÆNKEREN FORTSÆTTER KRÆNKELSERNE PÅ ANDRE BØRN
Lykke på 42, der oplevede seksuelle krænkelser fra en ven af moren, fra hun var 3 til hun var 12,
var bange for, at vennen ville gøre det samme ved hans egen datter. Det var hendes motivation til
at handle. Lykke fortæller: ”Den familie, hvor det skete hos, havde fået en pige, der nu var omkring
seks år. Jeg var bange for, at han ville begynde med hende også. Jeg søgte anonymt råd hos Tine
Bryld på Tværs. Da var jeg 14 år. Hun gav mig mod til at opsøge ham og sige til ham, at jeg ville
afsløre alt, han havde gjort mod mig, hvis han nogensinde rørte hende. Tine Bryld bad mig om at
søge hjælp selv, hvilket jeg afslog på det tidspunkt. Men da jeg var 16 kunne jeg simpelthen ikke
holde sammen på mig selv længere. Jeg var i opløsning og endte med at fortælle det til min
praktiserende læge”. Lykke blev henvist til Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR), som hun
tog nogle samtaler med, men som hun ikke følte virkede, og som hun derfor stoppede med at
komme til. Der blev aldrig foretaget en politianmeldelse. I dag har Lykke et afbrudt
universitetsstudie, samt mange år med jævnlige indlæggelser på psykiatrisk afdeling på grund af
selvmordsforsøg og PTSD, bag sig.
3.4.6. NÅR MAN IKKE VED, HVORFOR MAN SIGER DET
Fire af respondenterne kan ikke forklare, hvorfor de sagde det. ”Det skete blot”. Peter på 35, der
oplevede seksuelle krænkelser fra sin far og onkel, fortalte det første gang under en
magtanvendelse fra en mandlig pædagog. Det blev der aldrig fulgt op på. Næste gang Peter
fortalte det, var under en politiafhøring, efter at han havde begået indbrud. Peter forklarer
afsløringen på denne måde: ”Han holdt mig fast under en konflikt og i den forbindelse røg det bare
ud af mig – jeg tror ikke engang, han bemærkede det. Pædagogerne har haft talt om deres
mistanke men gjorde intet – jeg blev smidt ud som 17-årig.” Adspurgt om, hvorfor han endte med
at fortælle om krænkelserne, svarer han: ”Jeg overvejede det sådan set ikke, men gjorde det bare.
Senere, da jeg blev anholdt af politiet, fortalte jeg det uden at tænke nærmere om det. Jeg følte, at
det kunne jo nærmest være lige meget. Det kunne jo nærmest ikke blive værre”.
Det er overraskende få af respondenterne, der fortalte om krænkelserne alene på grund af tillid til
de voksne. ”At få nok”, angst og svære psykiske belastninger fik de fleste af de respondenter, der
selv sagde det, til at fortælle. Dem man så betror sig til, er dem, der lige er der, når ”vinduet” er
åbent og motivationen er til stede. Og som man kan li’. Man kan altså ikke konkludere, at alene en
betydningsfuld voksen er nok. Faktisk kan man fristes til at konkludere det modsatte, fordi det
ifølge respondenterne er ”for flovt” at fortælle om krænkelserne til en voksen, hvor relationen er
vigtig, af angst for at miste den person.
53
3.5. NÅR DET FØRST FORTÆLLES EFTER KRÆNKELSERNES OPHØR
Kun få af deltagerne fortalte en voksen om krænkelserne, mens de stod på.
På workshoppen med respondenterne spurgte vi, hvorfor de ikke sagde det, mens krænkelserne
stod på. Der var generel enighed om, at det helt naturligt måtte være sådan for de fleste krænkede
børn. Der kom en række bud på hvorfor, som er listet nedenfor.








Børnene kender ikke konsekvensen for sig selv og krænkeren
Børnene er bange for at miste dem, de holder af/har tillid til
Det handler om at overleve, mens det står på – man kan ikke føle efter, handle og
klare at være i det også
Børnene havde ikke erindring om, hvad der skete
Der forekommer intet beredskab at være, når børnene siger det
Chancen forspildes, hvis man ikke bliver troet på første gang
Nogle gange er krænkeren også ens omsorgsperson, som man er bange for at
miste
Kun ganske få spurgte børnene
At spørge direkte, om et barn oplever seksuelle krænkelser, kan ifølge respondenterne være både
godt og skidt. Nogle af dem siger, at de ville benægte, hvis de blev spurgt direkte. Andre efterlyser,
at de voksne er mere direkte. Sille på 18, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin far, forklarer
det på denne måde: ”Kommunen vidste det, og til sidst blev min plejemor nødt til at stille
spørgsmål til mig, så jeg kunne åbne mig op”. Plejemoren spurgte Sille, om hun havde set sin fars
tissemand stiv. Kommunen havde haft en mistanke i flere år, men kunne ikke få Sille eller hendes
søskende til at fortælle noget. Først efter det meget direkte spørgsmål åbnede Sille op. Efter flere
timer i bilen med plejemoren ved siden af havde Sille fået fortalt nok til, at krænkelserne kunne
anmeldes. Herefter kom resten af betroelserne drypvis. For eksempel skrev Sille en seddel til
plejemoren, som hun først måtte læse, efter at Sille var gået. Om aftenen kom plejemoren ind på
Silles værelse for at tale om det. Sille lå under sengen og plejemoren sad ovenpå den, mens de
talte. Sille beskriver det som en god og hård proces, som plejemoren håndterede, som hun skulle.
At kun få af de 20 respondenter aktivt fortalte en voksen om krænkelserne, mens de stod på, er
bekymrende og stærkt uhensigtsmæssigt for deres trivsel og udvikling. Tilsyneladende kan vi ikke
forlade os på, at børnene af sig selv siger til, når de oplever, at voksne gør noget forkert med
deres kroppe. Derfor går også nogle af de altoverskyggende anbefalinger fra respondenterne på,
at børnene skal undervises i, hvad andre må gøre med deres kroppe allerede i børnehaven,
ligesom de skal informeres om, hvad der sker, når man fortæller om krænkelserne. På samme
måde skal de voksne undervises i, hvilke tegn børn typisk udviser ved krænkelser ligesom de skal
vide, hvordan man taler med børnene om det, man fornemmer.
54
3.6. HVEM BETROEDE RESPONDENTERNE SIG TIL
3.6.1. MOR
Seks af respondenterne betroede sig til deres mor. Flere af dem oplevede enten vrede eller
fornægtelse. Kun tre af mødrene gik videre til myndighederne.
Således kan Oskar på 47, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin far, fortælle om, da han
betroede sig til sin mor: ”Det var først, da min far tog sit eget liv, da var jeg 18 år gammel, at jeg
sagde det til min mor, men hun hørte det ligesom ikke. Ti år efter fortalte jeg det igen, og der hørte
hun ordentlig efter og blev meget vred. Jeg fik lyst til at spørge min mor om, hvorfor hun ikke
reagerede, da jeg sagde det som 18-årig, og hun forklarede mig, at hun simpelthen ikke havde
hørt, hvad jeg sagde”. Adspurgt om, hvorvidt det udløste en handling fra morens side, svarer
han: ”Nej, der kom ingen konkret handling, bortset fra, at hun begyndte at fortælle om sit eget shit.
Hun nævner dog en terapeut, som jeg så starter ved”.
På samme måde kan Andrea på 28, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin stedfar, fortælle om
sin mor, der reagerer på sine egne behov og ikke drager omsorg overfor Andrea: ”Min mor blev
hysterisk ked af det og ringede til sin læge. Hun drog ikke omsorg for mig, men betvivlede mig
heller ikke. Jeg kom til en psykolog ved skolen, som ved den tredje samtale fortæller mig, at de vil
anmelde overgrebene”. Adspurgt om, hvorfor Andrea valgte at fortælle sin mor det på det
pågældende tidspunkt, svarer hun: ”Jeg havde ingen overvejelser, det fløj bare ud. Måske, fordi
min mor havde fundet en ny mand, som skulle flytte ind hos os”. Krænkelserne mod Andrea blev
efterforsket, men henlagt på grund af forældelsesfristen.
Mette på 46, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin stedfar, oplevede decideret fornægtelse fra
sin mor, på trods af, at moren var vidne til krænkelserne: ”Jeg fortalte det til min mor, og på trods
af, at hun valgte at tro på min stedfars bortforklaring om, at det var noget, jeg havde drømt, så var
hun vidne til det. Hun vidste godt, hvad der skete, hun tog bare ikke ansvar og stilling til det, for det
kunne hun ikke komme til”.
Modsat Mette oplevede Sonja på 56, at moren gik til politiet, fordi hun fandt Sonja’s dagbog, hvor
hun detaljeret havde skrevet om krænkelserne, som hendes psykisk syge stedfar havde udsat
hende for. Flere år forud havde moren opdaget krænkelserne, som Sonja blev udsat for, fordi hun i
forbindelse med en voldtægt havde efterladt blodspor. Dengang - som beskrevet i et tidligere
kapitel - havde moren gennembanket Sonja og smadret hendes værelse. Uden at gå til
myndighederne. Derfor overraskede det også Sonja, at moren kontaktede politiet efter at have
læst dagbogen. Ifølge Sonja var det dog heller ikke af hensyn til Sonja, men for at blive skilt fra
Sonja’s stedfar. Sonja beskriver episoden på denne måde: ”En dag er jeg ude og besøge en
veninde, og på vej hjem i bussen får jeg sådan en eller anden fornemmelse af, at der sker noget,
når jeg kommer hjem. Da jeg kommer hjem, så er min mor enormt rasende. Hun har fundet min
dagbog og læst den, og siger, at hun har ringet til politiet, og politiet vil komme, og jeg skal
afhøres, og hun fylder mig faktisk med noget nervemedicin, som jeg slet ikke vil have, og siger, at
nu kan hun blive skilt, fordi de er gået fra hinanden efter rigtigt mange slåskampe, og hun kan blive
skilt med det samme. Når jeg tænker tilbage, kan jeg jo kun sige, at det ikke kan passe, at hun ikke
55
har vidst, hvad der er foregået, fordi det var i det samme hjem, og det foregik også i bilen, hvor hun
også var til stede. Så det kan simpelthen ikke passe, at hun ikke har en fornemmelse for, hvad der
er sket, og hvorfor har hun også banket mig, altså. Det er jo bare så mærkeligt. Og så bliver jeg
afhørt af politiet, og jeg bliver undersøgt af en læge, om jeg har min mødom, og vi flytter så fra xxx
(navn fjernet, red.) af og flytter til xxxx (navn fjernet, red.), hvor jeg starter som xxx (stilling fjernet,
red.) og så kommer der en retsag, og den er ret skræmmende, fordi min mor ikke vil have noget
med mig at gøre”. Sonja var her 13 år gammel. Som voksen konfronterede Sonja sin mor med de
seksuelle krænkelser, hvorefter moren begik selvmord.
Man kan konstatere, at de krænkede børn i undersøgelsen ikke har gode erfaringer med at dele
deres hemmeligheder omkring krænkelserne med deres mødre. Der er tydeligvis rigtig mange
følelser på spil hos mødrene, der spænder ben i forhold til både at være en god støtte men også
handle ansvarligt og sørge for, at anklagerne kommer videre til myndighederne.
3.6.2. VENNERNE
Hvor seks af respondenterne valgte at fortælle deres mødre det, valgte tre af dem at fortælle deres
venner det. To af vennerne anbefalede den krænkede at fortælle forældrene det.
Den opfordring fulgte Maja på 38, der oplevede krænkelser fra sin plejebror.
Andrea på 28, der oplevede overgreb fra sin stedfar, blev også opfordret af en veninde: ”Jeg har
fortalt om det i skolen til nogle af de andre børn. En veninde sagde til mig, at det er du nok nødt til
at fortælle til en voksen, men det gjorde jeg bare ikke”. Andrea gik ikke videre på det tidspunkt,
ligesom hendes veninde tilsyneladende heller ikke gjorde.
Den tredje respondent, der betroede sig til en veninde, var Julie på 32, der oplevede krænkelser
fra et familiemedlems kæreste. Hun skrev et brev til veninden (se forsiden af denne rapport) som
otteårig. Veninden viste det til hendes forældre, ligesom der var nogle andre forældre, der også så
brevet. Det blev dog ikke taget alvorligt.
Respondenterne efterlyser, at børn får mere viden om, hvad voksne må gøre ved børn, og hvor
man går hen med sin viden om voksne, der begår seksuelle krænkelser mod børn. Ikke kun for
deres egen skyld, men også for at kammerater til krænkede børn kan hjælpe. Der er ingen tvivl
om, at der blandt børn udveksles hemmeligheder, der aldrig kommer videre. Ikke kun af
misforstået loyalitet, men også, fordi de ikke ved, hvor de skal henvende sig med deres viden.
3.6.3. EN VOKSEN I NETVÆRKET
En enkelt respondent, Susanne på 37, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin stedfar, fortæller,
at hun betroede sig til en kæreste, der sagde det videre til sin mor. Susanne beskriver hændelsen
på denne måde: ”Som 15-årig fortalte jeg det til en kæreste, jeg havde dengang. Det var ikke et
sundt forhold, der var en masse hash involveret. Kæresten sagde det til sin mor, som endte med at
skælde mig ud og give mig en lussing”. Krænkelserne blev ikke anmeldt. Susanne
fortsætter: ”Senere brød jeg sammen overfor sundhedsplejersken på skolen. Hun henviste mig til
skolepsykologen, som var med hele vejen til retssagen”. Susanne’s krænker blev dømt i byretten,
men frifundet i landsretten.
56
SOCIALE OG ADFÆRDSMÆSSIGE TEGN PÅ OVERGREB
Nedenstående beskrives en række mulige sociale og adfærdsmæssige tegn, signaler, reaktioner, symptomer og
indikatorer på seksuelle overgreb. Der sondres mellem de tegn og reaktioner, som henholdsvis småbørn,
mellemstore børn og teenagere kan udvise. Listen er ikke udtømmende.
SOCIALE OG ADFÆRDSMÆSSIGE TEGN – SMÅBØRN
• Ændring i adfærd
• Seksualiseret adfærd
• Overdreven/tvangspræget onani
• Usædvanlig interesse i og viden om seksualitet ud over alders- og udviklingsmæssigt niveau
• Koncentrationsvanskeligheder
• Leg med dukker, hvor seksuelle overgreb illustreres
• Regredierende adfærd, babysprog
• Udadreagerende, aggressiv adfærd, sparke, slå, bide
• Hyperaktivitet
• Følelse af frustration og vrede
• Frygt for og modvilje mod bestemte personer eller steder
• Umotiveret gråd
• Koncentrationsvanskeligheder ift. leg og samvær med andre
• Tavshed
• Påførelse af selvforskyldt smerte, banke hovedet ind i ting, trække i hår, skære i sin krop eller billeder
SOCIALE OG ADFÆRDSMÆSSIGE TEGN – MELLEMSTORE BØRN
• Samme tegn som småbørn, plus:
• Indlæringsvanskeligheder, manglende koncentration
• Udvise voksen seksuel adfærd, gå forførende, flirtende
• Påfaldende påklædning
• Begyndende selvdestruktiv adfærd
• Tab af kompetencer
• Begyndende udvikling af beskyttelsesstrategier
• Mobning
• Begyndende selvmordstanker
SOCIALE OG ADFÆRDSMÆSSIGE TEGN – TEENAGERE
• Samme tegn som småbørn og mellemstore børn, plus:
• Selvskadende adfærd, cutting, selvmordstanker- og forsøg
• Spiseforstyrrelser
• Alkohol og stofmisbrug
• Udvise pseudomodenhed
• Hemmelighedsfulde, skamfulde
• Udvikling af specielt kropssprog, kropsholdning, gangart
Kilde: Socialstyrelsen - http://www.socialstyrelsen.dk/siso/seksuelle-overgreb/tegn-og-reaktioner/sociale-ogadfaerdsmaessige-tegn-og-reakrioner
57
3.6.4. FAGFOLK
Ti respondenter vælger at sige det til en fagperson. Det er plejemødre, skolepsykologer,
sygeplejersker, politifolk, pædagoger og skolelærere, de betror sig til. Og som tidligere nævnt, er
det sjældent mennesker, som børnene eller de unge har en særlig fortrolig relation til. Som f.eks.
Ivana på 26, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin stedfar, der fortalte en sygeplejerske om
overgrebene, fordi hun var der den dag, hendes mor ikke var med på børneafdelingen. Eller Peter
på 35, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin far, der siger det til en pædagog midt under en
magtanvendelse. Og senere en politibetjent, han ikke kender.
Der er ingen tvivl om, at alle fagfolk, der møder børn i deres hverdag, kan komme til at opleve
betroelser om vold og seksuelle krænkelser. Også dem, der kun møder børnene kortvarigt, så som
en politimand, en læge eller en sygeplejerske. Alle kan opleve et åbent vindue ind til et barns
hemmeligheder, og det er derfor respondenternes klare holdning, at alle professionelle, der møder
børn i deres hverdag, skal være uddannet til at spotte det vindue og holde det åbent. Og som skal
vide, hvordan man skal handle, når først barnet betror sig.
Ikke alle voksne fagpersoner omkring respondenterne reagerede, som de skulle. Nogle forsøgte
at ”fikse” problemet selv, ved blot at være samtalepartner med barnet, men uden at gå videre med
deres viden.
Andre gik videre med deres viden, hvorefter den strandede hos en anden fagperson, som f.eks.
skolepsykologen, der tog samtaler med barnet, uden at anmelde forbrydelsen. Således kan Lykke
på 42, der oplevede seksuelle krænkelser fra en ven til familien, fortælle om hendes gradvise
betroelser til forskellige voksne: ”Første gang var i telefon. Det var rigtig rigtig svært… men jeg var
jo usynlig og anonym, og det hjalp lidt. Da jeg et par år senere sidder hos min læge, og hun
bekymret spørger mig, hvad der sker for mig, og lægger en arm om mig, vælter det og andet bare
ud af mig. Jeg kollapser nærmest. Hun vil henvise mig til psykolog hos PPR, og jeg tager imod
tilbuddet”. Som tidligere beskrevet strander viden der. Lykke stoppede behandlingsforløbet og
psykologen meldte aldrig krænkelserne til kommunen eller politiet.
Nogle gik bare og ventede på, at barnet selv henvendte sig en dag. Sådan fortæller Mona på 48,
der oplevede seksuelle krænkelser fra sin far, om den dag, hvor hun som 19-årig, efter at have
betroet sig til sin kæreste, endelig fik mod til at fortælle kommunen om krænkelserne.
Børnesagsbehandleren, der havde haft ansvaret for Mona, indtil hun blev myndig, svarede ved
henvendelsen: ”Nå, endelig siger du noget”. Det viste sig, at der havde været mistanker før, blandt
andet underretninger om rødme i skridtet fra den institution, Mona boede på. Uden at der blev
reageret tilstrækkeligt.
En enkelt af fagpersonerne reagerede meget voldsomt ved betroelsen. Maja på 38, der oplevede
seksuelle krænkelser fra sin plejebror, kan således berette om, hvordan hendes plejemor
reagerede, da Maja betroede sig til hende: ”Det var en mandag aften. Jeg sad på gulvet med mine
Barbie-dukker, og min plejemor sad i min sovesofa. Jeg sagde: ”xxx (navn fjernet, red.) rører ved
mig og kommer ind om natten også”. Hun stillede en masse spørgsmål og eksploderede så, og løb
ud af min dør og fik fat i min plejebror, der netop kom ud af badeværelset. Hun greb ham i ansigtet
og i håret og øret og trak ham ud på hans værelse, hvor hun slog og slog på ham og skreg, at han
58
var et svin, og at hun ville køre ham ind til Halmtorvet, hvor han kunne få en luder. Han blev låst
inde om natten og kørt væk de næste dage, hvor jeg kom på hospitalet og på politistationen”.
Majas krænker indrømmede og blev idømt to års betinget fængsel.
Andre fagpersoner gjorde det helt rigtige. Susanne på 37, der oplevede seksuelle krænkelser fra
sin stedfar, beskriver forløbet på følgende måde: ”Ja, det var skolepsykologen, der efter en del
samtaler fik mig overtalt til at melde det. Han var i dialog med kommunen, som hjalp mig med at
komme hjemmefra, jeg turde nemlig ikke melde det, hvis jeg stadig boede hjemme. Da jeg boede
på xxx (navn fjernet, red.), blev sagen meldt. Om det var psykologen, sagsbehandleren eller xxx
(navn fjernet, red.), der gjorde det, det ved jeg ikke”.
Ikke alle fagpersoner forstod, hvad de skulle kigge efter af tegn eller læse ud af en betroelse.
Således kan Maria på 26, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin far og de mennesker, hendes
far lejede hende ud til, fortælle, at hun blandt andet skrev stile om sin mistrivsel, ligesom hun skrev
sætninger på sit hæfte og på tavlen, der kunne forstås som et ønske om hjælp.
Det skal vi se på i næste afsnit, som beskriver de til tider meget kreative måder, respondenterne
forsøgte at betro sig på.
3.7. HVORDAN BLEV DET FORTALT
3.7.1. MED ORD OG I DE RETTE RAMMER
Nogle af respondenterne valgte at fortælle om overgrebene i en samtale med en voksen, som
tidligere beskrevet. De fleste havde store problemer med at få det sagt, og flere af dem fremhæver
alternative måder at fortælle det på som afgørende for betroelsen. En køretur i bil fremhæves
blandt andet som en god situation, fordi det forhindrer direkte øjenkontakt. At skrive sine
oplevelser på SMS beskrives også af en af respondenterne som et bedre alternativ end at fortælle.
Flere efterlyser, at den voksne er direkte i sine spørgsmål. At der bliver spurgt ind til det seksuelle,
og på en måde, så man blot behøver at nikke eller ryste på hovedet.
Flere af respondenterne fortæller også, at selv om de begyndte at fortælle, fortalte de ikke altid det
hele. Mindst fire af deltagerne undlod således at fortælle om alle omstændighederne ved
krænkelserne og om alle deres krænkere. Det har både været et ønske om at beskytte bestemte
personer (for eksempel søskende, som havde krænket), og fordi nogle af krænkelserne forekom
så skamfulde og i nogle tilfælde utrolige i ordets bogstaveligste forstand, at de valgte at tie.
Betroelserne er ofte kommet drypvis i takt med at barnet eller den unge har mærket, hvad det
betød at afsløre hemmeligheden. Og de er stoppet der, hvor de voksne har reageret med skræk
eller mistro. Eller har stoppet med at spørge. Flere af deltagerne fremhæver frygten for ikke at
blive troet flere gange i interviewene. Så vælger de hellere tavsheden, hvilket for en del af
deltagerne har betydet, at det først er i forbindelse med denne undersøgelse, at de har fortalt den
fulde historie. Skammen og den efterfølgende tavshed beskriver Ivana på 26, der oplevede
seksuelle krænkelser fra sin stedfar, på følgende måde ved afhøringen hos politiet: ”Det var en
meget ubehagelig situation, som jeg helst gerne ville have været foruden. Det var et forhør og
59
pædagogen talte mest for mig – jeg løj også, eller jeg udelod en masse. Jeg kunne ikke få mig selv
til at sige det hele og var vist ikke helt tilstede, jeg var fyldt af skyld og skam”.
3.7.2. OM IKKE AT KUNNE SIGE DET, MEN KOMMUNIKERE DET VIA KUNST, BREVE OG
SKOLEOPGAVER
For de respondenter, det ikke magtede at fortælle, men som alligevel forsøgte at formidle
krænkelserne, blev der anvendt stile, dagbøger, projektopgaver, billedkunst, breve og små
statements for at få de voksne til at forstå, hvad der foregik.
Maria på 26, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin far og de mennesker, hendes far lejede
hende ud til, var i en periode i psykiatrisk behandling for spiseforstyrrelser. Under en behandling
hos en psykiater, hvor moren og stedfaren var til stede, havde Maria skrevet følgende på en
tavle: ”Øjet kan smile, munden kan le, er hjertet bedrøvet, kan ingen det se”. Maria fortæller, at
psykiateren tog et billede af det, og hun blev flov over det, fordi ”det symboliserede for meget til at
jeg turde indrømme det. xxx (navn fjernet, red.) og xxx (navn fjernet, red.) sad altid ved siden af,
og det var en kæmpe bremsesko”. Ingen spurgte ind til, hvad hun mente med dette statement.
Maria var i øvrigt i skolen meget optaget af emnet ”seksuelle krænkelser”. Faktisk så optaget, at
hun to gange i træk ønskede at lave en opgave om det. Hendes lærer sagde anden gang til hende,
at hun skulle vælge et andet emne, end seksuelle overgreb. Det modsatte Maria sig, og skrev
derfor endnu en opgave om emnet. En af hendes opgaver fra 10. klasse er gengivet sidst i
rapporten (se bilag 1). Et af afsnittene handler om, hvad der kan gøres for at modvirke seksuelle
krænkelser. Her skriver Maria:
”Hvad der kan gøres for at forebygge – og måske ligefrem bekæmpe misbrug – afhænger af, hvad
vi mennesker gør. Der skal altså handling til! Man kan ikke direkte gå ind og stoppe al misbrug,
men man kan gøre et indirekte forsøg, og dermed gøre en forskel. Det er klart, at man ikke kan gå
ind i hvert et hjem, og stoppe al misbrug. Der skal være beviser. Det er et juridisk krav. Men hvad
sikkert er, at for at forebygge misbrug, skal man vide, hvad man skal kigge efter. Ikke alle ved,
hvad symptomerne er, og det er derfor svært at gribe ind. Men hvis man har en mistanke om, at et
barn eller et ungt menneske, og voksne for den sags skyld, bliver misbrugt, skal man være ærlig
og modig og gå hen og spørge forsigtigt til personen, om sin mistanke kan have grund. Det er
meget vigtigt at turde være åben om dette. Tænk dog, hvis man bare lod stå til, selv om man
egentlig havde en mistanke om det, og kort efter hører man om et ungt menneskes selvmord. Man
vil aldrig kunne tilgive sig selv. Det må være det værste, man kan have på sin samvittighed. Der er
grænser for, hvad et menneske kan bære. Man kan ikke bare gå ind og stoppe al misbrug, nej,
men man kan lære, hvad man skal kigge efter, og på den måde gøre en forskel.”
I konklusionen skriver Maria:
”Efter al min viden må jeg konkludere, at misbrug og udnyttelse er den hyppigste forbrydelse, der
bliver begået i menneskerettighederne. Det er en umulighed at standse al misbrug verden rundt,
da vi ikke en gang kan være sikre på, at antallet af misbrugte, er i overensstemmelse med det
virkelige tal. Disse oplysninger vi har i dag er kun cirkatal. Det er helt sikkert, at det virkelige tal er
60
væsentlig højere i virkeligheden. Men vi kan danne os et nogenlunde billede over situationen ved
hjælp af de tal og oplysninger som vi har. For at kunne forebygge misbrug må man vide, hvad man
skal kigge efter. Det gør man ganske simpelt, ved hele tiden at have et skarpt øje mod problemet,
og gribe ind, hvis man har mistanke om et misbrug. Så vi kan hermed anslå, at det er et kæmpe
dilemma, som vi alle bør stå sammen om og kæmpe imod. En for alle, og alle for en!”
Marias opgave slutter med en litteraturliste, hvor der står:
”Jeg har faktisk ikke brugt særlig mange kilder, da jeg af egen viden og erfaring har formuleret
mig”.
Marias opgave blev rettet for stavefejl, men der var ingen kommentarer vedrørende hendes
litteraturliste. Maria oplevede for eksempel ikke efterfølgende, at læreren spurgte hende, hvad hun
mente med ”egen viden og erfaring”.
Maria skriver også en stil i 10. klasse efter en studietur. Opgaven går ud på at skrive et brev til en
ven om turen. Her er et lille uddrag af stilen:
”Jeg blev derfor nødt til at gå ud i mørket og pænt banke på. Jeg satte mig på sengekanten og
begyndte langsomt at fortælle, at der altså var noget der var så underligt, at jeg hverken kunne
sove eller holde mig i ro. Hun lyttede til mig, og jeg vil tro vi snakkede i en lille times tid. Det lettede
(her skriver læreren som kommentar: Det er jeg glad for!, red.). Hun er et af de hidtil rareste og
sødeste mennesker, jeg nogensinde har kendt. Hun er så god, rar og mild. Hun har en mildhed,
der gør det så utrolig let at fortælle, og man føler sig godt tilpas i hendes selskab. Hende kan ingen
mennesker sige noget ondt om, og dem der kan, har et problem (her skriver læreren: Tak!, red.).
Nu sidder jeg her… Betragter de forvirrende små mennesker, der halser frem og tilbage i latterlige
firkantede vogne. En pludselig væmmelig, dog kendt tanke, farer igennem hovedet på mig… Jeg
får en voldsom trang til at råbe dette spørgsmål ud i hele byen: Gad vide om de også skammer sig
over deres krop..? Gad vide om deres krop også er blevet brugt..? (tilgiv mig, har aldrig sagt det til
nogen før…) Uhh…Jeg skifter emne…”.
Lærerens kommentar til stilen er følgende: ”Indholdet er jo lidt svært for mig at kommentere. Vi har
jo snakket meget – og du er stadig velkommen. Opgaven er jo løst. Gennem et brev, som er OK.
Ikke vildt mange sproglige fejl, hvis man da kan læse din skrift – og der kommer problemet: - Jeg
synes ikke, din skrift er læselig i alle tilfælde. Der er alt for mange bogstaver, man skal gætte sig til.
– Kort sagt: der må gøres noget ved din skrift! 10/7.”
Læreren spørger ikke til sætningen ”Gad vide, om deres krop også er blevet brugt…?”, ligesom
hun tilsyneladende ikke går videre med en mistanke om seksuelle krænkelser.
Maria var 22, da hun endelig betroede sig til en plejemor og Marias far og andre blev
varetægtsfængslet. Omkring samtidig med, at Maria skrev opgaver om seksuelle krænkelser, fødte
hun et barn i dølgsmål, som forsvandt, formentlig dræbt. Barnet blev aldrig fundet, og Marias
krænkere gik fri. Det er åbenlyst, at Marias sag havde set anderledes ud, hvis hun i en alder af 16
år havde mødt en voksen, der spurgte mere ind til hendes stile og opgaver, og som gik videre til
kommunen og politiet med det skriftlige materiale.
61
Anderledes gik det - i sidste ende i hvert fald - med Julies skriftlige materiale om de krænkelser,
hun oplevede.
På forsiden af denne rapport er gengivet et brev skrevet af Julie, 32, da hun var otte år, til sin
bedste veninde. Veninden viste sine forældre brevet, ligesom et par andre pigers forældre fik det
af se. Brevet blev ikke taget alvorligt og der skete ikke mere. Først som 29-årig anmelder Julie
overgrebet, da hun ser nogle børn på krænkerens ejendom. Krænkeren blev dømt - blandt andet
på baggrund af dette brev og andre voksnes børn udsagn.
Også Ivana på 26, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin stedfar, skrev stile om de seksuelle
krænkelser. Hun ændrede krænkerens identitet, for at hendes stedfar ikke skulle blive afsløret.
Ivana skrev følgende i 9. klasse:
”VEJEN TIL LYSET”
Men nu, har jeg det bare så dårligt. Som står jeg på en trappe med fem trin. Fem trin ned til det
dybeste mørke jeg nogensinde har set. Jeg står alene på det øde sted. Jeg falder derned, ned i
det dybe mørke. Uden lys, og uden viden om hvordan jeg skal komme op igen. Kun det kvælende
mørke har jeg med.
Jeg kan se, at deroppe på trappen ligger en lygte. Men jeg kan ikke nå den, der er for langt. Ej
heller kan jeg røre mig ud af stedet. Jeg ligger ubevægelig på bunden, jeg kan ikke røre mig ud af
det uhyggelige mørke, uden nogen hjælp.
Der står min onkel, oppe foran lygten på det øverste trin. Men han vil ikke hjælpe mig. Det var
endda ham, jeg engang har delt tanker og krop med. Det er ham, der engang har kaldt mig sin
elskede. Men nu, står han bare der uden at hjælpe, ser bare på, at jeg synker dybere og dybere
ned i det aller mørkeste mørke. Han vil intet gøre for at hjælpe mig. Jeg må klare mig selv.
Besværligt trækker jeg mig op af det dybe mørke og længere op af de fem trin meget besværlige
trin. Endelig er jeg nået til det femte og sidste trin, hvor han står og lygten ligger. Jeg rejser mig op
og ser ham direkte ind i øjnene. Så skubber jeg ham væk fra mig, som var han et lille og ulækkert
insekt, som jeg ikke bryder mig om. Jeg fortsætter meget bange forbi ham.
Jeg fumler efter lyset, som jeg kan se foran mig. Jeg vil ud, væk fra ham. Jeg følger den eneste
stribe af lys, som jeg kan se foran mig. Imens jeg går, mærker jeg, hvor ondt jeg har. Smerten gør
meget ondt, men den forsvinder langsomt, jo tættere jeg kommer på lyset og jo længere jeg
kommer fra ham. Til allersidst sætter min smerte sig i mit bryst, som en lille stikken. Og jeg ved at
jeg aldrig vil kunne se ham i øjnene igen, han som har gjort alt dette onde mod mig. Mine tårer er i
virkeligheden hans.”
Ivana oplevede ligesom Maria, at stilen blev læst som ren fiktion og læreren spurgte ikke til, hvad
denne onkel helt præcist gjorde og hvad det betød, når Ivana skrev, at de havde delt krop.
Under indsamlingen af materiale til denne rapport er det blevet tydeligt, at rigtigt mange af
deltagerne har forsøgt at fortælle om krænkelserne på andre måder end gennem samtale.
62
De har oplevet det så skamfuldt at tale om, at de har set sig nødsaget til at formidle afsløringerne
på anden måde. Derfor er det respondenternes klare anbefaling, at skolelærere skal lære at
fortolke stile og andre skoleprodukter, ligesom de skal lære at turde spørge ind til den sommetider
meget subtile måde, krænkelserne bliver beskrevet på.
I workshoppen, som vi afholdt med en del af respondenterne, spurgte vi til, hvordan man lettere
kan formidle krænkelserne til en voksen. Her er, hvad deltagerne svarede:




Spørg barnet og spørg konkret – ellers siger barnet det ofte ikke
Det kan være nemmere at fortælle om seksuelle krænkelser, når man ikke har øjenkontakt,
når man eks. er i en bil - ”bagsædepædagogik”, hvis man spiller et spil sammen, er ude at
ride sammen, eller andet
Nogle børn har nemmere ved at fortælle, når de tegner en tegning
Min plejemor bad mig om at skrive en seddel om det, hvilket jeg så gjorde. Hun læste den
og kom så ind og sad på min seng – jeg lå nede under den…
3.8. FRYGTEN VED AT SIGE DET
Ikke overraskende har frygten for konsekvenserne af at fortælle om krænkelserne været
altdominerende, når respondenterne overvejede at fortælle. Alle vidste, at det var forkert, hvad der
foregik. For de af deltagerne, der oplevede krænkelser fra de var helt små, skulle de nå en vis
alder, før de opdagede, at det var forkert. Men på et tidspunkt, hvor respondenterne begyndte at
gå i skole og komme hjemme hos legekammerater, blev de klar over, at det, der foregik
derhjemme eller hos naboen, var forkert, og noget, man ikke talte om. Nogle af dem oplevede, at
krænkeren truede dem til tavshed, mens andre oplevede, at krænkeren aldrig sagde noget om, at
de ikke måtte sige noget. De vidste bare, at det var en hemmelighed.
3.8.1 FRYGTEN FOR AT BLIVE SLÅET IHJEL
Frygten for at blive slået ihjel ved at afsløre krænkelserne har været den altdominerende grundt til
ikke at sige det. Seks af respondenterne angiver denne frygt, som den mest dominerende.
Sille på 18 år svarer følgende på spørgsmålet om, hvilke overvejelser hun havde omkring det at
fortælle om krænkelserne: ”Jeg var meget bange, og tænkte at han ville komme og slå mig og min
familie ihjel. Jeg tænkte bare fuck, hvad har jeg gjort”. Sille var 14 år, da hun endelig fortalte sin
plejemor om, hvad der foregik, når hun var hjemme hos sin far på weekend. Der havde
krænkelserne stået på i ni år. Faren blev efterfølgende idømt 12 års fængsel.
Fem af respondenterne angav skam som årsag til frygt. Det pinlige i, at en voksen havde krænket
dem seksuelt, og at nogle andre voksne skulle få det at vide, var så dominerende, at det var den
følelse, de frygtede allermest. Således beskriver Susanne på 32, der oplevede seksuelle overgreb
fra sin stedfar, følelsen af skam, første gang, hun fortalte om krænkelserne: ”Jeg husker ikke rigtig,
hvordan jeg havde det, da jeg fortalte det til min kæreste. Jeg husker den skam, jeg følte, da hans
63
mor skældte mig ud….Tror jeg var bange for, at andre skulle synes, jeg var ulækker”. Kærestens
mor gav Susanne en lussing, og der gik flere år, inden hun igen turde betro sig til en voksen.
3.8.2. FRYGTEN FOR AT BLIVE ANBRAGT
Flere af deltagerne frygtede anbringelse og adskillelse fra søskende og deres mor. Ikke kun
adskillelsen, men også forestillingerne om at blive anbragt og hvad et ”børnehjem” er, får børnene
til at tie. I den forbindelse kunne det være interessant at undersøge, hvordan børns forestilling om
det at bo på et børnehjem generelt er. For hvis der er en udbredt forestilling om, at det er slemt at
bo på børnehjem, vil der også være en sandsynlighed for, at man vælger ikke at sige noget. Et
valg mellem pest eller kolera, så at sige.
3.8.3. FRYGTEN FOR IKKE AT BLIVE TROET PÅ
Frygten for ikke at blive troet på har også været afgørende for ikke at turde fortælle. Således
fortæller Mona på 48, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin far, at hun først ikke vidste, at det
var forkert og senere, at ”ingen ville tro mig”.
Ivana på 26, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin stedfar, beskriver frygten for og følelsen af
ikke at blive troet på sådan her: ”Jeg var bange for, hvad der nu skulle ske med min lillebror, når
jeg nu var nødt til at fortælle om min stedfar. Synes generelt, det var rigtig dårligt – jeg følte mig
ikke troet på. Det var lidt af alt, de formulerede det som ”eventuelle” krænkelser, ”mulige” overgreb,
osv.” Ivana refererer her til oplevelserne hos politiet, som vi ser nærmere på i et senere kapitel.
Seks af respondenterne ved ikke, om de frygtede noget. Eller hvad de frygtede ved en eventuel
afsløring af krænkelserne. I workshoppen, hvor en del af respondenterne deltog, spurgte vi til,
hvorfor så mange ikke kunne svare på, hvad de frygtede.
Svarene var:




Det handlede bare om mangel på at kunne se lys forude
Ventede bevidst til jeg blev 18 år, da jeg troede, at der så ikke kunne ske noget
Jeg blev bare ikke spurgt
Havde bare ingen tiltro til, at det ville gøre en forskel
3.8.4. NÅR KRÆNKELSERNE AFSLØRES AF ANDRE
Fire af respondenterne fortalte det ikke selv. Deres krænkelser blev afsløret af andre og flere af
dem i forbindelse med krænkelser af andre børn.
Således beskriver Cecilie på 27 år, der oplevede seksuelle krænkelser fra en voksen nabo og
hans bror, fra hun var tre år og en årrække herefter, om hvordan krænkelserne blev afsløret: ”Min
fætter fortalte til sin skolelærer, at han var blevet misbrugt, fordi læreren spurgte ind til ham, da
han kunne se, at han ikke havde det godt. Derefter blev der ringet rundt til resten af familien for at
64
høre, om der kunne være sket noget med resten af familiens børn også, og på den måde blev der
fundet ud af det med mig”.
3.8.5. NÅR KRÆNKELSERNE AFSLØRES OG IKKE STOPPER
For nogle betød det at ”blive afsløret”, at krænkelserne stoppede. For andre ikke.
Således kan Karen på 28 år, der oplevede at blive seksuelt krænket af en række større
skolekammerater fra hun var seks til hun var 14 år, fortælle om flere afsløringer og mistanker, som
aldrig blev forfulgt: ”xxxs mor (navn fjernet, red.) opdagede det en dag, hvor hun kom ind på
værelset, mens jeg sad på en kontorstol med bukserne nede om anklerne. Hendes kommentar
var, at xxx (navn fjernet, red.) skulle ud at spise, og at jeg skulle huske at lukke bukserne. Mor
kommer op lidt senere og drikker kaffe, men xxx’s (navn fjernet, red.) mor siger intet”. Karen
fortsætter: ”Jeg tror også, at min klasselærer xxx har vidst eller fornemmet noget – hun sendte mig
engang til skoletandlæge og skolepsykolog, og hun spurgte mig, om min far rørte ved mig”.
Krænkelserne forsatte, indtil Karen af sig selv som 14-årig betroede sig til en pædagogstuderende
i klubben.
Flere af de andre deltagere kan også fortælle om, hvordan krænkelserne er fortsat, selvom det er
sagt. Også, selvom man har været i terapi for krænkelserne. Og for nogle af dem fortsatte
krænkelserne ud over myndighedsalderen, hvilket kan forekomme uforståeligt for mange. Kan man
ikke bare gå, når man bliver 18? Sige nej? Og når det nu er afsløret, hvem tør så fortsætte
krænkelserne? Det er der desværre nogle, der gør. Og som krænket er man ofte fastlåst i en
måske mangeårig følelsesmæssig afhængighedsposition, der gør det meget vanskeligt at afvise
krænkeren. Også selv om man på papiret er blevet myndig.
65
4. OM PROCESSEN EFTER BOMBEN ER SPRUNGET
I dette kapitel undersøger vi, hvad der sker, når børnene og de unge fortæller. Man kan
foranlediges til at tro, at alt derfra er godt. Men der kan undervejs ske fejl fra såvel myndigheder
som andre voksnes side, der får sagen til at falde eller gå i stå. Det lykkedes dog for en del af de
respondenter, der sagde noget, at få sagerne afprøvet ved domstolene.
4.1. NÅR MYNDIGHEDER OG ANDRE VOKSNE IKKE ANMELDER KRÆNKELSERNE TIL
POLITIET
I 16 ud af de 20 tilfælde blev krænkelserne anmeldt. Men lad os starte med de sager, hvor der ikke
blev foretaget politianmeldelse.
Mette på 46, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin stedfar, fortalte sin mor om det, da hun var
16 år. Moren troede ikke på det og der skete ikke mere. Mette gik ikke til andre, ligesom moren
heller ikke involverede myndigheder på det tidspunkt. Dette til trods for, at Mettes mor var
uddannet socialrådgiver. Mette talte igen om krænkelserne som 19-20-årig, denne gang med sin
læge. Lægen bevilgede psykiater og gruppeterapi. Heller ikke denne gang blev krænkelserne
politianmeldt.
Oskar på 47, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin far og nogle større drenge, fortalte også
sin mor om krænkelserne. Det skete i forbindelse med, at Oskars far begik selvmord. Moren
reagerede ikke, og næste gang, Oskar talte med nogen om det, var han 28 og begyndt i terapi.
Henning på 61, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin mor og hendes vennebesøg i hjemmet,
forsøgte at fortælle om det til en lærer i skolen. Det afstedkom ingen reaktion.
Henning fortæller: ”Jeg forsøgte at fortælle det i skolen. Min krænker var min mor og dengang, jeg
var barn, var det endnu mere tabubelagt, end det er nu. Jeg ved ikke præcist, hvad jeg sagde.
Men jeg husker frygten for ikke at blive troet. Jeg tror ikke, jeg sagde præcist, hvad der foregik i mit
barndomshjem. Jeg er heller ikke helt sikker på, at jeg vidste, at jeg havde ret til at synes, at det,
som skete i mit barndomshjem, var forkert”.
Herefter går der 30 år, inden Henning igen taler om det i forbindelse med terapi.
Lykke på 42, der oplevede seksuelle krænkelser fra en mand i familien, hvor hun blev passet,
sagde det til sin læge som 16-årig. Herefter blev der koblet en psykolog og en støtte-kontaktperson
på fra kommunen. Ingen af disse myndighedspersoner tog initiativ til at anmelde forbrydelsen.
Karen på 28, der oplevede overgreb fra store drenge i klub og det lokale boligkvarter, betroede sig
som tidligere nævnt til en pædagogmedhjælper i den lokale ungdomsklub. Krænkelserne blev ikke
på det tidspunkt anmeldt. Det var først senere, da Karen kom på et opholdssted, hvor lederen af
stedet anmeldte det sammen med Karen.
66
Så selvom det bliver sagt, er det ikke ensbetydende med, at afsløringerne bliver fulgt til dørs. I
flere tilfælde har myndighederne været involveret, men er ikke gået videre med anklagen til politiet,
men blot forsøgt at behandle og begrænse skaderne.
4.1.1. NÅR AFSLØRINGERNE FØRER TIL POLITIANMELDELSE
Der er imidlertid også myndighedspersoner, der forfølger sagen, til det ender med en
politianmeldelse.
Således kan Susanne på 37, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin stedfar, berette om en
skolepsykolog, der på spørgsmålet om, hvorvidt krænkelserne var blevet anmeldt til politiet,
svarer: ”Ja, det var skolepsykologen, der efter en del samtaler fik mig overtalt til at melde det. Han
var i dialog med kommunen, som hjalp mig med at komme hjemmefra, jeg turde nemlig ikke melde
det, hvis jeg stadig boede hjemme”.
Det rejser en diskussion eller et spørgsmål om, hvorvidt en psykolog, en lærer eller en anden
myndighedsperson altid bør gå videre med en betroelse fra et barn eller ungt menneske. I nogle
tilfælde ønsker børnene ikke, at det anmeldes. I andre tilfælde er det den voksne, der
tilsyneladende vurderer, at det er for hårdt for barnet/den unge at gennemgå en retssag. Og
endelig er der de myndighedspersoner, der føler, at deres tavshedspligt forhindrer dem i at gå
videre. Der er ingen tvivl om, at mange af respondenterne, set i det voksne bakspejl, kunne have
ønsket sig, at deres krænkere var blevet dømt. Men for barnet, der ikke er sikker på konsekvensen
af anmeldelserne, er der alvorlige overvejelser bag ønsket om ikke at få sin krænker fængslet.
I nogle tilfælde viser det sig da også, at selvom sagerne kører hos politiet, ender det ikke med
dom. Og dermed viser sig børnenes bekymringer om at afsløre og anmelde at holde stik. Det er
der flere årsager til, som vi skal se i næste afsnit.
4.1.2. NÅR ANMELDELSEN IKKE FØRER TIL DOM
Sager, der ikke fører til dom, udgør heldigvis mindretallet af de beretninger, som respondenterne
har om deres oplevelser i forbindelse med en anmeldelse af de seksuelle krænkelser.
Ud af de 20 sager, er der fem sager, hvor der foretages en politianmeldelse, men hvor sagen
enten ikke rejses, fordi der ikke er beviser nok, eller hvor tiltalen frafaldes på grund af manglende
beviser, eller hvor der falder dom, men hvor der ankes og frikendes hos en anden retsinstans. Eller
hvor sagen stopper på grund af fejl fra myndighedernes side. De sager ser ud til at være dem, der
tager særlig hårdt på de krænkede. Det er ikke overraskende. Fra at tage skridtet til at anmelde sin
krænker til i nogle tilfælde at ende med at få en følelse af, at samfundet anser en for at lyve, er
ifølge respondenterne noget af det mest belastende, de har oplevet, ud over selve krænkelserne.
4.1.3. NÅR ANMELDELSEN IKKE NOTERES HOS POLITIET
Men først skal vi se nærmere på en sag, hvor en krænker kunne være undsluppet straf, hvis ikke
den krænkede senere som voksen holdt fast og handlede. Som tidligere nævnt, skrev Julie på 32,
67
der oplevede seksuelle krænkelser fra et familiemedlems kæreste, allerede som otte-årig et brev til
sine veninder om de seksuelle krænkelser. Brevet blev som tidligere omtalt vist forældrene til
veninderne, men der blev ikke reageret på det. Senere taler Julie med sin mor om det. Moren
reagerer.
Som Julie siger: ”Min mor forsøgte at gøre noget, anerkendte mine oplevelser…. Min mor
kontaktede politiet i den kreds, manden boede i, men der skete aldrig noget som helst mere. Og
hun blev afvist med et ’de havde styr på ham’”.
Manden var tilsyneladende allerede i politiets søgelys, men politiet valgte ikke at betragte Julies
betroelser som en anmeldelse. Som voksen ser Julie manden igen på en ejendom, hvor der også
er børn. Her er hun 29 år gammel. Hun vælger at anmelde ham, og på baggrund af brevet, hun
skrev som otteårig og en række vidneudsagn fra andre unge mennesker, der også havde oplevet
krænkelser, blev manden dømt.
Julies sag er et godt eksempel på, at man også, når de krænkede børn er blevet voksne, kan
opleve, at krænkeren dømmes. Sandsynligheden for, at der kan føres bevis, falder naturligvis med
tiden, men det betyder ikke, at der aldrig falder dom, som vi kan se i Julies sag. Denne sag giver
også anledning til at drøfte forældelsesfristens rimelighed, som vi skal se nærmere på i et senere
kapitel.
4.1.4. NÅR MYNDIGHEDERNE BEGÅR JURIDISKE FEJL
Karen på 28 år, der oplevede seksuelle krænkelser fra store drenge igennem en årrække fra hun
var seks år, oplevede desværre endnu en fejl fra politiets side. Karen blev anbragt et sted, som
hun var virkelig glad for, og dette opholdssted støttede hende i anmeldelse af krænkelserne. En af
krænkerne tilstod overfor politiet. Desværre begik politiet den fejl, at der ikke var en advokat
tilstede under tilståelsen, og krænkeren trak sin tilståelse tilbage på sin advokats anbefaling.
I dag kan Karen se tilbage på en ungdom med en række indlæggelser og diagnoser, som
Borderline, PTSD, psykoser, spiseforstyrrelser og anden selvskadende adfærd, samt
rusmiddelmisbrug. Når man spørger til hendes trivsel i dag, hvor hun lever af førtidspension,
fortæller hun: ”Livet er ved at være stabilt, føler, jeg får den rette hjælp, støtte-kontaktperson seks
timer om ugen, går på beskyttet værksted, tingene foregår på mine præmisser. Jeg har fundet
accept – at jeg har en fortid, men at jeg selv kan forme min fremtid. Jeg ville ikke have et andet liv,
hvis jeg kunne vælge – vil ikke være bitter”.
Andrea på 28 år fik at vide, at sagen mod hendes stedfar ikke ville kunne rejses på grund af
forældelsesfristen. Andrea var på det tidspunkt 13 år gammel og krænkelserne ophørte, da hun
var syv.
Det leder videre til en anden sag, Ivana’s, hvor hun ganske enkelt ikke ved, hvorfor politiet ikke gik
videre med hendes sag. Ivana på 25, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin stedfar, fortalte
det, som tidligere beskrevet, til en sygeplejerske på en afdeling, som hun var indlagt på i
forbindelse med en alvorlig og mangeårig hudlidelse. Hospitalet anmelder stedfaren, og Ivana kom
til afhøring sammen med en pædagog. Det bliver som sagt aldrig til en sag. Måske fordi, som
68
Ivana selv siger: ”Det var et forhør og pædagogen talte mest for mig – jeg løj også, eller jeg udelod
en masse. Jeg kunne ikke få mig selv til at sige det hele og var vist ikke helt til stede, jeg var fyldt
af skyld og skam”. I næste afsnit dykker vi mere ned i afhøringssituationerne hos politiet, som
respondenterne oplevede dem. Ivana’s hudlidelse forsvandt i øvrigt samtidig med, at hun blev
fjernet hjemmefra.
4.1.5. NÅR BEVISBYRDEN IKKE KAN LØFTES
Maria på 26, der oplevede seksuelle krænkelser fra flere familiemedlemmer, som også solgte
hende til sex med andre mennesker, oplevede at blive taget alvorligt af politi og myndigheder. Og
der blev rejst sigtelse mod både faren og farfaren. Faren blev varetægtsfængslet i en periode.
Sagen var undervejs i flere år, da den endelig rullede. Selve politisagen startede med, at en
plejemor anmeldte de seksuelle krænkelser begået mod Maria. Maria var 22, da hun betroede sig
til sin plejemor. Det gjorde hun, fordi kommunen var ved at tage en del af den hjælp fra hende,
som hun havde fået bevilliget hidtil.
Men inden sagen rullede for alvor, var Maria første gang på politistationen med en pædagog fra et
opholdssted, da hun var 19 år. Maria havde som flere andre i denne undersøgelse en opfattelse
af, at når først hun blev 18 år, kunne det ikke have så stor en konsekvens for de implicerede, hvis
hun afslørede det. Faktisk afslører hun det for en psykiater under en indlæggelse, da hun lige er
fyldt 18.
Maria fortæller: ”Da jeg var 18 år og indlagt på psykiatrisk afdeling, der sagde jeg det til en læge.
Jeg sagde, at der er noget med at xxx (navn fjernet, red.) lægger mig ind over bordet og gør noget
bagfra. Hun blev meget chokeret. Det gjorde måske det hele mere autentisk. Hendes reaktion
svarede til det, jeg fortalte. En erkendelse af, at det her ikke er godt. Der sker ikke noget der, men
igen, jeg var lige fyldt 18, så der kom de nok mindre i klemme. Det var lidt mindre farligt”.
På opholdsstedet, hvor hun var som 19-årig, fortæller hun så om nogle af overgrebene igen. Og
hun tager med på politistationen, men føler sig så presset af opholdsstedet, at hun stort set intet
fortæller. Som hun siger: ”Min tilstand var så dårlig, at sagen blev henlagt”. Maria refererer
oplevelsen med presset fra opholdsstedet som meget ubehagelig.
Maria får som 22-årig fortalt politiet om ikke bare krænkelserne, men også om, at Maria undervejs
har været gravid og gennemført graviditeten og fødslen af barnet, som Maria er bange for er blevet
slået ihjel og bortskaffet. Hun plages stadig af tanker om, om hvorvidt hendes barn egentlig blev
slået ihjel, eller om det blev afleveret til for eksempel en pædofiliring. Maria bliver undervejs i
retssagen undersøgt af en retsmediciner, som kan bekræfte graviditeten og fødslen. Men man
finder aldrig barnet og sagen frafaldes efter et par år, fordi man ikke kan forbinde barnet med
eventuelle krænkere.
Maria er muligvis den, der er hårdest ramt af det efterfølgende retsforløb og en anklage, der endte
med at måtte frafaldes. Hun beskriver det således: ”Som du ved, så plages jeg konstant af frygten
for, at andre ikke kan se, hvordan jeg har det. Eller det vil sige, at det er nok mere frygten for ikke
at blive troet på, der er på spil. Men det slog mig pludselig, at de erindringer, der for tiden bliver
69
ved med at dukke op i min hukommelse, hænger uløseligt sammen med frygten for ikke at blive
set og troet på. Og det gør så forbandet ondt, når disse erindringer og følelser rammer mig”.
Maria vender da også i interviewet igen og igen tilbage til følelsen af vrede og misundelse rettet
mod de krænkede, der oplever at få deres krænkere dømt. Hvilket er forståeligt.
4.1.6. NÅR KRÆNKER DØMMES OG SENERE FRIFINDES
Susanne på 37, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin stedfar, lykkedes med at få stedfaren
idømt godt to år i byretten. Han blev senere frikendt i landsretten. Der er ingen tvivl om, at både
det langvarige forløb, og at det endte med en frifindelse, præger Susanne’s liv i dag. Når hun bliver
spurgt, hvordan hun har det, svarer hun: ”Jeg bliver hurtig stresset og har svært ved at overskue
det hele. Jeg kan ikke overskue mere end to aftaler på en uge, og det er lige før, at det også bliver
for meget. Jeg sover dårligt. Jeg har svært ved at opleve ro i kroppen. Jeg har et dårligt selvværd.
Og et meget dårligt selvbillede. Jeg føler mig ofte sløj”.
En ting er helt sikkert. Fortæller børnene (om de så er blevet voksne eller ej) om seksuelle
krænkelser, og der ingen dom falder, eller dommen ankes og ændres, er der et meget stort
efterarbejde i forhold til at samle disse børn op. I at få dem til at forstå, at politi og andre voksne
myndighedspersoner omkring dem BÅDE kan tro på dem OG lade en eventuel krænker gå fri, fordi
der ikke er bevismateriale nok.
Man kan foranlediges til at tænke, om det nu er det hele værd at anmelde en person for seksuelle
krænkelser set i forhold til, hvad det måtte udløse af konsekvenser for den krænkede, når
krænkelserne ikke kan bevises i tilstrækkelig grad eller sagen trækkes ud på grund af ankesager
og så videre. Således var der også et debatindlæg i Politiken den 19. juli 201516 fra en ung
sociologistuderende, Lea Vesterbye, der meget provokerende anbefalede andre til ikke at
politianmelde krænkere. Som hun skriver: ” Et råd til dem, der har oplevet overgreb: Anmeld det
ikke - medmindre du vil igennem en lang smertefuld proces, der ikke tager højde for dig som offer.
Derfor burde der være tidsfrister for retssagers afslutning”. Leas sag har foreløbig kørt i fire år med
diverse udsættelser og alvorlige konsekvenser med gentagne genopblussen af Leas senfølger af
krænkelserne.
I Huset Zornig betragter vi ”anbefalingen” som en provokation og magtesløs reaktion på et system,
der ikke tager tilstrækkelig hensyn til ofrene undervejs i processen. Hvordan respondenterne i
denne undersøgelse har oplevet processen, skal vi se på i næste afsnit, som ser på mødet med
politiet og domstolene.
Respondenterne i denne undersøgelse peger ikke på at lade være med at anmelde som en
mulighed. I stedet peger de på, at vi i samfundet, skolesystemet og andre steder, hvor børn
opholder sig, klæder børnene på til at kende deres rettigheder og muligheder og klæder de voksne
på til spotte børnenes mistrivsel bedre, at støtte børnene i at sige fra og sige det til nogen, når
krænkelserne sker, mens de sker. Anbefalingerne kan læses i deres fulde ordlyd sidst i rapporten.
16
http://politiken.dk/debat/ECE2762122/anmeld-aldrig-overgreb/
70
4.2. NÅR DER FALDER DOM
Der er ingen tvivl om, at dommen er vigtig for de krænkede. Det er her, omverdenens erkendelse
af, at man har lidt overlast og skade, bliver synlig. Det er her, kravet om og behovet for
retfærdighed honoreres. Den følelse afløses desværre meget hurtigt for flere af respondenterne af
en frustration om dommenes udmåling. Oftest er manglen på beviser definerende for til tider
ubegribeligt milde domme for alvorlige forbrydelser. Sådan må det være, når vi lever i en retsstat.
Ikke desto mindre er det hårdt for de krænkede, at deres krænkelser ikke kan bevises, og at deres
krænkere dermed går fri eller slipper for let.
Nedenfor gennemgås dommenes udmåling og forbrydelsernes karakter, som beskrevet af de
krænkede, i en tabel. De krænkede selv oplever langt de fleste af dommene som en hån
sammenlignet med de store skader, de lever med i voksenlivet. Som man vil kunne se i et
skemaet, døjer de fleste af respondenterne som voksne med alvorlige senfølger som manglende
arbejdsevne, psykiatriske diagnoser, ensomhed og selvmordstanker.
Løsningen, som også respondenterne anbefaler, er som ovenfor nævnt, at vi får børnene til at
fortælle, mens de er børn og krænkelserne pågår. Det gør det alt andet lige lettere at bevise. Og at
de kender deres rettigheder. Og måske også kender de muligheder, der er for at dokumentere de
seksuelle krænkelser? I dag har vi telefoner, der kan optage og filme forbrydelser, ligesom vi ved
meget mere om DNA, og hvad det kan betyde for bevisførelsen. Det er brutale metoder at
anbefale børn. Men det er de skader, de som voksne døjer med, også, ligesom den hån, de
oplever, at det er, når krænker slipper fri eller slipper for let.
4.2.1. GENNEMGANG AF KRÆNKELSER, TILHØRENDE DOMME OG SENFØLGER FOR DE
KRÆNKEDE
I tabellen (Tabel 1.) ridses dommenes omfang og et udpluk af senfølgerne for de krænkede op.
I tabellen er også anført de krænkelser, der aldrig faldt dom i. Dette for at forstå, at en del af de
krænkede, udover de forhold, der er dømt i, må leve med en række andre krænkelser, der enten
aldrig blev afsløret eller som ikke kunne løftes i en domstol.
71
TABEL 1: DOMMENES OMFANG OG UDPLUK AF SENFØLGER
KRÆNKEDES
NAVN OG
ALDER
KRÆNKELSERNES
KARAKTER OG
UDSTRÆKNING
KRÆNKERS DOM
KRÆNKEDES SENFØLGER
Maja
Plejebror befamling,
oralt og forsøg på
samleje, jævnligt
igennem seks år fra 6-7
år til 13.
To års betinget fængsel
og 10.000 i erstatning.
Straffen nedsat pga. at
krænker var på
sinkestadie
Mange år på kontanthjælp, PTSD,
stor gæld, tendens til at isolation,
fysisk sygdom, ingen uddannelse, har
søgt sekter, til tider selvmedicinering
med medicin og alkohol,
selvmordsforsøg
Far. Ønsker ikke at
fortælle detaljer.
Krænkelser i seks år fra
13 år til 19 år.
Tre måneders fængsel
Førtidspension, stofmisbrug,
kriminalitet
Far, mor, venner af
familien, to
pædagoger, en større
dreng på et
opholdssted.
Krænkelserne fandt
sted i 19 år fra Sarah
var spæd. Befamling,
brutale voldtægter og
alt derimellem
En ven af familien blev
idømt seks måneders
fængsel og 15.000 kr. i
erstatning.
Førtidspension, indlæggelser på
psykiatriske afdelinger det meste af
voksenlivet, mange ECT-behandlinger
(elektrochok imod selvmordstanker),
selvmordsforsøg, manglende samvær
med datter, relationsbesvær,
Borderlinediagnose, selvskadende
adfærd.
Bror (12 år ældre), i syv
år fra 3-10 år. Ingen
detaljer.
Seks måneder på lukket
institution
Hashmisbrug, intet netværk, mistet
læreplads, isoleret, ensom, fattig,
depression, selvmordstanker
Stedfar fra Sonja var 10
til 13 år. Tvungen
dyresex og vidne til
dyremishandling, ting i
op i skridtet, samleje,
tvungen masturbation
Først et år, men dommen
ankedes og blev ændret
til otte måneder
Førtidspensionist, Selvmordstanker,
angst, psykologtimer igennem mange
år
38
Peter
35
Sarah
36
Erik
25
Sonja
56
72
Cecilie
27
Tine
42
Flere venner til
familien. Befamling,
kys, fastholdelse og
forsøg på samleje. Fik
forevist pornofilm. Fra
2-3 til 7-8 års alderen
En blev dømt. Et år og tre
måneder. Flere andre
børn var også blevet
krænket. Deres
krænkelser var en del af
dommen. Cecilie fik
50.000 kr. i erstatning.
Svært ved at komme i gang med
uddannelse hashmisbrug, PTSD,
stress, angst, OCD,
personlighedsforstyrrelse,
selvmordstanker
Far, bror og psykolog.
Befamling, oral, forsøg
på samleje. Samlet set
igennem et par år. Bror
længst udstrækning.
Psykolog blev dømt 3-4
års fængsel. Flere andre
børn var også blevet
krænket. Deres
krænkelser var en del af
dommen.
Mangeårig psykologforløb,
depression, selvudslettende og
opgivende, ensomhedsfølelse
Sagde nej til erstatning
Mona
48
Lotte
24
Sille
18
Julie
32
Far. Fra 4 til 19 år.
Samleje.
3,5 års fængsel for
krænkelser mod Mona og
et barn mere.
Førtidspension, gæld,
spiseforstyrrelser, depression,
selvmordsforsøg, mange års
psykologforløb, svært med tillid,
ensom
Far. Oral, befamling,
samleje. To års
udstrækning fra Lotte
var 11 til 13 år.
5 år og 100.000 kr. i
erstatning.
Kontanthjælp
Far. Krænkelser fra
Sille var 5-14 år.
Befamling, oral,
samleje
12 års fængsel for
krænkelser mod Sille og
andre børn.
Svært med tillid, depression, svært
med uddannelse, psykologhjælp,
selvmordstanker, ensomhedsfølelse,
søvnproblemer
Anden seksuel omgang
end samleje
5 måneder betinget
Diagnose for PTSD, mistænkt for
Borderline, skizofreni og
maniodepression, 10 indlæggelser på
psykiatrisk, psykologhjælp,
rusmiddelmisbrug, stor gæld
Depression, PTSD, svært med tillid,
angst for store grupper af mennesker,
cutting
73
Der er løbende fra tid til anden offentlig debat om, hvorvidt dommene og strafudmålingen er
rimelige i forbindelse med seksuelle forbrydelser mod mindreårige. Ligesom der også jævnligt
diskuteres rimeligheden af at have en forældelsesfrist.
4.2.2. RIMELIGE DOMME?
Med hensyn til dommenes rimelighed er der blevet lavet en undersøgelse af 79 pædofili-domme
fra 2007 til 2013, og på trods af en strafferamme på op til 12 års fængsel, og en skærpelse af
loven, sådan at sex med et barn under 12 år er at betragte som voldtægt, er gennemsnittet af
dommenes udstrækning ikke steget. Igennem seks år har dommene ligget ret gennemsnitligt på
godt 3 års fængsel17. Det vil sige, at strafferammen langt fra udnyttes.
Som man kan se i skemaet, er det da også kun én af respondenterne, der opnåede at få krænker
idømt den maksimale straf på 12 år. Gennemsnittet af de øvrige strafudmålinger er 21 måneder
eller mindre end to år. En formodning her er, at i sagen, der endte med en dom på 12 år, var der
tilstrækkeligt med beviser, fordi krænkelserne blev afsløret, mens krænker stadig var aktiv. Altså
igen – hvis vores respondenter alle havde haft mulighed for og var blevet hjulpet til at fortælle om
alle krænkelserne, mens de stod på, ville vi formodentlig have set langt hårdere domme.
Det ændrer ikke på, at respondenterne finder dommene alt for lempelige i forhold til de skader, de
lever med, og mener, at strafferammen burde justeres, så krænkerne oplever en større
konsekvens.
Peter Skaarup, retsordfører fra Dansk Folkeparti, foreslår18 da også, at man indfører
minimumsstraf frem for en maksimumsstraf: ”Det skriger til himlen, at man har så korte straffe i
gennemsnit som tre år, når det drejer sig om noget så alvorligt, som voldtægt af børn. Man bør
udnytte strafferammerne noget bedre, så gennemsnitsstraffene ikke ligger helt i bunden. Man
burde fra politisk side tvinge domstolene til at give højere straffe ved at indføre en minimumsstraf.
Her mener jeg, at fem år ville være rimeligt”.
Og det kunne se ud, som om der på dette område er samklang i holdningerne til højere straffe til
pædofile på tværs af partierne på Christiansborg. Trine Bramsen, retsordfører fra
Socialdemokratiet, understøtter19 nemlig Skaarups ønske om strengere straffe: ”Jeg går generelt
ind for hårde straffe til mennesker, der begår overgreb på børn. Derfor ser jeg gerne på, om der er
behov for strafskærpelser på grundlag af de eksisterende sager”.
4.2.3. SKAL FORÆLDREFRISTEN VÆK
Flere af respondenterne ærgrer sig over forældelsesfristen. Og som vi vil se i kapitel 6, hvor vi ser
på gruppen af voksne krænkede børn, der aldrig sagde det til en voksen inden forældelsesfristens
udløb, vil der også her være flere respondenter, der i dag har mod på at melde deres krænker,
men hvor det ikke er muligt rent juridisk. De er et sted i livet, hvor det ikke har så voldsom
17
http://www.mx.dk/nyheder/danmark/story/28448114#showid=4097&index=0
http://www.mx.dk/nyheder/danmark/story/28448114#
19
http://www.mx.dk/nyheder/danmark/story/28448114#
18
74
konsekvens at afsløre krænkelserne. Hvor uddannelse, familieliv og karriere er på et niveau, som
er mere stabilt, end da de var i tyverne, hvor de fleste er ved at etablere sig på mange måder.
Dansk Folkeparti fremsatte et lovforslag i Folketinget i 2011, der netop argumenterer for en
ophævelse af forældelsesfristen. Det var der ikke flertal for på det tidspunkt. På baggrund af de 20
respondenter, der sagde noget, og de 15 respondenter, der ikke sagde noget, og den belastning,
de alle døjer med i voksenlivet, bør man overveje rimeligheden i, at de selv kan bestemme,
hvorvidt de vil forsøge at retsforfølge deres krænker eller ej.
Dansk Folkepartis argumenter for at ophæve forældelsesfristen er som følger: 20
FØRSTEGANGSFØDENDE KVINDER
Flere kvinder, der som børn har oplevet seksuelle overgreb i barndommen, får ofte
flashbacks og problemer med fortiden i forbindelse med deres eget moderskab. De
bliver bl.a. angste for, om deres børn skal blive krænket af den samme
gerningsmand, hvis denne er inden for familien. Ganske ofte opstår
vanskellighederne, når børnene er et par år gamle – og ofte når de når den samme
alder, som kvinden havde, da overgrebene startede. Gennemsnitsalderen for
førstegangsfødende kvinder i 2009 var på 29 år (jf. Danmarks Statistik,
Gennemsnitsalder for fødende og nybagte fædre
http://www.dst.dk/Sites/KVM/Befolkning/gnst_alder_foedende.aspx). Disse kvinder
er på dette tidspunkt allerede 1-6 år for sent ude i forbindelse med en anmeldelse af
krænkeren, afhængig af, om overgrebene er begået af en søskende eller far, onkel,
m.m.
MANGLENDE BEVISBYRDE
Afvisning af ophævelse af forældelsesfristen alene på baggrund af, at bevisbyrden
ikke kan løftes, er ikke et argument i sig selv. Bevisbyrden kan i følge politiet ikke
løftes efter 48 timer. Ofre skal gennemgå en retsmedicinsk undersøgelse inden for 48
timer, ellers er beviserne ikke brugbare. Seksuelle overgreb, heriblandt anden kønslig
omgang end samleje, efterlader heller ingen spor efter 1,5 eller 10 år. Enhver
mistanke om seksuelle overgreb bør undersøges. Seksuelle krænkere, der ikke
stoppes, fortsætter ofte med nye ofre. Så længe de ikke er dømt på grund af
forældelse, manglende beviser eller vidner, udgør de en potentiel fare for samfundet
– især over for vores børn. Der vil intet være at spore på hverken straffeattest eller
børneattest, og de kan frit få arbejde i vores børns dagsinstitutioner.
Ikke alle er imidlertid enige om, at forældelsesfristen skal forlænges eller afskaffes. Således sagde
professor i strafferet, Vagn Greve, i 2007 til Politiken:21 ”Der er så mange følelser involveret i det,
og vi er alle sammen enige i, at incest og pædofili er nogle særdeles grimme forbrydelser. Derfor
har vi en meget lang strafferamme og nogle ekstraordinært lange forældelsesfrister.” Men Vagn
Greve kan ikke forlige sig med tanken om, at forbrydelser aldrig forældes: ”Hvis vi går ud fra, at vi
20
21
http://www.folketingstidende.dk/RIpdf/samling/20101/beslutningsforslag/B124/20101_B124_som_fremsat.pdf
http://politiken.dk/indland/ECE308632/professor-daarlig-ide-at-forlaenge-paedofilisager/
75
skal straffe folk til evig tid, så kommer man til at straffe nogle andre, end dem, som begik
forbrydelsen. Vi har alle begået dumheder, og vi har forhåbentlig alle ændret os til det bedre i
tidens løb.”
Ikke kun professor Vagn Greve, men også Straffelovrådet, der rådgiver justitsministeren, mener, at
en ophævelse af forældelsesfristen er en dårlig ide. I en pressemeddelelse22 fra daværende
justitsminister Morten Bødskov fra 2012 står der: ”En yderligere forlængelse af forældelsesfristerne
vil kunne forøge risikoen for, at uskyldige bliver dømt, eller at skyldige frifindes”.
Spørgsmålet er imidlertid også, om en skærpet strafudmåling og fjernelse af forældelsesfristen
kunne have en præventiv betydning for fremtidige krænkere. Ikke desto mindre er det de
krænkedes ønske, at straffen i højere grad afspejler de lidelser, de efterfølgende lever med.
4.3. POLITIETS OG DOMSTOLENES ROLLE I EFTERFORSKNINGEN
Der er ingen tvivl om, at en af de mest voldsomme oplevelser, respondenterne har haft, er mødet
med politiet. For de allerfleste af respondenterne er det første gang, de møder ordensmagten, og
det er forbundet med meget angst og mange forestillinger. Så paraderne er oppe allerede inden de
møder politiet. Tanker, om hvorvidt de vil blive troet på, og om politiet vil synes, at det er ulækkert
og flovt, hvad man fortæller, fylder rigtig meget. Især det med at blive troet på. Forestillingen for de
kvindelige respondenter omkring politimandens køn og betydning for, om man kan åbne sig, fylder
også rigtig meget.
Vandene skilles blandt respondenterne, når man spørger til deres oplevelse med politiet og
retssystemet i det hele taget. Det er klart, at det under alle omstændigheder er en tilsnigelse at tale
om, at afhøringer hos politiet og i retten kan være en god oplevelse. For hvordan kan det på nogen
måde ”være godt” at blive afhørt i detaljer om hændelser, man føler skam ved? Og det af nogle
mennesker, man ikke kender, og som ikke har til opgave, at tilføre en terapeutisk støtte, men for at
opklare en forbrydelse? Ikke desto mindre har flere af respondenterne oplevet følelsen af, at blive
troet på, blive hørt og blive spurgt på den rigtige måde, ligesom de har følt, at politiet har tilpasset
sig deres behov på en måde, som de ikke havde forventet sig fra en myndighed som politiet.
Politiet har da også i de senere år arbejdet på at styrke medarbejdernes kompetencer i at afhøre
børn, ligesom der med børnehusenes etablering23 i efteråret 2013 blev skabt nogle rammer, der er
noget mere nænsomme, end de hidtil eksisterende, og mere effektive til at skabe overblik over
sagerne.24 Ingen af respondenterne har dog oplevet at blive afhørt i et børnehus. Dertil er de for
gamle, forstået som, at børnehusene ikke eksisterede, da de blev afhørt.25
En workshop, der blev afholdt med frivillig deltagelse af respondenterne, blev afholdt i det
nyetablerede Børnehus Sjælland, så respondenterne kunne se, hvordan børn modtages i dag, når
22
http://www.justitsministeriet.dk/nyt-og-presse/pressemeddelelser/2012/straffelovrådet-foreslår-skærpelser-overseksualforbrydelser
23
http://gammel.socialstyrelsen.dk/born-og-unge/overgreb/boernehuse/find-dit-boernehus/boernehushovedstaden/videoafhoring
24
http://socialstyrelsen.dk/nyheder/2014/bornehuse-giver-ny-viden-om-overgreb-mod-born-og-unge
25
http://socialstyrelsen.dk/born/overgreb/bornehuse/om-bornehusene
76
de skal afgive forklaring. Flere af respondenterne udtrykte stor glæde og overraskelse ved
rammerne, og en enkelt blev så ked af det, at hun måtte trøstes. Hun udtrykte vrede over, at hun
ikke havde haft de muligheder. Hvis hun havde haft dem, havde hun formodentlig åbnet sig endnu
mere og taget mindre skade af årelange afhøringer og undersøgelser. Det er selvfølgelig hårdt
ikke at have haft samme muligheder, men det fortæller også noget om, at Børnehusene
repræsenterer et stort fremskridt i forsøget på at lave god efterforskning og gøre hele håndteringen
af sager med seksuelle overgreb på børn mere nænsom.
OM BØRNEHUSENE
Et børnehus skal benyttes i sager om overgreb mod børn eller unge fra 0 til og med 17 år.
Hvis der er viden eller mistanke om, at et barn har været udsat for overgreb, og når politi eller sygehusvæsen er
involveret i sagen, skal en kommune benytte et børnehus som led i den børnefaglige undersøgelse.
I børnehusene samles relevante myndigheder for at sikre en koordineret og tværfaglig indsats af høj kvalitet. I
huset møder barnet eller den unge professionelle, der er vant til at tale med børn og unge om overgreb. Det kan
være politi, socialrådgivere og psykologer. Formålet er, at børn, der har været udsat for seksuelle eller voldelige
overgreb, får en kvalificeret og skånsom indsats samlet på ét, børnevenligt sted.
Kilde: Socialstyrelsen
4.3.1. NÅR DET ER EN GOD OPLEVELSE AT BLIVE AFHØRT
Hvad vil det sige at have en god oplevelse hos politiet? Det udtrykker Julie på 32, der oplevede
seksuelle krænkelser fra et familiemedlem på denne måde: ”Det var hårdt og følsomt, men meget
tillidsfuldt”. Når man spørger til, hvad der var positivt, svarer hun: ”At blive troet på og taget seriøst.
Ikke overhovedet at blive mistænkeliggjort, hvilket man jo kunne frygte at blive”. Julie fremhæver
dog også en bagside ved afhøringen og selve sagen, nemlig at hun fik detaljer om andre pigers
krænkelser beskrevet, hvilket var meget hårdt for hende. At vide, at andre små piger havde oplevet
meget grove ting begået af den samme mand, rystede hende. Men alt i alt gjorde politiet præcist,
som hun synes var rigtigt og godt. Men Julie var også 29 år, da afhøringerne fandt sted.
Er det så anderledes for de respondenter, der var børn under afhøringen? Andrea på 28, der
oplevede seksuelle krænkelser fra sin stedfar, blev afhørt, da hun var 13 år. Hun fremhæver også
en del positive ting ved afhøringen: ”Ja, min psykolog tog mig med til xxx (navn fjernet, red.) politi,
hvor jeg fortalte det hele til en meget venlig mandlig betjent. Det var meget jordnært, han havde
ingen uniform på, og vi snakkede stille og roligt om det”. Adspurgt om, hvorvidt der var noget
mindre positivt at fremhæve omkring afhøringen, svarer hun: ”Ikke noget, men selvfølgelig var det
lidt pinligt at snakke om”. Andreas svar illustrerer, hvordan seksuelle krænkelser aldrig kan blive
talt om på en ”hyggelig måde”, men dog at der kan skabes en stemning og et rum, der skaber tillid.
På trods af den gode oplevelse hos politiet blev sigtelsen mod stedfaren frafaldet.
77
SÅDAN AFHØRES BØRN IDAG
Vi foretager først et kontaktetableringsmøde med barnet og dets primære omsorgsperson(er), hvis ikke det er
dem, der har foretaget overgrebene. Ofte besøger vi dem i hjemmet dagen før afhøringen, men vi gennemfører
også ofte dette i Børnehuset efter at vi har fået det, da der er gode faciliteter og venlige omgivelser til det.
Selve afhøringen foregår i et venligt indrettet lokale, hvor der, som udgangspunkt, kun er barnet og
videoafhøreren tilstede. Afhøringen optages på dvd og overværes i et monitorlokalet af politiets sagsbehandler,
af politiets jurist/anklageren på sagen, en forsvarer for den mistænkte, en bistandsadvokat for den forurettede
og en repræsentant – gerne sagsbehandleren – fra de sociale myndigheder. Nu også ofte af en psykolog eller
socialrådgiver fra Børnehuset, som skal havde barnet og dets familie i behandling efterfølgende.
Selve afhøringen foretages selvfølgelig så nænsomt og empatisk som muligt. Vi skal indledningsvis
sandhedsformane barnet (afhøringen træder i stedet for en afhøring i retten), ligesom vi skal gøre barnet
bekendt med retsplejelovens § 171, der omhandler vidnefritagelsesreglerne, hvis der er tale om, at det er nær
familie, der har begået overgrebene. Dette gør vi dog kun ved børn fra 7-års-alderen og op, idet vi ellers clearer
spørgsmålet med den forældremyndighedsindehaver, der ikke er mistænkt for overgrebene. Vi vil gerne have
hævet denne alder, idet denne regel stadig er meget dilemmapræget, og det giver ingen mening for et barn, at
man skal afhøre det om dets far, eksempelvis, og så samtidig siger, at det ikke behøver at fortælle om dets
nærmeste familie.
Når videoafhøreren ikke kan finde på flere spørgsmål, holder man en pause, hvorunder sagsbehandleren fra
kommunen kommer ind og er hos barnet og snakker om neutrale emner med barnet, mens afhøreren henvender
sig i monitorlokalet, hvor de tilstedeværende får mulighed for at stille supplerende og uddybende spørgsmål (der
igen skal træde i stedet for denne mulighed i retten). Afhøreren vender tilbage til afhøringslokalet og stiller de
spørgsmål, der ønskes stillet.
Kilde: Kriminalassistent Birgit Maagaard Pedersen.
4.3.2. BETYDNING AF AFHØRERENS KØN
Maria på 26, der oplevede seksuelle krænkelser fra faren og mænd, hun blev solgt til, ligesom hun
fødte et barn, der forsvandt, oplevede både gode og dårlige ting omkring kontakten med politiet.
Hun var til afhøringer ad flere omgange med flere års mellemrum. Første gang fik en mandlig
politibetjent sagt, at han kendte hendes far. Det fik hende til at lukke ned, ligesom det var et
problem, at han var en mand. Næste gang var det en kvindelig politibetjent, og Maria fremhæver
en bestemt betjents udførlige forklaring på politiets metode som positiv: ”Er nogle gange gået
tudende derfra og følt, at jeg ikke blev troet på, men xxx (navn fjernet, red.) fortalte mig, at jeg blev
rustet til, at en forsvarer ville tale sådan til mig”. Samme betjent gav Maria sit mobilnummer, så
hun kunne komme i kontakt, når hun ville, hvilket hun benyttede sig af, og fremhæver det som den
bedste oplevelse. Maria kan stadig her fire år efter, kontakte betjenten. Også selvom tiltalen blev
frafaldet, og der aldrig faldt dom. Maria oplever i øvrigt stadig nye flashbacks om sine oplevelser,
og på den måde forekommer det fornuftigt, at betjenten kan kontaktes, hvis der skulle dukke nye
oplysninger op.
78
Tine på 42, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin bror, far og en psykolog, havde også en god
oplevelse med politiet, da hun blev afhørt i teenageårene. Hun fremhæver, at hun blev hørt, men
ikke troet på. Det kunne man måske tro, var en dårlig oplevelse, men ikke for Tine. Adspurgt om
situationen ved afhøringen, svarer hun: ”Jeg blev afhørt af politiet vedrørende psykologens
overgreb, og selvom det var meget ubehageligt, følte jeg, det var nødvendigt og på en eller anden
måde forløsende. Der var kun en betjent tilstede, men jeg følte mig egentlig tryg”. Når man spørger
Tine, hvad hun vil fremhæve som positivt ved afhøringen, svarer hun: ”Jeg blev endelig hørt og
taget alvorligt.” Psykologen fik en dom på godt tre år.
4.3.3. NÅR DET ER EN DÅRLIG OPLEVELSE AT BLIVE AFHØRT AF POLITIET
Der er desværre også respondenter, der har haft en dårlig oplevelse. Det bekymrende er, at tre ud
af de otte respondenter, der følte sig dårligt behandlet, er 25 år eller derunder. Man kunne
formode, at jo yngre ofre, jo bedre oplevelse med politiet, fordi samfundets og politiets viden og
kompetencer på dette område er blevet bedre. 26 Det synes ikke at være tilfældet her, men der er
to ting, man skal være opmærksom på. For det første har ingen af respondenterne oplevet at blive
afhørt i de faciliteter, som børnehusene tilbyder i dag. For det andet er fire respondenter ikke en
stort nok antal til at konkludere noget generelt. Men der er ingen tvivl om, at det er et område, der
er værd at udforske nærmere. Altså oplevelsen hos politiet og den afledte effekt af kvaliteten af
afhøringen. Det kunne være interessant at lave en undersøgelse af, om der er en sammenhæng
mellem ofrenes oplevelser i afhøringssituationen og sandsynligheden for, at der falder dom i en
sag.
Man kan diskutere, om det er en dårlig oplevelse med politiet, når man som 25-årig ikke kan huske
afhøringen, som tilfældet er med Erik, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin storebror
igennem syv år. Derfor tæller han ikke med i statistikken over dårlige oplevelser. Alligevel er det
tankevækkende, så lidt han husker. Man kunne have en fornemmelse af en ret traumatisk
oplevelse vedrørende opklaringsprocessen. Erik blev spurgt til, hvorvidt han blev afhørt af politiet,
og blev bedt om at beskrive situationen. Erik var ti år på det tidspunkt: ”Ja, det blev jeg – jeg var
meget bange og kan huske, at jeg blev videoafhørt, så jeg ikke kunne se min bror i retten. Det står
lidt som en tåge for mig, jeg kan ikke huske detaljerne, som f.eks. hvor mange var der, hvordan
rummet så ud, men det var en mand, der afhørte mig”. Adspurgt om, hvad han vil fremhæve som
positivt ved afhøringen, svarer han: Ved jeg ikke, udover at blive videoafhørt”. Erik bliver endvidere
spurgt, om han kunne have ønsket sig afhøringen grebet anderledes an. Til det svarer han: ”Ja, at
min bror havde fået en længere straf, men det har nok ikke noget med afhøringen at gøre.” Erik
oplevede seksuelle krænkelser fra sin 12 år ældre bror, fra han var tre til ti år. Hans bror blev idømt
seks måneder på en lukket psykiatrisk institution. Erik blev også spurgt, om han følte sig hørt af
politiet. Til det svarer han: ”Ja, sådan da”.
Karen på 28 år, der oplevede seksuelle krænkelser fra en række større drenge, havde en blandet
oplevelse med politiet. Hun fremhæver det som positivt, at hendes plejemor og en advokat måtte
være til stede ved afhøringen. En plejemor, som Karen var tæt knyttet til. Hun fremhæver også, at
hun fik alle de pauser, hun havde brug for, og at politiet tog en lang snak med hende om
konsekvenser ved en anmeldelse. Oplevelsen med at blive videofilmet fremhæver hun som
26
http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-48318118:sådan-afhøres-misbrugte-børn.html
79
negativ: ”Lokalet var koldt, og det var meget ubehageligt at blive videofilmet.” Men hendes største
anke i forhold til politiet var dog ikke afhøringen af hende selv, men afhøringen af en af hendes
krænkere. Når man spørger hende, hvad hun kunne have ønsket anderledes, svarer hun: ”At
politiet ikke havde lavet fejl under afhøringen af xxx (navn fjernet – problemet var, at der ikke var
en advokat tilstede, red.), så hans tilståelse kunne ikke bruges.”
Ovenfor ses et billede af Børnehus Sjællands videoafhøringslokale, hvilket tager sig mere
imødekommende og rart ud, end det, mange af de voksne krænkede børn oplevede, da de kom til
afhøring på den lokale politistation.
4.3.4. SKAL PÅRØRENDE MED TIL AFHØRING?
En anden kvinde, Maja på 38 år, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin plejebror, havde også
sin plejemor med til afhøring. Hun ville gerne have haft, at plejemoren ikke var der, men turde ikke
sige det. Maja har intet positivt at sige om mødet med politiet. Når man spørger hende, hvad der
var mindre positivt, svarer hun: ”At det var to mænd. De var ikke venlige eller pædagogiske og
brugte mange ord, jeg aldrig havde hørt før. Min plejemor var med derinde, og det var heller ikke
fedt, for hun sad hele tiden og lavede øjne og kommenterede, hvad jeg sagde”.
Det er åbenlyst, at hvad det ene offer har behov for, ikke nødvendigvis er det samme, som det
andet har. Nogle har brug for deres voksne omkring sig, og andre har bestemt ikke. Læren her må
være, at man spørger barnet uden omsorgspersonen er til stede, om hvem de gerne vil have med.
80
Og hvis barnet er bange for at sige nej til dets plejemor, så må politiet tage ansvaret for
beslutningen om at få hende til at vente udenfor, så det ikke går ud over barnet efterfølgende.
Cecilie på 27 år, der oplevede seksuelle krænkelser fra venner af familien, havde sin mor med til
afhøring, hvilket hun fremhæver som det eneste positive ved selve afhøringen. For hende var
mødet med politiet hårdt. Det skete, da hun var knapt ti år: ”Det var rigtigt ubehageligt. Jeg følte,
de var imod mig. At de var onde. Jeg følte mig ikke hørt og forstået. De gjorde mig utryg og bange.
Der var rigtigt mange tilstede, som bare kiggede på mig, og jeg følte, de var imod mig. De spurgte
om de samme ting så mange gange, og det gjorde, at jeg blev helt i tvivl. Jeg husker deres
toneleje meget hårdt”. På et tidspunkt reagerer moren på det hårde toneleje: ”De skældte endda
min mor ud, da de mente, hun blandede sig, da hun sagde noget i stil med, at hun synes, de var
hårde ved mig”. Cecilia oplevede til gengæld politiet som meget positive, da hun efterfølgende
skulle køres til undersøgelse: ”Jeg var til gynækologisk undersøgelse i xxx (bynavn fjernet, red.),
hvor politiet kørte os. De roste mig rigtig meget og holdt ind, så mine forældre kunne købe en is til
mig, fordi jeg var så dygtig. Der var jeg virkelig stolt og glad, og følte, at politiet var med mig og
ikke mod mig”.
4.3.5. DEN POLITIBETJENT UNDER HELE FORLØBET
Flere af respondenterne har også oplevet at blive afhørt af først en betjent, og så dernæst en
anden, og have en fuldstændigt forskellig oplevelse. Som Mona på 48 år siger, adspurgt om,
hvorvidt der er noget, hun vil fremhæve som mindre positivt: ”At ham, der skrev rapport og afhørte
mig, var rigtig okay, men ham, der kom efter, og som jeg blev afhørt af, da den første havde ferie,
ikke var særlig rar – han troede ikke på mig. Det kunne være rart, hvis der kun var en, som var
gennemgående”.
4.3.6. RAMMERNE FOR DEN GODE AFHØRING
En anden ting, flere af respondenterne hæfter sig ved, er tidsudstrækningen af afhøringen. Sarah
på 26, der oplevede seksuelle krænkelser fra hendes forældre, og kunder, hendes forældre solgte
hende til, oplevede at blive hentet til afhøring og sidde i seks timer og fortælle og se på billeder af
hende i seksuelle situationer med en af hendes forældres kunder. Hun følte sig ikke hørt af politiet.
Men hun følte sig troet. Kunden, man kunne identificere på billedet, fik seks måneders fængsel.
Susanne på 37 år, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin stedfar, beskriver her, hvordan en
forstyrrelse i en afhøring, som tilsyneladende går godt, kan ødelægge oplevelsen. Susanne var på
det tidspunkt 16 år gammel: ”Jeg blev afhørt af en kvindelig betjent. Jeg husker ikke så meget af
det, men jeg husker, at det var et lille rum, og jeg kan huske, at hendes telefon ringer, og jeg hører
hun i røret siger, at de har anholdt ham. Der brød jeg sammen”. Susanne var bange for sin stedfar
og nægtede at sige noget, før hun blev garanteret at komme væk hjemmefra. Det gjorde hun så,
og derfor blev hun afhørt. Stedfaren blev dømt i byretten, men frikendt i landsretten.
Det, at afhøre børn og unge vedrørende seksuelle krænkelser, er svært. Som vi kan høre ovenfor,
skal rammerne være til stede, de voksne skal virke tillidsfulde på barnet, og barnet skal føle sig
hørt, forstået og anerkendt for det, det fortæller. Og også gerne rost. Men der er en balancegang,
81
for er man for pædagogisk, opmuntrende og rosende, kan sagen tabes i retten, fordi forsvarer kan
påstå, at politiet lagde barnet ord i munden eller opmuntrede til at fortælle bestemte ting.
Kriminalassistent og videoafhører Birgit Maagaard Pedersen, Københavns Politi, Afdelingen for
Personfarlig Kriminalitet, Drabssektionen, beskriver her den gode videoafhører:
”Er tillidsvækkende, empatisk, rolig. Sørger for at forberede sig godt til afhøringen: Sætter sig
grundigt ind i sagen og i barnets situation og nære relationer, osv. Lader barnet få lov til at snakke
om lidt hyggeligere ting, men er god til at føre det rimeligt hurtigt tilbage til det ubehagelige emne.
En balance mellem det empatiske og det politimæssige, hvor vi er nødt til at få nogle facts på
bordet”.
For sagen og for barnet er det bedste, at afhøringen foregår så neutralt og faktabaseret som muligt
med respekt for, at rammerne både fysisk og mentalt skal være til stede. Telefoner skal ikke ringe,
ligesom forældre ikke skal skældes ud foran barnet og afhøringen skal naturligvis ikke udtrætte
barnet unødigt. Det er Huset Zornig’s indtryk, at netop disse forhold synes at være på plads med
politiets specialuddannelse af videoafhørere og børnehusenes tilstedekomst i 2013. 27 28 I 2016
evaluerer Socialstyrelsen børnehusene, så der får vi mere viden om effekten af etableringen af
dem.
Birgit Maagaard Pedersen fortæller her om, hvad der i dag fungerer godt, og hvad der kunne
forbedres. ”Jeg mener godt at kunne sige, at politiet efterhånden foretager en kvalificeret og
effektiv sagsbehandling på området. Her i Købehavn har vi pr. medio september 2014 samlet alle
overgrebssager – såvel voldssager, som sager om seksuelle overgreb – i vores afdeling, hvor vi er
en gruppe politifolk, der har specialiseret os i behandling af sagerne, og derfor efterhånden også
får et godt og konstruktivt samarbejde med sociale og andre myndigheder, hvor vi kender
hinanden. Det, der nogle gange fungerer mindre godt, er når vi er under tidspres og ikke kan følge
med, så vi har svært ved at overholde de tidsfrister, der er foreskrevet i behandlingen af sagerne,
ligesom vi nogle gange løber ind i, at nogle børn, der har været udsat for overgreb fra deres
omsorgspersoner, af de sociale myndigheder - sikkert af økonomiske årsager - bliver placeret hos
nær familie, indtil vi har fået gennemført videoafhøringer, og det betyder ofte, at vi får indtryk af, at
børnene er blevet godt og grundigt påvirket til ikke at fortælle om overgrebene, hvilket igen
betyder, at selve straffesagen falder. Hvor gerne vi end vil, kan vi ikke altid gennemføre en
videoafhøring her og nu. Nogle gange kan det til gengæld også være OK, at det er sådan, da det
ikke altid vil være formålstjenligt, hvis de primære omsorgspersoner risikerer fængselsstraf, da det
vigtigste jo er, at overgrebene ophører, hvilket vi kan håbe, at vi medvirker til, at de gør. Jeg taler
her mest om sager om voldelige overgreb af ikke så voldsom karakter”.
Birgit Maagaard Pedersen peger desuden på, at der i fremtiden bør fokuseres endnu mere på
samarbejdet de enkelte faggrupper imellem, samt kompetencerne til at afhøre meget små
børn: ”Jeg synes hele tiden, vi forsøger at optimere vores arbejde og vores samarbejde med de
respektive faggrupper, og vi kan aldrig blive færdige med at blive bedre. I nogle sager kører
tingene bedre, end i andre sager, og det afhænger jo også en del af de enkelte sagsbehandlere fra
27
Specialuddannelsen for videoafhørere er en uges uddannelse i seksuelle overgreb og 14 dages uddannelse i
videoafhøring for politiuddannede.
28
http://nyhederne.tv2.dk/samfund/2014-04-17-efter-seks-måneder-børnehuse-er-en-succes
82
de respektive systemer. Vi forsøger hele tiden at blive bedre til at kommunikere med hinanden og
til at respektere hinandens arbejdsindhold. For eksempel, at psykologer venter med at tale med de
forurettede, til vi har gennemført vores videoafhøringer, hvad vi selvfølgelig skal gøre hurtigst
muligt. Vi kan helt klart stadig blive bedre til at foretage afhøringerne af især de helt små børn,
men vi har jo meget kort tid til at oparbejde tillid og fortrolighed. Desværre kan vi jo konstatere, at
vi ofte løber panden imod en mur, og ikke lykkes med at få brugbare oplysninger ud af børnene,
især når de er helt små, og især, når overgrebene er begået af de primære omsorgspersoner. Det
vil vi gerne blive meget bedre til. De sociale myndigheder bør i videre udstrækning kunne placere
de udsatte børn på institutioner eller hos uvildige personer, indtil vi får sikret vores afhøringer, men
det er jo økonomi, der hovedsageligt spiller ind dér”.
4.3.7. AFHØRINGER I GAMLE DAGE
Følgende er en beskrivelse af, hvordan det før i tiden kunne være, at være barn til afhøring. Dette
er taget med for at illustrere, at der er sket en positiv udvikling i samfundets håndtering af
følsomme sager, som mistanke om seksuelle krænkelser på børn. Derfor får Sonja på 56, der
oplevede seksuelle krænkelser fra sin stedfar, og som var 13 år, da hun blev politiafhørt og
efterfølgende lægeundersøgt: ”Det var på politigården i xxx (bynavn fjernet, red.), og det var en
politimand. Der var kun ham tilstede i rummet, og bagefter, som voksen, kan jeg se, det er
rablende vanvittigt, at der ingen andre var til stede. Jeg skulle sidde der og blev stillet spørgsmål
om sådan nogen ting, hvad der var foregået. At der ikke var to, at der ikke var en kvinde i det
mindste, en socialrådgiver, en psykolog. Det var der overhovedet ikke. Og han stillede mig
spørgsmål, som jeg overhovedet ikke kunne forstå, altså der var ord, jeg slet ikke vidste, hvad
betød. Han blandt andet spurgte mig, om der blev brugt prævention, det anede jeg ikke, hvad var.
Så jeg vil sige, den afhøring var ikke særlig smart. Og det kom slet ikke på tale, hvad der virkelig
var foregået. Nej, det kan man også se ud fra de papirer, jeg har. De er meget overfladiske. Der er
ikke gået i dybden med, hvor slemt det egentlig var, hvor tit det var, og hvad jeg blev tvunget til”.
Sonjas stedfar fik en dom på 9 måneders fængsel.
Vi skal i det efterfølgende afsnit videre til det, at skulle gennemgå en lægeundersøgelse som en
del af processen med at indhente bevismateriale. Sonja beskriver her, hvordan
lægeundersøgelsen foregik for mere end 40 år siden: ”Men jeg skulle så til en lægeundersøgelse,
fordi man så ville finde ud af, om jeg stadig havde min mødom. Om jeg nu talte sandt. Der kom
igen to politimænd pludselig i en patruljevogn i uniform, og jeg blev kørt til læge. Jeg kan huske, at
folk sad i venteværelset, og jeg kom ind med det samme. Det var en mandlig læge, og jeg blev lagt
op i fødestilling. De var også til stede, politimændene. Den mandlige læge kigger så og siger ’jeg
kan ikke se noget, jeg bliver nødt til at prøve’. Og så stikker han bare en finger op faktisk, og der
bliver konkluderet, at jeg ikke har nogen mødom. Det var ydmygende. Det var meget ydmygende.
Jeg lå bare og græd, og der var ikke en, der holdt mig i hånden”.
Sådanne forhold byder man ikke børn i dag, hvilket vi ser nærmere på i det næste afsnit.
83
4.4. LÆGEUNDERSØGELSER
Ligesom at det kan være vanskeligt at tale om at have ”en god oplevelse”, når man skal afhøres af
politiet, er det tilsvarende en tilsnigelse at tale om den gode oplevelse ved at få foretaget en
lægelig undersøgelse. Og i særlig grad, hvis undersøgelsen indbefatter en gynækologisk
undersøgelse. Den del af undersøgelsen er dog blevet meget mere nænsom de senere år, efter at
man er begyndt at anvende et såkaldt foto-kolposkop, der er et apparat på stativ med et stort
forstørrelsesglas, lampe og kamera. Med dette apparat kan man se de fleste skader, uden at
apparatet rører barnet, og uden at man skal indføre hænder eller redskaber i barnets indre
kønsorganer. Ulempen med det er “blot”, at det er temmelig tidskrævende. En undersøgelse kan
tage op til to timer, hvilket er lang tid for især et lille barn29. Når vi så tidligt i afsnittet beskriver
metoden til undersøgelse, som den foregår i dag, er det for at understrege, at samfundet også på
dette område har oplevet en meget positiv udvikling i forhold til at skåne barnet mest muligt. Men
én ting er, hvordan man teknisk set undersøger barnet mest skånsomt. Noget andet er stemningen
omkring undersøgelsen, som også skal være på plads.
I det følgende gennemgås de tanker og oplevelser, som de seks respondenter, der fik foretaget en
lægeundersøgelse, som indbefattede en gynækologisk undersøgelse, havde i forbindelse med
den.
4.4.1. NÅR LÆGEUNDERSØGELSEN ER EN GOD OPLEVELSE
En enkelt af de seks deltagere havde en relativ god oplevelse med lægeundersøgelsen. Cecilie på
27, der oplevede seksuelle krænkelser fra venner af familien, oplevede det hårdt at gennemgå
undersøgelsen, men at det samtidig lykkedes at få skabt en god oplevelse omkring det. Hun
fortæller: ”Min mor holdt mig i hånden, mens en dame havde et kamera/scanner oppe, og så
kunne vi alle se det på fjernsynsskærmen. Damen var sød, forstående og god til børn, men en
sådan situation vil nok altid være barsk og svær, uanset hvad. Det bedste var, at vi blev kørt af
politiet, og at jeg vidste, at de ventede på os, og de skulle køre os hjem bagefter”.
I Cecilies tilfælde var det godt, at moren var med som pårørende. Det er bare ikke altid godt, som
Maja på 38, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin plejebror, her beretter: ”Min plejemor var
der og så ud, som om hun skulle brække sig hele tiden. Alle talte med hende, ingen talte med mig.
Det var koldt og væmmeligt”.
4.4.2. BETYDNING AF LÆGENS KØN
Flere af respondenterne påpeger ligesom i forrige afsnit om politiafhøring, at kønnet – her på
lægen - betyder noget. Det kan være svært at lade sig undersøge af en mand, når det er en mand,
der har begået krænkelserne. Men heller ikke her er det entydigt. Faktisk fortæller Maria på 26, der
oplevede seksuelle krænkelser fra sin far og andre mænd, som hun blev lejet ud til, om forskellen
på to forskellige læger, en mand og en kvinde, hvor det var manden, hun var mest tryg ved: ”Jeg
kan huske, den kvindelige retsmediciner var ubehagelig frem for den mandlige. Hun prøvede at
29
http://www.ssi.dk/~/media/Indhold/DK%20%20dansk/Sundhedsdata%20og%20it/NSF/Sundhedsokonomi/Klinisk%20validering/slutnotat_paediatri_2011.ashx
84
joke lidt for meget med det hele. Jeg sagde, at jeg ikke skulle kunne se mine lår og ben, og det
respekterede han, men hun gjorde ikke. Hun prøvede med sin humor at bløde op”. Maria
gennemgik ret omfattende undersøgelser, fordi det skulle undersøges, om det var korrekt, at hun
havde været gravid og født et barn. Det viste sig at være sandt.
Noget andet, som flere af respondenterne efterlyser, er tilstrækkelig information om, hvad der skal
ske, samt hvilke prøver, der bliver taget og hvorfor. Karen på 28, der oplevede seksuelle
krænkelser fra flere store drenge, svarer, adspurgt om hvorvidt hun blev lægeligt undersøgt: ”Ja,
ved min indlæggelse. Fik både HIV-test og gynækologisk undersøgelse. Jeg ville gerne være
blevet orienteret inden, følte mig umyndiggjort og vidste eksempelvis ikke, at de tog en HIV-test”.
Et andet element, som respondenterne reagerer på, er antallet af mennesker tilstede i rummet, når
den gynækologiske undersøgelse foretages. Således kan Sarah på 26 fortælle, hvordan hun
oplevede de mange mennesker: ”Jeg og mine søstre bliver kørt på Rigshospitalet, fordi vi skal
undersøges. Jeg græder rigtig meget og rigtig længe, fordi jeg er meget bange. Jeg får hele tiden
at vide, at jeg er den store, så jeg skal først ind og vise mine søstre, at det ikke er så farligt. Men
jeg er så ked af det og græder helt ukontrolleret, så det ender med, at mine søstre bliver undersøgt
før mig. Da de endelig får mig ind i det her undersøgelsesrum, så er der så mange mennesker
derinde. To politibetjente, to læger, to sygeplejersker og en pædagog, og jeg får at vide, at jeg skal
tage mine bukser af og lægge mig op på gynækologisk leje og lægge mine ben op på i de der
bøjler. Jeg græder fuldstændig ukontrolleret, og jeg kan huske, at der oppe i loftet er en plakat af
Snehvide og de syv små dværge.”
Som sagt, der er kun seks af respondenterne, der er blevet undersøgt af en læge i forbindelse
med anmeldelserne. Når det er så få, hænger det formodentlig sammen med, at krænkelserne
først er kommet for en dag så sent, at der ikke vil være skader eller DNA-spor, der kan påvises, og
derfor ingen grund til en undersøgelse.
Adspurgt om, hvad der fungerer godt i dag, svarer Steen Holger Hansen, overlæge og
retsmediciner: ”Der har været et jævnt stigende antal undersøgelser, hvorfor kendskabet til disse
undersøgelser stadig stiger. Der vil således blive flere sager, hvor et overgreb kan føre til
domfældelse. Det er en stor fordel, at man har den ovennævnte opgavefordeling30. Man undgår at
den samme læge kan stå for indberetningen, kontakten med det mulige offer og familien,
undersøgelsen, dokumentationen og fremmøde i retten. Med opdelingen tager børnelægen sig af
behandlingen og ”beskyttelsen” af barnet, og skal ikke efterfølgende deltage i den politimæssige
efterforskning. Retsmedicineren er kun involveret i den del af undersøgelsen, der har med det
politimæssige/retslige at gøre. Retsmedicineren udformer erklæringer til efterforskningens og
rettens brug og fremmøder som ekspertvidne i retten”.
30
”Vi udfører undersøgelserne på politiets begæring. Er der tale om et nyligt overgreb, hvor der muligvis kan påvises
DNA-materiale, udføres undersøgelsen akut. Oftest ligger det mulige overgreb længere tid tilbage og man kan derfor
planlægge undersøgelsen og informere familien i god tid.
Til stede ved undersøgelsen er, udover en retsmediciner, en børnelæge og en sygeplejerske.
Dokumentationen af læsioner og en evt. sporsikring for DNA udføres af retsmedicineren, Yderligere undersøgelse og
evt. behandling udføres af børnelægen”.
85
Steen Holger Hansen efterlyser dog forbedringer i form af tværfaglighed og ensartethed i
sagsbehandlingen:
”Det tværfaglige og tværsektorielle kan altid udbygges og forbedres. Det er formentlig kun en
mindre del at de krænkede børn der kommer til myndighedernes kendskab, færre til politiets
kendskab og endnu færre, der tilbydes en retsmedicinsk undersøgelse”.
Adspurgt om, hvorvidt der er ens procedurer i hele landet, eller om det er op til
regionen/kommunen, svarer han: ”Formentlig overordnet, men man fornemmer en stor forskel på
sagsbehandlingen i de forskellige kommuner og i de forskellige politikredse”.
4.4.3. ANBEFALINGER VEDR. BØRN DER SKAL GENNEMGÅ LÆGELIGE UNDERSØGELSER
Det er åbenlyst, at der i forbindelse med lægeundersøgelser er nogle forholdsregler, der er
fornuftige at tage. Vi har samlet dem her i en række anbefalinger:






Få børnene til at fortælle, mens der er spor (f. eks. DNA). Altså som regel mens
krænkelserne pågår.
Sikre, at også de mentale og relationelle rammer er på plads.
Brug tid på at finde ud af, hvad der er vigtigt for barnet. Er det kønnet på lægen? Er det
humor, der virker? Eller hæmmer det måske?
Nogle pårørende er ikke gode pårørende at have med – men der er altid brug for, at der er
en, der holder i hånd.
Sørg for alderssvarende information. Børn opfanger meget mere af voksnes snak, end man
tror. Men giver måske ikke udtryk for det.
Overvej, hvor mange mennesker, der er i rummet. Jo færre jo bedre. Hvor står de i rummet,
og skal alle kunne kigge med?
4.5. PSYKOLOGISK OG TERAPEUTISK STØTTE UNDERVEJS I
OPKLARINGSPROCESSEN?
At være til afhøring hos politiet – i nogle tilfælde flere gange - og måske også opleve at skulle
gennemgå en lægelig undersøgelse, for efterfølgende at gennemgå en retssag, der for nogle af
deltagernes vedkommende har haft en udstrækning på flere år, er opslidende og mentalt
krævende. I de tilfælde, hvor sagerne ender med tiltalefrafald eller frifindelse af den anklagede,
kan forløbet synes meningsløst og helt urimeligt belastende for den krænkede. Samtidig skal de
fleste krænkede, der vælger at fortælle om krænkelserne, forholde sig til en familie og et netværk i
opløsning og chok, hvis den anklagede tilhører familien eller netværket.
Set i lyset af dette, er der overraskende få af vores respondenter, der undervejs i
opklaringsforløbet har fået tilbudt terapi. Og endnu færre, der fik gavn af det tilbud, de fik.
86
4.5.1. NÅR DER GIVES TERAPI UNDERVEJS I OPKLARINGSFORLØBET
Kun seks ud af de 16 respondenter, hvor politiet var indblandet, fik tilbudt terapi undervejs i
opklaringsprocessen. Og kun tre af dem følte, at det hjalp dem. De tre kvinder er i dag 26, 28 og
48 år.
Mona på 48, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin far, oplevede, at psykologen var med
undervejs på en tryg måde, men følte sig til gengæld ikke hjulpet efterfølgende. Adspurgt om,
hvorvidt Mona kunne drage nytte af terapien, fortæller hun: ”Både og. De var med under
retssagen, men derefter var det helt og holdent på deres præmisser. De bestemte, hvad der var
bedst for mig”.
Karen på 28, der oplevede seksuelle krænkelser fra større drenge, oplevede at blive indlagt på
psykiatrisk afdeling og taget hånd om både medicinsk og terapeutisk, hvilket var godt for hende.
Maria på 26, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin far og mænd, som hun blev lejet ud til,
oplevede rigtig god støtte undervejs. Maria boede på et socialpsykiatrisk opholdssted, og var i
forvejen i gang med et terapiforløb, da sagen kørte. Når man spørger hende om, hvorvidt hun fik
tilbudt terapi under efterforskningen, svarer hun: ”Jo, jeg fik det, jeg plejede, plus ti timers støtte
dagligt plus taxabevilling til overalt, fordi jeg ikke skulle møde offentligheden. Jeg fik også en tur til
xxx (navn fjernet, red.) ret hurtigt med to pædagoger. Man sørgede for ikke at lukke fremmede ind.
Jeg var så fyldt op, at jeg ikke kunne klare, at nogen sagde hej. Jeg var en sur rappenskralde i den
periode, og der var bostedet utrolig rummelige”. Marias sag efterforskedes over to år. Den endte
med frafald af sigtelse på grund af manglende beviser.
4.5.2. NÅR TERAPIEN IKKE VIRKER
De tre andre respondenter, der fik tilbudt terapi, følte ikke, at de fik noget ud af det. I det ene
tilfælde talte psykologen aldrig om selve overgrebene. I det andet brød respondenten sig ikke om
den psykolog, der blev tilbudt, og i det tredje tilfælde følte respondenten bare ikke, at det hjalp.
Seks respondenters erfaring med terapi undervejs i opklaringsforløbet er et meget spinkelt
grundlag at drage konklusioner ud fra. Det kan formodentlig også diskuteres, hvor meget man
kan ”fjerne” af smerte, skam og frygt i en proces, hvor ens verden vælter og netværket og familien i
nogle tilfælde er truet. Men det kunne være interessant at gennemføre en større undersøgelse af,
hvorvidt krænkede børn og unge modtager terapeutisk hjælp undervejs og drager nytte af den
hjælp, eller om hjælpen skal gives på en anden måde.
I dag får børnene, der kommer til sagsudredning i Børnehuset umiddelbar krisehjælp af
Børnehusets psykologer, ligesom der, efter at undersøgelsen er tilendebragt, udarbejdes et notat,
der beskriver barnet/den unges behov efterfølgende31. Et notat, som kommunerne kan anvende til
grundlag for planlægning af en længerevarende støtte.
Også her ser det ud til, at Børnehusene i dag opfylder et stort behov, som mange af
respondenterne i denne undersøgelse desværre ikke fik opfyldt. Hele ti af de 16 respondenter, der
31
http://socialstyrelsen.dk/born/overgreb/bornehuse/om-bornehusene/sagsforlob-i-bornehuset
87
var i kontakt med myndighederne omkring undersøgelse og eventuel retssag fik ikke tilbudt terapi
undervejs. Fire af dem er mellem 24 og 26 år, så det er ikke så forfærdelig lang tid siden, de var
igennem deres sag.
4.5.3. TERAPI DER HVERKEN TILBYDES ELLER EFTERSPØRGES, MEN SOM SYNES NØDVENDIG
Kun en enkelt af de 10 respondenter, der ikke fik tilbudt terapi, efterspurgte det selv. Erik på 25,
der oplevede overgreb fra sin 12 år ældre bror, fortæller: ”Ja, jeg prøvede at henvende mig flere
forskellige steder, men bliver ikke taget alvorligt”.
I et andet tilfælde, er det den krænkedes mor, der efterspørger hjælp. Svaret til hende var: ”Min
mor spurgte en på kommunen om, hvad vi skulle gøre nu, og personen sagde, vi bare skulle gå
hjem og glemme det og komme videre”.
Vi har desværre ikke spurgt de resterende otte om, hvorfor de ikke efterspurgte terapi undervejs i
forløbet. Men alle otte har senere i deres voksenliv været i behandling for senfølger af de seksuelle
krænkelser, og fem af dem er diagnosticeret med lidelser, de selv betragter som direkte følger af
de krænkelser, de er blevet udsat for. Især diagnosen Post Traumatisk Stress Syndrom (PTSD)
går igen. Ud fra det tillader vi os at konkludere, at selv om den krænkede selv i selve opklaringsog udredningsprocessen ikke ytrer ønske om terapeutisk hjælp, vil det alligevel være en god ide at
tilbyde den.
4.5.4. ANBEFALINGER VEDRØRENDE TERAPEUTISKE TILBUD UNDERVEJS I
OPKLARINGSPROCESSEN
I dag er man i børnehusene opmærksomme på, at børn skal have terapeutisk støtte undervejs i en
sag, hvor de bliver udredt for eventuelle mistanker. Men ikke alle sager havner i børnehusene. Det
er de enkelte kommuner, der vurderer, hvilke sager, der skal videre. Det er altså ikke sikkert, at
børnene automatisk får tilbudt det, som børnehusene kalder krisebehandling. Med dette forbehold
har vi følgende anbefalinger:





Forventningsafstemning omkring, hvad der ”kan fikses” i terapi og hvad der er livslange
skader, man må lære at leve med. Denne anbefaling hidrører de børn og unge, der får
terapi i dag, men som ikke føler, de profiterer af den.
Vær opmærksom på, hvordan kemien er mellem terapeut og klient. Lær barnet at kende
og spørg, hvad det har behov for. Nogle vil absolut ikke tale om krænkelserne. Andre vil.
Tilbyd alle børn og unge, der måtte have ytret noget om seksuelle krænkelser terapi.
Også selv om sagen henlægges i en så tidlig fase, at børnene ikke når at komme i
børnehusene.
Giv tilbuddet løbende over tid. Hvad der kan synes unødvendigt den første måned efter,
kan føles meget vigtigt næste måned.
Lad tilbuddets udstrækning afhænge af behovet. De fleste får i dag tilbudt et afgrænset
antal timer. Det er umuligt på forhånd at vide, hvor meget den enkelte har behov for. Det
må afhænge af et individuelt behov.
88
Hvad angår senfølger, viser en evaluering af et forsøgsprojekt med regionale senfølgecentre
lovende resultater.32 Indsatsen kombinerer specialiseret terapi med en socialrådgivningsindsats og
frivilligindsats. De foreløbige resultater viser blandt andet, at med et års behandling til en
omkostning af 72.000 kr. kan borgere med PTSD reduceres med omkring halvdelen. Det synes
derfor et oplagt tilbud at benytte sig af.
“Evaluering af den landsdækkende behandlings- og rådgivningsindsats til mennesker med senfølger efter
seksuelle overgreb i barndommen,” Videnscenter for Psykotraumatologi og Syddank Universitet, 2015,
32
89
5. OM 15, DER ALDRIG SAGDE DET
Ikke alle seksuelt krænkede børn oplever, at deres krænkelser opdages. Typisk forholder det sig
sådan, at hvis de ikke selv fortæller noget, er der ingen, der finder ud af, hvad de har gennemlevet,
som vi så i de forrige kapitler.
Vi har talt med 15 respondenter, der aldrig sagde noget til en voksen, og hvor krænkelsen ikke
blev afsløret.
I kapitel 6 gennemgår vi forskelle og ligheder på de 20 respondenter, der sagde noget, og de 15
respondenter, der ingenting sagde. Inden da skal vi have et indblik i de 15 respondenters barndom
og krænkelser. I dette kapitel tegner vi et overordnet billede af de respondenter i vores
undersøgelse, som ikke sagde noget om krænkelserne. Vi får et indblik i deres socioøkonomiske
baggrund, i deres familier, deres oplevelser i skolen, og deres forældres omsorg eller mangel
derpå. Derudover får vi i kapitel 6 et indblik i, hvordan krænkelserne har haft indflydelse på deres
liv op til i dag og de senfølger, de kæmper med.
Respondenterne er i dag mellem 32 og 60 år. Seks af respondenterne er i 30’erne, fem er i
40’erne, tre er i 50’erne og en er fyldt 60 år. Deltagerne i denne del af undersøgelsen består af 11
kvinder og fire mænd. De fleste af respondenterne blev skilsmissebørn under deres opvækst. De
fleste af dem har haft stedfædre, der har været en del af familien i kortere eller længere tid. I nogle
tilfælde har deres opvækst været en stor udskiftning af partnere/stedfædre. Familieopbygningen
beskrives af respondenterne i alt fra dysfunktionel til værende en traditionel kernefamilie. Tre af
respondenterne betegner deres opvækst som en god eller OK opvækst, hvorimod de resterende
respondenter betegner deres opvækst som tung og hård med elementer af druk, vold, seksuelle
krænkelser og en mangel på fornuftige omsorgspersoner.
5.1. ØKONOMIEN I BARNDOMSHJEMMET
Respondenternes socioøkonomiske baggrund fordeler sig på underklassen, arbejderklassen og
middelklassen. Fire af respondenterne kommer fra fattige kår/underklassen, tre af respondenterne
kommer fra arbejderklassen, hvorimod otte af respondenterne kommer fra middelklassen; hvoraf
tre af dem selv siger, at de kommer fra den pæne ende af middelklassen.
Respondenterne fra fattige kår oplever fattigdommen under deres opvækst forskelligt. Mens nogle
oplevede generel mangel på materielle ting, så oplevede andre en mangel på de mest basale ting,
såsom mad. Anna 33 år, der fra 13-årsalderen og flere år frem blev seksuel krænket af sin stedfar,
beskriver sin opvækst som: ”Fattig, tit havde vi kun aftensmad som det eneste måltid, med mindre
vi var heldige at spise hos en ven eller finde noget mad i et skab.” Anna’s opvækst har været
præget af kaos. Hun fortæller videre, at ”det, jeg husker, er en mor og far, der drak meget og gik
fra hinanden og flyttede sammen igen, gang på gang.”
90
Tre af respondenterne beretter om en opvækst der er præget af alkohol. Der er dog forskel på,
hvordan det har påvirket familien i forhold til, hvad børnene måtte undvære. Anders, som er 60 år
og er vokset op hos en enlig mor med skiftende mænd og prostitution, og som oplevede seksuelle
krænkelser fra flere mænd i sin tidlige barndom og senere fra sin mor, fortæller, at han ”manglede
nyt tøj, legetøj, havde ikke en cykel før jeg selv købte og betalte en.”
Respondenterne med en middelklassebaggrund havde andre udfordringer i deres opvækst.
Udover de seksuelle krænkelser har alle otte af dem været udsat for psykisk vold. De har ikke
manglet noget materielt, derimod har deres afsavn handlet meget om det psykiske og
følelsesmæssige område. Josefine, 39 år, som kommer fra den pæne øvre middelklasse og som
oplevede seksuelle krænkelser fra sin far i en meget tidlig alder, fortæller: ”Jeg fik altid at vide af
min far, at vi havde alt, og bare skulle holde kæft, for vi havde tøj på kroppen og legetøj over det
hele.” Lars, 42 år, fra en almindelig kernefamilie i den øvre ende af middelklassen, og som
oplevede krænkelser fra sin faster, fortæller: ”En forholdsvis almindelig kernefamilie med forældre
og to hjemmeboende børn, dog med svære problematikker grundet sygdom og en
hårdtarbejdende far. Jeg syntes ikke at jeg har lidt nogen form for svigt, og så dog alligevel, da jeg
aldrig rigtig blev set eller hørt, men bare var der.”
5.2. OMSORGSVIGT UDOVER SEKSUELLE KRÆNKELSER
De fleste af respondenterne kan berette om en barndom i utryghed med fysisk og psykisk vold.
Syv ud af de 15 har oplevet både fysisk og psykisk vold, en har kun oplevet fysisk vold, to har kun
oplevet psykisk vold – altså ni i alt har oplevet psykisk vold. I fem ud af de 15 barndomshjem
oplevede respondenten udelukkende seksuel krænkelse.
Ud fra de fire, der nævner, at der ikke var vold i familien ud over de seksuelle krænkelser, er tre af
dem blevet udsat for disse krænkelser fra andre end den nære familie. Krænkerne har i disse
tilfælde været faster, fætre og forældrenes ven. Kun i et tilfælde var det en forælder, faren, der
begik de seksuelle krænkelser. De fire respondenter hører til den del af respondenterne, der har
betegnet deres barndom som god eller i et vist omfang god.
Karen, 49 år, der oplevede at blive krænket af forældrenes bedste ven fra hun var 6 år og flere år
frem, er en af dem, hvor krænkelserne alene skete udenfor hjemmet, og hvor tilværelsen
derhjemme var god. Hun beskriver sin familie sådan her: ”Jeg er vokset op i en helt almindelig
kernefamilie med mor, far og lillebror. Vi har haft en stabil og tryg barndom.” Krænkelserne har hun
haft fortrængt, indtil hun efter sit sidste barns fødsel fik en fødselsdepression og i den forbindelse
fik de første erindringer om krænkelserne.
5.2.1. DEN FYSISKE OG PSYKISKE VOLD
Som nævnt oplevede ti af respondenterne fysisk og/eller psykisk vold. Hos nogle var volden
nærmest en del af hverdagen, og hos andre var det noget, der skete sjældent, eller kun en enkelt
gang.
91
Således fortæller Lene, 56 år, som oplevede seksuelle krænkelser fra sin far, at: ”Det var ikke
noget, der fyldte i min opvækst. I hvert fald ikke, hvad jeg husker. Min mor har nogle gange taget
mig hårdt i overarmen, hvis jeg ikke ’hørte efter’.” Der var som udgangspunkt heller ikke psykisk
vold i familien. Lene husker dog en episode, der har sat sig i hendes hukommelse, og som stadig
giver hende stort ubehag. Hun beskriver denne episode således: ”Vores hundehvalp havde bidt i
en af min mors sko. Da min far opdagede det, løftede han hunden op – han holdt den, der hvor
halen sidder fast på kroppen og rystede den frit svævende i luften. Jeg var vist den eneste, der så
det.”
Otte af respondenterne oplever volden mere end en gang, og som nævnt er volden for nogle af
dem nærmest en del af hverdagen. Graden af volden varierer meget, både hvad angår den fysiske
og psykiske vold.
Susan 53 år, som oplevede seksuelle krænkelser af sin stedfar, fortæller om den fysiske vold
således: ”Jeg har fået flere røvfulde af min mor… Jeg stjal penge fra hende og gemte dem, for så
havde jeg til mad til søster og mig, når hun gik på druk og blev væk i flere dage, og nogle gange
opdagede hun det.”
I forbindelse med den fysiske vold oplevede respondenterne alt fra at få slag i numsen, øretæver
og tæv med bøjler eller bælte. Connie, 49 år, som oplevede seksuelle overgreb fra en pædagog og
en medbeboer på den institution, hun var anbragt på, fortæller om den fysiske vold begået af sin
mors kæreste således: ”Hvis man ikke hørte efter eller fik lavet noget, som man ikke skulle, fik
man røvfuld og på hovedet i seng uden mad.”
I den grove ende af skalaen for fysisk vold fortæller Carsten, 50 år, der oplevede seksuelle
krænkelser af sin stedfar: ”xxx (navn fjernet, red.) brugte sine hænder som opdragelsesredskab og
som gammel bokser kunne han slå hårdt, rigtig hårdt. Det var tilfældigt, hvad der udløste det. Et
forkert svar, et svar der ikke kom hurtigt nok, hvis man havde nævnt ham overfor mine
bedsteforældre og han ikke synes det var positivt. Hvis jeg kom til at kigge op i gryden efter en
kartoffel mere eller da jeg en gang bad min mor om at gå ud af mit værelse med støvsugeren sent
om aftenen. Den episode husker jeg særlig tydeligt. Da sprang xxx (navn fjernet, red.) op af sofaen
og knaldede mig sådan en på hovedet, at jeg gik i gulvet.”
I forbindelse med den psykiske vold oplever respondenterne at blive talt ned til, at blive ignoreret,
konstant kritik, overvågning, en dyb frygt i forbindelse med alkoholmisbrug og hvordan dette kunne
påvirke humør og udløse trusler på livet. Linda, 45 år, der oplevede seksuelle krænkelser af sin
stedfar, fortæller: ”Mine søskende og jeg var bange for vores far.(…) Han gjorde ikke noget særligt
– han drak, var voldsom, råbte, kørte bil med høj promille. Vi var bare bange. Jeg lærte mig at
være helt stille og kun trække vejret ned i det øverste af lungerne. At lade som om jeg ikke var
der.”
Derudover betegner en af respondenterne den psykiske vold som psykisk terror. Helle, 36 år, der
oplevede seksuelle krænkelser fra sin far, fortæller således: ”Flere dages tavshed, hvis jeg ikke
fulgte reglementet, trusler om at komme på børnehjem, udstillet blandt mine søskende som
værende det ’sorte får’, de fik at vide igen og igen, at alt hvad de gjorde, der mindede om mig, var
forkert og direkte uelskeligt. Min far gav mig ansvar for sit liv. Han truede med selvmord og gav
92
mig ansvaret for sit velbefindende. Jeg ved nu, at de allerede dengang har set mig som en trussel
mod ’familiehemmeligheden’. Jeg oplever, at de har fornemmet, at der ville opstå noget modstand,
og at de derfor har sat ekstra hårdt ind med den psykiske vold, for at forebygge, at jeg ’slap fri’.
Min lillesøster modtog den kærlighed, min mor kunne mobilisere, og jeg var modtager af vreden og
afmagten.”
Blandt de nedværdigende kommentarer, som flere af respondenterne har været udsat for, nævner
Jeanette, 39 år, som oplevede seksuelle krænkelser af sine stedfædre og sin storebror, følgende
eksempler: ”Jeg skulle være glad for at jeg blev født før aborten blev fri, eller at jeg skulle have
været to biografbilletter, men det regnede. Og andre ’morsomme’ kommentarer.”
5.2.2. DET PASSIVE OMSORGSSVIGT
Udover den fysiske og psykiske vold, beretter flere af respondenterne om det, man kan kalde
passivt omsorgssvigt. De beretter, at deres opvækst har været præget af utryghed, enten fordi
familien er flyttet mange gange, fordi forældrene har været i kamp om børnene efter en skilsmisse,
fordi der ikke blev talt om følelser, fordi der har været stor udskiftning af morens partnere, eller
fordi de ikke blev hørt i forhold til deres behov eller i forhold til deres velbefindende. Helle, 36 år,
der oplevede seksuelle krænkelser fra sin far, fortæller i denne sammenhæng således: ”Mine
forældre forbød sygefravær (i skolen, red.), så til trods for. at jeg knap kunne komme ud af sengen
om morgenen grundet lændesmerter, så stod jeg op og gik i skole. Det var ikke til diskussion.”
Otte af respondenterne beretter om mange flytninger i barndommen, som har været med til at
bidrage til en utryg opvækst. Fire af dem kommer fra en fattig socioøkonomisk baggrund og
forklarer de mange flytninger med, at moren havde mange skift af partnere, hvilket kan være
årsagen til de hyppige flytninger, fordi de ikke kunne betale huslejen, eller fordi forældrene ville
undgå kommunens interesse. Jeanette 39 år, som oplevede seksuelle krænkelser af sine
stedfædre og sin storebror, fortæller således: ”Ved ikke rigtig hvorfor vi flyttede, har boet syv-otte
forskellige steder. Vi har sikkert flyttet på grund af en ny ’far’. Har haft 16 ’stedfædre’.”
Tre af respondenterne, der kommer fra en socioøkonomisk baggrund fra middelklassen, har
oplevet mange flytninger i barndommen. Årsagen hertil er pga. forældrenes arbejde.
Lars 42 år, der oplevede krænkelser af sin faster, siger: ”En del, da min far var xxx (jobbetegnelse
fjernet, red.) i mange år, som er en branche man må være flytbar i”. Lars flyttede otte gange i sin
barndom. Josefine, 39 år, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin far, fortæller: ”Indtil min far
fandt et fast job, flyttede vi en del.” Disse flytninger har bidraget til, at respondenterne har oplevet
deres opvækst som utryg og kaotisk. Nogle beretter om, at de selv i dag har svært ved at falde til
ro et sted. Derudover fortæller flere respondenter, hvordan forældrenes alkoholmisbrug har været
årsag til, at de har oplevet en form for passivt svigt i deres opvækst. Endvidere fortæller flere
respondenter om en opvækst uden kærlighed og nærvær. Udover at have manglet tøj, legetøj og
andre materielle ting, så har flere savnet forældrenes kærlige omsorg, hvilket har bidraget til en
opvækst i emotionel ensomhed.
93
5.3. SKOLEGANG OG DAGINSTITUTION
De fleste af respondenterne har gået i daginstitution, nærmere bestemt har ni ud af de 15 gået i
daginstitution, og alle i folkeskole. Torsten, 44 år, der har oplevet seksuelle krænkelser fra sin
fodboldtræner, fortæller, at han var ”nøglebarn”. Altså at han gik hjem fra skole og var alene, indtil
forældrene kom hjem fra arbejde. Laila, 49 år, som har oplevet seksuelle krænkelser af sine
forældres bedste ven, fortæller, at hun blev passet af sine forældres venner, hvor manden i
venneparret begik krænkelserne. De sidste fire blev passet derhjemme. Iøjnefaldende er i denne
forbindelse, at ud af de seks, der ikke har gået på daginstitution, hører fem til dem, der siger, at de
ikke har haft en betydningsfuld voksen, hvilket vi vender tilbage til senere.
5.3.1. DEN SVÆRE INSTITUTIONS- OG SKOLETID
Connie, 49 år, der oplevede seksuelle krænkelser af en pædagog og en medbeboer, hvor hun på
et tidspunkt var anbragt, fortæller om sin korte tid i børnehaven: ”Jeg startede i børnehave, men de
måtte tage mig ud igen, da jeg ikke ville være der – jeg græd fra jeg blev afleveret til jeg blev
hentet.” For Connie blev det ikke bedre i skolen. Hun oplevede sin tid i skole som frygtelig. ”Jeg
blev drillet og følte ikke, at jeg kunne slå til.”
Fire af respondenterne fortæller om en tid i daginstitution og skole, der var præget af mobning, om
at føle sig alene og om at føle sig fremmedgjort. Josefine, 39 år, der oplevede seksuelle
krænkelser fra sin far, fortæller om sin skoletid: ”De første år var det fantastisk. Jeg elsker at lære,
og jeg slugte alt, der kom min vej. Begyndte hurtigt at kede mig – der var ikke plads til elever, der
klarede sig godt. Siden kom en ny pige i 4.-5. klasse, der mobbede mig halvt ihjel.” Mobningen
fandt ofte sted lige foran lærerne, uden at der var nogen der greb ind. På spørgsmålet om, hvorvidt
hun oplevede, at lærerne var opmærksomme på hendes trivsel, svarer hun: ”Absolut nej. Jeg
oplevede dem som enten ligeglade eller som irriterede, fordi der var noget, de måtte forholde sig
til, som ikke var direkte undervisning.”
Torsten på 44 år, der har oplevet seksuelle krænkelser fra sin fodboldtræner, oplevede skolen som
et sted, man mødtes med vennerne. Om skolen siger han: ”Jeg kom kun for at være sammen med
vennerne – var ikke dygtig og havde svært ved at finde ud af tingene.” Han oplevede heller ikke, at
lærerne var opmærksomme på hans trivsel.
Lene på 56 år, som oplevede seksuelle krænkelser af sin far, fra hun var ca. 4 år, oplevede skolen
med lidt blandede følelser. Hun siger således: ”Fagligt klarede jeg mig godt. I pigegruppen – jeg
mener vi var syv – var vi konstant delt op i to grupper med en ’formand’ i hver. Jeg har aldrig følt
mig helt alene, men det var lidt skiftende, hvem jeg var mest sammen med. Jeg husker, jeg ofte
havde svært ved at mærke, hvad jeg selv gerne ville eller havde brug for.” Også Lene oplevede
ikke, at lærerne var opmærksomme på elevernes trivsel, men primært fokuseret på selve
skolearbejdet.
Anna på 33 år, som har oplevet seksuelle krænkelser fra sin stedfar fra hun var 13 til hun var 25
år, blev drillet en hel del, og hun havde svært ved at koncentrere sig. Hun svarer på spørgsmålet
94
om der var nogle lærere, hun særligt kunne lide: ”Ikke hvad jeg mindes, igen har jeg svært ved at
huske en enkelt person. Det er meget sløret.”
Lonnie på 38 år, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin stedfar fra hun var omtrent 4 år til hun
flyttede hjemmefra, havde det ikke godt i skolen. Hun beskriver sig selv således: De andre børn
var svære at være sammen med, når man er lille, bleg, tynd og let kommer til at græde.” Hun
havde ikke nogen betydningsfuld voksen, men i modsætning til de andre respondenter, så har
skolen været opmærksom på hendes trivsel. Hun fortæller: ”Har dog senere fundet ud af, at mine
forældre var indkaldt og deltog i en enkelt samtale omkring 5. klasse, fordi man var bekymret for
min trivsel.”
Der er ingen tvivl om, at de respondenter, der ikke trivedes i skolen, har savnet en større
opmærksomhed på deres trivsel fra lærernes side. Både Josefine og Lene har allerede inden
skolealderen været udsat for seksuelle krænkelser, og de har sandsynligvis udvist tegn på dette i
skolen. Desværre var der ingen, der var opmærksomme på det.
5.3.2. SKOLEN SOM FRISTED
Otte af respondenterne fortæller om en rigtig god tid i skolen. Således kan Helle på 36 år, der
oplevede seksuelle krænkelser fra sin far allerede fra en meget ung alder, fortælle om, hvordan
hun husker sin skoletid. Hun siger: ”Jeg kunne godt lide de faglige udfordringer, frikvarter og
venskaberne. Når jeg ser tilbage, kan jeg dog se, at det ikke var så sort-hvidt, som jeg har fået
opstillet i mit hoved. Jeg elskede at præstere og var god til det. Det betød anerkendelse og at jeg
blev set og hørt. Det gjorde jeg ikke hjemme. Så det blev mere en jagt på anerkendelse og accept,
end det blev nydelse. Mit held er, at det faglige var let for mig, så det var en lettilgængelig vej til
anerkendelse.”
For Helle var skolen et fristed, hun havde let ved at begå sig, havde mange venner og var fagligt
stærk. Og så kunne hun i skolen få det hun savnede derhjemme. Men selv om skolen var et
fristed, så havde hun også sine problemer der: ”Ligeledes kan jeg se, at jeg også her var præget af
min ekstremt store ansvarsfølelse og af store samvittighedsnag. Jeg kunne skamme mig i
evigheder, hvis jeg havde skuffet en lærer eller kammerat, gennemgå konkrete episoder i hovedet
igen og igen, og bruge meget energi på at rette op for mine fejl eller skuffelser. Jeg
overanalyserede alle situationer, mennesker og hvilede aldrig i mig selv. Jeg kan nu se, at
ensomhedsfølelsen var min tro ven.”
Også Jeanette på 39 år, som oplevede seksuelle krænkelser af sine stedfædre og sin storebror,
oplevede skolen som et frirum. Hun siger: ”Der kunne jeg være uden at være bange for at gøre
noget forkert.”
Sofia på 32 år, som oplevede seksuelle krænkelser i en alder af 4 år, begået af to fætre og
uafhængigt af hinanden, var rigtig glad for skolen. Hun siger: ”Jeg kunne godt li’ at gå i skole. Jeg
var en populær kammerat. Jeg var ekstremt god til sport, og var tit førstevælger. Det betyder noget
i den alder.” Sofia har godt nok oplevet at blive mobbet i skolen, men det har ikke haft den store
indflydelse på hendes trivsel i skolen. Om mobningen fortæller hun således: ”Senere blev jeg
95
mobbet lidt, fordi jeg var større end de andre. Tror ikke jeg var tyk, men blev hurtigt stor eller høj.
Jeg bankede dem, der mobbede mig, men fik aldrig skæld ud for det.”
Fælles for respondenterne er, at ingen af dem oplevede, at deres krænkelser blev opdaget eller at
de fortalte noget om dem, på trods af følelsen af at fungere fint i skolen. Det er altså ikke nok at
trives godt i skolen, for at man beretter om en tung hemmelighed, som seksuelle krænkelser.
5.4. EN BETYDNINGSFULD VOKSEN
Kun fem ud af de 15 respondenter beretter om en særligt betydningsfuld voksen undervejs i deres
barndom. De fleste af de betydningsfulde voksne er lærere. Som tidligere nævnt, handler det ikke
nødvendigvis om, at læreren er faglig god, men ofte handler det om, at læreren gør noget særligt
for barnet eller fordi lærerens personlighed udstråler tryghed og anerkendelse.
Anders på 60 år, der har oplevet seksuelle krænkelser fra flere krænkere, siger: ”Han så mig som
den jeg var, og ikke som den facade, jeg satte op.” Anders taler om sin klasselærer, som han
havde fra 5. klasse og til at han gik ud af folkeskolen.
Linda på 45 år, som i cirka syv år oplevede seksuelle krænkelser af sin stedfar, havde endda tre
betydningsfulde voksne, der gjorde et indtryk på hende. Hun siger: ”Min engelsk- og dramalærer.
Han var sjov, stillede krav, og man kunne mærke, at han kunne lide en. Min samfundsfagslærer.
Han var smuk, spændende og flippet. Han tog os alvorligt.” Udover de to skolelærer, så husker
Linda sin pædagog i børnehaven.: ”Hun var særligt sød, rolig og i supergodt humør”.
For både Sofia, 32 år, og Carsten, 50 år, har den betydningsfulde voksne været en
matematiklærer. Sofia, der har oplevet seksuelle krænkelser af to af hendes fætre, fortæller: ”Jeg
elskede min matematiklærer. Han var et venligt og imødekommende væsen. Der var tryghed
omkring ham.” Carsten, der oplevede seksuelle krænkelser af sin stedfar, fortæller: ”Hun kunne se,
jeg elskede matematik, og hun udfordrede og skubbede mig på en rigtig god måde.”
Selvom fem af respondenterne har haft en betydningsfuld voksen, så har ingen af dem sagt noget
om de seksuelle krænkelser eller anden vold de har været udsat for. Dette indikerer, at
betydningsfuld anden ikke automatisk også er en fortrolig, som vi også så det i gennemgangen af
de 20 respondenter, der fortalte om krænkelserne.
I kapitel 8 gennemgår vi respondenternes anbefalinger til, hvordan man får børn til at fortælle om
krænkelserne. Det handler primært om at oplyse børnene om deres rettigheder til egen krop,
klargøre, hvad konsekvenserne er ved at fortælle, samt at aftabuisere krænkelserne. En god
voksen at tale med fremhæves også, men uden de andre elementers tilstedeværelse, fortæller
børnene ingenting på trods af en god relation til en voksen.
96
5.5. OM KRÆNKELSERNE OG KRÆNKERNES RELATION TIL DE KRÆNKEDE
Respondenterne i denne del af undersøgelsen har først, som voksne, fortalt om de krænkelser, de
har oplevet i deres barndom, og det er for de fleste af dem stadig meget svært at være åben
omkring. Mange års skam, angst og følelsen af, at sådan var det jo bare, sidder stadig dybt i dem.
Omfanget af krænkelserne, hvem der har begået krænkelser og hvor mange krænkere, der har
været, er vidt forskellige hos de 15 respondenter. Fem af respondenterne blev krænket af flere end
en person. Tre oplevede krænkelser begået af personer, som ikke er familierelateret. I et tilfælde
var det en pædagog på en døgninstitution, der begik krænkelserne. I det andet tilfælde var det en
omsorgsperson, der passede barnet som alternativ til dagpleje/børnehave. I det sidste tilfælde var
det en fortrolig voksen i fodboldklubben, fodboldtræneren, der begik krænkelserne. Tre af
respondenterne blev krænket af deres far. En blev krænket af sin mor, men hvor der også var
krænkere, som tilhørte morens vennekreds. Seks blev krænket af deres stedfar, og i et tilfælde var
det også broren der krænkede. En blev krænket af sin faster og en blev krænket af to fætre, disse
krænkelser fandt sted uafhængigt af hinanden.
Det vil sige, at seks har oplevet krænkelser fra personer i familien, seks har oplevet krænkelser fra
stedfædre/mors kæreste og fire, har oplevet krænkelser begået af personer som ikke er relateret til
familien.
Sammenligner man krænkernes relation til de krænkede, som ikke sagde det, med krænkernes
relation til de krænkede, som sagde det, er der ingen væsentlige forskelle i mønstrene. Man kunne
tro, at børn, der ikke fortæller om en seksuel krænkelse, undlader dette på grund af en tættere
relation til krænkeren, end børn, der siger det. Det indikerer profilen af krænkerne i de to grupper
ikke. Vi ser nærmere på dette i kapitel 6.
5.6. SEKSUELLE KRÆNKELSER BEGÅET AF EN UDENFOR FAMILIEN
Af de fem, der oplevede seksuelle krænkelser fra andre, end den nære familie, oplevede to af dem
også seksuelle krænkelser fra nære familiemedlemmer. De tre, der ikke oplevede seksuelle
krænkelser fra nære familiemedlemmer, er Torsten på 44, Laila på 49 og Connie på 49.
Torsten oplevede seksuelle krænkelser fra sin fodboldtræner. Krænkelserne fandt sted hjemme
hos træneren, hvor Torsten ofte overnattede. Torsten fortæller, at også mange af de andre drenge
overnattede hos træneren. Han var kendt for at skaffe hash, alkohol og billetter til ”fede ting”.
Torsten fortæller således om krænkelserne: ”Jeg sov hos ham, og når han kom i seng begyndte
han at kæle for mig – han dyrkede oralsex og onanerede på og med mig. Han sagde, at han ville
gifte sig med min mor.”
Laila på 49, oplevede seksuelle krænkelser fra forældrenes bedste ven. Laila er vokset op i en
almindelig kernefamilie med mor, far og lillebror. Hendes barndom har været stabil og tryg. Laila
har ikke været i dagpleje eller har været i børnehave, i stedet for blev hun passet privat hos
forældrenes bedste venner. Det var også her Laila oplevede de seksuelle overgreb. Om
krænkelserne siger Laila: ”Han drev sammen med en kollega et mekanikerværksted. Her besøgte
97
jeg ham ofte, da det lå tæt på mit barndomshjem. Jeg fik altid Gajoler. Han lokkede mig ind på
lageret og der skulle jeg sutte på hans pik. Kollegaen holdt vagt, mens det foregik.” Disse
krænkelser stod på i flere år.
Connie er vokset op i en alkoholiseret skilsmissefamilie, og efter skilsmissen var forældrene i kamp
om børnene. Det medførte, at Connie i flere omgange kom på børnehjem. Connie oplevede
krænkelser af en pædagog og af en medbeboer på det ene børnehjem, hvor hun var anbragt. Om
krænkelser og krænkerne siger hun således: ”Den ene var sød og venlig. Den anden tænkte kun
på sit eget formål. Han var ikke direkte truende verbalt, men det lå i tonen, at det her ikke var
noget, jeg selv bestemte. Jeg tænkte, at det ikke kunne passe at en pædagog skulle tage på mig,
og i forhold til den medbeboer var jeg bange og ked af det.” Krænkelserne bestod af befamling og
samleje. På det tidspunkt var Connie 10-12 år. Udover de seksuelle krænkelser har Connie
oplevet både fysisk og psykisk vold fra sin familie. Morens kæreste var fysisk voldelig, og farens
kæreste var psykisk voldelig.
De to respondenter, der har oplevet krænkelser både fra personer udenfor egen familie og fra
medlemmer af egen familie, er Anders på 60 og Josefine på 39.
Anders oplevede seksuelle krænkelser fra både sin mor, hendes veninder og flere mænd. Udover
at hans barndom har været præget af fysisk og psykisk vold, så oplevede han et stort skift i mænd
hos sin mor, som også prostituerede sig. Om de seksuelle krænkelser, og hvordan han oplevede
dem, siger Anders således:” I starten, da jeg var lille, var det mænd. Senere, da jeg kom i tidlig
pubertet, var det min mor og nogle af hendes veninder. Jeg har en klar fornemmelse af, at min mor
fik penge for at mændene kom ind til mig. De var som oftest ligeglade med, hvordan jeg havde det,
om jeg virkede bange eller ej. Enkelte kunne blive truende, hvis jeg ikke hurtigt nok gjorde det, de
ønskede. Min mor truede i starten med, at vi kom på børnehjem, hvis vi ikke gjorde, som hun
sagde.” De seksuelle overgreb indebar oralsex og analsex med mændene, og oralsex, analsex og
gruppesex med moren og flere af hendes veninder.
Josefine er lidt i tvivl om, hvorvidt de seksuelle krænkelser, som hun oplevede, blev begået af
andre end hendes far. Krænkelserne startede allerede i spædbarnsalderen, så hendes erindringer
er ikke så tydelige. Men hun har en fornemmelse af, at farens ven også krænkede hende.
Krænkelserne indebar voldtægt, oralsex, befamling og onani. Om krænkelserne siger
Josefine: ”Første gang står tydeligt for mig følelsesmæssigt. Jeg var lamslået først. Det var forkert.
Så gik hele mit system i vild panik, jeg var rædselsslagen. Siden husker jeg følelsen af at lukke
ned følelsesmæssigt og mentalt. At det var uundgåeligt, og jeg måtte beskytte mig selv ved
at ’forsvinde’ mentalt.” Krænkelserne, som Josefine oplevede, varede fra spædbarnsalderen, til
hun var omkring ni. Hun fortæller: ”Fra jeg var spæd og i hvert fald til jeg gav ham en knytnæve i
synet, da jeg var omkring ni og sagde, han aldrig skulle røre mig igen.”
Ligesom Anders har Josefines barndom også været præget af fysisk og psykisk vold. Derudover
har hun oplevet en grænseløshed hos sine forældre i forhold til seksualitet. Og hendes bror har, fra
han var 9-10 år, skulle se pornofilm sammen med sin far. Den seksuelle grænseløshed i familien
beskriver hun således: ”Det har været en usagt ting, der var vævet ind i vores samliv i familien.”
98
5.7. NÅR DE SEKSUELLE KRÆNKELSER BEGÅS AF NÆRE OMSORGSPERSONER
12 af de 15 respondenter oplevede seksuelle krænkelser fra nære omsorgspersoner, så som far,
mor eller stedfar, eller fra familiemedlemmer så som faster og fætter. Blandt de 12 er der også de
to, som har oplevet krænkelser fra både et familiemedlem og en eller flere andre personer. Ud af
de 12 oplevede seks, at det var deres stedfar, der begik krænkelserne. Tre oplevede krænkelser
begået af deres far, og en, at det var moren, der begik krænkelserne. Blandt dem, der blev
krænket af andre familiemedlemmer, var det i ét tilfælde fasteren, der var krænkeren, og i et andet
tilfælde blev krænkelserne begået af to fætre. De sidstnævnte krænkelser skete uafhængigt fra
hinanden.
De seks, der blev krænket af stedfaren, oplevede alle også enten fysisk eller psykisk vold. I tre
tilfælde var det både/og. Hos dem, der blev krænket af deres far, var der to, der også blev udsat
for fysisk og psykisk vold, og hos den tredje var det ”kun” de seksuelle krænkelser, der fandt sted.
De to respondenter, der oplevede seksuelle krænkelser af faster eller fætter oplevede derimod
hverken fysisk eller psykisk vold i deres barndom.
5.7.1. NÅR FAR KRÆNKER
De tre, der blev krænket af deres far, er Helle på 36 år, Lene på 56 år og Josefine på 39 år.
Helle på 36 år lider voldsomt meget af fortrængninger i forbindelse med krænkelserne og hun har
mange huller i hukommelsen fra barndommen, Hun ved derfor ikke med sikkerhed, om det kun har
været hendes far, der begik krænkelserne. Hun siger således: ”Jeg har mistanke om, at han
ligeledes havde en kammerat, der på en eller anden vis deltog, men jeg har kun korte billedlige
flashbacks, hvor de ’nærmer sig mig’ i en upassende situation, hvor jeg er nøgen efter et bad.
Derfra har jeg ingen erindring.” De seksuelle overgreb foregik på alle tidspunkter af dagen og i
mange forskellige situationer. Helle fortæller videre om krænkelsernes karakter: ”I badet, om
natten i min eller deres seng, om dagen under påskud af leg, seksualiseret sprog og
grænseoverskridende berøringer, blik, afklædning med øjnene, klap bag i etc. Gennem hele
dagen. Overgrebene og den grænseoverskridende adfærd gennemsyrede alt. Jeg måtte låse
døren til toilettet ved toiletbesøg og hænge håndklæde for nøglehullet, ellers kiggede han ind. Jeg
havde kronisk nedrullede gardiner på mit værelse, ellers vidste jeg aldrig, hvornår han stod
udenfor og betragtede mig.”
Lene på 56 år, der har oplevet seksuelle krænkelser fra sin far, har også haft fortrængt de
krænkelser, hun har oplevet i barndommen. Det er først i en alder af 32, at det blev tydeligt for
hende, at hun har været udsat for seksuelle krænkelser fra sin far. Om krænkelser, som hun kan
huske, siger hun således: ”Jeg sad på skødet af ham, mens vi sang ’ride, ride, ranke’. Hans
primære formål var så at få ståpik undervejs.” Krænkelserne stoppede omkring det tidspunkt, hvor
hun startede i skole. De stod på i ca. to år. I forbindelse med krænkelserne begået af hendes far,
siger hun yderligere: ”Jeg tror, jeg tænkte, det hørte med til at være mig i forholdet til min far. Jeg
kendte ligesom ikke andet.”
99
Både Lene og Helle har fortrængt meget fra deres barndom, og har svært ved at huske
krænkelserne. De sidder med en følelse af forvirring. Hvor Lene troede, at sådan var et forhold
mellem far og datter, så var det for Helle et forhold, hvor krænkelserne stod i stærk relation med
trusler. Hvordan de hver især oplevede deres krænker, uddybes senere i dette kapitel.
5.7.2. NÅR KRÆNKELSERNE BEGÅS AF ANDRE FAMILIEMEDLEMMER
Sofia på 32 år og Lars på 42 år oplevede begge seksuelle krænkelser af andre familiemedlemmer,
end forældrene. Sofia blev krænket af to fætre, hvor krænkelserne blev begået uafhængig af
hinanden. Lars blev krænket af sin faster. I begge tilfælde har der ikke været andre krænkere, ud
over de ovennævnte, og i begge tilfælde har der ikke været nogen form for fysisk eller psykisk vold
i familien. Derudover kommer de begge to fra middelklassen.
De krænkelser, som Sofia oplevede fra sine fætre, beskriver hun således: ”Kommanderende. Jeg
skulle eksempelvis rydde op, og så var der ’belønning bagefter’. Dragende på en negativ måde.
De talte til mig, når der var andre til stede, og vi omgik hinanden delvist ’normalt’, når andre var i
nærheden. Seksuelle overgreb – har jeg senere lært det hedder. De befamlede mig alle steder, og
jeg skulle befamle dem. Jeg skulle tage den ene oralt.”
Krænkelserne fandt sted til familiesammenkomster; til fester, fødselsdage, middage, kaffestunder
og i ferier. I hvor lang tid og hvor ofte disse krænkelser stod på er lidt uklart for Sofia. Hun siger
hertil: ” Denne ene fætter var efter mig i fire-fem år. Jeg har svært ved at huske præcist. Men altid.
Bare der var den mindste anledning. Den anden husker jeg kun få episoder med. Store fester, hvor
børnene ikke blev ’holdt under opsyn’. Jeg har sikkert fortrængt episoder. Det var oralt med ham,
da jeg var fire år. Jeg har den film kørende konstant.”
De seksuelle krænkelser forbinder Sofia med skam og skyld. Hun siger i forbindelse med de
følelser, som hun havde på det tidspunkt: ”Angst. Angst for at ’nogen’ skulle se hvad der foregik.
Det var så forbudt, men det ’var jo mig, der gjorde noget forkert’. Jeg var bange eller hundeangst
hver gang vi skulle et sted hen – for jeg vidste, hvad der ventede, hver gang. Jeg følte et pres. Et
kæmpe pres!”
Lars kommer ligesom Sofia fra en kernefamilie i middelklassen, han beskriver sin barndom som
forholdsvis god, men med mangler i de dybere bånd. De krænkelser, Lars har oplevet fra han var
11 år og som fortsatte i 5 år, beskriver han således: ”Det foregik i sommerferien, som forgik hos
min faster og onkel på xxx (stednavn fjernet, red.). Det stod på i ca. fem år i tre uger næsten hver
dag eller nat.” Krænkelserne bestod af onani og oralsex. I forbindelse med krænkelserne og de
følelser, han forbinder med dem, siger Lars ydermere: ”Nu bliver det skamfuldt, jeg følte faktisk
intet forkert ved det, og det var faktisk dejligt, hvor bizart det end lyder. Jeg var en dreng, der var
flatteret af hendes interesse, og følte intet ubehag ved det, tværtimod. [...] Jeg vidste godt, det var
en hemmelighed, men fik aldrig tanken, at det her er helt forkert og faktisk ulovligt, og nej, jeg har
aldrig følt noget ubehag ved det, det kom først for ikke så længe siden, at jeg blev bevidst om, at
det, der foregik, var helt i strid med loven, etikken og moralen.”
Selvom Lars i denne henseende adskiller sig fra de andre respondenter, i forhold til hvordan han
følte i forbindelse med krænkelserne, så har han betydelige senfølger tilfælles med de andre.
100
Ydermere, selv om Lars og Sofia til forskel fra de øvrige oplever, at de seksuelle krænkelser har
været det eneste overgreb/svigt, de har været udsat for, så minder deres senfølger meget om
hinanden og de senfølger, som de andre respondenter kæmper med, der også har oplevet fysisk
og/eller psykisk vold. Dette vender vi tilbage til i kapitel 6.
5.7.3. NÅR KRÆNKELSERNE BEGÅS AF STEDFAR
Når mor får en ny kæreste, så opstår der en ny familiedynamik. Stedfar får tildelt en rolle som
primær omsorgsperson. Blandt de 15 respondenter har seks oplevet seksuelle krænkelser af
denne omsorgsperson. I alle tilfælde har der også været fysisk og/eller psykisk vold til stede. De
seks respondenters socioøkonomiske baggrund fordeler sig jævnt hen over samfundsklasserne.
Der kommer henholdsvis to respondenter fra underklassen, to fra arbejderklassen og to fra
middelklassen.
Det er iøjnefaldende, at kun to af disse respondenter har haft en betydningsfuld voksen på skolen
eller daginstitutionen. Og ingen af de seks betegner deres barndom som god.
”Jeg var bange, for jeg vidste jo godt inderste inde, at det var dødforkert. Men samtidig higede jeg
efter opmærksomhed, efter omsorg. Og de sagde jo, at der ikke var noget forkert ved det, at de
holdt af mig, og det var den måde, de bedst kunne vise det på,” siger Jeanette på 39 år. Hun blev
krænket af sin stedfar og sin 13 år ældre bror. I Jeanettes tilfælde skete krænkelserne oftest, når
der var blevet drukket alkohol. Udover de seksuelle krænkelser blev Jeanette også udsat for
psykisk og fysisk vold. Jeanette fortæller, at det, hun savnede mest i sin barndom, var kærlighed,
kys og kram. Den eneste ’kærlighed’ hun fik, var når hendes stedfar og hendes bror krænkede
hende. Hun betegner sig selv som et nemt offer: ”De var begge søde og venlige. Jeg higede sådan
efter opmærksomhed, og det vidste de jo begge to, og så er man et nemt offer, tænker jeg.”
Anna på 33 år fandt også meget tidligt ud af, at kærlighed har en pris. Hun oplevede seksuelle
krænkelser fra sin stedfar fra hun var 13 til hun var 25 år. Anna fortæller: ”Til at starte med, så drog
han en vis form for omsorg for mig, men det bliver mere krav, der skulle opfyldes for at kunne nyde
de gode ting, jo længere misbruget fortsatte.” Anna var bange og havde ikke nogen, hun kunne
betro sig til eller stole på. Anna husker det, som om moren har haft kendskab til krænkelserne.
Hun siger: ” Ja, min mor vidste det godt, hun havde sagt god for det. Min krænker sov hver nat på
mit værelse, hvor han havde sat en seng. […] Min mor tog billeder af mig og min lillesøster i bad
med min stedfar, og hun sagde eller gjorde intet for at stoppe ham i at flytte sin seng ned til mig.”
Krænkelserne omfattede alt fra anden kønslig omgang til fuldbyrdet voldtægt. Krænkelserne
sammen med den fysiske og psykiske vold, Anna har oplevet, har gjort, at hun aldrig har følt, at
hun kunne have tillid til andre, og så siger hun: ”Har lært at man skal finde sig i ting og bide det i
sig.”
Lonnie på 38, Linda på 45 og Susan på 53 har alle oplevet seksuelle krænkelser fra deres stedfar,
når moren af den ene eller anden årsag ikke var til stede. I Lonnies og Lindas tilfælde handlede
det om krænkelser, der foregik igennem flere år, og som startede i en meget ung alder. Begge har
senere fået fortalt, at der har været en mistanke om, at der var noget, der ikke var, som det skulle
være. Lonnie fortæller, at krænkelserne fandt sted, når hendes mor var gået i seng, eller når hun
var alene hjemme med sin stedfar. Krænkelserne omfattede befamling og oralsex. Hun
101
fortæller: ”Det har sandsynligvis stået på mere eller mindre kontinuerligt fra jeg var ca. fire til jeg
flyttede hjemmefra. […] Min mor har dog senere fortalt, at hun havde en mistanke. Og en veninde
havde set at min stedfar tog mig i skridtet.”
Linda fortæller også om, hvordan hun senere har fået at vide, at der var nogen, der havde en
mistanke. Hun siger: ”Jeg har senere erfaret, at min mosters mand på et tidspunkt havde sagt til
min mor, at der var noget, der virkede forkert.” Linda oplevede i syv år seksuelle krænkelser fra sin
stedfar. Krænkelserne omfattede alt, undtagen samleje. Om krænkelserne fortæller hun: ”Han kom
ned på mit værelse om natten, især når min mor havde nattevagt. Ellers, når vi var på ture, for
eksempel i sommerhus, og også nogle gange, når jeg var med ham på arbejde. Jeg følte, det var
forkert. Og så lærte jeg mig ikke at føle noget. Jeg forsvandt på en måde.”
Susan blev voldtaget af sin mors kæreste, da hun var 13 år. Også i hendes tilfælde var moren ikke
til stede. Susan fortæller således: ”Min mor var på druk, så han passede os. Om natten vågnede
jeg ved, at han pillede ved min lillesøster. Vi sov i samme seng. Jeg fik hende ud på badeværelset
og til at låse døren. Ja, så gik det ud over mig. Jeg begyndte at pjække fra skolen og sov i xxx
(navn på parken fjernet, red.) om dagen, for så var jeg vågen om natten og lå med en kniv. Han
prøvede en gang til, men jeg stak ham med kniven og løb med lillesøster. Den nat sov vi begge i
xxx (navnet på parken fjernet, red.).” I Susans tilfælde er der ingen, der havde en mistanke, eller
som havde opdaget noget.
5.8. OM AT FØLE SKYLD OG SKAM
Flere af respondenterne oplevede følelsen af skam, skyld og at være forkert. Nogle følte lyst,
andre følte, at det var vilkårene for at få omsorg og kærlighed, og andre igen følte, at det var dem
selv, der var skyld i de seksuelle krænkelser. Dette har gjort, at det har været meget svært for dem
at fortælle om krænkelserne.
Sofia på 32, der oplevede seksuelle krænkelser fra sine to fætre, fortæller hvordan hun var fyldt
med angst for, at der var nogen der opdagede, at hun gjorde noget forbudt: ”Angst. Angst for
at ’nogen’ skulle se, hvad der foregik. Det var så forbudt, men det var jo mig, der gjorde noget
forkert.” Sofia fortæller, at hun ofte har villet sige noget, men angsten for at ødelægge sin familie,
og angsten for at såre andre, stoppede hende. Hun siger: ”Jeg var bange for at ødelægge eller
splitte min familie. At folk ville blive sure på hinanden og på mig. Jeg var bange for at såre andre.
Især min gamle elskede farmor.” Hun fortalte først om krænkelserne efter hendes farmor døde,
som Sofia siger: ”Hende ville jeg i så fald ikke komme til at såre.” I dag døjer Sofia med tætte
relationer. Hun har aldrig været i et forhold, og hun har aldrig haft en kæreste. Og så føler hun
sig ’totalt handicappet’ i tætte relationer. Sofia beskriver det således: ”Jeg oplever, at tætte
relationer er ’forbudte’. Jeg kan ikke slappe af i ’tæthed’. Ingen HAR FÅET LOV at komme tæt på.
Nogensinde.”
Jeanette på 39, der har oplevet seksuelle krænkelser af sine stedfædre og sin storebror, har også
været præget af skyldfølelse og skam. Jeanette higede efter kærlighed, og for at få den, måtte hun
finde sig i seksuelle krænkelser. Om sine følelser i forbindelse med de seksuelle krænkelser siger
hun således: ”Jeg var bange, for jeg vidste jo inderst inde, at det var dødforkert. Men samtidig
102
higede jeg sådan efter opmærksomhed, efter omsorg.” Jeanette har altid vidst, at det var forkert.
Hun siger: ” Men når man aldrig har fået kærlighed og omsorg, så synes jeg faktisk det er svært.”
Jeanettes liv har været præget af en mangel på omsorg og kærlighed, og det er noget, hun sætter
meget højt i forhold til sine egne børn i dag. Hun siger: ”Det er vigtigt for mig, at mine piger får al
den kærlighed og omsorg, børn i mine øjne har krav på.” Selv har Jeanette måtte ty til drømme
som løsning. Hun fortæller således: ”Har mange gange drømt om, at det en dag bankede på
døren, og jeg fik at vide, at jeg var blevet forbyttet som spæd, og det var min ’rigtige’ familie, der
stod udenfor. En familie, der var kærlig og omsorgsfuld, og havde en masse kærlighed at overøse
et forsømt barn. Men det skete aldrig.”
Følelsen af at være forkert, og ikke fortjene andet, er noget, flere respondenter beretter om. Blandt
de fire mandlige respondenter, som ikke sagde det, er netop følelsen af skam, følelsen af at være
ulækker, følelsen af at være forkert og flovheden over, at kroppen er en forræder, der følte lyst,
noget, der har fyldt meget.
Anders på 60, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin mor, hendes veninder og flere mænd,
beskriver det således: ”Jeg var blandt andet meget bange, især da jeg var lille. Jeg var også ked af
det, også senere. Troede, at jeg var forkert, når mor og veninderne behandlede mig som en slave
eller et dyr. Jeg var meget vred på mig selv over, at jeg ikke stak af hjemmefra.” Anders har i dag
svært ved at indgå i tætte relationer, han har brug for at se folk an, inden han indgår i en relation
med dem. Ud over de seksuelle krænkelser, er Anders også præget af den fysiske og psykiske
vold, han har været udsat for i sin barndom. De voksne i hans liv, især de primære
omsorgspersoner, var ligeglade med hans trivsel. Anders har måttet gætte sig til de voksnes
hensigter, og denne utryghed har sat sit præg i forbindelse med, hvordan Anders som voksen
indgår i relationer.
Carsten på 50 år, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin stedfar, såvel som fysisk og psykisk
vold, fortæller således om, hvordan han følte i forbindelse med krænkelserne: ”Jeg var bange, jeg
synes, at jeg var ulækker og beskidt, og jeg følte mig meget, meget forkert.” Carsten frygtede sin
stedfar, som var uforudsigelig i adfærd og humør. Carsten beskriver sin stedfar således: ”xxx
(navn fjernet, red.) var flink og venlig, når andre var i nærheden, men truende og voldsom, når vi
kun var han, min mor og jeg.” Carsten har igennem sin barndom aldrig følt sig sikker, og det har
været med til at påvirke Carstens liv ind i den voksne alder. Han har kæmpet med depression,
været meget hos psykolog, og fået lykkepiller. Carsten havde fortrængt krænkelserne, indtil han fik
sin depression. Han siger: ”Efter xxx (navn fjernet, red.) flyttede, fik jeg pakket mine oplevelser
med ham i kasser mentalt, og de blev gemt godt af vejen, indtil det pressede mere og mere på.”
De oplevelser, som Torsten på 44 og Lars på 42 har haft, adskiller sig fra de oplevelser, som
Carsten og Anders fortæller om. Torsten og Lars fortæller også om skam og flovhed, men årsagen
hertil er en anden. Modsat Carsten og Anders, der udover de seksuelle krænkelser også oplevede
fysisk og psykisk vold, og hvor de seksuelle krænkelser blev begået af primære omsorgspersoner,
så har hverken Torsten eller Lars oplevet fysisk eller psykisk vold i deres barndom. I forhold til de
seksuelle krænkelser har både Torsten og Lars følt en enorm stor skam, fordi deres kroppe følte
lyst.
103
Torsten på 44, der har oplevet seksuelle krænkelser fra sin fodboldtræner, fortæller således: ”Han
var sød, venlig og omsorgsfuld – roste mig og var glad for mig – det var det første menneske, som
opdagede, at jeg kunne noget… Dog blev han rigtig sur og skuffet, når jeg sagde nej… jeg blev sat
af holdet.” Torsten blev dermed sat i den position, at han ville skuffe den voksne, der virkeligt
betød noget for ham, og som gav udtryk for, at Torsten også betød noget for ham. Torsten
fortsætter: ”Jeg var flov, når han rørte ved mig, og specielt, når jeg fik udløsning – jeg var ikke
bange eller vred – det var bare noget, der skulle overstås.” Selvom Torsten følte sig flov og følte
ubehag, så formåede han ikke at sige fra. Årsagen er, at han frygtede at miste den ene voksne,
der gav ham den omsorg og opmærksomhed, som han ikke fandt andre steder. Som nøglebarn
var Torsten meget sig selv uden omsorg fra en voksen, og det fandt han så hos sin fodboldtræner.
Lars på 42, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin faster igennem 5 år, er i dag meget
skamfyldt, når han fortæller om de krænkelser han har oplevet. Lars oplevede ikke selv, at der var
noget forkert i hans relation til hans faster, han vidste godt, at det var en hemmelighed, men han
oplevede krænkelserne som noget helt almindeligt. Lars beskriver sig selv som en teenager, der
nød den opmærksomhed han fik, han fortæller således: ”Jeg blev behandlet som en lille prins, der
aldrig skulle mangle noget, og hun var altid kærlig, sød, rar og giga rummelig i forhold til, når jeg
ville noget andet end hun, men hun var aldrig sur eller truende.” En af årsagerne til, at Lars ikke
opfattede krænkelserne som noget forkert eller ulovligt, kan til dels forklares i omgivelsernes
reaktion. Selvom det var en hemmelighed, så formoder Lars, at hans onkel vidste noget: ”Jeg tror,
han havde et eller andet clue fordi han altid spurgte om, jeg ikke lagde mig ind til xxx (navn fjernet,
red), når han skulle afsted på nattevagt, og jeg sagde bare ja altid, for jeg vidste jo godt, hvad der
vil ske, når han var kørt.” Selv om Lars fortæller, at han ikke følte noget forkert ved krænkelserne,
som stod på fra da han var 11 år og 5 år frem, så beskriver han sit liv som præget af kaos og
misbrug fra han var ca. 13-14 år og til for ca. syv år siden. Han har igennem 22 år haft et
narkotikamisbrug og begået kriminalitet. Alt dette kom han ud af for syv år siden. Derudover
beskriver han sin opvækst som forholdsvis god, med undtagelse af, at hans mor i 1979 fik
konstateret en fysisk alvorlig sygdom, hvilket gjorde, at hans forældre tog beslutningen om en
frivillig anbringelse af flere af deres børn.
5.9. OM IKKE AT SIGE DET
Modsat de 20 respondenter, der deltog i første del af denne undersøgelse, så har de 15
respondenter her ikke fortalt nogen om de seksuelle krænkelser før forældelsesfristens udløb, som
de oplevede under deres opvækst. I dette afsnit belyses, hvad årsagen hertil har været.
Respondenternes forklaringer på, hvorfor de ikke sagde noget, er lige så alsidige som deres
historier i øvrigt. For nogle af respondenterne har årsagen til, at de ikke sagde noget, været, at de
havde fortrængt krænkelserne, eller at de ikke havde tillid til voksne. For andre var det følelsen af
skam over selv at have været en aktiv deltager med lystfølelse, eller fordi de ikke ville ødelægge
deres familie.
Helle på 36, der blev seksuel krænket af sin far og blev udsat for fysisk og psykisk vold, sætter
hele problematikken i perspektiv sådan: ”Jeg var faktisk i starten af tyverne, da min første psykolog
fortalte mig, at man godt må sige nej til sine forældre og eksempelvis selv bestemme, om man vil
104
deltage til familiefester, med mere. Det overraskede mig meget, så jeg har været helt i deres
magt.”
Respondenterne har alle været i de voksnes magt uden at have oplevelsen af, at de kunne sige
fra. Med fysisk, psykisk eller anden form for vold blev deres grænser overtrådt og negligeret, og
deres selvforståelse blev forvrænget. Samtidig har der været for meget på spil i forhold til at
afsløre krænkelserne. Disse faktorer har uden tvivl bidraget til, at respondenterne ikke sagde noget
om krænkelserne, mens de stod på, og at de først sagde noget til de nærmeste, da de blev meget
voksne.
5.9.1. NÅR KRÆNKELSERNE FORTRÆNGES
Laila på 49, der har oplevet seksuelle krænkelser fra hendes forældres bedste ven, havde
fortrængt de seksuelle krænkelser, indtil hun fødte sit sidste barn. Hun fortæller således: ”Det kom
først til mig efter mit sidste barns fødsel. Da jeg fik de første erindringer, troede jeg, at jeg var på
vej til at blive sindssyg. Jeg gik længe med det selv. Efter cirka et halvt år fortalte jeg det til min
mand. Efterfølgende fortalte vi det til mine forældre. De brød fuldstændig sammen og alt kontakt til
vennerne ophørte.”
Lene på 56, der har oplevet seksuelle krænkelser fra sin far, har ligesom Laila haft fortrængt
krænkelserne. Hun siger således: ”Først da jeg var omkring 32 år blev det tydeligt for mig, at jeg
havde været udsat for seksuelle krænkelser fra min far. I mange andre sammenhænge har jeg en
god hukommelse for oplevelser, jeg har haft i barndommen, men min fars ugerninger var røget i
glemmebogen.” De krænkelser, som Lene har oplevet, startede i en meget ung alder og stoppede
igen, mens Lene var meget ung. Det kan være en forklaring på, at hun har fortrængt det.
5.9.2. NÅR DER MANGLER TILLID TIL DE VOKSNE
Fem af de 15 respondenter fortæller, at de ikke sagde noget, fordi de enten ikke havde tillid til de
voksne, eller fordi de ikke vidste, hvem de skulle sige noget til.
Jeanette på 39, som oplevede seksuelle krænkelser af sine stedfædre og sin storebror,
fortæller: ”Jeg troede vel ikke, at jeg ville blive hørt, at nogen ville tro på mig. Min mor troede ikke
på mig, da jeg fortalte hende det som voksen.”
Anna på 33, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin stedfar, siger: ”Jeg har aldrig følt, at jeg
kunne have tillid til andre, og har lært, at man skal finde sig i ting og bide det i sig.”
Følelsen af, at de voksne ikke ville tro på en, og den personlige grænse allerede i en ung alder
bliver overtrådt, medfører en opfattelse af, at det ikke kan være anderledes. Lonnie på 38, der
oplevede seksuelle krænkelser fra sin stedfar, siger: ”Jeg havde ingen tillid til, at det ville blive
taget alvorligt, eller at der ville blive gjort noget.”
105
5.9.3. NÅR MAN IKKE VIL SÅRE SIN FAMILIE
To af respondenterne fortæller, at årsagen til, at de ikke sagde noget, var fordi de ikke kunne
overskue hvad det ville gøre ved deres familie. Og de ville ikke såre deres familie eller være skyld
i, at familien blev ødelagt.
Linda på 45, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin stedfar, siger således: ”Dengang var det for
ikke at ødelægge den gode stemning, for ikke at såre nogen, og fordi jeg var bange for, hvad der
ville ske. Jeg kunne ikke overskue konsekvenserne. Jeg troede, alle var glade, hvis jeg holdt
mund.”
Sofia på 32, der oplevede seksuelle krænkelser fra sine to fætre, siger: ”Jeg var nok mest bange
for at ødelægge min familie.” Hun uddyber: ”Jeg var bange for at splitte min familie. At folk blev
sure på hinanden og sure på mig. Jeg var bange for at såre andre.”
5.9.4. NÅR MAN FØLER SKYLD OG SKAM
Flere af respondenterne fortæller om, at de følte sig skyldig i forbindelse med krænkelserne.
Skammen er noget, der især hos drengene har fyldt meget. Både Lars og Torsten fortæller om
flovhed og skam, fordi deres krop reagerede på den seksuelle stimulans. Dette medførte, at der
ikke blev sagt noget. Hvordan kan fortælle om seksuelle krænkelser, når ens egen krop udviser
lyst?
Torsten på 44, der har oplevet seksuelle krænkelser fra sin fodboldtræner, siger i denne
sammenhæng således: ”Tror det handler om at jeg altid har været meget flov – troede/følte at vi
havde været to om det.”
Lars på 42, der oplevede krænkelser af sin faster, siger: ”Som sagt, så var det helt almindeligt, og
det var jo også mig og min fasters hemmelighed, at vi gav hinanden forløsning, som for mig
dengang bare var det, som pornoblade viste, og det føltes godt.”
5.9.5. NÅR DET SIGES SOM VOKSEN
14 af de 15 respondenter i denne del af undersøgelsen har først som voksne fortalt om de
seksuelle krænkelser, de har oplevet i deres barndom, til mennesker, der stod dem nær, eller til
fagpersoner.
Connie på 49, som har oplevet seksuelle krænkelser af en pædagog og af en medbeboer på et
børnehjem, har som den eneste ikke fortalt nogen om de krænkelser, hun har været udsat for, i
hvert fald ikke direkte. Hun fortæller: ”Lisbeth (Zornig, red.) og jeg var til en fødselsdag – Lisbeth
spurgte ind til nogle bestemte personer, og hun kunne høre på mig, at der var noget, der ikke var
helt, som det skulle være.” Årsagen til, at Connie aldrig har fortalt om krænkelserne forklarer hun
således: ”Mente ikke, der var nogen, der kunne interessere sig for det. Skyld og skam.”
106
De seksuelle krænkelser har været respondenternes hemmelighed i mange år, så hvem fortæller
man det til, når man ikke længere kan rumme det? De fleste af de 15 respondenter fortalte om
krænkelserne til deres læge, psykolog eller psykiater. Dette har i mange tilfælde været i
forbindelse med en depression eller andre helbredsmæssige problemer. Udover deres læger, så
har flere respondenter fortalt om krænkelserne til nære venner, den smule familie, de føler sig
trygge ved, og til deres kæreste eller ægtefælle.
Linda på 45, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin stedfar, fortæller: ”Min læge blev informeret
om det, da jeg fik en depression for ti år siden. Alt kom bare ud af mig til den konsultation.” Linda
fortalte om krænkelserne første gang, da hun var i starten af 20’erne. Hun fortalte det til sin
daværende kæreste, og senere til sin lillesøster, samt nære venner, og til hendes nuværende
mand. Hun fortalte om krænkelserne, fordi ”det fyldte rigtig meget i mig – jeg kunne ikke bære det
alene.”
Årsagen til, at de som voksne fortæller om krænkelserne, er for flere af respondenterne, at de ikke
længere kunne rumme det i deres eget hoved. Anna på 33, der oplevede seksuelle krænkelser fra
sin stedfar, har som voksen fortalt om krænkelserne til sin mand, hans familie, politiet og alle, der
ville lytte ”fordi det fylder så utroligt meget i mit hoved, og jeg kan ikke komme af med det, den
eneste måde at få bearbejdet det på er ved at tale om det.” Hemmeligheden fylder så meget hos
respondenterne, at mange af dem er ved gå til, og ikke længere kan fungere. Sofia på 32 beskriver
det som at hendes ”hjerne var ved at eksplodere.”
For Josefine, der har oplevet seksuelle krænkelser fra sin far, er årsagen til, at hun nu fortæller om
krænkelserne, følgende: ”For at tage min stemme tilbage. Give mig selv en følelse af, at JEG i det
mindste har lyttet. Ved at fortælle andre, fortæller jeg samtidig mig selv, at der er sket noget, der
ikke var ok. Kun sådan kan jeg en dag lægge det bag mig. Man kan ikke lægge usynlige ting bag
sig.”
Jeanette, som oplevede seksuelle krænkelser af sine stedfædre og sin storebror, fortæller om
årsagen til, at hun fortalte om krænkelserne til sin psykolog, psykiater, familie, eksmand og venner,
således: ”Fordi det er en del af min historie. Det er derfor jeg er, som jeg er. Jeg behøver ikke
længere være bange. Jeg har taget nogle valg, som kan være svære for folk at forstå. Men når de
så ved hvorfor, så møder jeg stort set altid forståelse.”
Respondenterne har i deres barndom været uden magt og indflydelse på eget liv, deres personlige
grænser blev udvisket, og de voksede op med en byrde i form af en tung hemmelighed, der har
påvirket dem ind i det voksne liv. Ved at fortælle om krænkelserne, håber de på at genvinde
kontrol over deres eget liv. Flere siger, at det i dag er blevet lettere at fortælle om krænkelserne,
fordi der er kommet større medieomtale om seksuelle krænkelser af børn, og fordi flere mennesker
fortæller deres historie, og dermed nedbryder tabuer. Lars på 42, der oplevede krænkelser af sin
faster, siger i den forbindelse således: ”I takt med medieomtale på flere grove sager, og god snak
med en fortrolig ven, har jeg fået et mere klart syn på, hvad det egentligt er, der er foregået, og på
den manipulation af mig, der har fundet sted.”
107
5.11. ANBEFALINGER
Vi har spurgt de respondenter, der ikke sagde det, hvad der kunne have fået dem til at fortælle om
krænkelserne, mens de stod på, og hvilke anbefalinger de har, der kan hjælpe dagens børn til at
fortælle en voksen om krænkelserne.
Respondenternes anbefalinger, som naturligt tager udgangspunkt i deres egne oplevelser, handler
om tillid, åbenhed, undervisning om kroppens rettigheder og hvor man går hen med sin viden,
samt at de voksne tør spørge om de svære ting.
Lonnie, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin stedfar, siger således: ”Jeg ville måske have
fortalt om krænkelserne, hvis jeg havde haft voksne, jeg havde tillid til. Som ikke konstant skældte
ud og fortalte mig, at jeg var forkert.” Derfor anbefaler hun: ”Opbyg tilliden. Jeg tror, at hvis barnet
føler sig tryg ved en voksen, er der større sandsynlighed for, at barnet lukker op og fortæller. Men
det kræver tid og tålmodighed af den voksne.”
Tillid opbygger man kun, hvis man har en god relation til barnet. Josefine kommer i den
sammenhæng med en anbefaling til alle fagprofessionelle, der arbejder med børn. Hun
siger: ”Drop alle ideer om professionel distance. Den kan voksne mennesker rationalisere sig til at
forstå mentalt. Børn har ikke den luksus. De fanger straks signalet om, at de ikke er rigtigt vigtige.
Og holder mund. For hvordan skal man fortælle sin mørkeste, farligste sandhed til én, der ’bare’ er
på arbejde, som kan stoppe dig midt i en sætning, fordi nu har de fri? Det lægger bare ekstra lag af
krænkelse og fornemmelse af, man er ligegyldig oveni et allerede alt for stort forsvarspanser mod
verden.”
Udover tillid er åbenhed meget vigtig. Åbenhed, og at turde stille de svære spørgsmål. Laila på 49,
der oplevede seksuelle krænkelser fra forældrenes bedste ven, siger i den forbindelse
følgende: ”Forældre og voksne skal ikke være bange for at spørge ind til også de svære ting. Børn
har en anden indgangsvinkel og ikke alle de fordomme, vi voksne har. De har ingen hensyn at
tage. Men vær interesseret i barnets liv og trivsel uden at være for overbeskyttende. Og lad dit
barn vide, at du som voksen kan tåle at høre om alt, og at der ikke sker noget ved det.”
Hvordan fagprofessionelle kan blive bedre til dette, har Anna på 33, der oplevede seksuelle
krænkelser fra sin stedfar, et bud på. Hun anbefaler: ”Jeg skulle kunne have tillid til en eller anden
person, en, der ville have turde spørge ind til og se bag om facader. Måske noget information i
folkeskolen omkring, at et barn aldrig er skyldigt i ting som disse. Og hvor forkert det er. Noget
speciel og intens fokus, hvor man bliver sat ind i, hvad det vil sige at blive krænket, og så også en
ordentlig information og oplysning om, hvad sex er, og hvad der er rigtigt at bruge det til. Al den
information man overhovedet kunne komme med, så jeg på en eller anden måde ville vide, hvad
der er rigtigt og forkert. Børn tror jo, at det deres forældre gør, er det rigtige.”
Samtidig kræver det et stort mod som barn at gå til en voksen og fortælle det. Torsten kommer
med et godt råd til alle børn, han siger: ”Det er vigtigt at få det fortalt, det er ikke flovt, og det er
ikke DIN skyld – du har intet gjort forkert, det er ham eller hende, der gør noget forkert, og han skal
hjælpes eller straffes, så han ikke gør andre fortræd. Fortæl det til din kæreste, din bedste ven, din
mor eller far, et familiemedlem, skolelærer eller din pædagog, du er tryg ved, eller du kan fortælle
det til din egen læge, men det er vigtigt at fortælle det, så man kan få hjælp.”
108
6. LIVET IDAG
6.1. SENFØLGER
Hvordan ser de 35 respondenters liv ud som voksne i forhold til uddannelse, arbejde og økonomi?
Og har barndommens krænkelser påvirket dem så meget, at det har haft indflydelse på disse
elementer i deres liv?
I dag er kun 14 af respondenterne i arbejde, tre er studerende og 18 er enten på førtidspension,
kontanthjælp eller på sygedagpenge. 15 af respondenterne døjer med dårlig økonomi.
17 har eller har haft et rusmiddelmisbrug, og hele 33 ud af de 35 respondenter har eller har haft
psykiske lidelser, der har gjort en hverdag svær. Heraf har 18 eller over halvdelen fået egentlige
diagnoser som skizofreni, PTSD, Borderline, stress, personlighedsforstyrrelser, depression og
lignende. 26 respondenter har i deres voksentilværelse været eller er i behandling for deres
vanskeligheder.
31 respondenter føler sig ensomme af og til eller altid, og 29 har eller har haft selvmordstanker.
24 respondenter fortæller, at de altid eller af og til er i mistrivsel, mens 25 har vanskeligt ved nære
relationer.
6.1.1. DEN NÆRE RELATION
Den nære relation er ofte ikke let, når man i barndommen er blevet svigtet af sine nære
omsorgspersoner.
Kun 16 ud af de 35 respondenter er i dag i forhold. Flere respondenter beskriver deres forhold som
værende turbulente.
Jeanette på 39, som oplevede seksuelle krænkelser af sine stedfædre og sin storebror, beskriver
sit forhold til sin eksmand således: ”Min eksmand og jeg havde et turbulent forhold. Det var meget
svært for mig, frygten for at miste, angsten for at blive svigtet. Jeg var egentligt ikke særlig rar,
men nu er vi bedste venner, både han og jeg har fået forståelse for, hvorfor jeg har reageret som
jeg har, hvorfor mine handlemønstre har været eller er, som de er.”
Frygten for at miste og for at blive forladt er noget, der fylder meget hos flere af respondenterne.
Linda på 45, der oplevede seksuelle krænkelser af sin stedfar, siger: ”Jeg er næsten altid bange
for at blive forladt, selvom der ikke noget, der tyder på, at han forlader mig. Vi har kendt hinanden i
over 20 år.” Selvom Linda har været gift i mange år, så følger frygten for at miste hende stadig.
Respondenterne fortæller, at de holder folk på afstand for at beskytte dem selv. Og når de lader
andre komme tæt på, så kan de være meget svære at leve sammen med. Årsagen hertil ligger
109
blandt andet i deres konstante tvivl om, hvorvidt den anden person virkelig vil dem, eller om de
bare lader som om.
Når respondenterne skal beskrive dem selv, så er der flere, der beskriver sig som to forskellige
personer. I arbejdssammenhæng og i uforpligtende sammenhæng beskriver de sig som
udadvendt, men så snart der er en personlig forpligtelse og en nær relation, så bliver de mere
introvert og selvbeskyttende.
Anders på 60, og som har været i forhold i 42 år, beskriver det på følgende måde: ”I mit
professionelle arbejde som lærer er jeg meget udadvendt og meget snakkende. I mit hjemlige miljø
kan jeg være og er jeg ofte mere indadvendt. Har brug for at se mennesker meget an, inden jeg
indgår i tætte relationer med andre mennesker. Og der går endnu længere tid, inden der etableres
venskaber.”
Udadtil bærer respondenterne altså en maske, der kunne give det indtryk, at de er meget sociale
mennesker og nemme at omgås, men i realiteten bliver andre holdt på afstand og vil have meget
svært ved at få lov til virkeligt at komme tæt på.
Torsten på 44, der har oplevet seksuelle krænkelser fra sin fodboldtræner, beskriver det
således: ”Jeg synes ikke, det er nemt med relationer – holder ting hemmeligt, stoler ikke på
mennesker. Har en forståelse af, at mennesker forsvinder, og derfor er jeg ikke nem at være
sammen med.” Udover, at Torsten har svært ved at have tillid til andre, så fortæller han også, at
han også har det svært i et partnerskab, som involverer intimitet. Han siger således: ”Jeg har
svært ved parforhold, svært ved at føle tillid, været utro, og sex er blevet problematisk. Jeg bliver
flov ved udløsning og har haft virkelig mange partnere, løse forhold.”
Carsten på 50, der oplevede seksuelle krænkelser af sin stedfar, siger: ”Jeg knytter mig vanskeligt
og nødigt til andre mennesker, og der skal ikke så meget til, for at de bånd, jeg har til andre,
brydes. Jeg har problemer med at have tillid til andre mennesker, men arbejder på det hver dag.”
På samme måde svarer Julie på 32, der oplevede seksuelle krænkelser fra et familiemedlems
kæreste, på spørgsmålet omkring forholdet til sin partner: ”Meget komplekst. Jeg bliver meget
afhængig af en partner. Men har samtidig meget lidt tillid. Er ekstremt bange for at blive snydt eller
miste ham. Dette er dog blevet bedre med årene, men stadig noget, jeg skal være opmærksom
på”.
Mennesker forsvinder, forlader og svigter. Dette er for respondenterne en eksistentiel forforståelse
af verden, og derfor falder det dem ikke let at indgå i relationer. Med én undtagelse. Deres børn.
24 af de 35 respondenter har fået børn, og de beskriver deres børn som det allervigtigst i deres liv.
Jeanette på 39 siger: ”De siger, jeg er en god mor, og det varmer utroligt meget. Jeg ville jo gerne
gøre det endnu bedre. Jeg har altid prøvet virkeligt hårdt på, at de bestemt ikke skulle have en
barndom, som lignede min, og det har de heller ikke haft. Det er det allervigtigste for mig.”
110
Og Anna på 33, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin stedfar, siger: ”Jeg elsker dem over alt
på jorden, og jeg vil kæmpe alt, hvad jeg kan, for at de aldrig skal opleve noget lignende af, hvad
jeg har.”
Men selvom respondenterne elsker deres børn, så er det ikke altid nemt. Lars, der oplevede
krænkelser fra sin faster, og som i nogle år havde et misbrug, betegner sin relation til sine børn
sund og givende, men sådan var det ikke, da hans misbrug stod på. Dengang var det ikke let for
ham at være der for sine børn, hvilket også mærkede børnene.
Linda på 45, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin stedfar, fortæller: ”Jeg har et tæt forhold til
mine børn. Vi gør mange ting sammen, når jeg har tid. De kender ikke hele min fortid, men de ved,
at deres barndom er helt anderledes, end min har været. De er også mærkede af det, når jeg har
en trist periode. Når jeg har været presset, har jeg nogle gange råbt af dem. Det er jeg meget ked
af.”
Helle på 36, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin far, har det svært med nærvær, og
beskriver sin relation til sine børn som en frigørelsesproces: ”Mine børn er mine største
læremestre. Deres fødsel betingede for mig en dyb tagen ansvar og gjorde, at jeg fik modet til at
sætte mig fri og dermed dem fri. Jeg arbejder intensivt med at være følelsesmæssigt tilgængelig,
at slippe offerrollen og tage ansvar, og jeg er kommet meget langt. Min PTSD, igen særlig min
vrede, og min til tider manglende følelsesmæssige tilgængelighed kommer imellem os, og slår skår
i den ellers ret fine, kærlige og ærlige relation, jeg har skabt til dem. Så det arbejder jeg meget
med, og jeg har svært ved at finde tilgivelse i mig selv for mine mangler. Jeg troede ikke, med min
historik, at jeg ville have fejl som mor, fordi jeg ved hvor smertefuldt svigt er. Jeg øver mig i at
adskille min barndomssmerte fra deres, det er svært, og jeg er meget overbeskyttende – for
overbeskyttende. Jeg øver mig i at sætte dem fri. Jeg er dybt ulykkelig over mine mangler.”
6.1.2. TILLID
At indgå en nær relation forudsætter at man har tillid til den anden person. Dette er noget, som
respondenterne, på grund af de svigt de har oplevet i deres barndom, ikke har let ved. Lars på 42,
der oplevede krænkelser af sin faster, siger: ”Tillid er for mig noget, som skal fortjenes, og jeg føler
generelt ikke tillid til ret mange”.
Det er ikke nemt for respondenterne at have tillid til andre. Det kan for andre se ud, som om de har
tillid, men en dyb indre usikkerhed gør det svært for dem reelt at have det. Lene på 56, der har
oplevet seksuelle krænkelser fra sin far, fortæller, at hun som udgangspunkt føler tillid, men at hun
er hurtig til at trække sig, hvis hun føler, at hun ikke bliver taget alvorligt. Og hvis hun har udvist
tillid og bliver svigtet, så er det endnu værre. Hun siger hertil: ”Jeg har svært ved at genvinde
tilliden, hvis jeg har følt mig svigtet. Selv hvis det andet menneske beklager og undskylder – det
føles, som om ’skaden’ er uoprettelig. Jeg ville gerne jeg kunne, men det føles som en umulighed.”
Flere respondenter fortæller, at deres tillid er svær at få, og de sætter folk på prøve. Jeanette på
39, som oplevede seksuelle krænkelser af sine stedfædre og sin storebror, siger: ”Har nok
111
ubevidst sat folk på prøve, min tillid skal man virkelig gøre sig fortjent til, den kommer ikke bare af
sig selv.”
I forhold til tillid bliver det meget tydeligt, hvor meget deres barndom, og de svigt respondenterne
har oplevet, har påvirket dem. Det er, som om der er en fundamental forforståelse af, at de vil blive
svigtet, og derfor sætter folk på prøve, hvilket kan blive en ubevidst selvopfyldende profeti. Det
kræver tydeligvis en vis styrke og stædighed hos andre for at vinde respondentens tillid og dermed
have mulighed for at etablere en nær relation.
6.1.3. DET PSYKISKE HELBRED
Depression, angst og PTSD er blandt de diagnoser, som respondenterne nævner i forbindelse
med deres psykiske helbred. 33 af de 35 respondenter oplyser, at de kæmper med deres psykiske
helbred. Flere har været igennem en psykolog behandling, eller i terapiforløb i tilbud som f.eks.
Center for seksuel misbrugte.
I flere tilfælde har der i forbindelse med terapi og behandling været en meget høj anvendelse af
medicin. Laila på 49, der oplevede seksuelle krænkelser fra forældrenes bedste ven, fortæller
således om sin oplevede med sundhedssektoren: ”I forbindelse med fødslen af vores mindste
datter fik jeg en fødselsdepression. I kølvandet på det dukker erindringerne om de seksuelle
krænkelser også op. Jeg kommer i medicinsk behandling, men får det ikke bedre og får tilkendt
førtidspension i år 2000. Min daværende psykiater fyldte så meget medicin på mig, at jeg ikke var i
stand til at fungere. Ved et tilfælde opdages det, at jeg led af søvnabnø (vejrtrækningspauser
under søvnen, red.) i meget svær grad. Det var en meget stor medvirkende årsag til mine
gentagne depressioner. Men jeg kom i behandling med en ny kvindelig psykiater og takket hende
og min stærke vilje til at komme tilbage til livet, var jeg efter tre års udtrapning af medicin, klar til at
leve igen.”
Ikke alle siger ja til medicinsk behandling. Susan på 53, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin
stedfar, siger: ”Jeg har været hos en psykolog ti gange for cirka ti år siden. Han ville have, at jeg
skulle have piller for det, men det sagde jeg nej til. […] Men jeg har været træt af livet nogle
gange.”
Respondenterne har svært ved at svare, når de bliver spurgt direkte om deres psykiske helbred,
men når talen falder på deres liv i dag generelt, så har de lettere ved at sætte ord på. Og ud fra
deres svar kan man udlede indikatorer i forhold til, hvordan de har det psykisk i dag.
Sofia på 32, der fra hun var 4 år oplevede seksuelle krænkelser fra to fætre, fortæller om sit liv i
dag således: ”Jeg kan ikke mærke mig selv. Jeg kan ikke mærke et kram eller et håndtryk.
Jeg ’går ud af mig selv’. Jeg giver ingen mennesker lov at røre mig. Jeg har dårligt selvværd og jeg
elsker ikke mig selv og min egen krop. Når noget er skidt, distancerer jeg mig fra det. Tager aldrig
en konflikt. […] Min krop er bare et vedhæng til mit hoved.”
Respondenternes oplevelser i deres barndom har sat sit præg på deres psykiske helbred. Et lavt
selvværd, en følelse af at være anderledes, skyld, skam og flovhed over at have deltaget i de
seksuelle aktiviteter, følelsen af at stå udenfor, ikke at være en del af fællesskabet, og meget
112
mere, er forhold, som respondenterne har kæmpet med hele deres liv, og som hos flere af dem
har bidraget til sygdomme, såsom angst, PTSD, depression, spiseforstyrrelser, mm., men også
tilknytningsforstyrrelser, ensomhed og selvmordstanker.
Susan på 53, der har oplevet seksuelle krænkelser fra sin mors kæreste, blandt andet på loftet,
beskriver sit liv således: ”Jeg er ikke til lukkede døre. Jeg kan ikke gå på lofter uden at få
hjertebanken. Jeg har aldrig givet mig 100 pct. hen, når jeg havde sex, og der har været perioder,
hvor jeg ikke kunne have at mine mænd eller kærester rørte mig. Pt. har jeg ikke haft et forhold og
sex i ni år. Jeg har altid haft uro inde i mig. Har altid arbejdet meget, havde ofte to arbejdspladser,
for jeg har altid haft det bedst, når jeg arbejder, mit hjem var kun et sted, jeg opbevarede mig selv
i.”
Jeanette på 39, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin stedfar og sin bror, fra hun var 7 år og
13 år frem, ser en rød tråd mellem de seksuelle krænkelser og hendes liv i dag. Hun siger
således: ”Der er røde tråde over det hele. Har virkeligt forsøgt at klippe dem over, og det er
lykkedes i mange tilfælde, men ikke nok. Der er jo en grund til, at jeg lider af depressioner, angst,
PTSD, social angst, og har det meget svært med nære relationer, og det giver jeg min opvækst
skylden for.”
Graden af senfølger og hvor meget de hæmmer voksenlivet er meget forskelligt blandt
respondenterne. Nogle få fungerer i hverdagen med små bump, der kan håndteres. De fleste
forsøger at overleve hver dag. Der er blandt de medvirkende respondenter ikke nødvendigvis en
sammenhæng mellem grovheden af krænkelserne og omfanget af senfølger. Derimod er der en
tendens til en sammenhæng mellem længden af krænkelsesforløbet og senfølgernes omfang.
Således kan Sarah på 26, der oplevede seksuelle krænkelser fra hun var spæd og indtil hun var
19 år, begået af forældre, forældres venner samt to pædagoger på et opholdssted, se tilbage på
mange indlæggelser på psykiatriske afdelinger. I perioder på lukket afdeling og med over 100
ECT-behandlinger (elektrochok mod selvmordstanker), konstant medicinering og voldsom
selvskade med overskæring af sener i fødder og hænder. Sarah bor i dag på et socialpsykiatrisk
opholdssted, og er godt på vej til et mere bæredygtigt liv, hvor hun med tiden måske kan få lov at
se sin datter, hvilket er hendes højeste ønske.
6.1.4. ENSOMHED
”Ensomhed er en kvælende følelse, som er blevet sådan en brutal følgesvend, og uanset, hvordan
jeg forsøger at gøre op med den – bliver den siddende”, fortæller Sofia på 32 år.
En konstant følelse af ensomhed er for mange af respondenterne i denne undersøgelse et
grundvilkår for deres liv. Præget af svigt, savn og usikkerhed føler mange, at de ikke for alvor har
betydning for andre, og dermed kan en grundlæggende følelse af ensomhed blive en tro
følgesvend. For nogle respondenter er følelsen af ensomhed noget, der kun rammer dem i
perioder, og for andre er denne følelse en konstant faktor i deres liv. Selv om ikke alle bruger ordet
ensom, eller opfatter sig selv som ensom.
113
Susan på 53 år, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin stedfar, fortæller således: ” Jeg syntes
ikke, at jeg føler mig ensom, for det er ligesom et valg, som jeg har taget. Men jeg kan føle mig
meget alene inden i mig selv fra tid til anden. Så har jeg et par dage, hvor jeg føler mig sort inden i,
ryger i hullet, som jeg kalder det. Men jeg kommer op igen.”
Anders kender også til følelsen af at have ondt inden i. Han siger: ”Ja, føler det af og til. Føler det
et par gange om året. Føler mig trist og har ondt af mig selv.”
Ensomhed kan især ramme ved højtider, Connie fortæller: ”Det er nok ikke så tit – men det dukker
jo op, når man for eksempel holder jul, fødselsdage, når man ikke har familie omkring sig, og det jo
også rammer ens børn.”
For flertallet af respondenterne er følelsen af ensomhed en konstant faktor i deres liv. Det er ikke
altid let for dem at sætte ord på denne følelse, som Carsten på 50, der oplevede seksuelle
krænkelser af sin stedfar, beskriver som ”en følelse af at være fortabt”.
Lene på 56 år beskriver det som ”en følelse af, at jeg overlever, mere end jeg egentligt lever. Jeg
oplever af og til, at livet for mig er som at være statist i et skuespil.”
Helle på 36 år, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin far, beskriver ensomheden således: ”Jeg
har, med få undtagelser, altid en grundstemning af dyb ensomhed. Dette uagtet, om jeg sidder
alene med mig selv, med min egen familie eller blandt hundrede mennesker. Denne knude af
ensomhed følger mig altid, og overvælder mig ofte, så jeg bliver bange. Jeg oplever, at den har
ophav i barnet i mig, og at det derfor er så overvældende. Der sidder en virkelig bange, helt alene,
lille pige inden i mig, og følelsen er dybt forankret.”
6.1.5. SELVMORDSTANKER – NÅR LIVET GØR ONDT
29 af de 35 respondenter har på et eller flere tidspunkter i deres liv haft selvmordstanker.
Anna på 33, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin stedfar, år fortæller, at ”jeg var tæt på at
sulte mig ihjel - jeg så ingen anden udvej for at slippe ud af min krænkers klør.”
Connie på 49 år fortæller, at hun som barn har ”forsøgt at kvæle mig selv flere gange, det føltes
nærmest som en besættelse på et tidspunkt. Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg helt konkret tænkte,
udover at blive taget væk fra alle.”
Linda på 45 år, der i sin barndom oplevede seksuelle krænkelser fra sin stedfar, prøvede at tage
sit eget liv, fordi hun ”var ulykkelig og bange for at blive forladt.”
Josefine på 39 år, der oplevede seksuelle krænkelser fra sin far, fortæller: ”Et langt livs kamp, der
til sidst efterlod mig uden rum til mig selv. […] Det kan ske for alle, og det sker, når der simpelthen
ikke er rum til mere i det enkelte menneske.”
Jeanette på 39 år, som oplevede seksuelle krænkelser fra sine stedfædre og sin storebror,
fortæller, at hun stadig til tider får selvmordstanker, når det hele bliver for meget. Men hun har
114
aldrig prøvet på at tage sit eget liv. Hun begrunder det med følgende sætning: ”Nej, tør simpelthen
ikke. Hvem skulle så være mor for mine piger?”
Laila på 49 år, der oplevede seksuelle krænkelser fra forældrenes bedste ven, forklarer sine
selvmordstanker med: ”Jeg kunne ikke se meningen med mig og med livet. Jeg var ikke til gavn for
nogen.”
Lene på 46 år, der har oplevet seksuelle krænkelser fra sin far, forklarer sine selvmordstanker
med: ”Når jeg er fyldt op af selvmordstanker handler det om generel håbløshed i forhold til mit liv
og fremtiden.”
Sofia på 32 forklarer sine selvmordstanker med: ”Tit har jeg tænkt, at mit liv er spildt. Så hvorfor
blive ved med at kæmpe for at få et ’normalt liv’, når jeg ikke rigtig ser en fremgang.”
Selvmord er for de fleste af respondenterne er en alternativ strategi – en plan B – til at håndtere
livet. Den ultimative reaktion på, at oplevelserne i barndommen gør ondt langt ind i
voksentilværelsen.
Senfølgerne kan være forskellige, men fælles for respondenterne er, at de har dem, og de for de
flestes vedkommende fortsætter med at hjemsøge respondenterne, og kræver livslang håndtering.
Hvad der er af muligheder for hjælp til senfølger, fremgår af rapportens bilag 2.
6.2. TRIVSLEN SOM VOKSEN FOR DE, DER SAGDE NOGET, OG DE, DER INGENTING
SAGDE?
Materialet er ikke tilstrækkelig repræsentativt til, at man med sikkerhed kan uddrage nagelfaste
generelle konklusioner. 20 respondenter, der sagde noget, og 15 der ingenting sagde, er ikke
tilstrækkelig empiri til repræsentative konklusioner. Ikke desto mindre tegner der sig nogle
interessante mønstre, der kunne indikere tendenser, som rejser en række spørgsmål, der kunne
være interessant at undersøge nærmere i et eventuelt forskningsprojekt.
TABEL 2: EN SAMMENLIGNING AF DE, DER SAGDE NOGET OG DE, DER IKKE SAGDE NOGET
KARAKTERISTIKA
SAGDE
NOGET 20
%
SAGDE IKKE
NOGET 15
%
I forhold
Svært forhold til partner (for
dem i forhold)
Børn
Studerende
I job
Svær øk. situation/gæld
På overførselsindkomst
Ensomhed altid eller af og til
11
5
55 %
45 %
5
5
33 %
100 %
14
3
6
11
11
19
70 %
15 %
30 %
55 %
55 %
95 %
9
0
8
4
7
12
75 %
0%
53 %
36 %
46 %
80 %
KOMMENTARER
115
Har eller har haft
selvmordstanker
Har eller har haft Psykiske
lidelser
Har været eller er i
behandling for senfølger af
overgreb
Har eller haft
rusmiddeludfordringer
Fysiske lidelser pt
Vanskeligt ved nære
relationer
Har begået kriminalitet som
voksen
Kontakt m myndighederne
ud over almindelig
borgerkontakt
18
90 %
11
80 %
19
95 %
14
93 %
17
85 %
9
60 %
11
55 %
6
40 %
6
12
30 %
60 %
9
13
60 %
86 %
6
30 %
2
13 %
14
70 %
10
66 %
Forældre underklasse
Arbejderklasse
Middelklasse
Overklasse
Fysisk vold som barn
Psykisk vold som barn
Fortrolig voksenrelation
Mobning i barndommen
Har været anbragt
Dårlig trivsel i skole/inst
Krænker, havde
rusmiddelproblemer
12
2
5
1
14
17
14
12
10
11
9
60 %
10 %
25 %
5%
70 %
85 %
70 %
60 %
50 %
55 %
45 %
4
3
8
0
8
9
5
4
3
7
3
27 %
20 %
53 %
0%
53 %
60 %
33 %
33 %
20 %
46 %
20 %
På overførsel, i
behandling i
psykiatrien, har en
kommunal sag ol.
De tendenser, der fremgår af svarene fra de medvirkende respondenter, er blandt andet følgende:
6.2.1. MIDDELKLASSENS KRÆNKEDE BØRN HOLDER TÆT
Der er flere respondenter fra middelklassen blandt dem, der ikke sagde noget, end blandt dem, der
sagde det. Der er ikke væsentlige forskelle på, hvordan respondenterne i de to grupper har oplevet
de seksuelle krænkelser. Når der er flere børn fra middelklassefamilier i undersøgelsen, der ikke
sagde det, kan svaret handle om, at de børn er bundet af normer, der gør det vanskeligere for dem
at fortælle omverden, at der foregår noget socialt uacceptabelt, og at de generelt fremtræder med
en anden mere normal hverdagsadfærd, som gør det vanskeligere for omgivelserne at se signaler
på omsorgssvigt i form af blandt andet seksuelle krænkelser. De kan altså have mere på spil og
kan være vanskeligere at spotte.
Middelklassens seksuelt krænkede børn har i denne undersøgelse også markant færre fortrolige
voksenrelationer, end de krænkede børn i lavere sociale klasser. Her er det vanskeligt at adskille
116
virkning og årsag. Sagde de det ikke, fordi de ikke har fortrolige voksenrelationer, eller har de
færre voksenrelationer, fordi de bærer på en hemmelighed, som de beskytter ved ikke at indgå i
nære voksenrelationer? Under alle omstændigheder går denne afstand til andre voksne igen, når
de skal beskrive deres relationer med andre som voksne – markant flere af middelklassens børn
angiver, at de har det vanskeligt med deres partner i et forhold, ligesom færre i det hele taget er i
et forhold, end krænkede børn fra lavere sociale klasser. Her kan det spille ind, at færre af dem har
været i behandling for deres senfølger, netop fordi de holder på hemmeligheden. Men vi kan ikke
vide det med sikkerhed. Det kan også handle om større sociale barrierer i form af skam og skyld.
Flere af middelklassens børn formår at få en uddannelse og er i job som voksne, og bevarer
dermed en facade af normalitet ind i voksenlivet. Det kan skyldes, at de kommer fra mere
ressourcestærke hjem med mere social kapital, trods krænkelserne, mens den indre trivsel er en
helt anden sag.
Tendensen er altså, at middelklassens seksuelt krænkede børn holder tæt om krænkelserne og får
blandt andet derfor mindre hjælp til at håndtere dem. Det giver anledning til at overveje indsatser,
der mere effektivt oplyser disse børn om handlemuligheder i tilfælde af seksuelle krænkelser.
6.2.2. DE, DER SAGDE NOGET, HAR OFTE EN HEL PAKKE AF OMSORGSSVIGT MED SIG
Blandt de, der sagde noget, kommer flere respondenter fra underklassen eller socialt udfordrede
familier. For dem gælder det, at de seksuelle krænkelser ofte er en del af en hel pakke af
omsorgssvigt, hvor der hyppigt indgår rusmiddelmisbrug, psykisk og fysisk vold, fattigdom og
mobning. Det er lettere for omgivelserne at se, at der her er tale om socialt udfordrede børn, og
dermed hjælpe dem, selv om omgivelserne langt fra altid kan aflæse, at der er tale om seksuelle
krænkelser og handle på det. Disse børn har flere fortrolige voksenrelationer. Det kan bidrage til at
give dem bedre muligheder for at ”sige det”, og når de har sagt det, få hjælp til at håndtere
krænkelserne – flere har været i behandling og er blevet anbragt. Det gælder også, at flere i denne
gruppe har lettere som voksne at håndtere relationer med partnere i et forhold, selv om
størstedelen også i denne gruppe er voldsomt udfordrede på livet udover parforhold.
Selv om flere blandt de, der sagde det, fik hjælp undervejs, har de dog ikke klaret sig markant
bedre som voksne. Faktisk har færre et job, end blandt dem, der ikke sagde det. Det kan skyldes,
at de er født ind i socialt udsatte eller ressourcesvage familier, og er belastede med en negativ
social arv oven i krænkelserne. Tendensen er under alle omstændigheder, at den hjælp til
livsmestring, de har fået undervejs, i de fleste tilfælde ikke har formået at kompensere for de
sociale udfordringer og overgreb, som børnene er vokset op med, hvilket giver anledning til at se
nærmere på en mere effektiv samlet livsstøtte til disse børn.
6.2.3. SELVOM ARTEN AF OMSORGSSVIGT ”KUN” ER SEKSUELLE KRÆNKELSER, ER VOKSENLIVET
EN KAMP
Det er en markant fælles tendens, at respondenter oplever voksenlivet som en kamp, hvor næsten
alle melder om ensomhed, selvmordstanker og psykiske lidelser – uanset, om de sagde det eller
ej, uanset socioøkonomisk baggrund, uanset alder, uanset om overgrebene kun var af seksuel
117
karakter eller en del af en pakke med vold, rusmiddelmisbrug, fattigdom, osv., og - måske mest
tankevækkende – uanset hvilken hjælp, de fik.
Dette illustrerer, hvor indgribende en seksuel krænkelse er, og rejser samtidig et spørgsmål ved
den hjælp, som seksuelt krænkede børn får. Det er ikke muligt at evaluere effekten af den terapi
og støtte, de enkelte i respondenter i denne undersøgelse har modtaget, som varierer meget; fra
intensiv indlæggelse på psykiatrisk institution til psykologsamtaler - men selv om det må antages,
at indsatserne har været positive foranstaltninger, så står det tilbage, at det store flertal fortsat
kæmper med alvorlige senfølger og flertallet melder om generel mistrivsel, der såvel svækker
deres livskvalitet som i mange tilfælde blokerer for et selvforsørgende liv. Det giver anledning til at
se nærmere på, hvordan især den mentale indsats til seksuelt krænkede børn kan styrkes.
Ligesom fokus på senfølger og behandling af disse, skal prioriteres langt højere.
118
7. KUNNE KRÆNKELSERNE VÆRE OPDAGET FØR?
Som overskriften antyder, handler dette kapitel om, hvorvidt mennesker tæt på de krænkede børn
kunne have opdaget misbruget før barnet selv. Var der tegn, de pårørende overså, eller ville de,
set i bakspejlet, ikke have haft mulighed for at handle anderledes, end de gjorde dengang?
For at belyse problemstillingen ville vi gerne have talt med netværket – forældre, pædagoger,
lærere etc. - omkring de krænkede børn, der medvirker i rapporten, men stikprøver viste, at det var
overordentligt vanskeligt at få deltagere til at medvirke. Vi har derfor talt med nogle pårørende og
netværkspersoner til andre seksuelt krænkede børn, for at få deres perspektiv. Der er i alt seks
respondenter, hvoraf fire er mødre til krænkede børn, en er adoptivfar og en var pædagog på en
døgninstitution, hvor hun oplevede at en 13-årig pige, der boede på institutionen blev krænket. De
har alle valgt at svare på vores spørgsmål skriftligt.
Emnet er selvsagt meget smertefuldt for de pårørende, og for de fleste forbundet med skam og en
skyldfølelse over ikke at have opdaget og forhindret overgrebet. Det ligger i de fleste forældres
natur at ville beskytte sit barn mod farer, og når man så tydeligt mislykkes på dette punkt, kan det
være overordentligt vanskeligt at håndtere. Når vi vælger at spørge de pårørende om de i
retrospekt kan se, om barnet i sin adfærd eller i form af små tegn måske forsøgte at fortælle om
overgrebene, handler det om, at vi har brug for nogle ord og billeder på, hvordan det f.eks. konkret
kan komme til udtryk. Men vi har også brug for en belysning af, hvor gode børn er til at skjule ting,
de føler er skamfulde, eller som de af frygt for repressalier ikke tør afsløre.
7.1. DA OVERGREBENE BLEV AFSLØRET
Tre af de pårørende fik først at vide om overgrebene, da det krænkede barn var blevet voksen.
Henny, hvis datter som 6-7 årig var blevet krænket af en god ven af familien, var en aften ude og
gå en tur med den da 30-årige datter. Datteren var på det tidspunkt midt i en depression og gik til
psykiater, og pludselig sagde hun ifølge Henny: ”’Mor, der er noget, jeg er nødt til at fortælle dig.’
Og så fortalte hun, hvad der var sket for mange år siden, og om hvordan hun i mange år havde
været tilfreds med ’dagen’, men altid haft tanken .... og så er der lige det med xxx (navn fjernet,
red.).” Overgrebet kom som et chok for Henny og resten af familien, der ikke havde haft skyggen
af mistanke om det, men som konsekvens straks afbryder det ellers forsatte venskab med xxx
(navn fjernet, red.).
For Hans og Gitte er situationen en anden. Hans blev kæreste med Gitte, da hendes datter af
første ægteskab var 3 år - han har siden adopteret pigen. Datteren blev misbrugt af sin biologiske
far, når hun var på weekend hos ham. Hun har, som Hennys datter, også store psykiske problemer
i dag, og er pt. indlagt på en lukket afdeling med spiseforstyrrelser og selvmordstanker. Gitte
kunne i sin tid mærke, at datteren ikke var glad for at komme hos faren, men tilskrev det andre
forhold: ”Jeg ved ikke, hvornår det startede for min datter, men fra hun var tre, til hun var cirka
seks-syv år, var hun kun hos sin far hver anden weekend. Dengang anede jeg ikke noget. Jeg var
klar over, at hun ikke trivedes med at være hos ham, men kunne ikke sætte ord på hvorfor, om det
119
var hans nye dame, og senere endnu en ny.” Parret kæmpede for at stoppe samkvemmet med
den biologiske far, og med hjælp fra en advokat lykkedes det, da datteren var syv år. De kæmper i
dag begge med en enorm skyldfølelse, og for Gitte har afsløringen også haft den konsekvens, at
hun har svært ved at have tillid til sin egen forståelse af verden: ”Da jeg efter mange år blev
bevidst om, hvad der var sket, blev jeg vred og fik så meget skyldfølelse, at jeg ikke rigtig kunne
være i min egen krop, og måtte have hjælp. Og jeg ved nu med mig selv i dag, at jeg nok aldrig
bliver et helt menneske igen, da jeg jo tydeligt kan se, hvad det har gjort ved min datter, og at hun
aldrig bliver hel igen. Jeg begyndte ikke at kunne holde styr på tidshorisonter, tvivlede på alt, hvad
jeg selv tænkte, og burde havde været vidende om.” Hverken Gitte eller Hans havde mistanke om
incesten, men retrospektivt overvejer Gitte, om hun rent instinktivt fornemmede noget: ” … Måske
har jeg vidst noget ubevidst, siden jeg kæmpede for at stoppe alle former for samvær, og ikke
kunne klare tanken om, at hun skulle ned til sin far”.
Men selv om overgrebene bliver opdaget med det samme, er det ikke sikkert, at det medfører en
intervention. Signe, der er pædagog på en døgninstitution, opdagede en dag, hun var på arbejde,
at en 13-årig pige var alene på et værelse sammen med en flok ældre drenge: ”Vi var tre
personaler på arbejde den dag, vi havde et ønske om at komme ind til de unge, der havde isoleret
sig på værelset og låst døren. Efter nogle forsøg med at banke på og få dem til at åbne selv, så
låste vi personaler døren op, men den var spærret, og vi kunne ikke komme ind. Vi kunne gennem
døren høre, at de fik pigen til at strippe for dem, at de opildnede hende, klappede i hænderne og
hujede, at hun skulle blive ved. Vi havde mistanke om, at de muligvis forgreb sig på hende, og vi
prøvede med forskellige tiltag at få dem ud fra værelset. De valgte selv at komme ud, men skred
alle bare fra institutionen, og det endte egentlig med, at de alle stod sammen om, at de var vrede
på pædagogerne.” Der blev altså ikke handlet på mistanken i den konkrete situation, og da Signe
og hendes kolleger en tid efter får nys om, at pigen er gået med en voksen mand hjem, sker der
heller ikke andet, end at de henter hende hjem. Signe beskriver sin egen reaktion på den første
oplevelse således: ”Magtesløshed, manglende redskaber til at få pigen i tale, var ked af, at vi ikke
kunne passe godt nok på de børn, der var der, og som var i vores varetægt, krænker såvel som
offer.” Selv om det stod klart, at den 13-årige pige ikke var god til at passe på sig selv, og at hun,
ifølge Signe, havde ”en adfærd, der bar tydeligt præg af, at hun kunne købes, var villig til at gøre
seksuelle ting for penge”, blev der ikke sat ekstra ressourcer ind på at støtte pigen eller
undersøge, hvordan den adfærd var opstået.
For to af mødrene i undersøgelsen har historien gentaget sig, idet de begge selv blev krænket som
børn. Begge kvinder opdager også mere eller mindre tilfældigt, at deres egne børn bliver krænket.
Tanja, hvis søn på 14 år oplevede krænkelser, overhørte tilfældigt en samtale, hvor
sønnens ”voksenvens” forbrug af børneporno blev omtalt, og Rikke fik mistanke om, at hendes
datter blev misbrugt, da den formodede krænker, blev dømt for overgreb på sine egne døtre. Rikke
fortæller her om det: ”Jeg ser overskrifter og fotos af manden. Og jeg bliver ISKOLD. For det er xxx
(navn fjernet, red.). Og ham kender jeg. Eller jeg kendte ham. Han og hans kone og to børn, var
vores nære venner i den tid, hvor vore børn voksede op og gik i børnehave og skole sammen. Vi
grillede lørdag aften, og tog i Djurs Sommerland, og havde børnene til overnatning på skift hos os
og dem. Nu kunne jeg læse i avisen, at xxx (navn fjernet, red.) ikke blot var dømt for noget med
nogle teenagere - men også havde en tidligere dom for overgreb på sine egne døtre, såvel som
han havde været anklaget af nogle af døtrenes veninder. Overgreb, som foregik på samme tid,
som min datter ændrede sig!!” I Rikkes tilfælde er det dog aldrig blevet opklaret, om der foregik
120
noget – hendes nu voksne datter har ingen erindring om overgreb, men kobler selv nogle
reaktionsmønstre til at der måske skete noget dengang.
I to af disse tilfælde var det altså en rigtig god ven af hele familien, der begik overgrebene, og
ingen af mødrene mistænkte denne person for at gøre noget. Det på trods af, at Rikke rent faktisk
overvejede om, der var nogen, der forgreb sig på hendes datter: ”Jeg undrede mig, da min tre-fireårige datter ændrede sig. Jeg undrede mig MEGET. Og jeg kiggede mig omkring i hendes og
vores liv efter muligt overgreb. Men fandt det ikke. Jeg måtte lægge det hen under, at hun i den
periode både startede i børnehave og fik en lillesøster, som naturligt tog meget af min
opmærksomhed også.” Med til Rikkes historie hører også, at overgrebene på hende selv som barn
aldrig blev afsløret. Som i Rikkes datters situation, ændrede Rikke som tre-fire-årig selv adfærd og
blev meget aggressiv, og hendes forældre registrerede det: ”Min mor skrev i breve hjem til sin
søster om mig, at jeg var blevet mere og mere aggressiv. Men ud over, at hun undrede sig lidt,
slog hun det hen med, at min far har temperament.”
7.2. I BAGKLOGSKABENS LYS
Da de deltagende forældre bliver spurgt, om de - når de tænker tilbage på perioden med den
viden, de har i dag - oplevede tegn eller adfærd hos børnene, som kunne indikere, at der fandt
overgreb sted, svarer de meget forskelligt. Tanja, mor til en krænket 14-årig dreng, mener
klart ”nej”, og hun uddyber således: ”Jeg vidste instinktivt, at manden var enspænder, måske
ensom, vi hørte aldrig om familie, vennerne var dem, der boede på campingpladsen, hvor han
også selv boede. Han drak ikke, var utrolig venlig og imødekommende. Derfor heller ingen
skrupler om, at lade vores søn være på ferie samt overnatte hos ham jævnligt.” Som Tanja
oplevede det, var der altså ikke noget at være nervøs for, da de parametre, hun målte andre
mennesker på, var til stede - intet alkoholmisbrug og venlig adfærd. Henny, hvis datter blev
misbrugt af en ven af familien, har heller aldrig haft mistanke om, at der foregik noget utilbørligt,
tværtimod skriver hun: ”Nej, aldrig – jeg har altid følt mig glad for, at sådanne ting ikke forekom i
vores fredelige lille by.” Hun havde altid opfattet krænkeren som en rigtig børneven, der havde en
varm og kærlig relation til datteren.
Men for Gitte og Hans, hvis datter blev krænket af den biologiske far, faldt der en masse brikker på
plads, da overgrebene kom frem i lyset. Gitte formulerer det selv således: ”Med den viden jeg har i
dag, føler jeg mig som den mest naive og dårlige person, man kan møde. Når jeg nu tænker
tilbage, ser jeg så mange ting, jeg af en eller anden årsag ikke så dengang. Blandt andet, at hun
fik de mest forfærdelige flip-ture, hvor hun bed og rev, når hun kom hjem. Hvordan hun gemte sig,
når hun skulle derned. Hvordan hun ville lege læge. Ikke kunne sove selv, og at enten jeg eller min
mand måtte ligge på skift hos hende. Hendes indesluttethed. Og angsten for at tage telefonen. Alt
det, som jeg dengang forbandt med en svær kampfuld skilsmisse med alt det lede, der hører til.
Hendes reaktion, da han hængte sig, hvordan hun pludselig kunne sove selv, tage telefonen, osv.,
for flere år efter at knække fuldstændigt, da rygsækken ikke kunne bære mere. Alt for sent kom
hjælpen.” På den tid hvor overgrebene stod på, og datterens adfærd var udad reagerende,
kæmpede forældreparret for at afbryde datterens samkvem med den biologiske far, og de var
derfor i kontakt med flere af amtets psykologer, som alle holdt fast i, at det var bedst for datteren at
forsætte samkvemmet med sin far, og at det rent faktisk kunne skade hende at lukke det helt ned.
121
De bibeholdt derfor ordningen i et stykke tid, men rådførte sig også med deres egen psykolog, som
gav dem klare instrukser om, hvordan de skulle handle, når datteren tog en tur. Hans fortæller: ”En
meget troværdig mand fortalte mig, at når hun fik en tur, skulle jeg tage hende op på skødet og
holde hende fast - ikke for fast, men nok til at hun ikke kunne komme væk fra mig, blive ved med
det, mens jeg blev ved med at sige, at jeg elskede hende og andet beroligende, efter en tid ville
hun så falde til ro. Dette prøvede jeg næste gang, hun havde en ”tur”, hun regerede fuldstændig,
som han havde forudsagt, og hun var harmonisk bagefter.” I dag er både Hans og Gitte klar over,
at den måde at holde datteren fast på var et overgreb, men dengang lænede de sig op ad
eksperterne. Hans tilskrev datterens adfærd, at det var en overforkælet piges reaktion på sin mors
fødselsdepression og sine forældres konfliktfyldte skilsmisse, men når han ser tilbage, erkender
han, at han tog fejl: ”Med den viden, jeg har i dag, ville jeg kunne se, at der var noget helt galt. Et
barn skal ikke have det så forfærdeligt, at hun smider sig ned på gulvet og dunker hovedet i gulvet.
Jeg ville dog stadig søge professionel hjælp”.
Signe, der arbejdede som pædagog på en døgninstitution, føler ikke, at hun og hendes kolleger i
sin tid gjorde nok for at hjælpe den 13-årige pige: ”I personalegruppen havde vi haft oppe, at pigen
var udsat og ville være et nemt offer for en eventuel krænker, hun var dårligt begavet og var
uhensigtsmæssig i sin tilgang til egen krop (…). Vi var ikke dygtige eller vedholdende nok i hvilken
pædagogisk indsats, der skulle til for at støtte denne pige, hun var ”den usynlige pige”, hvilket
gjorde, at afdelingens syv øvrige unge tit fik et naturligt fokus, fordi de ikke gik i et med væggen.”
Signe og de andre medarbejdere har altså været fuldt bevidste om, at pigen ikke evnede at passe
ordentligt på sig selv, men har ladet andre og mere presserende sager fylde dagsordenen. Signe
reflekterer videre: ”… Men jeg tænker tit, hvorfor vi ikke griber ind noget mere, en 13-årig pige skal
da ikke strippe for hverken jævnaldrene, yngre eller ældre børn. Foregik sådan noget i mit eget
private hjem, så ved jeg lige præcis, hvordan det skulle stoppes, men i en offentlig institution er
det, som om der er så mange regler for, hvordan vi passer på os selv, og hvornår vi må handle
med f.eks. magt, at vi ikke kan passe på de unge i nuet.”
Signes udtalelser kan måske forklare, hvorfor der ikke var nogen, der greb ind over for de 35
seksuelt krænkede børn, der medvirker i denne rapport. Som tidligere beskrevet, undrer Ivana på
25 år sig over, at der ikke var nogen af pædagogerne på hendes forskellige anbringelsessteder,
der tog affære, selvom hun tydeligvis havde det skidt og dyrkede sex med mange forskellige fyre.
Det har måske været et spørgsmål om ressourcer og overskud hos personalegruppen, eller, som
Signe siger det, de har ikke rigtig vidst, hvordan de skulle gribe det an.
7.3. KAN VI LÆRE NOGET?
Seks respondenter i form af pårørende og netværkspersoner er et meget lille datamateriale, som
gør det svært at trække generelle linjer. Men vi har fået nogle eksempler på, hvordan børn kan
reagere, og qua de pårørendes forskellige relationer til den krænkede, har vi fået oplevelser fra
forskellige vinkler. Vi kan konstatere, at flere af forældrene registrerer en kraftig ændring i deres
børns adfærd og reflekterer over det, men at de ikke formår at dechifrere årsagen. De interviewede
pårørende er således ikke blinde for de tegn, deres børn udsender, eller hvad der generelt foregår
omkring dem, men alligevel opdagede de ikke misbruget af hverken deres egne eller andres børn.
Som Rikke, hvis datter blev krænket af en ven af familien, der blev dømt for overgreb på egne
122
børn, udtrykker det: ”Jeg kan ikke sige, at jeg nogen sinde havde nogen anelse om, at der foregik
overgreb i xxx’s (navn fjernet, red.) familie. Desværre. Jeg er ikke blind. Jeg har antennerne ude.
Jeg ser ... fandeme... alt muligt. Men... der var ikke noget at se. Det var der ikke.”
Spørgsmålet er selvfølgelig, hvordan man skelner mellem almindelig udvikling, naturlige reaktioner
på ydre omstændigheder, som f.eks. forældrenes skilsmisse, og så en adfærd, der indikerer, at
barnet bliver eller har været udsat for overgreb? Til at besvare det spørgsmål har vi spurgt
psykolog på Sexologisk Klinik, Rigshospitalet, Helene Jansen, som har mange års erfaring i at
hjælpe børn, der har været udsat for overgreb:
”SISO (Socialstyrelsens videnscenter, red.) lavede for et par år siden en rapport om tegn på
seksuelle overgreb på børn. Her listede de en masse kendetegn op, bl.a. mistrivsel og
seksualiseret adfærd, dette kan være en god baggrundsviden at have. Men er vigtigt at pointere, at
der er lige så mange børn, der har været udsat for overgreb, som ikke reagerer med dårlig trivsel
eller seksualiseret adfærd. Det er ekstremt vigtigt at se på overgreb som en paddehat eller et stort
kontinuum, hvor der er titusinder forskellige slags overgreb og måder at begå dem på, og derfor
også et utal af måder at reagere på et overgreb. Børns reaktioner er forskellige både i forhold til
alder, omfanget af overgrebet og relationen til den, som har forgrebet sig på dem. Der kan være
fysiske, psykiske og sociale og adfærdsmæssige reaktioner. Flere børn reagerer først, når
afsløringen er sket. Mens overgrebene står på, holder de sammen på sig selv med henblik på at
sørge for, at overgrebene ikke afsløres eller med henblik på at overleve. Det lader sig ikke gøre at
udpege enkelte symptomer eller et symptommønster som indikation på et seksuelt overgreb.
Reaktioner og symptomer på et seksuelt overgreb kan være forskelligartede og mangetydige og i
mange tilfælde helt fraværende. Derfor er en fyldestgørende symptomliste på seksuelle overgreb
ikke mulig. Faren ved at lave symptomlister kan være, at vi sporer ind på nogle overgreb og på
nogle reaktioner, mens vi får lukket øjnene for meget andet. Det er noget af det mest centrale at
sige her”.
Helene Jansen nuancerer altså opfattelsen af, at der er nogle bestemte kendetegn ved børn, der
har været udsat for overgreb; specifikke kendetegn, der giver sig udtryk i en særlig adfærd, sprog
eller reaktioner. Hun pointerer, at det er et ekstremt komplekst felt:
”Mange fagfolk ville ønske, der var et eller andet gyldent spørgsmål, man kunne stille et barn, og
så ville det afsløre overgrebet. Men der kan jo være nogle ydre faktorer, f.eks.: ’Jeg er bange for,
at min far kommer i fængsel’. Det kan også være de indre faktorer med skyld og skam, men det
kan også være, at overgrebet slet ikke har betydning for barnet endnu. At det slet ikke har fundet
ud af, at ’Gud, det var egentligt et overgreb, det her’. Det er ikke sikkert, det overhovedet har
fornemmelse af, at det fætter X gjorde den nytårsaften, var et overgreb. Måske kommer det først
den dag, barnet skal have sin seksuelle debut, og her mærker nogle kropslige fornemmelser, der
giver erindringer til ’legen’ med fætteren. Og så kan alle, der ikke så det dengang, slå sig selv i
hovedet: ’Jamen, viste hun ikke noget? Kunne man se det? Har jeg ikke passet ordentligt på mit
barn? Hvorfor spurgte jeg hende ikke? Så jeg det ikke?’”
Helene Jansen fortæller også, at der kan være mange årsager til, at barnet ikke fortæller noget –
det kan f.eks. være, at det er lige der, barnet oplever at have en form for kontrol: ”Jeg kan selv
bestemme, om det her skal ud, og hvis jeg ikke lige kan overskue konsekvenserne af, at jeg siger
123
det, så er det nok bedre, at jeg holder det i mig”. En anden grund til at børnene ikke indvier
omverdenen i overgrebene, kan ifølge Helene Jansen også være, at de forsøger at glemme
dem: ”Vi ved fra behandlingen af børn, at flere prøver at glemme det det. Det er ofte en af
grundende til, at mange har holdt oplysninger om overgrebene tilbage. De har i lang tid bare
forsøgt at glemme det og ikke ville tænke på det. Rationalet her er, at hvis jeg ikke tænker på det,
så går det nok væk”.
124
8. ANBEFALINGER
Følgende er anbefalinger til, hvordan børn fremover bedre kan beskyttes mod seksuelle overgreb
og sikres hjælp, hvis krænkelsen er sket. Anbefalingerne er blevet formuleret i samarbejde med en
række af de medvirkende respondenter i denne rapport på en workshop med netop dette formål.
Der findes - heldigvis - allerede en hel del viden og materiale for både fagpersoner og de berørte
børn og voksne med senfølger. Den eksisterende viden og de eksisterende tilbud er imidlertid i
dag fordelt over mange platforme via forskellige offentlige og interesseorganisationers
hjemmesider. Vi foreslår derfor som én anbefaling at skabe et samlet overblik, en bedre
koordinering og synlighed af muligheder og tilbud, hvilket er et stort ønske hos de seksuelt
krænkede børn selv.
Der er samtidig mangel på materiale produceret af og med de børn og voksne, der har været
berørt af seksuelle overgreb, hvor de med deres selvoplevede erfaringer kan sætte ord på, der kan
gøre det lettere for dagens seksuelt krænkede børn at forstå budskaberne. Vi foreslår derfor, at
den viden, som samfundet allerede har om seksuelle krænkelser af børn, bliver suppleret med
deres stemmer og deres forslag til undervisningsmateriale, som bliver præsenteret neden for.
ANBEFALING 1 er et forslag om at gøre undervisning i børn rettigheder obligatorisk i
daginstitutioner, grundskolen og på ungdomsuddannelser, samle undervisningsmateriale og andet
informationsmateriale i en fælles hjemmesideløsning kombineret med links til de sociale medier,
samt supplere det eksisterende materiale med de seksuelt krænkede børn egne forslag til
undervisningsmateriale. Inspirationen til rammen hentes blandt andet fra
http://www.udsatteundervisning.dk, der rummer både undervisningsmateriale til udsatte børn,
studerende og fagpersoner, samt en række kortfilm om omsorgssvigt. Desuden henter vi
inspiration fra hjemmesider som for eksempel Red Barnets skoleportal Megafonen33.
ANBEFALING 2 er et forslag om en landsdækkende kampagne på de traditionelle og sociale
medier om seksuelt krænkede børn. Formålet er dels aftabuisering, dels formidling af viden om,
hvor man henvender sig, alt efter hvilke behov, man har. Kampagnen skal ramme bredt - både de,
der er udsat for krænkelserne skal vide, hvor de kan hente hjælp, ligesom de faggrupper, der kan
forebygge og behandle, skal vide, hvor man finder viden.
ANBEFALING 3 er et forslag om produktion af en tv-serie med de berørtes stemmer, produceret
og formidlet i samarbejde med et tv-produktionsselskab og en tv-udbyder.
ANBEFALING 4 er et forslag om at ændre lovgivningen ved at ophæve forældelsesfristen for
seksuelle krænkelser og indføre minimumsstraffe for krænkelser.
33
http://megafonen.redbarnet.dk
125
ANBEFALING 1 – OBLIGATORISK UNDERVISNING I BØRNS RETTIGHEDER
FN’s Internationale Børnekonvention34, som Danmark har tiltrådt, fastslår i artikel 34, at:
”Deltagerstaterne påtager sig at beskytte barnet mod alle former for seksuel udnyttelse og seksuel
misbrug. Med henblik her på skal deltagerstaterne især tage alle passende nationale, bilaterale og
multilaterale forholdsregler for at forhindre:
(a) at et barn overtales eller tvinges til at deltage i nogen form for ulovlig seksuel aktivitet;
(b) at børn udnyttes til prostitution eller andre former for ulovlig seksuel aktivitet;
(c) at børn udnyttes i pornografiske forestillinger og materialer.”
Rettigheder til egen krop er blot en del af børns rettigheder.35 Imidlertid efterlyser hovedparten af
respondenterne i denne undersøgelse viden om, hvad voksne og i det hele taget andre mennesker
må gøre med ens krop. Flere af dem har først som voksne fået egentlig viden om, hvor grænserne
går for, hvad voksne må gøre ved ens krop, uanset FN-konventionen.
Derfor er det en anbefaling:
1. At der sikres obligatorisk undervisning med et minimums timetal i grundskolen allerede i
indskolingen med fokus på artikel 34 i særdeleshed og hele konventionen i almindelighed.36
At der også i børnehaverne stilles krav til obligatorisk formidling til børnene om
ovenstående. Undervisningsmaterialet skal også være obligatorisk.
Undervisningen skal fokusere dels på rettigheder, dels på, hvor børn kan henvende sig, når
de føler, at deres rettigheder ikke overholdes. Det kan f.eks. være formidling af viden om



Børnetelefonen37
Folketingets Ombudsmands Børnekontor38
De åbne anonyme rådgivninger i kommunerne (§ 11, stk. 2 i Lov Om Social
Service)39
2. At der - hvor det ikke findes i dag – produceres viden (læsestof, film, opgaveløsning,
rollespil, eksterne oplægsholdere, kunst, osv.) til børn i alle aldre med fokus på artikel 34.
3. At eksisterende viden,40 undervisningsmateriale,41 links, tilbud, o.l. samles på én
hjemmeside, der formidles bredt ud gratis. Det gælder både materiale til fagfolk, børn,
voksne med senfølger og den almene befolkning. Her skal alle relevante
34
http://www.redbarnet.dk/Files/Filer/Materialer/Strategi%20og%20politik/RB_Boernekonv_folder.pdf
http://megafonen.redbarnet.dk/Det-er-din-krop.aspx?ID=3396
36
http://redbarnet.dk/Undervisningsmaterialer.aspx?ID=185&ProductID=PROD267
37
http://bornetelefonen.dk
38
http://boernekontoret.ombudsmanden.dk
39
https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=163646
40
Som for eksempel viden om fagpersoners forebyggelse af seksuelle overgreb på skoler og daginstitutioner på SISOs
hjemmeside: http://www.socialstyrelsen.dk/born-og-unge/overgreb/forebyggende-arbejde/forebyg-overgreb-i-dagtilbudskole-og-anbringelse-1/introduktion
41
Som for eksempel viden fra Red Barnets Skoleportal http://megafonen.redbarnet.dk/Det-er-din-krop.aspx?ID=3396
35
126
interesseorganisationer have mulighed for at linke til deres materiale. SISO under
Socialstyrelsen har elementer af at være en samlende platform, men ikke i tilstrækkelig
omfang.
Forslag til formidling og produktion af nyt, brugerdrevet undervisnings- og oplysningsmateriale:
1. ELEVERS SKOLEOPGAVER OM SEKSUELLE OVERGREB
Mange 8.-9.klasses elever henvender sig løbende til blandt andet Huset Zornig for at få
interviews om seksuelle overgreb til projektopgaver. Ved at indhente et større antal af
sådanne opgaver og samtidig undersøge børnenes baggrund for at ville skrive opgave om
emnet, er det muligt at få et indblik i, hvad børnene efterspørger af viden om området og
hvorfor. Denne indsigt kan formidles i form af et hæfte/undervisningsmateriale til
fagpersonale og andre voksne. Formidlingen vil inddrage citater fra opgaverne og børnene
selv og involvere psykologer med ekspertise i området.
2. BØRNEBOG TIL BØRNEHAVE OM GODE OG DÅRLIGE HEMMELIGHEDER
En bog med arbejdstitlen ”Lotte og Totte har en hemmelighed”. Bogen bliver skrevet i
samarbejde med tidligere krænkede børn, der forklarer de tanker og dilemmaer, de stod
med, og i samarbejde med psykologer, der har ekspertise i seksuelle krænkelser af små
børn. Bogen bliver illustreret med situationsgenkendelige tegninger.42
3. NÅR BØRN OG UNGE FORTÆLLER OM OVERGREB GENNEM SKOLESTILE OG
KUNST
Undervisningshæfte til fagpersoner med børns tegninger, stile, malerier, osv., hvor børnene
har fortalt/vist deres oplevelse med seksuelle krænkelser. Der er talrige eksempler på, at
disse signaler er blevet overset eller overhørt af fagpersoner – ligesom der er eksempler
på, at fagpersoner netop har reageret på signalerne og udløst en hjælp til børnene.
Formålet med hæftet er give de voksne en dybere forståelse for børnenes kommunikation
og gøre det lettere at opfange budskaberne. Eksemplerne i hæftet bliver ledsaget af cases
på, hvordan man kan tilgå en situation, hvor barnet forsøger at fortælle, at bliver misbrugt.
4. BØRN OG UNGE, SKAL MØDE DEM DET HANDLER OM
Etablering af et ungekorps af tidligere seksuelt krænkede børn, der kan tage på besøg i
folkeskoler, ungdomsuddannelser, UC’ere og andre steder, hvor voksne fagprofessionelle
uddanner sig til/arbejder med børn, for at dele deres livsoplevelser.
5. KORTFILM LAVET AF RESPONDENTER, MED TEMAER
De voksne krænkede børn producerer kortfilm om deres oplevelser/anbefalinger (som ved
plejefamiliefilm), henvendt til såvel børn som fagpersoner. Det kunne være temaer som




42
At sige det
Seksualitet
Skammen
Vreden
http://www.socialstyrelsen.dk/siso/seksuelle-overgreb/skonlitteratur-film
127


Senfølger
Osv.
Kortfilmene (15 minutter) vil kunne anvendes i undervisningssammenhænge og i andre
sammenhænge. Som tillæg til kortfilmene bliver der produceret debatmateriale som oplæg
til en diskussion efter filmen er set.
6. NÅR KUNSTEN GIVER STEMME TIL DET UNÆVNELIGE
Produktion af cirkus-, danse- og teaterforestillinger i samarbejde med seksuelt krænkede
respondenter og kunstnere, som kan spilles på skoler og andre steder, hvor børn og unge
kommer. Formålet er flerfoldigt – på den ene side vil produktionerne styrke de seksuelt
krænkede børn og unges selvværd, på den anden side vil de profilere dem som
rollemodeller og aftabuisere rollen som seksuelt krænket. Samtidig vil produktionerne
sættes på fokus på emnet seksuelle krænkelser af børn.
ANBEFALING 2 – LANDSDÆKKENDE OPLYSNINGSKAMPAGNE OM BØRNS RET TIL
EGEN KROP
Udarbejdelse af en bred landsdækkende kampagne på traditionelle og sociale medier, der
formidler viden om seksuelle krænkelser og hvor man henvender sig, hvis man har brug for hjælp
– barn som voksen.
Der skal tænkes i flere platforme. Børne- og ungekanaler som DR Ultra43 og Ramasjang bør tages
i brug, ligesom DR’s klassiske OBS også bør aktiveres. Mulighederne for viral markedsføring på
de sociale medier skal udnyttes. For eksempel kan man lave en film om overgreb, som kan
spredes på de sociale medier (i stil med en video, hvor en seksuelt krænket pige fortæller sin
historie ved at vise tekstkort på Facebook - den er liket over 1,3 mio gange og delt ca. 350.000
gange).44
Der skal som led i kampagnen måles på kendskabsgraden til, hvor man henvender sig vedrørende
seksuelle overgreb, dvs. før kampagnestart og efter kampagneforløb.
ANBEFALING 3 – PRODUKTION AF TV-SERIE À LA ”ALLE ELSKER DEBBIE” FRA 1988
Produktion af et fiktionsdrama i form af en tv-serie med arbejdstitlen ”Født til frihed”. Tv-serien er
tænkt i stil med den svenske ”Tør aldrig tårer bort uden handsker”, der handler om, hvordan
stigmatisering og tavshed om HIV og aids i Sverige i 1990’erne og frem kostede den ene efter den
anden unge, livet, fordi samfundet ikke ville tale om det, og den danske ”Alle elsker Debbie”, der
fulgte en ung seksuelt krænket pige, hvor overgrebet forblev uopdaget, mens det nedbrød hende
og hun endte med at tage sit eget liv.
Tv-serien tager udgangspunkt i tidligere overgrebsramte unge mennesker fra provinsen, som har
43
44
http://www.dr.dk/tv/se/boern/ultra/sofies-univers-og-boernetelefonen/sofies-univers-og-boernetelefonen-5#!/
https://www.facebook.com/video.php?v=847929825294937&pnref=story
128
en vilje til at leve et rigtigt liv, trods tidligere overgreb og krænkelser, der ikke er blevet afhjulpet,
hvis overhovedet opdaget, og derfor er flyttet til en stor by i håb om at lægge afstand til fortiden,
gribe fremtiden og leve i et vidunderligt nu. Men det er svært, fordi seksualitet, følelser, relationer
hele tiden trækker en tidligere krænket ung tilbage ind i de traumatiske oplevelser, eller
manifesterer sig ved at nærhed bliver klaustrofobisk, lyde, lys og forandringer skaber angst,
ligesom mennesker, stemninger og oplevelser kan udløse mærkelige reaktioner, hvor andre har
normale reaktioner. Mange stræber efter et normalt liv, men kan ikke opnå det – de møder en mur
i sig selv, som udløser nedbrydende spørgsmål som hvorfor kan jeg ikke, hvorfor er jeg ikke som
de andre smukke unge mennesker, hvorfor er jeg forkert, hvem af os er gal?
I tv-serien "Født til frihed” erkender nogle af de unge, at tidligere oplevelser styrer deres nu, og at
de må få hjælp. Men det viser sig svært – fordi nogle ikke bliver troet på og mangler
dokumentation for at få hjælpen, eller står overfor uforstand i behandlingen af traumer, eller får
medicin, der virkelig ødelægger, eller møder hjemmegjort psykologi, der kun gør det hele værre.
Flere af de unge går den gale vej; de bliver pædagogstuderende, der skal give til andre det, de
ikke selv mestrer, eller får tidligt et barn, som skal have det liv, de ikke selv fik, eller finder
ekstreme sexmønstre for at genfinde sig selv i smerten.
Men de får også hjælp. Pionerer og ildsjæle indenfor trauma og chok forsøger trods manglende
opbakning i systemet at hjælpe de unge, og få dem til at forstå, at det ”normale” ungdomsliv de
drømmer om på Facebook, det får de aldrig, men de kan få et smukt og anderledes liv, hvis de
lærer at tage højde for deres altid ikke selvforskyldte vagtsomhed. Det er smukke scener når den
unge mand for første gang holder op med at styre og tillader at få taget sin T-shirt af og græder,
fordi han er ok, uden at gøre noget. Og når den unge pige pludselig ser sig selv som en lille yndig
prinsessepige, der står fuldstændig forstenet efter besøg af morfar. Når de lærer selvomsorg, at
det ikke var deres skyld, de opfordrede ikke, en lille pige eller dreng har ikke korte bukser eller
kjole på for at indbyde voksne til sex.
Tv-serien ”Født til frihed” viser, at frihedsbegrebet er noget vrøvl – forestillingen om, at vi hver især
har muligheden for at forme vores liv, som vi vil, hvis vi bare gider. Serien viser, at vi alle fødes
under bestemte omstændigheder og at mødet med omverden er afgørende for, om vi kommer til at
leve eller blot overleve. Serien viser også, at man - hvis man får den rette hjælp, støtte, omsorg, og
ikke mindst lærer at drage omsorg for sig selv – kan genvinde rigtig meget af det tabte og få et
smukt liv.
Stilistisk vil serien være et psykologisk drama, men vil benytte sig af gyserfilmens virkemidler og
som filmen ”Angels In America” vise de traumatiserede børn som tilstedeværende, midt i nuet.
Ligesom drømme eller forestillinger pludselig blander sig i virkeligheden.
Tv-serien skrives på baggrund af Huset Zornig’s feltundersøgelser om overgrebsramte unge af et
skriveteam anført af instruktør og manuskriptforfatter Jens Arentzen, og bliver produceret i
samarbejde med en tv-producent (f.eks. Nordisk Film). Tv-serien er tænkt til national udsendelse
via en af de eksisterende tv-udbydere (DR, TV2, TV3, etc.) og til undervisningsformål på
uddannelsesinstitutioner.
129
ANBEFALING 4
– JURIDISKE ANBEFALINGER
FJERNELSE AF FORÆLDELSESFRISTEN
Det er de krænkedes ønske, at seksuelle krænkelser sidestilles med drab, som ikke har en
forældelsesfrist. Det skal være muligt at retsforfølge sin krænker, uanset hvilken alder, man har.
For en del af respondenterne er de først klar, når forældelsesfristen udløber, altså i starten af 30årsalderen.
INDFØRSEL AF MINIMUMSSTRAFFE
Det er også de krænkedes ønske, at man kan være sikker på, at krænker får en mærkbar straf.
Ingen af respondenterne taler om, at straf forebygger krænkelser. Det handler i højere grad om at
imødekomme krænkedes retsfølelse. Der er politisk interesse på begge sider af Folketingssalen i
at se på strengere straffe til seksuelle krænkere.
130
REFERENCER
”Sociale flygtninge i eget land”, Huset Zornig, 2014
”Kun hvis du har lyst”, Margaux Fragoso, Gads Forlag, 2011
”Zornig – Vrede er mit mellemnavn”, Lisbeth Zornig Andersen, Gyldendal, 2012
”Det bliver sagt”, Kristian Ditlev Jensen, Gyldendal, 2002
1
2
”Børnemishandling i hjemmet”, SFI, 2010
”Hvor er det godt du er her”, SPOR, 2015
3
http://vidensportal.socialstyrelsen.dk/temaer/seksuelle-overgreb/indsatser/fortaeller-born-og-unge-hvis-deudsaettes-for-seksuelle-overgreb
4
http://politiken.dk/debat/ECE2762122/anmeld-aldrig-overgreb/
http://www.ssi.dk/~/media/Indhold/DK%20%20dansk/Sundhedsdata%20og%20it/NSF/Sundhedsokonomi/Klinisk%20validering/slutnotat_paediatri_2011.ashx
5
6
https://www.redbarnet.dk/Files/Filer/Materialer/Fagbøger%20og%20artikler/1_Naar_voksne_kraenker.pdf
http://justitsministeriet.dk/sites/default/files/media/Arbejdsomraader/Politi/Handling_bag_ord.pdf
8
http://vidensportal.socialstyrelsen.dk/temaer/seksuelle-overgreb
9
”Sager i børnehusene,” Socialstyrelsen, 2014
7
10
http://tuba.dk/fakta-om-alkohol
http://www.socialstyrelsen.dk/siso/seksuelle-overgreb/videoer/siso/seksuelle-overgreb/tegn-og-reaktioner
12
http://www.tvsyd.dk/artikel/268501:Ung-kvinde-fra-TOendersagen-har-brug-for-massiv-hjaelp
13
http://vidensportal.socialstyrelsen.dk/temaer/eftervaern/definition
14
https://www.redbarnet.dk/Files/Filer/Materialer/Fagbøger%20og%20artikler/1_Naar_voksne_kraenker.pdf
15
http://samf.ku.dk/pkv/faerdige_projektopgaver/233/
16
http://politiken.dk/debat/ECE2762122/anmeld-aldrig-overgreb/
17
http://www.mx.dk/nyheder/danmark/story/28448114#showid=4097&index=0
18
http://www.mx.dk/nyheder/danmark/story/28448114#
19
http://www.mx.dk/nyheder/danmark/story/28448114#
20
http://www.folketingstidende.dk/RIpdf/samling/20101/beslutningsforslag/B124/20101_B124_som_fremsat.pdf
21
http://politiken.dk/indland/ECE308632/professor-daarlig-ide-at-forlaenge-paedofilisager/
22
http://www.justitsministeriet.dk/nyt-og-presse/pressemeddelelser/2012/straffelovrådet-foreslår-skærpelser-overseksualforbrydelser
23
http://gammel.socialstyrelsen.dk/born-og-unge/overgreb/boernehuse/find-dit-boernehus/boernehushovedstaden/videoafhoring
24
http://socialstyrelsen.dk/nyheder/2014/bornehuse-giver-ny-viden-om-overgreb-mod-born-og-unge
25
http://socialstyrelsen.dk/born/overgreb/bornehuse/om-bornehusene
26
http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-48318118:sådan-afhøres-misbrugte-børn.html
27
Specialuddannelsen for videoafhørere er en uges uddannelse i seksuelle overgreb og 14 dages uddannelse i
videoafhøring for politiuddannede.
28
http://nyhederne.tv2.dk/samfund/2014-04-17-efter-seks-måneder-børnehuse-er-en-succes
29
http://www.ssi.dk/~/media/Indhold/DK%20%20dansk/Sundhedsdata%20og%20it/NSF/Sundhedsokonomi/Klinisk%20validering/slutnotat_paediatri_2011.ashx
30
”Vi udfører undersøgelserne på politiets begæring. Er der tale om et nyligt overgreb, hvor der muligvis kan påvises
DNA-materiale, udføres undersøgelsen akut. Oftest ligger det mulige overgreb længere tid tilbage og man kan derfor
planlægge undersøgelsen og informere familien i god tid.
Til stede ved undersøgelsen er, udover en retsmediciner, en børnelæge og en sygeplejerske.
Dokumentationen af læsioner og en evt. sporsikring for DNA udføres af retsmedicineren, Yderligere undersøgelse og
evt. behandling udføres af børnelægen”.
31
http://socialstyrelsen.dk/born/overgreb/bornehuse/om-bornehusene/sagsforlob-i-bornehuset
11
131
“Evaluering af den landsdækkende behandlings- og rådgivningsindsats til mennesker med senfølger efter
seksuelle overgreb i barndommen,” Videnscenter for Psykotraumatologi og Syddank Universitet, 2015,
32
33
http://megafonen.redbarnet.dk
http://www.redbarnet.dk/Files/Filer/Materialer/Strategi%20og%20politik/RB_Boernekonv_folder.pdf
35
http://megafonen.redbarnet.dk/Det-er-din-krop.aspx?ID=3396
36
http://redbarnet.dk/Undervisningsmaterialer.aspx?ID=185&ProductID=PROD267
37
http://bornetelefonen.dk
38
http://boernekontoret.ombudsmanden.dk
39
https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=163646
40
Som for eksempel viden om fagpersoners forebyggelse af seksuelle overgreb på skoler og daginstitutioner på SISOs
hjemmeside: http://www.socialstyrelsen.dk/born-og-unge/overgreb/forebyggende-arbejde/forebyg-overgreb-i-dagtilbudskole-og-anbringelse-1/introduktion
41
Som for eksempel viden fra Red Barnets Skoleportal http://megafonen.redbarnet.dk/Det-er-din-krop.aspx?ID=3396
42
http://www.socialstyrelsen.dk/siso/seksuelle-overgreb/skonlitteratur-film
43
http://www.dr.dk/tv/se/boern/ultra/sofies-univers-og-boernetelefonen/sofies-univers-og-boernetelefonen-5#!/
44
https://www.facebook.com/video.php?v=847929825294937&pnref=story
45
http://landsforeningen-spor.dk/media/57533/Notat-om-sociale-og-%C3%B8konomiske-konsekvenser-afsenf%C3%B8lger-efter-seksuelle-overgreb.pdf
46
http://www.si-folkesundhed.dk/upload/unges_trivsel_2008_samlet_1.pdf
47
http://www.sfi.dk/Default.aspx?ID=4681&Action=1&NewsId=2838&PID=9267
48
http://www.psykologtidsskriftet.no/index.php?seks_id=274742&a=3
49
http://www.coe.int/t/dg3/children/1in5/statistics_en.asp
50
http://shop.socialstyrelsen.dk/products/arsstatistik-2012-statistik-om-centre-der-arbejder-med-senfolger-efterseksuelle-overgreb
51
http://www.ft.dk/samling/20141/almdel/sou/spm/121/svar/1230935/1502053.pdf
52
http://shop.socialstyrelsen.dk/products/arsstatistik-2012-statistik-om-centre-der-arbejder-med-senfolger-efterseksuelle-overgreb, side 25
34
132
BILAG 1. METODE OG PROCES
Målsætningen med denne undersøgelse er at skabe større viden om mennesker, der er blevet
seksuelt krænkede som børn, og enten har sagt det og dermed været i dialog med offentlige
myndigheder i denne forbindelse, eller som ikke har sagt det, og derfor ikke har været i dialog med
offentlige myndigheder, i det mindste ikke før de blev voksne.
Undersøgelsen har endvidere til formål at afdække positive og negative forløb med henblik på at
skabe en viden, der muliggør en styrket indsats over for seksuelt krænkede børn fremover.
Undersøgelsen skal danne grundlag for udarbejdelse af undervisningsmateriale til dels børn, dels
professionelle, der arbejder med udsatte børn, socialrådgivere, politi, lærere, pædagoger, læger,
m.m. i stil med undervisningspakken ”Min barndom i helvede”.
(http://www.udsatteundervisning.dk).
Metodemæssigt er tilgangen via deskresearch at indhente eksisterende viden om børn udsat for
seksuelle krænkelser, interviewe og inddrage viden fra relevante eksperter, samt identificere og
rekruttere nu voksne tidligere seksuelt krænkede børn, for igennem felt-interviews at indhente
viden om deres nuværende livssituation, herunder identificere udfordringer som følge af de
overgreb de har været udsat for, samt deres eventuelle dialog med kommunale myndigheder og
sundhedsmyndigheder, politi og retsvæsen.
Deltagerne blev primært rekrutteret gennem netværk, gennem personlige kontakter, gennem
fagpersoner og gennem sociale medier. Potentielle deltagere blev screenet med afsæt i en
telefonisk samtale, hvor de blandt andet blev spurgt om navn, adresse, familieforhold, job- og
uddannelsesmæssig status, tidspunktet for overgreb, karakter af overgreb, om der havde været
dialog med en myndighedsperson, ligesom de potentielle deltagere blev oplyst om vilkår for
deltagelse i form af frivillighed, anonymitet, mulighed for udtrædelse fra projektet, m.m.
Rekrutteringen afdækkede flere udfordringer i forbindelse med projektets metode.
Først og fremmest var der rigtig mange henvendelser, men kun meget få fra mænd og for flere af
disse mænd gjaldt det, at de havde fortrængt barndomsminderne og først som voksne var blevet
bevidste om, at de havde været udsat for seksuelle overgreb i barndommen. Af den årsag havde
der i barndoms- og ungdomsårene ikke været dialog med myndighederne om overgrebene. I
samråd med følgegruppen blev det alligevel besluttet at indlemme gruppen i undersøgelsen, idet vi
anså det som væsentligt at have begge køn repræsenteret.
En anden udfordring var, at projektet primært havde til hensigt at afdække de krænkede børns
dialog med offentlige myndigheder, men under rekrutteringsfasen var der en lang række personer,
som henvendte sig og gjorde opmærksom på, at de også havde været udsat for seksuelle
krænkelser, men ikke sagt det, men gerne ville fortælle om, hvorfor de ikke havde sagt noget til
nogen. Da disse personer ville kunne kvalificere undersøgelsen yderligere, idet det gjorde det
muligt at få indblik i, hvilke barrierer, der afholdte de krænkede børn fra at fortælle om
krænkelæserne til en voksen, og da det samtidig ville gøre det muligt at sammenholde de to
gruppers generelle trivsel i henholdsvis opvæksten og voksenlivet, tog vi en beslutning om at
133
medtage denne gruppe, selv om projektet allerede var påbegyndt. Det blev derfor besluttet at
udskyde deadline for rapportens offentliggørelse, der blev taget kontakt til de respondenter, der
havde henvendt sig tidligere, samt lavet et nyt opslag, som gjorde det muligt for nye respondenter
at henvende sig.
Herefter blev der udarbejdet nye spørgerammer og samme proces omkring respondenterne blev
igangsat endnu engang. Som det var tilfældet tidligere, så kom der hurtigt mange henvendelser og
fordelingen viste sig at være svarende til, hvad vi oplevede første gang, altså at langt de fleste, der
henvendte sig, var kvinder.
Respondenterne i begge målgrupper har alle givet udtryk for, at de ønsker at bidrage til
undersøgelsen for herigennem at bidrage med viden og erfaringer, som på et senere tidspunkt ville
kunne hjælpe andre børn og unge, der er blevet udsat for seksuelle krænkelser.
Det viste sig at være en gevinst for undersøgelsen, at der nu både var respondenter, som havde
fortalt myndighederne om de krænkelser, de havde været udsat for som børn, og hvor der
efterfølgende havde været en dialog med myndighederne, og respondenter, som ikke på noget
tidspunkt indenfor den tidsramme, hvor krænkeren kunne retsforfølges, havde fortalt om
krænkelserne:


Deltagerne kunne give indsigt i de forskelle, der eventuelt måtte være på de to
respondentgruppers livsforløb, livsmestring og generelle trivsel, samt senfølger af de
seksuelle krænkelser, der havde fundet sted.
Deltagerne var i stand til at bidrage med konkret indsigt i, hvad der fik dem til henholdsvis
at fortælle og ikke fortælle om de seksuelle krænkelser, samt hvordan forløbet med de
kommunale myndigheder, sundhedsmyndighederne og rets- og politimyndighederne forløb,
hvilket er et hovedsigte med undersøgelsen.
Ulempen ved respondentprofilen er, at visse af erfaringerne med kontakten til myndighederne
daterer sig så langt tilbage, at det ikke siger meget om indsatsen i dag. Det er der derfor taget
højde for i dataanalysen. Fordelen er, at det er muligt at sammenligne respondenternes oplevelser
over tid og se den enkelte respondents oplevelser med blandt andet myndighederne i et tids- og
udviklingsperspektiv.
Dataindsamlingen underbygger fuldt ud målsætningen for rapporten. Såvel metoden som
sammensætningen af respondentgruppen i undersøgelsen er løbende blevet drøftet på de tre
følgegruppemøder, som er afholdt sammen med relevante eksperter. Følgegruppen har udtrykt
tilfredshed med såvel metode som respondentfeltet i projektet.
Der indgår 35 respondenter i undersøgelsen, som repræsenterer seksuelt krænkede børn og
unge, heraf 25 kvinder og ti mænd der i alle tilfælde er over 18 år. Interviewene blev gennemført
på lokaliteter, som deltagerne selv valgte. De fleste valgte at gennemføre interviewene hjemme,
men ikke alle. Interviewene blev gennemført semistrukturerede efter en interviewguide, som var
struktureret efter temaer som nuværende generelle livssituation, herunder bolig, økonomi, arbejde
og uddannelse, myndigheder, helbred, relationer, rusmiddelmisbrug og kriminalitet, samt
opvæksten, herunder skole/fritid, fysisk/psykisk vold, seksuelle krænkelser, dialogen med
myndigheder, anbringelser og overvejelser omkring at fortælle om krænkelserne.
134
I processen blev vi nysgerrige på de pårørendes og omsorgspersonernes syn på respondenternes
oplevelser og deres egen rolle i forløbet. Vi kontaktede derfor med tilladelse fra respondenterne en
række pårørende og omsorgspersoner. Ingen af dem ville medvirke. Efter drøftelser med
følgegruppen besluttede vi os derfor for at efterlyse en række andre pårørende, som har haft børn,
der er blevet seksuelt krænket, men altså ikke de respondenter, der indgår i denne rapport. Det
lykkedes via Facebook at få kontakt med fem pårørende og en omsorgsperson, der var villige til at
bidrage. Deres beretninger om seksuelle krænkelser af deres børn indgår således som et
perspektiverende element i rapporten.
Ved interview-start blev deltagerne igen informeret om, at deltagelse var frivillig, anonym og med
mulighed for at framelde sig undervejs. Anonymiteten blev særligt understreget, og samtidig
efterspurgt af en af deltagerne. Alle deltagere har deltaget i hele processen.
Interviewene blev, efter behov, suppleret med opfølgende interviews, personligt, telefonisk og/eller
via mail for at få uddybet og afklaret spørgsmål i forbindelse med mønstre og strukturer, som
udkrystalliserede sig i den efterfølgende analyse af data. Det viste sig i processen, at flere af
deltagerne valgte at bidrage med mere følsomme oplysninger i takt med at tilliden mellem deltager
og interviewer blev opbygget og styrket.
Deltagerne blev spurgt, om de kunne reflektere over og fortælle, eller alternativt efterfølgende
fremsende eller berette om, hvilke anbefalinger de havde til myndighederne om en bedre indsats
over for børn der er i samme situation som de selv har været. De fleste vendte tilbage med bidrag
til dette, som er indarbejdet i rapporten.
Nogle af deltagerne blev i processen spurgt, om de kunne være interesserede i at stå offentligt
frem i forbindelse med rapporten for at fortælle deres personlige historie, som case til myndigheder
og eksperter, og eventuelt også medier, for at konkretisere og eksemplificere en tilværelse som
deres. Ikke alle blev spurgt, kun de, der uopfordret ønskede at bidrage med mere viden og som
blev skønnet stabile og stærke nok til at håndtere dette. Det blev understreget, at beslutningen,
som alt andet i processen, var helt frivillig, og at deres anonymitet i så fald risikerede at ville
forsvinde. Flere af deltagerne ikke alene indvilligede i dette, men stillede sig også til rådighed for
eventuelle opfølgende undersøgelser, der kan forbedre vilkårene for seksuelt krænkede børn og
unge.
I forbindelse med formuleringen af rapportens samlede anbefalinger blev en række deltagere i
undersøgelsen inviteret til en workshop med følgegruppen, projektets medarbejdere og eksterne
eksperter for at drøfte og kvalificere udkast til anbefalinger. Formålet var at sikre praktiske
anbefalinger, som både var forankret i undersøgelsens resultater, fageksperter og deltagerne selv.
Undersøgelsens deltagere blev informeret om, at deltagelse i workshoppen kunne kompromittere
deres anonymitet, da det ville være vanskeligt at garantere deres anonymitet over for de øvrige
deltagere i workshoppen. Dette viste sig ikke at være et problem for workshop-deltagerne, som
allerede på forhånd havde givet tilsagn om at træde offentligt frem i forbindelse med rapporten.
Alle blev orienterede om, at de kunne melde fra, hvis de fortrød. Workshoppen blev afviklet i
Børnehus Sjælland med det formål at præsentere de nu voksne seksuelt krænkede børn, for et af
de fem børnehuse, hvor man i dag håndterer sager med børn udsat for overgreb.
Rapportens form er inspireret af Børnerådet’s rapport ”De prøver at gøre det så normalt som
muligt”, ligesom flere andre af Huset Zornig’s rapporter. Formålet med formen er at give deltagerne
135
selv en så tydelig stemme, som muligt. Der er anvendt anonymiserede citater i fremstillingen.
Dette er afstemt med deltagerne.
Rapportens karakter indebærer, at myndighedernes repræsentanter ikke får mulighed for at blive
hørt.
Dette er ikke en forskningsrapport, men formidling af resultaterne af en undersøgelse, der belyser
forskellige supplerende perspektiver på børn der har været udsat for seksuelle krænkelser,
formuleret af de nu voksne børn selv, med respekt for det syn, de har på sig selv.
FØLGEGRUPPE
Der blev oprettet en følgegruppe i forbindelse med undersøgelsen, sammenstillet ud fra et ønske
om at få aktuel viden hos fagpersoner, der arbejder med blandt andet børneforhold og sociale
forhold. Formålet var også at sikre en balance mellem ny videns indsamling og konkretiseret viden,
som allerede er indgået i forskellige behandlingsforsøg og andre tiltag.
Følgegruppen bestod derfor af:
1 MEDLEM FRA RED BARNET, PSYKOLOG KUNO SØRENSEN
1 MEDLEM FRA ROSKILDE UNIVERSITETSCENTER, PROFESSOR HANNE WARMING
1 MEDLEM FRA BØRNEHUSET SJÆLLAND, LEDER KIM RISOM RASMUSSEN
1 MEDLEM FRA POLITI OG VIDNEAFHØRING, VIDEOAFHØRER BIRGIT MAAGARD
1 MEDLEM FRA VIP HUSET, ET MILJØTERAPEUTISK OPHOLDSSTED, LEDER LIV MOLL NIEMANN
Følgegruppen fik på møderne præsenteret synspunkter på metode og indsamling af data og har
alene haft mulighed for at rådgive. Diskussionerne med følgegruppen sikrede, at projektet blev
vurderet fra en række professionelle vinkler, ligesom medlemmerne af følgegruppen kunne
efterspørge information i materialet, som var særlig relevant for det specifikke medlems egen
faglighed. For at sikre anonymitet blev følgegruppemedlemmerne bedt om at underskrive
fortrolighedserklæringer.
136
BILAG 2. EN OVERSIGT OVER SENFØLGER OG
BEHANDLINGSMULIGHEDER
Landsforeningen SPOR, som repræsenterer voksne med senfølger af seksuelle overgreb, har i
april 2015 udgivet et notat, ”Hvor er det godt du er her!”, som sætter tal og ord på det seksuelle
overgreb og dets senfølger. Ifølge SPOR’s notat estimeres det, at 10 pct. af alle børn udsættes for
seksuelle overgreb. Mellem 60 til 80 pct. af disse børn lider som voksne af senfølger på grund af
disse overgreb. Det svarer til, at omtrent 267.000 – 356.000 mænd og kvinder lever med senfølger
i Danmark i dag.
Senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen koster indirekte samfundet hvert år milliarder i
form af fx dagpenge, sygedagpenge, kontanthjælp, førtidspension, behandling for alkohol – og
stofmisbrug, ophold på krisecentre, psykiatriske og somatiske behandlingsforløb hos praktiserende
læge, speciallæge og indlæggelser samt efterværn i form af fx genoptræning eller behandling og
rehabilitering gennem distriktspsykiatrien og socialpsykiatrien.
”Hjælpeforanstaltninger i social- og sundhedssystemet. Dette leder til symptombehandling uden
afklaring og behandling af den bagvedliggende årsag. Symptomerne er følger af, at barnet skulle
overleve det ubærlige. Når smerten fx dulmes med alkohol eller stoffer, sættes behandling af
misbruget ind. Men når den uhensigtsmæssige adfærd er fjernet, efterlades den senfølgeramte
uden sin forsvarsmekanisme, smerten bliver igen ubærlig og tilbagefald er nærmest uundgåeligt.
Spiseforstyrrelse, selvskade, overmedicinering, dissociative lidelser og selvmord kan ligeledes
være forsøg på at kontrollere og undfly smerten.”45
Der findes i dag en række tilbud, som stilles til rådighed for senfølgeramte voksne: Center for
Seksuelt Misbrugte (CSM), psykologordningen, sygesikringsordningen, psykiatrien og frivillige
tiltag. SPOR betegner de eksisterende indsatser, som præget af manglende koordinering, lange
ventetider, for ringe synlighed og en vis utilgængelighed. Således er det kun de mest
ressourcestærke der er i stand til at skaffe sig hjælp og støtte.
SEKSUELLE OVERGREB - OMFANG
En trivselsundersøgelse blandt unge i 2008 belyste, at 5 pct. af drengene og 22 pct. af pigerne
havde oplevet seksuelt overgreb fra jævnaldrende eller voksne.46
45
http://landsforeningen-spor.dk/media/57533/Notat-om-sociale-og-%C3%B8konomiske-konsekvenser-afsenf%C3%B8lger-efter-seksuelle-overgreb.pdf
46
http://www.si-folkesundhed.dk/upload/unges_trivsel_2008_samlet_1.pdf
137
Ifølge trivselsundersøgelsen har 2 pct. af drengene og 7,8 pct. af pigerne i alderen 15 år haft
seksuel kontakt eller erfaringer med voksne.
En undersøgelse foretaget af SFI i 201047, ”Børnemishandling i hjemmet”, viser, at 2 pct. af en
årgang udsættes for seksuelle overgreb, inden de fylder 15 år. Det svarer til 1.200 børn fra hver
årgang.
En norsk undersøgelse fra 201248, som var baseret på et repræsentativt udsnit af den norske
befolkning, viste at 24,3 pct. af kvinderne og 12 pct. af mændene havde oplevet seksuelle
overgreb før det fyldte 16. år.
I EU estimeres det, at 20 pct. af alle børn og unge i EU-landene udsættes for seksuelle overgreb.
EU står bag kampagnen ”ONE IN FIVE”.49
Der er indikatorer, ifølge SFI, der tyder på, at kun 10-20 pct. af børn, der udsættes for seksuelle
overgreb, får tilstrækkelig hjælp. Men der mangler undersøgelser, der belyser i hvor høj grad der
finder disclosure sted mens overgrebene står på. SFI har i sin undersøgelse ”Børnemishandling i
hjemmet” angivet, at hvis 100 unge fortæller, at de på et tidspunkt har været udsat for fysiske
overgreb, så har de sociale myndigheder kun registreret 20 af dem.
47
http://www.sfi.dk/Default.aspx?ID=4681&Action=1&NewsId=2838&PID=9267
http://www.psykologtidsskriftet.no/index.php?seks_id=274742&a=3
49
http://www.coe.int/t/dg3/children/1in5/statistics_en.asp
48
138
SEKSUELLE OVERGREB - SENFØLGER
Af de voksne med senfølger, der søger behandling på et af landets frivillige centre, har kun 18 pct.
af dem anmeldt overgrebene til politiet.50 Gennemsnitsalderen for krænkede personer, som
henvender sig til centrene var i 2012 35 år, for kvinderne var gennemsnitsalderen 34 år og for
mændene var det 37 år.
Ikke alle børn der udsættes for seksuelle overgreb udvikler senfølger. Socialstyrelsen estimerer, at
mellem 60 og 80 pct. af børn og unge som udsættes for seksuelle overgreb udvikler senfølger som
voksne. Det svarer til at 267.000-356.000 mænd og kvinder lever med senfølger i Danmark i dag.51
Antager man, at 2 pct. af alle børn udsættes for seksuelle overgreb, så vil antallet af senfølgeramte
være mellem 53.400 og 71.200 mænd og kvinder. Anvender man til gengæld EU’s tal, så vil det
estimerede antal af voksne med senfølger være mellem 534.000 og 712.000 danskere.
Voksne, der lider af senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen, finder man i sundheds-,
beskæftigelses-, og i socialsystemet. Da det ofte er symptomerne, som er synlige
og ’uhensigtsmæssige’, er indgangen til hjælpeforanstaltningerne oftest den, at vi i Danmark
symptombehandler uden at årsagen til symptomet opfanges og behandles.
Symptomer og mestringsstrategier kan, ifølge SPOR, være følgende:
PROSTITUTION: En mestringsstrategi kan for den voksne senfølgeramte være at gentage
barndommens seksuelle misbrug gennem prostitution. Overgrebene gentages på denne måde
gang på gang, men nu – til forskel fra barndommen - med en følelse af at have kontrollen. Nogle
børn kan tillige have lært, at der følger privilegier eller penge med efter seksuelle overgreb, hvilket
kan genudspille sig i voksenlivet. Det kan også være, at barnet opfattede de seksuelle overgreb
som udtryk for kærlighed, hvis det var den eneste interesse og nærhed, der blev oplevet, så den
voksne vedbliver at søge nærvær og kontakt i lignende relationer.
MISBRUG: Smerten er ofte så svær at leve med, så den må dulmes med stoffer eller alkohol. I
Danmark har vi behandlingsgaranti i forbindelse med misbrug. Men så snart 'den
uhensigtsmæssige adfærd' – misbruget – er væk, efterlades misbrugeren uden sin
forsvarsmekanisme og skal håndtere smerten på egen hånd. Når smerten igen bliver ubærlig, er
tilbagefald næsten uundgåeligt.
TILKNYTNINGSTRAUME: Familielivet kan være påvirket i den forstand, at den senfølgeramte bliver
fysisk og følelsesmæssigt afvisende ved f.eks. omfavnelse eller berøring - også fra personens
egne børn. Mindet om en hjælpeløshed, personen selv oplevede som barn, kan drive personen til
at lægge afstand til egne børn. Desværre opfattes denne senfølge sjældent, så forældrene kan få
den rette hjælp. Derved går tilknytningstraumet ubemærket i arv.
SKADET FØLSESAPPARAT: Traumatiske oplevelser i barndommen kan medføre direkte fysiske
forandringer i hjernen f.eks. i områder der regulerer følelsesmæssig tilknytning, indfølingsevne og
50
http://shop.socialstyrelsen.dk/products/arsstatistik-2012-statistik-om-centre-der-arbejder-med-senfolger-efterseksuelle-overgreb
51
http://www.ft.dk/samling/20141/almdel/sou/spm/121/svar/1230935/1502053.pdf
139
affektkontrol. Disse tilstande gør det vanskeligt at omgås andre og indgå i relationer og de
diagnosticeres ofte som personlighedsforstyrrelser.
Arbejdsmarkedstilknytningen for brugere i behandling på centrene for voksne med senfølger er
markant lavere, 44 pct., sammenlignet med den samlede befolkning, 65 pct.52 Dette kan, ifølge
SPOR, forklares på følgende måde:
”Tilknytningen til kollegaer og ledere på arbejdspladsen. Den senfølgeramte holder sig ofte tilbage
i sociale sammenhænge, hvilket også kan have betydning på arbejdspladsen. Lysten og evnen til
at tænke på en karriere og skabe et netværk begrænses. Personen kan bevidst eller ubevidst
være bange for at være i en afhængighedsrelation og kan i nogle tilfælde skifte arbejdsplads ofte
for at undgå at få andre mennesker for tæt på.
Nogle voksne med senfølger kan opleve autoriteter som f.eks. en arbejdsgiver som en form for
krænker i og med, at arbejdsgiveren har magten. Det kan være svært for den senfølgeramte at
håndtere en ulige relation, bl.a. fordi denne reaktiverer barnets følelse af at være hjælpeløst og
prisgivet en overmagt. Det kan gøre det svært at fungere på en arbejdsplads. PTSD indebærer
øget alarmberedskab. Det kræver ufatteligt mange kræfter hele tiden at skulle orientere sig og
forholde sig til andre mennesker og evt. trusler. Denne konstante overbelastning kan medføre
sygemeldinger eller endda opgivelse af arbejde. Mange voksne med PTSD bliver tidligt
udbrændte, fordi de psykisk og fysisk er på konstant overarbejde for at klare dagligdagen. I
kølvandet på, at traumet kommer op til overfladen, følger ofte en sygemelding. De
traumereaktioner, der har ligget indkapslet, kommer frem med den samme styrke, som, da
overgrebet fandt sted. Når der går hul på bylden, ryger den voksne følelsesmæssig ofte 'direkte
tilbage til helvede'. Desværre presses den senfølgeramte ofte i mødet med
beskæftigelsessystemet, så der ikke bliver tid og ro til at gennemleve denne proces, hvilket kan
medføre yderligere traumatisering og gøre den akutte stressreaktion kronisk.”
I psykiatrien, hos de praktiserende læger og hos de privatpraktiserende psykiatere ser man ofte, at
senfølger efter seksuelle overgreb kommer til udtryk som:
PSYKOSER OG SKIZOFRENI: En norsk undersøgelse viste, at blandt voksne med psykoser havde
næsten 70 pct. af kvinderne og 60 pct. af mændene oplevet vold eller seksuelle overgreb i
barndommen. Undersøgelsen er bl.a. offentliggjort i Dagens Medicin den 25.11.2005. Nogle
voksne reagerer aggressivt på traumerne, andre går ind i en sorgproces, og andre igen kan opleve
uforståelige og skræmmende kropsreaktioner. Det kan ske i sammenhæng med oplevelser, der på
en eller anden måde minder om overgrebet, også selvom situationen er en anden.
KOMPLEKS PTSD OG DISSOCIATIVE LIDELSER: Fællesnævneren for traumer er en følelse af
intens frygt, hjælpeløshed, tab af kontrol og trussel om tilintetgørelse. Når børn udsættes for
seksuelle overgreb, er kamp/flugt ikke en mulighed - de kan ikke kan kæmpe mod en overmagt,
der både fysisk og psykisk er for stor, og de kan ikke flygte. I stedet sker der en 'fastfrysning' i
situationen, hvor traumeenergien så at sige fryser fast i nervesystemet. Børn kan ikke rumme
overgreb hverken mentalt, følelsesmæssigt eller fysisk. Mange dissocierer – dvs. at de forsvinder
ind i en anden verden eller en anden bevidsthedstilstand. Børn kan også fortrænge oplevelsen –
52
http://shop.socialstyrelsen.dk/products/arsstatistik-2012-statistik-om-centre-der-arbejder-med-senfolger-efterseksuelle-overgreb, side 25
140
helt eller delvist. De fortrængte erindringer kan blandt andet bryde gennem forsvarsværket via
mareridt og flashbacks, så den voksne genoplever hændelserne og de følelser der var forbundet
med dem, som om det sker igen her og nu.
DEPRESSION OG ANGST: Såvel angst og depressive tilstande er naturlige reaktioner, når man har
været udsat for overgreb. Symptomerne må forstås ud fra den virkelighed barnet levede i med
frygt, fortvivlelse og meningsløshed. De samme følelser kan vare livet igennem uden, at der sker
en sammenkobling med barndommens overgreb
SELVSKADENDE ADFÆRD: Det er desværre meget almindeligt, at mennesker, der har været udsat
for overgreb, fortsætter med at behandle sig selv, som de blev behandlet. Mange beretter, at de
har lært, at de fortjener smerte, at de ikke er noget værd og ikke har ret til at have det godt. Det
kan føre til selvafstraffelse i form af f.eks. cutting, brænding, seksuel selvmishandling m.m.
SPISEFORSTYRRELSER: Spiseforstyrrelser af forskellig karakter er én af de senfølger, der i høj
grad symptombehandles. Også her fokuseres på den uønskede adfærd fremfor på årsagerne.
MULIGE USYNLIGE SENFØLGER: Rastløshed, manglende tillid, problematisk selvforståelse,
problemer med nærhed, social isolation, ensomhed, dårligt netværk og farlig livsførelse.
SEKSUELLE OVERGREB - HJÆLPEMULIGHEDER
I dag findes der i Danmark blandt andet følgende tiltag og muligheder i forhold til at få hjælp til at
bearbejde et seksuelt overgreb og dets senfølger:
CMS CENTRENE
I satspuljeforliget 2012 bevilligede satspuljepartierne 67 millioner kr. til en fireårig forsøgsperiode
(2012-2015) for tre regionale centre for voksne med senfølger samt psykologordningen. De tre
centre er: Center for Seksuelt Misbrugte Øst i København, Center for Seksuelt Misbrugte Syd i
Odense og Center for Seksuelt Misbrugte Midtnord i Aarhus. Ventetiden på psykologbehandling er
pt. 26 måneder i CSM Syd og mellem seks og otte måneder i CSM Øst og CSM Midtnord. Ifølge
SPOR er kort ventetid naturligvis ønskeligt, men det er ikke et succeskriterium, hvis den opnås ved
at begrænse adgangen til behandlingen, afskære visse grupper af senfølgeramte og undlade at
udbrede kendskabet til behandlingstilbuddet. Samtidig pointerer SPOR, at der en reel risiko for, at
de komplekse problematikker med både fysiske, psykiske og sociale problemer, som voksne med
senfølger oplever, udvikler sig og bliver værre i ventetiden. Set med SPOR’s øjne har CSM
Centrene fået en opgave, som langt overstiger den kapacitet, centrene har, når der er op mod
250.000 – 350.000 voksne danskere med senfølger efter seksuelle overgreb. Dette får desværre
konsekvenser i form af lange ventelister, at centrene må lave rigide kriterier for, at man som
voksen med senfølger kan få behandling, samt geografisk utilgængelighed og ringe synlighed af
tilbuddet. Derfor er det i dag kun de mennesker, der har flest ressourcer, som finder frem til og
tilbydes behandling, rådgivning og støtte. Samme utilgængelighed og usynlighed gælder også de
fleste andre hjælpemuligheder listet nedenfor. CSM Centrenes tilbud til målgruppen er forskellige
fra center til center ligesom kriterierne for at få hjælp varierer.
141
PSYKOLOGORDNINGEN
Psykologordningen er et gratis tilbud til voksne over 18 år, som i deres barndom eller ungdom har
været udsat for seksuelle overgreb. Overgrebene skal være sket inden det fyldte 18. år. Det er
muligt at søge Psykologordningen om 11 timers gratis psykologbehandling hos en psykolog, der er
tilknyttet ordningen. Psykologerne i ordningen har dog ikke nødvendigvis specialviden om
senfølger af seksuelle overgreb. Hvis der ønskes hjælp gennem Psykologordningen må man ikke
have været i behandling for senfølger inden for det seneste år hos en psykolog via
Sygesikringsordningen eller hos en psykolog i psykiatrien. Man må heller ikke stå på venteliste til
et behandlingsforløb for senfølger f.eks. i et af CSM Centrene eller i psykiatrien.
SYGESIKRINGSORDNINGEN
Via egen læge har man mulighed for at få en henvisning til max. 12 timers psykologbehandling
med tilskud fra sygesikringen, hvis man har været udsat for seksuelle overgreb inden det fyldte 18.
år. Tilskuddet udgør 60 pct. af psykologens honorar. Hvis der har været flere krænkere, er det
muligt i nogle, men ikke alle regioner, at få flere henvisninger. Det kan også være, at man opfylder
kriterierne for at få henvisning på et andet grundlag og derved få flere henvisninger i træk, men det
afhænger ofte af ens egen læge og den region man bor i. Der er stadig praktiserende læger som
ikke kender til hjælpemuligheden, når de sidder overfor en borger med senfølger.
KOMBINATION AF BEGGE ORDNINGER
Det kan være en god idé at forsøge at få et længerevarende forløb hos en psykolog. Dette kan
lade sig gøre ved at kombinere Psykologordningen og Sygesikringsordningen og vælge en af
psykologerne fra listen i Psykologordningen, som også er med i Sygesikringsordningen. Men som
hjælpsøgende skal man holde tungen lige i munden og først søge hjælp gennem egen læge og
Sygesikringsordningen, efter man er visiteret til de 11 timer under Psykologordningen. Hvis man er
kommet til at bruge Sygesikringsordningen først, afvises man af Psykologordningen indtil der er
gået et år efter endt behandling.
PSYKIATRIEN – PAKKEFORLØB
Egen læge kan henvise til et ’Pakkeforløb’ for voksne med "Belastnings- eller tilpasningsreaktion".
På Region Hovedstadens hjemmeside beskrives behandlingen således: "Behandling af patienter
der har været udsat for incest / seksuelle krænkelser: Oftest traumefokuseret behandling i
specialgruppe for personer med senfølger efter incest eller andre seksuelle krænkelser.
Behandlingen af 3/4 -1 års varighed."
PRIVATPRAKTISERENDE PSYKIATER
Behandling hos en psykiater er gratis efter henvisning fra egen læge. Der kan ofte forekomme
lange ventetider. En psykiater har studeret medicin på universitetet og har efter sin uddannelse til
læge taget en specialistuddannelse i psykiatri, som er læren om psykiske sygdomme og
personlighedsforstyrrelser. Psykiateren må derfor (i modsætning til psykologen) ordinere medicin
142
men nogle psykiatere benytter sig også af samtale i behandlingen. Det er dog de færreste, der har
en egentlig terapeutisk efteruddannelse og ved tilstrækkeligt om senfølger af seksuelle overgreb.
PRIVATPRAKTISERENDE PSYKOLOG ELLER PSYKOTERAPEUT
Har man mulighed for selv at betale for sin terapi, kan man frit vælge en terapeut eller psykolog.
Der findes mange former for såkaldt alternativ behandling, som kan være effektive, men man skal
se sig godt for, da det ikke er alle behandlere, der har tilstrækkelig viden om traumatisering.
VISO
VISO (Den Nationale Videns- og Specialrådgivningsorganisation) tilbyder gratis specialrådgivning,
når den rette ekspertise ikke findes i kommunen. Man kan som senfølgeramt få rådgivning til at få
en bedre forståelse af de specielle problemstillinger, der kendetegner ens sociale situation og få
redskaber til bedre at kunne håndtere problemstillingerne. Rådgivningsforløbet starter ofte indenfor
få uger efter ansøgning.Tilbuddet om VISO-rådgivning er stort set usynligt for borgere, med mindre
man ved et tilfælde støder ind i VISO's eller SPORs hjemmeside. Der orienteres pt. sjældent om
tilbuddet i de forskellige rådgivninger, da der ikke er viden om ordningen.
DE FRIVILLIGE CENTRE
Herudover tilbyder en række centre, selvhjælpscentre og foreninger hjælp til voksne med
senfølger. Det drejer sig om vidt forskellige tilbud: Fra længerevarende terapeutiske forløb hos
psykologistuderende, rådgivningssamtaler med en igangsætter i et selvhjælpscenter, til mulighed
for samvær med ligestillede. Der findes pt. omkring 15 centre i landet som tilbyder hjælp og der er
mange voksne med senfølger, som har stor gavn af indsatsen. Centrene er dog ujævnt fordelt i
landet, hvor f.eks. borgere i Region Sjælland intet tilbud har.
143